Staten, kunsten og kulturen

Kunst og kultur har i Danmark været støttet af staten i mere end 300 år. De enevældige konger støttede de skabende kunstnere og grundlagde de nationale kulturinstitutioner: Det Kongelige Teater, Det Kongelige Bibliotek, Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster, Rigsarkivet og de samlinger, der senere blev til Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. Efter grundloven 1849 besluttede Rigsdagen at fortsætte statsstøtten til kunstnerne, omend ikke på samme niveau som under enevælden, og der var ofte skeptikere i Folketinget, der mente, at nogle af pengene kunne bruges bedre andre steder. Ansvaret for de kulturelle anliggender blev placeret i et kultusministerium, der tog sig af uddannelse, videnskab, kirke og kultur. Statens ret beskedne engagement i kunst og kultur udviklede sig i løbet af det 20. århundrede i et samspil mellem to sideløbende og delvis overlappende kulturpolitiske strømninger: En kulturpolitik fra oven, styret fra regering og folketing (frem til 1953 Rigsdagen), som udbyggede de nationale kulturinstitutioner, hovedsageligt i hovedstaden, og som støttede de skabende kunstnere. Og en kulturpolitik fra neden, hvor lokale kræfter i civilsamfundet og kommunerne tog initiativ til at oprette kulturinstitutioner, der efterhånden fik tilkæmpet sig beskedne statstilskud.

Begrebet kulturpolitik havde længe en meget beskeden rolle i den politiske debat. Aviserne begyndte at anvende begrebet i slutningen af 1800-tallet,1 hovedsageligt anvendt om fremmede staters, især Tysklands, bestræbelser på at påtvinge andre befolkningsgrupper en

Det gamle assistenshus på hjørnet af Nybrogade og Gammel Strand, som Kulturministeriet i 1964 flyttede ind i. Senere samme år flyttede statsminister Jens Otto Krag ind på førstesalen med sit nyoprettede sekretariat. To år senere flyttede Krag til Christiansborg, men til gengæld skulle Udenrigsministeriet overtage hele huset i Nybrogade. Det nægtede Bodil Koch som nyudnævnt kulturminister at være med til. Hun fik sin vilje, og rykkede ind i Bomholts hjørnekontor, hvor alle hendes efterfølgere siden har siddet. Fotografiet er fra 1991. Foto: Jens Dresling/Ritzau-Scanpix

bestemt kultur. Omkring 1930 blev kulturpolitik et tema i Socialdemokratiet, først som klassepolitik, siden med et bredere sigte. Efter 1945 optrådte begrebet hyppigere i medierne. Når der i 1950’erne en sjælden gang blev talt om kulturpolitik i Folketinget, handlede det om kulturlivet i bredeste forstand: Skole, videnskab, kirke, sprog, medier, kunst og kulturarv, men ofte med hovedvægten på skole og uddannelse. Når for eksempel Bomholt som undervisningsminister i 1957 på Socialdemokratiets kongres talte om regeringens kulturpolitik, var det især skolepolitikken, han talte om.2

Da kulturpolitikken fik sit eget ministerium i 1961, blev dets officielle navn Ministeriet for Kulturelle Anliggender. Som navnet viste, var ministeriets ansvarsområde konkrete kulturelle anliggender, som

det nye ministerium var blevet tildelt af regeringen, hovedsageligt kunst, arkiver, biblioteker og museer, fredningslovgivningen og Danmarks Radio. Der var andre væsentlige kulturelle anliggender som skole, kirke og forskning, der hørte under andre ministerier.

Opgaverne var, som det blev understreget i den første store redegørelse for kulturpolitikken fra 1969, ikke ”kultur i sig selv, men kulturelle sager i administrativ forstand”.3 Kulturministeriet skulle ikke være kulturskabende, men det skulle gennem lovgivning og bevillinger give kulturlivet gode muligheder for at udfolde sig.

Oprettelsen af Kulturministeriet med Julius Bomholt i spidsen skabte en voksende interesse for kulturpolitik i medierne og blev begyndelsen på en løbende debat i kulturlivet, i medierne og i Folketinget om kulturpolitikkens mål og midler. Samtidig blev den kulturpolitiske debat snævrere, for begrebet kulturpolitik blev nu identificeret med det nyoprettede ministeriums hovedopgaver.

Fra begyndelsen lancerede Bomholt en kulturpolitik, der skulle støtte kunsten og udbrede kunst og kultur til hele befolkningen.4 “Kunst og kultur” blev den hyppigt anvendte samlende betegnelse for Kulturministeriets kerneopgaver, selvom udtrykket savner almindelig logik – kultur omfatter jo også kunst – men udtrykket er mundret og rummeligt og derfor fast forankret i kulturpolitisk sprogbrug. Det fremhæver kunsten i en sådan grad, at kulturministre ofte har haft behov for at understrege, at kultur kan være meget andet end kunst.

Hvad der skal forstås ved kunst, har i kulturpolitisk sammenhæng været nogenlunde klart afgrænset. Kulturministeriet støttede fra begyndelsen scenekunsten, litteraturen, billedkunsten og tonekunsten. Også filmen blev anerkendt som kunstart. Arkitektur, kunsthåndværk og design kom senere ind under Statens Kunstfond. Hvad ’kultur’ betyder, har været mindre klart, for der var ikke lagt nogen definition af kulturbegrebet til grund for oprettelsen af det nye ministerium i 1961. Der har heller ikke siden været formuleret en officiel definition af, hvad der i kulturpolitikken skal forstås ved kultur. Når politikerne talte om kunst og kultur, dækkede kulturen oftest over alle de kulturministerielle anliggender, som ikke var kunst, hovedsa-

geligt bevaringen og formidlingen af kulturarven (arkiverne, museerne og de fredede bygninger og fortidsminder) og bibliotekerne. Dertil kom folkeoplysningen, som dog i mange år forblev i Undervisningsministeriet og derfor ikke rigtigt blev regnet med til kulturpolitikken. Netop spørgsmålet om, hvad der hørte med til ’kulturen’, blev siden anledning til mange stridigheder.

Ved siden af kunst og kultur fik Kulturministeriet også ansvaret for to selvstændige politikområder, der ikke blev finansieret af kulturbevillingerne på finansloven, og som oftest stod uden for den generelle kulturpolitiske debat i medierne og på Christiansborg, nemlig mediepolitikken og idrætspolitikken.

Danmarks Radio, der dengang havde monopol på at udsende radio og fjernsyn, kom under Kulturministeriet fra begyndelsen. Da monopolet blev ophævet i 1980’erne, blev ministeriets mediepolitiske opgaver udvidet til at omfatte både reguleringen af sendevilkårene for radio-og tv-virksomheder og forvaltningen af statsstøtten til elektroniske public service-medier og senere også til de trykte nyhedsmedier, der indtil 2019 blev finansieret af lytterne og seerne gennem licensen. De elektroniske medier var derfor ikke en del af den årlige forhandling om kulturbevillingerne på finansloven. Mediepolitikken har på Christiansborg været et specialområde, som i modsætning til Kulturministeriets øvrige opgaver ofte var konfliktpræget og storpolitisk, og som hos de fleste partier er blevet håndteret af særlige mediepolitiske ordførere.

Idrætspolitikken har hørt til Kulturministeriet siden 1976. Statens støtte til idrætsformål blev i mange år næsten udelukkende finansieret af fodboldtipningen og derefter hovedsageligt af overskuddet fra Danske Spils lotterier. Også idrætspolitikken har sine egne ordførere på Christiansborg, og den idrætspolitiske debat i medierne foregår oftest på avisernes sportssider, adskilt fra den øvrige kulturpolitik.

Mediepolitikken og idrætspolitikken har hver deres historie. Emnet for denne bog er kulturpolitik forstået som statens politik for kunst og kultur, svarende til de opgaver, som Kulturministeriet gennem tiden har fået finanslovsbevillinger til at støtte. Det svarer til, hvad der

Herluf Jensenius tegnede i 1961 i det satiriske julehæfte Blæksprutten kulturlivets spidser, der bøjer sig for kulturpaven Julius den Første. Bomholt blev af mange opfattet som selvhøjtidelig og arrogant, og det gjaldt også andre repræsentanter for åndslivet. Kulturpave blev et begreb. Det var kulturpaverne, Rindal og co. ville til livs, da kulturkløften åbnede sig i 1965. Tegning: Herluf Jensenius/Blæksprutten 1961

også i andre nordvesteuropæiske lande sædvanligvis betragtes som kulturpolitikkens kerneområde. Det britiske kulturministerium hed i mange år Department for Culture, Media and Sport, og dermed blev det signaleret, at medier og sport ikke hørte til ’kulturen’. Den store udredning af norsk kulturpolitik fra 2014 beskæftigede sig ikke med idræt og medier, men fokuserede på kunst og kulturarv.5 For at nævne et par eksempler.

De anliggender, som Kulturministeriet i 1961 fik ansvaret for, hørte til den del af kulturlivet, som kultursociologen Dorthe Skot-Han-

sen har karakteriseret som en dannelseskultur, der krævede viden og forudsætninger for at blive værdsat, og som blev leveret af offentlige kulturinstitutioner, der var forsynet med ”kvalitetens blå stempel”.6 Den svenske sociolog Harald Swedner introducerede i 1965 det tilsvarende begreb finkultur, der blev en del af den løbende debat om kulturpolitikken som betegnelse for kulturaktiviteter, der støttes af staten, fordi de har en særlig kunstnerisk/kulturel kvalitet. Disse kulturaktiviteter er typisk også afhængige af støtte fra det offentlige.

Denne statsstøttede finkultur blev efterhånden udvidet til at omfatte en større del af kulturlivet, og også kulturaktiviteter, der udfoldede sig under andre kvalitetsopfattelser end finkulturens, blev inddraget i statens kulturpolitik

De følgende kapitler fortæller om, hvordan politikken for kunst og kultur har udviklet sig gennem 60 år siden udnævnelsen af den første danske kulturminister i 1961.

Kapital 2 handler om oprettelsen af Kulturministeriet og den efterfølgende kulturoffensiv. Derefter følger fem kapitler, der nogenlunde kronologisk følger kulturpolitikken under de skiftende regeringer. Kapitel 8-12 gør tematisk status for udviklingen på kulturpolitikkens hovedfelter med hovedvægt på tiden efter 2000: kulturpengene og oplevelsesøkonomien (kapitel 8), det nationale og det internationale (kapitel 9), kunststøttesystemet (kapitel 10), museerne og kulturarven (kapitel 11) og bestræbelserne på at bringe kunst og kultur ud til alle i hele landet (kapitel 12.). Kapitel 13 fortæller om situationen ved overgangen til 2020’erne, og til slut trækkes i kapitel 14 de store linjer i udviklingen af dansk kulturpolitik gennem 60 år.