Origo - om videnskab, skabelse og etik. Nr 114, oktober 2009

• • • •

Fossilet Ida Darwin-myter Darwin på nettet Darwin for dummies

ORIGO - om videnskab, skabelse og etik

Nr. 114 • Oktober 2009 ORIGO 114

1

Redaktionskomité i Danmark • Fhv. overlærer Knud Aa. Back Ibsvej 27, 4440 Mørkøv.

ORIGO Tidsskrift om videnskab, skabelse og etik

E-mail: back@skabelse.dk • Cand.polyt. Finn L. N. Boelsmand Rolighedsvej 11, 9690 Fjerritslev.

Tlf. 3539 7654. E-mail: finn@skabelse.dk • Cand.theol. Klaus Dahl Skæring Hedevej 52, 8250 Egå.

Tlf. 8674 2120. E-mail: klaus@skabelse.dk • Seniorforsker, cand.scient. Holger Daugaard Tranevej 21, 8721 Daugaard.

Tlf. 6618 4100. E-mail: holger@skabelse.dk • Erhvervskunderådgiver, cand.oecon. Henrik Friis

Abonnement og bestillinger: Norge: Knut Sagafos, Glaservegen 65, N-3727 Skien.

Bestil per sms på +47 45255878 eller mail på knu-saga@online.no Danmark: Henrik Friis, Lavendelvej 6, 7400 Herning. Tlf. 9927 2909.

E-mail: abonnement@skabelse.dk

ORIGOs web-adresser: www.skabelse.dk • www.origonorge.no darwin2009.dk • darwin2009.no

Lavendelvej 6, 7400 Herning.

Tlf. 3514 3539. E-mail: abonnement@skabelse.dk • Professor Søren Holm CSEP, School of Law, University of Manchester, Oxford Road, Manchester M13 9PL, UK. E-mail: soren@skabelse.dk • PR-medarbejder, multimediedesigner Flemming Karlsmose Tomsgårdsvej 14, st. th., 2400 København NV Tlf. 2851 9450. E-mail: flemming@skabelse.dk • Cand.scient. Bent Vogel Vennelystvej 18, 8960 Randers SØ.

Tlf. 8641 0496. E-mail: bent@skabelse.dk • Professor, dr.scient. Peter Øhrstrøm Stokrosevej 5, 9380 Vestbjerg.

Tlf. 9829 7061. E-mail: peter@skabelse.dk • Cand.scient. Kristian Bánkuti Østergaard Rapsmarken 7, Rindum, 6950 Ringkøbing.

Layout og sats: VAC text, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle.

Tlf. 7586 4144. Fax 7586 4274. E-mail: info@vactext.dk

Tryk:

Øko-Tryk, Videbæk

© ORIGO.

Materiale må kun gengives efter aftale med redaktionen.

SE/CVR-nummer: 3037 6390

INDHOLD Oktober 2009

Tlf. 61664923. E-mail: kristian@skabelse.dk • Freelancer, cand.phil. Niels Jørgen R. Vase Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle.

Tlf. 7586 4144. E-mail: info@vactext.dk (redaktionssekretær)

Redaksjonsråd i Norge • Konsulent, cand.scient. Rune Espelid 5650 Tysse.

E-post: rune.espelid@online.no • Forskningsleder, professor, dr.scient. Willy Fjeldskaar Grannesveien 19, 4020 Stavanger.

E-post: Willy.Fjeldskaar@iris.no • Professor Trygve Gjedrem Lyngveien 19, N-1430 Ås • Lektor Knut Sagafos Glaservegen 65, N-3727 Skien E-post: knu-saga@online.no • Førsteamanuensis, dr.scient. Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø.

E-post: steinar@hitos.no • Professor, dr.philos. Peder A. Tyvand Dragedalsveien 177, 3766 Sannidal.

4

Peder A. Tyvand: Stammer vi fra apekatten Ida?

8

Jostein Andreassen: Darwin-myter sett fra Aarhus Universitet

14

Knud Aa. Back: Darwin på nettet på dansk

18

Knud Aa. Back: Darwin for dummies: Hvad går evolutionsteorien ud på?

21

Gabriel Scott: Hummerteinens logikk

23

Peder A. Tyvand: Hva skal til for å bli omvendt til darwinismen?

26

Andreas Vedel: Tro på tvivl (boganmeldelse)

28

Peter Øhrstrøm: Den menneskelige værdighed og debatten om aktiv dødshjælp

E-post: peder.tyvand@umb.no

Ansv. red. af dette nummer: Steinar Thorvaldsen Ansv. red. af næste nummer: Peter Øhrstrøm

2

ORIGO 114

Re d

Fossilfeber

Forsiden på dette Origo viser de to versjonene av det som nå går under navnet Ida. Funnet ble angivelig gjort i 1982 eller 1983 av private fossiljegere. Den halvdelen som er til høyre ble publisert i 1994 av Jens L. Franzen fra Tyskland og vakte den gang liten eller ingen oppsikt.

Det ble påpekt at deler av fossilet var ”pynete opp”, og at halen trolig var en avstøpning hentet fra et annet pattedyr.

Men i tilfellet med årets Ida har noen altså tatt en snarvei, utenom den sedvanlige etterprøvbarhet og kritiske grunnholdning. I vitenskapelig forskning og formidling er det en grunnleggende kjøreregel å ikke påstå mer enn det man har dekning for.

Redaksjonen

Halvdelen til venstre ble publisert forsommeren 2009 og ble ledsaget av en storstilet fokusering i media, spesielt i Norge, siden Naturhistorisk Museum i Oslo da hadde kjøpt denne platen fra ”bakrommet” ved en fossilmesse. Denne markedsføringen mangler trolig sidestykke innen norsk forskningstradisjon. I sommer kunne man til og med se T-skjorter med påskriften ”Ida – the link”. Publiseringen kom helt uforberedt på fagmiljøet, og det tok derfor et par uker før de kritiske kommentarer kom frem. Les mer om reaksjonene i dette nummer av Origo.

Dette minner oss litt om en gammel historie om sensasjonelle funn av fotspor av mennesker og dinosaurer ved Paluxy River i Texas. Det ble i en periode jobbet mye med disse sporene, det er til og med utgitt vitenskapelige artikler (R.T. Bird: ”Thunder in his footsteps”, Natural History, May 1939, s. 254-261 og 302). Men menneskesporene viste seg temmelig umulig å dokumentere vitenskapelig sett, enten fordi de bare var dinosaurusspor, eller fordi de simpelt hen var hogget ut av fjellet og fjernet av overivrige samlere og selgere. Materialet kunne ikke etterprøves i kritisk lys.

Forside fra nettstedet om funnene ved P aluxy River Paluxy River.. Bildet er tatt i 1984 fra det som gjerne kalles TTaylor aylor -feltet. Stedet ligger aylor-feltet. i ”Dinosaur V alley State P ark ”, nær Glen R ose i TTexas. exas. Sporene Valley Park ark”, Rose på bildet er ikke fra mennesker mennesker,, men fra en dinosaur dinosaur..

Dermed ble hele dette prosjektet oppgitt av så å si alle kreasjonistiske miljøer, til tross for enkelte påstander om at man kan se de menneskelige fotavtrykkene hos private samlere. Det finnes nå en god og realistisk hjemmeside om funnene og funnstedet ved Paluaxy River laget av Glen J. Kuban, se http://paleo.cc/.

Dette viser vektleggingen av dokumenterbart materiale i vitenskapelig forskning. Det er bare moderne media som tillater seg å benytte anonyme kilder, i vitenskapen derimot er dokumentasjonskravet vanligvis kompromissløst. Så hvis noen i dag kom frem med et bruddstykke av et Paluxy River menneskespor fra en eller annen fossilsamling, så ville det temmelig sikkert bli avvist på grunn av manglende dokumentasjon.

ORIGO 114

Forsiden. Ida 2009 (tv .) og (tv.)

Ida 1983

3

ak

tio

ne

lt

Stammer vi fra apekatten Ida? Av professor Peder A. Tyvand

Tidlig på forsommeren 2009 ble det skapt et mediehysteri uten like rundt fossilet av den lille apekatten Ida. I Norge, vel å merke. Tirsdag 19. mai ble Ida lansert.

Jeg var på konferanse i Strømstad den dagen, og registrerte noen fete overskrifter i de norske avisene Dagbladet og VG som var å få på hotellet. Men svenske media brydde seg ikke om Ida-saken, så jeg tok det hele med en klype salt.

Så startet telefonoppringningene fra Norge. NRK skulle ha intervju i nyhetsmagasinet Ukeslutt. Avisene Vårt Land og DagenMagazinet skulle ha mine kommentarer. Jeg bad dem vente en dag, så jeg kunne få vite hva slags dyr denne Ida var.

Her er viktig å være skeptisk, fordi det er ideologiske fordommer ute og går. Det er maktpåliggende for darwinistene at vi tror på apekatten. At vi innbiller oss at vi nedstammer fra apekatten og dens avkom.

Jeg fant ut at Ida er noe annet enn den utgis for.

Den er ingen slektning av mennesket eller sjimpansen.

Den er ikke engang en ape, men en halvape. Den er i slekt med halvapen Herr Nilsson i TV-serien om Pippi Langstrømpe av Astrid Lindgren. Betegnelsen “apekatt” kan gjerne brukes om halvaper, fordi disse har lang hale og et bevegelsesmønster som ligner på kattedyr. Sjimpanser og gorillaer beveger seg på en annen måte, for de har ingen hale.

Som leder for skapelsesbevegelsen Origo har jeg stilt opp syv ganger i Ida-saken, uten å være sikker på hva som ble sendt eller trykt. Følgende utsagn har nådd ut: - Halvapen Ida hadde en knøttliten hjerne uten plass for humor. Hvis hun hadde hatt humor, ville hun ha ledd seg i hjel av påstandene om at hun var vår stam-mor Humor er et veldig viktig og nyttig element i all darwinisme-kritikk. Darwinismen er gjennomført selvhøytidelig og humørløs. Humor trenger seg gjennom de fleste mediefiltre uten sensur eller skamklipping. Det er komisk at Ida utgis for å være vår stam-mor. Det var

4

hun under ingen omstendigheter, for hun døde uten å ha nådd puberteten.

Paleontologen og Ida-forskeren Jørn Hurum påstår at Ida ikke var som andre halvaper, siden hun manglet “tannkam” og “pusseklo”. To spesialiseringer som visstnok alle voksne halvaper skal ha. Men Ida var bare et lite barn og ikke voksen. Likevel hevder Jørn Hurum at disse to manglene hos Ida er et argument for at hun skulle stå midt mellom halvape og ape, og være en slags trekvart ape. Dette er feil. Et dyr som avviker fra halvaper kun ved at det er mindre avansert enn andre halvaper, er mer en kvart-ape enn en trekvart-ape.

Fossilet Ida kom til Norge under massiv mediedekning fredag 29. mai. Samme ettermiddag inviterte radiokanalen P4 undertegnede til å debattere mot Idaforskeren Jørn Hurum. Men Hurum nektet å møte meg, og P4 fant å måtte omgjøre invitasjonen. Hurum takler ikke å debattere mot folk som ikke er darwinister.

Journalistene har vært hensynsfulle og unngått å stille ham virkelige kritiske spørsmål.

Fem biologiprofessorer gikk ut i Aftenposten 3. juni med overskriften “Ida er oversolgt”. (www.aftenposten. no/meninger/kronikker/article3102780.ece). Det som falt disse professorene særlig tungt for brystet var at Ida ble framstilt av Jørn Hurum som et “missing link”.

Et manglende mellomledd i den påståtte avstamningen mellom dyr og mennesker.

Typiske darwinister (som disse fem) har noen merkelige holdninger til dette med mellomformer. Eksistensen av mellomformer var i følge Charles Darwin selve testen på om hans lære var holdbar eller måtte forkastes.

(1) Darwinistene forsikrer oss stadig at de absolutt ikke trenger å finne nye mellomformer. De hevder at det er et luksusproblem at det finnes en overveldende mengde med slike fra før, som liksom over-dokumenterer enhver overgang på veien fra amøbe til menneske. Dette vil man ha oss til å tro. Men darwinistene tror egentlig ikke på dette selv.

(2) Darwinistene blir nemlig fra seg av begeistring over ethvert nytt fossilfunn som de kan tolke som en mellomform. Samtidig prøver de å tone ned den desperate mangelen på slike, ved ikke å kalle funnet for en mellomform likevel. I stedet begås det gjerne ORIGO 114

tåkeprat av typen “en brikke som passer perfekt inn i puslespillet”.

(3) Darwinistene slår fast at de selvsagt visste hvordan denne mellomformen – som de ikke trengte – måtte se ut før de fant den. Men dette er etterpåklokskap på grensen til uhederlighet. Det blir aldri sagt noe konkret om eventuelle nye fossilfunn før man finner dem. Darwinistene fastholder at de ikke trenger mellomformer. Da kan de ikke motsi seg selv med konkrete påstander om hvordan nye mellomformer eventuelt skulle se ut. Darwinistene vet jo at de ville bomme grovt dersom de skulle våge seg utpå med konkrete forutsigelser av helt nye fossilfunn. Den nye “brikken i puslespillet” passet liksom perfekt, men bare etter at man hadde funnet den. På forhånd fastholdt man at det samme puslespillet ikke manglet en eneste brikke.

Mellomform eller ikke mellomform? Hele begrepet mellomform er en overvintret spekulasjon fra fortiden.

Men det er fornøyelig at darwinisten Hurum og andre darwinister kan finne på å kjempe mot hverandre i dette spørsmålet. Hurum mente at Ida var en viktig mellomform. Biologiprofessorene mente at det var taktisk uklokt å si slike ting høyt. Folk kunne jo begynne å tvile på “den sanne lære”. Folk kunne tenke at darwinistene mangler mellomformer. Men vi må spørre: Når ble taktikk et virkemiddel innenfor vitenskapen?

La oss se nærmere på publiseringen av Ida. Den vitenskapelige artikkelen “Complete primate skeleton from the Middle Eocene of Messel in Germany: morphology and paleobiology” ble publisert 19. mai 2009 i det ikke altfor velrenommerte fagtidsskriftet PLoS One, volum 4, bind 5. Nordmannen Jørn Hurum er en av seks forfattere av denne artikkelen, og de andre er to tyskere, to amerikanere og en sveitser. Den vitenskapelige publiseringen av Ida er ikke tillitvekkende. PLoS One er ikke et etablert tidsskrift, men en ny type tidsskrift som eksisterer kun i elektronisk utgave. Det ligger gratis tilgjengelig på nettet, men man må betale for å trykke artikler der. Det tok bare to måneder fra artikkelen ble sendt inn som manuskript 19. mars 2009 og til den ble godkjent og lagt ut på nettet 19. mai 2009. Det er umulig å kvalitetssikre vitenskap av denne typen med en prosess som totalt varer bare to måneder. På sin “fødselsdag” 19. mai ble fossilet Ida presentert både ved en vitenskapelig artikkel og i form av foredrag i New York, hvor hun også ble lansert for den internasjonale pressen. Denne samtidigheten på tre plattformer var på forhånd regissert for å få maksimal PR-effekt. Men i USA er det mange flere kritiske røster enn i det medie-enfoldige Norge. Det var jo blitt brukt flere millioner norske skattekroner for å kjøpe henne hit.

Internasjonal fossilhandel er et tvilsomt svartebørsmarked med forbindelser til organisert kriminalitet. Dagens Næringsliv hadde et stort oppslag om dette i sitt helgemagasin 1. august 2009. Avisen avslørte navnet til fossilkremmeren Thomas Perner som solgte Ida-fossiORIGO 114

let til Jørn Hurum. Perner forlangte 1 million dollar for Ida, men Hurum klarte å prute prisen ned til 750 000 dollar. Dette var omtrent 4 500 000 norske skattekroner. Til Nettavisen har universitetsdirektør Gunn-Elin Aasprong Bjørnebo uttalt - Dette er vel anvendte penger Hun er også glad for all oppmerksomheten Hurum og hans team har skaffet Norge, Oslo, universitetet og realfagene. «Ida» har fått bred omtale i internasjonale medier. Forskningsarbeidet har også resultert i en bok og en tv-dokumentar. (www.nettavisen.no/innenriks/ article2635842.ece) Det var altså maktpåliggende for de norske aktørene å lage et voldsomt mediesirkus. Bare slik kunne de overbevise godtroende norske skattebetalere om at det var riktig å øse ut disse millionene i et uregulert fossilmarked. I det ledende tverrvitenskapelige tidsskriftet Nature kom det 23. juli 2009 en artikkel “Outrage at high price paid for a fossil” hvor 11 forskere fra 6 kjente amerikanske universiteter og forskningsinstitusjoner kritiserer både Ida-kjøpet og lanseringen. Disse forskerne tar avstand fra de store ordene som er blitt brukt i markedsføringen av Ida. Floskler som mangler ryggdekning i den vitenskapelige dokumentasjonen. Disse 11 forskerne refser denne bruken av offentlige forskningsmidler til å støtte opp under en kynisk kommersialisme på et område hvor kommersiell tenkning burde ha vært bannlyst.

Valget av latinsk artsnavn til Ida er en pussig sak: Hun blir kalt “Darwinius masillae”. Altså er hennes slekt smykket med Darwins navn i latinisert form, og artsbetegnelsen hennes er tatt fra gruven hvor man tror at hun ble funnet. Ida-funnet har ingen annen tilknytning til Darwin enn at man fant det opportunt å offentliggjøre det i Darwins jubileumsår 2009. Å assosiere dette funnet med engelskmannen Darwin er en stor frekkhet, for det er ingen engelske forskere som er involvert i det vitenskapelige arbeidet med Ida. Man har likevel klart å unngå protester ved å alliere seg med mektige krefter fra media og politikk. Den berømte engelske naturjournalisten David Attenborough var med på Ida-laget fra første stund (www.vg.no/nyheter/ utenriks/artikkel.php?artid=553885).

Noe av den samme taktikken er blitt brukt i Norge.

Media og politikere har hatt innside-informasjon og er derfor positive. TV-programmene om Ida var blitt planlagt i lang tid. Hurums faglige autoriteter innenfor norsk paleontologi var derimot ikke blitt informert, og dette kan være et sjansespill for en som ennå ikke er professorkvalifisert.

Ida-funnet er ikke så sensasjonelt som Hurum vil ha det til. Det er ikke engang nytt. Ida-funnet har allerede vært delvis kjent i 15 år. Det norske Ida-fossilet utgjør faktisk bare halvparten av Ida-funnet. Det finnes en høyre-Ida i tillegg til vår venstre-Ida. Vår Ida utgjør venstresiden eller venstre halvpart av halvapen Idas fossile etterlatenskaper. Høyre halvpart av Ida (den som i

5

ettertid kalles B-siden) ble kjøpt av Burkhard Pohl i 1991 og havnet i hans private samling i Wyoming før det ble sendt tilbake til Tyskland i 1994 for å bli analysert av Jens Franzen, som er blitt en av Jørn Hurums samarbeidspartnere. Høyre-Ida ble senere overflyttet til New York. Høyre-Ida er etter hvert blitt beryktet fordi hun ikke er autentisk, men er blitt utstyrt med en mosaikk av forfalskninger. Vi kan heller ikke vite at den norskeeide venstre-Ida er fri for juks. Det er ikke vanskelig å få øye på en skjøt som går midt gjennom henne. Man har brukt mye kortere tid på å analysere vår venstre-Ida enn man brukte på høyre-Ida. Nå er det kanskje for sent å finne ut mer, fordi vår venstre-Ida er blitt forseglet inne i en glassmonter. Hun ligger der til allmenn beskuelse på Naturhistorisk Museum i Oslo.

Ida-funnet ble altså ikke publisert i noe ledende vitenskapelig forum. Grunnen til at anerkjente tidsskrifter neppe kunne gå god for en slik publikasjon, er at Ida-funnet faktisk ikke er dokumentert vitenskapelig.

Det er jo blitt oppbevart i et kvart århundre hos en privat samler, som inntil nylig var anonym. Samleren hadde ingen holdbar dokumentasjon å gi, så man er henvist til å gjette at Ida er funnet i Messel-gruven hvor mange andre beslektede funn er gjort. Idas alder er egentlig aldri blitt undersøkt. Påstanden om at hun er 47 millioner år gammel, er basert på radioaktive målinger av uorganiske vulkanske bergarter under denne gruven hvor man håper at Ida er funnet.

All vitenskap omkring menneskets påståtte apeopphav viser seg å være påvirket av ideologiske fordommer. Konklusjonen på hele Ida-historien kan derfor uttrykkes slik: - Monkey business as usual

Correspondence Nature 460, 456 (23 July 2009) | doi:10.1038/460456a; Published online 22 July 2009 Outrage at high price paid for a fossil Elwyn L. Simons1, Friderun Ankel-Simons1, Prithijit S. Chatrath1, Richard S. Kay2, Blythe Williams2, John G. Fleagle3, Daniel L. Gebo4, Christopher K. Beard5, Mary Dawson5, Ian Tattersall6 & Kenneth D. Rose7 Sir In your Editorial ‘Media frenzy’ (Nature 459, 484; 2009), you discuss the hype surrounding the description of a 47-millionyear-old fossil primate (J. L. Franzen et al. PLoS ONE 4, e5723; 2009). This fossil was publicized worldwide by the press using banners such as „the eighth wonder of the world“ and „the missing link in human evolution“, although no such claims were made by the authors in the paper. But even more outrageous, in our view, was the earlier sale of this specimen for a huge sum.

The fossil, nicknamed ‘Ida’, was allegedly found by an amateur collector (C. Tudge The Link 68–69; Little, Brown, 2009) in 1983 at the Grube Messel site in Germany.

Ida’s collector separated this fossil into two parts, which was

6

unfortunate because of the scientific value of completeness. The less-complete part, now known as the B side, reportedly had some of its anatomical features fabricated to make it seem more complete (see J. L. Franzen et al. PLoS ONE 4, e5723; 2009), perhaps to facilitate its independent sale.

The B side was sold to Burkhard Pohl of the Wyoming Dinosaur Center in Thermopolis, then sent to Jens Franzen of the Senckenberg Research Institute in Frankfurt, Germany, who described it in 1994. Meanwhile, the more complete part of Ida, now known as side A, was embedded in resin and framed. It is believed to have been kept in the anonymous collector’s home for 23 years until 2006, when its photograph was shown to Jørn Hurum of the Natural History Museum in Oslo.

The asking price for side A was reportedly US$1 million, although Hurum is alleged to have eventually paid about $750,000 for it (see The Times Online, 28 May 2009). The publicity barrage surrounding this fossil seems to have been amplified by its purchase for this sum of money.

In our view, such objectionable pricing and publicity can only increase the difficulty of scientific collecting by encouraging the commercial exploitation of sites and the disappearance of fossils into private collections. We believe that payments on this scale are detrimental to scientific investigation, and respectable institutions should not be responsible for making or publicizing them. We strongly believe that fossils should not have any commercial value.

1.

Duke Lemur Center, Durham, North Carolina

2.

Evolutionary Anthropology Department, Duke University

Email: esimons@duke.edu 3.

Department of Anatomy, State University of New York, Long Island

4.

Department of Anthropology, Northern Illinois University

5.

Carnegie Museum, Pittsburg

6.

Department of Anthropology, American Museum of Natural History

7.

Center for Functional Anatomy and Evolution, Johns Hopkins University School of Medicine

ORIGO 114

Pressens modtagelse af Ida

Origo dokumenterer hvordan en historie i pressen der burde kalde på en række kritiske spørgsmål, er blevet til rent mikrofonholderi Under overskriften “Halvaben kan være vores forfader” skriver dagbladet Politiken ved dets europakorrespondent Peter Wivel om fundet af Ida den 12/5 2009 (se også Peder Tyvands artikel om samme). »Forskerne har fundet et opsigtsvækkende fossil der kan være et afgørende trin i udviklingen fra abe til menneske. […] Fossilet ejes af Geologisk Museum i Oslo.« »Det britiske tv-selskab BBC har lavet et 90 minutters program om fundet. Programmet bliver præsenteret af den verdensberømte videnskabsjournalist Sir David Attenborough […]Attenboroughs program vil for første gang blive fremlagt for offentligheden i New York 19. maj [2009, red.] på en konference hvor medierne kan møde videnskabsmændene og journalisterne bag udsendelsen. Indtil da er alt omgærdet af den største hemmelighedsfuldhed.« »Fossilet er en såkaldt halvabe. Man har fundet dets skelet i en udgravning i Hessen. Det er så godt bevaret at man endog kan analysere hvad det havde i sin mavesæk. Det menes at fossilet har ligget mellem 37 og 47 mio. år i jorden. Det fundne dyr er i familie med den nulevende slægt lemurer. […] Lemurerne er en gammel dyreart. Arten levede samtidigt med dinosaurerne […]«

ORIGO 114

»Fundet af halvaben er gjort i to stykker som i fjor blev købt af det Geologiske Museum under Oslos Universitet.. Det er den norske palæontolog Jørn Harald Hurum der skal have beskrevet fundet og dets betydning for vores forståelse af menneskets udvikling.

Det vil Hurum dog ikke bekræfte i en samtale med Politiken. […].« »Forskningsresultaterne skal publiceres i et videnskabeligt tidsskrift der udgives af den internationale forskningsinstitution Public Library of Science. – Hurums kollega Philip D. Gingerich der leder museet for palæontologi ved Michigans Universitet i USA, siger til den britiske avis Mail at han har undersøgt halvabens skelet. Det er usædvanligt komplet og veldateret. […]« »Af David Attenboroughs dokumentarudsendelse fremgår det at forskerne har konkluderet at fossilet ikke bare er en lemur, men at det stammer fra en beslægtet gruppe halvaber der udviklede sig til aber, menneskeaber og mennesker. – Fundet skulle sandsynliggøre at mennesket kan nedstamme fra en gren af lemurerne.

Den lille dawinius masillae [som fundet er navngivet, red.] har ikke som lemurerne en rad tænder i undermunden der bruges til at kæmme pelsen med, og nogle bestemte tæer der bruges til at skrabe i jorden med. Det kan være et vidnesbyrd om at dyret stammer fra en art der levede før abeslægten begyndte af forgrene sig.« Og artiklen slutter: »Det springende punkt er […] fossilets næse. Hvis det kan påvises at det har haft en tør næse ligesom menneskeaber og mennesker, kan det være det manglende led i udviklingskæden. Har det derimod en fugtig næse som lemurer og hunde, er fossilet næppe kandidat til den eftertragtede rolle i udviklingens historie.« Referat v/ K. Aa. Back

7

Darwin-myter sett fra Aarhus Universitet Av Jostein Andreassen

På Aarhus Universitet sin nettside, www.darwin.au.dk/ arkivet/myter, har ph.d. Peter C. Kjærgaard en omtale av “nogle af de meste udbredte Darwin-myter”.

Redaktøren av Origo har bedt meg kommentere lektorens beskrivelse.

Hvilke utelates?

Naturlig nok gir Kjærgaard først en generell omtale av den britiske naturforskeren. Etter noen ord om “Evolutionslærens betydning”, “Darwin og menneskets selvforståelse” og “Darwin i det offentlige rum” går han så over til sitt egentlige anliggende.

Da er det interessant å se hva han skriver om Darwin-myter, og hvordan han gjør det. Spennende (og også litt avslørende?) er det også å se hvilke sådanne han skriver om, og hva han velger å ikke omtale ...

Vi siterer først Kjærgaards omtale og kommenterer nedenfor:

1. Myte: Darwins teori handler om livets oprindelse »Titlen på Darwins bog Om Arternes Oprindelse [...] er ofte tolket som om den handler om livets oprindelse.

Det gør den ikke. Den handler om livets udvikling, og hvordan de forskellige plante- og dyrearter er kommet til at se ud, som de gør. Darwin kunne ikke udtale sig om, hvordan livet var opstået. Han havde ikke noget

8

materiale til rådighed, som kunne belyse det spørgsmål.

Men det er ikke en svaghed ved teorien. Den videnskabelige erkendelse har grænser. De spørgsmål, der ligger uden for de grænser, hverken kan eller bør videnskaben besvare. Den holdning, som Darwin udtrykte, kalder man videnskabelig agnosticisme – et udtryk, der blev introduceret af Darwins gode ven og kollega Thomas Henry Huxley. I sin simpleste form går det ud på, at man i videnskaben ikke kan udtale sig om ting, man ikke har videnskabeligt belæg for. Darwin havde videnskabeligt belæg for at udtale sig om livets udvikling, ikke om livets opståen. Vi har i dag flere teorier om livets oprindelse, men vi ved stadig ikke med sikkerhed, hvordan det skete. Det vi kan konstatere – og det samme kunne Darwin – var, at det var opstået på et bestemt tidspunkt. Evolutionslæren handler om hvad der skete efter livet var opstået på jorden.«

Kommentar Det Kjærgaard skriver her, er for så vidt greit nok. Men vi for vår del sitter igjen med en del spørsmål: Hvorfor nevner han ikke at Darwin (til tross for at han altså ikke hadde vitenskapelig belegg for det) nettopp uttalte seg om hvordan livet hadde oppstått?

Vi ser gjentatte ganger at darwinistene understreker spesielt at Darwin ikke uttalte seg om dette – til tross for at han beviselig gjorde det. Det står til og med meget tydelig i “Bibelen” deres “Om artenes opprinnelse”.

Bare se siste setning i 2. utgave og siden i alle utgaver!

Har ikke darwinistene lagt merke til det, eller blunder de hver gang de ser det? Darwin sa nemlig at livet er “breathed by the Creator”. Til og med bruker han det bibelske uttrykket “innblåst”.

Det er også en tydelig tendens til, mener jeg, at spørsmålet om livets oppståen tones ned fra denne kanten. Mon dette ikke er så fordi man i en viss grad har gitt opp spørsmålet og forflyttet problematikken ut i verdensrommet. Millioner av dollar brukes til å sende romskip til planeten Mars hvor et medbrakt “kjøretøy” utstyrt med graveredskap skal finne angivelige spor av “liv” i grus og i eventuell is. Om spor av liv mot formodning skulle bli oppdaget på Den røde planet, gjenstår fremdeles det meget relevante spørsmålet: Hvordan ORIGO 114

oppstod livet der da? Og vi kan med stor frimodighet forvente at darwinistene – som har påberopt seg retten til å forklare livet og dets mange gåter – nå kommer opp med et plausibelt svar på hvordan livet har oppstått?

For som de sier: “Ingenting i biologien har noen mening uten i lys av evolusjonen” (Dobzhansky 1973).

Ingenting? Ikke livets oppståen heller? For meg er darwinistenes hovedproblem vedrørende forskningen om livets opståen den at man er kommet inn i et blindspor – nettopp på grunn av sin evolusjonistiske tankegang.

Her i Norge har såkalte “firehjulinger” blitt veldig populære. Dette er en stor “terrengsykkel”, og når den kommer oppi gamle dype bilspor, så kommer man ikke ut av dem. Slik virker også darwinistenes forskning om livets begynnelse på undertegnede.

For spørsmålet om livets oppståen synes svært vanskelig. Er det derfor ikke like greit bare å erklære at Darwins teori ikke omfatter dette – slik det som regel gjøres? Underforstått: Så får man ikke noen flere problemer med å besvare akkurat det!

Men bortsett fra det har Kjærgaard faktisk ikke rett i at evolusjonslæren ikke beskjeftiger seg med livets oppståen. Alle lærebøker om evolusjon “forklarer” også livets opståen med den sedvanlige henvisning til ursuppen + de nyere forestillinger om RNA-verdener.

En annen ting er at i gåten om hvordan livet oppstod, kommer en automatisk inn på et annet ømtålig spørsmål – livets kompleksitet. På meg virker det som om darwinistene prøver å unngå slikt – det kunne jo være at en da måtte gi seg inn på å forklare det absurde i hvordan bare en eneste aminosyre skulle kunne oppstå tilfeldig?

Så kommer han med sin berømte sammenlikning med en Boeing 747 som ble ferdig montert av en hvirvelvind som passerte en skraphaug: “Sjansen er så liten at vi kan se bort fra den, selv om hvirvelstormen fikk blåse over så mange skraphauger at de fylte hele universet.” Og, sier han: - “Det fins kort sagt ikke fnugg av objektive bevis for hypotesen om at livet startet i en organisk suppe her på jorda”. Han antyder at en intelligens og planlegger står bak alt. (Hoyle 1984: 11ff.)

Om muligheten for at informasjonsmengden i cellekjernen kan ha oppstått tilfeldig og slik gitt opphav til en levende celle, sier en internasjonal kapasitet på informasjon og statistikk som Dr. Werner Gitt, f. 1937, det kort og godt slik: “Der fins ingen kjent naturlov, ingen kjent prosess og ingen kjent rekkefølge av begivenheter som kan få informasjon til å oppstå av seg selv i organisk stoff.”

(Gitt 2005: 106). Den muligheten er altså både logisk og praktisk utelukket, til tross for darwinistenes ønskedrøm om det motsatte.

Så teoretisk har Kjærgaard kanskje rett i at evolusjonslæren ikke omfatter livets oppståen, men i praksis er den faktisk svært opptatt av nettopp dette spørsmålet. Og man kunne ønske seg at det ble nevnt at evolusjonslæren i dag har like så store vanskeligheder med dette problemet – om ikke større – som man hadde på Darwins tid.

Endelig er uttalelsen om at vitenskapen ikke uttaler seg om ting den ikke har belegg for, interessant. For det gjør evolusjonslæren nettop ved uten å blunke å overføre argumentene for mikroevolusjon (som er gode, håndfaste og vitenskapelige) til makroevolusjon (som er ren formodning, etterrasjonalisering og gjettverk).

Hoyle & Gitt

2. Myte:

En så skarpsindig forsker som astrofysiker Sir Fred Hoyle (1915-2001) var svært opptatt av darwinistenes hypoteser om livets oppståen. Nesten indignert drøfter han i boka “Det intelligente univers” (1984) det kjente eksemplet om at en horde aper som hamret løs på skrivemaskiner, til slutt ville produsere et av Shakespeares skuespill. Tankegangen bak det er at alt kan skje tilfeldig, også det at livet en gang har oppstått, bare tilfeldigheten opererer i stor nok målestokk. Dette går han sterkt imot og skriver at „sjansene for at livet oppstod tilfeldig er så små at de kan helt utelukkes.” Han sammenlikner så sannsynligheten for at livet oppstod av seg selv med noe mer velkjent: At en person med bind for øynene skulle prøve å løse den populære Rubiks kube. Dersom han gjør et tilfeldig trekk i sekundet, vil det matematisk/statistisk sett ta ham 1350 milliarder år å løse kuben. Hoyle trekker parallell med tilfeldige sammenkoblinger av proteiner – slik som ved Millers forsøk – setter opp regnestykker og påstår: “Det tilsvarer omtrent sannsynligheten for å kaste 50.000 seksere på rad med en feilfri terning!”

Darwin sagde, at vi nedstammer fra aberne »Faktisk talte Darwin slet ikke om menneskets afstamning i Om Arternes Oprindelse. Men der var mange i samtiden, der på baggrund af hans ideer spekulerede over, hvordan mennesket passede ind i den historie.

Først mere end ti år efter Om Arternes Oprindelse udgav han bogen Om Menneskets Afstamning […] Det er en udbredt misforståelse, at Darwin selv skrev, at vi nedstammer fra aberne. Det gjorde han ikke. I stedet talte han om fælles afstamning og brugte billedet “Livets træ” til at forklare det. I sidste instans har alt levende det samme udgangspunkt – den mest simple levende organisme, man kan forestille sig. Herfra forgrener jordens liv sig i et væld af grupper, arter og eksemplarer. På “Livets træ” sidder mennesket ikke bare længere ude på samme gren, som aberne. Hver art har sin egen gren. Når man går længere tilbage i tid, kan man se, hvordan nogle af de grene har samme udgangspunkt. Mennesket og chimpansen “forgrenede” sig for ca. 4,1 millioner år siden. To millioner år før udviklede gorillaerne sig i en anden retning, og vi

ORIGO 114

9

skal hele 18 millioner år tilbage for at se, hvornår orangutangerne og menneskegrenen blev opsplittet i to forskellige arter. På Darwins tid blev orangutangerne ofte fremstillet som vores nære slægtninge, bl.a. i zoologiske haver. Det er rigtigt, at vi er i familie med aberne – som vi er i familie med alt liv på jorden. Men vi er ikke en videreudvikling af de “menneskeaber” eller primater, vi kender i dag.«

Kommentar Betraktningen fra Kjærgaard bør utdypes.

På nest siste side i “Om artenes opprinnelse” (1859) skriver Darwin ganske riktig, nokså lakonisk: „Lys vil bli kastet over menneskets opprinnelse og historie” (Darwin 2005: 354). Det var altså alt om spørsmålet i hans første hovedverk. I “Menneskets avstamning” (1871) kommer som kjent denne problematikken så mer fram uten at man dermed får en bedre forklaring på den. Kjærgaard på sin side henviser til “Livets tre” som forklaring på den felles avstamning. Dette presenterte briten i 1859 i kapittel IV og er verkets eneste illustrasjon. Om den vitenskapelige verdien av dette bilde skriver imidlertid den kjente evolusjonisten Stephen Jay Gould, 150 år etter Darwin: “Evolusjonstrærne som dekorerer lærebøkene våre, har data bare ytterst i tuppen og i greinknutepunktene; resten er slutninger, riktignok fornuftige, men ikke ut fra bevis fra fossiler.” Gould 1980: 181) En annen som uttaler seg om dette, er den canadiske biokjemikeren W. Ford Doolittle. I flere artikler for få år siden kritiserte han den vitenskapelige holdbarheten av Darwins tre ved blant annet å spørre om ikke biologene “har mislyktes i å finne det sanne treet, ikke fordi metoden deres er inadekvate eller fordi de har valgt de gale genene, men fordi livets historie ikke kan bli skikkelig presentert som et tre.”

Han foreslår heller og tegner opp et sammenfiltret buskas [“tangled thicket”], eller noe som kan likne et edderkoppnett og sier: “Nå trengs det nye hypoteser,

10

og vi kan bare gjette om deres endelige fasong.” (Ford Doolittle: 2000: 90ff.)

Det saklige i Kjærgaards “myteafsløring” ville dog være styrket vesentlig hvis han hadde tatt “det ultimative ikon” under behandling. Nemlig at den meget brukte tegneserie med apen som etter hvert reiser seg opp og blir til et menneske – og som noen har bidratt til myten om at Darwin sier vi stammer fra apene – at denne tegneserien faktisk er falsk i sin noe forenklede fremstilling av problemet med menneskets opprinnelse og avstamning. Med til denne historie hører jo også, som Kjærgaard utvilsomt er klar over, at dette “ikon” faktisk er Huxleys oppfinnelse; han som her under myte 1 presenteres som Darwins gode venn og kollega.

Endelig kunne man jo spørre om Kjærgaard ikke selv bidrar til mytens opprettholdelse ved på evolution. dk (http://evolution.dk/dk/myter/hvordan-virkerevolution/en-mekanisme.html) selv ved å bruke formuleringen “Forskellen mellem mennesker og andre aber skyldes således …” (Origos fremhævelse) – På den annen side kan illustrasjonen på denne hjemmesides “myteforside” (se http://evolution.dk/dk/myter/mangemyter.html) kanskje tolkes som en avstandstaken til det sedvanlige bilde?!

3. Myte: Darwin tog til Galápagosøerne, studerede finkernes næb og opdagede evolution “Denne historie var slet ikke kendt på Darwins egen tid. Faktisk opstod den først i 1930’erne, da man fejrede 100-året for Darwins besøg på øerne. Det er rigtigt, at han besøgte Galápagosøerne under sin jordomrejse med HMS Beagle. Det er også rigtigt, at han indsamlede forskellige finketyper. Men det er ikke rigtigt, at de omgående fik ham til at tænke på evolution med naturlig selektion. Faktisk var han hverken særlig omhyggelig med at registrere finkerne eller i det hele taget studere dem. Det var først, efter at han var vendt tilbage til England, at en kollega fik orden på samlingen og henledte Darwins opmærksomhed på finkernes forskellige kendetegn. Der var mange andre ting, der fik Darwins tanker ind på evolution. Han indsamlede et imponerende materiale fra geologi, palæontologi, zoologi og botanik fra hele verden, som han studerede og sammenlignede med, hvad andre forskere havde indsamlet og beskrevet. Alt det materiale viste tegn på, at udviklingen havde nogle helt bestemte fællestræk – i dag siger vi, at der var tale om konvergerende bevismateriale. Det fik i sidste instans Darwin til at tænke i evolutionsbaner. Ideen opstod altså på baggrund af et langvarigt studium af et meget omfattende materiale.

Nu manglede han så bare en mekanisme, der kunne forklare det. Den fandt han i “naturlig selektion”. Finkehistorien er blevet så populær, fordi den er simpel og bekræfter det udbredte billede af videnskabens udvikling som resultat af den geniale forskers pludselige ahaORIGO 114

oplevelse. Sådan er det sjældent, og sådan var det slet ikke for Darwin.”

Kommentar Historien om Darwins befatning med finkene på Galapagos-øyene er utmerket beskrevet i amerikaneren Frank J. Sulloways artikler på 1980-tallet. Ellers er hans landsmann Jonathan Weiner samt britene David Lack og Peter Grants bøker svært interessant lesning om emnet.

Den evolusjonære betydning av disse finkene er som regel alltid svært overdrevet og faktisk ofte forvrengt. Så Kjærgaards i og for seg korrekte fremstilling av begivenhetsforløpet krever også her en utdypning: For til “den populære finkehistorie” hører et viktig apropos. Det amerikanske “National Academy of Sciences”, en eksklusiv og aktverdige institusjon, utgav i 1998 boka “Teaching about Evolution and the Nature of Science”. På side 19 der fins en omtale av finkene på Galapagos. Artikkelen heter “Ongoing Evolution Among Darwin’s Finches”. Det påpekes i teksten at en streng tørkeperiode et enkelt år “can drive evolutionary changes in the finches. [Dette gjelder størrelsen på nebbet.] (...) The Grants [det kjente ekteparet som måler nebbene i forskningsøyemed] have estimated that if droughts [tørkeperioder] occur about once every 10 years on the islands, a new species of finch might arise in only about 200 years.” Det er rett og slett merkverdig at en så antatt seriøs institusjon kan komme med et slikt åpenbart urimelig utsagn. For det man glemmer å si, er at samme ektepar har funnet ut at ved regnperioder (den såkalte El Niño) skjer der også “evolutionary changes” i nebbene, men da slik at de vender tilbake til den opprinnelige størrelsen igjen. Altså, i sum null evolusjon, fram og tilbake er like langt. Det er visst ingen sjanse til at det skal tre fram en ny art innen 200 år!

Som ovennevnte Weiner skriver i sin Pulitzer-prisbelønte bok: “In spite of all this selection pressure, the cactus finches [Geospiza scandens] have not changed in the last ten years. By all the Grants’ measures, their beaks and bodies are the same now, on average, as they were before the flood.” (Weiner 1995: 192; se også Grant: “Ecology and Evolution of Darwin’s Finches” (1999) og Steinheimer (2006).

Og så burde man kanskje i sammenhengen tilføye at når det sies at Darwin fant sin forklaringsmekanisme i “naturlig seleksjon”, så var det samtidig en mekanisme han selv kom til at tvile mer og mer på, etter hvert som han skrev seg igjennom de forskjellige versjoner av Om artenes opprinnelse.

4. Myte: Darwin fandt på slagordet “survival of the fittest” – den stærkestes overlevelse – for at markedsføre sin teori “Det var den politiske filosof Herbert Spencer, der som den første brugte begrebet “survival of the fittest” ORIGO 114

i sin bog Biologiens Principper, der udkom i 1864. Spencer brugte det som metafor for Darwins begreb om “naturlig udvælgelse”. Darwin var aldrig helt tilfreds med begrebet, men kunne godt se, at det havde nogle enkelte fordele. Blandt andet så kunne folk komme til at tænke på en bevidst indgriben med Darwins eget begreb “naturlig udvælgelse”. Og det var der slet ikke tale om. På den anden side kom slagordet også til at simplificere processen og mekanismen i en sådan grad, at folk fik en forkert opfattelse af, hvordan livets udvikling foregik. Darwins teori byggede på held, tilfældighed, dygtighed osv., hvor det statistiske element er afgørende.

Der var med andre ord tale om et væld af faktorer i arternes udvikling, der ikke kunne reduceres til, at det altid var den stærkeste, der ville overleve. Darwin overtog Spencers begreb som et synonym til “naturlig udvælgelse” i 5. udgaven til Om Arternes Oprindelse, der udkom i 1869. Den danske oversættelse kom for første gang i 1871-1872. Her blev J. P. Jacobsens oversættelse af “survival of the fittest” til “den mest Skikkedes Bliven i live”. Det er næsten umuligt at forstå i dag. Darwins egen tolkning af begrebet var, at det drejede sig om den bedst tilpassedes overlevelse, ikke den stærkeste. Det er også vigtigt at huske på, at selv det allerbedst tilpassede individ kunne være uheldig at blive spist af et større dyr, få et klippestykke i hovedet eller omkomme på anden vis. Evolutionen giver med andre ord ingen garantier. Det er en statistisk teori.”

Kommentar Spencer kom med uttrykket “Survival of the Fittest” allerede i sin artikkel: “A Theory of population, deduced from the General Law of Animal Fertility” (1852). (Peel 1992: 137). Siden ble det tatt med i hans bok “Principles of Biology” (1864) og ble da mer kjent.

Første gang Darwin bruker det, er i sin bok “The Variation of Animals and Plants under Domestication” (1868), siste side, der det står: «(...) as a consequence, to the natural selection or the survival of the fittest, must appear to us superfluous [som overflødige] laws of nature.» Dette var faktisk på oppfordring fra Alfred R. Wallace i brev 2. juli 1866, der han mener at Darwin med fordel kan bruke Spencers term istedenfor “Natural Selection”: «(...) I think it may be done without difficulty & very effectually (...)»

Spencer på sin side hadde henvist til Darwins term da han brukte sitt eget: «This survival of the fittest, which I have here sought to express in mechanical terms, is that which Mr. Darwin has called “natural selection” (...)» (Spencer Vol I: 1864-67: 444f.) Uttrykket gjentas i 5. utgave av “Artenes Opprinnelse” (1869), men opptrer hyppigere i 6. utgave (1872), da ganske riktig også som et synonymt uttrykk for “Natural Selection” (Darwin. F & Seward, A. C.: Vol. 1, 1903: 267f.)

Men ellers kan man vel si at Kjærgaards kommentar til myte 4 rammer underlig ved siden av, i og med at han

11

(som så mange før ham) oversetter ordet fittest ukorrekt. Hvis man utviklet IP’s gammeldanske oversettelse til “den mest Skikkedes Forbliven i live” ville det morsomt nok være mer korrekt – og forståelig. Survival of the Fittest betyr jo nettopp ikke den stærkestes overleven, men den mest veltilpassede. Og Kjærgaards eksempel med klippestykket i hodet på den mest veltilpassede er videre en understrekning av at verken Survial of the Fittest eller Naturlig Selektion er forklaring på noe som helst: Mekanismen kan alene velge ut mellom allerede eksisterende individer, ikke skape nye.

For en annen ting er at “Survival of the Fittest” vel helst må kalles en tautologi – en selvinnlysende sannhet: «Darwins største bidrag var, selvfølgelig, forslaget om at evolusjon kan bli forklart ved naturlig utvalg av tilfeldige variasjoner. Naturlig utvalg, som først ble betraktet som en hypotese som trengte en bekreftelse ved hjelp av eksperimenter eller observasjoner, viser seg når en ser litt nøyere etter, å være en tautologi, et utsagn som er slik at det gjentas to ganger. Det hevder at de mest skikkede individene i en populasjon (som defineres som de som etterlater mest avkom) vil etterlate mest avkom. Med en gang dette er sagt, skjønner alle at dette er jo helt selvinnlysende.” (Waddington i Tax 1960: 385) Så ærlig taler også Thomas Hunt Morgan (18661945), som fikk Nobelprisen i 1933 for sitt arbeid med fruktfluer (første utdeling i genetikk): “For it may appear little more than a truism to state that the individuals that are the best adapted to survive have a better chance of surviving than those not so well adapted to survive”. (Morgan: 1925: 120, 127).

5. Myte: Darwin var en ateist, der kun var ude på at rydde religion af vejen “Mange har set evolutionslæren som et angreb på religion, hvor kampen skulle stå mellem Gud og Darwin. Det er en udbredt fejltagelse, at Darwin var ude på at skade religion og religiøs tro. Hans arbejde handlede om at forstå jordens liv på et videnskabeligt grundlag.

Det havde nogle konsekvenser for f.eks. jordens alder, som på baggrund af en bogstavelig læsning af Bibelen blev sat til 6.000 år. Der var brug for millioner af år for evolutionen at virke. Men det var ikke Darwin, der introducerede den gamle jord. Det var almindeligt anerkendt blandt videnskabsfolk i 1800-tallet, at jorden var millioner år gammel. Uenigheden drejede sig blot om hvor mange millioner år det drejede sig om. Her var Darwin altså på linje med sine samtidige kolleger. Men han er ofte blevet udskældt som netop den person, der gjorde op med den bogstavelige læsning af Bibelen.

Tro blev imidlertid anset for et personligt anliggende.

Det vigtige for Darwin – og for videnskabsfolk i øvrigt på dette tidspunkt – var, at videnskab og religion ikke blev blandet sammen. Man kunne sagtens mene evolu-

12

tionslæren var rigtig og stadig tro på Gud. Det var der mange, der gjorde – og det er der stadig mange, der gør. Darwin havde selv en religiøs opvækst og var i færd med at uddanne sig til præst i på Universitet i Cambridge, da han drog ud på sin jordomrejse med HMS Beagle. Hans personlige tro kom til at betyde mindre og mindre for ham gennem livet. Det afgørende er i denne sammenhæng, at hans arbejde ikke var et angreb på religion, og at Darwin aldrig selv brugte evolutionslæren til det formål. Det har dog ikke forhindret andre i at gøre det.”

Kommentar Til Kjærgaards siste setning må man bare si: Ja, det skal være sikkert. Men også her er Kjærgaard underlig avglidende i sin kommentar: Det er sant at Darwin selv ikke var ute for å skade religiøs tro, men likevel er det ikke så underlig at man har sett evolusjonslæren som et frontalangrep på især den kristne verdensforståelse og skapelsestanke. For Darwins teori ble fra første begynnelse brukt som spydspiss for en aggressiv ateisme eller agnostisisme! Vi behøver bare igjen nevne “Darwins gode venn og kollega” Huxley. Så det er altså ikke bare noen av nåtidens kjente ateister som boltrer seg på denne tumleplassen! Briten Richard Dawkins og amerikaneren Daniel C. Dennett er f.eks. to av de mest kjente som bruker evolusjonsteorien til å promotere sin ateisme, og de blander således i aller høyeste grad tro og vitenskap sammen.

For øvrig overser Kjærgaard de mange (især eldre) biologibøker som nettopp innleder sitt avsnitt om evolusjonslæren med en direkte nedlatenhet overfor skapelsestanken, hvor kvintessensen er noenlunde følgende: “Tenk at noen stadig er så tåpelige at de tror på Skapelsesberetningen” (hvordan den så enn skal tolkes), “men nå skal dere høre hvordan det i virkeligheten gikk til med livets tilblivelse og utvikling …” Kjærgaard springer også lett og elegant over det faktum at mange unge mennesker (og andre ubefestede sjeler) har mistet sin tro i møtet med evolusjonslæren. Så at denne læren ikke skulle emme av religion, og har gjort det fra første begynnelse, turde visst være en sannhet med modifikasjoner.

Kjærgaard skriver også: “Der var brug for millioner af år for evolutionen at virke.” Ja, i sannhet, for å få evolusjonen til å virke var der bruk for mange flere årmillioner enn mange den gang var tilbøyelige til å innrømme Darwin! Det bør f.eks. nevnes at Darwin fikk problemer med disse årmillionene da Lord Kelvin kom med sin kritikk i 1866: Jorden var nok ikke så gammel som Darwin trodde, mindre enn 100 millioner år.

(Browne 2002: 314). Så helt “på linje med sine samtidige kolleger” … I dag hvor Darwin så tilsynelatende har fått bevilget sine nødvendige millioner år, må vi bare konstatere at dette tillegget ikke har løst hans problem med de små glidende overganger. Dels pga. det ORIGO 114

førstnevnte problemet med kompleksitet, dels med at det “til at begynde med” likevel er gått for hurtig. Kort uttrykt: Den kambriske eksplosjon. Eller som det heter i Jørn Madsens Livets Udvikling:, p.16: »Man skulle tro, at livet krævede lang tids eksperimenteren for at udvikle sig, men faktum er, at de ældste spor af liv dukker op lige med det samme […]« Så Darwins forestilling om livets langtids-eksperimentering er man altså gått bort fra i dag.

Men i denne sammenheng burde Kjærgaard ha tatt en 6. myte ved vingebeinet: Nemlig at det kun var fra religiøst hold at Darwin møtte motstand overfor sin teori, og at det vitenskapelige miljø tok hans tanker til seg med stor glede. Det var nærmest motsatt. Hans Origin ble rent faktisk mottatt med betydelig skepsis blandt Darwins kolleger, ikke bare lord Kelvin. Ja, forlegger John Murrays konsulent Whitwell Elwin karakteriserede hans skjellsettende verk med den litt hånlige bemerkning at det var en utmerket bok om dueavl! Og således også i dag: Der finnes en betydelig opposisjon i vitenskapellige kretser mot dagens evolusjonslære (definert som neodarwinismen). Et faktum som nærmest benektes på de to hjemmesider hvor vi har møtt Kjærgaards myteavlivning.

Ellers har Kjærgaard helt rett om Darwin i forholdet tro-viten – for eksempel skriver sistnevnte en gang: “Jeg angriper ikke Moses, og jeg tror Moses kan ta vare på seg selv. Og jeg kan ikke huske at jeg noensinne har publisert et eneste ord direkte mot religionen eller prestene.” (Darwin, F. (ed.) Vol II 1887: 288f.)

Les Darwin selv!

Med denne oppfordring fra Kjærgaard, vender vi imidlertid tilbake til noen ord fra hans innledning som jeg likte godt: “Alle har hørt om Darwin. Alle ved hvordan han ser ud. Og alle har en mening om ham. Men det er de færreste, der faktisk ved, hvad han sagde, og hvad hans teori gik ud på. For at finde ud af det, er det bedste man kan gøre at læse Darwin selv.”

Jeg har gjort det Kjærgaard foreslår. I lang tid har jeg studert Darwin ganske intenst ut fra primær-kildene, altså gransket de samme skrifter som Kjær-gaard selv ville ha gjort. Og hva fant jeg da ut? Jo, at det er ikke alltid slik som darwinistene forteller oss.

Resultatene foreligger i “Darwinboken. Hva du ikke visste om Charles Darwin” som utkom på Origo forlag 1. juli 2009. (Darwinbogen kommer ut i november på dansk, red.)

Her kan man lese om en mengde ting som man ellers ikke ser i Darwin-litteraturen – slikt skal nemlig helst ikke snakkes om. Tredjeparten av boken er noter – ingen skal si i ettertid at jeg bare kom med påstander.

ORIGO 114

Litteratur Browne, Janet: “The Power of Place. Volume II of a Biography [of Charles Darwin]” (2002) Darwin, Charles: “Om artenes opprinnelse”, Bokklubben (2005) Darwin. F & Seward, A. C. (eds.): “More Letters of Charles Darwin”, Vol. 1 (1903) Darwin, F. (ed.): “The Life and Letters of Charles Darwin”, Vol. II (1887) Dobzhansky, Theodosius: “The American Biology Teacher” (1973), nr 35, s. 125-129.

Doolittle, W. Ford: “Uprooting the Tree of Life” in: “Scientific American”, nr. 282, (2000), s. 90ff.

Gitt, Dr. Werner: “In the Beginning was Information” (2005) Gould, Stephen Jay: “The Panda‘s Thumb” (1980) Hoyle, Fred: “Det intelligente univers” (norsk utg. 1984) Hoyle, Sir Fred and Wickramasinghe, Chandra: “Evolution from Space” (1981) Lack, David: “Darwin’s finches” (1947/-83) Madsen, Jørn: “Livets Udvikling, 4 mia. års evoutionshistorie AÅ” (2006) Morgan: Thomas Hunt: “Evolution and Genetics” (1925) Peel, J. D. Y.: “Herbert Spencer. The Evolution of a Sociologist” (1992) Steinheimer, Frank D. & Sudhaus, W.: „Die Speziation der Darwinfinken und der Mythos ihrer initialen Wirkung auf Charles Darwin. Naturwissenschaftliche Rundschau“, (2006), 59(8): 409-422.

Sulloway, Frank J.: “Darwin and His Finches: The Evolution of a Legend” in: “Journal of the History of Biology”, Vol. 15, no. 1, pp. 1-53 (1982A) Ibid.: “Darwin’s Conversion: The Beagle Voyage and Its Aftermath” in: “Journal of the History of Biology”, Vol. 15, no. 3, pp. 325-396 (1982B) Ibid.: “The Beagle Collections of Darwin’s Finches (Geospizinae)” in: “Bulletin of the British Museum. Natural History (Zoology)”, Vol. 43 (2), pp. 49-94 (1982C) Ibid.: “Darwin and the Galapagos” in: “Biological Journal of the Linnean Society of London”, Vol. 21, pp. 29-59 (1984) Waddington, C.H.: “Evolutionary Adaptation” in: Tax, Sol (ed.): The Evolution of Life. Its Origin, History and Future.

Volume 1 of Evolution After Darwin. The University of Chicago Centennial (1960) Weiner, Jonathan: “The Beak of the Finch. A Story of Evolution in our Time” (1995); (dansk oversettelse: “Darwins næb” (1997)

Jostein Andreassen har i mer enn 30 år forsket i Darwins omfattende skriftlige materiale. Det er derfor ikke uten grunn at han nyter stor respekt og regnes som Norges kanskje aller fremste Darwinkjenner. Han har nylig skrevet bok med tittel ”Darwinboken – Hva du ikke visste om Charles Darwin”.

13

Darwin på nettet på dansk Af Knud Aa. Back

Universiteterne i København og Aarhus har i forbindelse med Darwinåret 2009 lanceret et par hjemmesider, evolution.dk og “Darwin i Danmark”.

De to institutioner har kapacitet til at lave nogle fornemme websites, og det er jo rart. Især evolution.dk har en meget fornem og indbydende opsætning: En flot indgangsside og en overskuelig menustruktur. Endvidere er de enkelte artikler serveret meget appetitvækkende og fint illustreret med nogle friske tegninger. I afsnittet Myter drøner fx nogle søde mus rundt til understregning af de fremførte pointer.

Så de er absolut et besøg hver, disse to hjemmesider.

Samtidigt må den gamle dansklærer og petitessehænger sukke lidt i skægget over at man ikke samtidigt har kapacitet til den sproglige afpudsning. Også i den akademiske sprogbrug må man med beklagelse konstatere at 70’er-pædagogikken er slået igennem i formuleringer og tegnsætning. (Så selvom vi her går ind for Sprognævnets anbefalinger for kommatering, lader vi den anvendte ubehjælpsomhed stå i de anførte citater, til moro for dem der, som jeg, gider hænge sig i det.)

Endelig kan man håbe på at henvisningerne (på godt dansk: links) fra det ene site til det andet vil fungere når dette Origo er på gaden. Ville man fra myter på evolution.dk til darwinmyter på darwin.au.dk, er man længe røget ind i en fejlmeddelelse.

14

Så kan man selvfølgelig gå direkte til værks: http://evolution.dk/ http://www.darwin.au.dk/arkivet/myter Men bortset fra det, fru Kammerherreinde … lad os se på indholdet:

Ordentlig besked På introsiden til evolution.dk under overskriften Livets leksikon: alt om evolution får vi følgende interessante løfte: “Her får du ordentlig besked om evolution fra forskere, der ved, hvad de taler om.” Interessant fordi dette løfte vist ikke helt indfries over for de besøgende på hjemmesiden. Hvilket man kan overbevise sig selv om ved at tage de kritiske briller på som, ifølge samme hjemmeside, al god forskning lever af. Som en origolæser skriver: “Det er uhyggelig svært at gennemskue argumentationen på evolution.dk da hjemmesiden behændigt afholder sig fra at komme med konkrete eksempler …”

OG videre: “evolution.dk er i den grad tom for konkrete påstande og dokumentation som man selv kan gå efter i sømmene.”

Og for nu at dokumentere dén påstand, tager vi lige et par eksempler. Og vi kan jo lige så godt fortsætte i samme boldgade som Jostein Andreassen i en anden artikel i dette Origo.

Under valgmuligheden Myter (http://evolution.dk/ dk/myter) gennemgås en række “myter og misforståelser om evolution”. »Det myldrer med myter og misforståelser om evolution […]

De positive myter fejrer ukritisk Darwin og giver et fortegnet billede af opdagelsen af evolution og hvordan vi arbejder videnskabeligt.

De negative myter udbreder fejlagtige og skadelige historier om Darwin og bidrager til meget af den forkerte „viden“ om evolution, man finder overalt i artikler, bøger, på internettet og i tv- og radiopgrammer. Her kan du læse om nogle af de mest udbredte evolutionsmyter.« Artiklerne er skrevet af Peter C. Kjærgaard og Michael Jørgensen og ganske underholdende illustreret af Ebbe S. Andersen.

Se, det lover jo godt, og hvis vi kunne få ryddet lidt ORIGO 114

op i det virvar der er i oplysningerne om Darwin osv., ville det jo være fint. Så vi vælger fra denne delsides menupunkt Mange myter der fører os frem til en oversigt med “et mylder af myter”. Her er der godt nok lidt forvirring med menuerne, men på en eller anden måde når vi frem til en delside med titlen

Udbredt tvivl hvor det hedder: Myte: Der er udbredt videnskabelig tvivl om evolutionsteoriens rigtighed blandt videnskabsfolk.

Svar: Evolution er en kendsgerning på linje med tyngdekraften. Evolutionsteorien er i dag universelt accepteret. »[…] Evolution er blevet bevist og brugt i så mange sammenhænge og af så mange mennesker at der er lige så lidt tvivl om det som tyngdekraften. Ingen seriøse videnskabsfolk tvivler derfor på evolutionsteoriens rigtighed. […]« Denne tekst er faktisk underligt ekskluderende.

Selvom man fremhæver uenighed og debat som vigtige drivkræfter for forskningen, mødes vi alligevel med ord som “ingen seriøse videnskabsfolk”, “evolution er for os alle en kendsgerning”, “alt videnskabeligt arbejde bekræfter evolution” samt det sidste trumfkort: “Der er ingen tvivl!”

Så det voksende antal forskere der ud over Jorden stiller sig mere og mere skeptiske over for “Darwins forklaringer”, er altså ikke seriøse?! “Evolution en kendsgerning!” I begge betydninger af ordet?! (jf. artiklen Darwin for dummies 1, her i bladet). Så uenigheder og debat begrænser sig altså til diskussioner inden for “Darwins forklaringer”. Men hvad så hvis flere af neodarwinismens grundlæggende præmisser er forkerte?

Det må/tør man åbenbart ikke stille spørgsmål til! – Er det det man definerer som fri forskning?

It seems that the evolutionists are convinced that they have found the last word on life, some of us however, doubt that they have the full answer, and so are still searching.

Dr Milton Wainwright, Dept. of Molecular Biology and Biotechnology, University of Sheffield

Det kan godt være at “evolutionsteorien i dag er universelt accepteret”. Men er det noget argument for at den er rigtig, på alle punkter, i sin grundforklaring, i sit paradigme? Hvis alle er enige, burde det jo være en anledning til at kritiske forskere og journalister begynder at grave i denne enighed. Hvis en forskningsgren har lukket sig om sig selv, uden længere at tage stilling til de basale spørgsmål, burde alle alarmklokker kime på livet løs.

ORIGO 114

Det er fx blevet sagt at forskningens mål burde være at nå frem til den mest præcise beskrivelse af hvordan naturen fungerer, også selvom det måtte føre til opdagelse af naturprocesser som sætter effektiv bom for at livet kan opstå af sig selv, eller at større evolutionære forandringer kan finde sted; at makroevolution altså er en fysisk umulighed og at livets spontane opståen er i strid med naturlovene. – Men læg mærke til at det netop ikke kan lade sig gøre. Disse tanker må slet ikke tænkes i dagens darwintænkning!

Den bastante afvisning af at der må tænkes nyt i forhold til evolutionslæren, forekommer også underligt hul når man ser følgende ideal fremhævet på delsiden “Huller i evolutionsteorien”: »I videnskabernes verden er vi altid på vej og udvider hele tiden vores horisont.

Vi sidder ikke med en evig sandhed, som vi vogter over for enhver pris. Vi elsker nye udfordringer og vi elsker, når vi opdager at vi selv eller andre har taget fejl. Det betyder nemlig bare, at vi lærer mere. Og for en forsker er det noget af det bedste, man kan opleve.« Hvad fx med det ubehagelige faktum at flere og flere af teoriens forudsigelser viser sig ikke at holde stik: Darwins forestilling “nede fra og op” i kompleksitet viser sig ikke at holde stik. Den med de lange og langsomme overgange holder heller ikke (jf. afsnittet herunder) og bortforklares med “afbrudte ligevægte”, og pludselig står man med en kambrisk eksplosion som man ikke rigtigt véd hvad man skal gøre med … Og hvad med Darwins drøm om de glidende overgange i fossilrækken? Én efter én bortforklares Darwins forudsigelser. Så fra at være en enkel teori (“ungerne er forskellige fra forældrene, altså evolution”) er den blevet en teori forsynet med “epicykler på epicykler” som den gamle geocentriske model for universet blev det; den med at Jorden er i midten. Den Tycho Brahe holdt fast i til sin død.

Men vi kan jo passende gå videre til

Missing links Myte: Evolutionsteorien er truet af huller i rækken af fossiler og man har aldrig fundet nogen mellemformer.

Svar: Det helt centrale i evolutionsteorien er gradvis udvikling over meget lang tid. Evolution springer ikke fra den ene fuldt udviklede art til den næste. Der findes derfor heller ingen mellemformer, der er halvt det ene og halvt det andet. Alt er mellemformer.

Her dukker darwinideen om de små overgange over lang tid så op igen. Men den holder jo ikke, som vi lige har været inde på. Eller gør den nu alligevel? Det kan da godt være at “Enhver videnskab bygger på generalisationer fra eksempler.” Men så kunne det jo være rart at få at vide hvilke eksempler man nu foretager sine slutninger ud fra. Baserer man sig på den kendsgerning at der ikke findes empirisk bevis for at evolutionen er foregået langsomt over mio. af år? Eller på en forestilling om at det er den nu altså alligevel? Og når man

15

pludselig ser påstanden om at “alt er mellemformer”, vil det så sige at der er en glidende overgang mellem alle arter på Jorden ligesom den glidende overgang vi kan konstatere i mågearterne rundt om Nordkalotten?

Hvor er fx den glidende overgang mellem kattefamilien og hundefamilien?

Og så kommer vi til en interessant tilføjelse i den uddybende forklaring: »Evolutionsteorien har derudover gennem genetikken fået et fuldstændig sikkert grundlag uafhængigt af det fossile materiale.« Og videre længere ned i artiklen: »I dag har vi derudover så overbevisende genetiske beviser for arternes evolution og slægtskabsforhold, at vi faktisk helt kan undvære fossiler og stadig have et sikkert empirisk fundament for evolutionsteorien.« Jamen, kære venner. Arvelighedslæren lider under nøjagtigt de samme skavanker som fossillæren: Facit afhænger fuldstændigt af de grundlæggende præmisser.

Betragter man (ud fra et filosofisk valg) evolutionslæren som et faktum, så rettes resultaterne fra genetikken ind i en neodarwinistisk tolkningsramme. Genetikken selv fortæller ikke noget om evolution. Tværtimod. Læs Evolutionens Ikoner for en nærmere forklaring. Her den ultrakorte version: Hverken Mendels gener eller den moderne genetik opfører sig som Darwin kunne ønske sig.

Videre læser vi: »De mange fossiler, man havde kendskab til på Darwins tid gav imidlertid allerede et meget overbevisende billede af livets udvikling for en lang række arter.« Jeg véd ikke om forfatterne her tænker på hestens stamtræ. For det er vist det eneste dyr vi har en evolutionsopstilling af, en opstilling der bygger på fossiler. Se dagens biologibøger. Jeg må da indrømme at det kom som den store overraskelse for mig da det gik op for mig at vi ikke kan følge et eneste dyrs evolution op gennem jordlagene. Ikke engang hestens; den er nemlig stykket sammen af fund fra vidt forskellige steder. Og det eneste som forbinder urhesten med nutidsdittoen, er påstanden om at de er i evolutionsmæssig relation med hinanden. Man tror “Darwins forklaring” er sand, og så indretter man fossilerne efter det. Er det dét man kalder “et sikkert empirisk fundament”? Er det dét der kaldes “et meget overbevisende billede”?

I øvrigt overser man vist det faktum at netop det med fossilerne var noget der gav anledning til tvivl hos Darwin. Han var i øvrigt meget mere i tvivl om mange ting end mange i dag vil indrømme ham. »Rækken af fossiler var dog langt fra det eneste, man støttede sig til. For Darwin selv var det vigtigste, at alle data fra vidt forskellige videnskaber […] samledes i den samlede konklusion: at alt liv er i familie, at det udvikler sig og at det udelukker ideen om, at hver art er skabt hver for sig.« Må jeg lige høre: Hvis man sætter sig for at ville bevise at Gud eksisterer, er det så videnskab? Og modsat at bevise at Han ikke eksisterer? – Er det så tilsvarende

16

naturvidenskab eller en filosofisk betragtning der går på at afvise at “hver art er skabt hver for sig”? Går naturvidenskab ikke mere på hvordan naturen er indrettet, frem for hvorfor den er indrettet som den er?

Den med “data fra vidt forskellige videnskaber” kalder også på en kommentar. Er det Lyells geologi der her er tale om? Uniformitationsprincippet man i dag har forladt til fordel for ret voldsomme katastrofer i Jordens historie? Tænk bare på dinoernes udryddelse. – Er det Haeckels forfalskninger af fostertegninger som Darwin anså for at være et af sine allervigtigste argumenter? – Er det cirkelargumentationen fra den sammenlignende anatomi?

Nej, sandheden er at det ikke var de forskellige videnskabsgrene der fik Darwin på evolutionstanker, det var de naturfilosoffer der gik forud for ham: Bedstefaderen Erasmus Darwin og ikke mindst Jean Baptiste Lamarck. Og så er det også en historisk kendsgerning at en datters død i høj grad vippede til læsset så Darwin blev agnostiker. Han brugte religiøse argumenter mod skabelsestanken, godt og vel sekunderet af “sin gode ven og kollega” Huxley.

Hvorfor dog ikke indrømme det? Går der noget af hans troværdighed af den grund? Hans helgenglorie, måske. Men det var jo også en af myteafsnittets erklærede formål at få pillet lidt ved den.

I øvrigt virker det som om forfatterne her mener at Darwin ud fra de givne data ikke kunne komme til nogen anden konklusion. Med andre ord: Véd man noget om naturen, kan man ikke gøre andet end at få øje på evolutionen i den. Det står dog i skærende kontrast til den overvejelse som Darwin selv gør sig i Arternes Oprindelse: »Jeg er helt klar på at der næppe findes et eneste punkt der diskuteres i denne bog, hvortil man ikke kan fremføre fakta der ofte tydeligvis må lede til konklusioner der er direkte modsatte af dem jeg er nået frem til. Man når alene frem til et fair resultat hvis man i fuld åbenhed fremsætter og afbalancerer alle facts for og imod hvert spørgsmål; og det er det ikke muligt at gøre her.« (Charles Darwin, The Origin of Species, 1859) Og dermed indrømmede han også at den naturlige selektion kan tolkes som den store artsbevarer (som andre havde gjort før ham), frem for artsforandrer fordi den fører de organismer som lever i den vilde natur, tilbage til deres arketyper. Eller som enhver uhildet iagttager kan konstatere: Naturlig selektion beskriver snarere den stabilitet der hersker inden for biologien, frem for de større evolutionære forandringer.

Missing links igen Men vores origolæser gør også opmærksom på et andet sted på evolution.dk hvor der optræder et missing link, nemlig i Kjærgaards artikel „The Missing Link“ og menneskets udvikling (http://evolution.dk/evolutiondk/ evolution/vilde-historier/the-missing-link/mennesketsORIGO 114

historie.html) hvor det bl.a. hedder: »Inden for de sidste to årtier er der gjort en række bemærkelsesværdige fossile fund på menneskelinjen, der klart viser udviklingsforløbet fra den fælles forfar og frem til det moderne menneske. Det ”hominine gap” er derfor blevet lukket, og det giver ikke længere nogen mening at tale om et ”missing link” på menneskets udviklingslinje.« Det er da forhåbentligt ikke Ida der her tænkes på? (Se artiklen om “hende” andetsteds i bladet her.) For ellers må det siges at vi står med en behændig mangel på konkrete eksempler.

En af vore største kapaciteter i Danmark i humanevolution, Peter K. A. Jensen, skriver sådan om menneskelinjen i Da mennesket blev menneske, 2004 (se også Origo 103): »For tre millioner år siden steg en primat, mere menneskeabe end menneske, billedligt talt ind i en tidstunnel. En million år senere spadserede en ny art, der brugte redskaber og havde en stor hjerne, og som regelmæssigt spiste kød, ud af tunnelens anden ende.

Hvad der var sket i mellemtiden er stadig noget af et mysterium.« Hvad er der sket siden da der har lukket det hommine hul i evolutionsrækken? Og “inden for de sidste to årtier”, hvordan skal det forstås!?

Men lad os lige citere et par udenlandske eksperter: I sin bog Advanced Biology, udgivet 2000 på Oxford University Press, søger Michael Kent at samle trådene om hvad der er bred enighed om mht. til menneskets evolution. Og han slår fast at “studiet af det moderne menneskes evolution fra hominide forfædre i høj grad er præget af gisninger. Meget af vores aktuelle viden baserer sig på et yderst tyndt materiale. Vi har kun fundet nogle få tusinde hominide fossiler, og de fleste af dem er ret så fragmentariske. Undertiden går man ud fra at knogler som har en vis anatomisk lighed med hinanden, stammer fra samme individ, selvom de er fundet spredt over et større område; men de kan lige så godt komme fra forskellige individer. […]”

Vi står altså i dag med nøjagtig de samme probleORIGO 114

mer som i det 19. årh. hvor “abemennesket” Javamanden blev fundet under samme omstændigheder, spredt over et større område; hvor der altså er lige så lidt belæg for at Dubois’ lårknogle hører sammen med den fundne kraniekalot. Javamanden er senere blevet forfremmet til linjen Homo, uden at der er fundet yderligere knogler fra ham. ??!

I det hedengangne radioens spørgeprogram Lexicon med Bent Jørgensen og Jens Meulengrath Madsen fik vi dengang i 70’erne oplyst at de fund af overgangsformer man ligger inde med, kan rummes i en skrivebordsskuffe. I dag oplyser Bill Bryson i A Short History of Nearly Everything, Black Swan (2003), at dette materiale kan rummes på ladet af en pickup truck. Og kalder endvidere hele fossilhistorien om menneskets evolution “ubehjælpsom”.

Og han skriver endvidere, nok så interessant, om the American Museum of Natural History’s naturtro udstilling af Australopithecus (Sydaben, den første på menneskelinjen) i New York: “Tableauet præsenteres så overbevisende at man meget nemt kan overse det faktum at praktisk taget alt der befinder sig over fodaftrykkene, er fri fantasi.”

Om fossilet “Lucy” noterer han sig at vi kun står med 20 % af skelettet, trods det at the American Museum of Natural History påstår at vi har to tredjedele af hende, og BBC at hendes skelet er komplet. Hertil kommer følgende interessante oplysning som nok er forbigået de flestes opmærksomhed (pressen er jo underlig selektiv mht. facts om evolutionslæren): “Man véd faktisk ikke om Lucy er af hunkøn. Kønsbestemmelsen er en formodning på grundlag af hendes minimale størrelse.” (p.533) Summa summarum: evolution.dk er en flot hjemmeside, ingen tvivl om det. At den samtidigt springer flot og elegant over alle de problemer der findes i spørgsmålet om tolkningen af evolutionen, kan så til gengæld bringe websurferen i tvivl om objektiviteten; når det kommer til stykket, og vi skal gøre regnskabet op.

17

Darwin for dummies (1):

Hvad går evolutionsteorien ud på?

Af K. Aa. Back

I dette Darwinår, 2009, er der naturligt nok kommet et større fokus end normalt på hvad evolutionsteorien egentligt går ud på. Det diskuteres vildt og inderligt på nettet. Men er man så uforsigtig at begive sig ind i bloguniverset, kan man være nogenlunde sikker på at man får nogle over snuden. Visse bloggere kender ikke til almindelig debatkultur og slet ikke til den rimelige tone man bruger over for folk man er uenig med. Og går man ind på blogs der “diskuterer Darwin” og tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved den almindelige udlægning af denne gamle herre …

Så via dette medie kan det være så som så med at få indhentet reel viden, for hvad skal man egentligt tro i dette hundeslagsmål?

Men undertiden kan man dog ud af al galden få halet et par guldkorn i land. Og derfor som en service for de mere usikre origolæsere, indleder vi her en serie med nogle enkle forklaringer på hvad hele denne darwindiskussion går ud på.

Evolution = variation På en blog er det blevet hævdet at det med evolution er meget enkelt: “Ungerne er altid en lille smule anderledes end deres forældre. Så evolutionen er et faktum.

Hvor svært kan det være!”

Hvis det blot var dét Darwins teori gik ud på, ville der ikke være så meget at slås om.

Evolution og evolution Men sagen er: så enkelt er det ikke. Og det kommer sig af en anden ting som burde være meget enkel, nemlig at erkende at der hersker en vis forvirring om ordet evolution. Hvad ligger der i dette begreb?

At mennesket udgør en integreret del af naturen, er faktisk en gammel tanke. Allerede for Thomas Aquinas (1225-1274) er den ikke fremmed. At livsformerne forandrer sig, har mennesker været bevidst om lige siden, ja før, Jakob ben Ytzak forsøgte sig med avl på småkvæget for at få lokket løn ud af den Laban til svigerfar

18

han havde. Godt nok med nogle ret “uvidenskabelige” metoder. Men man kunne i hvert fald se at hans får og geder faldt meget forskelligt ud: stribede, spættede og blakkede.

Forkert billede af skabelsen Darwin gjorde op med en misforståelse vedrørende skabelsen. Han skriver selv i Arternes Oprindelse (2. udg. og frem) at livet er indblæst af Skaberen. Så det var altså ikke Ham han var ude efter. Men nogle havde fået et billede af skabelsen galt i halsen, et billede som for Darwin var åbenbart urimeligt, nemlig at hver dyreart er blevet sat i verden nøjagtigt som vi ser den for vores grangivelige øjne den dag i dag. Urimeligt, fordi han vidste bedre fra sin egen dueavl!

Mange som tænker i skabelsesbaner, begår samme fejl. Og det kan man læse ud af et bestemt søndagsskoleglansbillede, nemlig det hvor man ser Gud Herren stå med Adam i Edens Have med dyrene omkring sig.

Det skal vel illustrere beretningen om at det er Adam (altså mennesket) som giver dyrene navne.

Og det er jo logisk nok. Katten véd jo ikke at den kaldes kat – før der er en der kalder på den. Så forstår den det nok! Hvis den gider, og hvis der er en madskål i nærheden.

Men på dét glansbillede jeg tænker på, ser man Adam sammen med både en løve og en tiger, foruden en masse andre dyr. Ja, vist nok også sammen med en huskat. Og den er gal.

Darwin har ret For på dette punkt har Darwin utvivlsomt ret. Dyrene har forandret sig over tid. Måske ikke helt så meget som Mr. Charles kunne ønske sig, men alligevel. Meget tyder på, også i dag hvor vi véd uendeligt meget mere om genetik (arvelighedslære) end Darwin, at de har forandret sig temmelig meget, yes sir! – Men de har gjort det “inden for deres arter”. Eller skal vi hellere bruge det udtryk som er lanceret af tyske skabelsesforskere: Inden for deres grundtyper.

Grundtypen har splittet sig op i forskellige arter: Kattegrundtypen har delt sig op i tigre, løver, geparder, puORIGO 114

maer og helt almindelige misser. Er det så evolution i Darwins forstand? Ja da. Et oprindeligt spil kort (generne) er blevet blandet og delt op på en måde sådan at de forskellige arter som udspringer af grundtypen, har kunnet tilpasse sig hver sit særlige miljø. Det er jo det smarte ved den måde livsformerne er indrettet på. De er netop foranderlige så de kan følge med når der indtræffer miljøforandringer.

En af de metoder hvorved man kan finde ud af om to arter oprindeligt har tilhørt samme grundtype, er ved simple krydsningsforsøg. Tag den frugt som mange i dag nyder at sætte tænderne i på en varm sommerdag, nektarinen. Nektarinen er netop resultat af en sådan krydsning, mellem blomme og fersken. På samme måde som en grapefrugt er et krydsningsprodukt.

Og i vores højteknologiske tid med genteknologi, kunstig befrugtning og alt godt fra gensplejserhavet kan vi også efterprøve krydsninger som ikke umiddelbart forekommer i naturen. Og på denne måde kan vi faktisk se hvem der er i “familie med hinanden” i Darwins forstand.

Darwin har ikke ret Problemet er blot at slutningen hos Darwin fra disse erfaringer med frugter og andre forædlede planter og husdyr (herunder duer!) er blevet lige lovlig fantasifuld.

For han argumenterer fra noget som enhver kan erkyndige sig om (som altså er empirisk efterprøvet), til noget som er fri fantasi: Nemlig at naturen selv har frembragt alle dyr og planter lidt efter lidt, helt af sig selv.

Hans logik er nemlig at fordi vi mennesker med succes kan udføre avlsprogrammer på husdyr (duer!) og planter (og dermed få gennemført meget store forandringer i deres fremtoning), kan naturen sagtens finde ud af det selv. Og ikke nok med det: Den kan også finde ud af at få ny information til at opstå helt af sig selv. Fx den information der kan få en dino til at flyve som en fugl.

At Darwin fik overtalt sig selv til dette tankespring, skyldes nok i høj grad at han ikke fik pillet Mendels Arvelighedslære ned fra reolen. Altså at han ikke vidste en pind om genetik. Det var der til gengæld en af Darwins samtidige, en augustinermunk i det nuværende Tjekkiet der gjorde. Denne munk, Gregor Mendel, havde nemlig gjort nogle opdagelser vedrørende arv som skulle vise sig temmelig afgørende (da støvet endelig havde lagt sig i kølvandet på al virakken med Darwins Arternes Oprindelse): Nemlig at barnet arver et spil kort fra sine forældre, en halvpart fra hver. Godt nok blandet på en ny måde, men stadig med de samme kort. Eller sagt på en anden måde: Barnet arver de samme arveanlæg som forældrene i sin tur har båret videre fra deres forældre.

Der er ikke opstået noget afgørende nyt! Nye kombinationer af de millioner af muligheder der ligger i kortspillet, ja. Men ikke noget med nye kort i ærmet.

Det ville være snyd. Og Naturen snyder ikke med arven. Det er faktisk derfor at mennesker får menneskeORIGO 114

Mendel

børn, og dyr får dyrebørn. Og det kan man roligt regne med at de alle dage har gjort. Artsgrænserne (eller rettere grundtypegrænserne) er nemlig meget strenge. De lader sig ikke sådan passere. Slet ikke ad naturlig vej. (Og jeg har ikke glemt darwinistens halmstå: mutationer!)

Det er således fri fantasi hos dagens darwinister når de forestiller sig at et dyrepar på et tidspunkt har fået noget der tilfældigvis “bevæger sig” i retning af et menneskebarn.

Det ligger ganske enkelt i De mendelske Love at det ikke kan lade sig gøre. For hvis den variation der ligger i “kortspillet” bliver for aparte, kommer det store viskelæder Den naturlige Selektion og fjerner varianten fordi den er dårligt tilpasset miljøet. Også hvis kortet bliver for bøjet eller på anden måde skadet, bliver spillet også skadet eller lige frem sat i stå = individet dør.

For det med det skadede kort er hvad halmstrået mutationer handler om. En mutation er en fejl i den oprindelige kode. I yderst sjældne tilfælde kan en sådan fejl i koden være en fordel for individet. MEN (og det glemmer darwinister ofte når de klynger sig til dette halmstrå) mutationer fører altid til en svækkelse af individet – og (lige så vigtigt) til tab af information. Der er udført utallige forsøg med mutationer (som bl.a. er gået ud over de stakkels bananfluer), men aldrig har man set at der er opstået ny, kompleks information i deres gener af den grund!

OG på ganske samme måde som Louis Pasteur har fundet ud af at liv ikke bliver til af sig selv i snavs og gamle klude, burde darwinister måske holde sig til Darwins “indblæst af Skaberen” frem for at spekulere i fantasiverdener hvor liv (eller “før-liv”) opstår af sig selv i et fantasi-urhav. Cellen er den grundlæggende enhed for livet. Uden den, intet liv. Basta.

19

Newton

Så bloggeren har ret: Det er ganske enkelt. Hvis evolution betyder forandring og tilpasning af allerede eksisterende arter/grundtyper, så står vi med et faktum. – Hvis evolution derimod betyder at forandring og tilpasning går så vidt at noget helt nyt opstår, står vi blot med et fantasiprodukt. Og dette fantasiprodukt har oven i købet nogle stationer på vejen som kun kan passeres hvis man bryder naturlovene: liv af uorganisk materiale/stjernestøv; ben på en fisk; vinger på en dino; et menneskeligt talesprog hos et dyr. Og det er ligegyldigt hvor “lidt efter lidt” det skulle være foregået. For en information der ligger i vores arveanlæg (i DNA’et), er som en programmering i en computer. Programmeringen kan blive overført til en ny computer; og hvis man er heldig, bliver den ikke skadet af virus undervejs.

Men et helt nyt styresystem opstår ikke af sig selv, ligegyldigt hvor mange millioner mandeår man venter i en programudviklingsafdeling hos Apple, IBM eller Microsoft.

Så sikker som tyngdekraften Så når man sammenligner evolutionslæren med tyngdekraften, bevæger man sig i sandhed ud på tynd is.

Men der findes jo masser af beviser for at evolutionen har fundet sted som Darwin forestillede sig, i fossiler, i DNA-forsøg, i den sammenlignende anatomi osv.

Gør der? Beviser på at det menneskelige sprog er opstået lidt efter lidt af forskellige former for grynt og knur, mjaw og vov? En god forklaring på at mennesket

20

er opstået af en dyreform? Altså en skudsikker forklaring! Læg mærke til argumentationen. Hvorfor er mennesket blevet til? – Fordi det engang kravlede ned af træerne og begyndte at gå oprejst. Dvs. det valgte et bevidst uhensigtsmæssigt bevægemønster for dyr som er født til et liv i træerne, og dermed satte sit liv på spil? – Fordi det er begyndt at bruge redskaber! Nåe, så er engle måske en videreudvikling af kragefugle som er de dygtigste dyr vi kender til at bruge redskaber? – Fordi det har udviklet et sprog. Aha, men hvordan er det lige at tilfældige fejl i programmeringen har sørget for et talecenter i hjernen, en strube med stemmebånd, en tunge plus en mundhule og en næse til artikulation, osv. osv.

Eller i tusindvis af andre forklaringer der alle har det til fælles at de forklarer det de skal forklare vha. cirkelslutninger: Mennesket har fået en større hjerne fordi det er begyndt at bruge redskaber. Og det er blevet dygtigt til at bruge redskaber fordi det har fået en større hjerne.

Sådan er det med mange af evolutionslærens forklaringer. De afgørende spring i livets tilblivelse og udvikling klares med en let sådan er det bare-forklaring. Uden skygge af empirisk eftervisning. Så når man påstår at evolutionslæren er lige så sikker som tyngdekraften, glemmer man lige at tyngdekraften lader sig eftervise af ethvert barn i skolens fysikundervisning. Der er masser af eksperimenter der overbeviser os om at Newtons beskrivelse af universet holder vand. Det løber altid nedad!

Men at dyreformer skulle bevæge sig ud over artsgrænserne på en sådan måde at der opstår ny information i deres gener, kan man altså ikke lave forsøg med i biologitimerne. Så derfor er denne efterhånden almindelige sammenstilling af tyngekraften og evolutionslæren åbenbart urimelig. Og det er på den anden side fuldt berettiget at man stiller spørgsmål til Darwins beskrivelse af den del af universet der handler om livet på Jorden. Newtons beskrivelser afprøves jo hver gang en satellit sættes i kredsløb, et rumfartøj sendes på ekspedition til fjerne himmellegemer, OG når unge mennesker tror at de fysiske love er ophævet blot fordi de har fået kørekort!

Vi er efterhånden mange der er blevet temmelig overraskede over hvor usikre “Darwins forklaringer” er.

Hvor tit de faktisk strider mod naturlovene, og hvor meget varm luft de indeholder. Og varm luft har det jo med at fise ud i det blå. Det’ et spørgsmål om fysik.

Så der burde ikke være det mindste odiøse ved at man stiller sig skeptisk “over for Darwin”, om man så kalder sig IDist, skabelsestilhænger, creationist, almindelig skeptiker over for etablerede dogmer eller grønlyseblå spekulant over de mange sådan er det bare-forklaringer: Det hører vel med til den fornemste videnskabelige tradition at finde ud af hvor disse usikkerheder ligger begravet. I videst muligt omfang. Herom mere en anden gang.

ORIGO 114

Hummerteinens logikk Utdrag fra Gabriel Scotts Kilden Kilden er den velkjente fortellingen om fiskeren Markus og hans forhold til mennesker og dyr, havet og himmelen. Det er en enkel, men samtidig en vesentlig bok skrevet i 1918, med det klare budskap om takknemlighet, nøysomhet og åpenhet som en betingelse for likevekt, ro, indre lykke og sinnets rikdom. Fiskeren Markus og hans forhold til naturens orden gjør fortellingen intens og sterk. Skaperverket står levende og personlig frem for ham. Vi gjengir her et lite avsnitt fra kapittel 8 til sommerlig ettertanke for Origos lesere.

Redaktøren.

Nå, men inniblant kommer helgen, den velsignede søndagen, da en kan hvile ut ifra alt.

Markus ligger til klokken åtte, han våkner riktignok lenge før, men det smaker så godt å ligge – og vite at en ikke tar skynde seg opp. Her er ingen teiner å trekke, her er ingen slags garn å sette, snøret får lov å henge på spikeren, en er klar hele fiskeriet og kan gjøre just som

ORIGO 114

en vil. Utenfor pusler vinden i kloven, og solen står skrått inn gjennom glasset …

Gud er jordens og altets kilde, frembringeren av stoffet omkring en, skaperen av lyset og livet, kraften og gnisten i det som er til. Han er også tildanneren av det, han har sluppet jorden av hånden og satt den i sving med alt sitt. Nu går den i fart om solen, alt mens den ruller seg sakte omkring, så stillingen endrer seg dag for dag. På det vis blir her natt og dag, blir her sommer og vinter, arbeide og hvile. Det er innrettet med storartet innsikt, her er tatt hensyn til alle sider, alt er uttenkt så fint og nøyaktig at her enn ikke finnes et insekt, uten det har fått anvist sin plass – sin oppgave i det veldige bruk og har sin bestemmelse og sitt mål.

Hvordan er det ikke med sommerfuglen? Hva er her ikke for et innbyrdes samspill mellom humlen og blomsten, mellom mulden og treet? Hvor er det ikke vidunderlig ordnet med vinden og solen og regnet og alt?

Men enda all denne orden er til, enda så finnes her hoder, som mener at her ingen ordner har vært. Her er intet opphav, her er ingen skaper, den største frembringelse har ingen frembringer. Om derimot de samme hoder får en usselig hummerteine, så tviler de ikke et øyeblikk på at her har vært en mester for den. De tar på ingen måte ha sett ham, teinen er mere enn godt bevis for at han virkelig må ha vært til. Se, hvor den er fornuftig innrettet, her er åpne masker og spiler, så vannet og lyset får fritt spill. Og dertil er her to kalver for gjesten, to aldeles patente dører, som nok lar ham

21

komme inn når han vil, men vanskelig slipper ham ut igjen. De er gjort med et makeløst snille, hele teinen er bare snille og vidner om opphavets kløkt og forstand.

Teinen har sikkert nok sin frembringer, en teine kan vel ikke gjøre seg selv? Det kloke hode smiler og spør.

Og hva er sa en teine mot verden? Lite grann hyssing og lite grann spiler ordnet isammen med knuter og stifter, det har sitt opphav utenfor tvil. Men jorden og stjernene, allnaturen, livet som lever, tilværelsen selv – det er derimot opphavsløst. Det har ingen som helst frembringer, det er blitt til uten plan og forstand, uten hensikt og mening, uten vilje og ånd. Det er et spill av tilfeldigheten, det er naturlig og ingenting mere. Derimot teinen, se det er noe annet. Den har tydeligvis sitt for-

mål og er uttenkt med omhu og kløkt, den er beregnet å tjene sitt opphav – her står så utvilsomt en mester bak den. Det små, det fattelige, det simple – det har sin herre og byggmester bak. Det store, det gåtefulle, det høye – det er ikkun blindt spill. Snusfornuften forstår ikke verket, følgelig er ingen skaper til. Det største hus har ingen byggmester, den største lov har ingen lovgiver. Forstår hummeren hvorfor den fanges? Nei, det forstår hummeren ikke, men like godt så er fangeren til ...

Litteratur: Gabriel Scott: Kilden, eller Brevet om fiskeren Markus. 1918.

Kyss meg Hvorfor er det folk som tror at vi bor på en jord hvor alt har gjort seg selv?

Amøbe ble til mann sier man og sverger: historien er sann.

Hvorfor kaller de en tosk den som tror en frosk ble prins ved kysset av en kvinne?

Når de samtidig tror det eventyr som sier: Frosken ble til prins - helt av seg selv etter kysset av 200 millioner år!

Morten Gravdal mortengravdal@hotmail.com 22

ORIGO 114

Hva skal til for å bli omvendt til darwinismen?

Av professor Peder A. Tyvand

Som evolusjonskritiker har jeg ofte fått høre at jeg er uimottagelig for argumenter. Jeg har bestemt meg, sier darwinistene. Ingenting gjør inntrykk på meg, for alt preller av. Uansett hva darwinistene holder fram av det de kaller gjennomprøvde forsøk, veldokumenterte funn, overveldende bevismateriale, vanntett argumentasjon. Ingenting av dette når inn hos meg, i følge dem.

Fordi jeg er forutinntatt i mitt syn på saken. Dette slår darwinistene fast, og de tar for gitt at de blir trodd. De har jo maktens troverdighet. Dersom noe slikt finnes, da.

Det er pussig at disse som anklager meg for ikke engang å holde muligheten åpen for å tenke darwinistisk, ikke ser ut til å ha noen åpenhet selv. De tillater seg ikke å tvile på darwinismen. I alle fall ikke åpenlyst, så noen ser det. Hvem er da mest dogmatisk av oss? Jeg kan i det minste sette opp en del kriterier som må oppfylles for at jeg skal bevege meg i darwinistisk retning.

Nå skal det riktignok mye til før jeg blir darwinist. Jeg står veldig langt unna et darwinistisk syn per i dag. Men jeg er likevel åpen for å bevege meg noen små skritt i darwinistisk retning. Jeg stiller strenge, men ganske konkrete krav for at dette skal kunne skje. Her følger en liste på tolv slike krav. Dersom alle disse 12 kravene kunne bli oppfylt, ville jeg gjøre et forsøk på å bevege meg litt i darwinistisk retning.

1) Jeg krever en begrepsopprydding når det gjelder ordet “evolusjon”. I dag er det begrepsforvirringen som hersker, og den ser ut til å være tilsiktet fra darwinistisk hold. Ordet “evolusjon” brukes på en forvirrende og flertydig måte. Det omfatter på den ene side enhver endring av genfrekvenser innenfor en populasjon. På den annen side betegner det samme ordet en påstått avstamning fra lavere- til høyerestående vesener, uten avbrudd hele veien fra en urcelle til mennesket. Ordet “evolusjon” brukt om nåtiden og ordet “evolusjon” brukt om fortiden er altså to vesensforskjellige ting. Er ordet “evolusjon” egentlig et vitenskapelig ord? Et vitenskapelig ord skal ikke brukes til å tildekke realitetene, men til å ORIGO 114

avdekke dem. Darwinisters bruk av ordet evolusjon oppfyller ikke en minimumsstandard for vitenskapelig presisjon. Vitenskap er til for å presisere begreper, ikke for å tåkelegge dem.

2) Jeg krever en begrepsopprydding når det gjelder ordet “slektskap”. Per i dag brukes det på to ulike måter: Først om såkalt felles avstamning, som er en dogmatisk tro. Dernest om synlige og målbare anatomiske og fysiologiske likhetsstrekk mellom nærstående arter. Handler slektskap om likhet i nåtiden, eller om avstamning i fortiden? Disse to tingene er vesensforskjellige, og ordet slektskap er ikke et vitenskapelig gangbart ord så lenge det ikke tar høyde for denne forskjellen.

3) Jeg krever edruelighet og konsekvent argumentasjon når det gjelder mellomformer. Hele begrepet “mellomform” ser ut til å ta avstamningen fra urcelle til menneske for gitt. Er begrepet mellomform en forutsetning for fossilundersøkelser? Eller er det et resultat av at man har studert fossiler? Det er neppe noe resultat, altså snarere en forutsetning.

Hvilke mellomformer har man, og hva kan man slutte fra dem? Hvilke mellomformer mangler man, og hvilke krav må man stille til framtidige funn når det gjelder status som mellomform? Per i dag ser det ut som om man benekter behovet for nye mellomformer, samtidig som man nidkjært hevder at mengder av funn som man tidligere har gjort, utgjør mellomformer. Hvordan kan vi tro på en slik inkonsekvent argumentasjon: Mellomformene var liksom noe vi trengte tidligere, men ikke nå. Dersom man helt siden Darwins tid hadde benektet behovet for mellomformer på samme måte som man gjør i dag, kunne man aldri ha sagt at man hadde funnet noen.

4) Overgangen fra krypdyr til pattedyr må tas tak i.

Det eksisterer en enorm kløft mellom disse dyregruppene i dag. Pattedyr har pels og melkekjertler.

Krypdyr har skjell og legger egg med unger som må klare seg selv. Pattedyr er varmblodige, mens krypdyr er vekselvarme. Det virker ikke som om darwinistene tar disse store forskjellene mellom krypdyr

23

og pattedyr inn over seg. I stedet begås det en merkelig retorikk av typen utviskning, hvor darwinistene tar for gitt at alle grenser mellom ulike livsformer var mindre skarpe i fortiden enn de er i dag. Langt nok tilbake i tid fantes det liksom ingen egentlige krypdyr, men bare noen mindre spesifiserte dyr som pattedyrene uproblematisk kunne stamme fra. Men alt dette er oppspinn. Jeg godtar ikke slike udokumenterte utydeligheter, og vil vite hvordan “pattekrypet” som befant seg på grensen midt mellom krypdyr og pattedyr så ut.

5) “Hva kom først, høna eller egget?” Dette dagligdagse og lett spøkefulle utsagnet er faktisk mer dypsindig enn det høres ut til. Darwinistene mener å ha kommet fram til at egget kom før høna, fordi man mener at fuglene stammer fra krypdyr. Krypdyr legger jo egg, slik som fuglene. Men derved har man bare erstattet det gamle spørsmålet med et nytt: “Hva kom først, firfislen eller egget”? Dette er akkurat like vanskelig å svare på som det opprinnelige spørsmålet om høna og egget. Det er ikke noe svar at man flytter det samme spørsmålet bakover i tid.

6) Hvordan lager man et nytt genetisk mangfold for en eksisterende art? Dette er et viktig spørsmål i naturvern, men det har vært neglisjert fullstendig av darwinistene. Gepard (Acinonyx jubatus) er et dyr som har vært gjennom en trang “flaskehals”, hvor det bare var noen få individer som førte gepard-arten videre. Genetikken ble veldig snever på grunn av innavl, og det er en skade som har fulgt geparden videre. Hvorfor lages det ikke noe mutasjonsprogram for å utvide gepardens genetikk? Vi snakker ikke her om å lage nye egenskaper hos geparden, men bare om å utvikle en større bredde og variasjon i allerede eksisterende egenskaper. Det burde ikke være vanskelig å få til, dersom darwinismen er sann.

Men kun et fåtall darwinister tør gamble på at deres egen lære er sann, dersom det er en mulighet for å bomme på en måte som får økonomiske og politiske konsekvenser.

7) Hva har kommet ut av alle mutasjonsforsøkene på bananflua (Drosophila melanogaster)? Fantes det en overordnet plan for mutasjonene, altså et mutasjonsprogram? Eller var alt i utgangspunktet bare planløst? Hvis man hadde et mutasjonsprogram for bananflua, er det på tide med en evaluering: Hva prøvde man på, og hvordan gikk det? Hva lyktes man med, og hva mislyktes man med?

8) Tåkeleggingen omkring “gunstige mutasjoner” må erstattes av klargjøring. Hvordan defineres “gunstige mutasjoner”? Er det bare virkningen som er gunstig, uavhengig av årsaken? Eller kan årsaken til en

24

gunstig mutasjon være gunstig? Har alle gunstige mutasjoner årsaker som er identiske med de ugunstige mutasjonene (som er i flertall)? Hvordan kan identiske årsaker føre til diametralt motsatte resultater? Ugunstige mutasjoner bryter jo ned livet. Gunstige mutasjoner gjør det motsatte, eller man kan i det minste håpe på at de gjør det. Selv om deres årsaker altså er nedbrytende, slik det ser ut i dag.

9) Hvordan blir man kvitt disse ugunstige mutasjonene i en populasjon? De dominerer jo stort over de gunstige. Skadelige mutasjoner som er recessive, vil i veldig liten grad forsvinne ut av populasjonen ved naturlig utvalg. Det er nødvendig å bruke tilfeldig genetisk drift for å få prosessen til å gå fortere. Problemet er at tilfeldig genetisk drift i små populasjoner vil fjerne eventuelle gunstige mutasjoner minst like effektivt som den fjerner skadelige mutasjoner.

Man må jo sørge for å fjerne mange ugunstige mutasjoner for hver eneste “gunstig” mutasjon man ønsker å beholde.

10) Hvordan kan man som darwinist forklare at mange fremmede arter hevder seg veldig godt i et miljø hvor de aldri eksisterte i sin forhistorie? Disse burde ha vært ute av stand til å hevde seg i et miljø hvor de ikke er tilpasset, dersom darwinismen da hadde hatt rett. Hvordan kan det ha seg at en brun snegle fra middelhavsområdet klarer å konkurrere ut våre stedegne svarte og hvite snegler i Norge?

11) Alle darwinister innser at det totale genetiske mangfold avtar i verden i dag. Samtidig som man fastholder at det totale genetiske mangfold har økt naturlig i livets tidligere historie. Når og hvordan skjedde denne forandringen hvor livets mangfold gikk over fra å øke til å avta? Kan den bare forklares ut fra de mekanismene vi ser i dag, til tross for at de samme mekanismene i dag viser seg å redusere det genetiske mangfoldet i naturen? Finnes det ett eneste kjent eksempel på at mutasjoner og naturlig utvalg øker mangfoldet?

12) Alle darwinister jeg kjenner til, har alltid brukt makt som et argument når de opptrer i offentlig evolusjonsdebatt. Det vil si at de viser til darwinismens makt for å begrunne og understøtte dens sak.

Men makt er saklig sett nakent og innholdstomt.

Makt har i beste fall null verdi, vurdert vitenskapelig. Det er påfallende når darwinistene minner oss andre på at vi må huske på å argumentere vitenskapelig. Samtidig som de selv gjør en av de groveste syndene mot hele den vitenskapelige tradisjon og tenkning: At man bruker makt som et argument. Jeg vil i senere Origo-artikler komme tilbake med eksempler på darwinistisk maktretorikk som fortrenger saklig argumentasjon.

ORIGO 114

La oss tenke oss at alle disse 12 ankepunktene mot darwinismen ble tilfredsstillende besvart. Dette er per i dag en utopi, ikke minst fordi darwinistene ikke en gang tillater oss å sette en dagsorden som er slik at disse spørsmålene faktisk blir stilt i det offentlige rom.

Dersom alle de 12 punktene ble godt besvart eller i det minste forbedret av darwinistene, ville jeg bli litt mildere stemt overfor darwinismen. På enkelte punkter kunne jeg tenkes å modifisere mitt syn i darwinistisk retning.

Men noen egentlig darwinist ville jeg likevel ikke bli.

Fortsatt ville jeg sitte igjen med helt grunnleggende motargumenter mot darwinismen. Framfor alt det som har med livets virksomme skaperplaner (algoritmene) å gjøre. Livets algoritmer er hierarkiske og har minst to nivåer: Formuleringsnivået og handlingsnivået.

Jeg vil sende denne artikkelen over til de ledende darwinistene Nils Chr. Stenseth og Dag O. Hessen, og foreslå at de setter opp en tilsvarende liste på tolv mot-

punkter. Tolv punkter som vi kritikere må oppfylle før de selv kan bli mer positivt innstilt overfor kreasjonisme og Intelligent Design. Denne listen må være konkret. Utover det har jeg ingen ønsker eller krav om at disse ledende darwinistene skal ta noen form for hensyn til oss. Vi har tykk hud og tåler det meste av konkrete anklager.

Selv om det kanskje ikke så slik ut, var jeg faktisk hensynsfull overfor darwinistene da jeg satte opp min liste over tolv ankepunkter mot darwinismen. Dette var fordi ingen av de tolv punktene berørte algoritmene.

Norske darwinister vil ikke debattere livets algoritmer i det hele tatt, ser det ut til. I hele Darwin-året 2009 har jeg forsøkt å lokke norske darwinister ut på et ordskifte om livets algoritmer, men hittil uten resultat. Jeg har fått lite annet enn personangrep tilbake fra darwinistene. Er det virkelig noen som tror at angrep mot min person skulle ha noen betydning for selve saken? Alt liv er algoritmisk, og alle algoritmer forutsetter liv.

ÅRSMØTE 2009 FOR ORIGO NORGE MED LØRDAGSSEMINAR I OSLO Tid: Sted:

Kl 11.00-17.00 lørdag 21. november 2009.

Misjonskirken på Majorstua, Slemdalsveien 1, Majorstua, Oslo.

(Kirken ligger rett over gata på nordsiden av Majorstua T-bane stasjon).

Lørdag 21. november arrangerer Origo årsmøte og lørdagsseminar i Oslo i anledning av 150-årsjubileet for Charles Darwins bok "Artenes Opprinnelse" som kom ut 24. november 1859. Vi starter med Origos årsmøte kl 1100, hvor alle betalende medlemmer har stemmerett. Deretter pause med bevertning.

Programmet for jubileumsseminaret starter kl 13 med foredrag, debatt og kulturelle innslag.

Vi har invitert en ledende darwinist til å stille opp.

Et mer detaljert program vil bli lagt ut på www.darwin2009.no Vel møtt!

ORIGO 114

25

An

m

d el

el

se

Tro på tvivl Andreas Vedel anmeldeler Jesper Hoffmeyers nyeste bog Tro på tvivl. Kritik af religiøs og videnskabelig ufornuft. »Det kan godt være, det er dybt menneskeligt at være troende. Men mennesket er helt sikkert det eneste dyr, der kan tvivle. Intet er nemmere end at blive i sin tro.

At blive i sin tvivl, at tåle den, er den egentlige opgave.

Det er det, der gør os til ansvarlige mennesker.« Med ovenstående citat fra bogens sidste side anes Jesper Hoffmeyers (JH) hensigt med sin seneste bogudgivelse.

Gennem mange år har JH været en hovedaktør i det særlige videnskabsfelt, kaldet biosemiotik, der ikke er en del af biologien, men snarere udgør en særlig teoretisk forståelsesramme for biologien. Biosemiotik (bios, græsk = liv; semion. græsk = mærke eller tegn) er studiet af den levende naturs processer og systemer ud fra et tegnteoretisk perspektiv. Videnskabsfeltet studerer produktion, virkning og tolkning af tegn i naturen for at danne et nyt syn på liv og mening som iboende egenskaber i den naturlige verden. Ifølge biosemiotikken må alle den levende naturs processer således forstås som tegnprocesser.

Biosemiotisk set er talesproget et effektivt eksempel på det hjælpemiddel, der er blevet kaldt et “semiotisk stillads”. Nøjagtigt som dagligdagens stilladser muliggør opførelsen af alle mulige slags bygninger, tillader semiotiske stilladser helt generelt organismerne at begå sig kreativt i deres miljø.

Desuden kan f.eks. samspillet mellem næringsstoffer i bakteriers miljø og receptorer på bakteriernes overflade samt bakteriernes indre system beskrives som en tegnkommunikationsproces. Selvom det naturligvis ikke er noget bakterien er bevidst om, så kan denne tegnkommunikationsproces opfattes som en fortolkning, fordi bakteriers overlevelse er afhængig af at kunne tyde og forstå tegn. Sådanne fortolkningsprocesser foregår hele tiden i cellens indre og i grænsefladen mellem cellen og det omgivende miljø.

“Alt levende besidder evnen til at lære, og derved adskiller det sig fundamentalt fra det ikke-levende, den døde natur, fysikkens natur, hvor der ikke finder læreprocesser sted.” (s. 24) Et væsenligt aspekt ved biosemiotikken er at der opereres med betydning eller mening i naturen. Inspireret af C.S. Peirce opererer biosemiotikken med formålsårsager eller finale årsager. Peirce anså “naturens tendens til at få vaner” for det mest grundlæggende træk ved naturen, dvs. vanemæssigt at respondere hensigtsmæssigt på relevante tegn. JH’s nyeste bog “Tro på

26

tvivl” diskuterer med udgangspunkt i biosemiotikken spørgsmålet om mening i skillepunktet mellem religion og videnskab. Pointen er, ifølge JH, at biosemiotikken river gulvtæppet væk under generationers strid om dette skillepunkt. Videnskab behøver ikke overlade spørgsmålet om meningsfuldhed til religionen, for biosemiotikken åbner, ifølge JH, for en videnskabelig teori om mening.

JH antyder på http://universitetsavisen.ku.dk/ sin egen erkendelsesrejse fra 19-årig biokemistuderende med et “naivt positivistisk udgangspunkt” til en position der, efter 40-50 års akademisk liv, kan beskrives som “natursemiotisk realisme”. (http://universitets avisen.ku.dk/dokument9/nyhedsarkiv/2009/dokument105/) Vanskeligheden ligger, ifølge JH, i at beskytte rationaliteten mod sig selv uden at undsige den. Når rationaliteten opfattes som den eneste retmæssige kilde til sand indsigt i alle tilværelsesområder, så sætter rationaliteten sig nemlig i den Guds sted, den ellers ikke vil vide af.

JH påpeger i “Tro på tvivl” en lang række af ubesvarede videnskabelige spørgsmål. Her skal blot skitseres nogle eksempler: 1. Emergens Et naturligt systems udvikling mod en ordnet tilstand, der ikke lå implicit i systemets begyndelsestilstand, og som ikke på nogen måde kunne have været forudset fra begyndelsen. Er verden som sådan lovbestemt, eller er verdens lovmæssigheder omvendt selve det problem, som naturvidenskaben skal finde en forklaring på?

2. Livets oprindelse Hvordan opstår der et system, som kan omsætte tegn fra omgivelserne til meningsfuld aktivitet inde i cellen? JH flytter fokus fra det traditionelle informations- og DNA/RNA-perspektiv til diskussionen om hvordan cellers brugergrænseflade (overgangen mellem cellens indre og ydre, altså cellemembranen) kan opstå. JH ser spørgsmålet om livets oprindelse som identisk med miljøets oprindelse, fordi et levende væsen altid findes i et miljø. Pointen er at liv grundlæggende er et kommunikativt og derfor semiotisk fænomen.

3. Naturlig selektion Naturvidenskaben snyder, ifølge JH, på vægten, hvis den påstår, at teorien om naturlig selektion kan forklare livsformernes uafviselige teleologiske1 kaORIGO 114

rakter. JH argumenterer for at selektionen kun kan forklare fremkomsten af komplekse strukturer, hvis det tillige antages, at den følger semiotisk forberedte veje. De tilfældige mutationer bliver nok selekteret, fordi de er gavnlige; men de er kun gavnlige, fordi de tilfældigvis indtræffer i et system af relationer, som allerede var forberedt for dem.

I bogen argumenterer JH således for et absolut nødvendigt, men for nogle måske uventet, opgør med neodarwinismen, der har udviklet sig til en »fundamentalisme« eller »metafysisk darwinisme«.

JH argumenterer desuden for at livet og bevidstheden er naturligt fremkommende fænomener og er derfor skeptisk over for tanken om en transcendent skaber. Mange af de overvejelser, som JH gør sig, ligger dog ikke langt fra tanker som bl.a. Løgstrup har formuleret.

I den forbindelse bør det nævnes, at etik og liv behandles i et kapitel, hvor JH diskuterer spørgsmålet om etikkens oprindelse.

“At livet er helligt, og at vi derfor skal agte på det, forekommer mig at være det, sagen drejer sig om. Den følelse kan jeg dele, og jeg forsvarer gerne en etik, der kan afledes af det. Men det har netop ikke noget at gøre med de biologiske detaljer. Sammensmeltningen af sædcelle og ægcelle udgør ikke i biologisk henseende noget magisk øjeblik i livets udfoldelse på planeten. Fra et biologisk synspunkt er der ikke noget belæg for at gøre det såkaldt diploide liv, livet med et dobbelt sæt af kromosomer (som det dannes ved befrugtningen) mere egentligt end det haploide liv (som sæd- eller ægcelle). (…) Når vi alligevel føler os mærkværdigt stærkt knyttet til vores eget individuelle diploide liv, har det meget lidt med biologi at gøre. Årsagen er langt snarere den individuationsproces (…), der begynder allerede i fosterudviklingen, og som i sin kerne består i en frigørelse af menneskets semiotiske potentiale, dets evne til at skabe sig selv som aktør i en verden af betydninger og meningsfuldhed.” (s. 215-216).

Desuden analyseres menneskers – religiøse såvel som ikke-religiøse – fornemmelse af, at der er noget i verden, som er helligt, men kapitlet afsluttes desværre med et noget umotiveret angreb på “den giftige idé om guden som transcendent kraft” og kirken som en “fremmed og ukontrollabel magtbase”.

Et væsentligt kritikpunkt er bogens lidt for arrogante beskrivelse af intelligent design og kreationisme, der rubriceres som “fundamentalisme”. Det tjener dog til JH’s ære, at han, i samme kapitel, advarer mod ovennævnte “metafysiske darwinisme” og videnskabelig fundamentalisme. Herved imødekommer JH, nødtvungent, en del evolutionsskeptikeres kritik af bl.a. neodarwinismen.

På trods af ovenstående kritikpunkter, så rummer Jesper Hoffmeyers seneste bog tanker og argumenter, der (som JH’s tidligere bøger) udfordrer vante opfattelORIGO 114

ser af naturen og menneskets forhold til naturen.

Det er dog uklart for undertegnede hvordan biosemiotikken, som lovet i bogens forord, kan fungere som et videnskabeligt alternativ til et valg mellem på den ene side en tonedøv videnskab og på den anden side en irrationel trosbaseret verdensforklaring. Hertil er biosemiotikken stadig for nyt et videnskabsfelt, men lad mig slå helt fast: Hoffmeyer har (endnu engang) skrevet en velformuleret og tankevækkende bog, der har stor relevans og aktualitet – især i Darwin-året 2009.

Andreas Vedel cand.scient. (biologi/kemi), gymnasielærer Jesper Hoffmeyer Jesper Hoffmeyer, cand.scient., dr.phil., er lektor på Biologisk Institut ved Københavns Universitet. JH har siden 1990’erne arbejdet på at udvikle et nyt forskningsområde, biosemiotik, og er præsident for det internationale biosemiotikforbund. JH har i samme periode undervist i videnskabsteori på biologistudiet, er fast klummeskriver på Information, Politiken og nu Weekendavisen. JH har udgivet 10 bøger på dansk, senest Tro på tvivl.

Kritik af religiøs og videnskabelig ufornuft, Ries Forlag 2009.

Note Teleologi er læren om processers hensigt eller mål. Teleologi betyder kort sagt formålsrettethed eller formålsårsag.

1

27

Den menneskelige værdighed og debatten om aktiv dødshjælp Af Peter Øhrstrøm Professor ved Aalborg Universitet og medlem af Det Etiske Råd i Danmark

vores respekt som samfund for det enkelte menneskelivs værdi og betydning.

To slags værdighed Det enkelte menneske skal i liv og død behandles på en værdig måde. Det er alle enige om. Men hvad er værdighed, og specielt hvad vil det sige, at livets afslutning er værdig? Hvad er en værdig død? Her hører enigheden op. Der er end ikke enighed om, hvad ordet ‘værdighed’ betyder. Der pågår simpelthen en kamp om sproget. Som det så ofte før er set, gælder det i debatten om at få sin egen position beskrevet med ord, der – som ordet ‘værdighed’ – klinger positivt.

På den ene side er ‘En værdig død’ simpelthen navnet på den landsforening, som bl.a. efter hollandsk forbillede arbejder for at få aktiv dødshjælp (dvs. det som modstanderne heraf ofte kalder ‘drab på begæring’) indført ved lov i Danmark. På foreningens hjemmeside [1] beskrives det klart, hvad man mener, når man fra foreningens side taler om ‘en værdig død’. Det drejer sig om “Individets ret til medbestemmelse over eget liv og egen død”. Den menneskelige værdighed forstås altså som noget individuelt – tæt knyttet til den enkeltes selvforståelse og selvbestemmelse (autonomi). Man taler også på hjemmesiden om, at den enkelte kan tabe sin værdighed, hvis vedkommende mister evnen til at udøve selvbestemmelse og selvkontrol.

På den anden side har man i hospice-bevægelsen gennem mange år brugt begrebet “en værdig død” i beskrivelsen af det, som man i bevægelsen har søgt at opnå. F.eks. beskrev daværende souchef på KamillianerGaarden, Karen Marie Dalgaard, resultatet af hospiceprogrammers udvikling i løbet af 1990’erne som “en del af en socialpolitisk udviklingsproces, som tager udgangspunkt i en offentlig debat om, hvordan vi i Danmark kan sikre mennesker en værdig død” [2]. I hospice-bevægelsen er tanken om den værdige død imidlertid ikke snævert knyttet til selvbestemmelsen.

Tværtimod er værdigheden her i stedet et relationelt begreb. Det handler om fællesskabets værdier og om

28

Modsætningen mellem de to anvendelser af udtrykket ‘en værdig død’ kommer klart til udtryk i Den Store Danske Encyklopædi under opslaget af ordet ‘værdighed’: “En persons ret til en værdig død er i slagordets form hyppigere knyttet til den døendes muligheder for selvkontrol end til den respekt, som pårørende og sundhedspersonale bør vise døden og den døende, uanset de ydre omstændigheder.” Som bemærket i redegørelsen om eutanasi fra Det Etiske Råd [3, p.12], er denne beskrivelse ikke helt neutral, idet man her faktisk fremhæver den ene anvendelse af udtrykket “en værdig død” på bekostning af den anden. Alligevel beskriver formuleringen klart, at udtrykket kan forstås på to forskellige måder.

Baggrunden for forskellen mellem de to anvendelser af udtrykket ‘en værdig død’ er, at vi alle faktisk kan bruge ‘værdighed’ om mennesker på mindst to forskellige måder. I den helt dagligdags sammenhæng kan vi sige, at man kan optræde værdigt, klæde sig værdigt – og ditto uværdigt! Det er klart, at denne type af værdighed er knyttet til vores selvforståelse og selvrespekt – og af og til også til vores selvhøjtidelighed og forfængelighed. Det drejer sig om vores selvbillede. Man kunne tale om det som ‘den selvopfattede værdighed’ eller om ‘værdigheden i den enkeltes fremtræden’. Det er også klart, at denne form for værdighed for alvor trues, når man ikke kan spise selv, ikke selv gå på toilettet mere, ikke kan udtrykke sig klart osv. Hjælpeløsheden gør det naturligvis svært at opretholde en værdighed, der alene (eller først og fremmest) beror på selvbestemmelse. I en tid, hvor liberalismen forstået som udfoldelsen af den enkeltes handlefrihed spiller en afgørende rolle, og hvor selv-iscenesættelsen er afgørende for, hvem jeg er, bliver denne form for værdighed for mange helt central.

Men der findes også en anden form for værdighed, som er knyttet til det menneskelige liv som sådan. Man ORIGO 114

kunne simpelthen kalde den for menneskeværdigheden.

Den form for værdighed afhænger ikke af min egen selvforståelse. Den er der, selv når jeg intet forstår og intet opfatter. I virkeligheden handler den ikke så meget om, hvordan den enkelte opfatter sig selv, men mere om, hvordan alle andre bør opfatte den enkeltes liv.

Denne basale form for værdighed indebærer en grundlæggende respekt for menneskelivet under alle vilkår, og den hænger sammen med, at det enkelte menneskeliv er unikt og betydningsfuldt uanset omstændighederne. Ud fra den betragtning vil den enkelte have værdigheden i behold, uanset hvor hjælpeløs han eller hun er. I den forstand kan den enkelte ikke tabe sin værdighed, fordi vedkommende bliver afhængig af andre. Tværtimod betyder denne form for grundlæggende værdighed, at vi bør give den enkelte retten til den nødvendige livshjælp dvs. retten til at være til besvær, når behovet eller ligefrem hjælpeløsheden melder sig.

Værdighed og menneskesyn Ideen om menneskeværdigheden er tæt knyttet til menneskesyn og til menneskerettigheder. Denne sammenhæng kommer klart til udtryk i FN’s Verdenserklæring om menneskerettigheder, artikel 1: “Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder”. Her er værdigheden altså ikke knyttet til den enkeltes muligheder for selvkontrol og selvbestemmelse. Tværtimod har den enkelte denne værdighed simpelthen i kraft af at være menneske. Det er klart, at denne tankegang lægger op til, at mennesket er noget mere end dets biologi – noget mere end det rent materielle. Man kan jo ikke måle eller på anden måde empirisk iagttage menneskeværdigheden.

Derfor kan folk, som tænker meget snævert materielt biologisk (biologistisk) på mennesket, have meget svært ved at anerkende denne særlige menneskeværdighed. Et godt eksempel på det er prof. Richard Dawkins, som i de seneste år er blevet meget kendt for sine materialistisk og biologistisk funderede angreb på religion og diverse metafysiske holdninger. I sit forsvar for eutanasi udtrykker Dawkins sig på følgende måde: “Hvis ens kæledyr dør i smerte, vil man blive bebrejdet ikke at have tilkaldt dyrlægen, så dyret kunne få en bedøvende indsprøjtning, som det ikke ville vågne fra igen. Men hvis ens læge udfører præcist den samme barmhjertige handling over for en selv, hvis man led under smerter forud for sin død, så risikerer han at blive anklaget for drab. Når jeg skal dø, vil jeg gerne have, at mit liv bliver fjernet under en totalbedøvelse, nøjagtigt som var det en blindtarm, der skulle fjernes. Men det privilegium har jeg ikke, fordi jeg har været så uheldig at blive født inden for slægten homo sapiens og ikke inden for for eksempel canis familiaris eller felix catus. Med mindre jeg skulle flytte til et mere oplyst sted, som for eksempel Schweiz, Holland eller Oregon. Hvorfor er disse få oplyste steder så sjældne? Det skyldes især påvirkningen fra religion.” [4, pp.386-87] ORIGO 114

»Vi bør give den enkelte retten til at være til besvær, når hjælpeløsheden melder sig« I Dawkins’ univers er det tydeligvis meget svært at finde plads til ideen om en særlig menneskeværdighed, som ikke kan måles og heller ikke konstateres empirisk, men som betyder, at hvert eneste menneskeliv bør behandles med en særlig respekt og i særlig grad må beskyttes – uanset hvad det enkelte konkrete menneske formår eller ikke formår. Dawkins mener tilsyneladende, at det især skyldes påvirkningen fra religion, at de fleste af os har den opfattelse, at det enkelte menneske i sig selv har en integritet og værdighed, som betyder, at vi bør respektere og beskytte den enkeltes liv på en helt anden måde, end når det gælder et dyr. At Dawkins her henviser til religion hænger nok sammen med, at ideen om menneskeværdigheden (og den deraf følgende modstand mod aktiv dødshjælp) ofte ses som knyttet til den opfattelse, at det menneskelige liv har en særlig hellighed over sig. Det er i øvrigt som om, Dawkins mener, at hans påpegning af, at menneskeværdigheden ofte forsvares i religiøse kredse, og at aktiv dødshjælp dermed afvises, kan bruges som et effektivt argument mod synspunktet. Men det beror oplagt på en misforståelse.

Det afgørende er jo ikke, hvem eller hvad der har påvirket os til at have den pågældende opfattelse. Spørgsmålet må vel snarere være, om der er hold i ideen om menneskeværdigheden eller ej. Hvis ideen viser sig ikke at holde, må den droppes, og vi må klare os med den værdighed, som er knyttet til selvbestemmelsen. Hvis det var sådan, måtte man give Dawkins ret i, at et af de mest afgørende argumenter mod eutanasi ville falde til jorden. Men hvis ideen holder for en nærmere undersøgelse, må det snarere være Dawkins, der må overveje, om han har taget fejl.

For mig at se er der intet, der tyder på, at ideen om menneskets basale værdighed og integritet skulle være uholdbar. På den anden side er det klart, at antagelsen om menneskets særlige værdighed ikke er beviselig eller empirisk konstaterbar. Det er en opfattelse, som vi vedkender os, fordi den virker indlysende, og fordi alternativerne virker helt urimelige, idet konsekvenserne af at opgive ideen ville være dybt problematiske. Dawkins har naturligvis ret i, at værdighed forstået som tæt knyttet til selvbestemmelsen og selvforståelsen med rette spiller en stor rolle for os alle. Men denne form for værdighed er slet ikke tilstrækkelig. Man går galt i byen, hvis man mener, at et menneske kun har værdighed i kraft af evnen til at udøve selvbestemmelse. Hvis denne snævre form for værdighedsforståelse blev dominerende – eller ligefrem enerådende, ville det være fatalt for menneskesynet. Så ville man f.eks. næppe kunne argumentere med nogen særlig styrke mod en meget vidtgående anvendelse af medlidenhedsdrab på mennesker, som ikke kunne udøve selvbestemmelse, og hvis liv derfor ikke kunne anses for værdigt. Som Ole Hartling har

29

påvist, er der en påfaldende lighed mellem de moderne argumenter for eutanasi og de argumenter om “det uværdige liv”, som nazi-lederne i Tyskland benyttede som begrundelse for medlidenhedsdrab på mentalt retarderede og stærkt handicappede [5]. Hvis forudsætningen om en grundlæggende og alment gyldig menneskeværdighed opgives, er det svært at se, hvordan man kan afvise sådanne argumenter for medlidenhedsdrab baseret på forestillingen om “det uværdige liv”.

Man kan også pege på, at der i Dawkins’ argumentation er en række problemer, som følger af hans nedtoning af den etisk relevante forskel mellem mennesker og dyr: Hvis man skulle tage Dawkins helt alvorligt, ville det faktisk være vanskeligt at opretholde en etik baseret på et klart skel i værdighed mellem mennesker og dyr. Dawkins mener tilsyneladende, at eftersom en handling ville være rigtig over for et kæledyr i en given situation, ville handlingen også være rigtig over for et menneske i en tilsvarende situation. Men i sin yderste konsekvens vil den tankegang betyde, at store dele af vores etik ville bryde sammen. Det er nemlig en integreret del af den verdensforståelse, som vores moderne samfund bygger på, at der er en etisk set afgørende forskel på mennesker og dyr. Den forskel bør efter min mening helt bestemt fortsat være central i vor etiske tænkning. Hvis man accepterer denne betragtning og finder, at vi etisk set gør ret i vores skelnen mellem mennesker og dyr, så må man afvise Dawkins’ synspunkter og argumenter i denne sammenhæng.

Den menneskelige værdighed er et meget betyd-

ORIGO

ningsfuldt begreb i den etiske tænkning, som det moderne samfund bygger på. Det er en central komponent i vores menneskesyn, at det enkelte menneske som sådan med sig bærer en værdighed, som gør det til mere end et dyr og meget mere end en ting. Det er efter min mening den form for værdighed, som man bør tage udgangspunkt i, når man vil diskutere, hvad der skal forstås ved ‘en værdig død’. Derfor har Hanne Mollerup efter min mening ret, når hun på vegne af Etisk Udvalg i lægeforeningen pointerer, at svaret på, hvad udtrykket ‘en værdig død’ bør indebære “ikke [er] aflivning, men medmenneskelighed, omsorg, pleje og behandling” [6].

Referencer [1] Landsforeningen En Værdig Død, http://www.e-vd.dk [2] Årsberetning 2001, KamillianerGaarden, Center for Lindrende Behandling [3] Eutanasi - lovliggørelse af drab på begæring?, Det Etiske Råd, 2003, [4] Richard Dawkins: Illusionen om Gud, Thaning & Appel 2006, p. 386-87 [5] Ole J. Hartling: “Paul Gerhard Braune: The Legacy of His Resistance to Euthanasia”. Udgivet i: Søren Dosenrode (Ed.): Christianity and Resistance in the 20th Century. From Kaj Munk and Dietrich Bonhoeffer to Desmond Tutu. Brill 2009, p.175-202 [6] Hanne Mollerup: “Retten til en værdig død”, Ugeskrift for Læger 2001; 163(28): 3925

- UDVALG AF TEMANUMRE

Flere eksemplarer kan bestilles hos Henrik Friis, tlf.: 9927 2909, e-mail: abonnement@skabelse.dk - eller på ORIGO’s hjemmeside: www.skabelse.dk

30

ORIGO 114

DVD'er om skabelse, intelligent design etc.

Der er mulighed for at fordybe sig yderligere i diskussionerne om skabelse, intelligent design etc. ved at anskaffe dvd'er om emnerne.

Metaphysica, som samarbejder tæt med Origo, har udgivet en række dvd'er, der på forskellig måde belyser temaerne.

Se nærmere på www.metaphysica.dk/dvd.

Annonce

Kristen friskole midt i Bergen sentrum

Tlf. 5555 9800 Fax 5555 9820 danadm@danielsen.vgs.no www.danielsen.vgs.no

Be om skolebrosjure

UDVIKLINGSLÆREN: FAKTA eller FIKTION? Der er nu to nye foredrag med danske undertekster klar til levering levering..

De kan bestilles over internettet på www .oprindelse.dk www.oprindelse.dk eller pr .M. handi products, pr.. brev til O O.M. Kastanien 12 st. tv tv..

7120 V ejle Ø Vejle Beviset på skabelse ORIGO 114

Et spørgsmål om oprindelse

31

Returneres ved varig adresseændring Returadresse: ORIGO v/ Henrik Friis, Lavendelvej 6, 7400 Herning

DE NYE BØGER

239,-

Darw inbog - i d en ansk udg a inde ve n jul

150,-

Forlaget ORIGO Tidsskriftet ORIGO er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mellem tro og naturvidenskab.

I ORIGO og på skabelse.dk • fremføres facts om hvad vi rent faktisk véd om livets oprindelse og udvikling • lægges op til en fordomsfri diskussion af evolutionsteoriens ikoner • gives den videnskabelige kritik af darwinismen stemme • bringes nyt om forskningsprogrammet Intelligent Design (ID) og andre alternativer til den materialistiske evolutionstanke • påpeges de etiske problemer som landvindinger inden for (bio)teknik og medicin kan påføre et moderne samfund • findes artikler af både lettere og sværere karakter Alt sammen med vægt på en saglig og videnskabeligt forsvarlig argumentation.

ISSN 0109-6168 32

Til sikring af det faglige niveau har Origo tilknyttet en række personer med den nødvendige naturvidenskabelige basis. Endvidere er personer med ekspertise inden for sprog og kommunikation tilknyttet bladet og hjemmesiden til åbning af vinduet i elfenbenstårnet.

Kort og godt har vi ambitioner om at være en uomgængelig røst i Norden når det gælder de store livsspørgsmål videnskab, skabelse og etik.

ORIGO udkommer fire gange om året. Et årsabonnement koster 150 kr. Henvendelse vedr. abonnement bedes rettet til: ORIGO / Henrik Friis, Lavendelvej 6, 7400 Herning. Tlf. 9927 2909. Giro 730 5753

ORIGO •

NR.

114 • OKTOBER 2009 ORIGO 114