Andreas Vedel: Tro på tvivl (boganmeldelse

Tro på tvivl

Andreas Vedel anmeldeler Jesper Hoffmeyers nyeste bog Tro på tvivl. Kritik af religiøs og videnskabelig ufornuft.

»Det kan godt være, det er dybt menneskeligt at være troende. Men mennesket er helt sikkert det eneste dyr, der kan tvivle. Intet er nemmere end at blive i sin tro. At blive i sin tvivl, at tåle den, er den egentlige opgave. Det er det, der gør os til ansvarlige mennesker.«

Med ovenstående citat fra bogens sidste side anes Jesper Hoffmeyers (JH) hensigt med sin seneste bogudgivelse.

Gennem mange år har JH været en hovedaktør i det særlige videnskabsfelt, kaldet biosemiotik, der ikke er en del af biologien, men snarere udgør en særlig teoretisk forståelsesramme for biologien. Biosemiotik (bios, græsk = liv; semion. græsk = mærke eller tegn) er studiet af den levende naturs processer og systemer ud fra et tegnteoretisk perspektiv. Videnskabsfeltet studerer produktion, virkning og tolkning af tegn i naturen for at danne et nyt syn på liv og mening som iboende egenskaber i den naturlige verden. Ifølge biosemiotikken må alle den levende naturs processer således forstås som tegnprocesser.

Biosemiotisk set er talesproget et effektivt eksempel på det hjælpemiddel, der er blevet kaldt et “semiotisk stillads”. Nøjagtigt som dagligdagens stilladser muliggør opførelsen af alle mulige slags bygninger, tillader semiotiske stilladser helt generelt organismerne at begå sig kreativt i deres miljø.

Desuden kan f.eks. samspillet mellem næringsstoffer i bakteriers miljø og receptorer på bakteriernes overflade samt bakteriernes indre system beskrives som en tegnkommunikationsproces. Selvom det naturligvis ikke er noget bakterien er bevidst om, så kan denne tegnkommunikationsproces opfattes som en fortolkning, fordi bakteriers overlevelse er afhængig af at kunne tyde og forstå tegn. Sådanne fortolkningsprocesser foregår hele tiden i cellens indre og i grænsefladen mellem cellen og det omgivende miljø.

“Alt levende besidder evnen til at lære, og derved adskiller det sig fundamentalt fra det ikke-levende, den døde natur, fysikkens natur, hvor der ikke finder læreprocesser sted.” (s. 24)

Et væsenligt aspekt ved biosemiotikken er at der opereres med betydning eller mening i naturen. Inspireret af C.S. Peirce opererer biosemiotikken med formålsårsager eller finale årsager. Peirce anså “naturens tendens til at få vaner” for det mest grundlæggende træk ved naturen, dvs. vanemæssigt at respondere hensigtsmæssigt på relevante tegn. JH’s nyeste bog “Tro på tvivl” diskuterer med udgangspunkt i biosemiotikken spørgsmålet om mening i skillepunktet mellem religion og videnskab. Pointen er, ifølge JH, at biosemiotikken river gulvtæppet væk under generationers strid om dette skillepunkt. Videnskab behøver ikke overlade spørgsmålet om meningsfuldhed til religionen, for biosemiotikken åbner, ifølge JH, for en videnskabelig teori om mening.

JH antyder på http://universitetsavisen.ku.dk/ sin egen erkendelsesrejse fra 19-årig biokemistuderende med et “naivt positivistisk udgangspunkt” til en position der, efter 40-50 års akademisk liv, kan beskrives som “natursemiotisk realisme”. (http://universitets avisen.ku.dk/dokument9/nyhedsarkiv/2009/dokument105/)

Vanskeligheden ligger, ifølge JH, i at beskytte rationaliteten mod sig selv uden at undsige den. Når rationaliteten opfattes som den eneste retmæssige kilde til sand indsigt i alle tilværelsesområder, så sætter rationaliteten sig nemlig i den Guds sted, den ellers ikke vil vide af.

JH påpeger i “Tro på tvivl” en lang række af ubesvarede videnskabelige spørgsmål. Her skal blot skitseres nogle eksempler:

1. Emergens

Et naturligt systems udvikling mod en ordnet tilstand, der ikke lå implicit i systemets begyndelsestilstand, og som ikke på nogen måde kunne have været forudset fra begyndelsen. Er verden som sådan lovbestemt, eller er verdens lovmæssigheder omvendt selve det problem, som naturvidenskaben skal finde en forklaring på?

2. Livets oprindelse

Hvordan opstår der et system, som kan omsætte tegn fra omgivelserne til meningsfuld aktivitet inde i cellen? JH flytter fokus fra det traditionelle informations- og DNA/RNA-perspektiv til diskussionen om hvordan cellers brugergrænseflade (overgangen mellem cellens indre og ydre, altså cellemembranen) kan opstå. JH ser spørgsmålet om livets oprindelse som identisk med miljøets oprindelse, fordi et levende væsen altid findes i et miljø. Pointen er at liv grundlæggende er et kommunikativt og derfor semiotisk fænomen.

3. Naturlig selektion

Naturvidenskaben snyder, ifølge JH, på vægten, hvis den påstår, at teorien om naturlig selektion kan forklare livsformernes uafviselige teleologiske1 ka-

rakter. JH argumenterer for at selektionen kun kan forklare fremkomsten af komplekse strukturer, hvis det tillige antages, at den følger semiotisk forberedte veje. De tilfældige mutationer bliver nok selekteret, fordi de er gavnlige; men de er kun gavnlige, fordi de tilfældigvis indtræffer i et system af relationer, som allerede var forberedt for dem.

I bogen argumenterer JH således for et absolut nødvendigt, men for nogle måske uventet, opgør med neodarwinismen, der har udviklet sig til en »fundamentalisme« eller »metafysisk darwinisme«.

JH argumenterer desuden for at livet og bevidstheden er naturligt fremkommende fænomener og er derfor skeptisk over for tanken om en transcendent skaber. Mange af de overvejelser, som JH gør sig, ligger dog ikke langt fra tanker som bl.a. Løgstrup har formuleret.

I den forbindelse bør det nævnes, at etik og liv behandles i et kapitel, hvor JH diskuterer spørgsmålet om etikkens oprindelse.

“At livet er helligt, og at vi derfor skal agte på det, forekommer mig at være det, sagen drejer sig om. Den følelse kan jeg dele, og jeg forsvarer gerne en etik, der kan afledes af det. Men det har netop ikke noget at gøre med de biologiske detaljer. Sammensmeltningen af sædcelle og ægcelle udgør ikke i biologisk henseende noget magisk øjeblik i livets udfoldelse på planeten. Fra et biologisk synspunkt er der ikke noget belæg for at gøre det såkaldt diploide liv, livet med et dobbelt sæt af kromosomer (som det dannes ved befrugtningen) mere egentligt end det haploide liv (som sæd- eller ægcelle). (…) Når vi alligevel føler os mærkværdigt stærkt knyttet til vores eget individuelle diploide liv, har det meget lidt med biologi at gøre. Årsagen er langt snarere den individuationsproces (…), der begynder allerede i fosterudviklingen, og som i sin kerne består i en frigørelse af menneskets semiotiske potentiale, dets evne til at skabe sig selv som aktør i en verden af betydninger og meningsfuldhed.” (s. 215-216).

Desuden analyseres menneskers – religiøse såvel som ikke-religiøse – fornemmelse af, at der er noget i verden, som er helligt, men kapitlet afsluttes desværre med et noget umotiveret angreb på “den giftige idé om guden som transcendent kraft” og kirken som en “fremmed og ukontrollabel magtbase”.

Et væsentligt kritikpunkt er bogens lidt for arrogante beskrivelse af intelligent design og kreationisme, der rubriceres som “fundamentalisme”. Det tjener dog til JH’s ære, at han, i samme kapitel, advarer mod ovennævnte “metafysiske darwinisme” og videnskabelig fundamentalisme. Herved imødekommer JH, nødtvungent, en del evolutionsskeptikeres kritik af bl.a. neodarwinismen.

På trods af ovenstående kritikpunkter, så rummer Jesper Hoffmeyers seneste bog tanker og argumenter, der (som JH’s tidligere bøger) udfordrer vante opfattel-

ser af naturen og menneskets forhold til naturen.

Det er dog uklart for undertegnede hvordan biosemiotikken, som lovet i bogens forord, kan fungere som et videnskabeligt alternativ til et valg mellem på den ene side en tonedøv videnskab og på den anden side en irrationel trosbaseret verdensforklaring. Hertil er biosemiotikken stadig for nyt et videnskabsfelt, men lad mig slå helt fast: Hoffmeyer har (endnu engang) skrevet en velformuleret og tankevækkende bog, der har stor relevans og aktualitet – især i Darwin-året 2009. Andreas Vedel cand.scient. (biologi/kemi), gymnasielærer

Jesper Hoffmeyer Jesper Hoffmeyer, cand.scient., dr.phil., er lektor på Biologisk Institut ved Københavns Universitet. JH har siden 1990’erne arbejdet på at udvikle et nyt forskningsområde, biosemiotik, og er præsident for det internationale biosemiotikforbund. JH har i samme periode undervist i videnskabsteori på biologistudiet, er fast klummeskriver på Information, Politiken og nu Weekendavisen. JH har udgivet 10 bøger på dansk, senest Tro på tvivl. Kritik af religiøs og videnskabelig ufornuft, Ries Forlag 2009.

Note