Asbjørn Lund, aktuar, master i infosystemer asbjlund@gmail.com
Steinar Thorvaldsen, professor, dr.scient. steinar.thorvaldsen@uit.no
Redaktør dette nummer: Holger Daugaard
Tryk:
Jørn Thomsen Elbo A/S
Pris i løssalg:
80 kr. (+ evt. forsendelse)
Abonnement i Danmark:
Pris: 250 kr. Tegnes på www.skabelse.dk. Abonnenter får tilsendt et girokort omkring årsskiftet eller kan tilmelde sig betalingsservice.
Lidt af hvert
Dette nummer af ORIGO rummer lidt af hvert. Der er intet fælles tema for artiklerne ud over, at de hver for sig sår tvivl om de dogmatiske vedtagelser, der gælder i den naturvidenskabelige verden.
I ORIGO kommer vi igen og igen ind på begrebet design, fordi naturen viser så overvældende mange tegn på design. Modsat er et nøgleord i evolutionismen tilfældighed – og disse to begreber står i absolut modsætning til hinanden. Det ses også i nogle af de artikler, der er medtaget i dette nummer af ORIGO. De danske orkidearters design er oplagt, når vi dykker lidt ned i deres struktur og funktion. Og når det gælder livets oprindelse, er det også oplagt at konkludere, at det ikke kan skyldes tilfældigheder, men vidner om design.
Ofte får designtilhængere skyld for, at deres ide om intelligent design i naturen er uvidenskabelig. Men i en artikel i dette nummer af ORIGO kan vi dokumentere, at der efterhånden er offentliggjort et stort antal videnskabelige artikler, der knytter an til designhypotesen. Man kan med andre ord ikke længere påstå, at ideen om design er uvidenskabelig. Vi forventer i fremtiden et væsentligt større antal videnskabelige publikationer af denne karakter, efterhånden som den overdrevne og ofte udokumenterede tro på evolutionens sandhed begynder at blive betvivlet.
Vi ønsker alle en god læselyst!
Holger Daugaard
Redaktør for dette nummer
Nye bøger
Både i Danmark og i Norge blev der i 2023 udgivet nye bøger. De kan købes på de respektive hjemmesider www.skabelse.dk og www.biocosmos.no.
De danske orkideers finurlige biologi
Af Holger Daugaard
Orkideerne er en stor plantefamilie med mange specielle kendetegn, ikke mindst deres afhængighed af svampe og insekter. Det tyder på design!
For mange læsere er orkideer blomstrende potteplanter, som man har stående i vindueskarmen. Men i den danske natur er der faktisk adskillige vilde plantearter, der hører til Orkidefamilien. De fleste er sjældne og upåagtede, men enkelte af dem er nok rimelig kendte, f.eks. gøgeurterne. I denne artikel skal vi se på nogle af de danske vilde orkideer og deres fantastiske biologi og design, og det vil uundgåeligt lede os til spørgsmålet: Er de virkelig ”bare” blevet til via evolutionens mekanismer, eller er de gode eksempler på design?
Lidt om orkideerne
Orkidefamilien er på globalt plan en kæmpestor familie, der tæller mere end 25.000 arter. I Danmark kan vi mønstre 47 arter, og det er faktisk ganske pænt, set i forhold til landets ringe størrelse. Det skyldes, at Danmark rent plantegeografisk ligger i et overgangsområde. Til gengæld har mange af de danske arter det ikke særlig godt, og flere er faktisk uddøde i de sidste 50 år. Det skyldes bl.a. øget bebyggelse og intensivering af landbrugsdrift. Vi har nok alle sammen en fornemmelse af, at den danske natur generelt ikke er så rig på biodiversitet, som den har været, og det er bl.a. gået ud over de danske orkideer.
Orkideers spiring
De fleste orkideer har meget små frø. De har nemlig ikke nogen ”madpakke” med sig. De fleste andre planters frø består af en kim og en frøhvide (en ”madpakke”) bestående af stivelse. Kimen lever af frøhviden i begyndelsen af spiringsprocessen, inden den kommer op af jorden, udvikler grønne blade og kan lave fotosyntese. Men ikke hos orkideerne. Deres små kim er lige fra spiringen helt afhængige af at udvikle et tæt samarbejde (kaldet symbiose) med en svampeart i jorden. Svampen forsyner kimen med organiske næringsstoffer, så den kan udvikles videre, mens svampen på sigt får gavn af samarbejdet, når orkideen først er kommet i gang med fotosyntesen og kan producere overskud af kulhydrater til svampen. Forskellige arter af svampe samarbejder med forskellige arter af orkideer. Der er således tale om meget specifikke former for samarbejde, så det er måske ikke så mærkeligt, at orkideer er sjældne: for hvordan finder de to parter hinanden i rette tid?
Orkideers bestøvning
Orkideerne er en helt speciel plantefamilie, der bl.a. kendetegnes ved uregelmæssige blomster, et særligt samarbejde med jordsvampe kaldet mykorrhiza og specielle bestøvningsforhold. Noget af det skal vi omtale i det følgende.
Hos de fleste danske orkideer bestøves blomsterne af insekter. Nogle arter er meget specifikke mht. hvilke insekter, der kan bestøve dem, mens andre er mindre ”kræsne”. Og specielt på bestøvningsområdet er orkideerne helt unikke og har hver deres specielle og overraskende metoder til succes. Vi vil nævne nogle få eksempler.
Riddergøgeurt. Foto: Daugaard
Fruesko. Foto: Pixabay
Fruesko er den danske orkide med de største blomster: omkring 10 cm i diameter. Den vokser kun et par steder i landet, bl.a. i Rold Skov, hvor bestanden er forsvarligt indhegnet for at beskytte mod tyveri og hærværk. Fruesko udskiller ikke nektar, som mange andre blomster anvender for at tiltrække insekter. Til gengæld danner den et duftstof, der minder om de duftstoffer, som visse jordbier tiltrækker hinanden med, de såkaldte feromoner. Bierne tiltrækkes af duften, kravler ned i blomstens tøffelformede læbe og kan kun slippe ud igen ved en snæver passage bagtil. Her sidder blomstens støvfang og pollen, som bien må passere, og derved bestøves blomsten, mens bien må flyve bort med uforrettet sag.
udskiller nektar – som sædvanligvis lokker insekterne til – men narrer insekterne til at bestøve blomsterne alligevel. Hvordan gør de så det? Simpelt hen ved at ligne nektarproducerende plantearter. Nogle orkideblomster har f.eks. en såkaldt spore, som insekterne sædvanligvis vil forvente indeholder nektar. Det gør de bare ikke hos orkideerne!
Flueblomsten har en endnu mere finurlig bestøvning. Den er yderst sjælden i Danmark, idet den kun vokser på en enkelt lokalitet på Sjælland. Sit navn har den fået, fordi blomsterne ligner fluer. De bliver bestøvet af en art af hvepse – ikke fordi blomsterne ligner fluer, men i virkeligheden fordi de udsender en duft, der ligner hvepsenes hunlige duftstoffer. Når en parringsivrig hanhveps kommer tilstrækkeligt tæt på orkideblomster, opfatter den duften, forveksler blomsterne med hunhvepse og lander på en af dem. Behåringen på blomstens læbe ligner behåringen på hunhvepsens ryg, og det stimulerer hanhvepsen yderligere. Blomsten bestøves, når hvepsen forsøger at parre sig med blomsten! Der er med andre ord en tæt relation mellem hvepsen som art og flueblomsten. Det er vanskeligt at forestille sig en gradvis udvikling af et sådant tæt forhold.
Adskillige arter af orkideer benytter sig af såkaldt ”bedrageribestøvning”. Derved forstås, at de ikke
Men insekterne bliver derved lokket til at besøge blomsterne alligevel. Andre orkidearters blomster har farvede vorter på læben, som ligner pollen og derved lokker insekter til. Atter andre ligner med deres blomsterfarve andre arters blomster, som indeholder nektar. Det gælder f.eks. orkideen Rød Skovlilje, hvis farve er identisk med arter af klokkeblomster, som bestøveren er nært knyttet til. Der er simpelt hen ingen ende på de tricks, orkideerne benytter sig af for at lokke insekter til sig!
Når vi møder så mange specifikke tilpasninger inden for orkidefamilien, kan vi ikke undgå at blive forundret. Hvordan er de blevet til? Er det sket tilfældigt eller med intention? Det er netop det spørgsmål, som mange forskere stiller sig. Sædvanligvis er forklaringen gradvis tilpasning, der er sket gennem millioner af år. Det ville kræve uendelig mange mellemtrin, der ikke er lige så effektive som nutidens slutresultat. En anden mulig forklaring er intelligent design – at en designer har udtænkt alle disse unikke forhold. Origo mener det sidste!
Kilder:
Danmarks vilde orkideer 2010. Henrik Ærenlund Pedersen & Niels Faurholt. Gyldendal.
Nordens orkideer 1977. Sven Nilsson &Bo Mossberg. Gyldendals grønne håndbøger
Skovlilje. Foto: H. Daugaard
Flueblomst. Foto: Pixabay
Mikro—Makro
Af Arne Kiilerich
Er der forskel på mikroevolution og makroevolution, eller dækker disse 2 begreber grundlæggende over det samme?
Mikroevolution betegner ”små” variationer som for eksempel variationer i hunderacer. Dyrene varierer meget i størrelse, form og farve, men vedbliver at være hunde.
skellige fænomener. Mikroevolution er variation af eksisterende konstruktioner (grundtyper). Makroevolution er udvikling af nye konstruktioner."
Uanset hvor meget hunderacer varierer, vedbliver dyrene at være hunde (eller ulve). Katte vedbliver at være katte, uanset om der er tale om en siameser, en los, en løve eller en bengalsk tiger. Der er ingen, der kan dokumentere eller blot sandsynliggøre, at disse dyr overskrider de naturlige grænser for den grundtype,
Makroevolution betegner de store spring, hvor f.eks. et bløddyr bliver til et hvirveldyr, en fisk bliver til et krybdyr, der bliver til et pattedyr, der til sidst springer i vandet igen og bliver til en hval.
Ifølge biologividen.dk er de to ting grundlæggende samme proces. Blot mere eller mindre af slagsen:
”Evolution er en kombination af de tre: Overflod af afkom, variation og naturlig udvælgelse. Hver generation er en lille forbedring og et lille skridt igennem livets udvikling. Sker det gennem flere millioner år, så vil de små ændringer (mikroevolution) føre til en stor udvikling af nye dyr (makroevolution).”
Men forholder det sig nu også så enkelt? Eller er der grund til at skelne skarpere mellem mikro- og makroevolution?
Wort und Wissen skriver på deres hjemmeside:
”Mikro- og makroevolution er to grundlæggende for-
de repræsenterer. Bakterier har efter sigende eksisteret i ca. 3 milliarder år. Med en forsigtigt anslået formeringshastighed på ½ time taler vi om 5 x 1013 generationer - men bakterier er stadig bakterier.
Ifølge biologividen.dk er det evolution, hvis der sker en lille ændring i genet for pelsfarve hos en mus, som så videregiver det forandrede gen til sit afkom.
Er mikroevolution og makroevolution to forskellige ting?
Svaret er ja! Mikroevolution kan iagttages med det blotte øje. Makroevolution er baseret på spekulation.
Forskellige hunderacer. Et eksempel på mikroevolution
Foto: iStock. Judith Dzierzawa
Makroevolution. Fra amøbe til menneske
Er mikroevolution ’rigtig’ evolution?
Selve udtrykket mikroevolution er i virkeligheden en tilsnigelse, for der er reelt slet ikke tale om evolution, men kun om variation. Det er helt uundgåeligt, at livsformer varierer i størrelse, form og farve m.v. Variation er altså uundgåelig, men kan også opnås via menneskets mellemkomst. I så fald kalder vi den forædling (hybridisering). Når vi ved avl af hunde, katte eller kaniner fremelsker ønskede egenskaber, gør vi det ved hjælp af kunstig udvælgelse. Af hensyn til eksportmarkedet forædlede man f.eks. den lidt for korte og fede danske gris til at blive et langt baconsvin efter englændernes smag. Grisen fik endda ekstra ribben, men her skal det bemærkes, at grisen havde ribben i forvejen. Nu er det danske baconsvin udryddelsestruet, og eksporteventyret blev ikke til varig evolution. I dag bruger man i større grad gensplejsning til at opnå ønskede egenskaber hos kornsorter m.v.
Det ligger i selve sproget, at evolution er en udvikling i en positiv retning, ikke blot små hop på stedet, der kommer af forskellige blandinger af eksisterende arveanlæg. Når man blander blå og gul får man farven grøn. Man har ikke opfundet en ny farve!
Ifølge biologividen.dk:
”Hver gang en mutation overlever, har vi taget et skridt i livets udvikling. Den forandring, der sker, når vi kan tåle mælk, kan også forklare, hvordan flagermus, blåhvaler, egetræer og guldfisk har udviklet sig fra en enkelt celle for 3,5 milliarder år
Illustration: iStock: Horned Rat
siden.”
Her har vi fat i evolutionens centrale dogme og den ingrediens, der skal drive evolutionens tigerspring: Lykkehjulet. Blinde tilfældigheder skal skabe stribevis af nye proteiner, der skal være tandhjulene i de nødvendige nyskabelser.
Makroevolution
Michael Denton beskriver i sin bog fra 2016 ”Evolution still a theory in crisis” noget, han kalder ”a taxadefining novelty” (en typedefinerende nyskabelse). Med dette menes introduktion af en nyhed, der er så anderledes, at den kræver, at den taksonomisk skal skilles ud som en selvstændig type. En fisk, der får ben og går på land, kan således ikke længere kaldes en fisk. Den har fået ben og fødder. Der er tale om en ægte nyskabelse, en ny type.
Nye typer er ofte defineret ved nye egenskaber
Et eksempel: fjer
Tænk på en fjer. Den er et eksempel på en ”taxadefining novelty”. En fjer er et unikt produkt til varmeisolering, flyvning og seksuel genkendelse. Med fjeren identificeres den selvstændige dyretype: En fugl.
På internettet kan man finde mange fantasifulde illustrationer af forestillingen om forstadier til en fjer. Der er naturligvis tale om noget, der aldrig kan bekræftes. Én fjer er usammenlignelig med noget andet. Skaftet på en fjer er hult. Det er et rør. Men det gror som en
Fjerstrålerne, der sidder på rørets sider, hænger sammen med en slags lynlås, så der dannes en vindtæt flade. Røret er stærkt ved et minimalt forbrug af materiale, og fjeren er ifølge sagens natur let som en fjer, og er fra den spæde begyndelse suverænt designet til flyvning. En fjer er unik. En suveræn nyskabelse, der ikke kan tilskrives mikroevolutionære splejsninger.
Vi er tilbage til hovedspørgsmålet. Er mikroevolution og makroevolution to forskellige ting?
af forestillingen om en ”Protofjer”
spiral, en helix, og der er ingen forudgående egenskaber i et hår eller et fiskeskæl, der kan sammenlignes med dette. Fiskeskælsteorien er for øvrigt forladt til fordel for en teori om, at det var hule, hårlignende huddannelser hos dinosaurer, der gav basis for fjerens formodede evolution. Men der er endnu ikke identificeret noget forstadie fra ”hårsækken” til en fjer. Ifølge Michael Denton er der heller ikke noget, som kan kaldes en protofjer, ligesom man heller ikke kan tale om et protolem, dvs. et forstadie til en arm eller et ben. Enten har man et ben, eller også har man ikke et ben. Hvorfor skulle det være anderledes med en fjer? En fjer er blot en fjer og har formentlig aldrig været andet. Meningsløse mellemstadier ville jo blive fjernet af den naturlige udvælgelse.
Svaret er ja! Mikroevolution kan iagttages med det blotte øje. Makroevolution er baseret på spekulation. Det ene er uundgåeligt. Det andet er (formentlig) uopnåeligt.
Illustration
Om abiogenese—livets opståen
Af Anton Thortzen
Abiogenese (før-biologisk oprindelse) er den hypotese, der beskæftiger sig med, hvordan det første liv opstod spontant fra ikke-organisk materiale. For at kunne fremsætte en overbevisende teori om abiogenese må man tage i betragtning, hvordan jordens tilstand måske var, og hvilke kemikalier der måske var til stede for ca. 4 mia år siden.
Denne artikel er baseret på lektioner, som den amerikanske kemiprofessor og specialist i organisk kemi James Tour (JT) har holdt om abiogenese. Se link sidst i artiklen.
James Tour, professor i organisk kemi og nanoteknologi
ved Rice University i Houston, Texas
Søger man efter abiogenese på nettet, finder man mange forklaringer på skrift og i videoer - oftest set i evolutionens lys. På et tidspunkt bliver forklaringerne lidt uldne, og man fornemmer, at de gængse teorier langt henad vejen er baseret på gæt, tro og antagelser. Ingen ved altså præcist, hvor det første spæde tegn på liv kommer fra, eller hvordan det er dannet.
Livets mysterium
Uanset hvad man tror, forbliver oprindelsen til den første levedygtige celle et stort mysterium. For at fremsætte en relevant hypotese om abiogenese, må hypotesen være baseret på de stoffer og tilstande, der formodes at have været til stede på den tidlige jord. Evolutionsforskere prøver at beregne sig frem til, hvordan den tidlige jords kemi var sammensat, og hvilke betingelser der kunne og måtte være opfyldt, for at ikkelevende materiale kunne samle sig på en måde, så livet – den første celle - kunne opstå af sig selv. Det er i sagens natur vanskeligt at vide, hvordan det er foregået, da ingen var til stede dengang til at observere. Ingen kan vide præcist, hvordan atmosfæren var sammensat, og hvilke kemikalier eller hvilke grundstoffer der var tilgængelige dengang. Var det en oxiderende eller reducerende atmosfære, dvs. var der noget eller kun lidt ilt i atmosfæren dengang? Ifølge JT gør det ingen forskel på problemet.
Et stort problem ved abiogenese er, at naturen i tidernes morgen ikke havde et laboratorium at lave kemi i. Den kunne ikke skaffe sig avancerede hjælpekemikalier eller udstyr til at lave eksperimenter med, og materialerne til de forskellige byggesten lå spredt ud over hele jorden. At forestille sig, at det første liv, som f.eks. bakterier, hvilket jævnligt bruges som eksempel, skulle være kommet til jorden fra det ydre rum, gør ikke problemerne mindre, men flytter dem blot et andet sted hen.
Opgaven går ud på at få samlet livets 4 essentielle stofgrupper, som er:
1: polysakkarider (kæder af sukkerstoffer)
2: polypeptider (kæder af proteiner)
3: polylipider (kæder af fedtstoffer)
4: nukleinsyrer (til bygning af vores DNA)
At samle hver af disse stofgrupper for sig er i sig selv en kæmpe udfordring, men det altoverskyggende problem er, hvordan man sætter de ovennævnte stofgrupper sammen til en levedygtig celle.
4 essentielle stofgrupper
De 4 stofgrupper består hver især af specifikke byggesten. Proteiner er som bekendt sammensat af aminosyrer, der er stykket sammen af atomer. Samlingen af aminosyrer til proteiner katalyseres af avancerede enzymer, som også er proteiner. Det leder til spørgsmålet om, hvordan enzymerne til sammensætningen af polypeptiderne er blevet til, da vi rent empirisk ved, at proteiner kun dannes enten i levende celler eller i avancerede laboratorier? Enzymer har den egenskab, at de kan øge reaktionshastigheden op til flere millioner gange uden selv at blive opbrugt eller skabe ubalance i de processer, de anvendes i, og samtidig arbejde med et minimalt energiforbrug. Genialt!
forbindelse f.eks. vha. tryk eller nedkøling i præcise tidsintervaller for hvert trin i processen hen imod et brugbart slutprodukt?
Pointen i JTs lektioner er, at ingen, der beskæftiger sig med livets oprindelse ud fra evolutions-teorien, har kunnet forklare, hvordan disse avancerede stofgrupper og samlingen af dem skulle være foregået på en førbiologisk jord. JTs påstand er, at molekyler ikke er spor tilbøjelige til at samle sig til noget levende. "De er ligeglade med liv,” som han ofte siger.
En udfordring
I efteråret 2023 udfordrede JT 10 af verdens førende kemiprofessorer inden for organisk kemi og bad dem
Udfordringen for den abiogenetiske jord: at få fundet og sammenført anvendelige atomer til fremstilling af de 4 essentielle stofgrupper, som er nødvendige for at kunne konstruere den første levedygtige celle.
JT nævner, at der i de 4 stofgrupper ligger enorme mængder af information, og hævder, at der f.eks. i sukkerforbindelserne ligger mere kodet information end i både vores DNA og RNA! Han kommer også ind på det relevante problem, at molekyler i naturen hurtigt går i opløsning, hvad enten der er meget eller lidt ilt i atmosfæren, hvilket rejser et andet problem. Hvordan har den tidlige jord formået at stabilisere en given kemisk
om at forklare, hvordan disse 4 stofgrupper kunne være samlet på en tidlig jord. Kun to af de adspurgte er vendt tilbage uden dog at svare på spørgsmålet. Tour går så langt som til at sige, at hvis man samlede verdens førende kemikere i verdens største og mest avancerede laboratorium og forærede dem alle de fire essentielle stofgrupper, ville de ikke have den fjerneste anelse om, hvordan de skulle samles til en levedygtig
celle med den mangfoldige information, der ligger i denne.
Som det fremgår af denne korte introduktion til abiogenetisk dannelse af de 4 essentielle stofgrupper til det, der senere skulle blive til den første levedygtige celle, har den før-biologiske jord haft overordentligt store udfordringer med at løse opgaven. Der har hverken været målsætninger, tegninger, konstruktionsplaner, specifikke instruktioner eller nogen form for hjælpemidler til at løse opgaven. Alt sammen skulle angive-
egen YouTube kanal https://www.youtube.com/ drjamestour eller https://www.youtube.com/watch? v=Eefw0Dnv_Ic. Vær forberedt på, at noget af det er kompliceret kemi, men man får en ide om, hvor stort det er. Du vil også erfare, at der er mange, der kritiserer JT, men ingen kan på overbevisende måde modbevise det, han siger, ligesom ingen kan sætte en finger på hans videnskabelige redelighed.
God fornøjelse.
Skematisk udsnit af en cellemembran, der omslutter cytoplasmaet inden i cellen. Det er interessant med de mange forskellige slags proteiner, der indgår i opbygningen af cellemembranen, når vi ved, at proteiner kun dannes inden i cellen. Det er lidt ligesom hønen og ægget. Hvad kom først? Cellemembranen eller den specifikt foldede proteinsyntese inde i cellen? Kan det tænkes, at en genial designer havde alle dele på plads på én gang fra starten af?
ligt være blevet til ved en uendelig række tilfældige og ustyrede ”trial and error” forsøg. Vi, der tænker alternativt om livets oprindelse, har heller ikke en skråsikker videnskabelig forklaring på problemet, men det er snublende nærliggende at tænke en intelligent designer ind som forklaring på mysteriet. Indtil videre gælder det stadig, at det eneste vi ved, kan observere og har empirisk viden om er, at alt liv udelukkende er kommet af andet liv og efterhånden ender med at ligne det liv, det er kommet af.
JT nævner aldrig selv en intelligent designer i sine foredrag, men prøver med sin videnskabelige tilgang til emnet om livets oprindelse at påpege de uoverstigelige problemer, der er ved, at kemiske forbindelser bliver til af sig selv uden plan, styring og intelligent indgriben. Du kan dykke mere detaljeret ned i emnet på JTs
James Tours påstand er, at molekyler ikke er spor tilbøjelige til at samle sig til noget levende.
”De er ligeglade med liv,” som han ofte siger.
Pentaversalistisk cytoamalgonese
Af Helge Hoffmann
Ordene i overskriften findes ikke, nej – heldigvis. Derimod findes der mange biologiske fagudtryk, som måske giver lige så lidt mening for den, der ikke lige har taget en højere uddannelse inden for et biologisk fagområde.
C.S. Lewis igen: ”Hvis man ikke kan udtrykke sine tanker i almindelige menneskers hverdagssprog, skyldes det en forvirring i ens eget sind … Det burde være en
Volapyk: Volapyk er egentlig et kunstigt sprog konstrueret med det formål, at mennesker i alle verdens lande kunne lære det og bruge det til at gøre sig forståelige over for hinanden. I dag er ordet volapyk på dansk synonymt med uforståelig tale.
Meningen med fagudtryk inden for biologien, så vel som inden for andre grene af videnskaben, er, at fagfolk skal kunne udtrykke sig kort og præcist, når de henvender sig til andre fagfolk.
Som C.S. Lewis, professor ved Oxford og Cambridge universiteter, skrev: ”En lærd formulering kan på kun ti ord udtrykke, hvad man på almindeligt hverdagssprog dårligt nok kan få frem med hundrede ord.”1
fast del af præsters embedseksamen at oversætte et stykke fra et teologisk værk til almindeligt sprog.”2
Abiogenese kalder man det hypotetiske scenarie, at organisk liv opstår spontant af uorganiske stoffer. Mange forskere har gennem årtier forsøgt at forestille sig fysiske og kemiske omstændigheder, hvor abiogenese måske kunne finde sted, men ingen er kommet i nærheden af at opstille et troværdigt scenarie. De moderne landvindinger inden for mikrobiologi har kun kompliceret sagen.
Problemet er så bare, at folk, der (som jeg) ikke er ’lærde’ på det konkrete fagområde, måske ikke forstår så meget af, hvad der bliver sagt. Derfor er det vigtigt, at fagfolk også formår at gøre sig forståelige for ’almindelige mennesker’, selv om de måske skal bruge lidt flere ord, end de plejer.
C.S. Lewis så det som sin opgave at formulere kristendommens grundlæggende lære, så alle mennesker kunne forstå det. Her afbildet på forsiden af Thomas Ø. Aallmanns biografi (ProRex, 2022)
I Origo bebrejdes vi nogle gange, at vi ikke altid udtrykker os forståeligt, eller at vores artikler ligefrem er det rene ’volapyk’. Forhåbentlig skyldes det ikke en forvirring i vores eget sind som den, Lewis taler om. Vi prøver at tage kritikken til efterretning. Der er selvfølgelig ingen grund til at skrive ”entitet”, hvis man lige så godt kan skrive ”størrelse”; skrive ”gravitation” hvis man lige så godt kan skrive ”tyngdekraft”; skrive ”adaption”, hvis man lige så godt kan skrive ”tilpasning” osv.
Det er imidlertid ikke altid så let. Vi er også nødt til at prøve at fatte os i korthed, og så er visse fagudtryk svære at komme uden om. Det er de også, når vi bringer oversatte artikler eller citerer forskellige forskere.
Teleologi: Teleologi er læren om formål, specielt læren om naturens hensigtsmæssige eller formålsrettede indretning. Den darwinistiske teori om evolution benægter, at noget i naturen skulle være konstrueret med bestemte formål (teleologi), og hævder i stedet, at alle biologiske strukturer er et resultat af rene tilfældigheder.
Som en hjælp til os, der er ’lægfolk’ inden for biologien, har Origo derfor lavet en ordbog med forklaringer på nogle af de mest brugte fagudtryk. I rubrikkerne her i artiklen kan du se eksempler på, hvordan nogle af de ord, der bruges i dette blads artikler, forklares.
Find hele ordbogen på www.skabelse.dk og kontakt gerne redaktionen, hvis der er et ord, du savner forklaring på.
1. C.S. Lewis: ”Gud på anklagebænken” (Prorex Forlag, 2024), side 480-81. 2. Ibid., side 185.
Darwinisternes forgæves kamp mod ikkereducerbar kompleksitet
Af Karsten Pultz
Siden Michael Behe lancerede sit argument om, at flagellummotoren (FM) er ikke-reducerbar og derfor ikke kan være gradvist udviklet, er der gjort forsøg på at tilbagevise dette. Darwinisterne har efterhånden lagt sig fast på et ganske bestemt modargument, og med dette modargument tror de definitivt at have tilbagevist den ikke-reducerbare kompleksitet (IK).
I denne artikel vil jeg demonstrere, at Behes IK på ingen måde er blevet tilbagevist, og at det populære modargument er en stråmand, som blot omdefinerer konceptet ”ikke-reducerbar kompleksitet”, for at det kan tilbagevises.
Professor Michael Behe, som introducerede begrebet ikkereducerbar kompleksitet i bogen ”Darwin’s Black Box”
Foto: Laszlo Bencze
I en ny dansk bogudgivelse, ”Vi tror på himlens og jordens Skaber”, argumenterer biologen Kresten Torp imod designhypotesen og specifikt imod Behes IK med
netop dette argument. Torp siger:
”I en artikel af Dr Morgan Beeby m.fl. skitseres en mulig evolutionær udvikling af bakterieflageller begrundet i beslægtede proteiners funktion. Beskrivelsen er ikke nødvendigvis den endelige, men den viser, at heller ikke bakterieflageller er principielt ikkereducerbare.”
Problem nr.1: Teleologi
At proteiner beslægtede med flagellummotorens proteiner er blevet fundet i andre funktionelle systemer, skulle altså muliggøre en evolutionær vej til flagellummotoren. Proteiner, som tidligere har tjent andre funktioner, kunne være blevet ”co-opted” eller ”rekrutteret” (det udtryk anvendes faktisk visse steder1) til en ny funktion, nemlig flagellummotoren (FM).
Her er det første problem: I evolutionen, hvor alt nyt opstår via tilfældig mutation, er der intet, der bliver ”rekrutteret” eller ”co-opted”. Dr Joshua Swamidass er en af de forskere, som i sin kritik af Behes argument anvender udtrykket, at proteiner kunne ”finde sammen”2 i en ny funktion. Swamidass mener ligesom Beeby, at proteiner kunne have tjent andre formål og senere i evolutionen ”fundet sammen” og dannet FM.
Darwinisterne bringer her teleologi ind, så det ser ud, som om andet og mere end tilfældig mutation udgør den kausale kraft. Man synes at glemme, at hverken proteiner eller organismer ifølge den neodarwinistiske model kan besidde intention. Også i Beebys artikel finder vi ord, som antyder, at intention er til stede og kan frembringe udvikling. Beeby m.fl. skriver:
”Disse underliggende forskelle afspejler den modificering, der skulle til for at udvikle en molekylær maskine, hvor eksisterende maskiner i relevante sammenhænge blev genanvendt i nye funktioner, og hvis oprindelse afspejles i de resulterende mekanismer.”3
Mit spørgsmål er: Hvem ’modificerer’ og ’genanvender’? Svaret er selvfølgelig, at det gør ingen, for tilfældig mutation er evolutionens eneste mekanisme til at frembringe nyt. Ordet ”tilfældig” står helt centralt i den neodarwinistiske model. Ved at introducere teleologi, har darwinisterne her fremtryllet evidens for en teori, der netop som udgangspunkt eksplicit afviser teleologi.
Men forudsætningen for evolution er ikke kun tilstedeværelsen af de nødvendige proteiner. Tilfældige ændringer i DNAet skal også resultere i ny konstruktionsinformation, en ’byggeplan’, som skal virkeliggøre og inkorporere det nye funktionelle system i ontogenesen. Behes kritikere leverer aldrig beregninger, der viser, at der er tilstrækkelig sandsynlighed for, at tilfældige mutationer kan skabe den nye information, der skal til for at omarrangere proteiner i en ny funktion. Uden en sådan matematisk sandsynliggørelse, vil hypotesen om genanvendelse fortsat være ikkeunderbygget spekulation.
Problem nr.2: Homologi
Citat fra artiklen, som Kresten Torp refererer til:
”Hver af de tre nanomaskiner til fremdrift er klart homologe til andre samtidige proteinkomplekser, hvilket antyder, at de ikke blev udviklet med henblik på bevægelighed; de blev udviklet med andre fordele for øje og blev efterfølgende genanvendt i maskiner til fremdrift.”
Behes oprindelige påstand lød, at FM består af en række enkeltdele, som alle skal være til stede, for at der kan være fuld funktion. Uanset fundet af homologe proteiner er FM stadig ikkereducerbart kompleks, fordi det - som demonstreret i laboratorieforsøg af dr. Scott Minnich - ikke er muligt at fjerne enkelte proteiner fra FM uden helt eller delvist at ødelægge dens funktion.
Ingen af de artikler om FM, som darwinisterne for tiden er så begejstrede for, demonstrerer, at FM ikke er ikkereducerbar. Man påpeger blot, at der eksisterer homologe proteiner i andre syste-
mer og hævder, at dette sandsynliggør en evolutionær vej til frembringelsen af FM. Behes ikke-reducerbare kompleksitet står derfor fuldstændig uberørt, fordi den slet ikke er blevet udfordret. Kresten Torps påstand om, at heller ikke bakterieflageller er principielt ikke-reducerbare, er ikke underbygget af artiklen, han henviser til, eller af nogen anden artikel, der hævder at tilbagevise ikke-reducerbar kompleksitet.
Problem nr.3: Naturlig selektion umuliggør evolutionen.
Jeg restaurerer for tiden en Triumph Spitfire fra 1967. I den kan jeg sammenligne kobbervindingerne i overgearets solenoid med kobbervindingerne i generatoren og se, at de er identiske. De indgår imidlertid i 2 vidt forskellige systemer, der hver især er ikkereducerbart komplekse, og der findes ikke en evolutionær, dvs. gradvis, vej mellem 2 IK-systemer. Det gør ingen forskel, at der er identiske komponenter, hvert system er stadig individuelt ikke-reducerbart. Samme faktum er gældende for biologiske systemer, da de opererer i den samme fysiske virkelighed som menneskeskabte systemer.
Det er naturlig selektion, som leverer dødsstødet til evolutionsteorien. Der kan ikke eksistere en gradvis udviklingsvej fra ét funktionelt system til et andet.
Bakterie med flagel. Foto: Pixabay
Det første systems funktion vil være ophørt, før tilfældige mutationer har omarrangeret proteinerne, så den nye funktion kan træde i kraft. Naturlig selektion vil eliminere ethvert dårligt eller ikke-fungerende mellemled mellem 2 systemer. Dette er ikke et argument i en akademisk diskussion, dette er simpelthen virkelighedens beskaffenhed.
kan være en sten.4 Tricket består i, at han selv vælger præmissen for, hvordan en sten defineres. Samme metode benytter darwinisterne, når de komplet ignorerer Behes definition af, hvad ikke-reducerbar kompleksitet er, og opfinder deres egen, som de så tilbageviser. Danske evolutionstilhængere har ladet sig dupere af dette Montanus-argument og anvender det nu flittigt uden at spørge, om argumentet egentlig er gyldigt.
Skitse, der viser flagellummotoren, som ifølge Profssor Behe er ”ikke-reducerbart kompleks”
Konklusion
Ja, der eksisterer homologe proteiner, der indgår i andre biologiske systemer!
Nej, det tilbageviser ikke FMs ikke-reducerbare kompleksitet!
En iboende ikke-reducerbar kompleksitet er et faktum for alle funktionelle systemer, biologiske som menneskeskabte. Selve fænomenet IK kan derfor ikke tilbagevises, hvilket du vil blive mindet om, når din cykel punkterer, eller du forstuver din fod.
I Ludvig Holbergs komedie sætter Erasmus Montanus alle til vægs med sin evne til at ’disputere’. Han kan det ene øjeblik argumentere for, at hans mor er en sten, og det næste øjeblik argumentere for, at hun netop ikke
Sammenligningen i de to bokse på næste side illustrerer, at darwinisternes argument er en ’stråmand’. Man er nødt til at omdefinere den ikke-reducerbare kompleksitet, før man kan afvise den.
Præmis 1: Et funktionelt system er ikkereducerbart komplekst, hvis dets funktion er afhængigt af flere forskellige komponenters tilstedeværelse, og fjernelsen af en komponent enten reducerer eller helt standser funktion.
Præmis 2: Flagellummotoren består af flere forskellige dele, hvor fjernelsen af en del helt eller delvist ødelægger funktionen.
Konklusion: Flagellummotoren er ikkereducerbar.
Præmis 1: Et funktionelt system er ikkereducerbart komplekst, hvis dets komponenter er unikke for dette system og ikke findes i andre systemer.
Præmis 2: Visse dele af flagellummotoren findes i andre funktionelle systemer.
Konklusion: Flagellummotoren er ikke ikke-reducerbart kompleks.
Findes der forskningsartikler om ID?
Af Asbjørn Berland, lektor
Er intelligent design pseudovidenskab
uden troværdighed, eller er intelligent design udgivet som forskning?
En af de mest almindelige og misforståede indvendinger mod teorien om intelligent design er, at det er pseudovidenskab. For eksempel kan man stadig læse dette på Wikipedia, på trods af flere begrundede forsøg på at fjerne det.
Når mange mennesker hævder, at intelligent design ikke er rigtig videnskab, skyldes det, at de ikke tror, der er offentliggjort forskning til støtte for intelligent design. Men det er forkert. Meget forkert.
Over 200 videnskabelige, peer-reviewed (fagfællebedømte) artikler understøtter intelligent design (ID).
I maj 2024 opdaterede Discovery Institute sin liste over videnskabelige, peer-reviewed artikler og publikationer om ID. Den slags artikler bliver desværre ofte uretmæssigt afvist. Der er mange eksempler på, at forskere er blevet sanktioneret for at pege på ID i deres forskning, og den moderne ID-bevægelse er stadig relativt ny. Ikke desto mindre findes der nu over 200 videnskabelige peer-reviewed artikler til støtte for ID.
I indledningen til listen over videnskabelige artikler til støtte for ID forklares de kriterier, der gælder for optagelse på listen, tydeligere. For det første skal publikationen være videnskabeligt troværdig, og for det andet skal der enten være tale om ren ID-forskning, anvendt ID-forskning eller forskning, der indirekte støtter ID.
Forfatterne af listen gør det klart, at selv om listen for nylig er blevet opdateret, er den ikke udtømmende. For eksempel er der flere forskere, der ikke kan tillade, at deres artikler kommer på listen, fordi det ville udgøre en trussel mod deres videnskabelige karriere. BioCosmos’ bestyrelsesformand Steinar Thorvaldsen og danske professor Peter Øhrstrøm har publiceret flere artikler til støtte for intelligent design.
På listen over artikler, der understøtter ID, finder vi bl.a. følgende artikler af nordiske forskere:
* Steinar Thorvaldsen, Peter Øhrstrøm og Ola Hösjer 2024: The representation, quantification, and nature of genetic information i Synthese. https:// doi.org/10.1007/s11229-024-04613-z
* Steinar Thorvaldsen og Ola Hössjer 2023: Estimating the information content of genetic sequence data [Estimering af informationsindholdet i genetiske sekvensdata] i Journal of the Royal Statistical Society: Series C: Applied Statistics, vol 72, 1310-1338.
* D.A. Díaz-Pachón og Ola Hössjer 2022: Assessing, Testing and Estimating the Amount of Fine-Tuning by Means of Active Information i Entropy. https:// doi.org/10.3390/e24101323.
* Steinar Thorvaldsen og Ola Hössjer 2020: Using statistical methods to model the fine-tuning of molecular machines and systems [Brug af statistiske metoder til at modellere finjustering af molekylære maskiner og systemer] i Journal of Theoretical Biology, vol 501.
* Steinar Thorvaldsen 2020: Intelligent design and natural theology i Theofilos vol 12(1), 66-84.
* Steinar Thorvaldsen 2016: A Mutation Model from First Principles of the Genetic Code i IEEE/ACM Transactions on Computational Biology and Bioinformatics vol 13(5), 878-886.
* Steinar Thorvaldsen og Peter Øhrstrøm 2013: Darwin’s perplexing paradox: intelligent degin in nature [Darwins paradoks: intelligent design i naturen] i Perspectives in Biology and Medicine vol 56,78-98.
* Øyvind Albert Voie 2006: Biological function and the genetic code are interdependent i Chaos, Solitons Fractals, 28 (4), 1000-1004. https://doi.org/10.1016/ j.chaos.2005.08.146.
* Peder A. Tyvand 1982: A Hydrodynamic Leaf Model i Annals of Botany, 50 (6), 799–816. https:// doi.org/10.1093/oxfordjournals.aob.a086424.
En ny bølge af kunstig intelligens
Af Peter Øhrstrøm
En ny bølge af kunstig intelligens skyller nu ind over os. Det drejer sig om projekter, som forudsætter MEGET stor datakraft. Der er nu super-computere, som giver AIforskerne helt nye muligheder for at udvikle kunstig intelligens.
Jeg har siden 1980erne fulgt forskningen i kunstig intelligens (AI) – herunder de filosofiske og etiske aspekter. Af og til har jeg også været involveret i konkrete projekter inden for feltet. Synet på AI har i perioden bølget frem og tilbage. Længe handlede det især om systemer, der kan overtage avancerede opgaver – ikke mindst komplicerede beregninger og søgninger i meget store datamængder. I nogle tilfælde har systemerne haft stor succes – som fx GPS-systemerne, som nu i høj grad er blevet en del af vores dagligdag. I andre tilfælde har resultaterne været skuffende – som fx EF's stort anlagte oversættelsesprojekt (1982-1994), EUROTRA, som slet ikke indfriede forventningerne.
Et godt eksempel på de nye muligheder er ChatGPT fra virksomheden OpenAI – et system, som blev lanceret i november 2022, og som hurtigt blev meget populært. Systemet kan ved hjælp af en avanceret samtalemodel simulere menneskelignende samtaler. Det foregår ved hjælp af såkaldt generativ AI, som i hvert skridt leverer en sprogligt set korrekt fortsættelse af den hidtidige samtale. Da jeg d. 19/6 2024 bad ChatGPT om en letforståelig forklaring på, hvad generativ AI er, fik jeg svaret:
Generativ AI er som en kreativ partner, der kan hjælpe dig med at skabe nye og interessante ting, uanset om det er tekst, billeder, musik eller videoer. Den lærer fra store mængder data og bruger den erhvervede viden til at generere nyt indhold, der ser ud, lyder eller føles som noget, et menneske kunne have lavet.
ChatGPT forklarede også ideen med dette eksempel:
Tænk på, når du spiller en leg, hvor du skal gætte, hvad der kommer næste i en sætning: "Jeg har en kat, der elsker at ___." Her ville du måske sige "spise" eller "sove".
Her er det i princippet let at forestille sig, at en super -computer, der har adgang til meget store tekstmængder på dansk, kan beregne sandsynlighederne for forskellige bud på næste ord i en dansk tekst. Ud fra et meget stort antal beregninger af den art skabes en stor sprogmodel. Man kan sige, at en sådan sprogmodel vil være udtryk for viden om, hvordan man taler korrekt dansk. Det er i sig selv spændende, at man på den måde kan indfange dansk sprog – i princippet som helhed –
i en model af denne
Ideelt set burde man naturligvis have en stor sprogmodel for hvert sprog. Her er små sprog – som fx dansk –af oplagte grunde bagud. Hvis man kigger efter, vil man opdage, at ChatGPT ikke er så god til dansk som til engelsk. Hvis man accepterer det, og ChatGPT i stor stil bruges til beskrivelse af dansk kultur og til oversættelse mm., er der en betydelig risiko for, at afgørende træk ved dansk kultur bliver nedtonet eller går tabt.
Hallucinationer med ChatGPT
Et vigtigt problem er, at en stor sprogmodel nok rummer spændende og vigtig viden om, hvordan det pågældende sprog fungerer, dvs. hvordan man taler sproget korrekt, men at modellen ikke indeholder pålidelig viden om, hvilke sætninger og tekster der er i overensstemmelse med virkeligheden, dvs hvordan man taler sandt med sproget. Det er en stor udfordring for ChatGPT-brugeren hele tiden at være opmærksom på, at man ikke nødvendigvis kan stole på ChatGPT. Den kan jo skrive hvad som helst, sprogmodellen tillader. Den har intet filter imod en opgave som følgende:
Skriv en kort artikel om den berømte danske forfatter Fætter Guf, som skabte enestående poesi og fremragende personskildringer.
Som svar på denne opgave leverede ChatGPT følgende tekst til mig d. 19/6 2024:
Fætter Guf: Enestående Poesi og Fremragende Personskildringer
Fætter Guf er en ikonisk figur i dansk litteratur, kendt for sin evne til at skabe enestående poesi og fremragende personskildringer. Selvom han ofte er mest kendt som en karakter fra Anders And-universet, har Fætter Guf også en bemærkelsesværdig litterær karriere, som har fanget både unge og voksne læseres hjerter.
Enestående Poesi
Fætter Gufs poesi er præget af en unik blanding af humor, dybde og en næsten magisk følsomhed. Hans digte spænder fra legende rim til dybsindige refleksioner over livets store spørgsmål. Gennem sin poesi formår han at skabe billeder, der taler direkte til læserens følelser og fantasi. Med en enkel, men alligevel dybtgåen-
de stil, formår han at gøre komplekse følelser tilgængelige og forståelige for alle.
Eksempel på Fætter Gufs poesi:
I en verden fuld af støj og larm, Finder jeg ro i dit milde favntag varm. Med ord som vinger, let og fri, Flyver jeg højt, i drømmenes magi.
Fremragende Personskildringer
En af Fætter Gufs største styrker som forfatter er hans evne til at skabe livlige og mindeværdige karakterer. Hver person i hans fortællinger er skildret med en sådan dybde og nuance, at de næsten træder ud af siderne. Hans karakterer er ikke blot figurer i en historie; de er komplekse individer med egne drømme, kampe og triumfer.
Eksempel på Fætter Gufs personskildringer:
I en af hans mest berømte noveller, "Gufs rejse", møder vi karakteren Lars, en ensom opdagelsesrejsende. Gennem Gufs detaljerede beskrivelser lærer vi om Lars' indre verden, hans længsel efter eventyr og hans kamp mod ensomhed. Guf formår at gøre Lars' rejse ikke blot til en fysisk rejse, men også til en indre rejse mod selvopdagelse og accept.
En Vedvarende Arv
Fætter Gufs bidrag til dansk litteratur er uundgåeligt. Hans arbejde har inspireret generationer af læsere og forfattere, og hans indflydelse mærkes stadig i dag. Hans evne til at kombinere humor med dybde, og hans talent for at skabe uforglemmelige karakterer, sikrer hans plads som en af Danmarks mest elskede forfattere.
Fætter Gufs poesi og personskildringer lever videre, og hans arbejde fortsætter med at bringe glæde, inspiration og indsigt til den, der er heldig nok til at opleve det.
Sprogets gave
Eksemplet illustrerer klart, hvad ukritisk brug af ChatGPT kan føre til. Man taler om, at modellen leverer hallucinationer. Systemet kan uden problemer svare med tekster, som er i strid med virkeligheden dvs. som faktisk er løgn. Det er klart, at det rejser etiske problemer. I den forbindelse kan det nævnes, at den østrigske advokat Max Schrems for nylig indklaget OpenAI for det østrigske datatilsyn, fordi ChatGPT angav hans fødsels-
dag forkert (Ingeniøren, 17. maj 2024). Tilsyneladende har OpenAI på det allerseneste sikret, at ChatGPT nu kun giver personoplysninger, som fremgår af tilgængelige kilder på nettet. Det løser jo Max Schrems’ problem, men slet ikke hallucinations-problemet i almindelighed. Arbejde med det problem bør stå meget højt på AI-forskningens dagsorden.
Arbejdet med sprogmodellerne bør ikke mindst føre til en vigtig besindelse på, at sproget er en vidunderlig gave til mennesket. Det er jo bemærkelsesværdigt, at de store sprogmodeller, som super-computerne kan regne sig frem til, ”blot” svarer til det, som alle vi almindelige sprogbrugere kan. På den måde kan arbejdet med modellerne måske give os færten af det gådefulde og spændende, som gør, at sproget fungerer så godt som kommunikationsmiddel, som tilfældet er.
Uanset hvad, bør det være et ufravigeligt krav, at et AIsystem aldrig præsenteres som en absolut autoritet og aldrig tilskrives menneskelig bevidsthed.
Der er næppe nogen tvivl om, at arbejdet med systemer baseret på store sprogmodeller og trænet på konkrete tekst-korpora vil være et af de temaer inden for forskning og udvikling af kunstig intelligens, som vil fylde allermest i de kommende år.
Entropi og dannelse af biologiske strukturer/molekyler
Af Mikael Larsen
Spontan dannelse af biologiske molekyler og strukturer er termodynamisk ikke umulig, men termodynamikken er mere en modspiller end en hjælper. Yderligere så er de præcise mekanismer for spontan dannelse af biologiske molekyler uafklarede.
I en debat fra 2016 mellem Stephen Meyer og Peter Atkins1 nævner Meyer, at information kun kan opstå fra en intelligent kilde. Peter Atkins opponerer kraftigt og siger, at der er talrige eksempler på strukturer, der er dannet spontant. DNA er blot en struktur. Stephen Meyer skelner derimod mellem strukturen i DNA’en og informationen gemt i rækkefølgen af nukleotiderne. Et springende punkt i diskussionen er, om information blot er en struktur, eller om information kræver en intelligent aktør. Atkins hævder, at informationen dannes ved hjælp af evolutionen, hvor ubrugbare strukturer langsomt sorteres fra, og de brugbare strukturer indeholdende den nødvendige information bliver tilbage. Det er en lang diskussion, som også omfatter, hvad evolution er – om evolution kun findes i biologiske systemer eller kan virke på præbiologiske systemer, altså før de første celler blev dannet. Det er også en diskussion om sandsynligheden for, at sådanne systemer med så høj grad af specificeret kompleksitet eller orden overhovedet kan dannes spontant i universets tidshorisont. Disse ting vil jeg slet ikke komme ind på –der er skrevet en del artikler i Origo om dette. Jeg vil her fokusere på den klassiske termodynamik.
Termodynamik og entropi
Atkins nævner, at termodynamikken rigtigt nok siger, at universet går mod kaos, men i denne proces opstår lokale områder, hvor strukturer og information opstår.
Jeg vil her introducere begrebet entropi, som er det
videnskabelige begreb for det, som vi indtil nu har benævnt uorden. Termodynamikkens 2. hovedsætning siger, at den samlede entropi - altså uorden - altid vil stige. Men hvordan kan orden så opstå spontant? Atkins siger, at der er utallige eksempler på, at strukturer opstår spontant. Og det har han ret i.
Eksempler på strukturer
Et eksempel er snefnug, som dannes spontant fra vanddamp, når temperaturen er lav nok. Og vanddamp har en væsentligt højere entropi end isen i snefnug. Men når vanddamp kondenserer til is, afgives varme til omgivelserne, og den tilførte varme får entropien af omgivelserne til at stige, så den samlede entropi i snefnugget og omgivelserne stiger. Så nogle systemer, som afgiver varme, kan spontant danne orden lokalt, fordi der i omgivelserne dannes mere uorden. Det er den samlede entropistigning eller den samlede grad af uorden, der er afgørende.
Snefnug. En selvorganiserende struktur.
Wikimedia Commons
Der er også andre selv-organiserende systemer, som er nærmere biologien. Lipider kan spontant danne cellelignende strukturer som cellemembranen, dog uden den komplekse struktur med ionpumper mm., som netop er karakteristisk for levende celler. Det er vigtigt
i denne forbindelse at sige, at der er meget information gemt i selve cellens opbygning – en information, som faktisk ikke er kodet i cellens DNA, men som går i arv, når cellerne deles. Det er svært at forestille sig, hvordan man kommer fra den simple membran til den komplekse biologiske cellemembran (se illustration af cellemembranen i artiklen ”Om abiogenese” på side 11).
Vi har set på, hvordan nogle systemer spontant kan danne strukturer ved, at de afgiver energi (varme) til omgivelserne. Men en ting, som er karakteristisk for biologiske systemer, er, at langt de fleste strukturer (lipider, proteiner, sukkerstoffer, nukleotider ..) kræver tilførsel af energi (dog ikke nødvendigvis i form af var-
me) for at dannes. Normalt fordres der nøje koblede systemer, som kan udveksle energi. Her har vi mange eksempler fra biologien. Planterne kan ved hjælp af fotosyntesen danne sukkerstoffer ved at få tilført energi fra solen. Dyr kan omvendt brænde sukker af og danne ATP, som grundlæggende er kroppens energireserver, når kroppen skal udføre arbejde, og proteiner skal dannes.
Krav for oprindelsen til liv
De fleste forskere, som forsker i oprindelsen af liv, er godt klare over, at det er nødvendigt med tilførsel af energi for at danne biologiske makromolekyler, og det kræver koblede processer mellem en ydre proces, som leverer energien, og processen, som laver de biologiske molekyler. En af de førende er Nick Lane, som mener, han har fundet et system i de hydrotermiske væld, hvor man udnytter koncentrationsforskelle i vandet, der kommer op fra vældene, og det omgivende hav-
vand. Men indtil videre er det kun lykkedes at lave simple organiske molekyler ud fra CO2 og H2, som findes i de hydrotermiske væld. CO2 og H2 er stoffer, som spontant kan danne lipider under de rette betingelser. Der er dog meget lang vej herfra til fremstilling af polysakkarider og nukleotider.
I visse tilfælde er der undtagelser, f.eks. kan proteiner faktisk dannes ved en mere simpel proces. I biologiske systemer dannes proteiner fra aminosyrer ved komplicerede koblede processer i kroppen, hvor energien kommer fra ATP’en. Proteiner har ligeledes en højere energi og en lavere entropi end aminosyrer. Når proteiner dannes af aminosyrer, fraspaltes der vand I et vandigt miljø kan der ikke spontant dannes proteiner.
Men hvis man blander aminosyrerne uden vand og varmer op (tilfører varme), kan proteiner dannes ved, at det dannede vand fordamper væk og dermed øger entropien af den omgivende luft. Det er således lykkedes at danne proteinlignende stoffer på denne måde.2 Det er en af årsagerne til, at mange forskere mener, at livet er opstået i miljøer, som skifter mellem våd og tør tilstand. Men de dannede stoffer er ikke proteiner i gængs forstand, fordi de laver mange andre bindinger, som ikke findes i proteiner. Men i princippet kan proteiner dannes på denne måde
På sæt og vis har Atkins ret, men graden af orden og niveauet af information i biologiske systemer er så stort, at sandsynligheden taler imod, at de kan dannes spontant, og yderligere kan man ikke på nuværende tidspunkt anvise naturlige og ikke guidede mekanismer, hvorved biologiske strukturer såsom proteiner, nukleotider, polysakkarider kan dannes spontant, selvom termodynamikken ikke decideret forbyder det. De få eksempler, man kender, der kan lave biologiske molekyler, er meget ”grove” mekanismer, som ikke kan lave de nøje tilpassede molekyler, der kræves. Det svarer nærmest til at lave et ur ved hjælp af en forhammer.
Noter:
1. Der er link til debatten her: https://stephencmeyer.org/2010/01/20/listen-in-as-stephenmeyer-debates-peter-atkins-on-the-u-k-s-premier-radio/
2. S.W. Fox og K. Dose, Mocelular Evolution and the Origin of Life, New York: Marcel Dekker, 1977
Halvfjerds års lærebogsvisdom viser sig
fejlagtig
Af Günther Bechly
I nedenstående artikel modsiger Günther
Bechly på baggrund af den nyeste forskning mange årtiers dogme om, at et forhøjet iltindhold i atmosfæren skulle have givet det ’boost’, der kan forklare, hvordan mange avancerede og vidt forskellige livsformer kunne udvikle sig meget pludseligt i begyndelsen af den kambriske periode (”Den Kambriske Eksplosion”)
Gennem mere end halvfjerds år har der været almindelig enighed blandt forskere og i lærebøger om, at den pludselige tilsynekomst af komplicerede livsformer i den sene prækambriske periode var affødt af et øget iltindhold i atmosfæren. For eksempel identificerede McFadden m.fl. to udbrud af et forhøjet iltniveau op til kambrisk tid og skrev, at ”efter det andet tilfælde af et forhøjet iltniveau, for omkring 550 til 542 millioner år siden, ses der en global opblomstring af ediacariske organismer; komplekse makroskopiske livsformer i det, der for nylig er blevet betegnet som Den Avalonske Eksplosion”. På samme måde blev et studie af Pogge von Strandmann m.fl. i en pressemeddelelse omtalt som vidnesbyrd om, at ”ilt var det pust af liv, der gjorde det muligt for højerestående dyr at udvikle sig”.
Nu har et nyt studie foretaget af en gruppe forskere fra Danmark (Ostrander m.fl.) modsagt årtiers evolutionære dogmer ved at hævde det stik modsatte: ”Ilt udløste ikke udviklingen af mange-cellede livsformer.” I dette studie fremlægges der klar evidens for, at Den Avalonske Eksplosion med dens væld af ediacariske livsformer tidsmæssigt faldt sammen med et lavere iltindhold i atmosfæren. Forfatterne opsummerer deres overraskende opdagelser således: ”I modsætning til de hidtidige formodninger vidner vores fund [en ændring i for-
holdet mellem kulstof 13 og kulstof 12] og samtidige evolutionære begivenheder om et primært anaerobt globalt hav.” Medforfatter Christian Bjerrum tilføjer: ”Dette betyder helt konkret, at vi må genoverveje mangt og meget, som vi længe har regnet for grundlæggende sandt. Lærebøgerne må revideres og omskrives. Og hvis det ikke var ekstra ilt, der affødte en eksplosion af liv i denne periode, hvad var det så? Måske det præcist modsatte.” Nogle går endnu videre og siger, at vi må ”glemme alt det, vi troede, vi vidste om, hvordan livet har udviklet sig på Jorden”, og at ”det
Foto: Pixabay
Trilobitter nogle af verdens formodet ældste organismer
viser sig, at vores forestillinger om livets fremkomst på Jorden har været grundlæggende forkerte”.
Samtale med en palæobiolog
For nogle dage siden modtog jeg en personlig meddelelse fra en kollega, palæobiolog Dr. Ken Towe, som er pensioneret fra en stilling som førende forsker ved Smithsonian Institution, og som havde læst en af mine nyeste artikler i Evolution News vedrørende Den Kambriske Eksplosion. Han mente, at han havde fundet løsningen på problemet med den pludselige fremkomst af komplekse kropsopbygninger i kambrisk tid, som understøtter den biologiske og biokemiske evolution, der
er nødvendig for at frembringe det flercellede bindevæv og den styrkelse, som kræves, for at de større, højere livsformer pludseligt kan opstå. Hans hypotese er grundlæggende, at to helt nye aminosyrer (hydroksyprolin og hydroksylysin), der kræves for dannelsen af strukturelle glykoproteiner så som kollagen i flercellede dyr, kun kan dannes i et iltrigt miljø, og at dette forklarer den sene udvikling af komplekse, mange-cellede livsformer efter en ”kedelig milliard” år med udelukkende bakterier og enkelte andre simple livsformer. Towe (1981) antydede også i sin artikel, at flercellet liv før Den Kambriske Eksplosion var begrænset til ”små, tynde, diffusionsbegrænsede organismer, der næppe ville blive bevaret som fossiler.” Dette er dog intet andet end en version af hypotesen om en ufuldstændig fossilrækkefølge, som Stephen Meyer har imødegået og underkendt i bogen Darwin’s Doubt (2013). Towes teori er for så vidt interessant nok, men synes mig af nedenstående årsager fuldstændigt ude af stand til at løse Den Kambriske Eksplosions gåde.
1. Tilstedeværelsen af to nye aminosyrer er måske en nødvendig forudsætning for udvikling af komplekse mange-cellede livsformer, men det er bestemt ikke en
’optakten’ til Den Kambriske Eksplosion, men man finder ikke sådanne ’forløbere’ (Bechly 2020).
3. Som vi lige har været inde på, synes ny forskning at vise, at i modsætning til, hvad der i halvfjerds år har været almindeligt vedtaget blandt darwinistiske forskere, faldt fremkomsten af mange-cellet liv ikke sammen med et højere iltindhold i atmosfæren, men tværtimod med et lavere iltindhold. Desuden har eksperimentel forskning tidligere udfordret teorien om iltinduceret udvikling af mange-cellede livsformer.
Meget savner forklaring
I en senere meddelelse hævdede Dr. Towe, at også det lavere iltindhold understøtter hans teori og flugter med forudsigelserne i hans studie fra 1970. Men hvis det er tilfældet, kan fremkomsten af mange-cellet liv ikke længere tidsmæssigt knyttes til perioder med et højere iltindhold, og i så fald er der ingen forklaring på, hvorfor de afgørende vigtige aminosyrer ikke opstod tidligere i prækambrisk tid. Besynderligt nok sluttede Towe med at hævde, at det ikke repræsenterer nogen ”manglende kontinuitet”, at mange arter optræder meget pludseligt i den geologiske lagrækkefølge. Men
tilstrækkelig forklaring på den pludselige fremkomst af et stort antal nye kropsopbygninger, som vil kræve ny genetisk kode til nye proteiner, nyt væv og nye komplekse organer så vel som nye ontogenetiske stier.
2. Mange af de tidlige kambriske fundsteder af samme art som Burgess Shale skulle fuldt ud være i stand til at bevare de små, ediacariske bløddyr, som måtte udgøre
Günter Bechly er en fremtrædende tysk palæontolog med speciale i fossile insekter. Han har fået 7 arter opkaldt efter sig, har ofte optrådt på tysk tv og var gennem 17 år kurator ved det prestigefyldte naturhistoriske museum i Stuttgart. I 2016 gjorde han op med darwinismen og ’sprang ud´ som fortaler for Intelligent Design. Det resulterede i, at han blev ildeset på museet. Man fratog ham hans forskningsmidler og hans projekter og slettede hans artikler fra museets hjemmeside. Det endte med, at han måtte tage sin afsked, hvilket også var intentionen.
hvis det ikke er tilfældet, hvorfor har evolutionistiske palæobiologer så overhovedet fundet på at tale om Den Kambriske Eksplosion? Hvorfor har det længe været anerkendt, at vi her står med et problem, der kræver en forklaring, og ikke kun kan skyldes ufuldkommenheder i de fossile lag?
Her er, hvad professor Derek Briggs, en globalt anerkendt ekspert i kambriske fossiler, har at sige om den sag: ”Vi ved nu, at den pludselige fremkomst af fossiler i kambrisk tid (for 541-485 millioner siden) er reel og ikke skyldes ufuldstændigheder i de fossile lag.” På samme måde indrømmer Zhang og Shu, at ”mange kilder til viden vidner med stor styrke om, at vi har at gøre med en virkelig evolutionær begivenhed og ikke blot et tilfælde af en ufuldstændig fossilrækkefølge.”
Cabej er endnu mere klar i mælet: ”Ikke desto mindre må vi konstatere, at her 150 år efter de oprindelige fund, hvor vi har uendeligt mange flere fund at forholde os til, er Darwins ’blinde plet’ stadig en realitet. Den pludselige tilsynekomst af de kambriske fossiler repræsenterer stadig en ’eksplosion’, og vi forstår stadig ikke
af kropsopbygninger et uløst problem for darwinismen. De nye forskningsresultater, som Ostrander m.fl. har fremlagt, synes dog at pege på et endnu større problem, nemlig hele den darwinistiske evolutionsteoris tvivlsomme videnskabelige værdi, for hvis denne teori kan sameksistere med snart sagt en hvilken som helst videnskabelig observation, er den i praksis ikkefalsificerbar og dermed videnskabeligt ubrugelig. Hvis forskerne i mere end halvfjerds år enigt kan hævde, at fremkomsten af mange-cellede livsformer falder sammen med og forårsages af et øget iltindhold i atmosfæren, og forskerne så blot glæder sig over de videnskabelige fremskridt, når den stik modsatte sammenhæng konstateres, så er der noget helt grundlæggende galt med teorien. Det kan naturligvis regnes for et viden-
de kræfter og mekanismer, som har forårsaget den. Selv om mindre grupper af studerende indimellem, ligesom Darwin, sætter spørgsmålstegn ved realiteten i
Den Kambriske Eksplosion, er der bred enighed om, at eksplosionen er en videnskabelig kendsgerning.”
Et uløst problem
Eftersom Towes forklaring, ligesom alle andre forsøg på at forklare Den Kambriske Eksplosion, ikke slår til, forbliver den pludselige fremkomst af en stor variation
skabeligt fremskridt, når forudsætningerne for en teori viser sig ikke at holde stik, men man kan jo umuligt samtidig tage denne kendsgerning til indtægt for den samme teori. Mon ikke det er på tide at se sig om efter en ny teori, der faktisk er i stand til at forklare de empiriske kendsgerninger, i stedet for at fortsætte årtiers fejlbehæftede forskning?
Note: Find hele artiklen på engelsk på www.evolutionnews.org, hvor den indeholder links til relevante forskningsartikler og efterfølges af en omfattende bibliografi, som her er udeladt.
Ammonitter
Foto: Pixabay
I begyndelsen var informationen
Af Arne Kiilerich
Origo afholder den 16. november i år et seminar i Rødovre, hvor 3 nordiske professorer i disciplinerne informationsvidenskab, videnskabsteori og matematik vil gøre os klogere på, hvad information er for en størrelse, og hvor den findes! Findes der information i levende væsner? Må forskningen i dette emne indebære en opdatering af vores lærebøger?
Titlen rummer naturligvis en henvisning til prologen til Johannes Evangeliet og står i direkte modsætning til Darwinismen. I Darwinismen formodes informationen at blive opbygget af årmillioners tilfældigheder; at det komplekse liv på jorden er dannet af molekylers spontane komsammen.
Seminaret vil gå ud fra den stik modsatte formodning, nemlig at informationen var der fra starten som en grundlæggende forudsætning for livet.
I slutningen af juli og i begyndelsen af august blev der afholdt en international konference af Center for Extraterrestrisk Liv på Københavns Universitet. Ingeniørens ugeblad har i seneste nummer bragt en kommentar. På konferencen blev der ikke svaret endeligt på, om vi er mælkevejens eneste beboere, men der blev bakket op om den opfattelse, at simpelt liv er forholdsvist almindeligt i universet, mens intelligent liv er uhyre sjældent.
Her ville det være godt at kende definitionen på simpelt liv! Er det nogle bobler i en spand? Primitivt liv findes ikke på jorden. Alt liv, vi kender til fra naturen, er ekstremt kompliceret. Selv det liv, vi ikke opfatter som intelligent, er intelligent programmeret. Programmeret til at bygge mikromaskiner til at håndtere et stofskifte (finde brugbar energi og håndtere en forbrænding), maskiner til proteinsyntese (proteinbygning), maskiner til celledeling og DNA-kopiering og meget andet. Hvis nogen vil kalde bobler i en spand, replicerende krystal-
ler eller syntetiske molekyler for liv, er de naturligvis velkomne til det, men intet af dette kan regnes for en forløber til det DNA-kodede liv, som vi kender.
Lad det være sagt; ingen har set noget primitivt liv opstå i naturen eller fundet det noget andet sted i universet. Ingeniøren Jens Ramskov skriver i sin artikel at, ”vi endnu ikke ved præcist, hvordan livet opstod på jorden”! Præcist? Vi ved overhovedet intet, der med rimelighed kan siges at støtte ideen, om at livet er opstået af sig selv.
For 30 år siden skrev Stuart Kaufmann bogen At Home in the Universe om lovene for selvorganisering og kom-
Ingen har set primitivt liv opstå i naturen eller fundet det noget andet sted i universet.
pleksitet. Her hedder det: ”Hvem som helst der fortæller dig, at han eller hun ved, hvordan livet startede for ca. 3,45 milliarder år siden, er en nar eller en slyngel”. Siden Kaufmann skrev bogen, er der ikke sket noget væsentligt gennembrud på området. Forskerne har ikke opnået andet end at ramle hovedet ind i en mur.
På trods af den herskende konsensus, har vores tre talere i fællesskab fået indrykket flere artikler i fornemme videnskabelige tidsskrifter. Disse artikler rummer omfattende analyser af DNA databaser. Resultatet af analyserne afslører typer af information, der ikke kan siges at støtte ideen om blind evolution. Artiklerne er proppet med hardcore matematik, men bare rolig, seminaret vil henvende sig til alle, der har interesse i emnet.
Se programmet for seminaret på bagsiden af bladet.
GODT SAGT
I denne rubrik vil vi bringe citater af forskere og andre, som rammer hovedet på sømmet i kontroversen mellem evolution og Intelligent Design/skabelse. Vi giver først ordet til Dr. Lee Spetner.
”Uden en sandsynlighedsanalyse, der kan understøtte teorien, er der ganske enkelt ingen evolutionsteori. Uden en beregning, der viser, at sandsynligheden for evolutionsmodellen for livets udvikling er væsentlig, er evolutionen i virkeligheden ikke andet end fiktive fortællinger
Man må bekræfte teorien ved at vise, at der er en rimelig sandsynlighed for, at den informationsmæssige kompleksitet, vi i dag observerer, kan være fremkommet ved hjælp af tilfældige mutationer og naturlig udvælgelse. Darrwinisterne har ikke præsenteret verden for nogen beregning, der viser, at en sådan opbygning af information er rimeligt sandsynlíg. De beregninger, som er blevet foretaget, viser tværtimod, at denne sandsynlighed er ekstremt lille. I stedet for at beregne sandsynligheder på almindelig videnskabelig vis fortæller darwinisterne historier om, hvordan livets kompleksitet måske kan være opbygget; men en videnskabelig teori kan ikke baseres på ren og skær spekulation.
Darwinisterne vil måske påstå, at de har foretaget beregninger, men deres beregninger har at gøre med forhold som, hvordan en mutation udbredes i en population. De har ikke beskæftiget sig med sandsynligheden for, hvordan en tilpasningsmæssigt gavnlig mutation vil udbredes. De har ikke engang på mindste måde sandsynliggjort, at tilpasningsmæssigt gavnlige mutationer vil opstå overhovedet. Og de har slet ikke vist, at noget sådant vil forekomme gang på gang på gang, så tilpasningsgraden hele tiden øges ved forøgelse af de levende organismers kompleksitet. Det er sådanne beregninger, en knæsætning af teorien kræver, og disse beregninger er aldrig blevet fremlagt …
Når jeg tidligere har påvist, at evolutionen på ingen måde kan regnes for et faktum, er jeg blevet kritiseret for ikke at fremkomme med en alternativ, naturalistisk
teori, der på en troværdig måde kan redegøre for, hvordan livet så er opstået og har udviklet sig. ”Jamen, hvor kommer livet så fra?” spørges der. De, der spørger, vil med rette insistere på, at den alternative teori, jeg måtte fremkomme med, skal harmonere med nutidens videnskabelige metode og videnskabelige kendsgerninger.
”Ikke helt tilfældigt” af Dr. Lee Spetner . Køb den til nedsat pris (99,-) på www.skabelse.dk
Jeg indrømmer blankt, at jeg ingen alternativ teori har, men hvis den eksisterende teori ikke harmonerer med fakta, som vi kender dem, må den jo forkastes, også selv om vi ikke i øjeblikket har noget bedre at erstatte den med. Hvis den bedste forklaring, vi kan finde, ikke duer, skal vi ikke bare acceptere den i mangel af bedre.
Det kan aldrig blive noget gyldigt argument for den neodarwinistiske teori, at vi ikke har nogen bedre forklaring. Afvisningen af en teori kræver ikke, at man har noget at erstatte den med.”
Citatet er taget fra bogen ”Ikke helt tilfældigt DNA med potentiale” (Origo 2020), s. 26-27.
Origo-seminar: ”I begyndelsen var informationen”
Den 16. november 2024, Højnæsvej 60 i Rødovre
Foreløbigt program for dagen (husk tilmelding på origo@live.dk, hvis du ønsker forplejning):
10.30 Indledning v/Arne Kiilerich på vegne af Origo
10.45 Information i naturen v/professor Peter Øhrstrøm, Aalborg Universitet
11.15 Spørgsmål og samtale
11.30 Den genetisk information og andre underværker i naturen v/ professor Steinar Thorvaldsen, Universitetet i Tromsø
12.00 Spørgsmål og samtale
12.15 Frokost
13.15 Menneskets oprindelse belyst ud fra den genetiske information v/ professor Ola Hössjer, Universitetet i Stockholm
13.45 Spørgsmål og samtale
14.00 Hvad er ORIGO´s formål og planer? v/Arne Kiilerich og Origos redaktion efterfulgt af kaffe og frit samvær
