15
Staten, kunsten og kulturen
Kunst og kultur har i Danmark været støttet af staten i mere end 300 år. De enevældige konger støttede de skabende kunstnere og grundlagde de nationale kulturinstitutioner: Det Kongelige Teater, Det Kongelige Bibliotek, Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster, Rigsarkivet og de samlinger, der senere blev til Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. Efter grundloven 1849 besluttede Rigsdagen at fortsætte statsstøtten til kunstnerne, omend ikke på samme niveau som under enevælden, og der var ofte skeptikere i Folketinget, der mente, at nogle af pengene kunne bruges bedre andre steder. Ansvaret for de kulturelle anliggender blev placeret i et kultusministerium, der tog sig af uddannelse, videnskab, kirke og kultur. Statens ret beskedne engagement i kunst og kultur udviklede sig i løbet af det 20. århundrede i et samspil mellem to sideløbende og delvis overlappende kulturpolitiske strømninger: En kulturpolitik fra oven, styret fra regering og folketing (frem til 1953 Rigsdagen), som udbyggede de nationale kulturinstitutioner, hovedsageligt i hovedstaden, og som støttede de skabende kunstnere. Og en kulturpolitik fra neden, hvor lokale kræfter i civilsamfundet og kommunerne tog initiativ til at oprette kulturinstitutioner, der efterhånden fik tilkæmpet sig beskedne statstilskud. Begrebet kulturpolitik havde længe en meget beskeden rolle i den politiske debat. Aviserne begyndte at anvende begrebet i slutningen af 1800-tallet,1 hovedsageligt anvendt om fremmede staters, især Tysklands, bestræbelser på at påtvinge andre befolkningsgrupper en
Finkultur og mangfoldighed.indd 15
13.07.2021 13.09
