5. DISKUSSION VIDERE FORSKNING

Med en belysning af hvad deltagerne oplever, og hvordan de udvikler sig på baggrund af deltagelse i en sports camp, er det ydermere en hensigt med denne afhandling at få en større forståelse for praksissen sports camp. En forståelse, der tilmed åbner op for en videreudvikling af indsatsens praksismetoder og teoretiske og praktiske rammer. Med udgangspunkt i studiernes fund og diskussioner, vil der i det følgende blive åbnet op for nye perspektiver, der kan være interessante og relevante at forfølge fremadrettet.

5.1 Kan >< Tør

I de forskellige studier er det blevet tydeligt, at deltagernes begrænsninger ikke blot har været en afspejling af manglende motoriske eller kognitive færdigheder, hvilket typisk har været adresseret som kerneudfordringerne for mennesker med CP’s funktionsevne (Rosenbaum et al., 2007). Hvad der derimod synes at være afgørende i de fleste tilfælde, er at deltagerne har fået skabt en selvopfattelse og en fortælling omkring deres funktionsevne, der har udviklet en mistillid til egen formåen og hermed udviklet en frygt for at handle. En dybtliggende kropslig tvivl og mistro, der også fremhæves i studier, der undersøger mennesker med CP’s oplevelse af dem selv (Sandström, 2007; Martiny, 2015, Brunton & Bartlett, 2013; McLaughlin & Coleman-Fountain, 2014;). Deltagernes modstand mod deltagelses- og forandringsprocesser kan således ses som overvejende at være et udtryk for en lav self-efficacy (Bandura, 1977; 1997). Dette bevirker således at de udfordringer deltagerne møder i mange tilfælde vil blive opfattet som potentielle trusler, hvorfor flere som udgangspunkt vælger at undvige de pågældende aktiviteter eller situationer. I langt de fleste tilfælde på campen, er deltagernes største barriere således ikke relateret til at de objektivt set ikke kan handle, men at de ikke tør handle, fordi de forudsiger worst-case-scenarier. Det er således ikke kun færdigheder eller mangel på samme, der er rammesættende for, hvordan deltagerne agerer. Det er i mindst lige så høj grad frygten for, hvad de potentielle sociale, emotionelle og fysiske konsekvenser for deres handlinger kan medføre, der er determinerende. I relation til de konstruktioner (preferences, activity competences og sense of self), der ifølge Imms mfl. (2016), er relateret til mennesker med funktionsnedsættelsers deltagelse, understreger empirien blot aktualiteten af at mennesker med CP får rum til at styrke deres ’sense of self’, så de kan få opbygget en selvsikkerhed og beslutsomhed, der kan støtte dem i at begive sig ud i udfordrende situationer.

Med udgangspunkt i disse refleksioner kunne det være interessant, at videre forskning dels beskæftiger sig mere med at få en bedre forståelse for, hvad der hjælper mennesker til at handle i meningsfulde udfordrende situationer, der er præget af manglende tro på egne evne, nervøsitet og frygt. Ydermere kunne det være interessant at undersøge, hvorledes der kan opbygges og implementeres helhedsorienterede praksisindsatser med fokus på at træne og udvikle modige mennesker, der tør begive sig ud i meningsfulde handlinger, på trods af de kan være

akkompagneret af nervøsitet og frygt.

5.2 Intensitet >< Kontinuitet

Fundene indikerer, at deltagelse i sports campen i langt de fleste tilfælde sætter positive udviklingsspor, der både har influeret campdeltagernes oplevelse af sig selv og måden hvorpå de deltager i deres eget liv. Fundene bekræfter således den teoretisk forståelse af at erfaringer, der er opnået på baggrund af deltagelse i en kontekst, kan overføres til andre kontekster (Dreier 2007; 2008; Lave 1999). Overførbarhed til hverdagen er ligeledes fund, der også ses i andre studier af intensive campophold for mennesker med funktionsnedsættelser (Baksjøberget et al. 2017; Preede et al., 2015; Anderson et al., 1997; McAvoy et al., 2006; Brannan, 1997). Dog fremgår det ligeledes af undersøgelserne i denne afhandling, at der i enkelte filfælde ydermere kan være et etisk dilemma relateret til deltagelsen i en sports camp. Et dilemma, der relaterer sig til at flere af deltagerne oplever, at de relationer samt den gejst, tro og motivation de kommer hjem med efter camp, ikke kan omsættes i deres hverdag i det omfang de ønsker. Det ses således at flere af deltagerne efter endt campophold oplever at stå meget alene med deres campoplevelser og deres hverdagsudfordringer. Udfordringer som de også havde før campen, men som pludselig fremtræder tydeligere, da der på campen er blevet skabt en erfaring og bevidsthed omkring, hvorledes de i et stærkt campfællesskab og tilpassede aktiviteter kan mestre og håndtere de fleste udfordringer. Det samme dilemma viser sig blandt andet i et studie af Goodwin & Samples (2005), hvor en mor til en deltager beskriver hvorledes den intense campuge havde givet hendes søn nogle nye optimistiske perspektiver på sig selv og de muligheder han har i verden. Dog syntes det i overensstemmelse med nogle af sports camp deltagerne ligeledes svært for dem at indfri disse forestillinger i deres efterfølgende hverdag. Ligeledes finder Devine & Dawson (2010) i deres studie, at den stigning, der blev målt i social accept og selvværd efter campen ikke kunne måles

efter 6-8 uger. I studiet længerevarende effekt. kunne det således ikke konkluderes at campen havde nogen

Dilemmaet består således i, at camps på den ene side synes at bidrage til nye betydningsfulde udviklingsprocesser, men på den anden side ikke i alle tilfælde synes at kunne overføre disse elementer tilfredsstillende til deltagernes hverdag. For enkelte deltagere synes tiden efterfølgende ligefrem at være svær at håndtere. Med udgangspunkt i denne betragtning kan følgende spørgsmål stilles: Kan et intensivt, stimulerende og opløftende campophold forsvares, hvis det bevirker, at enkelte deltagere efterfølgende oplever at blive efterladt alene i deres hverdag? Og er det reelt set en udviklingsproces, hvis nogle deltagere oplever at flytte sig i den lokale campsammenhæng, men forbliver i deres selvbillede og adfærdsmønstre, når de komme hjem? I relation til videre forskning synes det dog mere relevant at spørge: Hvorledes kan sports campkonceptet optimeres og udvikles, så der sikres et endnu større potentiale for overførbarhed til deltagernes hverdag?

5.3 Cerebral parese >< Andre målgrupper

Sports camps bygger på modeller hentet fra resiliensforskningen (Garmezy et al., 1984; O’Leary, 1998; Borger, 2010), og hviler således på et fundament, der rækker udover over diagnosen cerebral parese. I overensstemmelse hermed viser studie III ’You learn to believe more in yourself’, at deltagerne ikke blot udvikler sig inden for ét bestemt område, men derimod oplever at udvikle sig i relation til netop det område, de selv anser som deres største sårbarhed. To aspekter, der stimulerer en nysgerrighed for at undersøge, hvorvidt andre målgrupper med andre sårbarheder vil opleve en meningsfuld udvikling ved at deltage i en indsats bygget op omkring de samme teorier og metoder, der anvendes i sports campen. Spørgsmålet og antagelsen om hvorvidt andre målgrupper vil have gavn af en tilsvarende indsats, kan relateres til mere end det teoretiske grundlag for indsatsen og fundet i studie tre. Flere andre campstudier, der er bygget op omkring lignende teoretiske og metodiske perspektiver angiver, at mange forskellige målgrupper giver udtryk for gavnlige effekter, der hjælper dem i den sårbar position netop de er i. Som omtalt i afhandlingen gælder dette i forhold til mennesker med mange forskellige fysiske handicaps (Goodwin & Samples, 2005; Goodwin & Lieberman, 2011; AshtonShaeffer et al., 2001; Nyquist et al., 2019; Devine, Piatt & Dawson, 2015). Flere studier viser dog også at en campoplevelse med ligestillede i en bevægelseskontekst kan være værdifuldt for mennesker med mere usynlige handicaps så som ADHD og autisme (Pleiss, 2016) samt for

mennesker der lider af både fysisk og psykisk invaliderende sygdomme, som eksempelvis kræft (Gillard &Watts, 2013), diabetes (Winsett et al., 2010), PTSD (Gelkopf et al., 2013) og depression (Norton, 2009). At der findes studier, der understøtter den gavnlige effekt af at anvende forskellige genre af tilpasset idræt og bevægelse i relation til mange forskellige sårbare målgrupper, understøtter blot denne afhandlings pointe om, at aktiviteter med kroppen i centrum i rehabiliteringen bør have en mere helhedsorienteret tilgang og målsætning.