Knud Aa. Back: Darwin for dummies: Hvad går evolutionsteorien ud på?

Darwin for dummies (1):

Hvad går evolutionsteorien ud på?

Af K. Aa. Back

I dette Darwinår, 2009, er der naturligt nok kommet et større fokus end normalt på hvad evolutionsteorien egentligt går ud på. Det diskuteres vildt og inderligt på nettet. Men er man så uforsigtig at begive sig ind i bloguniverset, kan man være nogenlunde sikker på at man får nogle over snuden. Visse bloggere kender ikke til almindelig debatkultur og slet ikke til den rimelige tone man bruger over for folk man er uenig med. Og går man ind på blogs der “diskuterer Darwin” og tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved den almindelige udlægning af denne gamle herre …

Så via dette medie kan det være så som så med at få indhentet reel viden, for hvad skal man egentligt tro i dette hundeslagsmål?

Men undertiden kan man dog ud af al galden få halet et par guldkorn i land. Og derfor som en service for de mere usikre origolæsere, indleder vi her en serie med nogle enkle forklaringer på hvad hele denne darwindiskussion går ud på.

Evolution = variation På en blog er det blevet hævdet at det med evolution er meget enkelt: “Ungerne er altid en lille smule anderledes end deres forældre. Så evolutionen er et faktum. Hvor svært kan det være!”

Hvis det blot var dét Darwins teori gik ud på, ville der ikke være så meget at slås om.

Evolution og evolution Men sagen er: så enkelt er det ikke. Og det kommer sig af en anden ting som burde være meget enkel, nemlig at erkende at der hersker en vis forvirring om ordet evolution. Hvad ligger der i dette begreb?

At mennesket udgør en integreret del af naturen, er faktisk en gammel tanke. Allerede for Thomas Aquinas (1225-1274) er den ikke fremmed. At livsformerne forandrer sig, har mennesker været bevidst om lige siden, ja før, Jakob ben Ytzak forsøgte sig med avl på småkvæget for at få lokket løn ud af den Laban til svigerfar han havde. Godt nok med nogle ret “uvidenskabelige” metoder. Men man kunne i hvert fald se at hans får og geder faldt meget forskelligt ud: stribede, spættede og blakkede.

Forkert billede af skabelsen Darwin gjorde op med en misforståelse vedrørende skabelsen. Han skriver selv i Arternes Oprindelse (2. udg. og frem) at livet er indblæst af Skaberen. Så det var altså ikke Ham han var ude efter. Men nogle havde fået et billede af skabelsen galt i halsen, et billede som for Darwin var åbenbart urimeligt, nemlig at hver dyreart er blevet sat i verden nøjagtigt som vi ser den for vores grangivelige øjne den dag i dag. Urimeligt, fordi han vidste bedre fra sin egen dueavl!

Mange som tænker i skabelsesbaner, begår samme fejl. Og det kan man læse ud af et bestemt søndagsskoleglansbillede, nemlig det hvor man ser Gud Herren stå med Adam i Edens Have med dyrene omkring sig. Det skal vel illustrere beretningen om at det er Adam (altså mennesket) som giver dyrene navne.

Og det er jo logisk nok. Katten véd jo ikke at den kaldes kat – før der er en der kalder på den. Så forstår den det nok! Hvis den gider, og hvis der er en madskål i nærheden.

Men på dét glansbillede jeg tænker på, ser man Adam sammen med både en løve og en tiger, foruden en masse andre dyr. Ja, vist nok også sammen med en huskat. Og den er gal.

Darwin har ret For på dette punkt har Darwin utvivlsomt ret. Dyrene har forandret sig over tid. Måske ikke helt så meget som Mr. Charles kunne ønske sig, men alligevel. Meget tyder på, også i dag hvor vi véd uendeligt meget mere om genetik (arvelighedslære) end Darwin, at de har forandret sig temmelig meget, yes sir! – Men de har gjort det “inden for deres arter”. Eller skal vi hellere bruge det udtryk som er lanceret af tyske skabelsesforskere: Inden for deres grundtyper.

Grundtypen har splittet sig op i forskellige arter: Kattegrundtypen har delt sig op i tigre, løver, geparder, pu-

maer og helt almindelige misser. Er det så evolution i Darwins forstand? Ja da. Et oprindeligt spil kort (generne) er blevet blandet og delt op på en måde sådan at de forskellige arter som udspringer af grundtypen, har kunnet tilpasse sig hver sit særlige miljø. Det er jo det smarte ved den måde livsformerne er indrettet på. De er netop foranderlige så de kan følge med når der indtræffer miljøforandringer.

En af de metoder hvorved man kan finde ud af om to arter oprindeligt har tilhørt samme grundtype, er ved simple krydsningsforsøg. Tag den frugt som mange i dag nyder at sætte tænderne i på en varm sommerdag, nektarinen. Nektarinen er netop resultat af en sådan krydsning, mellem blomme og fersken. På samme måde som en grapefrugt er et krydsningsprodukt.

Og i vores højteknologiske tid med genteknologi, kunstig befrugtning og alt godt fra gensplejserhavet kan vi også efterprøve krydsninger som ikke umiddelbart forekommer i naturen. Og på denne måde kan vi faktisk se hvem der er i “familie med hinanden” i Darwins forstand.

Darwin har ikke ret Problemet er blot at slutningen hos Darwin fra disse erfaringer med frugter og andre forædlede planter og husdyr (herunder duer!) er blevet lige lovlig fantasifuld. For han argumenterer fra noget som enhver kan erkyndige sig om (som altså er empirisk efterprøvet), til noget som er fri fantasi: Nemlig at naturen selv har frembragt alle dyr og planter lidt efter lidt, helt af sig selv. Hans logik er nemlig at fordi vi mennesker med succes kan udføre avlsprogrammer på husdyr (duer!) og planter (og dermed få gennemført meget store forandringer i deres fremtoning), kan naturen sagtens finde ud af det selv. Og ikke nok med det: Den kan også finde ud af at få ny information til at opstå helt af sig selv. Fx den information der kan få en dino til at flyve som en fugl.

At Darwin fik overtalt sig selv til dette tankespring, skyldes nok i høj grad at han ikke fik pillet Mendels Arvelighedslære ned fra reolen. Altså at han ikke vidste en pind om genetik. Det var der til gengæld en af Darwins samtidige, en augustinermunk i det nuværende Tjekkiet der gjorde. Denne munk, Gregor Mendel, havde nemlig gjort nogle opdagelser vedrørende arv som skulle vise sig temmelig afgørende (da støvet endelig havde lagt sig i kølvandet på al virakken med Darwins Arternes Oprindelse): Nemlig at barnet arver et spil kort fra sine forældre, en halvpart fra hver. Godt nok blandet på en ny måde, men stadig med de samme kort. Eller sagt på en anden måde: Barnet arver de samme arveanlæg som forældrene i sin tur har båret videre fra deres forældre.

Der er ikke opstået noget afgørende nyt! Nye kombinationer af de millioner af muligheder der ligger i kortspillet, ja. Men ikke noget med nye kort i ærmet. Det ville være snyd. Og Naturen snyder ikke med arven. Det er faktisk derfor at mennesker får menneske-

Mendel Mendel Mendel Mendel Mendel

børn, og dyr får dyrebørn. Og det kan man roligt regne med at de alle dage har gjort. Artsgrænserne (eller rettere grundtypegrænserne) er nemlig meget strenge. De lader sig ikke sådan passere. Slet ikke ad naturlig vej. (Og jeg har ikke glemt darwinistens halmstå: mutationer!)

Det er således fri fantasi hos dagens darwinister når de forestiller sig at et dyrepar på et tidspunkt har fået noget der tilfældigvis “bevæger sig” i retning af et menneskebarn.

Det ligger ganske enkelt i De mendelske Love at det ikke kan lade sig gøre. For hvis den variation der ligger i “kortspillet” bliver for aparte, kommer det store viskelæder Den naturlige Selektion og fjerner varianten fordi den er dårligt tilpasset miljøet. Også hvis kortet bliver for bøjet eller på anden måde skadet, bliver spillet også skadet eller lige frem sat i stå = individet dør.

For det med det skadede kort er hvad halmstrået mutationer handler om. En mutation er en fejl i den oprindelige kode. I yderst sjældne tilfælde kan en sådan fejl i koden være en fordel for individet. MEN (og det glemmer darwinister ofte når de klynger sig til dette halmstrå) mutationer fører altid til en svækkelse af individet – og (lige så vigtigt) til tab af information. Der er udført utallige forsøg med mutationer (som bl.a. er gået ud over de stakkels bananfluer), men aldrig har man set at der er opstået ny, kompleks information i deres gener af den grund!

OG på ganske samme måde som Louis Pasteur har fundet ud af at liv ikke bliver til af sig selv i snavs og gamle klude, burde darwinister måske holde sig til Darwins “indblæst af Skaberen” frem for at spekulere i fantasiverdener hvor liv (eller “før-liv”) opstår af sig selv i et fantasi-urhav. Cellen er den grundlæggende enhed for livet. Uden den, intet liv. Basta.

Newton Newton Newton Newton Newton

Så bloggeren har ret: Det er ganske enkelt. Hvis evolution betyder forandring og tilpasning af allerede eksisterende arter/grundtyper, så står vi med et faktum. –Hvis evolution derimod betyder at forandring og tilpasning går så vidt at noget helt nyt opstår, står vi blot med et fantasiprodukt. Og dette fantasiprodukt har oven i købet nogle stationer på vejen som kun kan passeres hvis man bryder naturlovene: liv af uorganisk materiale/stjernestøv; ben på en fisk; vinger på en dino; et menneskeligt talesprog hos et dyr. Og det er ligegyldigt hvor “lidt efter lidt” det skulle være foregået. For en information der ligger i vores arveanlæg (i DNA’et), er som en programmering i en computer. Programmeringen kan blive overført til en ny computer; og hvis man er heldig, bliver den ikke skadet af virus undervejs. Men et helt nyt styresystem opstår ikke af sig selv, ligegyldigt hvor mange millioner mandeår man venter i en programudviklingsafdeling hos Apple, IBM eller Microsoft.

Så sikker som tyngdekraften Så når man sammenligner evolutionslæren med tyngdekraften, bevæger man sig i sandhed ud på tynd is.

Men der findes jo masser af beviser for at evolutionen har fundet sted som Darwin forestillede sig, i fossiler, i DNA-forsøg, i den sammenlignende anatomi osv.

Gør der? Beviser på at det menneskelige sprog er opstået lidt efter lidt af forskellige former for grynt og knur, mjaw og vov? En god forklaring på at mennesket er opstået af en dyreform? Altså en skudsikker forklaring! Læg mærke til argumentationen. Hvorfor er mennesket blevet til? – Fordi det engang kravlede ned af træerne og begyndte at gå oprejst. Dvs. det valgte et bevidst uhensigtsmæssigt bevægemønster for dyr som er født til et liv i træerne, og dermed satte sit liv på spil? –Fordi det er begyndt at bruge redskaber! Nåe, så er engle måske en videreudvikling af kragefugle som er de dygtigste dyr vi kender til at bruge redskaber? – Fordi det har udviklet et sprog. Aha, men hvordan er det lige at tilfældige fejl i programmeringen har sørget for et talecenter i hjernen, en strube med stemmebånd, en tunge plus en mundhule og en næse til artikulation, osv. osv.

Eller i tusindvis af andre forklaringer der alle har det til fælles at de forklarer det de skal forklare vha. cirkelslutninger: Mennesket har fået en større hjerne fordi det er begyndt at bruge redskaber. Og det er blevet dygtigt til at bruge redskaber fordi det har fået en større hjerne.

Sådan er det med mange af evolutionslærens forklaringer. De afgørende spring i livets tilblivelse og udvikling klares med en let sådan er det bare-forklaring. Uden skygge af empirisk eftervisning. Så når man påstår at evolutionslæren er lige så sikker som tyngdekraften, glemmer man lige at tyngdekraften lader sig eftervise af ethvert barn i skolens fysikundervisning. Der er masser af eksperimenter der overbeviser os om at Newtons beskrivelse af universet holder vand. Det løber altid nedad!

Men at dyreformer skulle bevæge sig ud over artsgrænserne på en sådan måde at der opstår ny information i deres gener, kan man altså ikke lave forsøg med i biologitimerne. Så derfor er denne efterhånden almindelige sammenstilling af tyngekraften og evolutionslæren åbenbart urimelig. Og det er på den anden side fuldt berettiget at man stiller spørgsmål til Darwins beskrivelse af den del af universet der handler om livet på Jorden. Newtons beskrivelser afprøves jo hver gang en satellit sættes i kredsløb, et rumfartøj sendes på ekspedition til fjerne himmellegemer, OG når unge mennesker tror at de fysiske love er ophævet blot fordi de har fået kørekort!

Vi er efterhånden mange der er blevet temmelig overraskede over hvor usikre “Darwins forklaringer” er. Hvor tit de faktisk strider mod naturlovene, og hvor meget varm luft de indeholder. Og varm luft har det jo med at fise ud i det blå. Det’ et spørgsmål om fysik.

Så der burde ikke være det mindste odiøse ved at man stiller sig skeptisk “over for Darwin”, om man så kalder sig IDist, skabelsestilhænger, creationist, almindelig skeptiker over for etablerede dogmer eller grønlyseblå spekulant over de mange sådan er det bare-forklaringer: Det hører vel med til den fornemste videnskabelige tradition at finde ud af hvor disse usikkerheder ligger begravet. I videst muligt omfang. Herom mere en anden gang.