Skip to main content

Bovia Magasinet - marts 2022

Page 1

KOLDING • LUNDERSKOV • BILLUND • VEJEN • GRINDSTED

MARTS 2022 • 9. ÅRGANG

MAGASINET

FOR ALLE BOVIAS BEBOERE

Formand igen Den garvede beboerdemokrat Ivan Bønneland er ny formand i afdeling 54.

16-17 Byggeri udsat

Seniorliv

Ny hjertestarter

Renoveringsprojekter udskydes på grund af alt for høje byggepriser.

Tema handler om det gode seniorliv og bopæl i BOVIA.

Kikkenborggården i Kolding har fået hjertestarter af TrygFonden.

3

4

20

1


LEDEREN Lederen skrives skiftevis af BOVIAs direktør Per Nielsen og formændene for de boligorganisationer, som ejer BOVIA: Det er Leif Nielsen (Vejen Byggeselskab), Johannes Nedergaard (Grindsted Boligforening), Sigfred Kristensen (Byggeforeningen af 1949), Jørgen Bjerg Sørensen (Billund Boligforening) og Karl-Jørn Petersen (AAB Kolding). Denne gang er økonomichef Bethina J. Lorentzen gæsteskribent.

LEDER BOVIA MAGASINET Nr. 1 - marts 2022 9. årgang ISSN nr.: 2246-347X OPLAG 8.000 eksemplarer UDGIVER BOVIA Engstien 2A 6000 Kolding www.bovia.dk KONTAKT info@bovia.dk Tlf. 75 52 53 44 ANSVARSHAVENDE REDAKTØR Anni Damgaard REDAKTION Tor Stenstrop Almen Info Media REDAKTIONSUDVALG Grete Noes Sigfred Kristensen Anni Damgaard Louise Iwersen Per Nielsen LAYOUT & TRYK Jørn Thomsen Elbo A/S FORSIDE: Ivan Bønneland BOVIA Magasinet udgives fire gange om året til alle beboere i boligorganisationer, der er administreret af BOVIA. Det er tilladt at citere fra magasinet med tydelig kildeangivelse.

Kære beboer. Kære læser. Et nyt år er godt i gang, og i BOVIAs økonomiafdeling betyder det travlhed. Vi er i fuld sving med at lukke årsregnskaberne for 2021. Der skal udarbejdes et regnskab for de enkelte boligorganisationer også kaldet hovedforeninger og et regnskab pr. boligafdeling, da alle afdelinger er selvstændige enheder med selvstændig økonomi. I BOVIA er der ca. 135 afdelinger i drift eller under opførsel, 7 boligorganisationer, BOVIA som administrationsselskab og hertil kommer en del mindre ejerforeninger. Det betyder, at der i det kommende halvår udarbejdes omkring 160 regnskaber og lige så mange budgetter. Vi tilstræber, at huslejen udvikles jævnt uden perioder med stilstand og deraf følgende store hop i andre år. Fokus er rettet mod effektiv drift, uden at det går ud over kvaliteten; hvordan beboerne får mest muligt for deres husleje. Ligeledes er der fokus på bygninger og boligområdernes vedligeholdelse, og hvordan afdelingerne henlægger til at betale for denne vedligeholdelse. Dette fokus er ikke alene internt, men også fra Landsbyggefonden og lovgivers side. Der er derfor indført krav om ekstern granskning af afdelingernes langtidsbudgetter for planlagt vedligehold og forbedring. Samtidig med ønsket om at øge henlæggelserne er afdelingernes økonomi udfordret af øgede udgifter til renovation, fælles el, negative renter og lavt eller negativt afkast på investeringer. Også i økonomiafdelingen arbejder vi på at blive mest mulig effektive og løse opgaverne bedst muligt. Opgaverne i økonomiafdelingen har derfor gennem de seneste år gennem-

gået en forandringsproces fra manuelt til automatisk. Samtidig øges de udefra kommende krav til analyse og rapportering, hvilket medfører skifte i opgaver fra bogholderi til controlling. Vores bogholderteam arbejder med pengestrømmen ind og ud af boligafdelingerne, som eksempelvis opkrævning af husleje, forbrugsregnskaber, betaling af kreditorer, bankafstemning og bogføring, kort sagt den daglige økonomi. I controllerteamet spænder opgaverne fra udarbejdelse af regnskab og budget, moms, løn, belåning og byggeøkonomi til analyser, egenkontrol og rapportering. Økonomiafdelingen er en stabsfunktion i BOVIA, som ikke bare står for økonomien men også understøtter de andre teams i BOVIA. Mens controllerteamet er optaget af årsregnskaberne, er man i bogholderteamet gået i gang med forbrugsregnskaberne for 2021. Forbrugsafgifter er specielt i 2. halvår af 2021 steget meget. Det gælder prisen på el og i særdeleshed prisen på gasopvarmning. Da a conto regningen fra forsyningsselskaberne udviste en stor stigning for 4. kvartal 2021, blev det besluttet, at vise rettidig omhu og regulere a conto betalingen med 50 % for de berørte boliger. Reguleringen skal imødegå, at de pågældende lejere får en stor efterregning, når forbrugsregnskabet opgøres. Mere om det i magasinet, hvor du også kan læse vores tema om seniorliv og bopæl. God læselyst. Bethina Jensen Lorentzen Økonomichef, BOVIA


BOVIA RUNDT

Landbyggefonden udskyder renoveringer Flere renoveringsprojekter i BOVIA udskydes et år på grund af alt for høje priser på byggemarkedet. Der er behov for at dæmpe overophedningen i bygge- og anlægsbranchen, som har resulteret i skyhøje priser. Derfor har politikerne bag finansloven for 2022 aftalt, at Landsbyggefonden skal udskyde renoveringsprojekter for to milliarder kroner i den almene boligsektor. Det kommer til at betyde udskydelser for boligafdelinger i BOVIA fortæller byggechef Niels Klausen. - Det er betyder, at de renoveringssager som ikke har fået endeligt tilsagn fra landsbyggefonden i 2021, kommer til at ligge og vente på, at vi må udbyde dem, altså holde licitationer indtil tidligst 1/112023. Det er altså den fysiske opstart på byggepladserne, som kommer til at blive udskudt i nogle af sagerne, kan man sige. Helt konkret drejer det sig om afdelingerne 1 og 24 i AAB Kolding, afdelingerne 3, 7, 12 i Billund Boligforening og afdeling 7 Vejen Byggeselskab. - Jeg kan godt forstå det. Det er skørt

at smide Landsbyggefondens mange penge efter projekter, der kører på kunstigt høje priser. Og hvis det ramte os og beboerne hårdt og gav en masse bøvl, ville det være ærgerligt, men det gør det ikke.

Det er kun nogle få stykker, der får cirka et års forsinkelse. Så vi arbejder bare videre med processerne op til byggestart., siger Niels Klausen, der vurderer, at prishoppet aftager her i 2022.

Gaspris presser beboere med gasvarme BOVIA har måttet forhøje acontobeløbet for beboere med gasvarme på grund af de stigende gaspriser. En ægte gaskrise udspiller sig i Danmark og Europa og har g jort det til en særdeles dyr vinter for danske familier med gasvarme. Det er en øget efterspørgsel, der giver stigende priser. Krisen kan også mærkes i BOVIA. - Vi kunne se midt i november, at regningerne fra gasleverandørerne var steget temmelig meget i forhold til tidligere på året. Vi kontaktede derfor leverandørerne for at høre, om det virkelig kunne passe, og det var desværre rigtigt nok,

fortæller Lone Marschall Jensen fra forbrugsteamet i BOVIA. Forbrugsteamet i BOVIA måtte derfor justere acontobeløbet til varme, som bliver opkrævet sammen med huslejen hos cirka 250 beboere med gasvarme. - Vi kontaktede alle de beboere, der har gasvarme og varslede en forhøjelse af aconto beløbet på 50 procent fra 1. februar 2022 for at undgå store efterregninger ved årsopgørelserne i fremtiden, siger Lone Marschall Jensen.

Lone Marschall Jensen

Beboere i BOVIAs med gasvarme bor fortrinsvis i Vejen, Billund og Lunderskov. De har alle modtaget et informationsbrev med oplysninger om, hvorfor priserne stiger og en række gode råd til at spare på varmen. BOVIA er desuden i gang med at gennemgå hver enkelt boligafdeling med gasvarme for at se, om der er alternative muligheder for opvarmning i fremtiden.

3


TEMA: SENIORLIV OG BOPÆL

4


DET GODE SENIORLIV

FOTO: COLOURBOX

Glem de gamle forestillinger om at man som pensionist står med det ene ben i graven eller på tærsklen til plejehjemmet. Den gennemsnitlige levealder og den generelle sundhedstilstand i Danmark er steget så voldsomt i de seneste 100 år, at vi ser en enorm vækst i antallet af ældre mennesker, der er friske, sunde og lever længere. Samtidig er de store årgange, som blev født i midten af det 20. århundrede, på vej ind i livets efterår, og det gør antallet af ældre, friske mennesker endnu større. I dag tager mange ældre ejerskab til et godt seniorliv. Seniorlivet er det tredje store livsafsnit, og det kan blive et spændende liv, når aktive seniorer forstår og formår at leve livet, som de gerne vil. Tidens ældre tilhører 68-generationen, der engang skabte en helt ny generation af teenagere, og de fortsatte med at realisere dem selv gennem de forskellige livsfaser, i jobbet, i familielivet og i det private liv. De har skabt nye og kreative livsformer for både ungdomslivet og voksenlivet, og nu er tiden kommet til at skabe en ny tids seniorliv – ja til at springe ud som en helt ny generation af aktive seniorer. De er i dag levende beviser på, at selv om man forlader arbejdsmarkedet, er man stadig en aktiv og værdifuld medborger, der fortsat skal behandles i respekt for sine individuelle behov og ønsker. Der er masser af muligheder for at skabe det gode seniorliv, og her er hjemmet en vigtig ramme. BOVIA tilbyder forskellige boformer for ældre, og BOVIA Magasinet besøger forskellige ældre beboere i dette tema, som er en hyldest til den ældre generation. De ældre har været med til at skabe vores unikke velfærdssamfund, og som aktive seniorer bidrager de stadig som forbrugere, investorer, skatteborgere, aktive bedsteforældre og frivillige hjælpere. Det er ikke for ingenting, at de kaldes ”det grå guld”.

5


TEMA: SENIORLIV OG BOPÆL

Lindegårdens historie Bygningen blev opført i 1938 som alderdomshjem. I 1957 blev bygningen udvidet, så der blev plads til 24 beboere. Desuden var der frem til 1970 også kommunekontor i bygningen. Alderdomshjemmet nåede at fejre 50 års jubilæum, inden det lukkede i 1989. Vejen Byggeselskab overtog herefter bygningen, og i samarbejde med Bramming kommune ombyggede og indrettede de stedet til 12 ældreboliger samt lokaler til aktiviteter for Gørding og Vejrups pensionister og efterlønsmodtagere. Den 5. februar 1991 slog mødestedet Lindegården dørene op. Rigtigt mange seniorer i Gørding og Vejrup har gennem årene haft stor glæde af mødestedet Lindegården, som drives udelukkende af frivillige, mens lokalerne lejes af Esbjerg Kommune. Vejen Byggeselskab har i dag 777 lejemål, som administreres af BOVIA.

6

Lindegården er ren livskvalitet Mødestedet Lindegården i Gørding er guld værd for mange seniorer.

Det er tirsdag formiddag i Lindegården i Gørding. Klokken nærmer sig langsomt men sikkert 10. Udenfor ikke langt herfra kører toget ind i stationsbyen med afgang mod Esbjerg kl. 10.02. Der er dog ingen her, der skal nå et tog til storbyen, og da slet ikke tirsdag formiddag. Nej lige nu er dette sted for en kort stund centrum i universet for en flok pensionister fra Gørding og Vejrup. Ved et bord nær vinduet går snakken allerede ivrigt mellem to kvinder. Det er Marie og Conny. Der bliver snakket håndarbejde helt oppe på den store klinge, da BOVIA Magasinets udsendte sætter sig med en kop kaffe, en pen og en blok for at spørge til deres forhold til Lindegården. - Jeg kommer her fast hver tirsdag og torsdag, og hvis der så er et foredrag eller lignende, kommer jeg også

gerne. Jeg holder af at lave håndarbejde, mens vi får kaffe og vender verdenssituationen, siger Marie Damkjær. - Det er samværet, der får mig til at komme. Det er 7 år siden min mand døde, og det var svært at komme i gang igen. En veninde tog mig med, selvom jeg ikke troede det var noget for mig. Siden har jeg været med, så det var lige det skub, jeg skulle have. - Stedet her holder livkvaliteten oppe. Det er guld værd, konstaterer Conny Hansen. - Der er noget for enhver smag, og det er meget kulturelt. Og det skønt, for det er der ikke for meget af i sådan en lille by.

Fællesskabet er uhyre vigtigt Ved et andet bord sætter vi Jytte Zebitz stævne. Hun er formand for Lindegårdens bestyrelse.


Det vrimler med aktiviteter i Lindegården Der er både faste og programsatte arrangementer i Lindegården. Hver mandag formiddag er der cykeltur. Tirsdag formiddag er der stavgang og tirsdagscafé. Onsdag er der sang, læsekreds eller museumsbesøg. Torsdag formiddag er der vandretur og om eftermiddagen er der torsdagcafé. Derudover er der et bugnende program med fællesspisning, foredrag, sang, fester, modeopvisning, kreative værksteder, virksomhedsbesøg, vandreture og kulturelle oplevelser ud af huset. To gange om året tager Lindegården på udflugt med Andsager Turistfart. Det er bestyrelsens programudvalg, der står for alle arrangementer. Læs mere på www.lindegaarden. gording.dk

Vil du også deltage i aktiviteter og fællesskab med andre ældre? Der er ganske sikkert også et sted med aktiviteter og fællesskab med plads til dig i nærheden af din bopæl. Prøv at ringe til din kommune og spørge eller gå ind på kommunens hjemmeside og søg på ”aktiviteter for ældre”.

Jeg går stavgang næsten hver tirsdag. Og om torsdagen kommer jeg og banker Marie i brætspil. Okay, det er omvendt sommetider. Man må tabe for at beholde venskabet. KAREN KILLERICH

- For cirka 10 år siden, da jeg blev pensionist, stak jeg hovedet ind for at se, hvad det var for noget, og så er jeg blevet hængende, siger Jytte Zebitz. - Jeg synes, stedet har udviklet sig siden. Vi har en god bestyrelse, hvor vi er gode til at hjælpe hinanden. - Det er forebyggende arbejde at holde ældre i gang - også socialt. Det at folk kommer herhen og hygger sig og tager andre med, som måske sidder og er lidt triste eller ensomme. Da vi lukkede ned

under corona, var der mange der blev ved med at spørge til hvornår, vi åbnede. Så fællesskabet her er uhyre vigtigt. Alderen er fra 60 år og opefter, men der måtte godt komme flere fra det yngre segment ifølge Jytte Zebitz. - Der er nok en fordom om, at man skal være meget gammel for at komme her. Folk siger ”Nej, Lindegården, det er vi ikke gamle nok til endnu”. Men det er altså ikke et plejehjem længere. Pludselig vælter det ind med menne-

sker, der slår sig ned ved siden af os. Det er stavgængerne, der kommer hjem fra vandretur. En af dem er Karen Killerich. - Jeg går stavgang næsten hver tirsdag. Og om torsdagen kommer jeg og banker Marie i brætspil. Okay, det er omvendt sommetider. Man må tabe for at beholde venskabet, skraldgriner hun og tilføjer: - Jeg kommer også for at få en snak. Nørregade er jo totalt tom for mennesker. Det er i Lindegården, det sker.

7


TEMA: SENIORLIV OG BOPÆL

Rum for et godt seniorliv Hjemmet er afgørende for dit seniorliv. BOVIA tilbyder gode boliger til seniorer og vil gerne bygge flere seniorbofælleskaber. Mange seniorer bor i en almindelig familiebolig, fordi de er raske og rørige og måske har boet i den i mange år. Men der findes faktisk boligtilbud, som er særligt egnede til seniorer indenfor det almene byggeri. Et af dem er bofællesskaber. Seniorbofællesskaber er en efterspurgt vare på hylden hos mange ældre, og det er

der flere grunde til. En af årsagerne er, at seniorbofællesskabet kan tilbyde et mere trygt boligmiljø end de traditionelle boformer. I seniorbofællesskabet viser man omsorg og opmærksomhed for sine naboer, og der er socialt samvær som mindsker risikoen for ensomhed og kedsomhed. Seniorbofællesskabet er et socialt netværk, der kan udgøre fundamentet for en aktiv og tryg alderdom.

Seniorbofællesskaber er en mangelvare Desværre er der ikke nok seniorbofællesskaber. En opgørelse fra Realdania viser, at 80.000 ældre har et ønske om at flytte i et fællesskab indenfor fem år. Men ifølge Ældre Sagen er der faktisk kun cirka 7.000 seniorbofællesskaber i Danmark. Derfor vil BOVIA gerne i gang med at bygge seniorbofællesskaber. - Vi har flere gange lagt billet ind på at bygge seniorbofællesskaber, men det skal afgøres politisk i kommunerne. Og så længe de private udlejere slår sig op på at bygge dem, så tror jeg det bliver svært at få lov. Men vi presser på hele tiden, for

8

vi vil hellere end gerne bygge, fortæller Per Nielsen, direktør i BOVIA. Han bakkes op af formændene for de fire største boligorganisationer i BOVIA, Johannes N. Nielsen, Leif Nielsen og KarlJørn Petersen og Jørgen Bjerg Sørensen, der alle erklærer sig enige.

Kommunen kan anvise en ældrebolig Et andet tilbud er ældreboliger. Almene ældreboliger er særligt egnede for ældre og personer med handicap og kan udlejes til personer med fysiske handicap uanset den pågældendes alder, f.eks. også til unge handicappede. Boligerne kan i visse situationer også udlejes til personer med psykiske handicap. Det er ikke BOVIA, der står for udlejningen. - Det er boligorganisationerne, der ejer de almene ældreboliger, men som udgangspunkt er det kommunen, der har anvisningsretten til boligerne. Hvis en borger ønsker en ældrebolig skal vedkommende derfor kontakte kommunen, som på baggrund af en individuel vurdering afgør, hvem boligerne skal udlejes til – det kaldes også, at man skal visiteres til en ældrebolig, siger Inge Sørensen, boligrådgiver i BOVIA. - Når kommunen har anvist en borger til en ældrebolig, giver kommunen os besked om, hvem den ledige bolig skal udlejes til, og vi fremsender lejekontrakt til vedkommende. Borgeren bliver altså lejer hos os.


Vandreren i Caspar David Friedrichs maleri fra 1818 ser ned på et næsten uigennemtrængeligt hav af tåge midt i et klippelandskab - en metafor for livet som en rejse ud i det ukendte. Foto: Wikimedia Commoms

Hvornår er man senior?

På toppen af livet

Modne aktive mennesker med tjek på tilværelsen. Det er billedet på danske ældre og seniorer anno 2022.

Aldersdefinitioner i Danmark 55-59 år: midaldrende (alternativt 45-64 år) 60+: seniorer (alternativt 64+ årige) 65-74-årige: unge ældre 75-84-årige: ældre ældre (eller gamle) 85+: ældste gamle Aldersdefinition jf. WHO 65 år og derover: ældre 80 år og derover: gammel Kilde: seniorfitness.online

Billedet af den gamle i gyngestolen, som sidder og triller tommelfingre er et gammeldags ældrebillede. Tidligere blev ældre mennesker ofte opfattet som nogle, man skulle tage sig af. Men oplevelsen af det at være ”gammel” eller ”ældre” forandrer sig hele tiden, og i dag er opfattelsen en helt anden. Gennemsnitslevealderen og sundhedstilstanden i Danmark er steget voldsomt i de seneste 100 år, og derfor er der sket en enorm vækst i antallet af ældre mennesker, der er friske, sunde og lever længere. De store årgange, som blev født under og omkring Ander Verdenskrig, er på vej ind i livets efterår, og det gør kun antallet af ældre, friske mennesker endnu større.

De aktive ældre Mennesker over 60 er ofte aktive og har tjek på tilværelsen. Ældre i dag organiserer sig i foreninger, organisationer og sociale sammenhænge. De mødes til ak-

tiviteter, der giver mening for den enkelte. Rigtig mange ældre bidrager også til andres gavn og glæde ved at indgå i forskellige former for frivilligt arbejde, lige fra socialt arbejde til politik, bestyrelsesposter og lokalhistorie. Alene det at deltage i fælles aktiviteter bidrager til samfundets samlede fortjeneste ved at give meningsfuldt indhold i livet, som formodentlig er med til at holde depressioner og sygdomme på afstand. Mange ældre i dag har penge på kistebunden. De adskiller sig fra tidligere tiders ældre ved, at de finder det rimeligt, at de bruger pengene selv frem for at spare op til de næste generationer. Det kan de med rimelighed gøre, fordi velfærdsstaten i det 20. århundrede har g jort hver enkelt borger uafhængig af stand og familie. Derfor er mange ældre i dag i stand til at rejse og dyrke oplevelser, men der er også en stor del af ældregruppen, som ikke har så mange penge, og faktisk kan have svært ved for

eksempel at tilbyde børnebørn en tur i biografen.

Værdighed er vigtig Ældre lever ligeså forskelligt som alle andre. For dem, der lever med sygdomme, lav indkomst, besværlige liv eller ensomhed kan livets efterår være tungt, lige såvel som det kan være en dejlig tid for dem, der har råd til et liv med mange oplevelser, som er sunde og har et godt netværk. På den måde adskiller nutiden sig ikke fra gamle dage. Der gøres mange steder rigtig meget for, at ældre mennesker kan leve et godt liv med høj livskvalitet, selvom sygdom eller funktionsnedsættelse kan være udfordrende. Det er vigtigt at som ældre fortsat at kunne gøre de ting, der har betydning for én, selvom man ikke kan det samme som før. Det giver et værdigt seniorliv. Kilder: Ældre Sagen, netdoktor.dk

9


TEMA: SENIORLIV OG BOPÆL

Lone Husted Nielsen AF LENE JÆGER KLAUSEN

Utraditionelt samarbejde har givet Lone Husted Nielsen et nyt hjem:

”Jeg faldt pladask for det” Lone Husted Nielsen er en af de nye beboere i byggeriet Kastanie-hjørnet, som blev taget i brug i efteråret 2021. Hun har fået en arkitekttegnet 2-værelseslejlighed med udsigt og to altaner. Den perfekte løsning for hende, da hun ønskede et liv med mindre vedligeholdelse. Lone Husted Nielsen på 78 år boede tidligere i en andelsbolig med egen have og en del vedligeholdelse. Det var et skønt sted, men kræfterne er ikke længere de samme som tidligere. I stedet for at nyde havearbejdet var det blevet et pres og en pligt. Derfor besluttede hun sig for, at det

Hvem er BIG? Arkitektgruppen BIG er både prisbelønnet og internationalt anerkendt for sin nytænkende formgivning. I Danmark er BIG blandt andet kendt for at have tegnet LEGO HOUSE i Billund, museet Tirpitz ved Blåvand, Bjerget og 8-tallet i Ørestaden samt Marsktårnet i Skærbæk, som blev indviet i 2021. BIG er grundlagt af den danske arkitekt Bjarke Ingels.

10

var på tide at finde en ny bolig, som ikke krævede så meget af hende. - Jeg var ude at se på en del forskelligt, men da jeg så det her, var jeg slet ikke i tvivl. Jeg faldt pladask for det, siger hun til BOVIA Magasinet, da vi kommer på besøg. Byggeriet, som Lone Husted Nielsen er så begejstret for, er opført i et utraditionelt samarbejde mellem Billund Boligforening, KIRKBI og Billund Kommune. Da Billund Boligforening blev inviteret med i projektet, var en del af det indledende arbejde allerede udført, herunder formgivningen af bygningen. Det har givet Billund Boligforening nogle muligheder, det er vanskeligt at forestille sig, at de ville have haft, hvis de havde været alene om at opføre boliger på grunden. - Kastaniehjørnet er tegnet af den internationalt anerkendte arkitektgruppe BIG. Det er svært at forestille sig, at det havde været en mulighed inden for den lovbestemte økonomiske ramme, som Billund Boligforening må bruge til

at opføre nye boliger, men ved at indgå i samarbejdet med KIRKBI og Billund Kommune, fik vi muligheden for at etablere almene boliger i Kastaniehjørnet, siger formanden for Billund Boligforening, Jørgen Bjerg Sørensen.

Gode aftaler sikrer fremtidens vedligeholdelse Billund Boligforening har fået nye muligheder gennem samarbejdet, men foreningen har også bidraget til de øvrige parter i projektet – særligt med viden og planer for den fremtidige drift og vedligeholdelse. - Gennem BOVIA-samarbejdet har vi kunnet stille viden og kompetencer til rå-


FOTO: LENE JÆGER KLAUSEN

Fakta

Et trygt og godt sted at bo

Jørgen Bjerg Sørensen

dighed for byggeriets parter. I de almene boligorganisationer har vi indgående viden om planlægning af drift og vedligeholdelse. Den viden er en gevinst for alle parter i et byggeri som dette, hvor vi er flere ejere, der skal varetage opgaven i mange år fremover. Alle scenarier er tænkt igennem, og der er opstillet klare forventninger til alle parter i ejerkredsen, fortæller Jørgen Bjerg Sørensen.

Lone Husted Nielsen er helt klar over, at hun bor til leje gennem BOVIA og Billund Boligforening, men i dagligdagen kan hun ikke mærke forskel på beboerne. - Vi hilser på hinanden i opgangen, og jeg synes, vi er sammen om at gøre det lidt pænt. Jeg kan godt lide, at tingene er i orden. Jeg har også flere veninder, som er flyttet ind, og vi smutter ind til hinanden og får en kop kaffe. Det, synes jeg, er hyggeligt. Jeg har faktisk følt mig hjemme og tryg lige fra første dag. Det betyder meget for mig, og det var også en af mine store bekymringer, da jeg skulle flytte, men jeg er rigtig glad for at bo her.

Kastaniehjørnet er resultatet af et samarbejde mellem KIRKBI, Billund Boligforening og Billund Kommune. Bygningen rummer 63 boliger i alt fordelt på 28 private og 25 almene udlejningsboliger samt 10 plejeboliger. KIRKBI har været delegeret bygherre for projektet med det overordnede ansvar for byggeriet. Kastaniehjørnet er opført efter høje standarder med hensyn til bæredygtighed, og der er blandt andet lagt vægt på materialer af god kvalitet, der kan genanvendes. Bygningen er forsynet med solceller, og på tagene er der anlagt sedum med en særlig blanding, der skal tiltrække flere insekter og dermed øge biodiversiteten. Det er Bjarke Ingels Group, der har tegnet den 5.700 m2 store bygning på seks etager i hjertet af Billund.

11


TEMA: SENIORLIV OG BOPÆL

Ægtepar solgte huset og flyttede i lejebolig med stærkt fællesskab:

”Hvorfor kede sig ihjel alene,

når man kan dø af grin sammen?” Eski og Birgitta elsker at bo i seniorbofællesskab, hvor samværet med naboerne og omsorg for hinanden udgør en stor del af hverdagen. Hvorfor kede sig ihjel alene, når man kan dø af grin sammen? Det er mottoet i seniorbofællesskabet Oasen i Grindsted, hvor ægteparret Eski Staal Nielsen og Birgitta Jeanette Olsen har boet i knap to år. Faktisk er sætningen nedfældet i det dokument, som er selve idégrundlaget bag Oasen og godkendt af samtlige beboere. - Det er supergodt at bo her. Vi har altid sagt, at når vi engang var færdige med at eje, så ville vi leje resten af vores liv, siger Eski Staal Nielsen.

12

Parret havde tidligere et parcelhus i Grindsted, som efter 45 år stod foran en større renovering, da tilbuddet om en bolig i Oasen kom. For at kunne få en bolig i Oasen skal mindst et medlem af husstanden være fyldt minimum 55 år. Som 71-årig og 74-årig uden hjemmeboende børn opfyldte de hovedkriterierne. - Vi havde længe haft et ønske om at bo i Oasen, og jeg har altid sagt, at jeg ville have denne bolig, fordi den ligger så godt i bebyggelsen. Pludselig bød chan-

cen sig, og så slog vi til, før vi havde solgt huset, siger Birgitta Jeanette Olsen.

Fællehuset er Oasens hjerte Ægteparret faldt hurtigt til og engagerede sig i aktiviteterne i Oasen. På kort tid gik Eski direkte fra at være 1. suppleant til bestyrelsen til at være formand. - I Oasen betragter vi alle beboere som medlemmer af en stor familie. Demokratiet er i højsædet ved alle beslutninger. Vi har valgt en bestyrelse som sørger for


Oasen Oasen er 15 rækkehusboliger (med 2 eller 3 værelser) for enden af et vænge på Bekkasinvej i Grindsted. Alle hoveddørene åbner ind mod fællesarealet i midten. Boligerne er til beboere over 55 år. Ved ægtepar skal mindst én være over 55 år. Her er ingen hjemmeboende børn, og ingen husdyr.

Vil du også bo i seniorfællesskab?

Der er desværre stor mangel seniorbofællesskaber. I BOVIA kan man i øjeblikket kun søge Oasen. Hvis du gerne vil have flere seniorbofællesskaber i dit lokalområde, er det en god idé at henvende sig til din kommune eller komme med en opfordring til dine lokale byrådspolitikere. Oasen har et beboerhus med fællessal.

alt det praktiske i de ting, vi vedtager på vores møder og formidler det videre, Siger Eski Staal Nielsen, der er født og opvokset i Bøvl udenfor Sønder Omme. Eski Staal Nielsen viser stolt rundt i fælleshuset, der ligger midt i Oasen. Fællehuset er Oasens hjerte og omdrejningspunkt for det fælleskab, der er formålet med Oasen. Her holder beboerne deres møder, fødselsdage, påske-, og pinsefrokoster samt julefrokost. Nytårsaften er de samlet for at fejre det nye års komme. En gang om måneden holder de spis-sammen-aften, hvor tre husstande går sammen om at lave maden. I fælleshuset er der en sal, mødelokale og et værelse, som kan bookes, hvis man har overnattende gæster. Den første mandag i hver måned holder beboerne møde i den store sal. Kasseren opkræver kontingent til fælleshuset og betaling for tøjvask og tørretumbler, og herefter er der kaffebord. - Vi begynder med en sang, og derefter serveres der kaffe og kage. Så be-

gynder fællesmødet, hvor vi diskuterer den forgangne måned, og vi tager beslutninger for den kommende måned. Det er ikke tilladt at diskutere politik og religion på møderne og i fælleshuset, siger Eski Staal Nielsen, der gik på pension for to år siden. Han er udlært smed og har arbejdet som rejsemontør, ejet af øldepot og været ansat som underviser og sikkerhedsleder på Esbjerg Tekniske Skole gennem 25 år.

Nye beboere får blomster Foruden mandagsmøder, spis-sammenaftener, højtidsarrangementer og fødselsdage foregår der om sommeren et hav af udendørsaktiviteter af forskellig art. De er ikke planlagt på forhånd, men foregår på den måde, at en mobil flagstang sættes ud midt på græsplænen, og så ved alle, at der er et arrangement klokken 14. Når der flytter nye beboere ind i Oasen bliver de budt velkommen af bestyrelsen med en buket blomster, fortæller

formanden. De får også en mappe med nyttige oplysninger. Her finder man alle beboernes telefonnumre, numre til pårørende, lægevagt, hjemmesygeplejerske, boligforening og vagttelefon. Mappen indeholder også en fødselsdagskalender, for der er obligatorisk fødselsdagsfejring med gaver for alle, ligesom dannebrogsflaget går til tops. - Det er uhyre vigtigt, at de beboere, der flytter ind i Oasen, passer ind i den beboersammensætning, der er her. Man skal helst være socialt anlagt. Vi værner om grundtanken med Oasen, så den ikke ændres, fastlår Eski Staal Nielsen. Der er ingen tvivl om, at ægteparret passer ind i Oasen. De er faktisk rigtigt godt tilfreds med at tilbringe alderdommen i Oasen. - Vi holder et vågent øje med hinanden og er opmærksom på, hvordan det går. Vi hjælper hinanden i den udstrækning, vi kan. Hvis alle i dette land kunne leve i fred og fordragelighed, som det sker hos os her i Oasen, ville meget være vundet.

13


TEMA: SENIORLIV OG BOPÆL

Oasen fyldte 20:

”Vi fester så snart der er en mulighed for det” - Vi fester så snart, der er en mulighed for det, lyder det frejdigt fra Eski Staal Nielsen, formand og beboer i seniorbofællesskabet Oasen i Grindsted. Og man tror ham på denne tirsdag den 1. marts, hvor dannebrogsflaget er hejst, og der er dækket op til fest i Oasen. Men det er en særlig dag; bofællesskabet fylder 20 år. Beboerne fejrer dagen ved at samles om det store kolde frokostbord i fælleshuset - en begivenhed de har set frem til længe.

14

- Det er en stor dag. Jeg har aldrig fortrudt. Fællesskabet er godt. Vi kommer hinanden ved hele tiden, siger Astrid Lund på 84, der flyttede ind 1. marts 2002. - Det er dejligt at bo her. Vi har boet mange steder, men at flytte ind her er det bedste, vi nogensinde har g jort, siger Bent Møberg på 83, der også har boet i Oasen i alle 20 år. - Det var den rigtige beslutning. Vi har det så godt, siger Erna Møller, der var med til at stifte Oasen i sin tid.

Eski Staal Nielsen byder velkommen. Der er frit slag med mad og drikke. - Jeg glæder mig til en snaps, men man skal passe lidt på, hvisker en beboer og blinker. Få minutter efter stemmer hele selskabet i festsangen over dem alle ”I skoven sku’ vær’ gilde”. De lever det gode seniorliv i Oasen. Og festen er kun lige begyndt. Stort tillykke med de første 20 år.


ALMEN INFO

BOLIGFORENINGER FÅR LÆNGERE

TID TIL BYGGESAGERNE

For at reducere presset på bygge- og anlægssektoren giver finansloven for 2022 boligorganisationerne længere tid til at gennemføre udbud af almene byggerier. Det er fristen for at indsende det såkaldte skema B, der er mulighed for at forlænge for den enkelte almene bygherre. Kommunalbestyrelsen kan dermed godkende, at fristen kan forlænges fra 15 måneder op til 36 måneder efter tilsagnet (godkendelse af Skema A) er meddelt. - Det er fint nok at man kan strækker perioden op til tre år. Det bliver så op til en dialog med de lokale politikere, om de giver mening at bygge eller man skal klappe hesten. Det vil sige, at det er markedskræfterne og den lokale situation i 2022, der bestemmer hvor hurtigt udbuddene skal komme, siger Niels Klausen, byggechef i BOVIA.

FAKTA: Kommunerne støtter byggeri af almene boliger Kommunerne støtter opførelsen af nye almene boliger med det, der kaldes grundkapital. Og lad det være sagt med det samme: Grundkapital er ikke penge til byggegrunden. Den kommunale grundkapital er det beløb, kommunerne indskyder, når de giver tilsagn til nye almene boliger. Grundkapitalen indgår sædvanligvis i de årlige forhandlinger mellem

finansministeriet og KL, men i 2020 lagde de politiske partier bag boligaftalen den fast frem til 2026. I 2019 blev der indført differentieret grundkapital for almene familieboliger. Det vil sige, at kommunerne betaler en større andel af byggeriet, jo større boligerne er.

Så meget er grundkapitalen: • Almene familieboliger under 90 m2: 8 pct. af byggeriets anskaffelsessum. • Almene familieboliger på 90 m2 - 105 m2: 10 pct. af byggeriets anskaffelsessum. • Almene familieboliger over 105 m2: 12 pct. af byggeriets anskaffelsessum. • Almene ungdoms- og ældreboliger: 10 af byggeriets anskaffelsessum.

15


HER BOR VI

”Jeg har masser af tid til

AT SNAKKE MED NABOERNE”

Den nye formand for afdeling 54 i AAB Kolding, Ivan Bønneland, vil gerne ryste beboerne mere sammen. Han medbringer formandserfaring fra sin tidligere boligafdeling, Rosenhaven. Ivan Bønneland er ny formand for afdeling 54, der omfatter Solsikkehaven, Lucernehaven og Rapshaven i Vonsild. Selvom han er ny på posten, er arbejdet som bestyrelsesformand dog ikke nyt for ham. Ivan Bønneland har nemlig gennem mange år været formand for AAB Koldings afdeling Rosenhaven, hvor han og konen Helle boede indtil for nyligt. - Jeg går ydmygt til opgaven. Afdeling 54 er på mange måder anderledes end Rosenhaven, så jeg er stadig ved at lære det hele at kende. Heldigvis er jeg lige gået på seniorpension, så jeg har masser af tid til at snakke med naboerne, de

16

ansatte og BOVIA. Så det gør jeg,” siger formanden muntert.

Vil tage initiativ til at mødes Forskellene på de to boligafdelinger handler bl.a. om størrelsen, lejemålene og beboersammensætningen. Hvor Rosenhaven er en større boligafdeling med lejligheder, er afdeling 54 en lille afdeling med rækkehuse. Begge dele har sine fordele, men Ivan Bønneland ved godt, hvad han gerne vil videreføre fra sin tidligere afdeling. - I Rosenhaven stødte man meget naturligt ind i sine naboer for eksem-

pel i området ved garagerne. Der har vi tit vendt verdenssituationen over en kold fra kassen, og det var en god måde at holde sig opdateret som formand. I afdeling 54 er der ikke helt samme fællesskab, fordi vi har hver vores have og hoveddør. Man møder ikke hinanden så ofte, medmindre der bliver taget initiativ til det. Så mit mål er at ryste beboerne mere sammen, siger Ivan Bønneland. Han har blandt andet tænkt sig at søge AAB Koldings aktivitetspulje med henblik på at samle beboerne til grillhygge på de grønne områder.


Bestyrelsen Bestyrelsen i afd. 54 Solsikkehaven, Lucernehaven Rapshaven. Ivan Bønneland Pia Monberg Skøtt Lars E. Nielsen

Var nær blevet smidt ud Ivan Bønneland er 64 år, uddannet maskinmester og har boet i Kolding hele sit liv. Han flyttede til Rosenhaven midt i 80’erne, før han mødte sin nuværende kone. Det var dog lige før, at hans ophold i afdelingen var blevet meget kort. - Jeg har altid elsket rockmusik, og det skal helst spilles højt. Den interesse resulterede dog i, at jeg blev indkaldt til møde med afdelingsbestyrelsen, som bad mig vælge, om jeg ville flytte fra afdelingen eller skrue ned for min musik. Jeg valgte at skrue ned, husker Ivan Bønnelund med et stort grin.

Siden kom han selv til at spille en stor rolle i Rosenhavens bestyrelse, og han accepterede, at det var slut med høj musik. Altså, lige indtil han flyttede til afdeling 54. - I vores nye rækkehus har jeg fået mit eget kontor eller drengeværelse, om man vil. Her bliver der skruet helt op for Led Zeppelin, Burnin’ Red Ivanhoe, 10 cc og al den anden musik, jeg holder så meget af, fortæller han tilfreds.

Endnu en formandspost Det er også på Ivan Bønnelands kontor, at bestyrelsen i afdeling 54 holder mø-

der. Udover at være bestyrelsesformand er Ivan Bønneland også formand for den grundejerforening, som afdeling 54 er placeret i. - Det er et meget blandet område med både parcelhuse, andelsboliger og lejeboliger. Beboerne har svært ved at hitte rede i, hvad grundejerforeningen tager sig af, og hvad boligforeningen tager sig af. Det kan også være lidt forvirrende, hvis man ikke har sat sig ind i det. Men det har jeg, og jeg forklarer meget gerne. Det er godt at have noget at gå op i, og jeg går virkelig op i bestyrelsesarbejdet, siger Ivan Bønneland.

17


UNDERHOLDNING

www.rb-tegnestue.com

www.rb-tegnestue.com

www.rb-tegnestue.com

Sudoku Udfyld de tomme felter, så hver række og 3x3 blok indeholder alle tallene 1-9 én gang

WWW.RB-TEGNESTUE.COM

18

Løsninger findes på www.bovia.dk


SERVICE OG INFORMATION

Har du spørgsmål

eller brug for hjælp?

VIDSTE DU AT BOVIA har eksisteret siden 2009. Dengang blev Billund Boligforening og AAB Kolding enige om i fællesskab at oprette et administrationsselskab, som kunne drive og udleje deres boliger på en professionel og effektiv måde. Siden er flere almene boligorganisationer kommet til: Lunderskov Boligforening, Grønnevangen, Grindsted Boligforening, Vejen Byggeselskab og Byggeforeningen af 1948. I dag er BOVIA et af Jyllands største administrationsselskaber med ansvar for driften af over 8.000 almene lejemål.

Har du brug for hjælp eller har du spørgsmål om din bolig, så kan du henvende dig til dit områdekontor, afdelingsbestyrelsen eller BOVIA.

Områdekontoret Områdekontoret passer boligerne i den boligafdeling, hvor du bor. Har du praktiske spørgsmål eller problemer, så kan du trygt spørge områdekontoret. Som regel er der fast kontortid hver dag. Får du alvorlige problemer uden for kontortiden – hvis der for eksempel springer et vandrør – skal du ringe til det nummer, som du fik oplyst da du flyttede ind. Se faktaboks.

Afdelingsbestyrelsen Afdelingsbestyrelsen er valgt af beboerne. Medlemmerne får ikke løn, men arbejder frivilligt for at styrke din boligafdelings sociale liv og for at varetage beboernes interesser. Du skal gå til afdelingsbestyrelsen med alt, hvad der handler om aktiviteter i boligafdelingen. Find din bestyrelse på www.bovia.dk

BOVIA BOVIA ordner alt, hvad der handler om betaling af husleje og eventuelt forbrug. Du kan også henvende dig til BOVIA, hvis du får problemer med nogle af dine naboer eller har spørgsmål omkring udlejning eller økonomi.

BOVIA Engstien 2A, 6000 Kolding Tværvej 3, 7190 Billund Falkevej 6, 6600 Vejen Nørregade 36, 7200 Grindsted Email: info@bovia.dk www.bovia.dk

Find dit områdekontor Du kan finde dit områdekontors telefonnummer på vores hjemmeside www.bovia.dk

Vagttelefoner: OBS: Kun ved akut hjælp uden for normal åbningstid Kolding: 79 33 33 93 Lunderskov: El: 40 58 51 62 VVS: 21 26 91 39 Tømrer: 23 74 72 73 Billund: VVS: 75 33 12 76 EL: 75 33 10 82 Vejen: 76 11 72 27 Grindsted: 23 39 63 11

19


Hjertestarteren hænger på væggen ved Kikkenborgvej 39 (ved indkørslen til Kikkenborggården) og er offentlig tilgængelig.

Kikkenborggården har fået en hjertestarter TrygFonden har doneret en hjertestarter til boligafdelingen Kikkenborggården i Kolding. Det skete ved en officiel overrækkelse den 19. november 2021, hvor en håndfuld beboere var mødt op foruden afdelingsbestyrelsen. I forbindelse med overrækkelsen sagde Lisbeth Oxholm Andersen, der er formand i TrygFondens regionale råd i Region Syddanmark: - Når en person bliver ramt af hjertestop er hurtig hjælp afgørende. En af de mest effektive behandlinger af hjertestop er elektrisk stød til hjertet. Derfor er det vigtigt at vi alle træder til med hjælp og at der er en hjertestarter i nærheden. Men jeg håber aldrig I får brug for den. Det er afdelingsformand Fritze Lundstrøm, der på vegne af bestyrelsen i Kikkenborggården har taget initiativ til at

søge om at få en hjertestarter hængt op, og det var en tilfreds formand der tog imod apparatet. - Vi er meget glade for, at TrygFonden har givet os en hjertestarter. Vi ved, at den mest effektive behandling mod hjertestop er et elektrisk stød til hjertet, så det er godt, at der er en i nærheden, hvis uheldet er ude, sagde hun. Med hjertestarteren følger et kursus, hvor beboere bliver uddannet i livreddende førstehjælp og brug af hjertestarter, så der er beboere klar til at træde til, hvis en person falder om med hjertestop. Kikkenborggården er afdeling 7 i boligforeningen AAB Kolding.

Lene Dixen Farup og Fritze Lundstrøm (begge fra afdelingsbestyrelsen) tog imod hjertestarteren, som blev overrakt af Lisbeth Oxholm Andersen fra TrygFonden.

Instruktør Michael Reiff fra TrygFonden viste beboerne i Kikkenborggården, hvordan man giver livreddende førstehjælp.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Bovia Magasinet - marts 2022 by Louise Iwersen - Issuu