Ph.d.-afhandling 2020: Betydningsfulde oplevelser

Page 47

3. Metodiske tiltag og overvejelser At sikre en høj kvalitet i kvalitative studier hænger nøje sammen med at skabe transparens omkring forskningsprocessen, metodologisk refleksion og at der er en tydelig sammenhæng mellem målet og ambitionen med undersøgelsen og de anvendte metodiske fremgangsmåder (Thagaard, 2004; Olsen, 2003; Tanggaard & Brinkmann, 2015;). Det anses derfor som nødvendigt at beskrive de tiltag og overvejelser, der ligger til grund for dette projekt.

Kvalitativ forskning betyder almindeligvis, at der er en interesse for, hvordan noget siges, gøres, fremtræder, opleves eller udvikles (Brinkmann & Tanggaard, 2015). En interesse der – med henvisning til problemformuleringen – netop er i dette projekt, hvor der ønskes en indsigt i deltagernes oplevelse af at deltage i en sports camp, samt hvilke udviklingsprocesser, der viser sig i tiden efter camp. I det følgende afsnit vil det blive fremlagt, hvilken rolle jeg har haft som forsker, hvilke konkrete kvalitative metoder, der anvendes i processen, hvorledes det empiriske materiale er blevet analyseret samt givet en kort beskrivelse af de unge og voksne med CP, der har deltaget i forskningsprojektet. Løbende vil det blive beskrevet hvilke overvejelser, der ligger til grund for de forskellige til- og fravalg. Ydermere vil det undervejs blive diskuteret hvilke fordele og ulemper, der kan være forbundet med de enkelte elementer. Til at starte med gives dog først en kort præsentation af projektets videnskabsteoretisk position.

3.1 Fænomenologisk indgangsvinkel Da projektet er orienteret mod deltagernes subjektive oplevelser, tages et fænomenologisk udgangspunkt, da denne videnskabsteoretiske retning søger at skabe viden ved at belyse erfaringer og oplevelser, som de melder sig for bevidstheden (Jacobsen et al., 2015; Giorgi & Giorgi, 2003; van Manen, 1997;2016). Fænomenologi kan således oversættes til at være ”(…) læren om det, der kommer til syne eller fremtræder for en bevidsthed” (Jacobsen et al, 2015, s. 217). I henhold til dette projekt bliver det således interessant at undersøge hvilke bevidsthedsfænomener der fremtræder, når deltagerne er en del af en sports camp for mennesker med CP, samt få en forståelse for, hvilket meningsindhold disse afspejler.

47


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.
Ph.d.-afhandling 2020: Betydningsfulde oplevelser by Elsass Fonden - Issuu