Darwin for dummies (1):
Hvad går evolutionsteorien ud på? Af K. Aa. Back
I dette Darwinår, 2009, er der naturligt nok kommet et større fokus end normalt på hvad evolutionsteorien egentligt går ud på. Det diskuteres vildt og inderligt på nettet. Men er man så uforsigtig at begive sig ind i bloguniverset, kan man være nogenlunde sikker på at man får nogle over snuden. Visse bloggere kender ikke til almindelig debatkultur og slet ikke til den rimelige tone man bruger over for folk man er uenig med. Og går man ind på blogs der “diskuterer Darwin” og tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved den almindelige udlægning af denne gamle herre … Så via dette medie kan det være så som så med at få indhentet reel viden, for hvad skal man egentligt tro i dette hundeslagsmål? Men undertiden kan man dog ud af al galden få halet et par guldkorn i land. Og derfor som en service for de mere usikre origolæsere, indleder vi her en serie med nogle enkle forklaringer på hvad hele denne darwindiskussion går ud på.
Evolution = variation På en blog er det blevet hævdet at det med evolution er meget enkelt: “Ungerne er altid en lille smule anderledes end deres forældre. Så evolutionen er et faktum. Hvor svært kan det være!” Hvis det blot var dét Darwins teori gik ud på, ville der ikke være så meget at slås om.
Evolution og evolution Men sagen er: så enkelt er det ikke. Og det kommer sig af en anden ting som burde være meget enkel, nemlig at erkende at der hersker en vis forvirring om ordet evolution. Hvad ligger der i dette begreb? At mennesket udgør en integreret del af naturen, er faktisk en gammel tanke. Allerede for Thomas Aquinas (1225-1274) er den ikke fremmed. At livsformerne forandrer sig, har mennesker været bevidst om lige siden, ja før, Jakob ben Ytzak forsøgte sig med avl på småkvæget for at få lokket løn ud af den Laban til svigerfar
18
han havde. Godt nok med nogle ret “uvidenskabelige” metoder. Men man kunne i hvert fald se at hans får og geder faldt meget forskelligt ud: stribede, spættede og blakkede.
Forkert billede af skabelsen Darwin gjorde op med en misforståelse vedrørende skabelsen. Han skriver selv i Arternes Oprindelse (2. udg. og frem) at livet er indblæst af Skaberen. Så det var altså ikke Ham han var ude efter. Men nogle havde fået et billede af skabelsen galt i halsen, et billede som for Darwin var åbenbart urimeligt, nemlig at hver dyreart er blevet sat i verden nøjagtigt som vi ser den for vores grangivelige øjne den dag i dag. Urimeligt, fordi han vidste bedre fra sin egen dueavl! Mange som tænker i skabelsesbaner, begår samme fejl. Og det kan man læse ud af et bestemt søndagsskoleglansbillede, nemlig det hvor man ser Gud Herren stå med Adam i Edens Have med dyrene omkring sig. Det skal vel illustrere beretningen om at det er Adam (altså mennesket) som giver dyrene navne. Og det er jo logisk nok. Katten véd jo ikke at den kaldes kat – før der er en der kalder på den. Så forstår den det nok! Hvis den gider, og hvis der er en madskål i nærheden. Men på dét glansbillede jeg tænker på, ser man Adam sammen med både en løve og en tiger, foruden en masse andre dyr. Ja, vist nok også sammen med en huskat. Og den er gal.
Darwin har ret For på dette punkt har Darwin utvivlsomt ret. Dyrene har forandret sig over tid. Måske ikke helt så meget som Mr. Charles kunne ønske sig, men alligevel. Meget tyder på, også i dag hvor vi véd uendeligt meget mere om genetik (arvelighedslære) end Darwin, at de har forandret sig temmelig meget, yes sir! – Men de har gjort det “inden for deres arter”. Eller skal vi hellere bruge det udtryk som er lanceret af tyske skabelsesforskere: Inden for deres grundtyper. Grundtypen har splittet sig op i forskellige arter: Kattegrundtypen har delt sig op i tigre, løver, geparder, puORIGO 114
