3. METODISKE TILTAG OG OVERVEJELSER

At sikre en høj kvalitet i kvalitative studier hænger nøje sammen med at skabe transparens omkring forskningsprocessen, metodologisk refleksion og at der er en tydelig sammenhæng mellem målet og ambitionen med undersøgelsen og de anvendte metodiske fremgangsmåder (Thagaard, 2004; Olsen, 2003; Tanggaard & Brinkmann, 2015;). Det anses derfor som nødvendigt at beskrive de tiltag og overvejelser, der ligger til grund for dette projekt.

Kvalitativ forskning betyder almindeligvis, at der er en interesse for, hvordan noget siges, gøres, fremtræder, opleves eller udvikles (Brinkmann & Tanggaard, 2015). En interesse der – med henvisning til problemformuleringen – netop er i dette projekt, hvor der ønskes en indsigt i deltagernes oplevelse af at deltage i en sports camp, samt hvilke udviklingsprocesser, der viser sig i tiden efter camp. I det følgende afsnit vil det blive fremlagt, hvilken rolle jeg har haft som forsker, hvilke konkrete kvalitative metoder, der anvendes i processen, hvorledes det empiriske materiale er blevet analyseret samt givet en kort beskrivelse af de unge og voksne med CP, der har deltaget i forskningsprojektet. Løbende vil det blive beskrevet hvilke overvejelser, der ligger til grund for de forskellige til- og fravalg. Ydermere vil det undervejs blive diskuteret hvilke fordele og ulemper, der kan være forbundet med de enkelte elementer.

Til at starte med gives dog først en kort præsentation af projektets videnskabsteoretisk position.

3.1 Fænomenologisk indgangsvinkel

Da projektet er orienteret mod deltagernes subjektive oplevelser, tages et fænomenologisk udgangspunkt, da denne videnskabsteoretiske retning søger at skabe viden ved at belyse erfaringer og oplevelser, som de melder sig for bevidstheden (Jacobsen et al., 2015; Giorgi & Giorgi, 2003; van Manen, 1997;2016). Fænomenologi kan således oversættes til at være ”(…) læren om det, der kommer til syne eller fremtræder for en bevidsthed” (Jacobsen et al, 2015, s. 217). I henhold til dette projekt bliver det således interessant at undersøge hvilke bevidsthedsfænomener der fremtræder, når deltagerne er en del af en sports camp for mennesker med CP, samt få en forståelse for, hvilket meningsindhold disse afspejler.

For at nå ind til deltagernes bevidsthedsfænomener bliver en orientering mod deltagernes intentionalitet væsentlig, da det er gennem denne, vi får adgang til fænomenerne, som de fremkommer for deltagerne. Intentionalitet, henviser således til en rettethed mod verden, hvilket betyder at deltagernes bevidsthed aldrig kan forstås isoleret, men derimod altid vil bestå af en relation mellem deltagerne der oplever, og selve sports campen der opleves. En individ-verdenrelation der i fænomenologien gør sig gældende som livsverdenen (Birkler, 2009). Livsverdenen, er den verden som deltagerne på sports campen oplever i et første-person perspektiv. En subjektiv og prærefleksiv erfaringsverden, der for dem altid vil være en lokal sandhed, og som der derfor ikke bliver stillet spørgsmålstegn ved (Zahavi, 2003). I belysningen af deltagernes livsverden bliver det med fokus på tilstanden, det vil sige selve oplevetheden, som skal undersøges i den verden som deltagerne udlever, oplever og erfarer (Birkler, 2009). Det er således ikke objektet i form af sports camps som koncept, der er interessant, men derimod selve oplevelsen af at deltage på en sports camp. Bevidsthedsfænomener, kan associere til rene kognitive processer. Dog er kroppen i et

fænomenologisk perspektiv helt central. Den franske filosof Merleau-Ponty (1962/2002) introducerer med begrebet den levede krop en kropslig erkendelsesform, der går forud for tanken og den intellektuelle forståelse. Med den levede krop som kilde til erkendelse, bliver bevidsthedens intentionalitet set som funderet i en forudgående prærefleksiv kropslig intentionalitet. Deltagernes kroppe anses hermed for at rumme mere information og viden, end de umiddelbart kan sprogliggøre en viden der har afgørende betydning for, hvilke erkendelsesmuligheder der åbner sig for dem. Rent metodisk betyder dette, at det bliver helt afgørende at benytte metoder, der kan medvirke til at åbne op for deltagernes kropslige sansende oplevelser og erfaringer, så både de betydninger og meninger der ligger eksplicit og implicit i deltagernes camperfaring får en lyd. Hvorledes dette gribes an i praksis berøres i afsnit 3.4 ’Metodiske tilgange’.

Inden de konkrete metodiske tilgange

beskrives, gives en præsentation og hertil hørende refleksioner i relation til min rolle som forsker samt en kort introduktion til deltagerne, der har været involveret i projektet.

3.2 Forskerrolle – praktikerforsker

Som nævnt i første linje i dette metodekapitel, er det et helt centralt kvalitetskriterie, at der skabes transparensen omkring min egen rolle som forsker. Denne vigtighed bliver kun skærpet af, at jeg i dette projekt har haft en tilgang som praktikerforsker. En forskningstilgang, der består i, at man som professionel forsker i sin egen praksis (Winther, 2015; Jarvis, 2002). En forskning i egen praksis, der typisk opstår, når praktikeren begynder at stille spørgsmål, der ikke kan besvares med metoder som eksempelvis målinger og spørgeskemaer. Dette har også været tilfældet i dette projekt, hvilket tydeliggøres i det kommende afsnit. Den primære årsag til valg af praktikerforskningstilgangen er dog, at denne anses som gavnlig og yderst relevant i relation til problemformuleringen. En relevans, der skal ses i sammenhæng med at praktikerforskning kan benyttes ”(…) til at undersøge idrættens og bevægelsens potentialer for at understøtte personlige og sociale udviklingsprocesser eller til at undersøge nye undervisnings- eller behandlingsmetoder og fagområder, der senere kan implementeres direkte i praksis.” (Winther, 2015, p. 173).

Praksissen, der undersøges i dette projekt, er sports camps, og min involvering heri spænder over flere snitflader, og tydeliggøres i det følgende.

3.21 Har camps et potentiale?

Som det første har jeg været med helt fra starten, da konceptet blev bragt til Elsass Fonden i 2013 af professor Jens Bo Nielsen og fysioterapeut og lektor Jakob Lorentzen. Begge havde været på en konference, hvor de var blevet inspireret af et projekt, der lavede cirkus- pirat- og tryllecamps for børn med handicaps. Et projekt, der havde til formål at bruge nogle motiverende og legende aktiviteter – set i relation til de klassiske fysioterapeutiske tiltag – til at fremme børnenes motoriske evner. Ved at lave et intensivt camp-forløb med fægtning, jonglering mm. var tesen, at børnenes håndmotoriske funktioner kunne styrkes. Ligeledes var intentionen med sports camps på Elsass, at børnene ved at deltage i et intensivt forløb kunne forbedre konkrete fysiske kompetencer. Dog endte sports campens aktiviteter med at blive tilrettelagt således, at deltagerne blev tilbudt et bredt udvalg af aktiviteter, der havde til hensigt at arbejde med hele kroppen frem for specifikke fysiske funktioner. Et valg der blev afgørende for, at der ikke kunne laves meningsfulde fysiske funktionelle effektmål efter campen. Dog observerede jeg som daværende instruktør og praktiker noget andet end potentialet for fysiske effektmål – jeg så venskaber, der blev knyttet, børn der for første gang følte sig som en del af et ligesindet fællesskab og store succesoplevelser. Elementer, der ifølge mig ikke kunne ignoreres. Daværende direktør Peder

Esben Bilde, var heldigvis nysgerrig på dette nye potentiale, og jeg blev tilbudt en stilling, hvor jeg dels skulle lave en camp-håndbog, hvor jeg teoretisk forklarede, hvordan camps skulle bygges op, så de kunne styrke målgruppen indenfor de mere psykosociale områder. Og dels skulle jeg sammen med min kollega Camilla Voigt medvirke til, at teorien blev overført til praksis på de kommende sports camps. Camp-håndbogen (Andersen, 2016) udkom, og har siden dannet grundlag for hvordan sports camps i Elsass Fonden praktiseres. I dette projekt forsker jeg således ikke blot i min egen praksis, hvor jeg har været en kombination af organisator, hjælper, instruktør og leder af alle sports camps, men forsker også i et koncept, jeg teoretisk har opbygget fra bunden. At være tydelig omkring min store involvering i alle dele af sports camps, anser jeg som afgørende, da det kan medføre, at jeg har nogle interesser, der potentielt kan være i konflikt med god forskerskik, hvilket uddybes i det følgende.

3.22 Konflikt eller styrke?

Der er noget på spil

En hel åbenlys potentiel konflikt er, at jeg professionelt har noget på spil. På den ene side har jeg lagt de teoretiske grundsten i camp-konceptet, med en ambition om at kunne hjælpe, støtte og fremme mennesker med sårbarheder i deres udvikling. På den anden side kan jeg i et fænomenologisk inspireret studie som dette potentielt finde, at intentionerne bag camps ikke sætter sig i deltagerne på den ønskede måde. Denne potentielle konflikt har jeg været bevidst om fra projektets start, hvilket blot har skærpet min professionelle forskningstilgang i processen. Det er således med en klar ambition om, at forskningsprojektet ikke har til hensigt at bevise men derimod at belyse (Winther, 2009). En belysning, hvor interessen og værdien af fundene ikke ligger i en vurdering af grader af effekt, men derimod i den deskriptive beskrivelse og forståelse af, hvad der er på spil. Det er således med en interesse for belysning, samt med Peter Jarvis’ ord i mente, at praktikerforskningen i denne sammenhæng har sin ret: ”Jo mere forskning, der foretages af praktikere-forskere, desto mere information får vi om praksisprocesserne, udviklingen af praksis viden og andre relevante facetter blandt praktikere. (Jarvis, 2002, s. 140).

For-forståelse

Et andet opmærksomhedspunkt er, at min store indsigt i konceptet kan gøre det svært at sætte parentes om mine for-forståelse (epoché), hvilket der typisk søges i en fænomenologisk tradition. Et aspekt der kan gøre det svært for mig at se på camps med et nyt og åbent blik.

Jeg valgte derfor i stedet at gøre mig mine for-forståelser bevidste. En bevidsthed der dels blev skabt ved at Elsass Fondens kommunikationsmedarbejde Sarah Kahia Humle, som noget af det første i projektet, foretog et for-forståelses-interview med mig. En måde hvorpå jeg kunne placere alle mine tanker og fordomme, og herfra bedre har kunne lade mig inspirere og blive forundret over dimensioner, jeg ikke havde været opmærksom på før. Denne proces kan lyde simpel, men er i praksis meget kompleks. At være åben, undrende og nysgerrig er derfor noget jeg gennem hele projektet har skulle arbejde bevidst med, så jeg har kunne lade mig guide af deltagernes ord, fremfor mine egne teoretiske og praktiske forståelser og erfaringer. I det følgende gives et kort resumé af hovedpointerne i for-forståelsesinterviewet. Interviewet blev optaget, men pointerne er ikke direkte transskriberede. Derimod fremstilles disse i jeg-form i en komprimeret fortælling, med brug af så mange af de direkte vendinger, der blev anvendt under interviewet.

Mine tanker på et helt overordnet plan er, at det vi gør og de processer vi sætter i gang på campen, de vil gælde for alle mennesker og ikke kun mennesker med CP. Det er helt almene udviklingsprocesser, der kan adressere alle typer målgrupper. Når der på campen arbejdes ud fra et helhedsorienteret perspektiv, så har jeg en forventning om, at vi kan gå ind og rykke, den opfattelse deltagerne har af deres eget mulighedsrum. Via kropslige oplevelser der i deres direkte form er med til at bekræfte eller afkræfte hvad da kan og ikke kan, så kan vi muligvis påvirke deres måde at handle på i verden – også når de kommer hjem. Hvis de på campen oplever at kunne mere, så vil det forhåbentlig også betyde at de gør mere. Jeg tror ikke på at campen kan det samme for alle. Der er ikke to mennesker der udvikler sig ens. Men fordi de fire camps som jeg skal kigge på, ligner hinanden i strukturen og er bygget op omkring de sammen teoretiske forståelser, så kan det i princippet stimulere til det samme for alle aldersgrupper. Så jeg forventer helt klart, at der er nogle overensstemmelser i det de oplever på tværs i de forskellige camps. Men jeg aner ikke hvordan de kommer til at udvikle sig i tiden efter, det er jeg simpelthen i tvivl om. Men jeg håber og tror på, at de i højere grad end tidligere ikke bare drømmer om hvad de vil, men rent faktisk handler og gør det de drømmer om. Og går ud og involverer sig i nogle ting, som de ellers ikke havde gjort. Jeg tror at det er realistisk at skabe disse udviklingsprocesser på blot fire dage. Og det tror jeg på, fordi vi har bygget campen op omkring nogle aktiviteter som vil være anderledes, ifht. hvad deltagerne ellers har været involveret i. Og hvis deltagerne gennem disse bevægelsesoplevelser kan få stimuleret til nogle succeser, der kan give dem en større tro på at de godt kan håndtere situationer i fremmet og uvant terræn, så tror jeg på, at vi ret hurtigt kan gå ind og arbejde med deres selvforståelse. Jeg tror på campen som den er i de fire dage, men en af mine umiddelbare største bekymringer og kritikpunkter ifht. campen er i forhold til den efterfølgende periode. Jeg synes det er rigtig ærgerligt at dette koncept ikke rummer en opfølgning, hvor man kan følge deltagerne til dørs, fordi det tror jeg på vil kunne sikre den bedste udviklingsproces. Så jeg er spændt på at se, hvad det så betyder, når der ikke er en organiseret opfølgning. Som campen er nu, så kan den være en referenceramme man kan henvise til, når man står i nogle svære situationer derhjemme. Hvis jeg kunne på campen, så kan jeg også nu. Men jeg tror faktisk at det kan være svært at komme hjem fra camp. Det bliver interessant at se om et potentielt dyk

efter camp vil medføre at de ikke udvikler sig yderligere, eller om de formår at omsætte nogle af campelementerne i deres liv.

Som det kan ses i resuméet forholdt jeg mig til en række forskellige elementer inden hele projektet gik i gang. Dette var en proces, som jeg var meget opmærksom på hele tiden at have i baghovedet. Inden interviewene skulle foretages og efterfølgende når de skulle analyseres var der således en konstant opmærksomhed på, at forholde mig åbent, nysgerrigt og undrende til deltagerne, deres oplevelser og de transskriberede ord, så mine egne forforståelse ikke blev rammesættende for skabelsen og bearbejdningen af empirien.

Subjektivitet

Et sidste potentielt konfliktpunkt jeg vil rette fokus mod, er praktikerforskerens subjektivitet i den videnskabelige proces. At lave praktikerforskning er ikke ensbetydende med at bedrive subjektiv forskning, dog er den subjektive indgangsvinkel afgørende for forskningsprocessen. En ambivalent position, der kræver en grundig metodebevidsthed samt et reflekterende dobbeltblik, der gør mig i stand til både at agere nærværende og distancerende i forskningsprocessen (Hastrup, 2010; Winther, 2011). På den ene side er det således afgørende at forstå, at det netop er den subjektive tilgang, der skaber muligheden for en værdifuld nærværende indsigt. I dette projekt er det således netop den dybe, kropsnære, praksisbaserede subjektive involvering i konceptet, der gør, at jeg kan stille relevante spørgsmål og indfange nye nuancer i de processer, der sker i og omkring mig. Subjektiviteten bliver således ikke en modsætning til meningsfuld og god forskning men derimod en forudsætning (Dads & Hart, 2001). På den anden side er det afgørende, at jeg som forsker også formår at have et distancerende og reflekteret blik på den skabte empiri i analyseog refleksionsfasen, hvor empirien skal bearbejdes.

Med en orientering om min forskerrolle, vil der i nedenstående blive udformet en kort beskrivelse af dem det hele handler om – deltagerne på de fire camps.

3.3 Deltagere

På hver af de fire camps, er der blevet taget udgangspunkt i fire deltagere. Da alle deltagere er anonymiserede i afhandlingen, kan der ikke fremstilles detaljerede beskrivelser af deltagerne. I nedenstående gives således blot en overordnet beskrivelse, der kan give en lille indsigt.

2.31 Sommercamp

Deltagerne var 10-13 år og bestod af tre drenge og en pige, hvoraf tre var fra Jylland og en fra Sjælland. Alle de fire er kategoriseret som 1’ere eller 2’ere på GMFCS-skalaen, og har således ikke de helt store motoriske udfordringer. Alle fire er ligeledes integreret i en almindelig folkeskole og deltager i fritiden i aktiviteter som spejder, fodbold, gaming og trampolin på ugentlig basis. Alle kommer på papiret fra velfungerende familier, hvor forældrene fortsat er sammen, er i arbejde og har fornuftige indkomster. De to yngste deltagere giver udtryk for at have en tilværelse med mange venner og virker glade og tilfredse med deres tilværelse. De to ældste drenge fortæller derimod om svære tider i skolen, hvor de til tider har haft svært ved at indgå i fællesskabet og tage imod de udfordringer og krav, der stilles fra skolens side.

2.32 Teencamp

Deltagerne var 15-17 år og bestod af to piger og to drenge. To fra Jylland og to fra Sjælland. Alle de fire er kategoriseret som 1’ere eller 2’ere på GMFCS-skalaen, og har således ikke de helt store motoriske udfordringer. De to piger er ved at afslutte 9. klasse i en specialklasse, mens de to drenge er integreret i normal folkeskole og ungdomsuddannelse. Alle fire har ved siden af skolen haft fritidsinteresser, men de to piger går pt ikke til noget fast. Begge drenge spiller fodbold flere gange om ugen på højt plan. Den ene dreng giver udtryk for et teenage-liv med gode venner, kæreste og hårdt pres fra skolen – han virker til at hvile i sig selv. De tre andre synes derimod at have det svært. Særligt tegn på ensomhed, anderledeshed og utilstrækkelighed fylder i deres fortællinger om dem selv.

2.33 Camp for kørestolsbrugere

Deltagerne var 13-17 år og bestod af tre piger og en dreng. Tre fra Jylland og en fra Sjælland. Alle de fire er kategoriseret som 3’ere eller 4’ere på GMFCS-skalaen, og har således store motoriske udfordringer, hvorfor de i mange sammenhænge har brug for hjælp og støtte. To af pigerne er

integreret i den almindelig folkeskole, mens de to andre er i gang med at færdiggøre deres 9. klasse på en specialskole. En af pigerne dyrker racerunning i sin fritid – de tre andre har ikke nogen fast fritidsinteresse. To af pigerne har gode venskaber, mens de to andre er meget alene. Alle giver udtryk for, at det kan være svært at deltage i sociale sammenhænge, og at andre ikke forventer så meget af dem, hvilket ofte sætter dem i begrænsende og ekskluderende situationer.

2.34 Voksencamp

Deltagerne var 30-58 år og bestod af to kvinder og to mænd. En fra Jylland og tre fra Sjælland. De fire er kategoriseret som 1’ere, 2’ere og en mild 3’er på GMFCS-skalaen. Alle kan således begå sig i det daglige uden hjælpemidler, men kan blive usikre og søge støtte hvis terrænet bliver vanskeligt. Alle har de dagligt arbejde, dog på nedsat tid og på særlige ordninger. To af deltagerne har fritidsinteresser, som ridning, spinning og racerunning, mens de to andre er involveret i fysioterapeutiske indsatser, og har ikke en selvvalgt fritidsinteresse. En er single, en fraskilt med to børn, en gift med to børn og en enkemand. Fælles for de fire er en fortælling om en svær barn- og ungdom, hvor de har følt sig mindre værd, ensomme og forkerte. Elementer, der har sat spor i deres voksenliv, hvor flere berette og social usikkerhed og lavt selvværd.

3.4 Metodiske tilgange

I projektet er benyttet interviews af 16 deltagere både før, lige efter og fem-seks måneder efter deres deltagelse i en sports camp. Ydermere er der blevet lavet observationer af deltagerne på campen. Mens interviewene har fungeret som primær empiri, og vil være fundamentet for både analyse og diskussioner i de fire artikler, skal observationer derimod ses som et supplerende og understøttende redskab til interviewene.

I det følgende kommer en gennemgang af de refleksioner, overvejelser og beslutninger, der er lavet og taget i arbejdet hermed.

3.41 Det kvalitative forskningsinterview

Det kvalitative forskningsinterview vil danne ramme og grundlag for den primære empiri i dette projekt. Et valg, der er taget da det anses for at være en af de bedste metoder til åbne op for vores medmenneskers oplevelser, fortællinger og forståelser af sig selv og verdenen omkring dem (Brinkmann & Tanggaard, 2015; Smith & Sparkes, 2018). Med interviewet bliver det tilmed muligt at skabe en nuanceret og intensiv analyse af et forholdsvis begrænset antal deltageres oplevelser af at deltage på sports camp. Fire deltagere fra hver camp er blevet udvalgt med henblik på at få så forskellige deltagere som muligt. Der er således lagt fokus på både at vælge drenge og piger, de yngste og ældste, de mest funktionsdygtige og de hårdest fysisk ramte samt en geografisk fordeling. Alle de 16 udvalgte er blevet interviewet individuelt tre gange hver. Tre interviews, der havde hvert sit formål og derfor også var bygget lidt forskelligt op. Inden første interview var der blevet indhentet samtykke fra alle, og alle var tilmed blevet orienteret om deres rettigheder og muligheder for at trække sig fra forskningsprojektet til hver en tid (Kvale & Brinkmann, 2009). Hvilke andre etiske overvejelser jeg har forholdt mig til, vil blive beskrevet løbende i relation til de konkrete interviews.

Første interview – belysning af et menneskes livsverden

Det først interview blev foretaget en uge før camp. Interviewet var et semistruktureret life-story interview og havde først og fremmest til formål at få en indsigt i deltagerne og deres livsverden (Smith & Sparkes, 2018). Formålet hermed var at få en forståelse for hvordan de opfatter sig selv, deres relationer, interesser, ressourcer, udfordringer, drømme og væren i verden. I arbejdet med interviewet er der lavet en interviewguide med henblik på at have en ramme, der sikrer, at forskellige aspekter af deltagernes liv bliver belyst. I den konkrete interaktion med deltagerne ses det dog som en styrke og et fænomenologisk princip, at deltagerne forfølges i de fortællinger, som de selv er mest optaget af (ibid.). Foruden ovenstående forskningsmæssige intention er der i dette interview ydermere stor fokus på de etiske forudsætninger og mellemmenneskelige rammer. Det var således en bevidst prioritet at søge en tryg og tillidsfuld relation til både de deltagere som jeg kendte, men særligt dem jeg aldrig havde mødt før. Først del af interviewet omhandlede derfor lidt smalltalk, en briefing af hvad der konkret skulle ske i interviewet, en gennemgang af projektet i sin helhed samt en orientering om at et interview som dette godt kan blive meget personligt. Et element, der betyder at jeg dels fandt det vigtigt at fortælle, at deltagerne naturligvis ville fremstå anonymt i mine artikler, og dels en anerkendelse af, at det naturligvis var helt i orden, hvis der var dele af deres liv, som de ikke havde lyst til at dele med mig. Min oplevelse er, at de fleste deltagere valgte at være meget ærlige og

åbne omkring deres private og personlige fortællinger. De fremstod som nogle, der havde sig selv med i processen og have en stor lyst til at give noget af sig selv. Efter interviewet blev deltagerne tilbudt at modtage den transskriberede version til gennemlæsning. Ydermere blev det gjort tydeligt for dem, at de til en hver tid kunne trække sig fra projektet, eller kunne sige til, hvis der var elementer af interviewet, de ikke ville have at jeg benyttede (Kvale & Brinkmann, 2009). I relation til projektets problemformulering er dette livsverden-interview ikke så interessant i sig selv. Dets relevans skal ses i sammenhæng med de andre to interviews, hvor betydningsfulde elementer i campen samt deltagernes potentielle udvikling efter campen, bliver tydeligere, når der er et sammenligningsgrundlag.

Anden interview – belysning af oplevelsen af at være på sports camp

Det andet interview blev foretaget i dagene lige efter campen, for at sikre at deltagerne havde en frisk kropslig erindring. Interviewet var designet som et semi-struktureret interview (Kvale & Brinkmann, 2009; Smith & Sparkes, 2018), da dette ”har til formål at indhente beskrivelser af den interviewedes livsverden med henblik på at fortolke betydningen af de beskrevne fænomener” (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 19). Interviewet havde således til hensigt at skabe en forståelse for deltagernes oplevelse af at være på camp. Foruden den rene verbale interviewdialog blev der i dette interview benyttet to supplerende aspekter, der begge havde til hensigt at skabe en mere kropslig tilgang samt nogle mere nuancerede beskrivelser. Det først inddragede element var en lang række billedkort bestående af diverse fotografier, illustrationer og symboler. Et valg taget af primært to årsager, der bunder i praksiserfaring med både denne type interview samt målgruppen. Som det først er det min erfaring, at både mennesker med CP og andre målgrupper (drenge med anden etnisk herkomst og hjemløse) kan finde det vanskeligt at snakke sanseligt og nuanceret omkring oplevelser. Ydermere har jeg erfaret, at mange ligeså har svært ved at fortælle og reflektere, når der stilles åbne spørgsmål, hvor interviewpersonen selv skal sætte en retning. En type spørgsmål som et fænomenologisk orienteret semistruktureret interview typisk vil være bygget op omkring (ibid.). Symbolikken og metaforikken fra billedkortene skal således både gøre det mere konkrete og håndterbart for deltagerne at svare på nogle af spørgsmålene, men samtidig også muliggøre en mere kropsligt sansende bevidsthed, der kan bidrage til flere af oplevelsens facetter. Et ræsonnement, der bunder i, at metaforer anses for at være ”(…) den bedste måde at italesætte følte fornemmelser, oplevelser og kropsligt forankrede erfaringer på.” (Stelter, 2012, s. 170). Som et eksempel på inddragelsen af kortene, blev deltagerne som noget af det første i interviewet bedt om at indsamle de kort, som der for dem beskrev oplevelsen af at være på camp.

En deltager har eksempelvis valgt kortene, der ses her.

Herefter spørges der ind til hvert kort – ”Hvad betyder dette kort for dig?”, ”Hvordan relaterer du det til camp?” og ”Kan du fortælle lidt mere om det?”. Med et begrænset antal billedkort og motiver er jeg bevidst om, at jeg har stimuleret deltagernes intentionalitet i bestemte retninger. Kortene er dog ikke udvalgt af mig, men er taget fra et coachingkit, hvor de i andre professionelle sammenhænge har været anvendt med det formål at stimulere til forskellige nuancerede refleksioner. Der var således utrolig mange kort at vælge imellem, og ligeledes var de forskellige i deres udtryk, hvorfor de ikke associerede til bestemte typer oplevelser eller situationer. Ydermere gjorde jeg meget ud af at sige, at der ikke var noget bestemt antal kort de skulle vælge, at de skulle kigge dem alle sammen igennem, at de kunne bruge al den tid de havde brug for, og at der vigtigst af alt ikke var nogle rigtige eller forkerte kort de kunne vælge. Det vigtigste var, at kortet for dem, sagde noget om at være på camp. Min oplevelse var, at kortene helt tydeligt støttede deltagerne i deres fortælling af campen, og således gjorde samtalen både mere håndterbar

og nuanceret. Som en del af dette interview, blev deltagerne bedt om at fortælle om deres mest betydningsfulde oplevelser på campen. Det blev her præciseret, at ordet ’betydningsfuld’ hverken skulle forstås positivt eller negativt, men derimod være beskrivende for de oplevelser, der havde gjort størst indtryk på dem, som de tillagde en større værdi og hermed skilte sig lidt mere ud fra de andre. I deres fortælling af deres betydningsfulde oplevelser valgte jeg først at lade dem spontant fortælle om oplevelsen, samtidig med de skulle lave en tegning, der for dem fortalte noget om oplevelsen.

En beslutning taget med henblik på at stimulere til et umiddelbart kropsligt respons. Efter deres første umiddelbare beretning og beskrivelse af deres tegning, søgte jeg en mere detaljeret narrativ beskrivelse af hele situationen (White, 2008; Smith & Sparkes, 2018). Deltagerne skulle således fortælle så nuanceret de kunne fra start til slut om, hvad der skete, hvad de følte, tænkte og gjorde i lige netop den situation. En måde hvorpå der blev skabt en indsigt i de sammenhænge og strukturer, der var udslagsgivende for de handlinger, følelser og reaktion, der blev oplevet af deltagerne. I disse fortællinger blev det tydeligt at deltagerne i nogle tilfælde havde adapteret sprogbrugen, der blev anvendt på selve campen. Eksempelvis blev termerne grøn, gul og rød zone i samlingerne på campen præsenteret som et kommunikationsværktøj, til at deltagere og professionelle bedre kunne opnå en fælles forståelse for, hvorledes deltagerne havde det i de forskellige aktiviteter. Grøn zone henviste således til at man havde en oplevelse af at være tryg eller synes aktiviteten var nem. Gul zone betød at man var nervøs eller at aktiviteten blev oplevet som værende lidt svær. Til sidst var rød zone et udtryk for at være meget utryg/bange eller have en oplevelse af at aktiviteten var alt for svær til at man kunne mestre den. I selve interviewene kan man høre, hvordan deltagerne flere gange benytter disse termer til at beskrive, hvordan de havde det i de forskellige betydningsfulde situationer. Et element der har afspejlet sig i afhandlingen, hvor denne reference er blevet omdrejningspunktet i studie fire.

Efter fortællingen blev deltagerne opfordret til igen at finde et

billedkort, der for dem opsummerede oplevelsen. Igen med henblik på at konkretisere og skabe en dybde og nuance i deres oplevelser. Et eksempel på en deltagers betydningsfulde oplevelser kan ses nedenfor.

Et yderligere opmærksomhedspunkt i dette interview var af etisk karakter, og relaterede sig til min nye relation til deltagerne. Interviewet er som sagt foretaget få dage efter camp, og vi havde derfor fået etableret en stærk relation. En relation, der på den ene side gjorde, at deltagerne havde stor tillid til mig fra starten, og jeg kunne hermed stille meget nærværende og relevante spørgsmål. Spørgsmål, der kan kaste lys over aspekter, som andre ikke ser. Samtidig kan min store personlige indsigt i dem og deres oplevelser gøre, at jeg potentielt overser det banale og samtidig tror, at jeg allerede kender svarene. Det var derfor vigtigt, at jeg gjorde det tydeligt overfor deltagerne og mig selv, at alt havde værdi, at de ikke måtte tage noget for givet, og selvom det kunne virke indlysende og overflødigt at fortælle detaljeret om deres oplevelser (fordi jeg ofte selv havde været tilstede), så måtte de prøve at lade som om, de fortalte det til en, der ikke har været en del af campen. De gange hvor svarene alligevel blev for indforståede, var jeg opmærksom på at bede deltagerne beskrive scenariet mere nuanceret en gang til.

Tredje interview – belysning af hvordan en sports camp har sat spor

Dette tredje interview blev foretaget 5-6 måneder efter campen var afholdt. Formålet med interviewet var at få en forståelse for, hvordan deltagerne oplevede, at campen havde eller ikke havde sat spor i deres hverdag. Interviewet var som de andre interviews semi-struktureret og billedkortene blev ligeledes benyttet til blandt at belyse, de elementer deltagerne oplevede de tog med hjem fra camp. I sin opbygning adskiller dette interview sig således ikke meget fra de to andre interviews, dog var der to elementer, jeg var særlig opmærksom på. Elementer der dels relaterer sig til målgruppens typiske erfaringer fra sundhedssystemet og dels nogle etiske overvejelser i forhold til min position som praktikerforsker. I relation til målgruppen er det kendt, at de fleste har været meget tæt knyttet til sundhedssystemet hele deres liv. En tilknytning der har medført, at mange tilsyneladende dels har tillært sig et særligt fagsprog, når de snakker om sig selv, og dels godt ved hvad det er fagpersonen på den anden side godt vil høre. For at imødekomme for-forståelser, gjorde jeg meget ud af at forklare deltagerne, at der ikke var nogle rigtige eller forkerte svar. Det eneste jeg var interesseret i var, at de var tro overfor deres egen oplevelse af, hvordan de havde oplevet tiden efter camp. I forlængelse heraf var jeg opmærksom på at stille opfølgende og uddybende spørgsmål i de sammenhænge, hvor jeg fornemmede, at de muligvis kom med et tillært rutine-svar.

I relation til min rolle som praktikerforsker, hvor jeg både har ageret som instruktør og leder på campene samtidig med, at jeg har været forsker, kan det antages, at deltagerne har fået opbygget et forhold til mig, der kan gøre det svært at være kritisk i en interviewsituation. Dette kan skabe

et etisk dilemma, hvor de potentielt kan føle, at de skylder mig noget, at de ikke vil gøre mig ked af det eller bare gerne vil gøre mig glad, fordi jeg og Elsass har hjulpet dem. Jeg sagde derfor flere gange meget tydeligt, at de endelig måtte være ærlige og dele det, hvis de havde nogle uheldige eller direkte dårlige oplevelser og erfaringer med fra camps. Mit indtryk er, at det lykkedes at få dem til at komme med autentiske svar, og at min tætte relation til dem, blot var en styrke, der fik dem til at åbne op. Flere gange var der deltagere, der sagde ”Det her fortæller jeg jo også kun fordi det er til dig”. En udtalelse, der kunne have været forbundet med et etisk dilemma, hvis den var relateret til passager i samtalen, der var relateret til meget følsomme beretninger, der kunne være svære at håndtere for mig og dem selv. Dog var mit indtryk, at det i højere grad relaterede til, at de under normale omstændigheder ikke var så trygge ved at berette om dem selv i selskab med fremmede.

3.42 Deltagende observation

Observationsmetoden er kendetegnet ved, at livet blandt en udvalgt gruppe mennesker observeres - enten fra distancen eller som en integreret del af gruppen - i deres egne omgivelser. Herigennem søger forskeren at forstå og fortolke deres oplevelser og handlinger fra de involverede parters synspunkt (Ottesen, 2013). I dette projekt har jeg observeret deltagerne på alle de fire camps, der har været en del af dette projekt.

Formål

Som nævnt har observationerne haft til formål at understøtte interviewene. En understøttelse, hvor observationerne både har fungeret som direkte empiri i form af sceniske beskrivelser (beskrives nederst på siden), men også har givet mig en indsigt som jeg har kunne benytte i interviewene. Jeg har således brugt min viden fra observationerne til dels at kunne spørge mere nuanceret og nysgerrigt ind til deltagernes oplevelser. Særligt i situationer, hvor der er noget i interviewet der strider imod mine egne observationer, eller hvor umiddelbare væsentlige elementer er blevet udeladt af fortællingen, har jeg tilladt at undre mig, og hermed stillet nogle opfølgende spørgsmål. Ydermere har observationerne været med til at kvalitetssikre de tematikker jeg har fået skabt gennem analyserne. Jeg anser det således som en styrke at tematikkerne både afspejler deltagernes fortællinger og er genkendelige i mine observationer.

Deltagende observatør

Som forsker kan man agere observatør på flere forskellige måder, og der arbejdes hermed med et kontinuum fra den rene observatør til deltagerobservatøren (Spradley, 1980; Kristensen & Krogstrup 1999). Qua min position som praktikerforsker, definerer jeg min rolle som deltagende observatør. En position, det har gjort mig i stand til at være nærværende og sanseligt tilstede under alle aktiviteterne på campen. Jeg har således haft muligheden for at være med i fællesskabet og aktiviteterne, og hermed været tilstede i deltagerne mest sårbare, betydningsfulde, intense og succesrige øjeblikke. Øjeblikke hvor jeg har kunne mærke, se og høre både frygten, glæden, skuffelsen og succesen, når den har været på sit højeste og laveste. Et observerende og deltagende nærvær, der har givet en indsigt, der har gjort det muligt at formidle nye nuancer af den komplekse individ-verden relation og interaktion, der udspiller sig særegnet for deltagerne på campen.

Feltnotater og sceniske beskrivelser

I forhold til den tekniske fremgangsmåde har det været vigtigt at gå systematisk til værks, for at kunne dokumentere så meget af det der er blevet set og hørt under de forskellige camps, da dette er afgørende for kvaliteten af observationerne (Ottesen, 2013). Til dette kan der anvendes en række forskellige teknikker, hvor blandt feltnotater og –dagbog anses som særligt gavnlige og ofte benyttede (Ottesen, 2013; Spradley, 1980), hvorfor også jeg har gjort brug af disse. I brugen heraf anbefaler Spradley (1980) en condensed account, hvor de første observationer hurtigt skrives ned, en expanded account, hvor man uddyber de første hurtige felt observationerne og en fieldjournal, hvori en mere personlig side af feltarbejdet noteres og hermed kan bruges til at notere oplevelser, nye ideer, spørgsmål, fejl, frustrationer, gennembrud og problemer, der kan have relevans for projektet. Optimalt set havde jeg kunne skrive mine observationer ned med det samme, men da min rolle på campen indebar, at jeg var praksisdeltagende både i aktiviteterne og mellemrummene efter aktiviteterne, var dette problematisk. Jeg valgte derfor en hurtigere digitalløsning, hvor jeg efter hver aktivitet brugte 5-10 minutter på at indtale et memo til mig selv på mobiltelefonen. Et memo, der både indeholdt direkte observationer og mere personlige refleksioner og overvejelser. Om aftenen når dagens program var slut satte jeg mig herefter og nedskrev på computeren nogle mere uddybende og sanselige sceniske beskrivelser. I modsætning til klassiske observationsnotater, der typisk beskriver længere seancer i et neutralt og unuanceret sprog, er de sceniske beskrivelser nedskrevet som små sanselige, kropsnære og nuancerede passager med fokus på særlige campøjeblikke (Winther, 2015; Nagbøl, 2013). For at indskrænke fokus, har der særligt været fokus på de øjeblikke under aktiviteterne, hvor jeg som observatør har fornemmet, der er noget

betydningsfuldt – såvel positivt som negativt – på spil. Valget af metoden sceniske beskrivelser –i modsætning til klassiske observationsnotater – er taget, da den i overensstemmelse med den fænomenologiske indgangsvinkel kan medvirke til en dybere og mere sanselig indsigt, og hermed også en større forståelse for, hvad der i situationerne er på spil for deltagerne.

Med en gennemgang af de valgte metoder vil det i det følgende blive tydeliggjort, hvorledes materialet er blevet analyseret.

3.5 Analyse strategi

Analyse strategien, der er valgt i de første tre studier er i tråd med den fænomenologiske tradition, der i sin form ”(…) dvæler ved det beskrivende niveau i håbet om at få viden om, hvordan et fænomen fremtræder i erfaringen.“ (Thing, 2013, s. 277). På det deskriptive niveau søges der en autentisk reduceret gengivelse, hvor de essentielle strukturer bliver tydelige, og kernen der udgør oplevelsen, træder frem (ibid.). I belysningen af oplevelsernes essens, er der gjort brug af en tematisk analyse. Studie fire divergerer fra de andre studier, da der her søges en udvikling af et teoretisk koncept, der kan forklare og rammesætte nogle af deltagernes oplevelser. I dette studie anvendes således en grounded theory analyse. Begge beskrives i det følgende.

3.51 Tematisk analyse

I studie 1, 2 og 3 er der blevet anvendt en tematisk analyse strategi i behandlingen af empirien. En analyse strategi, der er i overensstemmelse med metoden beskrevet af Braun og Clarke (2006), og har til hensigt at identificere mønstre og nøgletemaer i data, der tilsammen skal udgøre essenserne af deltagernes oplevelser. Den tematiske analysestrategi har tre faser. Som første led i analyseprocessen er alle de sceniske beskrivelser blevet læst igennem, og alle interviews blevet hørt igennem og transskriberet, hvorefter selve transskriberingen er blevet læst igennem. Denne fase og tilgang er ens for både denne type analyse samt for første fase i en grounded theory analyse, og har til formål at danne et umiddelbart helhedsindtryk og overblik over det skabte materiale. I anden fase samles deltagernes udtalelser i sammenfattede brudstykker. Med dette menes, at alle de meninger og oplevelser deltagerne giver udtryk for i interviewene, gengives i sammenfattede kortere udsagn med det formål, at få hovedbetydningerne til at fremstå tydeligere. På denne måde dannes et mere håndterbart overblik af empirien, og der kan på baggrund af denne

sammenfattede forståelsesramme påbegyndes en mere formalistisk bearbejdning af materialet. En bearbejdning, hvor alle brudstykker bliver tildelt en datadrevenkode, der fungerer som et nøgleord, der anvendes med henblik på at identificere de forskellige tekstsegmenter. Som ordet antyder er datadrevne koder ikke fastlagt fra begyndelsen, men udvikles ad hoc i selve processen på baggrund af det indsamlede datamateriale (Kvale & Brinkmann, 2009). Som det tredje og sidste element blev der foretaget en endelig reduktion. En reduktion, hvor alle de sammenlignelige datadrevne koder bliver grupperet for at danne kategorier, som tilsammen i sin helhed præsenterer essensen af fænomenet, der bliver undersøgt – i dette tilfælde ”oplevelsen af at være en del af det sociale miljø på camp”, ”oplevelsen af at være en del af aktiviteterne på camp” og slutteligt "oplevelsen af hvordan en camp har sat spor i tiden efter camp”. Et eksempel på disse forskellige faser hentet direkte fra empirien ses i det følgende skema. F = forsker, I = interviewe.

Transskriptionsuddrag fra interview

F: Ja. Og så sagde du ”udfordringer” (da hun skulle beskrive camps”. I: Ja, der er masser udfordringer. Der er hele tiden udfordringer. Når du skal ud over din komfortzone. Det kommer du jo tit på sådan en camp, det er jo det der er meningen. Hvis det hele bare er sådan, vi skal kun liiiiige.. Og det skal være sjovt og hyggeligt hele tiden, eller det skal det, det er ikke det jeg mener, men du skal ud af din komfortzone for at udvikle dig, og det må sgu lige præcis være det, der er en af hjørnestenene i en camp, at du udvikler dig som person, og du tør udfordre dig selv. Det må det altså alt andet lige være. Hvis du tager derned og tænker ”jeg vil kun sådan her, fordi så har jeg det godt”, så får du sgu da ikke en skid ud af det.

Sammenfattede brudstykker Datadreven kode

Der er hele tiden udfordringer

det er jo det der er meningen Udfordringer

Mening

ud af din komfortzone for at udvikle dig

en af hjørnestenene i en camp, at du udvikler dig som person, og du tør udfordre dig selv Komfortzone Udvikle

Tør udfordre dig selv

Datakoder fra eksemplet kan således ses samlet i kategorien ”Meaningful challenge >< (Meaning)less challenge” i studie 2: ”Moved by Movement”.

3.52 Grounded theory

Med udgangspunkt i ovenstående tematiske analyser fremkom utrolig mange tekstpassager i både de sceniske beskrivelser og transskriberede interviews, hvor deltagerne kropsligt udtrykte eller verbalt beskrev en oplevelse af mestring af en udfordring, de havde forventet var umulig at håndtere. Udtryk og beskrivelser, der vakte en særlig interesse og nysgerrighed, idet beskrivelserne flere gange var i direkte konflikt med mange af de dominerende lærings- og udviklingsteorier vi kender i dag. Med en nysgerrighed vakt, som jeg ikke kunne skubbe til side, besluttede jeg at forfølge oplevelserne med henblik på at udvikle et teoretisk koncept, der kunne

være medskabende til at opstille en forståelsesramme for, hvad der er på spil i deltagernes oplevelser. Til dette formål er en grounded theory analyse velegnet, da den netop søger at opdage, udvikle og verificere ny teori, der bunder i systematisk samlet empirisk materiale, der kan medvirke til at give nye forklaringer og forståelser for sociale processer (Strauss & Corbin, 1998/2008). For at sikre en høj kvalitet og validering af analyseprocessen præsenterer Strauss and Corbin (1998/2008) en tretrins induktiv-deduktiv strategi, der består af en selektivkodning. En strategi også jeg har brugt. åben-, akse- og

Åbenkodning

Forinden den åbne kodning havde jeg som sagt allerede identificeret, at mange af de betydningsfulde oplevelser jeg havde observeret, og som deltagerne havde beskrevet for mig i interview 2, skilte sig ud på en helt speciel måde. Jeg startede således med at finde alle disse detaljerede beskrivelser frem fra både de sceniske beskrivelser og de 16 interviews. Herefter blev der foretaget en åben kodning, der svare til den første fase i den tematiske analyse beskrevet ovenfor. Alle tekstpassager blev således brudt ned til mindre meningsenheder og kategorier, der kunne identificere og tydeliggøre hvad teksten handlede om.

Aksekodning

Aksekodning er anden fase, og består af en proces, hvor der som det første identificeres en type situation eller kernekategori, der kan fungere som en central akse, hvortil de forskellige meningsenheder og underkategorier kan relateres til (Strauss & Corbin, 1998). Kernekategorien, der udgør essensen af det empiriske materiale og udviklingspotentialet i dette projekt, omhandler inkongruens mellem deltagernes forudgående forventninger og efterfølgende oplevelser af en udfordrende bevægelsessituation. Ved at identificere problemer, årsager, konsekvenser og strategier i deltagernes fortællinger, opstår en aksial årsagssammenhængene historie, der går på tværs af alle fortællingerne. For at gøre processen gennemsigtig, håndterbar og fortællingerne sammenlignelige, blev den aksiale historie lavet til en matrix med syv underkategorier: D = deltager, P = professionel

D & P’s opfattelse af udfordring D & P’s opfattelse af D’s evne til at takle udfordring D & P’s forventning til udfaldet D & P’s reaktioner, tanker, følelser og kropsligt respons før og under D & P’s oplevelse af udfaldet D & P’s reaktioner, tanker, følelser og kropsligt respons efter D’s fortolkning af oplevelsen

Selektiv kodning

Det sidste led, selektiv kodning, omhandler en integration af kategorier rundt om kernekategorien, samt udfyldning af dimensioner, der har behov for videre udvikling (ibid.). Ved at udvælge fortællingerne med den mest gennemsigtige historie og den mest meningsfulde udviklingsproces, blev det efter flere gennemlæsninger af empirien samt diskussioner med kollegaer, tydeligt at tre yderligere kerneelementer, var forudsætninger for at en betydningsfuld udviklingsproces kunne finde sted. Kernekategorien og de tre yderligere kerneelementer er beskrevet i studie 4: ”The Red Zone” .

3.6 Kvalitetssikring

Som et led i kvalitetssikringen anbefales det,

at man inddrager andre i den kvalitative forskningsproces (Elliott, Fischer & Rennie, 1999). For at imødekomme dette har jeg løbende søgt sparring med mine kollegaer på Elsass, der har forskellige professionelle baggrunde som eksempelvis idrætsuddannede, psykologer, kommunikations-medarbejdere samt ergo- og fysioterapeuter. Ydermere har de haft forskellige positioner i forhold til sports camps. Nogle har således været medarrangører, andre har fungeret som hjælpere og instruktører, mens enkelte blot har kendt til konceptet på distancen. For at tydeliggøre hvordan jeg har benyttet mig af relevante samarbejder, kommer her en kort beskrivelse af tiltagende før interviewene, under den analytiske proces og efter færdiggørelsen af de forskellige fund og tematikker.

3.61 Før

Før interviewene blev der udformet

en interviewguide til hvert af de tre interviews. En interviewguide, som jeg fik min daværende kollega David Eskelund, til at kigge igennem og sparre med mig omkring. David har stor erfaring med kvalitativ forskning og den fænomenologiske tradition, og kunne derfor stille gode undrende spørgsmål og ydermere komme med forslag til andre måder at gøre det på. Tilsammen medvirkede denne proces til, at rammerne for interviewene var velovervejede, reflekterede og eksternt valideret i forhold til om de var tro mod den fænomenologiske tradition.

3.62 Under

Efter interviewene var foretaget, inviterede jeg tre af mine kollegaer ind til den første analytiske fase, for at sikre at der var en overensstemmelse, mellem det jeg og andre så i materialet. Det blev dog hurtigt tydeligt, at det var en utrolig langsommelig og besværgelig proces, der afledte mere forvirring end klarhed. Jeg besluttede derfor i stedet selv at foretage alle de analytiske trin –meningskondensering, kodning og kategorisering, og herefter invitere mine camp-kollegaer til at høre om det jeg fortalte skabte resonans hos dem, eller om de synes der var mangler eller direkte uenigheder. Disse snakke har kun bekræftet aktualiteten af de tematikker, der er blevet skabt i analyserne. Ydermere har de kollegiale samtaler bidraget til en bedre forståelse for materialet, da mine kollegaer kunne komme med supplerende fortællinger og refleksioner, der har understøttet de forskellige tematikker. Foruden en snak med mine kollegaer har alle de involverede campdeltagere fået tilsendt det transskriberede interview, og har haft mulighed for at kommentere herpå. Der er ingen af deltagerne der har meldt tilbage omkring misforståelser eller fejl-citering.

3.63 Efter

Som et sidste led har jeg i tiden efter mine analyser og udarbejdelse af artiklerne haft mulighed for at præsentere mine fund adskillige steder. Særligt min pointe om et udviklingspotentiale i den røde zone (studie 4) har jeg valgt at præsentere i alle de sammenhænge, jeg har kunne kommet til. I min position som erhvervs-ph.d. har det således være muligt både at holde forelæsninger for idrætsstuderende samt fagfolk med baggrund i både pædagogik, fysioterapi, ergoterapi, psykologi og sundhedspleje. Et valg jeg har taget, da jeg har haft behov for at prøve denne nye teoretiske forståelse af på praktikere, for dels at få et indtryk af om de forstod og godtog den teoretiske præmis, men mest af alt for at se, om de kunne se forbindelsen til deres egen praksis. En teoretiskpraktisk oversættelse, der for mig er afgørende for, at dette nye teoretiske koncept kan tillade sig at få en plads indenfor udviklings- og læringsfeltet. Med en gennemgang af de metodiske refleksioner og valg præsenteres i det følgende et kort referat af de fire studier.