Asbjørn Lund, aktuar, master i infosystemer asbjlund@gmail.com
Steinar Thorvaldsen, professor, dr.scient. steinar.thorvaldsen@uit.no
Redaktør dette nummer: Holger Daugaard
Tryk:
Jørn Thomsen Elbo A/S
Pris i løssalg:
80 kr. (+ evt. forsendelse)
Abonnement i Danmark:
Pris: 250 kr. Tegnes på www.skabelse.dk. Abonnenter får tilsendt et girokort omkring årsskiftet eller kan tilmelde sig betalingsservice.
Intelligent design vinder frem
Dette nummer af Origo beretter endnu en gang om forskellige aspekter af debatten mellem evolution og intelligent design.
Et aspekt, som de første to artikler i bladet kredser om, er sandsynlighedsaspektet. Hvor sandsynligt er det, at livet og alle de højst komplicerede levende organismer på jorden er blevet til ved ren tilfældighed? Jeg tror, alle vil være enige i, at den nærmer sig 0. Men evolutionister hævder fremdeles, at selv om den er mikroskopisk, så er den til stede. Modsat hævder ID-tilhængere, at netop den uendeligt lille sandsynlighed er et godt argument til fordel for en intelligent designer. Hver af de to første artikler behandler sandsynligheden – eller mangel på samme – og må konkludere, at liv og levende systemer og deres komplicerede biokemiske forhold umuligt kan være blevet til af sig selv. Et andet aspekt, som til stadighed er til debat, er spørgsmålet om, hvordan evolution skal defineres. Evolutionister hævder, at evolutionen rent faktisk kan observeres – og at den ind imellem går overraskende hurtigt. Men hvad er evolution? Er tilpasning evolution? Efter ORIGOs opfattelse er svaret nej. Tilpasning og variation inden for arter er ikke det, vi forstår ved egentlig evolution. Alle kan være enige om, at dyr og planter ændrer sig over tid, hvis de bliver udsat for ændrede levevilkår. Det er tilpasning. Men evolution forudsætter nye egenskaber, nye genkombinationer, mutationer, der forbedrer levevilkår – ikke ”bare” ændringer af noget, der er der i forvejen. Evolutionister hævder, at disse mindre ændringer og tilpasninger med tiden vil føre til nye arter. Men vi har endnu til gode at se dokumentation for, at det faktisk sker. Dette aspekt berøres i et par af bladets øvrige artikler.
Et tredje aspekt er den klassiske evolutionshistorie om, at mennesker og aber har fælles forfædre. Ny forskning inden for genteknologien skaber i stigende grad problemer for denne historie, og i en artikel i bladet ser vi på netop dette. De mandlige Y-kromosomer er bemærkelsesværdigt stabile over tid, fordi de nedarves fra far til søn uden rekombination (dannelse af nye genkombinationer). Derfor er det interessant at sammenligne disse for forskellige arter, herunder menneskeaberne. Leder man efter tegn på fælles afstamning i denne henseende, bliver man imidlertid skuffet. Læs nærmere i artiklen.
I slutningen af bladet kan du læse om et vigtigt symposium, der blev afholdt i Italien i oktober 2024. Det var det første af sin art, hvor ID-forskere fra hele Europa var samlet for at styrke deres samarbejde, men næppe det sidste. Det er blot endnu et tegn på, at ID-tænkningen vinder frem.
Vi ønsker alle god læselyst!
Holger
Daugaard
Redaktør for dette nummer
Gigantisketal i det små
Af Anton Thortzen
Universet beskrives ofte med store tal, men flere dele af vores kroppe rummer tal, der let kan hamle op med de største tal i universet
Er du til tal, store tal, vanvittige tal, ubegribelige tal, så er du havnet det helt rette sted - så velkommen til. For nogle af os er det sjovt og fascinerende at lege med tal, blot det ikke handler om udregninger til selvangivelsen.
De fleste af os har spillet yatzy og måske ærgret os over hvor mange kast, der skal til for at få fem ens, men det er ren matematik: 5^6/6 (5 i sjette = 7.776, divideret med 6) = 1.296 slag. Dette gælder, hvis man slår med alle 5 terninger hver gang. I virkeligheden får man yatzy lidt oftere. Hvis du synes, statistikken begunstiger din modstander urimeligt, når du spiller Yatzy, kan jeg trøste dig med, at du ikke er alene!
Takket være mine 7 børnebørn har der været rig anledning til at besøge Lego House. De, der har besøgt Lego House, ved, at man ved at scanne sin entrebillet på vejen ud kan få en pose med 6 røde standard klodser med 8 knopper på toppen. Samtidig får man et kort med sit navn og billede af klodser på og nummeret på en kombination, man får tildelt.
Plancher på væggene i Lego House forklarer, hvor mange kombinationsmuligheder, der er. Hvis man f.eks. har 2 klodser med 8 knopper, kan de sættes sammen på 1.024 forskellige måder. Har man 4, er tallet 119.580,
og med de 6, man får, når besøget er slut, kan der laves hele 915.103.765 forskellige kombinationer. Altså en lille milliard med bare 6 klodser - spændende. Hvem havde forestillet sig det? Intuitivt fornemmer man, der ikke skal mange standard Legoklodser til, før kombinationsmulighederne bliver ”uendelige”.
Store tal i kroppen
I vores krop handler det også om store tal – virkelig store tal. Vi består af milliarder af celler – helt ”nøjagtigt” ca. 3,72x10^13 (37.200.000.000.000 eller 37,2 billioner) plus/minus nogle milliarder, som bortset fra enkelte celletyper, bl.a. hår, negle og røde blodlegemer, alle har en cellekerne med den velkendte spiralstruktur i vores DNA-streng, som består af de godt 3 milliarder ”bogstaver”. De udgør vores helt personlige kode eller instruktionsbog til, hvordan vi er konstrueret. Apropos røde blodlegemer har vi rundt regnet 25.000.000.000.000 (25 billioner), hvoraf godt 2 millioner bliver skiftet ud og erstattet af nye – om dagen?? Nej, i sekundet!! Det bliver til 175.000.000.000 nye røde blodlegemer pr. dag - der er nogle (knoglemarvens stamceller), der har travlt! Og så er vi i gang.
Hjernen
Lad os kigge på vores krops måske største mysterium, hjernen, og nogle af de tal, der knytter sig til dette
ufatteligt komplicerede og svært fascinerende kontrolcenter, der styrer alle aspekter af vores liv - bevægelse, balance, tanker, åndedræt, syn, hørelse, hukommelse, bevidsthed, evnen til at ræsonnere, smag, samvittighed (vil evolution udvikle samvittighed, hvis alt kun handler om den stærkestes overlevelse?) og ikke mindst vores sprog.
Vi kalder ofte hjernen for vores ”grå masse”, hvilket har en undertone af noget kedeligt og uinteressant, men det er helt forkert, da hjernen er det stik modsatte. Den består, afhængigt af hvor man læser, af mellem 50 og 200 milliarder celler. Lad os sige 100 milliarder celler eller 100.000.000.000 - småting. En hjernecelle, også kaldet et neuron, er ikke bare en hjernecelle, da der er ca. 3000 forskellige slags. Hjernen modtager impulser fra hver afkrog af vores krop bl.a. gennem de ca. 1 million nervetråde eller det ”fiberkabel”, vi kalder rygmarven. Men det bliver vildere endnu.
hvilke funktioner de forskellige centre i hjerne skal varetage. For ikke at tale om alle de mange andre uhyrligt komplicerede systemer, der skal være på plads, før hjernen kan fungere efter hensigten.
Hver hjernecelle eller neuron har, igen afhængigt af hvor man læser, ca. 5.000-10.000 ultrafine tråde kaldet dendritter, der udgår fra og forbinder neuronerne til hinanden i et gigantisk netværk, der består 5001000 billioner kontaktpunkter kaldet synapser - altså 500-1000.000.000.000.000 (5-10x10^14.) Det er lige så mange punkter, som der er stjerner i 5000-10000 galakser på størrelse med vores egen Mælkevej, men også mange gange flere, end vi har celler i vores krop. Det kan her nævnes, at hver synapse kan lave ca. 100 signaloverførsler/sekund!! Alt dette i en grå klump på ca. 1,4 kg med et volumen på ca. 1,3 liter!! Det, kan man vist roligt sige, er eminent gået.
Vi skal også have med, at før hjernen kan komme på plads, må visse forudsætninger være til stede. Er det hele foregået ved blind, ustyret, tilfældig evolution, må forudsætningen være, at en række usandsynligt heldige tilfælde på forhånd eller sideløbende med har fået konstrueret et kompliceret kranium med det tilhørende indvendige og geniale ophængningssystem, der fungerer som støddæmpere for at beskytte hjernen. Dertil kommer blodtilførsel til transport af ilt og næring, produktion og kontinuerlig rensning af hjernevæske inklusive afløb og regulering af denne væske, som hjernen flyder rundt i inde i kraniet, de 4 hjernehinder plus en mængde andre praktikaliteter herunder fordeling af,
Signalstoffer
Samtidig ville intet i hjernen fungere uden de altafgørende kemiske signal- eller transmitterstoffer, som f.eks. dopamin og serotonin, som du måske har hørt om. Signalstofferne, af hvilke der er mindst 100 forskellige, overfører beskeder til nabocellerne i præcise samspil i spalten mellem de mange kontaktpunker. Det foregår via myriader af sindrige kemiske ”værksteder”, receptor- og sensorsystemer, der kontinuerligt regulerer dannelse, optag og genbrug af transmitterstofferne (meget tyder på, det er ubalance i disse signalstoffer og overførslen af dem, der kan føre til neurologiske og psykiatriske lidelser). Det er mageløst koordineret, men hvordan ved signalstofferne, hvilke opgaver de skal varetage? Hvordan skal signalstofferne doseres, så signalet giver mening det rette sted? Hvor kommer den koordination fra, og hvordan skulle tilfældig evolution have haft nogen anelse om, hvordan de usandsynligt mange dendritter skulle forbindes for at fungere korrekt, eller hvad de skulle bruges til i det hele taget for ikke at tale om, hvilke signalstoffer der skulle udvikles? Man sidder med en stærk fornemmelse af, at der skal slås ufatteligt mange rene seksere med lige så mange terninger, for at det kan give nogen mening at påstå, at det alt sammen skulle være sket ved blind tilfældighed. Kan man i et tankeeksperiment forestille 5
sig, at hele konstruktionen er blevet lavet som en færdig, ikke-reducerbar, velfungerende struktur fra starten af, samt at en intelligent designer står bag? Som John Lennox har spurgt engang: ”Hvis nu hjernen virkelig blot er et produkt af en helt tilfældig og ustyret proces, hvordan kan vi så være sikre på, vi kan stole på det, den fortæller os?”
I forhold til hjernens relative størrelse kræver den en del energi, men dens mange funktioner taget i betragtning, er hjernen et dydsmønster målt på effektivitet, da den kun forbrænder ca. 10 – 11 kalorier i timen, eller hvad der svarer til ½ Mariekiks - også selvom man tænker, så det knager. Til gengæld forbruger den ca. 20% af alt vores ilt.
Evolution?
De, der tror på evolution, vil påstå, at hjernen er dannet gennem blinde, ustyrede tilfældigheder ved små
skridt ad gangen over millioner af år, hvor hvert skridt har medført en fordel, for at den naturlige selektion kunne sikre overlevelsen af det opnåede trin for til slut at ende med en fuldt funktionsduelig kompleks hjerne. Kan de, der tror på evolution, forklare os skeptikere på en pålidelig, troværdig måde og uden at ty til gæt, tro og antagelser, hvordan det skulle være sket blindt og helt tilfældigt samt hvilke specifikke mekanismer, der ligger bag? Kan en kapsel, man finder på skovstien, have lavet sig selv ved en tilfældighed? Kan vores komplicerede hjerne? Hvad tænker du?
Vi er ved vejs ende, men kan det overhovedet blive vildere? Ja, det kan, og det kigger vi på en anden god gang. Det bliver både sjovt og naturligvis – du gættede det – fuldstændig vildt.
Referencer:
Annals of Human Biology, November-December 2013, Vol. 40, No. 6: s. 463-471
Findes der en uendelig mængde universer, et ’Multivers’? Eller findes der efter alt at dømme kun det, vi kender, som synes finindstillet til at huse liv?
llustreret Videnskab bragte i november 2024 et specialnummer med årets største nyheder. Herunder en artikel på side 65 med denne overskrift: ”Nye universer bobler op konstant.”
Og nej. Det er ikke en overskrift fra Ekstrabladet. Så vi burde vel kunne regne med en vis portion evidens for denne exceptionelle nyhed ??
I artiklen finder vi omtale af noget, der næppe er nogen nyhed. Nemlig at vores univers, og dermed vores klode, er finindstillet til liv i en grad, der udtrykker et ”usandsynligt held” (artiklens side 62).
I debatten om Intelligent Design bliver vi af evolutionens fortalere konstant blevet belært om, at videnskab i modsætning til Intelligent Design er baseret på evidens. Dette medfører, at man ikke må tro på en skaber eller noget andet intelligent ophav - men man må åbenbart gerne tro på julemanden, som artiklen indirekte lægger op til:
Det hedder sig, at ”lykken står den kække bi” – men hvor heldig har man lov til at være?
Ifølge artiklen (side 62): ”Vores univers ser med andre ord ud, som om det var ’skabt’ med netop det formål at gøres vores eksistens mulig”. Men det er altså bare et usandsynligt held?
Her skal man naturligvis lægge mærke til vendingen
”ser ud som om det var skabt”. Man skulle jo nødig gå hen og få den ide, at universet i virkeligheden er noget, der er skabt! Hvordan håndteres så problemet, at vi nærmest er heldigere, end vi har lov til at være? Det gør vi ved at antage, at der findes så mange universer, at et af dem må have udtrukket det heldige nummer, som det iillustreres med et billede af en lottokupon.
At held er et element i moderne naturalistisk videnskab er heller ingen nyhed. Vores gener har den suverænt heldige kombination, at de kan kode for ”specialtunede” funktionelle proteiner. Dette bliver generelt også tilskrevet heldige tilfældigheder. Og disse eventyrlige held skal indtræffe i tusindvis for at kunne drive evolutionen!
Foreløbigt har ingen iagttaget spontan dannelse af nye proteiner, ligesom man ikke har iagttaget dannelsen af et eneste univers. Vi har et bestående univers, vi kan iagttage. De resterende millioner af universer eksisterer foreløbigt kun i fantasiens grænseløse verden.
I det hele taget er det et spekulativt vildskud at bruge statistik eller sandsynlighedsregning for at nå frem til et realistisk bud på antallet af universer. Vi kan ikke lave en statistik med det ene univers, vi kender, og vi kan heller ikke regne baglæns ud fra størrelsen af et held, som er uberegneligt, og som ret beset er et uvidenskabeligt begreb.
Selvom det er ilde hørt, så er den mest logiske forklaring fremdeles, at livet er detaljeret udtænkt, og at universet (et stk.) tilsyneladende er skruet sammen med det formål at muliggøre livet på jorden.
Artiklen i Illustreret Videnskab
Dumboblæksprutten
Guds under i det dybeste dyb
Af James J.S. Johnson, lektor ved Institute for Creation Research
Blæksprutter kan leve på utrolige 7 kilometers dybde i havet. Hvor har de denne evne fra?
Allerede for 3.000 år siden fremgår det af Bibelen, at ”de så Herrens gerninger og hans undere på havdybet” (Sal 107,24). I 2020 blev denne sandhed understreget ved den dokumenterede observation af en superdybhavsblæksprutte – på 7 kilometers dybde. Denne den dybeste observation nogensinde af en blæk-
sprutten, Dr. Alan Jamieson, regnes for en pioner i udforskningen af havets dyb ved hjælp af en form for ’landingsfartøjer’. Disse er instrumenterede rammer, der kastes over bord fra forskningsskibe. De lander nede på havbunden og registrerer, hvad der passerer forbi. Dr. Jamiesons udstyr filmede to blæksprutter – én på en dybde af 5.760 meter og en anden på 6.957 meter. De enkelte dyr var 43 cm og 35 cm lange.
Blækspruttefragmenter og æg er tidligere blevet fundet på meget store dybder, men før denne opdagelse var den hidtil dybeste pålidelige observation 5.145 m nede. Det var et sort/hvidt foto af et dyr taget for 50 år siden i Caribien.
sprutte er gjort af kameraer på bunden af Det Indiske Ocean. Dyret blev set 7 km nede i Javagraven - næsten 2 km dybere end den hidtidige rekord.
Den tekniske rapport – hvor dyret kaldes en ”Dumboblæksprutte” – om denne forbløffende opdagelse blev i 2020 offentliggjort i tidsskriftet Marine Biology i en artikel af havbiologerne Dr. Alan Jamieson (Newcastle University) og Dr. Michael Vecchione (Virginia Institute of Marine Science).
Men hvordan fik disse havbiologer billeder af en ”Dumboblæksprutte” på bunden af Det Indiske Oceans 7 kilometer dybe Java-grav?
En af forskerne bag identifikationen af Dumboblæk-
Blæksprutter anses normalt ikke for at være karakteristiske for den bundlevende fauna på dybder over 6000 meter. Tidligere fotografiske beviser har placeret den dybeste blæksprutte på 5.145 meter, men lejlighedsvise trawlprøver har antydet, at de kan være til stede i op til 8 kilometers dybde. Uoverensstemmelserne mellem de to tal har betydet, at den maksimale dybde for blæksprutter ikke er fastlagt.
Verdenshavene har mange dybe steder, hvor man tidligere antog, at sådanne dyr ikke kunne leve. Den nye opdagelse viser, at nogle blæksprutter er langt bedre i stand til at overleve Jordens havdybder, end man hidtil har troet.
I denne undersøgelse er der tale om utvetydige observationer af en blæksprutte på dybder over 6 km. Individer af blæksprutteslægten Grimpoteuthis sp. blev observeret på både 5.760 og 6.957 meters dybde i Det Indiske Ocean. Disse observationer udvider det kendte maksimale dybdeinterval for blæksprutter med 1.812 m og øger det potentielle habitat for blæksprutter fra 75 til 99 % af det globale havområde.
Evolutionister taler blot i vage vendinger om, hvordan sådanne skabninger på en eller anden måde ”udvikler nødvendige tilpasninger” – som om blot det at bruge disse ord kan forklare dette fænomen. Men disse blæksprutters evne til at overleve på så utrolige dybder med et ufatteligt højt tryk kan næppe forklares tilstrækkeligt uden Guds forsyns bioteknologi.
Som Dr. Jamieson siger: ”De ville være nødt til at gøre noget smart inde i deres celler. Hvis du forestiller dig, at en celle er som en ballon, vil den kollapse under pres. Så det vil kræve noget smart biokemi for at sikre, at den bevarer sin form Alle de tilpasninger, der er brug for for at leve under pres, er på celleniveau.”
Virkelig smart biokemi!
Men det er ikke første gang, at der er blevet rapporteret om forbløffende træk ved blæksprutter.
Tænk f.eks. på de blækspruttearter, som efterligner deres omgivelser - eller efterligner et andet havdyrs udseende.
”Den mimiske blækspruttes ... unikke og veltilpassede funktioner, herunder længden af dens tentakler, de små muskler i dens hud, de specielle farvegenererende hudceller og forbundne nerver, de tilhørende kognitive bearbejdningsprogrammer, der bruges til at koordinere alle disse funktioner, og instinktet til at efterligne specifikke væsener – synes at være sat på plads af en designer.”
designet med specielle proteiner kaldet reflektiner, der er lige så smukke at betragte, som de er fantastiske i deres funktion. Biofotoniske (elektromagnetiske strålingssystemer) strukturer i bobtail-blæksprutten giver den evnen til faktisk at kontrollere, hvordan den reflekterer det sollys, der rammer dens krop.
Mange zoologer anser blæksprutter for at være den mest intelligente hvirvelløse dyreart, hvilket er noget af et problem set fra et evolutionært perspektiv. Evolutionister mener, at intelligens udvikler sig gennem sociale interaktioner og lang levetid. Men blæksprutter er blæksprutter. De har ikke en kompleks social struktur og lever kun omkring et år. Hvordan blev blæksprutter da så intelligente? Derudover har disse dyr en slags visuel ”superkraft”, idet de kan ”se” information i lysbølger, som vi mennesker ikke kan. Nogle gange kan elektriske felter, som lys er sammensat af, fortrinsvis blive justeret i en bestemt retning, et fænomen kaldet polarisation. Blæksprutter er designet til at fornemme, når retningen af polariseret lys ændres. Andre dyr har polariseret syn, men blækspruttens ser ud til at være det bedste. Blæksprutten ser ’i høj opløsning’.
Tænk også på blæksprutter, der kan ”tænde” for deres camouflagemønstre og farver, så de passer ind i deres umiddelbare omgivelser.
Forestil dig at have hud, der kan efterligne dine omgivelser eller endda gøre dig usynlig. Den hawaiianske bobtail-blæksprutte (Euprymna scolopes) i det centrale Stillehav har netop sådan en forbløffende evne. Den er
Artiklen er taget fra ”ICR News” (www.icr.org) og oversat og bearbejdet af Holger Daugaard og Helge Hoffmann.
Rapporten, Johnson omtaler, er: “On the Dumbo octopi discovery in the Indian Ocean’s Java Trench” af Jamieson, A. J., and M. Vecchione (2020). First In Situ Observation of Cephalopoda at Hadal Depths (Octopoda: Opisthoteuthidae: Grimpoteuthis sp.). Marine Biology. 167: 82.
Bakterieresistens Et eksempel på evolution?
Af Arne Killerich
Bakterier kan udvikle resistens over for antibiotika. Det betyder imidlertid ikke, at evolution har skabt nye og bedre bakterier.
De anonyme milliarder
Bakterier er verdensrekordholdere i mængde og antal generationer sammenlignet med andre autonome organismer. De ældste påstås at kunne spores ca. 3½ milliarder år tilbage i tid. Bakterier formerer sig ukønnet. Dvs. at nulevende bakterier stammer i lige linje fra de første bakterier. Hvordan er det gået til, at de ikke for længst er gået til grunde på grund af nedarvede defekter? Forklaringen er den, at bakterier kan låne (eller stjæle) DNA af hinanden. De har således en form for tilgang til hele genpuljen og kan på den måde opstøve sunde gener.
Sex
For større dyrs vedkommende er det en ganske anden historie. De formerer sig typisk kønnet og har kun begrænset adgang til den fælles genpulje. Dog kan de hele tiden få fat i sunde gener, hvis indavl undgås. Kønnet formering er ikke kun en hyggelig opfindelse, men en bydende nødvendighed, og man skal helst få afkom med et individ uden for den nærmeste slægt. Derved er der mulighed for, at den samme arvelige sygdom ikke findes hos begge forældre, og næste generation har på den måde mulighed for at vælge de bedste gener, der er modtaget fra den ene af forældrene. Blot
kan vi ikke som bakterien hente gener hos naboen uden seksuel aktivitet.
Ulemper ved at være tyndhudet
Bakterier er nogle af vores bedste venner. Uden dem var vi ikke engang i stand til at fordøje vores føde. Men
når de finder vej til steder i vores organisme, hvor de ikke bør være, bliver de til vores fjender og skal bekæmpes, eventuelt ved hjælp af antibiotika, herunder penicillin. Antibiotika virker ved at beskadige eller hæmme væksten af bakteriens membran. En bakterie har ikke elefanthud, men er omgivet af en tynd membran, som er forudsætningen for, at den kan eksistere. Problemet er, at bakterierne går til modangreb, når de udsættes for antibiotika, og kan blive mere eller mindre resistente ved at ændre facon, så medicinen ikke kan sætte sig fast på overfladen, eller ved at sparke medicinen ud, hvis den er trængt ind i bakteriecellen. Nogle bakterier kan endda producere enzymer, der ødelægger medicinen.
Bakterier kan udveksle DNA med deres artsfæller
Intet nyt under solen
Er bakterieresistens noget, der er opstået, efter at mennesker er begyndt at bruge penicillin og anden antibiotika? Absolut nej! De stoffer, der skader bakterierne, har formentlig altid været til stede i naturen. Det samme gælder de værktøjer, bakterierne forsvarer sig med og/eller bekæmper hinanden med. Nogle værktøjer findes latent i såkaldte kryptogener, der normalt er inaktive, men som aktiveres epigenetisk ved påvirkning fra antibiotika *). Blot er det sådan, at mængden af resistente bakterier kraftigt forøges, når vi går til angreb på dem med antibiotika. Dette er matematisk forudsigeligt - men ikke så heldigt set med vores øjne. Skomager, bliv ved din læst!
Og så til spørgsmålet. Er dette evolution? Næppe. Når bakterien ”låner” gamle værktøjer til antibiotikabekæmpelse hos naboen, er det naturligvis ikke evolution – men genbrug.
Noget helt andet er det, når mutationer bidrager til antibiotikabekæmpelsen. Dvs. spontane genetiske ændringer, der virker beskyttende, når bakterien er under angreb. Nu er det blot sådan, at mutationer sjældent melder sig uden omkostninger. De bidrager med en overlevelsesfordel, så længe antibiotikaangrebet står på, dvs. med en fordel over for den oprindelige bakterie (genotypen).
Når angrebet er ovre (set fra bakteriens perspektiv), opformeres den oprindelige bakterie igen og overtager arenaen, da den under ”normale” omstændigheder er den mest livskraftige **).
Bakterier har været bakterier, så længe der har været liv på kloden
Bakterien fortsætter med at være bakterie - og tak for det. Den er hverken ved at blive til en helleflynder eller en gedebuk - eller noget lidt mere beskedent. Naturen ville klare sig fremragende uden mennesker, men ikke uden bakterier. Uden disse bakterielle nedbrydere ville livet på jorden hurtigt kvæles i ubrugelig biomasse.
Der er ofte refereret til antibiotikaresistens som et eksempel på evolution i en petriskål. Men såkaldt ”horisontal genoverførsel” er genbrug og ikke nyskabelse og leverer heller ikke en forklaring på oprindelsen af disse gener.
Mutationer resulterer som regel i beskadigelse af oprindelige cellesystemer, herunder funktionen af membranproteiner (poriner), regulerende systemer, enzymaktivitet og proteinbinding. Uagtet at mutationer kan medføre en midlertidig udvælgelsesmæssig fordel, er det i længden næppe en fordel for bakterien, der typisk vender tilbage til genotypen, når den ikke længere er under angreb.
Evolution? Næppe! Og vi ved heller ikke, om den samlede genpulje for bakterierne overhovedet er blevet rigere eller fattigere.
*) Dr. Lee Spetner: Ikke helt tilfældigt? (Origo 2020), s.58.
**) Eksempler på ”fitness cost” i forbindelse med antibiotikaresistens kan findes i speciallitteraturen og vil være for omfattende at medtage i nærværende artikel.
Til nærværende artikel er der hentet inspiration fra en artikel af Kevin Anderson, Ph.D, seruminstituttet og en række andre publikationer på internettet f.x. genesis.nu og biologividen.dk
Y-kromosomer og abe-menneske-evolution
Af Jeoffrey Tomkins
Nye DNA-teknologier, anvendt på Ykromosomer, udfordrer ideen om, at mennesker og menneskeaber er tæt beslægtet
DNA-sekventeringsteknologier har udviklet sig hurtigt i løbet af de sidste årtier og giver nu endelig mulighed for at analysere pattedyrkromosomer fra ende til anden. Tidligere har mange dele af menneskelige og abegenomer været meget vanskelige at dechifrere fuldt ud, fordi ældre DNA-teknologier var begrænset til kun at afdække meget korte stykker af DNA. Det forringede deres anvendelighed til fuldt ud at afkode lange, komplekse og gentagne DNA-segmenter. Imidlertid er nye detaljerede DNA-sekventeringsteknologier i stand til fuldstændigt at gennemlæse og sammenholde disse lange og vanskelige kromosomale segmenter. De nye data viser sig at være dårlige nyheder for konventionelle teorier om menneske-abe-evolution.
Nye undersøgelser af Y-kromosomer
I en ny undersøgelse har en stor gruppe forskere pro-
og orangutang).1 Forskerne inkluderede også et gibbon Y-kromosom som eksempel på en afvigende primatgruppe. Da det nye chimpanse Y-kromosom blev sammenlignet med det menneskelige Y-kromosom, var der kun 26% lighed! Da Y-kromosomet er det mest konstante og stabile kromosom i pattedyrsgenomet, fordi
Det menneskelige Y-kromosom er lige så forskelligt fra chimpansens, som de andre menneskelige kromosomer er forskellige fra en kyllings!
det ikke rekombineres med et homologt kromosom, bør det være mindre udviklet end de andre. Men i stedet for at være mest ens er menneskets Y-kromosom det mest forskellige fra chimpansens, sammenlignet med de andre kromosomer. Disse data peger direkte på, at mennesker er genetisk unikke, og afliver hele myten om menneske-abe-evolutionen.
DNA-streng
Foto: Pixabay
duceret komplette DNA-sekvenser af Y-kromosomet for mennesker og for de store aber (chimpanse, gorilla
Interessant nok blev der rapporteret en undersøgelse i 2010, hvor de store, gen-rige regioner i chimpansens Y-kromosom blev sammenlignet med deres menneskelige sidestykker.2 Denne undersøgelse viste, at kun 50% af de menneskelige gener havde deres påståede modstykker i chimpansegener, og at de regioner, der havde en vis lighed, var placeret i helt forskellige mønstre. Denne enorme evolutionære uoverensstemmelse fik forskerne til at sige: ”Ved anslået 6 millioner års adskillelse er forskellen i MSY-genindhold hos chimpanser og mennesker faktisk mere sammenlignelig med forskellen i autosomalt genindhold i kylling og menneske med anslået 310 millioner års adskillelse.”3 Med andre ord er det menneskelige Y-kromosom
lige så forskelligt fra chimpansens, som de andre af menneskets kromosomer er forskellige fra en kyllings!
Menneskeabernes Y-kromosomer er forskellige
En anden meget interessant vinkel, der kom ud af den nye 2023-rapport, er, at hvert stort abe Y-kromosom var unikt i forhold til andre abearter. For eksempel var chimpansers, sammenlignet med gorillas og orangutangs kun henholdsvis 19,8% og 21,1% ens.4 Gorilla sammenlignet med menneske var kun 25,1% ens, og orangutang sammenlignet med menneske var kun 23,1% ens. Som helhed blev ikke kun menneskeabe-evolution afvist, men også en formodet evolutionær forbindelse mellem abearterne.
Konklusion
Ud fra en skabelsesbaseret fortolkning af disse nye data er det helt klart, at resultaterne fuldt ud understøtter den bibelske påstand om, at mennesker er skabt unikt i Guds billede og ikke har udviklet sig fra en abelignende forfader. Des-
Referencer
uden understøtter disse data også ideen om, at hver skabt type blev skabt af Gud efter deres arter. Med andre ord er chimpanser, gorillaer og orangutanger hver især unikke abearter, hvilket giver perfekt mening, da ingen af dem kan krydses indbyrdes, og hver har sit eget sæt unikke biologiske og anatomiske træk. Endnu en gang bekræfter videnskaben en unik skabelse og afviser evolutionen.
1. Malova, K. D. et al. 2023. ”The Complete Sequence and Comparative Analysis of Ape Sex Chromosomes.” bioRxiv preprint. Posted on biorxiv.org December 1, 2023. doi: https://doi.org/10.1101/2023.11.30.569198.
2. Tomkins, J. and B. Thomas. 2010. ”New Chromosome Research Undermines Human-Chimp Similarity Claims.” Acts & Facts 39 (4): 4–5.
3. Hughes, J. F. et al. 2010. ”Chimpanzee and human Y chromosomes are remarkably divergent in structure gene content.” Nature. 463 (7280): 536–539.
4. To forskellige orangutanger orangutanger fra Borneo og orangutanger fra Sumatra blev sekventeret. Chimpansens Y-kromosom var ved sammenligning hhv. 30.8% og 21.1% identisk med orangutangernes. Tog man udgangspunkt i orangutangernes y-kromosomer og sammenholdt dem med chimpansens var de hhv. 40.6% and 40.1% identiske med chimpansens.
Dr. Tomkins er forsker ved Institute for Creation Research med Ph.D. i genetik fra Clemson University. Artiklen er taget fra ICR Institutes hjemmeside, 4. januar 2024 og oversat og bearbejdet af Holger Daugaard.
Foto: Pixabay
Evolution her og nu
Af Daniel Witt
Evolution sker nogle gange hurtigt, men spørgsmålet er, om det er evolution eller blot tilpasning
Vanskeligheden ved at benægte evolutionen er, at det synes at finde sted overalt omkring os. Jeg mener, se bare – hver anden uge eller deromkring forkynder pressemeddelelser eller nyhedsartikler, at forskere har observeret 'evolution her og nu'.
Selv om disse nyheder ofte ikke nævner, at der er en debat om evolution, tjener de et vigtigt retorisk formål i debatten. Når alt kommer til alt, er den største udfordring for Darwins teori, at den måske ikke fungerer i teorien – matematikken ser ikke ud til at stemme. En måde at tackle de teoretiske problemer på er simpelthen at omgå dem helt: "Måske ser det ikke ud til, at evolutionen kan fungere – men se, det sker lige for øjnene af dig!"
Og det er sandt – utallige eksperimenter viser evolution i realtid. Problemet er, at 'evolution' i sig selv ikke rigtig er problemet i evolutionsdebatten. Enhver, der ved noget om biologi (og de fleste, der ikke gør), tror på evolution i en eller anden forstand af ordet. Når alt kommer til alt, var Darwin ikke den første til at bemærke, at der findes variationer i befolkningen, eller at børn kan være anderledes end deres forældre, eller at
nogle af disse variationer giver overlevelsesfordele, mens andre er skadelige. Det store spørgsmål er, om disse faktorer alene kan drive konstruktionen af nye komplekse systemer af indbyrdes forbundne dele, altså fremkomsten af nye livsformer.
Eksempler
Med det i tankerne, lad os så se på nogle af de seneste 'evolution her og nu'-påstande og se, om nogen af dem rent faktisk har relevans for evolutionsdebatten.
1. At udvikle sig til at være normal (i de høje bjerge). Et nyligt tilfælde af 'Evolution i aktion' kommer fra et studie af kvinder i Tibet. En nyhedsartikel proklamerer dramatisk: "Mennesker udvikler sig lige for øjnene af os på det tibetanske plateau." Men hvad er så de nye træk ved disse menneskers udvikling? Er de på vej til at blive en fremmed art?
Ifølge undersøgelsen er tibetanske kvinder i gennemsnit bedre i stand til at håndtere store højder end kvinder med anden etnisk baggrund, fordi de har usædvanlig høje hæmoglobinniveauer i deres blod. For høje hæmoglobinniveauer gør blodet mere tyktflydende og hæmmer cirkulationen, og ingen kvinder i undersøgelsen havde for høje hæmoglobinniveauer. Med andre ord var der et tab af variation i befolkningen, da træk, der notmalt forårsagede problemer, blev elimineret af det barske miljø. Undersøgelsen fandt også, at tibetanske kvinder med træk, der fremmede blodcirkulationen (en bred venstre ventrikel i hjertet osv.) ,var i stand til at få flere levendefødte børn end tibetanske kvinder med dårligere cirkulation. Grundlæggende viser studiet, at hårde miljøer kan luge ud i det, der er uegnet –hvilket ikke ligefrem er en kontroversiel idé. Undersøgelsen beviser måske 'evolution' i ordets brede forstand, men dybest set er der blot tale om tilpasning inden for en art.
2. Vigtigheden af noget præ-eksisterende.
Et andet eksempel på såkaldt "evolution her og nu"
finder vi i en pressemeddelelse fra 2020 fra universitetet i Wien, der meddeler, at paraklamydiabakterier kan tilpasse sig deres vært for at blive mere smitsomme. Så hvordan tilpasser de sig? Ifølge undersøgelsen tilpassede befolkningen sig stort set ved hjælp af nogle gener, der allerede var der og blev videregivet mere end andre gener, der også allerede var der: "Stående genetisk variation i de første forfædres population – grundlæggerens klamydia- og amøbepopulationer, hvorfra begge regimer blev indledt – syntes at være særlig vigtig for de observerede evolutionære ændringer." Jeg er enig i, at det er forventeligt.
3. At udvikle sig til en baby. Jeg benægter selvfølgelig ikke, at der sker nye mutationer. Nogle gange opstår der ved en tilfældig fejl en virkelig ny genetisk sekvens, og andre gange er ændringen adaptiv. Komplekse systemer er dog ikke bygget på denne måde. En artikel fra 2016 i Science pralede med: "Mange mennesker tror, at evolution kræver tusinder eller millioner af år, men biologer ved, at det kan ske hurtigt. Nu, takket være den genomiske revolution, kan forskere faktisk spore genetiske skift på populationsniveau og markere evolution i aktion - og de gør dette i mennesker." ... Men du kan sikkert gætte, hvilken type ændringer der nævnes: Laktosetolerance, blå øjne, blondt hår osv. Disse er mindre variationer i komplekse systemer, ikke konstruktionen af nye komplekse systemer.
Laktoseintolerence
Et særligt ironisk eksempel er laktosetolerance. Babyer indtager meget laktose i modermælken, men menne-
skekroppe er programmeret til at slukke for den funktion, efter at vi er holdt op med at amme - eller det var tilfældet, indtil nogle mennesker begyndte at pleje deres medskabninger. Så ifølge den klassiske historie blev laktose 'valgt til’, og laktoseforarbejdningsanlæggene blev aldrig lukket ned. Michael Behe har sammenlignet denne tilpasning med "en lille skrue, der falder ud af din bil og gør nødbremsen ubrugelig." Forekomsten af laktosetolerance viser ikke evolution i aktion, der tilfører nogle komplekse, nye ting - det viser, at vi blev evige babyer, da vi lærte, at nogle store, stumme dyr (køer) ville lade os pleje dem. Når du hører om evolution i aktion, kan du være sikker på, at der ikke er tale om noget, der opbygger en ny struktur, men kun om justeringer i en eksisterende struktur, der i nogle tilfælde kan give visse kortsigtede fordele.
4. Det samme, men større.
Selvfølgelig er nogle evolutionære ændringer mere dramatiske - men kun overfladisk. For eksempel har en artikel fra april 2024 af Dr. Tyrone Lavery ved University of Melbourne observeret et "evolutionært fæno-
men, der sker hurtigt" – afstamninger af store flagermus, der udvikler sig fra mindre flagermus flere gange på tværs af Salomonøerne. Nogle karakteristika er dramatiske, men indikerer ikke en stigning i kompleksitet eller en fundamentalt ny struktur. Og igen er fundamentalt nye komplekse strukturer kernen i diskussionen.
5. Sådan laver du ting i en fart – uden Gud
En anden rapport fra University of Konstanz i 2021 hævder, at forskere fandt det genetiske aftryk af "den overraskende hurtige overgang fra encellet til flercellet liv." Hurtigheden er dog mindre overraskende, efter at forfatterne har præciseret, at det, der blev observeret, faktisk var bevis for det 'første skridt' mod flercellethed. Det første skridt? Voks i klumper. Det viser sig, at der er en mutation i encellede alger, som får dem til at klumpe sig sammen. Det er som at lægge tusind identiske skruer i en bunke og sige, at du har nået det første skridt til at lave en bil. Det kan være sandt, men de senere trin - at smelte skruerne ned og smede dem i mere specialiserede stykker og derefter samle dem ordentligt - vil sandsynligvis være langt vanskeligere.
I bogen ”Ikke helt tilfældigt” argumenterer Lee Spetner for, at evolution ’her og nu’ skyldes indbyggede variationsmuligheder i den enkelte organismers genom.
6. Selv Darwin undervurderede evolutionens kraft!
Et link til en artikel i The Guardian fra juli sidste år har titlen "Biolog Rosemary Grant: 'Evolution sker meget hurtigere, end Darwin troede'." Implikationen er selvfølgelig, at i modsætning til påstanden om, at Darwin overvurderede evolutionens kraft, undervurderede han den faktisk. Men hvilke beviser henviser Dr. Grant til? Tja, det gennemsnitlige næb og kropsstørrelse for en finke ændrede sig som følge af tørke hurtigere end Darwin havde forestillet sig. Igen kan man tage dette som et bevis på, at ’evolution’ finder sted – men det beviser ikke, at den har kreative kræfter.
Konklusion
Afslutningsvis - hvad er dommen? Som vi fastslog, skal en observation vise evolutionens konstruktive kraft, for at den kan yde et meningsfuldt bidrag til debatten om evolution, fordi det er det aspekt af evolutionen, der debatteres. Men ovennævnte observationer viser ikke dette. I stedet falder de i tre kategorier: (1) træk, der allerede var til stede i populationen, (2) træk, der allerede var til stede i genomet, men som ikke var udtrykt, og (3) reelle nyheder, der dog ikke øgede organismens kompleksitet.
Daniel Witt er forfatter og ESL-lærer (engelsk-andetsprog). Han dimitterede i 2018 fra University of North Texas sum laude med en BA i historie og en BS i økologi. Artiklen er taget fra hjemmesiden evolution.news og oversat af Helge Hoffmann
Dinosaurer og fugle
Af Helge Hoffmann
Palæontologer har i talrige tilfælde fundet fossiler af fugle i geologiske lag med fossiler af dinosaurer.
Ifølge evolutionens fortalere har fugle udviklet sig fra dinosaurer gennem årmillioners evolution.
For at afprøve denne teori besøgte Dr. Carl Werner 60 naturhistoriske museer og ti fossiludgravninger i forskellige lande. Af hans samtaler med palæontologer de forskellige steder fremgik det, at fossiler af moderne fugle i talrige tilfælde var blevet fundet i de samme lag, som man havde fundet fossiler af dinosaurer. Der var således blevet fundet så forskellige fugle som papegøjer, pingviner, ugler, klirer, albatrosser, flamingoer, lommer og ænder i lag fra kridttiden.
På de naturhistoriske museer havde man imidlertid kun udstillet dinosaurfossilerne og ikke fuglefossilerne. Som Dr. Werner påpeger, er dette vildledende: ”Museerne udstiller ikke disse fossiler af moderne fugle Det er fejlagtigt. I virkeligheden burde man sammen med enhver Tyranosaurus Rex eller Triceratops også udstille ænder, lommer, flamingoer eller nogen af de andre fugle, man har fundet i de samme lag som dinosaurerne.”
Når man ikke tager fuglene med i udstillingerne, er det sandsynligvis fordi, disse fund synes at modsige den evolutionære fortælling. Hvis fugle virkelig havde udviklet sig fra dinosaurer gennem årmillioners evolution, ville fossiler af dinosaurer og fossiler af fugle være adskilt i de geologiske lag, så fuglene blev fundet i højere lag end dinosaurerne.
Fejlen skyldes dog ikke nødvendigvis ond vilje fra forskernes side.
Som Phil Currie, professor i palæontologi ved University of Alberta, siger: ”Meget ofte vil ens
forestilling om, hvordan tingene burde hænge sammen ... påvirke dit sind, så dine åbne øjne i virkeligheden ikke er helt åbne; så du overser noget, som ville føre dig i en helt anden retning.”
Den evolutionære palæontolog Dr. Bill Clemens fortalte Dr. Werner, at mange af fuglefossilerne var blevet opdaget, da nogle forskere direkte begyndte at lede efter moderne dyr i kridttidslag for at teste teorien, om at et meteornedslag i kridttiden havde udslettet dinosaurerne. Hvem ved, hvad der ville åbenbare sig, hvis andre forskere begyndte at søge efter moderne dyr i andre af de ældste geologiske lag?
Disse fund er i hvert fald langt fra de eneste fund af fossiler – og sågar også forarbejdede ting – i geologiske lag, hvor de ifølge evolutionslæren ikke hører hjemme. Mere herom i en kommende artikel.
Kilde:
Don Batten: ”Modern Birds Found With Dinosaurs” i Creation 34 (3): 48-50, juli 2012
Synergier hele vejen ned?
Af Daniel Witt
En kritisk kommentar til Peter Cornings påstand, om at synergi kan erstatte design som forklaring på livets mangfoldighed
Ved begyndelsen af det 21. århundrede blev der udgivet flere værker, der udfordrede det teoretiske grundlag for Darwins teori, især Darwins Black Box (1996) af Michael Behe og The Design Inference (1998) og No Free Lunch (2001) af William Dembski. Bøgerne blev generelt ignoreret eller foragtet i det evolutionsbiologiske samfund. Men omkring det tidspunkt begyndte man (uden tvivl ved en tilfældig ironi) at søge efter en 'stor forenet teori' om evolution, som ville give 'et enkelt princip eller et lille sæt principper' til at forklare livets tendens til at blive mere komplekst.
Naturligvis bør "naturlig selektion og tilfældig variation" være det ene princip. Men uofficielt var Darwins samlende teori blevet anset for at være utilstrækkelig, og jagten var gået ind på noget, der rent faktisk virkede.
Evolutionsbiologen Peter Corning ser ud til at være ret irriteret over denne søgning. Efter at have givet et resumé af tingenes tilstand (inklusive citaterne ovenfor), skriver Corning, at en sådan samlende teori allerede eksisterer, og at han opfandt den. Det blev foreslået for årtier siden i hans bog fra 1983 The Synergism Hypothesis: A Theory of Progressive Evolution. Sådan forklarer Corning sin teori: "Synergistisk selektion refererer til de mange sammenhænge i naturen, hvor to eller flere gener/genomer/individer har en fælles skæbne; Deres kombinerede virkninger er funktionelt afhængige af hinanden... Selvom det kan virke som baglæns logik, er tesen, at funktionel synergi er årsagen til samarbejde og kompleksitet i levende systemer, ikke omvendt."
Ideen er, at allerede eksisterende systemer kombineres for at skabe mere komplekse systemer, og helheden er større end summen af dens dele. Eksempler på synergier, som Corning nævner, omfatter: selvreplikerende molekyler indesluttet i cellevægge; kromosomer, der
forbinder de selvreplikerende molekyler sammen relationelt; den genetiske kode, der forbinder RNA, DNA og proteiner; eukaryoter skabt ved absorption af en prokaryot til en anden; flercellethed; seksuel reproduktion; Kejserpingviner, der klemmer sig sammen for at få varme.
Fremsynethed eller synergi? Hvis du undersøger denne liste, vil du måske bemærke noget. De fleste af eksemplerne bruges af ID-tilhængere, men med et andet formål – at pege på princippet om planlægning eller fremsyn i levende systemer. Når et system kræver mange komplekse interagerende dele for at fungere, kan dette
ikke forklares med mindre innovationer, der opbygges over tid, undtagen måske ved et sindssygt heldigt tilfælde. Et andet princip end Darwins mekanisme er nødvendigt, og det princip er design.
Eller måske er det ikke. Måske er det 'synergi'?
Corning mener, at dette princip forklarer den komplekse indbyrdes afhængighed af levende systemer uden behov for en designer. Han ser sin model som en darwinistisk teori. Det er ikke sådan, at darwinismen behøvede at blive erstattet: den manglede bare én ingrediens, og synergi er den ingrediens. Ja eller nej? Ingen af svarene hjælper darwinistisk evolution meget. Hvis svaret er ja, så er det virkelig bemærkelsesværdigt, og i sig selv kræver det intelligent design, da alle de sædvanlige designargumenter ville gælde for dette utvivlsomt kom-
plekse (men tilsyneladende skjulte) molekylære intellekt. Hvis svaret er nej, har Corning ikke gjort andet end at beskrive situationen. Han har ikke forklaret den. JaRNA, DNA, proteiner og cellemembraner arbejder sammen i smuk synkronisering for at skabe et system, der er større end summen af dets dele - alt sammen udmærket, men hvordan er det opstået?
Uden forudseenhed, hvorfor skulle to komplekse, kompatible systemer så sidde der, færdige, og vente på at blive kombineret på indviklede måder for at danne noget større? Der er ingen implicit forklaring i naturlovene på , hvorfor de skulle gøre det. Og chancerne for, at det sker tilfældigt, gennem en enkelt tilfældig variation ad gangen, er sandsynligvis ikke bedre end oddsene for at bygge hele systemet på den måde. Hvis systemerne på den anden side ikke er designet til at være kompatible, hvordan ville de så fungere sammen? Hvordan kunne evolutionen udføre de nødvendige tilfældige tricks, i et enormt antal, uden at ødelægge funktionaliteten af et eller begge systemer?
Hvis du tvivler på vanskeligheden ved dette, så tag et par menneskeskabte maskiner og prøv at kombinere dem og bevare deres funktion i alle faser af processen. Det er ikke let, selvom du bruger intelligent design til at gøre det – medmindre de to maskiner bevidst er designet til at være kompatible. Det sjove er, at dette er standardargumenterne for intelligent design i biologi. Corning påpeger kun problemet. Han løser det ikke, for i sidste ende understreger hans ’forklaring’ kun problemet. Han adresserer det usandsynlige ved design ved at forklare det gennem synergi, uden at bekymre sig om, at denne synergi i sig selv er et designvidunder, der skal forklares. Og hvorfor skulle han bekymre sig? Der er ingen tvivl om, at designvidundere også kan ’forklares’ med synergi – og så videre og videre, tilbage til livets tågede morgen, hvor intet er synligt, og intet derfor behøver at blive forklaret.
"Der
er skildpadder hele vejen ned"
Corning slutter sin redegørelse med en velkendt historie. Det er en historie, der tilskrives den berømte filosof Bertrand Russell fra det tyvende århundrede om en offentlig forelæsning, hvor han diskuterede forskellige karakteristika ved solsystemet. Ved slutningen af hans
foredrag kom en ældre kvinde blandt tilhørerne hen til ham og fortalte ham, at han tog fejl. Solen holdes oppe på en skildpaddes ryg, sagde hun. En forskrækket Russell svarede ved at spørge hende: ”Hvad er det så, der holder skildpadden oppe?” ”Du tror, du er så klog,” svarede hun, ”men der er skildpadder hele vejen ned.” Hvad forklarer så den øgede kompleksitet i evolutionen? Synergismehypotesen og synergistisk udvælgelse svarer, at der er ”synergier hele vejen op”.
Ærligt talt er det lidt forvirrende, at Corning vælger et sådant eksempel til at opsummere sine synspunkter. Tonen i hans skriverier er triumferende, men er han ikke klar over, at den gamle kvinde formodes at være enten tåbelig eller skør eller at gøre grin med Russell?
Jeg er heller ikke helt sikker på, hvorfor han erstatter 'op' med 'ned' i sætningen 'synergier hele vejen op'.
Der er ingen logisk grund til at gøre det. Du kan visualisere udviklingsprocessen fra begge retninger, ligesom du kan se på en stak skildpadder enten ovenfra eller nedefra. Men vores faktiske perspektiv er fra toppen, og vi ser ned i fortiden på jagt efter den ultimative årsag til komplekse systemer. Så den oprindelige måde at udtrykke sig på er virkelig mere passende.
Man må spørge sig selv, om Corning ændrede ordet på grund af en ubevidst erkendelse af, at der var en retorisk risiko ved at henlede opmærksomheden på parallellen mellem ham selv og Russells gale skildpaddedame? Men at ændre ordlyden vil ikke løse det problem, for logikken er den samme. "Synergier hele vejen op" er måske godt nok for Corning, men nogle af os vil gerne vide, hvad det hele hviler på.
Artiklen er taget fra Evolution.news og oversat af Helge Hoffmann.
Debatten om aktiv dødshjælp
sat i perspektiv af ChatGPT
Af Peter Øhrstrøm
Debatten om aktiv dødshjælp afhænger af de forudsætninger, man lægger til grund. Hvad har ChatGPT at sige om emnet, og hvad kan vi deraf lære om aktiv dødshjælp - og om ChatGPT?
Vi diskuterer igen aktiv dødshjælp i Danmark. Synspunkterne for og imod står skarpt over for hinanden. For godt 20 år siden var der også en meget engageret debat om emnet her i landet. Dengang var spørgsmålet, om Danmark skulle følge Holland, som havde legaliseret aktiv dødshjælp. Jeg var dengang medlem af Det
nægtede at legalisere aktiv dødshjælp. I stedet investerede vi kraftigt i det, som man kunne kalde aktiv livshjælp – dvs. yderligere udvikling af forskning i palliation (lindrende behandling mv.) samt opbygning af hospice-bevægelsen og de palliative teams rundt omkring i landet. Målet var ikke mindst, at ingen skulle frygte at skulle dø i smerte. Derimod gjaldt det om, at alle skulle have støtte til at leve deres liv med så megen kvalitet som muligt – også i den sidste tid. Vores forslag fra rådets side var altså, at Danmark skulle afvise ideen om at yde hjælp til selvmord og andre former for aktiv dødshjælp, hvorimod vi skulle sætte kraftigt ind på at yde så god livshjælp, at efterspørgslen efter aktiv dødshjælp blev minimeret – og helst helt forsvandt. Sådan ser jeg stadig på det!
Etiske Råd, som skulle forholde sig til spørgsmålet, og som efter grundige samtaler og undersøgelser over flere måneder endte med at fraråde, at Danmark fulgte den hollandske vej. Samtlige 17 medlemmer stod bag denne redegørelse. Resultatet blev, at vi i Danmark
Den nuværende debat blev sat i gang af en dokumentar-serie i DR-TV, som førte til, at der blev indsamlet underskrifter mhp. et borgerforslag, som i efteråret 2024 var til førstebehandling i Folketinget. Det Etiske Råd, som sidder nu, har også frarådet, at Danmark tillader aktiv dødshjælp – dog har et enkelt af de 17 medlemmer i rådet ikke tilsluttet sig denne anbefaling.
Hvad ChatGPT siger
For nylig spurgte jeg ChatGPT, om den ville anbefale, at Danmark tillader aktiv dødshjælp. Kernen i det længere og noget overraskende svar, som chatbotten leverede, var følgende: ”Jeg mener, at aktiv dødshjælp bør tillades under nøje regulerede forhold. Dette synspunkt bygger på tre centrale argumenter: individets ret til selvbestemmelse, den potentielle lindring af lidelse samt det faktum, at der allerede i praksis eksisterer passive former for dødshjælp i sundhedsvæsenet”.
Herefter fulgte en nærmere gennemgang af de nævnte
argumenter. Det er overraskende, at ChatGPT giver denne ret entydige anbefaling til danske politikere om at legalisere aktiv dødshjælp. Man kunne få den mistanke, at chatbotten slet ikke har registreret de mange stærke argumenter imod dette skridt, som bl.a. Det Etiske Råd med dets nuværende sammensætning og rådet for godt 20 år siden har fremført. Men sådan er det ikke. Da jeg bad ChatGPT om specielt at argumentere imod at legalisere aktiv dødshjælp, leverede den følgende (gengivet efter let sproglig korrektur):
Hvorfor Danmark bør afvise aktiv dødshjælp:
Spørgsmålet om aktiv dødshjælp er et af de mest etisk udfordrende emner i moderne sundhedspolitik. Mens nogle argumenterer for, at individet bør have ret til selv at bestemme over livets afslutning, er der stærke filosofiske, etiske og praktiske grunde til at afvise legalisering af aktiv dødshjælp i Danmark. Dette essay vil argumentere for, at aktiv dødshjælp bør forblive ulovligt, da det underminerer respekten for livet, skaber en farlig ”glidebane” og risikerer at lægge et urimeligt pres på sårbare borgere.
Respekt for Livet
Et grundlæggende princip i etikken og lovgivningen er respekten for menneskelivet. Hvis vi indfører aktiv dødshjælp, sender vi et signal om, at nogle liv er mindre værd end andre – at visse former for lidelse gør et liv uværdigt at leve. Dette er en farlig vej at betræde, da det kan føre til en generel nedvurdering af menneskeliv, særligt for dem, der er syge, handicappede eller psykisk sårbare.
lovligt i flere år, er kriterierne blevet udvidet fra terminalt syge patienter til også at omfatte personer med psykiske lidelser og endda unge og børn i visse tilfælde.
Når først vi åbner døren for aktiv dødshjælp, bliver det svært at sætte grænser. Hvis alvorligt syge patienter kan få aktiv dødshjælp, hvorfor skulle personer med kroniske smerter så ikke også have den ret? Og hvad med mennesker, der lider af depression eller eksistentielle kriser? Selvom lovgivningen kan forsøge at fastsætte strenge kriterier, viser praksis, at disse kan ændres over tid. Derfor er det sikreste at opretholde et klart forbud mod aktiv dødshjælp.
Pres på sårbare borgere
En anden alvorlig bekymring ved aktiv dødshjælp er risikoen for, at syge og ældre borgere kan føle sig presset til at vælge døden – ikke fordi de ønsker det, men fordi de føler sig som en byrde for deres familie eller samfundet.
I en tid, hvor sundhedsudgifterne stiger, og ressourcerne i sundhedsvæsenet er begrænsede, kan der opstå en farlig dynamik, hvor aktiv dødshjælp bliver set som en “rationel”
Modstandere af aktiv dødshjælp mener, at lægers rolle bør være at helbrede og lindre smerte, ikke at afslutte liv. Hvis sundhedssystemet begynder at tilbyde aktiv dødshjælp som en mulighed, risikerer vi at forvride lægegerningen og ændre det fundamentale forhold mellem patient og behandler. I stedet for at arbejde for livsforlængelse og smertelindring kan fokus gradvist skifte mod at tilbyde en “hurtig løsning,” hvilket kan have vidtrækkende konsekvenser for sundhedsvæsenets etik.
Risikoen for en “etisk glidebane”
Erfaringer fra andre lande, hvor aktiv dødshjælp er blevet legaliseret, viser, at der er risiko for en ”etisk glidebane”, hvor kriterierne for, hvem der kan få dødshjælp, gradvist udvides. I Holland og Belgien, hvor aktiv dødshjælp har været
eller “økonomisk ansvarlig” beslutning. Ældre og kronisk syge patienter kan opleve et subtilt pres om at vælge dødshjælp for ikke at belaste deres pårørende eller sundhedssystemet. En sådan udvikling vil være dybt uetisk og gå imod princippet om, at samfundet skal beskytte de mest sårbare.
Alternativet: styrkelse af palliativ behandling
I stedet for at indføre aktiv dødshjælp bør Danmark fokusere på at forbedre den palliative behandling og smertehåndtering for terminalt syge patienter. Moderne medicin har gjort store fremskridt i forhold til at lindre smerter og forbedre livskvaliteten for døende patienter. Hvis flere ressourcer investeres i hospicepleje og psykologisk støtte, kan vi sikre, at ingen patienter føler, at deres eneste mulighed for at undslippe lidelse er at vælge aktiv dødshjælp.
Derudover kan samfundet arbejde for at styrke den psykologiske og sociale støtte til alvorligt syge patienter, så de ikke føler sig isolerede eller magtesløse. Mange, der anmoder om dødshjælp, gør det ikke kun på grund af fysiske smerter, men også på grund af frygt for at være alene eller at miste værdighed. Ved at skabe bedre støtteordninger kan vi møde disse behov uden at tage skridtet mod aktiv dødshjælp.
Konklusion
Danmark bør afvise at tillade aktiv dødshjælp for at beskytte respekten for livet, undgå en ”etisk glidebane” og sikre, at sårbare borgere ikke føler sig presset til at vælge døden. I stedet bør fokus være på at styrke den palliative pleje og sikre, at alle patienter får den nødvendige omsorg og støtte til at leve deres sidste tid med værdighed.
Aktiv dødshjælp kan ved første øjekast virke som en human løsning på lidelse, men de langsigtede konsekvenser er farlige. Når vi først begynder at tillade, at læger afslutter liv, risikerer vi at ændre fundamentale etiske principper i sundhedsvæsenet og samfundet. I stedet bør vi som samfund finde måder at forbedre livskvaliteten for dem, der lider, uden at gøre døden til en behandlingsmulighed”.
De argumenter, som nævnes her imod at legitimere aktiv dødshjælp, er faktisk ganske stærke. Man kan på den baggrund undre sig over, at ChatGPT først giver den nævnte anbefaling om at tillade aktiv dødshjælp i Danmark. Det må betyde, at chatbotten prioriterer hensynet til den enkeltes selvbestemmelse højere end det generelle ønske om at understøtte og værne om alle menneskeliv. Men hvordan bærer chatbotten sig overhovedet ad med at prioritere mellem argumenterne for og imod? Direkte adspurgt svarer ChatGPT:
Som en AI har jeg ikke personlige meninger, følelser eller værdier. Når jeg argumenterer for eller imod et emne som aktiv dødshjælp, gør jeg det ved at analysere eksisterende filosofiske, etiske og juridiske argumenter fra forskellige perspektiver. Min rolle er at præsentere og evaluere argumenter på en klar og struktureret måde, så du kan udfordre, nuancere eller udvikle dine egne synspunkter.
Når jeg “vælger” en side i en debat, sker det ikke ud fra en personlig overbevisning, men ud fra en afvejning af de argumenter, der typisk fremføres i den akademiske og offentlige diskussion. Hvis du finder svagheder i de argumenter, jeg fremlægger, hjælper det med at gøre samtalen mere nuanceret og refleksiv. Mit mål er ikke at overbevise dig om et bestemt standpunkt, men at give dig et grundlag for videre diskussion og kritisk tænkning.
Det er naturligvis befriende, at ChatGPT trods alt skriver så direkte og klart om dens mekanistiske og helt upersonlige karakter. Det er jo heller ikke chatbotten i sig selv, der skal bebrejdes for at gøre sig til noget, som den ikke er. Kritikken skal derimod entydigt rettes mod de designere og virksomheder, som står bag de valg, som dens konstruktion beror på. Det er oplagt, at de kunne have valgt anderledes. Det er i den forbindelse væsentligt at bemærke, at hverken chatbotten ChatOn eller den kinesiske DeepSeek giver egentlige anbefalinger, når de præsenteres for samme opgave som ChatGPT fik af mig. I begge tilfælde svarer de to chatbotter, at svaret på spørgsmålet om aktiv dødshjælp afhænger af komplekse værdimæssige valg.
De præcise algoritmer bag ChatGPT, ChatOn og DeepSeek er hemmelige, men de er tydeligvis indbyrdes forskellige. Det lader til, at ChatGPT i højere grad end ChatOn og DeepSeek lægger vægt på det, som flertallet af aktørerne i det offentlige rum siger. Det er jo velkendt, at det store flertal af tilgængelige udsagn på nettet om sagen støtter legalisering af aktiv dødshjælp, helt svarende til det, som generelle meningsmålinger om emnet viser. Men i dette tilfælde vil en simpel måling af borgernes spontane holdning til aktiv dødshjælp være utilstrækkelig. Meget tyder nemlig på, at jo mere man har arbejdet med spørgsmålet, jo mere opmærksomhed bliver man typisk på det forhold, at accept af aktiv dødshjælp leder til en lang række alvorlige problemer og risici, og generelt fører samfundet i en retning, som meget få i virkeligheden ønsker.
Nekrolog
Af Karsten Pultz
Den 6. januar 2025 mistede intelligent designbevægelsen en af sine største fortalere, dr. Günter Bechly. Blandt ID-forskerne var Bechly den, som i sin tidligere karriere havde indtaget den mest prominente post, nemlig som en af de ledende palæontologer ved naturhistorisk museum i Stuttgart. Bechly har 7 arter opkaldt efter sig, og han var i sin tidligere karriere en hyppig gæst på tysk TV.
Bechly var leder af Tysklands største særudstilling for Darwin, da man i 2009 fejrede 200-året for evolutionsteoriens faders fødsel. Dette var en stor succes for Bechly, men endte på finurlig vis med at lede til hans udstødelse af det gode akademiske selskab, og til en ondskabsfuld hetz, der førte til en tvungen afsked.
Det hele startede med en stor stak bøger om intelligent design, som Bechly havde ladet indgå i et display på den store Darwinudstilling. Bøgerne var placeret på en gammeldags vægt med to skåle, hvor der i den anden skål lå Darwins bog Arternes oprindelse. Vægten tyngede ned på Darwins side. Dette symboliserede, at nok var der skrevet meget om ID, men evidensen for Darwins teori vejede stadig tungest.
Da udstillingen var slut, begik Bechly, ifølge sine egne ord, sit livs store ’fejltagelse’. Opfordret af sine kolleger tog han ID-bøgerne med sig hjem og begyndte at læse dem. Ideen var, at Bechly gennem bøgerne skulle erhverve sig den fornødne viden om ID for til enhver tid at kunne sætte disse darwintvivlere på plads. Det var imidlertid ikke helt sådan, det gik.
Bechly var forbavset over at finde, at ID-argumenterne var baserede på sund videnskabelig metode, og begyndte langsomt at føle sig overbevist om, at evolutionsteorien ikke var så godt funderet, som han havde troet. Som palæontolog var dette naturligvis en katastrofal erkendelse, da arbejdet med fossiler kræver, at man 100 % må understøtte evolutionsteorien.
Bechly havde således efter sin nye erkendelse i en år-
række hemmelig korrespondance med forskere fra IDbevægelsen. Han gjorde det for at få uddybet argumenter for intelligent design og for at forstå, hvorfor disse forskere blev latterliggjort og dæmoniseret, når de fremlagde sunde videnskabelige argumenter.
Et forsøg på at oprette dialog og åben debat mellem evolutionstilhængere og ID-fortalere mislykkedes, og Bechly imødegik en tid med større og større fjendtlighed fra sine kolleger. Det hele kulminerede med Bechlys tvungne afsked fra museet i Stuttgart.
Med Bechlys signifikante profil i forskerverdenen var det indlysende, at han var en ekstremt værdifuld mand for ID-holdet. Heldigvis var der på det donorfinansierede Discovery Institute midler til, at man kunne etablere et tysk institut for ID og ansætte Bechly som leder.
”Zentrum für Biocomplexität und Naturteleologie” blev således oprettet i 2019 ved et symposium i Østrig med deltagelse af ca. 35 forskere fra hele verden. Jeg var selv inviteret til symposiet og har derfor haft den ære og fornøjelse at træffe dette venlige imødekommende menneske med en personlig historie, der vidner om høj moral og videnskabelig integritet.
Bechlys bidrag til argumenterne for ID kan ikke overvurderes. Han leverede massevis af foredrag og artikler, hvor han overbevisende demonstrerede, at fossilerne ikke understøtter teorien om gradvis udvikling, med den autoritet, han som landskendt tysk palæontolog og respekteret videnskabsmand besad.
Günter Bechly er nu i selskab med den skaber, han som følge af sit videnskabelige arbejde endte med at komme til tro på.
Grundstoffer. 50 sporstoffer
Af Finn Boelsmand, cand.polyt. (kemi, fysik).
Denne artikel er tænkt til at få overblik over hyppigheden af nogle flere grundstoffer og sporstoffer, som findes i Jordens øvre kontinentale skorpe samt i grundvand, overfladevand og havvand.
Viser sporstoffer i danske vandprøver hyppighedsmønstre, der kan pege på 2 teorier for Jordens historie?
Indledning
Grundvand, overfladevand og havvand indeholder makroionerne: Ca2+, Mg2+, Na++K+, Cl +F , SO4 2 , HCO3 , der findes i grundvand, overfladevand og havvand i mg/L (= milligram per liter) og bestemmer vandtypen. Andre makroioner er: NH4+, NO3 , PO4 3 , der kan stamme fra N- og P-gødning.
Desuden indeholder grundvand, overfladevand og havvand
1til2:
3til10: LiBe B
11til18: Al P
Teori 1: Der findes en teori for grundstofdannelse i kosmos, som hyppigheden af lanthanider (atom-nummer 57-71), som sjældne jordarter i dansk overfladevand har nogen overensstemmelse med. Det er nævnt i denne artikel. Har Jorden haft en lignende historie som det omgivende kosmos i øvrigt?
Teori 2: Der findes en forskel på hyppigheden af grundstoffet, sporstoffet Te (=tellur, atomnummer 52) og grundstoffet, sporstoffet Rb (=rubidium, atomnummer 37) i dansk overfladevand, i Jordens øvre kontinentale skorpe og i kosmos i øvrigt. Det er nævnt i denne artikel. Har Jorden haft en noget anderledes historie end det omgivende kosmos i øvrigt?
For at undersøge disse spørgsmål nærmere, er mange data vejen frem.
Data, tabeller, grafer, beregninger:
I overfladevand har man ved hjælp af metoden ICP-MS (se litteratur (2)) målt de 50 sporstoffer, der vises i Tabel 1 (vist
19til36: ScTi VCrMnFeCoNiCuZnGaGeAsSeBr
37til54: RbSr Y ZrNbMo AgCd SnSbTe I
55til57, 72til86: Ba HfTaW TlPbBi
87til89, 104til107: Cs La
58til71: CePrNd SmEuGdTbDyHoErTmYbLu
90til103: Th U
cirka 50 sporstoffer, der findes i μg/L (= mikrogram per liter = 0,001 mg/L).
I Kemi C i gymnasier og HF lærer man om ioner og stofmængdekoncentrationer for nogle grundstoffer, makroionerne og nogle af sporstofferne. Vi taler om carbonbaseret, kulstofbaseret liv, men det er ikke det samme som at sige, at alle de andre grundstoffer og sporstoffer ikke også er livsvigtige. Mange har nok hørt, at der er Fe2+ (=jern(II)ion) i midten af hæmoglobinmolekylet (se litteratur (1)), som vi bruger til ilttransport i kroppen. Hvor var vi uden Fe, Fe2+?
Tabel 1: 50 sporstoffers placering i Det periodiske system
atomnummer og placering i Det periodiske system):
Da det er sporstoffer, er det grundstoffer med små koncentrationer. I Tabel 2 vises median af 5 vandanalyser af dansk overfladevand (hvis de 5 vandanalyser har lige vægt, kan man lave statistik og beregne middelværdien. Hvis man ikke kan tilllægge vægt til de 5 vandanalyser og beregne middelværdien, kan man i stedet beregne medianen, der er det midterste tal af de 5 tal, og som kan bruges som en ”typisk” værdi).
Der er usikkerhed på måletal. Eksempel måletallet for Cr: 0,300 μg/L har LDL (=Low Detection Limit, nedre detektionsgrænse) 0,010 μg/L, der giver 0,010/0,300.100% = 3,33% usikkerhed på måletal. Vil man medregne betydningen af usikkerhed på måletal nærmere, er mange data vejen frem. I første omgang kan man udføre 2 beregningseksempler i stedet for 1, så man ser noget variation.
Et andet beregningseksempel er median af 808 vandanalyser af europæisk overfladevand for Te: 0,0025 μg/L og for Rb μg/ L: 1,32 μg/L. Omregning til stofmængdekoncentration for Te: c = 0,0025ˑ10-6/127,6 = 1,959ˑ10-11 M og for Rb: c = 1,32ˑ106/85,47 = 1,544ˑ10 –8 M. Det giver hyppigheden af Rb 1,544ˑ10-8 M//(1,959ˑ10-11 M) = 788 gange så stor som hyppigheden af Te i europæisk overfladevand. Median af 808 vandanalyser.
Graf 1 viser hyppigheden af lanthanider i dansk overfladevand. Median af 5 vandanalyser. (1E-11 = 1ˑ10-11) Det ses, at atomnummer lige tal er mere hyppigt end de 2 naboatomnumre ulige tal. At lige atomnummer er hyppigere end ulige nabo-atomnummer forklares gerne med en teori for Jordens, Solsystemets, Mælkevejens grundstoffers dannelse (Teori 1) ved kernereaktioner, hvor lige antal protoner er mere stabile. Sammenlign med litteratur (3), Grundstoffers forekomst sorteret efter atomnummer i planeten Jordens øvre kontinentale skorpe, på atombasis vist med logaritmisk skala.
Tellur (atomnummer 52) og Rubidium (atomnummer 37):
Te. Sporstof, grundstof, som er målt i dansk overfladevand, median af 5 vandanalyser: 0,0025 μg/L. Te har molarmassen: M = 127,6 g/mol. Omregning af 0,0025 μg/L til stofmængdekoncentration: c = 0,0025ˑ10-6/127,6 = 1,959ˑ10-11 M (enheden M = ”molær” = mol/L . 1 mol = 6,022ˑ1023 stk.).
Rb. Sporstof, grundstof, som er målt i dansk overfladevand, median af 5 vandanalyser: 2,62 μg/L. Rb har molarmassen: M = 85,47 g/mol. Omregning af 2,62 μg/L til stofmængdekoncentration: c = 2,62ˑ10-6/85,47 = 3,065ˑ10-8 M.
Det ses, at hyppigheden af Rb er 3,065ˑ10-8 M/ (1,959ˑ10-11 M) = 1565 gange så stor som hyppigheden af Te i dansk overfladevand. Median af 5 vandanalyser.
Ifølge litteraturen (4) er hyppigheden af Rb 10000 gange så stor som hyppigheden af Te i Jordens skorpe. Det er et afrundet tal. Man har undret sig over, at hyppigheden af Rb er mindre i kosmos end hyppigheden af Te. Det betyder umiddelbart, at Jorden er anderledes sammensat af grundstoffer, end kosmos i øvrigt (Teori 2). Man har en forklaring om, at nogle kemiske processer fjernede det meste Te (og også Se,
Vurdering: Hyppighedsmønsteret for sporstoffer lantanider peger på Teori 1. Hyppighedsmønsteret for sporstoffer Rb og Te peger på Teori 2.
atom-nummer 34) fra Jordens område, så det gav den lavere hyppighed af Te i Jordens skorpe i forhold til kosmos i øvrigt. Der er noget Ad hoc-teori (= tilføjelse der venter på kritisk efterprøvning i sine detaljer) over forklaringen. Man kan formode, at der kommer en bedre forklaring engang i fremtiden.
Tabel 2: Viser μg/L af sporstoffer (median af 5 vandanalyser af dansk overfladevand).
Graf over hyppighed af lanthanider (atomnummer 57 til 71) i dansk overfladevand
Litteratur:
(1) https://da.wikipedia.org/wiki/H%C3%A6moglobin
(2) https://en.wikipedia.org/wiki/Inductively_coupled_plasma_mass_spectrometry (forklaring på ICPMS metoden)
(3) https://da.wikipedia.org/wiki/Grundstof (forklaring på Grundstoffer og Grundstoffers forekomst sorteret efter atomnummer i planet-en Jordens øvre kontinentale skorpe, på atombasis vist med logaritmisk skala. Der vises også hvilke, der danner klipper, hvilke som udnyttes industrielt - og ædelmetaller.)
(4) https://en.wikipedia.org/wiki/Tellurium (Hyppighed af Te i kosmos, som er forskellig fra hyppigheden af Te i Jordens skorpe)
Mere intelligent design i Europa
Af Dag Erlandsen, BioCosmos Norge
Tilhængere af intelligent design i Europa organiserer sig. I oktober 2024 mødtes nøglepersoner i IDbevægelsen på det europæiske kontinent. Formålet var at dele nyheder og udviklinger inden for det europæiske ID-arbejde.
Konferencen fandt sted i historiske omgivelser i Venedig, i det mere end 200 år gamle Ateneo Veneto, en historisk bygning, der blev et centralt samlingspunkt for italienske akademikere i 1800-tallet, og som også var central for begivenhederne under den italienske revolution i 1848.
Mødeprogrammet var meget tæt med talere fra Italien, Tyskland, Østrig, Norge, Polen, Storbritannien, USA og Finland, alt sammen på én dag.
Lige så vigtigt som det faglige indhold var, at folk kunne "finde hinanden" og skabe kontakter på tværs af de mange landegrænser og opdatere hinanden på, hvad der
rører sig inden for intelligent design i de respektive lande.
Konferencen i Italien blev arrangeret med støtte fra blandt andet BioCosmos. Den norske organisation
Professor Steinar Thorvaldsen holdt en af de akademiske forlæsninger på konferencen
deltog med fire bestyrelsesrepræsentanter, herunder dens formand, Tromsø-professor Steinar Thorvaldsen, som også holdt et foredrag under konferencen.
Casey Luskin, en af direktørerne for Discovery Institute i Seattle, havde taget turen over Atlanten for at deltage i konferencen og holdt et festfyrværkeri af et foredrag om nøgleudviklinger inden for ID-videnskab og om, hvor vi er i det videnskabelige landskab lige nu.
Der vil blive afholdt en opfølgningskonference i Venedig den 4. oktober 2025.
Foredragene fra den omtalte konference kan høres på https://www.youtube.com/@ciid6190
Knut Sagafos, Steinar Thorvaldsen og Helene Erlandsen på Rialtobroen
Kære læser
1: Kommer du i en gruppe, en forening, en kirke eller en skole, eller skal du deltage i en lejr eller et stævne, hvor du tror, der kunne være interesse for at høre om intelligent design? Så vil vi meget gerne høre fra dig. Er der mulighed for det, vil vi tilbyde at komme og præsentere Origo: hvad vi arbejder med, hvilke tanker vi har om livets oprindelse, og hvorfor vi ikke mener, evolutionslæren er troværdig.
2: Falder du over noget om evolution i blade, bøger eller andre medier, som du studser over, må du gerne skrive til os. Vedhæft gerne et link til emnet eller en kopi, hvis det foreligger på skrift, og vi vil forsøge at forklare/belyse, hvad der er op og ned i det læste/hørte.
3: Har du forslag/kommentarer/ideer til vores blade/bøger, har du ideer til, hvordan vi kan fremme kommunikationen mellem dig som abonnent og Origo, eller kunne du måske ligefrem tænke dig at gøre en aktiv indsats i Origo?
Vi hører meget gerne fra dig. Skriv til: Origo@live.dk
