Asbjørn Lund, aktuar, master i infosystemer asbjlund@gmail.com
Steinar Thorvaldsen, professor, dr.scient. steinar.thorvaldsen@uit.no
Redaktør dette nummer: Steinar Thorvaldsen
Tryk:
Jørn Thomsen Elbo A/S
Pris i løssalg:
80 kr. (+ evt. forsendelse)
Abonnement i Danmark:
Pris: 250 kr. Tegnes på www.skabelse.dk. Abonnenter får tilsendt et girokort omkring årsskiftet eller kan tilmelde sig betalingsservice.
Indhold nr. 157, vinter 2023/24
Edens have i det høje nord
Af Steinar Thorvaldsen
Vi har stadig ikke begreb skabt om, hvordan livet opstod
Af James Tour
Geologiprofessor: De fossiler, der skal vise menneskets afstamning, er fri fantasi
Af Asgeir Sæbø
Forskning i menneskets oprindelse
Af Origos redaktion
Er videnskaben vores eneste kilde til viden?
Af Asbjørn Berland
Er Gud fornuftens og videnskabens fjende?
Af John Lennox
På fast grund eller frit svævende?
Om verdens ultimative virkelighed
Af John Lennox
Tanker om den uendelige
- om Blaise Pascal ved 400 års jubilæet
Af Steinar Thorvaldsen
Ny forskning kortlægger cellernes digitale verden
Af Steinar Thorvaldsen
Spændende ny lærebog i biologi for gymnasiet
Mindeord om Andreas Vedel
Af Origos redaktion/Peter Øhrstrøm
Boganmeldelse: ”Vi tror på himlens og jordens Skaber”
Tre syn på skabelse og videnskab
Af Holger Daugaard
Nyt og gammelt
Vinterens nummer af Origo indeholder både helt nyt stof og uddybninger af temaer, som vi før har behandlet.
Vi begynder på toppen af skandinavien, hvor vi har mødt Arild Wiltman Kero. Han er ukendt for de fleste, men har udviklet et innovativt og effektivt fårehold i arktisk klima på 70 grader nord. Derefter følger en artikel af James Tour, som er den førende inden for sit område af biokemien. Videre et ganske bemærkelsesværdigt interview med Allan George Krill, som er professor i geologi ved NTNU i Trondheim og har set nærmere på de fossiler, der påstås at dokumentere menneskets udvikling fra laverestående arter.
Vi har også fået plads til artikler af John Lennox, som er kendt på sit fagområde over det meste af verden. Professor Lennox er for nyligt blevet 80 år gammel, men er stadig aktiv. Han deltog for nylig i konferencen Nordisk FEUER i nærheden af Oslo i marts 2024. I Origo blev vi på et tidligt tidspunkt opmærksomme på Lennox’ kapaciteter og kompetencer og engagerede ham til flere seminarer både i Danmark og Norge. Vi har også oversat og udgivet flere af hans bøger. I dette blad markerer vi også 400-året for Pascals fødsel.
Steinar Thorvaldsen
Trykte blade i Danmark
Origo Danmark vil efter i en årrække at have koncentreret sig om at udgive bøger nu genoptage udgivelsen af trykte blade. Vinternummeret 2023/24 her er det første af slagsen. De norske artikler er her oversat til dansk. For at få økonomi i projektet med fornyet udgivelse af trykte blade har Origos redaktion valgt selv at opsætte bladene til tryk. På dette felt er vi glade amatører, så vi må bede læserne om at bære over med os, hvis resultatet er mindre end perfekt. Vi vil løbende søge at forbedre os.
Det er planen fremover at udgive 3 trykte blade hvert år (alternativt 2 blade og 1 bog). Bladene bliver tilsendt vores abonnenter gratis og portofrit og kan også købes i løssalg på www.skabelse.dk.
Nye bøger
Både i Danmark og i Norge blev der i 2023 udgivet nye bøger. De kan købes på de respektive hjemmesider www.skabelse.dk og www.biocosmos.no.
Edens have i det høje nord
Af Steinar Thorvaldsen, Tromsø, Norge
Arild Wiltmann Kero er fra Varangerbotn i Finnmark i det nordligste Norge. Her lever han som fåreavler med sin kone Ann-Elise. De opnår bedre resultater end de fleste fåreavlere, selv i et hårdt klima med lange, mørke vintre. Hvordan er det lykkedes dem?
Arktiske omgivelser
Det kan være svært at få øje på stedets gæstfrihed. Før Arild begyndte at holde får, var han en ivrig jæger og drev en butikskæde, som solgte jagtvåben og ammunition. Efter en særlig oplevelse for mere end 25 år siden lagde han våbnene på hylden og bestemte sig for at begynde som fåreavler i sin hjembygd. Han begyndte at holde får i arktiske omgivelser i en 50 km2 stor vildmark.
Her højt mod nord er der meget lidt trafik, frisk luft og fantastisk natur. Man lever i tæt forbindelse med skaberværket. Arild lever selvforsynende. Men hvordan kan det lade sig gøre?
Arild fandt ud af, at dyrenes trivsel var afgørende vigtig. Det har ifølge ham stor indflydelse på kvaliteten af både kød og skind. Derfor bestemte han sig helt usædvanligt for at lade fårene gå frit hele året.
Et ”dækket bord”
Det kræver blandt andet, at han sætter mange baller hø ud om vinteren, som fårene kan spise af døgnet rundt. De kan også gå ind og ud af stalden, som de vil. Det har vist sig at være en god ide. Flokken tæller nu 740 dyr. Fårene tilpassede sig vejret og de lave temperaturer. Lammene viste sig at blive både flere og større og sundere end det foregående år. Arild opnår bedre resultater end de fleste, inklusive de, der avler får i et mildere klima.
Han forklarer det selv på denne måde: Resultaterne følger af at avle på basis af fårenes naturlige levemåde. De kan spise, når de vil og ikke kun til bestemte fodringstider; de kan klø sig og lægge sig i stalden, når det passer dem. Flokstrukturen med en bestemt rangorden indfinder sig på en naturlig måde, fordi der er god plads i terrænet. Og der er frisk luft.
Alt dette giver stor trivsel, som afføder at godt produkt. Ud fra de gode resultater valgte parret i 2016 at bygge nyt, så de kunne producere og sælge kød, skind, garn og uld. Om alt går vel, vil de udvide med et spisested. God mad i gode lokaler omgivet af natur med fugle og dyr.
NORD
Se oftere mod nord
Gå mod vinden, så bliver dine kinder rødere
Find den faste sti og bliv på den
Den er kortere
Nord er bedst
Vinters flammehimmel, sommernattens solmirakel
Gå mod vinden. Kløv bjerget
Se mod nord
Oftere
Dette land er langt
Det meste er nord
Rolf Jacobsen i digtsamlingen Nattåpent (1985)
Mange ved ikke, at det er bedre at avle får her langt mod nord end for eksempel i det sydlige Norge. Dyrene opnår slagtevægt på en måned mindre sammenlignet med sydpå. Det skyldes klima/temperatur og de lange dage.
Sommerhalvåret med midnatssol gør de planter, fårene lever af, mere næringsrige med et højere indhold af sukkerarter. Næringen bliver koncentreret, når planterne vokser langsommere. Og så kan dyrene græsse hele døgnet. Og tænk, siger Arild, alt dette har Vorherre lagt til rette for os her i nord. Fårene kommer til et dækket bord.
Vi ser det samme med elsdyrene, som faktisk vokser sig større mod nord.
Græsgangene bliver ikke gødet. Naturen får ingen ’hjælp’ fra mennesker, men alt vokser sig alligevel kraftigere år for år. Det ville være svært at få så gode resultater, hvis Arild havde dyrene i indhegning om sommeren. Da ville indhegningen kun rumme få plantearter, man måtte gøde hvert år og forny og kalke med få års mellemrum. I vildmarken derimod er der mange forskellige urter og planter, som udvikler sig ved den naturlige gødning fra fårene. Her kan dyrene til enhver tid finde den mest næringsrige føde.
På en indhegnet eng modnes alting næsten samtidigt.
De gode erfaringer gav Arild den ide frimodigt at ændre sin email-adresse til arild@dengodehyrde.no.
Her til efteråret har parret satset ved at købe 29 ungkøer (kvier). Dem vil de holde ligesom fårene, så de går frit ude, men har mulighed for at søge ind. De skal også ud i vildmarken til sommer – ud i Edens have længst mod nord, i midnatssolens land, hvor Ann-Elise og Arild byder velkommen.
Foto: Eivind Tveter, Dagen
Fårene går ude hele året. Foto: Eivind Tveter, Dagen
Vi har stadig ikke begreb skabt om, hvordan livet opstod
Af James Tour, Professor ved Rice University Houston, Texas
James Mitchell Tour (født 1959) er en amerikansk kemiker med speciale i nanoteknologi.
Han er professor i kemi, professor i materialevidenskab og nanokonstruktioner og professor i computervidenskab ved Rice University i Houston, Texas. Han har arbejdet ved fakultetet på University of South Carolina og fungeret som gæsteforelæser ved Harvard University. Tour har publiceret mere end 700 forskningsartikler og har del i mere end 130 patenter.
Organismer har veldefinerede molekylære sammensætninger, redoxpotentiale via membraner og metabolske stier. Alt dette er en realitet i den ganske særlige tilstand, vi kalder ”liv”.
Kemien er bedøvende ligeglad med, om noget er levende eller ej. Man har aldrig set molekyler, der ikke allerede indgår i en størrelse af biologisk oprindelse, ”udvikle” sig i retning af liv. Aldrig.
Organismer er i stand til at udnytte kemiske størrelser til deres egne formål, men man har aldrig set kemiske
størrelser samle sig til en organisme. Inden for forskningen i livets oprindelse forsøger man til stadighed at frembringe de stoffer, livet har brug for, og få dem til at samle sig til noget, de ifølge deres natur er helt fremmede for. Og uanset hvor ihærdigt forskerne har forsøgt sig, er det i fravær af allerede eksisterende liv aldrig lykkedes at få molekyler til at samle sig til en levende celle eller til noget, der har bare den fjerneste lighed med en sådan celle. Trods den overdrevne begejstring, der ofte kommer til udtryk i pressen, er enhver syntetisk frembragt, molekylær struktur, der fremføres som ’celleagtig’, i realiteten milevidt fra at udgøre en celle. Dette kan selvfølgelig ændre sig i fremtiden, men der er ingen udsigt til, at det vil ændre sig, hvis forskningen fortsætter i det nuværende spor. Videnskaben har ingen data, der peger i retning af, at molekylær ’evolution’ kan frembringe liv. Forskerne er stadig på bar bund.
Vildledt af forskernes påstande
Mange forskere og professorer, som ikke er en del af inderkredsen omkring forskningen i livets oprindelse, er blevet vildledt af denne forsknings påstande og den efterfølgende presseomtale til at tro, at vi ved meget mere om livets oprindelse, end det faktisk er tilfældet. Dette har haft indflydelse på højeste plan inden for det biologiskvidenskabelige etablissement, hvor selv visse professorer er tilbøjelige til ikke at skelne mellem spørgsmålet om livets oprindelse og spørgsmålet om livets efterfølgende udvikling. Forvirringen i videnskabelige kredse er næsten lige så stor som i Darwins præbiotiske ”varme, lille dam”.
Urey (1893-1981)
To tredjedele af et århundrede efter Miller-Urey eksperimentet i 1952, hvor man observerede dannelsen af racemiske aminosyrer ud fra mindre molekyler ved hjælp af en elektrisk udladning, er vi ikke kommet et skridt nærmere til at frembringe liv fra små molekyler –eller molekyler af nogen art for den sags skyld – end vi var i 1952. Man kan faktisk argumentere for, at forskningen i livets oprindelse famler endnu mere i blinde i dag end i 1952, eftersom der siden da er opstået flere spørgsmål end svar, og den omfattende nye viden om cellens kompleksitet voldsomt har forøget udfordringen for denne forskning.
Fremgangen inden for andre områder
Lad os et øjeblik dvæle ved, hvor store fremskridt der er gjort inden for andre forskningsfelter på de syvogtres år, der er gået, siden Miller-Urey eksperimenterne: menneskets rejser i rummet, satellitforbindelser, afkodning af DNA’et og kortlægning af dets genetiske virkemåder, automatiseret peptid og nucleotid syntese, beskrivelse af molekylære strukturer, produktion af siliconbaseret elektronik, integrerede kredsløb og internettet for nu bare at nævne nogle af disse fremskridt.
Til sammenligning har forskerne i livets oprindelse ikke gjort nogen fremskridt overhovedet, hvad angår de helt centrale spørgsmål vedrørende livets formodede opståen af uorganisk materiale. Efter to tredjedele af et århundrede er man ikke fremkommet med andet end flere hypoteser om, hvordan livet måske kan være opstået – hypoteser, der i virkeligheden bare illustrerer, at livet sandsynligvis slet ikke er opstået af uorganisk materiale. Intet, der bare ligner en syntetisk cellestruktur, er opstået af dens enkelte dele, og slet ikke en celle. Det er man slet ikke kommet i nærheden af.
Maskiner i evig bevægelse
I 1775 afviste det franske akademi i Paris at modtage flere forslag til maskiner, der kunne bevæge sig i al evighed; ingen af maskinerne holdt, hvad de lovede. Ingen vidste hvorfor – en veludviklet videnskab om termodynamik, som giver os den teoretiske forklaring på, hvorfor en perpetuum mobile er en umulighed, kom først til næsten hundrede år senere.
Den praktiske erfaring var imidlertid, at alle maskiner før eller senere gik i stå. I dag har vi brug for en tilsvarende akademisk afvisning af ethvert forslag til, hvordan organisk liv er opstået af uorganisk materiale, for ligesom med evighedsmaskinerne er der ingen forslag, der holder, hvad de lover.
Harold
I stedet burde vi forske i, hvorfor det er umuligt for forskningen at frembringe liv. Der er ingen tvivl om, at liv er en mulighed, for i modsætning til maskiner i evig bevægelse er vi omgivet af funktionsduelige eksempler. Hvis vi skal erhverve os en forståelse af livets oprindelse, er der imidlertid brug for en helt anden videnskabelig tilgang til spørgsmålet.
Derfor vil jeg gerne rette følgende appel til alle forskere i livets oprindelse: Træd et skridt tilbage og prøv nøgternt at vurdere, hvad man hævder på dette område, hvordan det rent faktisk forholder sig, hvor stillestående det hele er i forhold til andre forskningsfelter, og menneskers forvirring eller fejlopfattelse vedrørende spørgsmålet om livets oprindelse.
Mange af forskerne på området er fremragende videnskabsmænd.
Voldsomt overdrevne påstande om forskningens fremskridt og stade, fremført med en forbavsende selvsikkerhed, og pressens forenklede og vildledende referater af disse påstande har imidlertid indgivet offentligheden massive vrangforestillinger om, hvad vi ved - og især, hvad vi ikke ved - om livets oprindelse.
Ovenstående er et uddrag fra kapitel 13 i The Mystery of Life’s Origin: The Continuing Controversy (Discovery Institute Press, 2020).
Geologiprofessor: De fossiler, der skal vise menneskets afstamning, er fri fantasi
Af Asgeir Sæbø, Cand.scient og daglig leder Innolipid AS, Ålesund
Professor i Geologi ved NTNU i Trondheim, Allan George Krill, har længe interesseret sig for menneskets afstamning. Da han stødte på hypotesen om ”Den akvatiske abe”, som blandt andet David Attenborough har gjort sig til talsmand for, vurderede han, at dette var en mere sandsynlig model for menneskets udvikling end den, som dagens studerende præsenteres for. Alan Krill, som ikke er bange for at gå sine egne veje, udviklede sin egen variant af ”vandabe” -hypotesen, der beskriver, hvordan mennesket kan have udviklet sig på en ø ud for Afrikas kyst.
I den forbindelse måtte han sætte sig grundigt ind i, hvilke ’forfædre’ til mennesket man i dag opererer med. Vi besøgte Allan på hans institut for at høre, hvad hans granskning af fossiler af tidlige mennesker var mundet ud i.
En ateist, der vil have frie tøjler til sin forskning
Som ateist lægger Allan til grund for sin forskning, at der ikke findes nogen Gud, som har skabt mennesket. Han viser os ind på sit kontor, hvor boghylderne er fulde af bøger om geologi, fossiler og klassiske værker om menneskets afstamning. Allan virker ikke særlig optaget af at blive accepteret i sit fagmiljø, og når vi spørger ham, om han ikke er bange for at gå glip af forskningsmidler ved ikke at tilslutte sig de almindeligt accepterede meninger, svarer han klart nej. Hans professorløn er nogenlunde i stand til at dække udgifterne ved hans forskning.
Ære og berømmelse kan han godt undvære, i hvert fald så længe han lever. Han ønsker blot at følge de videnskabelige spor, fri for mediepostyr og pres fra fagfæller.
Efter at have sat sig grundigt ind i litteraturen om menneskelignende fossiler tager han gerne bladet fra munden. Ifølge ham er den over hundred år gamle historie om menneskets udvikling på den afrikanske savanne en historisk fiktion. Mange af detaljerne er opdigtede for at gøre historien oplysende, interessant og troværdig for folk og for at imødegå uvidenskabelig kreationisme.
Lucy
Et efter et gennemgår Allan de klassiske fund af humane fossiler fra Østafrika. Det er her, man leder efter dem, for i Vestafrika er klimaet for fugtigt, til at skeletter kan blive bevaret.
Fossiler af chimpanser og gorillaer finder man ikke. Men den, der søger, kan åbenbart finde, og fundet sker ofte, kort før man løber tør for bevillinger, og ekspeditionen derfor må afsluttes.
Det var i hvert fald tilfældet med ”Lucy”, som professor Donald C. Johanson fandt ved Hadar i Afrika i slutningen af 1974-sæsonen. Også året før blev der gjort et fund, lige før sæsonen var ved at ende i fiasko.
Geologen Jon Kalb, som var til stede i lejren hos professor Johanson og hans assistent Tom Gray den dag, fundet blev gjort, skriver i sine erindringer, at han havde indtryk af, at der var noget mærkeligt på færde den dag. Kalb fik den tanke, at fundet, som var et overfladefund (i sig selv noget ulogisk for et skelet, som antages at være meget gammelt), var blevet lagt ud af assistenten Gray, kort før man ’fandt’ skeletdelene.
Hele historien leder tanken hen på Piltdownmanden, et ”missing link”, som blev fundet i England i 1912, og som 40 år senere viste sig at være et falskneri, som amatørarkæologen Charles Dawson stod bag. (Javamanden fra 1891 og Pekingmanden fra 1930erne er to andre højst tvivlsomme mellemformer, som man ikke længere taler om.) Piltdownmanden blev efter 40 ”gode” år som menneskets forfader og flere hundrede videnskabelige artikler afsløret ved hjælp af fluor-datering.
Man skulle tro, at man efter en sådan skandale ville indføre fluor-datering, kulstof 14-datering eller søgen efter DNA-spor som standard fremgangsmåde, men det har man ikke gjort, efter sigende fordi det kræver, at små dele af fossilet må ’ofres’ til analyse.
Fodaftryk i Tanzania og fossiler fra Kenya
Fra Lucy går vores ’fossilrejse’ i selskab med professor Krill videre til de fodaftryk, som blev fundet ved Lateoli i Tanzania i 1978. Sporene skulle angiveligt være 3.2 millioner år gamle, og fundet blev offentliggjort af Mary Leakey og professor Richard Hay i Nature i 1979. Allerede før uafhængige forskere kunne få adgang til fundet, blev det dækket til med jord og sten, angiveligt af hensyn til fundets bevaring. Efter et grundigt studie af artiklerne om fundet, mener professor Krill ikke, at dateringen holder.
Den næste af ”de fire store”, som man bruger i den fossilrækkefølge, der skal illustrere menneskets udvikling, er ”Turkana Boy”, som blev fundet i Kenya i 1984 og klassificeret som ”Homo Erectus”. Også dette fund har sine mærkelige sider. Fundet blev gjort af Kamoya Kimeu, som var Leakeys assistent, og som syntes i besiddelse af et særligt talent for at gøre sensationelle fossilfund. Han forklarede selv ved flere lejligheder, at fossilerne talte til ham på et mystisk sprog.
Fossilet blev aldrig dateret ved hjælp af fluoranalyse, kulstof 14 eller DNA, fordi det blev behandlet med et forstærkende plasticmateriale (en vinyl acetatopløsning).
Little Foot
Til sidst må vi nævne ”Little-Foot” fra kalkstenshulen Sterkfountain Cave i det sydlige Afrika. Hulen har fået tilnavnet ”menneskehedens vugge” og er blevet en turistattraktion, som dagligt besøges af turister året rundt. Områdets kalkstenshuler er blevet dannet, ved at vand har udvasket dem i bakkerne. Gennem åbninger i toppen er dyr og måske også mennesker faldet i døden i hulerne og er efterfølgende blevet præserverede af den dryppende kalkvæske. I 1920erne blev der foretaget sprængninger i området, og knoglerester, som derved blev strøet ud i området, blev taget med hjem som souvenirs af besøgende. I 1970erne indsamlede man en del skeletrester til Wits Universitet. I 1994 fandt palæoantropologen Ronal J. Clarke nogle knogler, der lignede knogler fra en menneskefod. Tre år senere fandt han flere af samme type. Normalt finder man ikke ankelben i menneskelige fossiler, og Clarke tænkte, at med udgangspunkt i de fundne knogler kunne man måske præsentere et mere fuldstændigt skelet af Australopithecus, end man før havde kunnet.
Derfor fortsatte han ihærdigt, indtil han af knoglerne på stedet fik sammensat et forholdsvis komplet skelet. Den beskrivelse af arbejdet og det billedmateriale, Clarke har offentliggjort (findes på YouTube), virker dog ikke særligt troværdigt for en fagmand.
Skepsis forbudt
I den videnskabelige forskning bliver data og fund normalt gjort tilgængelige for uafhængige forskere til granskning og yderligere forskning, men det er tilsyneladende ikke praksis inden for palæoantropologien. Her regnes det faktisk for uprofessionelt og uhøfligt, hvis en palæoantropolog antyder, at et fund kan være ubrugeligt eller ligefrem forfalsket. I dag har vi fået DNA som redskab til studiet af menneskets evolution. Det er på tide, at vi med dette redskab i hånden gennemgår de gamle, ’berømte’ fund, der blev fremlagt som beviser for menneskets evolution og for at imødegå en uvidenskabelig kreationisme. Den, som er interesseret i at fordybe sig mere i emnet, kan læse Allans artikel fra 2020: ”The story of human evolution is based on fictional fossil evidence.”
Asgeir Sæbø og Allan George Krill
Forskning i menneskets oprindelse
Af Origos redaktion
Der er fremsat mange teorier og modeller for menneskets oprindelse. For nylig er der udgivet en tværfaglig oversigtsartikel, som beskriver de forskellige argumentationer, der baserer sig på både teologi og naturvidenskab.
Artiklen er skrevet af Casey Luskin, som er geolog og har en Ph.d. i geologi ved universitetet i Johannesburg og en mastergrad fra Universitetet i Californien, San Diego. Luskin sammenholder de forskellige syn på skabelse og deler dem op i 8 hovedgrupper. Hver af de 8 grupper tildeles derefter points ud fra et tværfagligt system med tre fagfelter, som det illustreres i nedenstående figur: Teologi (blå), traditionel videnskab (orange) og anden videnskab (grå).
Den samlede basis for hver af de 8 modeller bestemmes så ud fra den samlede pointsum, som illustreres med søjlernes højde. De 4 modeller til venstre rubricerer Luskin som darwinistiske evolutionsmodeller, mens de 4 på højre side er ikke-darwinistiske designmodeller. Artiklen er en forskningsartikel, som også er vurderet af andre forskere inden for dette felt:
Af Asbjørn Berland, lektor og daglig leder ved BioCosmos i Bryne, Norge
”Jeg tror kun på videnskaben!”
”Jeg tror kun på det, som kan bevises!”
Måske har du hørt folk sige noget af den art? Og det lyder jo meget fornuftigt. Vi vil jo ikke være overtroiske eller uvidenskabelige. Men er det nu også fornuftigt? Er det kun videnskaben, der kan give os sand viden?
Vi mennesker er afhængige af viden. Der er meget, vi må vide for overhovedet at kunne fungere i samfundet. Derfor er det vigtigt at spørge, hvor vi skal få vores viden fra? Er der andre kilder til viden end videnskaben?
Tre grunde til, at der må være andre kilder til viden end videnskaben
1. Vi tror allerede på ting, som videnskaben ikke kan fortælle os
Hvordan kan du vide, at racisme og voldtægt er forkert? Fordi videnskaben siger det? Nej, der findes indlysende moralske sandheder, som ikke kan bevises af videnskaben, men som vi regner for indiskutable. Hvordan kan vi vide, at det er forkert at dræbe og at lyve? I det kristne verdensbillede er den slags moralske love selvindlysende, fordi mennesket er skabt i Guds billede. Loven er skrevet i vores hjerter, som Paulus siger i Romerbrevet (kap. 2).
Nogle videnskabsmænd, som for eksempel Richard Dawkins, hævder, at videnskaben har bevist, at mennesket er resultatet af en tilfældig udvikling, og at vi ikke er skabt af nogen Gud. Men så er det jo nærliggende at tro, at det, vi kalder rigtigt og forkert, blot er nogle regler, vi har lavet os, fordi det gavner vores overlevelse som art.
Når mennesker regner videnskaben for den eneste kilde til sand viden, sker der ofte det, at spørgsmål om, hvad der er rigtigt og forkert, glider i baggrunden.
For hvor meget kan vi egentlig sige om det ud fra videnskaben? Derfor reduceres moral gerne til nogle få grundlæggende regler, som forekommer nyttige.
Hvis vi er skabt i Guds billede, giver det god mening, at vi har en samvittighed; en fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert. Så er rigtigt og forkert noget andet og mere end nyttigt og unyttigt. Holocaust var naturligvis forkert, uanset hvor ’nyttigt’ det forekom nazisterne. Den kristne tro giver os således grund til at tro på moralske sandheder, som ikke udspringer af en nyttevurdering.
Når vi intuitivt ved, at noget faktisk er rigtigt, og at noget er forkert, vidner det om, at der findes vigtige sandheder, som videnskaben ikke kan fortælle os. Der findes sand viden, som vi må tilegne os uden videnskabens hjælp, og denne viden må have en kilde.
2. Det er en selvmodsigende påstand, at kun videnskaben kan give os viden
En selvmodsigelse er en påstand, der indeholder elementer, som ikke lader sig forene, og som derfor ikke kan være sand.
Hvis vi hævder noget, der modsiger sig selv, må det altid være usandt. Påstanden, om at kun videnskaben kan give os viden, er i realiteten en sådan selvmodsigelse. Hvorfor det? Fordi denne påstand ikke kan godtgøres af videnskaben, som ellers ifølge påstanden er vores eneste kilde til viden.
Man kan ikke påvise videnskabeligt, at videnskaben er vores eneste kilde til viden. Man kan heller ikke begrunde påstanden filosofisk. Det er en holdning, man kalder scientisme. Blandt filosoffer og tænkere er der udbredt enighed, om at scientismen giver dårlig mening. Blandt almindelige mennesker er der mere grobund for denne tanke. Ligesom en giftig plante kan ideen måske umiddelbart virke tiltalende, men ved nærmere eftersyn vise sig at være ødelæggende.
Påstanden, om at videnskaben er vores eneste kilde til viden eller sandhed, viser sig uholdbar, fordi den ikke i sig selv er videnskabelig. Hvis man derimod hævder, at vi kan erhverve os viden både gennem videnskaben og på anden vis, undgår man at modsige sig selv, og man åbner for en forklaring på det fænomen, at vi i mange tilfælde mener med sikkerhed at vide, hvad der er rigtigt og forkert.
3. Videnskaben hviler på ikkevidenskabelige antagelser
Videnskaben er ikke et luftkastel. Man kan opfatte det som en bygning, der hviler på et fundament. Fundamentet består af nogle nødvendige antagelser, blandt andet følgende:
A. Der eksisterer en objektiv sandhed
B. Der eksisterer en materiel verden
C. Vi kan stole på vores sanser
D. Vi kan stole på logikkens og matematikkens love
Nu vil du måske sige, at disse antagelser er så selvindlysende, at kun en tåbe ville afvise dem. Og det er sandt. Du må faktisk afvise flere af disse antagelser for at kunne afvise andre. Alligevel er der mange, som ikke bygger på disse antagelser. I hinduismen, buddhismen og andre østlige filosofier og religioner tror man for eksempel, at den materielle verden er en illusion. Flere postmoderne tænkere mener, at selvmodsigelser kan være sande, og forkaster dermed logikkens love. De antagelser, videnskaben bygger på, deles altså ikke af alle mennesker, og de kan ikke bevises videnskabeligt. Der er tale om filosofiske antagelser, ikke videnskabelige.
Hvis de antagelser, man må gøre sig for at stole på og udøve videnskab, ikke er videnskabelige, giver det os yderligere en grund til at hævde, at videnskaben ikke er vores eneste kilde til viden. Vi er nødt til at gøre os forestillinger om virkeligheden, som vi ikke kan bevise videnskabeligt, men som harmonerer godt med et kristent verdensbillede.
Det var faktisk antagelser af den art, der bunder i en kristen virkelighedsforståelse, som var med til at danne grundlag for den moderne videnskab, da den begyndte at tage form for omkring 400 år siden.
Den moderne videnskab kunne være opstået andre steder end i vesten, for eksempel i Egypten med de imponerende pyramidebyggerier eller i Kina, hvor man havde opfundet kompasset og krudtet.
Men videnskaben fik sit udspring i vesten, hvor den kristne virkelighedsforståelse blandt andet indebar, at man forventede en vis orden i en verden, som var skabt af en lovgiver. Virkeligheden var ikke kaotisk, og som mennesker, der er skabt i Guds billede, havde vi mulighed for at studere og forstå Guds skaberværk. Vi kunne beskrive universets orden ved hjælp af matematikken og formulering af naturlove.
Videnskabelige spørgsmål åbner døren for Gud
Hvis du møder mennesker, der kalder dig overtroisk, fordi du ikke udelukkende forholder dig videnskabeligt til verden, kan du pege på, hvor urimelig (og uvidenskabelig) denne anklage er. Det er faktisk et godt udgangspunkt for apologetik. Livets store spørgsmål kan ikke besvares ud fra, hvad videnskaben kan påvise. Man må anlægge et bredere perspektiv, hvis man skal forsøge at besvare de spørgsmål, som selv små børn kan stille: ”Hvad er livets mening?”, ”Hvorfor er vi her på jorden?”, ”Findes Gud?” og ”Hvad er rigtigt og forkert?” Videnskaben kan hjælpe os ved at oplyse os om forskellige forhold, så vi kan vurdere, om de harmonerer med den ene eller den anden virkelighedsforståelse, men videnskaben kan ikke endeligt afgøre alle filosofiske og teologiske spørgsmål for os.
Vi må således gøre brug af forskellige kilder til viden, deriblandt videnskaben, for at danne os et helhedsbillede af virkeligheden. Hvilken virkelighedsopfattelse giver os de bedste svar på livets vigtigste spørgsmål? Hvis vi blot er et resultat af en helt tilfældig og formålsløs udvikling, er der så overhovedet basis for at søge en mening med livet og tale om rigtigt og forkert? Og hvad med naturens store skønhed og kompleksitet? Er naturen blevet til af sig selv uden nogen højere intelligens’ medvirken? Eller peger alt det, vi kan observere, på eksistensen af en designer, en Gud?
I mine øjne bekræftes den kristne virkelighedsforståelse både af videnskabens resultater og af det, vi intuitivt ved må være sandt. Verden er ikke bare et stort kaos; den bærer præg af at være omhyggeligt indrettet med visse formål for øje. Vi ved ikke alt, og vi behøver heller ikke vide alt, men vi kan vide tilstrækkeligt. Ved at studere virkeligheden i lyset af den kristne fortælling kan vi se, at livet faktisk indeholder mening.
Kilder
Moreland, J.P.: Scientism and Secularism, Crossway, 2018.
Barbour, I.G.: Religion and Science. Historical and Contemporary Issues, Harper Collins, 2013.
Er Gud fornuftens og videnskabens fjende?
Af John Lennox, professor i Oxford
Fra ny-ateistisk side hævdes det, at ”monoteismen hader intelligens”, og at ”Gud dræber alt, der rejser sig imod ham, og han begynder med fornuften, intelligensen og det kritiske sind” (M. Onfray).
Men naturvidenskabens historie vidner om noget andet. Det følgende er et uddrag fra første kapitel af bogen Gunning for God.
Michel Onfray tror ikke, at ”Gud er død”, men tilskriver hans fortsatte liv, ”at en illusion aldrig forsvinder”. Onfray opererer således med en konstrueret Gud, som er en fjende af fornuft. Og ja, opdigtede guder kan
naturligvis være fornuftens fjender. Det er Biblens Gud imidlertid ikke.
Første del af det dobbelte kærlighedsbud taler om at elske Gud: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det i sig selv angiver, at Gud ikke er forstanden fjendtligt stemt, selv om han overgår forstanden. Som Skaber er han også ansvarlig for menneskets sind og forstand. Mennesket er den højeste skabning. Kun mennesker er skabt som fornuftsvæsner, i Guds billede – i stand til at have fællesskab med Gud og forstå det univers, de lever i.
Biblen er ikke anti-videnskabelig, men giver tværtimod mennesket mandat til at kortlægge skaberværket. Ethvert fagområde har sine egne fagudtryk og navne for tingene. Ifølge Første Mosebog var det Gud, der grundlagde denne praksis ved at bede mennesket om at give dyrene navne. Biologisk taksonomi blev således introduceret af Skaberen selv, som havde skabt menneskets bevidsthed i sit eget billede og derved givet mennesket muligheden for at forstå naturen som noget rationelt.
Som A.N. Whitehead og andre har påvist, er der ingen tvivl om, at det bibelske verdenssyn dannede basis for videnskabens fremvækst i det 16. og 17. århundrede.
C.S. Lewis formulerer det på denne måde: ”Mennesker blev videnskabelige, fordi de forventede lovmæssigheder i naturen, og de forventede lovmæssigheder, fordi de troede på en lovgiver.” Professor i videnskab og religion ved Oxford Universitet, Peter Harrison, skærper Whiteheads tese. Han argumenterer for, at det ikke bare var teismen i almindelighed, men reformatorernes principper for fortolkning af Biblen, som spillede en afgørende rolle i forbindelse med videnskabens opkomst. Biblen lader forstå, at der var alternative skabelsesmuligheder, og at Gud som Skaber helt frit kan skabe den verden, han ønsker, og indrette den, som han vil. Hvis vi vil vide, hvordan universet er og fungerer, må vi ganske enkelt undersøge det – i modsætning til a priori at have principper, som universet må rette ind efter.
Planeternes elliptiske baner om solen
Et eksempel på et sådant princip er tanken, om at en perfekt bevægelse må være cirkulær. Eftersom Aristoteles mente, at alt på den anden side af månen måtte være perfekt, måtte planeterne derfor følge cirkulære baner.
Det var først, da den kristne forsker Kepler vovede at gøre sig fri af Aristoteles og ved hjælp af Tycho Brahes observationer kunne konstatere, at Mars’ bane faktisk var elliptisk.
I dag beundrer vi Keplers mod til at lade sig lede af fakta frem for at lade sig begrænse af sin samtids metafysiske ramme. Ikke desto mindre affødte det en storm af forargelse, da den berømte filosof Anthony A. Flew bekendtgjorde, at han havde forladt naturalismen til fordel for deismen. Reaktionerne er et eksempel på, hvordan en a priori bekendelse til naturalismen kan forhindre en erkendelse af, at universet på mange måder synes at vidne om en bagvedliggende intelligens, en designer.
Det var også en teist og ikke en ateist, der fik den ide, som mundede ud i den nu almindeligt accepterede forestilling om ”Big Bang”. Den belgiske præst og astronom Georges Lemaitre (1894-1966) udfordrede den forestilling om et evigt univers, som takket være Aristoteles
indtil da havde domineret videnskaben.
Lemaitre fandt frem til en genial anvendelse af Einsteins relativitetsteori i kosmologien og fremsatte i 1927 en forløber for Hubbles lov, baseret på den kendsgerning, at universet udvidede sig. I 1931 fremsatte han så hypotesen om ”urtidsatomet”, som udgjorde universets begyndelse; en dag, som ikke havde nogen forløber.
Forestillingen om et begyndelsestidspunkt for universet voldte stor ståhej i det etablerede videnskabelige hierarki. Både Einstein og sir Arthur Eddington (18821944), som var Lemaitres lærer, og så sent som i 1960erne J. Maddox (redaktør for Nature) afviste enhver evidens til støtte for Big Bang-teorien. Sidstnævnte udtrykte bekymring for, at teorien ville blive taget til indtægt for skabelse af bibeltro mennesker. Dette er et eksempel på, at nutidens ateister ikke altid er villige til at lade sig lede af fakta, især ikke når fakta synes at true deres naturalistiske grundantagelser.
Maddox måtte opgive sin modstand mod universets begyndelse i lyset af nyt bevismateriale i form af rødforskydning og den kosmiske baggrundsstråling. Mikrobølgestrålingen bekræftede Bibelens påstand, om at universet havde en begyndelse.
Det forekommer ironisk, at mens videnskabelige opdagelser i 1600-tallet blev forkastet, hvis de syntes at modsige kristendommens verdensbillede, bliver de i dag forkastet, hvis de synes at støtte dette verdensbillede.
Derfor er det måske heller ikke så overraskende, når en af verdens mest fremtrædende teoretiske fysikere, Stephen Hawking, forsøger at bruge Big Bang-teorien til at udelukke Gud fra skabelsen.
Stephen Hawking og Gud
Jeg har andetsteds skrevet om Hawkings negative syn på filosofi og hans ”gud i hullerne” og vil her bare kort omtale nogle andre punkter i relation til dette. Hawking synes at forudsætte en lov om tyngdekraft. Det er altså noget andet end ingenting, han angiver som universets kilde. Hans ”døde” filosofiske tese: ”Universet kan og vil danne sig selv,” kan rent logisk oversættes til: ”X skaber X.” Men her forudsætter man jo eksistensen af det, der skal forklares. Her kunne lidt filosofi og ikke mindst lidt logik have været på sin plads. Hawkings påstand, om at man må vælge mellem Gud og fysik, fejler ved sammenblanding af kategorier. Det kan sammenlignes med at skulle vælge mellem fysikkens love og jet-motorens opfinder, Fr. Whittle, når man skal forklare jetmotoren.
En af Hawkings forgængere i lærestolen i fysik ved Cam-
bridge, sir Isaac Newton, begik ikke denne fejl. Han sagde ikke: Nu, hvor jeg har formuleret tyngdekraftens lov, har jeg ikke længere brug for Gud. Tværtimod skrev han i ”Principia Mathematica”, at han havde håbet, hans opdagelse ville bringe tænkende mennesker til tro på Gud.
Fysikkens love kan forklare kræfter, der får en jetmotor til at virke, men ikke hvordan disse kræfter har fået eksistens. Videnskabsmænd har på baggrund af matematiske formler kunnet udvikle teorier, der knytter sig til naturlige fænomener. Men de love, vi finder, kan ikke i sig selv forårsage noget og kan slet ikke skabe noget. For eksempel kan Newtons love hverken skabe eller forklare tyngdekraften, og det var Newton helt klar over. Det, lovene kan, er at beskrive sammenhænge mellem kraft og masse og acceleration. De angiver et mønster, som enhver hændelse normalt må følge.
Den strengt naturalistiske verden, hvor geniale, matematiske love helt af sig selv afføder universet og organisk liv, er et sciencefiction-scenarie.
Når man påstår, at naturlovene skulle have en skabende kraft, virker det som et forsøg på at flygte fra den anden mulighed i Hawkings spørgsmål:
”Eller er der brug for en skaber?”
Richard Feynman, nobelprisvinder i fysik, går et skridt videre: ”Det faktum, at der findes universelle love, er en form for mirakel. De kan ikke forstås, men de gør det muligt at forudsige, hvad der vil ske.” For Einstein var dette en vedvarende kilde til undren, som pegede ud over det fysiske univers til den ”ånd, som på enorm vis overgår menneskets ånd”.
Hawking fremhæver tyngdekraften, men hvor kommer tyngdekraften fra? Hvem har givet den dens plads i universet? Når han i sin teori om spontan selvskabelse taler om, at tændstikken bliver tændt blot ved at trække den hen over rivefladen, er det på samme måde fristende at spørge: Hvor kommer rivefladen fra? Eftersom det har igangsat universet, kan det umuligt selv være en del af universet. Men hvem andre end Gud kan så have tændt tændstikken? Allan Sandage, der er kendt som den moderne astronomis fader (han opdagede kvasarer og vandt Crafoordprisen, som er astronomiens parallel til Nobelprisen), er ikke i tvivl: ”Der må eksistere et organiserende princip. Gud er et mysterium for mig, men han er forklaringen på eksistensens mirakel: at der findes noget frem for ingenting.”
I deres forsøg på at krybe uden om eksistensen af en guddommelig intelligens bag ved naturen må scientisterne tillægge mere eller mindre troværdige kandidater – så som masse/energi og naturlove – skabende evner. Som enhver anden fysiker står Hawking over for en kraftig evidens for design, som han også kommer ind på det i sin bog: ”Vort univers og dets love synes at være designede og ligefrem skræddersyede til at understøtte os, og kun ganske små ændringer er mulige, hvis vi skal overleve. Den forholdsvis nylige opdagelse af, at en mængde naturkonstanter er ekstremt fint justerede, kunne i det mindste lede tilbage til den gamle tanke, om at dette store design er en stor designers værk. Men det er ikke den moderne videnskabs svar … Vort univers synes at være ét blandt mange universer med hver deres love.”
Dermed er vi fremme ved multivershypotesen. Denne går groft sagt ud på, at der findes så mange universer, at alt, hvad der kan ske, nødvendigvis også må ske i et eller flere af disse universer. Derfor er det ikke overraskende, at der findes mindst et univers som vores.
Når Hawking derefter opstiller de gensidigt udelukken-
de alternativer Gud eller multiverset, er der igen tale om en fejlagtig sammenblanding af kategorier. Gud kan selvfølgelig skabe så mange universer, han vil, uden at vi får (eller kan få) kendskab til dem. Men så er vi tilbage i filosofien, som Hawking i begyndelsen af sin bog erklærede for død. Når Hawking gør krav på at være den moderne videnskabs stemme, holder det ikke helt, for der er vægtige stemmer, som ikke støtter hans syn på tingene. Det gælder for eksempel professor John Polkinghorne: ”Lad os kalde disse spekulationer, hvad de er: metafysik.” Der findes ingen videnskabelig begrundelse for, at der skulle eksistere et utal af universer, for sådanne universer kan vi principielt ikke erkende. En anden mulig forklaring, som har lige så stor intellektuel tyngde, er, at denne verden er, som den er, fordi en Skaber har villet det.
Paul Davies, der ikke er teist, siger om det, der kaldes M-teorien: ”Den lader sig ikke teste inden for nogen forudsigelig fremtid.” Oxford-fysikeren Frank Close går et skridt videre: ”M-teorien er ikke engang rigtigt defineret.” Close konkluderer: ”Jeg kan ikke se, at Mteorien gør hverken fra eller til, hvad spørgsmålet om Gud angår.” M-teorien er særdeles spekulativ og falder ikke inden for det område af videnskaben, hvor der opereres med beviser. Den endelige konklusion mht. Hawkings M-teori må være, at den udgør en form for logisk syllogisme:
A. Hvis M-teorien er sand, findes der ingen Gud.
B. M-teorien er sand.
C. Derfor findes der ingen Gud.
Vi har allerede set, at præmis A er fejlagtig. Der kan godt eksistere både flere universer og en Gud. Præmis B er en ubekræftet påstand. Derfor er konklusionen C ikke gyldig.
Det store skaberværk peger stadig på en stor Designer.
John C. Lennox (2011): Gunning for God – Why the New Atheists are missing the target.
Stofudvalg, oversættelse og illustrationer ved Asbjørn E. Lund. Referencer findes i bogen.
På fast grund eller frit svævende? - om verdens ultimative virkelighed
Af John Lennox, Professor i Oxford
”Alt flyder” er et citat af den græske filosof Heraklit. Det angiver, at tilværelsen og den konkrete natur til stadighed forandrer sig, hvilket gør enhver generalisering vanskelig eller direkte umulig. Forandring er verdens inderste væsen og natur. Men kan vi have nogen tillid til vores tænkning og videnskab, hvis den svæver frit uden nogen fast basis? Det følgende er et uddrag af bogen Cosmic Chemistry, kapitel 21.
Hvad er virkeligt, og hvad består den ultimative virkelighed af? Det spørgsmål har alle tænkende mennesker overvejet. For materialisten er svaret masse/energi. For teisten er Gud den endelige virkelighed, som alt andet udspringer af. Francis Crick hævder, at ”du, dine glæder og sorger, din følelse af personlig identitet og fri vilje, ikke er andet end virkningen af en stor ansamling af nerveceller og deres tilhørende molekyler.” Selv om dette er skrevet af en videnskabsmand, er det ikke et videnskabeligt udsagn, men et udsagn, der udspringer af en bestemt virkelighedsforståelse.
Menneskets bevidsthed danner basis for nye perspektiver ved at tænke og forstå, ved at erkende skønhed, moral, hensigt mm., som giver livet mening. Dette er de vigtigste aspekter ved livet, og det indikerer, at bevidstheden i en væsentlig forstand må spille en overordnet rolle i vores tilværelse. Charles Darwin blev blandt andet kendt for at sige: ”Jeg hjemsøges jævnligt af det skræmmende spørgsmål om, hvorvidt tankerne i det menneskelige sind – som har udviklet sig fra laverestående dyrs sind – overhovedet har nogen værdi eller er værd at stole på.” Filosoffen Thomas Nagel fandt ind til sagens kerne, da han sagde: ”Hvis ikke det mentale er et helt igennem fysisk fænomen, kan det ikke fuldt ud forklares af fysisk videnskab.”
Hvis den verdenskendte ateist Richard Dawkins har ret i, at vi bare er et tilfældigt produkt af en ikke-dirigeret, naturlig proces, har han dermed givet os god grund til at betvivle gyldigheden af menneskets kognitive processer og gyldigheden af enhver påstand, som disse processer måtte frembringe. Dawkins biologi og hans naturalisme synes således at være på kollisionskurs i en konflikt, som egentlig ikke har noget med Gud at gøre.
Man kunne måske spørge Crick, hvorfor man så overhovedet skulle beskæftige sig med den slags udslag af rent fysiologiske fænomener?
Thomas Nagel bekræfter denne fortolkning: ”Evolutionær naturalisme må indebære, at vi ikke kan tage nogen af vores overbevisninger alvorligt, inklusive det videnskabelige verdensbillede, som denne holdning bygger på.”
Moderne humanisme er troen på, at mennesker ved hjælp af videnskaben kan lære sandheden at kende og derved blive frie. Men hvis Darwins teori om naturlig udvælgelse er sand, er dette umuligt, for så er menneskets sind blevet til ved blinde tilfældigheder og udvalgt med henblik på overlevelse og ikke med henblik på sandhed.
John Lennox i debat med Richard Dawkins
Filosoffen R.A. Collingwood formulerer det sådan, at materialismen udskriver en stor check, som den ikke har dækning for. Den verdenskendte filosof Alvin Platinga hævder, at (naturalistisk) evolution giver god grund til at betvivle, at menneskets kognitive evner i det store hele afføder sande overbevisninger. Set fra et materialistisk synspunkt er en overbevisning jo blot en neurofysiologisk hændelse. Men en overbevisning må have et indhold. Ifølge Platinga er det umuligt at se, hvordan en materiel struktur kan have noget indhold, som en overbevisning har det.
Filosoffen Keith Ward siger, at det, som vores betragtninger mere og mere må munde ud i, er en helhedsorienteret, kosmisk forklaringsmodel, hvor delenes udvikling må forklares ud fra deres bidrag til en samlet helhed. Samlet giver disse overvejelser næring til tanken om en forud eksisterende bevidsthed, som står over den fysiske virkelighed. Eller sagt på en anden måde: Guds evige sind er ikke opstået af materien, men er både forud for materien og uafhængig af denne (Joh 1,1: ”I begyndelsen var Ordet.”).
ATEISME
Forfatteren C.S. Lewis (som skrev Narnia-bøgerne mm.) har herom skrevet: ”Hvis den menneskelige fornuft ikke har gyldighed, kan ingen videnskab være sand. Hvis den ultimative virkelighed ikke er materiel, negligerer man det vigtigste faktum af alle ved ikke at tage dette i betragtning. Ikke desto mindre er den overnaturlige dimension ikke bare blevet glemt, men ligefrem kasseret af mange. Naturalister har været optaget af at tænke på naturen. De har ikke været så optagede af det faktum, at de tænker. Men i det øjeblik man bliver opmærksom på dette, står det tindrende klart, at ens egen tænkning ikke kun kan være en naturlig hændelse, og derfor må der findes noget andet end naturen.”
Udvalg, oversættelse og billeder ved Asbjørn E. Lund Intelligent design Tilfældigheder
Der er kun to muligheder: Enten er den menneskelige bevidsthed og intelligens et produkt af en ubesjælet materie, eller også findes der en Skaber.
Det forekommer derfor selvmodsigende, når nogle mennesker hævder, at deres intelligens leder dem til at satse på den ikke-intelligente materie.
John C. Lennox: Cosmic Chemistry: Do God and Science Mix? (2021)
Tanker om den uendelige
– om Blaise Pascal ved 400-års jubilæet
Af Steinar Thorvaldsen, professor ved universitetet i Tromsø
Blaise Pascal er både kendt for sin naturforskning og for at have efterladt sig en ufærdig bog, som har fået titlen ”Tanker”. I år kan vi fejre 400-året for hans fødsel. Nedenstående artikel er tidligere offentliggjort i tidsskriftet Credo, nr. 15, 1980.
Lad os forestille os 1600-tallets Paris. I en af byens mange spillebuler sidder Blaise Pascal og diskuterer ivrigt med en ven blandt spillerne. De snakker ikke om terninger og penge, men om det store spil, som livet er:
- Enten findes der en Gud, eller også findes han ikke, understreger Pascal. Hvilken side vil du vælge? Begge standpunkter kan begrundes ud fra fornuften, så den kan ikke hjælpe dig. Det hele er som et stort spil, hvor man må træffe en afgørelse. Enten eller, plat eller krone?
- Nej, hvorfor dog vælge side i en sådan sag? afbryder hans ven. Den rigtige beslutning her må være slet ikke at satse.
- Men du er jo allerede med i spillet, pointerer Pascal. Det er ikke frivilligt, du må satse. Lad os tænke på, hvad du kan vinde og tabe, hvis du f.eks. vælger at satse på, at Gud eksisterer. Jeg kan på stående fod give dig svaret: Hvis du vinder, vinder du alt; hvis du taber, taber du intet. Derfor skal du ikke tøve, min ven: Sats på, at han findes.
- Det er jo fantastisk, udbryder vennen. Jeg må vist vælge, det ser jeg. Men er det ikke for meget at give hele sit liv som indsats?
- Se her, siger Pascal ivrigt. Chancerne er fifty-fifty – der er samme sandsynlighed for at vinde som for at tabe. Hvis du nu kunne vinde to eller tre liv, ville du så satse det ene? Husk, at du er tvunget til at satse på noget, og da ville det være dumt at dig ikke at vove ét liv for at kunne vinde tre, når odds er så gode. Men i virkeligheden er der en evighed af lykke og glæde at vinde i dette spil. Ja, der er et uendeligt liv med en uendelig glæde! Det gør valget let. Når der er en uendelig gevinst inde i billedet, og sandsynligheden for at tabe ikke er uendeligt stor, er der ingen grund til at tøve med at satse. Enhver spiller tager jo også, uden at forbryde sig mod fornuften, en vis endelig chance for at vinde en endelig gevinst.
Blaise Pascal tegnet af D. McAndrew, 2018
- Ja, ja Jeg ved det. Men er der ingen mulighed for at se bagsiden af de kort, som indgår i dette spil?
- Jo! Se i Skriften …
Omtrent sådan kan vi forestille os, at den berømte Pascal (1623-1662) har evangeliseret efter sin omvendelse. Samtalen er udførligt gengivet i hans Pensées (Tanker). Argumenterne baseres på sandsynlighedsregning, et fagområde som Pascal lagde grunden til, og som har fået afgørende betydning, især gennem de seneste hundrede år.
Livsforløb
Pascal havde en fremragende karriere bag sig. Hans far havde givet ham en god uddannelse i den akademiske verden i Paris. Religion blev holdt uden for undervisningen, da hans far mente, at tro og fornuft var to forskellige ting. Drengen viste tidligt store evner. Allerede i en alder af 11 år skrev han en lille afhandling om nogle eksperimenter med lyd, som han havde udført på egen hånd. Året efter begyndte han at føre bevis for geometriske sætninger – før han havde modtaget nogen undervisning i dette fag. Hans far syntes ikke, det kunne
være rigtigt at begrænse så stor en begavelse, og derfor fik drengen lov at studere matematik – i sin fritid. Efterhånden begyndte hans far også at tage Blaise med til de ugentlige møder hos fader Mersenne, hvor alle betydningsfulde akademikere i Paris mødtes. Af disse møder udsprang senere det franske videnskabsakademi.
Seksten år gammel fik drengen trykt en afhandling, hvor han fremsatte en ”smuk” geometrisk sætning. To år senere gjorde han en stor opdagelse mere. Faderen havde i embeds medfør et stort og tidskrævende regnearbejde. For at hjælpe sin far konstruerede Blaise verdens første regnemaskine, som kunne addere og subtrahere mekanisk. Senere lavede han 50 sådanne maskiner. Det moderne programmeringssprog Pascal er opkaldt efter ham.
En af de store videnskabelige diskussioner på Pascals tid var, om der eksisterede et tomt rum (et vakuum). Her fandt Pascal på et enkelt eksperiment med et barometer, som viste et lavere lufttryk på en bjergtop end i havniveau. Det indebar, at der måtte findes et tilnærmet vakuum oven over atmosfæren.
Eksperimentet repræsenterede en anvendelse af den nye videnskabelige arbejdsmetode. Efterfølgende skrev Pascal en afhandling om væskers og gassers ligevægt. Lufttryk måles i dag i enheden Pascal.
Pascal satte ord på den proces, vi i dag kender som den videnskabelige metode, hvor hypoteser opstår, ved at mennesker intuitivt fornemmer visse sammenhænge.
Det er i dette kreative stadie af hypotesedannelsen, at naturvidenskab er så fascinerende. Derefter skal hypotesen så afprøves.
Pascal tænkte så vidunderligt klart. Han havde en evne til at gennemskue og skabe et begrebsgrundlag for ideer, som andre kun formåede vagt at beskrive. Han fortsatte også med at lave rent matematiske afhandlinger. Blandt andet kom han med en vigtig observation, som fremskyndede udviklingen af den matematiske analyse.
Omvendelsen
Da han var 31 år, havde Pascal en aften en særlig åndelig oplevelse. Allerede 8 år før havde han tilsluttet sig en åndelig bevægelse, der blev kaldt jansenisterne. Jansenismen understregede omvendelsens nødvendighed og var på en måde mere protestantisk end katolsk af væsen. En af Pascals søstre havde ladet sig optage i et jansenistisk kloster. Pascals liv indeholdt elementer af stolthed, egoisme og materialisme, men selv om han blev beundret som et geni af sine medmennesker, tilfredsstillede det ham ikke. Over for sin søster havde han bekendt, at han gerne for længe siden havde givet afkald på verden, hvis ikke han havde følt sig helt forladt af Gud.
Kort efter rejste han til søsterens kloster for at bruge det som base for et nyt virke. Efter sin omvendelse brød han radikalt med sin fortid. Mange matematikere har begrædt Pascals omvendelse og kaldt ham ”Manden, der gravede sit talent ned,” eller talt om ”det største spildte potentiale i matematikkens historie”. Men der er noget, der hedder ”at vinde hele verden, men at miste sin sjæl”. Og det, som nu kom fra Pascal, skulle blive læst mere end nogen af hans matematiske arbejder.
Tanker
De hader den og frygter, at den er sand. For at afhjælpe dette må vi først vise, at religionen ikke står i modsætning til fornuften, men er al respekt værdig. Derefter må vi fremstille den så tiltrækkende, at mennesker ønsker, at den skal være sand, og til sidst skal vi så vise dem, at den virkelig er sand.”
Pascal
Nu oplevede Pascal så en åndsdåb, hvor Herren selv talte til ham. Den skjulte Gud åbenbarede sig personligt for Pascal i form af personen Jesus Kristus. I to timer følte han sig gennemstrømmet af en overnaturlig ild. Han kom til tro, og al hans tvivl forsvandt.
Noget af det første, Pascal skrev efter omvendelsen, var en slags traktater: Breve til en provinsboer. Der var tale om indlæg i en religiøs strid med pavens jesuitter. Traktaterne blev trykt i store oplag og udbredt til mange.
Ved klosteret skete der besynderlige ting. Pascal havde en niece, som i tre år havde været plaget af en ondartet byld i tårekirtlen, men en dag blev hun spontant fuldstændig helbredt for sin lidelse. Miraklet vakte stor opsigt og gjorde så stærkt indtryk på Pascal, at han besluttede at skrive et værk om kristendommen – en apologetik, som skulle sætte alle kristendommens fjender til vægs. Han holdt et foredrag i klosteret om sin plan. Han talte i tre stive timer, men bagefter bedyrede tilhørerne, at de aldrig havde hørt noget så smukt og kraftfuldt og overbevisende. Grundet dårligt helbred blev Pascal aldrig færdig med sit værk, men han efterlod sig en rå skitse, der i dag er kendt over hele verden som bogen Tanker. Bogen indeholder mange forskellige tanker, og her kan vi kun give en lille smagsprøve på hans apologetik:
”Mennesker ser ned på religionen. De hader den og frygter, at den er sand. For at afhjælpe dette må vi først vise, at religionen ikke står i modsætning til fornuften, men er al respekt værdig. Derefter må vi fremstille den så tiltrækkende, at mennesker ønsker, at den skal være sand, og til sidst skal vi så vise dem, at den virkelig er sand.” ”Mennesker ser ned på religionen.
”Gud er skjult, men de, der søger, vil finde ham. Gennem hele historien har han efterladt sig tydelige spor. Vi har profetiernes opfyldelse i vor tid, og andre epoker indeholder andre tegn. Alle disse beviser hænger sammen: Hvis det ene er sandt, må det andet også være det De, der oplevede syndfloden, troede på skabelsen og på den Messias, som skulle komme. De, der så Moses, troede på syndfloden og profetiernes opfyldelse, og vi, der ser profetierne opfyldt, må også tro på syndfloden og skabelsen.”
”I Jesus og ved Jesus kender vi Gud. Ved og i Kristus kan vi bevise Guds eksistens og forstå både dogmer og livsregler. Derfor er Jesus menneskenes sande Gud.”
”Kundskab om Gud uden viden om vores egen skrøbelighed gør os stolte. Viden om vores egen skrøbelighed uden kendskab til Gud gør os fortvivlede. Kendskabet til Jesus Kristus skaber balance, fordi han viser os både Gud og vores egen skrøbelighed.”
”Mirakler har større betydning, end du tror. De blev brugt til at grundlægge kirken, og de vil blive brugt til at bevare den.”
Pascals apologetik favner, som vi nok fornemmer det, vidt. Et sted opremser han de forskellige udgangspunkter, han vil tage:
1. Det faktum, at kristendommen overhovedet eksisterer
2. De sande kristnes hellighed og ydmyghed
3. Bibelens mirakler
4. Jesus for sig
5. Apostlene for sig
6. Moses og profeterne for sig
7. Det jødiske folk
8. Profetierne
9. De evige goder
10. Læresætningerne, som forklarer alt
11. Lovens godhed
12. Universets orden
I de sidste år af sit liv var Pascal meget hård mod sig selv. Efter omprioriteringen i hans liv arbejdede han kun sporadisk med matematik. Inderst på kroppen bar han til tider et jernbælte med pigge. Hvis en ond tanke opstod i hans sind, dunkede han med albuen på bæltet
”Kundskab om Gud uden viden om vores egen skrøbelighed gør os stolte.
Viden om vores egen skrøbelighed uden kendskab til Gud gør os fortvivlede.
Kendskabet til Jesus Kristus skaber balance, fordi han viser os både Gud og vores egen skrøbelighed.” Pascal
for at bringe sig selv på bedre tanker.
En af hans store interesser var at hjælpe de fattige, og han lånte ligefrem penge mod renter for at kunne give gaver. Pascal døde allerede i en alder af 39, men hans tanker og hans videnskab lever stadig.
Litteratur:
Bell, E.T.: Men of Mathematics, kap. 5. New York 1965.
Hooykas, R.: Religion and the Rise of Modern Science Scottish Academic Press, 1973.
Pascal, B.: Tanker. Vidarforlaget, 1994. Med flere.
Hössjer, Ola: Becoming a Christian. Combining prior belief, evidence , and will. 2018.
Hössjer, Ola: ”Modeling Decision in a Temporal Context: Analysis of a Famous Example Suggested by Blaise Pascal” i The Metaphysics of Time: Logic and Philosophy of Time, vol. 4, s. 427-454. Aalborg University Press, 2020.
Ny forskning kortlægger cellernes digitale verden
Af
Steinar Thorvaldsen, professor i informationsvidenskab, Universitetet i Tromsø
For nogle år siden vakte en forskningsartikel om manglerne ved Darwins traditionelle teori stor furore. Nu er der kommet en opfølger i et anerkendt tidsskrift fra Royal Society. Nedenstående kronik er tidligere offentliggjort på forskning.no.
For tre år siden publicerede Ola Hössjer og undertegnede en artikel om nogle af manglerne ved Darwins teori. Artiklen vakte meget postyr og debat både nationalt og internationalt. I artiklen argumenterede vi for, at vigtige byggesten i vores celler består af fint afstemte, funktionelle proteiner og molekylære maskiner med utallige ’heldige sammentræf’ og synergier. Der er så meget, der skal passe sammen, og sandsynligheden, for at det skulle ske i et traditionelt darwinistisk scenarie, er forsvindende lille.
Forskning.no tog spørgsmålet op i flere opslag. Nu er en opfølgende artikel offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Journal of the Royal Statistical Society. Artiklens titel er: Estimating the Information Content of Genetic Sequence Data. I artiklen vurderes informationen i cellernes gener ud fra informationsvidenskaben.
Vævet sammen
En af de overraskende opdagelser i den moderne biologi er, at biologisk information er organiseret på en måde, som minder om almindelig tekst, og at cellen samtidig fungerer på en måde, som leder tanken hen på moderne teknologi. Arvemassen i cellernes DNA og gener kan sammenlignes med tekst og kapitler i en bog. Ordet tekst kommer af tekstil, dvs. tråde, som er vævet sammen.
Ligesom i læselige tekster har begreber som ”kode”, ”sprog”, ”information”, ”aflæsning” og ”kopiering” vist sig at være nyttige, når man skal beskrive og forstå, hvordan cellerne er sammenvævede biologisk. Biologien spiller på tusindvis af den slags begreber i samstemt funktion. Molekylære maskiner er i dag en fællesbetegnelse for biokemiske molekyler bestående af flere proteiner, som kan løse de mest utrolige opgaver, og som er afgørende for at opretholde en organismes liv ved at holde gang i en lang række funktioner og mekanismer på celleniveau. Det gælder alt lige fra energiomformning (ATP-motoren) til transport (Kinesin, se billedet ovenfor).
Naturvidenskaben beskæftiger sig i høj grad med kvantificering og måling. I den nye artikel præsenterer vi en metode til at operationalisere (dvs. gøre målbar) den information, vi finder i proteinernes gener. Den biokemiske funktion for et gen som f.eks. insulin knytter informationsindhold til funktionalitet. Denne funktion er en objektiv egenskab, fordi den kan bestemmes direkte gennem empiriske eksperimenter og er den samme for alle observatører. Set i det lys er genernes biologiske funktion den type specifikation, som bærer ”meningen” i det genetiske sprog.
Funktionel software
Denne forskning er tidligere blevet kritiseret for at savne holdepunkter i data. Den nye artikel indeholder en mængde biologiske data og analyser af disse. DNA i generne er ikke bare data, men udtrykker meningsbærende, funktionsrelateret information, der kan måles på, ligesom vi måler på andre grundlæggende størrelser i naturen. Man kan derfor videnskabeligt dokumentere, at generne er effektiv og vel tilpasset software med ægte funktionel information, og denne kan måles i Bits (Binary Digits) og Mega-bits. Informationen i generne er altså ingen metafor eller illusion; den er reel. Informationsbegreber, som anvendes inden for teknologi og kommunikation, viser sig således også at være nyttige inden for genetikken.
Hovednøglen?
På den måde er information blevet et vigtigt begreb inden for vor tids biologi, og der er opstået en forståelse for, at det informative aspekt ved livet er grundlæggende.
Nogle har ligefrem antydet, at dette må regnes for en hovednøgle inden for biologien. I så fald må livet studeres i grundlæggende forbindelse med informationsbehandling og kommunikation. Sådanne analyser har potentiale til at gøre biologien til en mere kvantitativ videnskab. Vi må forstå sproget i cellernes verden for at forstå levende væsner.
Grundlæggeren af kybernetikken (læren om styringsmekanismer), Norbert Wiener, hævdede ligefrem, at information var vigtigere end materie og energi. Han formulerede det således: ”Information er information og ikke materie eller energi. Ingen materialisme, som ikke erkender dette, vil overleve.” Mundheldet ”It from Bit”, formuleret af fysikeren John A. Wheeler, peger også på, at den ultimative virkelighed (It) er informationsbaseret (Bit).
I dag er information så udbredt i vores samfund, at vi har oprettet et nyt videnskabeligt fagområde – informatik – som beskæftiger sig med informationens mangesidige væsen, og hvordan den kan bruges som en linse til at afsløre mønstre og give os større viden.
Videnskabelig tænkning og videnskabeligt arbejde kan med øgende faglig styrke etablere information som et grundlæggende aspekt ved tilværelsen på linje med rum/tid og energi/materie.
Spændende ny lærebog i biologi
- for gymnasiet
Origos redaktion
Bogen: Levende systemer—systembiologi, kodebiologi og syntetisk biologi er rettet mod fagene biologi og bioteknologi på
A-niveau i de gymnasiale uddannelser (videregående skole i Norge). Dele af bogen kan også anvendes på biologi
B- eller C-niveau. Den bidrager med spændende nye vinkler på biologien.
Bogen giver en introduktion til levende organismer og deres særlige egenskaber og giver bud på, hvordan flere nyere forskningsområder kan tænkes ind i gymnasieundervisningen. Det sker med særligt udgangspunkt i de tre forskningsområder: Systembiologi, kodebiologi og syntetisk biologi.
Systembiologien har særligt bidraget med en topdown-tilgang til organismen som system med særlige emergente (=processen hvorved større entiteter, helheder, mønstre og regulariteter opstår gennem vekselvirkning mellem mindre eller simplere entiteter, selvom disse ikke selv udviser eller besidder sådanne egenskaber) egenskaber, f.eks. evnen til adaptation (=tilpasning). Den har desuden bidraget med modeller, som er nye for undervisningen, og et sprog til modellering.
Kodebiologien har bidraget med en ramme for de informationsflows, der er centrale for levende organismers evne til at agere på deres miljø, og tages desuden op i forhold til spørgsmålet om livets oprindelse. Syntetisk biologi har bidraget med sin særlige metodiske tilgang til at opnå forståelse af, hvad liv er, og åbner samtidig op for nye måder at arbejde løsningsorienteret på med innovation i undervisningen.
Både systembiologi, kodebiologi og syntetisk biologi bidrager med nye vinkler på biologien, som lægger op til samarbejde med andre fag. I kapitlerne introduceres flere af disse vinkler til videre bearbejdning. Bogens forfattere tillader sig også at pege på det, vi ikke ved nok om endnu, og på den måde håber de at kunne skabe nysgerrighed og motivation for selv at dykke ned i biologiens spændende verden.
Bogen kan være nyttig for folk fra forskellige naturvidenskabelige og tekniske uddannelser, og hvem der i øvrigt kunne være nysgerrige på, hvad liv er.
Bogen indeholder 8 kapitler:
• Biologiske systemer
• Proteiner de molekylære nanomaskiner
• Informationsflow og kodebiologi
• Kodning af syntetiske biologiske systemer
• Epigenetik når miljøet påvirker genekspressionen
• Flercellede biologiske systemer
• Evolutionær adaption
• Livets og biologiske systemers oprindelse
På bogens netside finder man en mængde opgaver til lærebogen. Forfattere til bogen er Kresten Cæsar Torp og Andreas Vedel. Andreas var bl.a. fagredaktør på Origos temanummer om Bioinformatik i 2013.
Kresten Cæsar Torp og Andreas Vedel: Levende systemer systembiologi, kodebiologi og syntetisk biologi. Nucleus Forlag ApS, 128 sider. Pris: 220 kr. (eBog: 70 kr.)
Mindeord om Andreas Vedel
D. 25. oktober 2023 døde Andreas Vedel på Hospice Vangen i Aalborg kun 59 år gammel. Andreas var i mange år medlem af ORIGOs redaktion og havde stor betydning for arbejdet. Han nød at være i naturen – ofte sammen med sin hustru og deres børn, ligesom han var involveret i kirkeligt arbejde.
Andreas havde som kemiker og biolog stor faglig indsigt. Desuden var han dybt engageret i forholdet mellem tro og videnskab. Han lagde stor vægt på at demonstrere, at kristen tro og god naturvidenskab går fint i spænd.
Kort før hans død udkom lærebogen ”Levende systemer − Systembiologi, kodebiologi og syntetisk biologi”, som er omtalt ovenfor. Bogen, som er beregnet for gymnasiets biologiundervisning på højt niveau, er forfattet sammen med Kresten Cæsar Torp.
I bogens tilblivelses-proces arrangerede Andreas et temamøde sammen med ORIGOs redaktion om bogens ideer og om information i naturen. Det blev et spændende møde præget af det smittende engagement i tro og videnskab, som prægede Andreas. Vi vil savne samarbejdet med ham.
Æret være Andreas Vedels minde.
Peter Øhrstrøm
BOGANMELDELSE:
Vi tror på Himlens og Jordens Skaber
Tre syn på skabelse og videnskab
Af Holger Daugaard, Biolog, Cand.Scient.
En interessant debatbog har set dagens lys med bogen: ”Vi tror på Himlens og Jordens Skaber”.
På bogens omslag beskrives indholdet således: ”I denne bog bliver tre forskellige syn på forholdet mellem skabelse og naturvidenskab præsenteret: ungjordskreationisme, gammeljordskreationisme og evolutionær skabelse. Hver position bliver udfordret af repræsentanter for de to andre syn. Det er der kommet en spændende og tankevækkende samtale ud af”.
Man kan som læser savne et fjerde syn, nemlig intelligent design, der har vundet en del frem i de senere år. Men dette skyldes ifølge redaktøren, at det ikke lykkedes at finde forfattere til dette syn. Trods dette er intelligent design dog omtalt flere steder i bogen, især i afsnittet om ungjordskreationisme.
Som titlen på bogen antyder, er bogens overordnede tema det fælles syn på livet og jorden, at Gud har skabt. Dermed behandler bogen udelukkende temaet ud fra et synspunkt om, at det bibelske livs- og menneskesyn er holdbart. Den fælles holdning er, at Gud har forsynet mennesket med to bøger: Bibelen og naturens bog. Der er med andre ord ikke plads til en ateistisk livsanskuelse i bogen.
Hvad forstås ved henholdsvis ungjordskreationisme, gammeljordskreationisme og evolutionær skabelse? Der savnes i bogens indledning en klar definition, om end den efterhånden kommer frem ved læsningen. Ved ungjordskreationisme forstås en bibeltro holdning til Bibelens skabelsesberetning, hvor man fastholder den som en historisk beretning om en skabelse på 6 bogstavelige dage.
Jorden og livet på den er altså relativt ung og giver dermed ikke plads til større evolutionære ændringer.
Gammeljordskreationisme fastholder også skabelsen som en historisk virkelighed, men mener, at jorden er meget gammel, og skabelsesdagene er ikke nødvendigvis bogstavelige dage, men snarere perioder, dvs. skabelseshistorien skal snarere forstås billedligt end bogstaveligt, og der er plads til visse evolutionære ændringer. Ved evolutionær skabelse tages skridtet fuldt ud, evolutionære processer anerkendes, men Gud anses fortsat for at være skaber. Gud har med andre ord skabt via evolutionære processer.
De nævnte tre ret forskellige livssyn behandles af en række forfattere, dels teologer og dels naturvidenskabsfolk. Bogen er opbygget på den måde, at de tre syn på emnet behandles hver for sig. For hvert syn beskrives sagen først i teologisk perspektiv og dernæst i videnskabeligt perspektiv. Inden for hvert perspektiv eller oplæg udfordrer to opponenter oplægget, hvorefter den oprindelige oplægsholder giver en afsluttende replik tilbage til opponenterne. Denne opbygning kræver, at man som læser holder tungen lige i munden, så man under læsningen hele tiden er bevidst om, hvad der diskuteres. Men det er også en interessant måde at behandle emnet på, idet man derved bliver bevidst om de mange problematikker, der er, uanset synspunkt. For selv om naturvidenskaben er bygget på data, er der rig mulighed for tolkning i næsten enhver retning, når talen er om den fjerne fortid, da jorden og livet blev til.
Bogens forfattere er ikke enige, men de er enige om at debattere sobert og åbent uanset holdning.
Og dette er måske det vigtigste formål med bogen: at man kan diskutere ligheder og forskelligheder i opfattelse åbent og med forståelse for den andens synspunkt – frem for at bekrige hinandens synspunkter, som man har set alt for meget af tidligere.
Trods forskelle i synspunkter må det derfor konkluderes, at der er flere punkter, forfatterne er enige om: 1. De bekender sig alle til troen på, at Gud er Himlens og Jordens skaber – som bogens titel klart antyder. 2. De tilslutter sig alle den opfattelse, at naturvidenskabens anerkendte metoder og det gode argument skal være bærende for debatten. 3. Alle bogens forfattere er enige om at lægge det bibelske budskab til grund for de teologiske vurderinger vedrørende skabelsen.
For kristne af alle trosretninger er bogen ”Vi tror på Himlens og Jordens skaber” god og informativ læsning, og den skaber et godt overblik over, at skabelsestroen dækker over et bredt spekter af holdninger. Som læser bliver man dels bekræftet i den holdning, man havde i forvejen, og dels informeret om, hvordan der kan argumenteres for andre holdninger.
Bogen illustrerer også, at skabelsestro generelt er fuldt forenelig med god videnskabelig praksis og kan derfor også vise sig som et vigtigt indlæg over for ikke-kristne.
Andreas Østergaard Jacobsen (red.): Vi tror på himlens og jordens Skaber. Tre syn på skabelse og videnskab. Lohses Forlag, 2023. Pris: 249,95.
