mosaikk #14 tid

Page 1



mosaikk

Tidsskrift for Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet #14, december 2021

©Bidragsydere & mosaikk Pris i løssalg: 40 kr Redaktion Acqualuna Hvidberg-Carriere Anna Anora Larsen Anna Margrethe Clausen Swann Anna Roberts Benedikte Rask Cecilie Ristorp Andersen Christina Mia Kalesh Hansen Esther Marie Rasmussen Feline Falck Christens Freya Sinius Kofod Johan Brixen Johanne Schou Vinther Klara Amalie Thambour Joensen Maria Mieth Fuglsang Olsson Marie Bachmann Pedersen Mathilde Hjulmand Petersen Mick With Berland Naomi Gitte Lupan Pernille Angelica Wester-Andersen Sebastian Lei Krogsgaard Sofie Sass Vedersø Larsen

Omslagsillustration © NASA Red. Acqualuna Hvidberg-Carriere Udgivet af Tidskriftet mosaikk Tryk Christensen Grafisk Redaktionsadresse mosaikk c/o Institut for Kunst- og Kulturvidenskab Karen Blixens Vej 1 2300 København S www.mosaikk.dk Kontakt redaktionen på mail: redaktion@mosaikk.dk Udgivet med støtte fra HUMrådspuljen

ISSN 2246-8439


indhold Leder af Mick With Berland & Marie Bachmann Pedersen

.....................

5

Gilgamesh på pensum og nyoversættelse af poetikken - Interview med Christian Dahl af Mick With Berland

.....................

8

Continuum af Zainab Nefzi

.....................

14

Uden navn af Karoline Krabbe

.....................

16

Gæring af Karoline Krabbe

.....................

17

Tiden og evigheden af Søren Jensen

.....................

18

Med Tiden af Kevin Andersen

.....................

22

Jeg græder over to ure på en væg af Inge Høeg Lauridsen

.....................

26

VENTO RAPITO / CIELO INFINITO af Acqualuna Hvidberg-Carriere

.....................

34


Rekviem af Catharina Lærkeholm Madsen Hvorfor kan livet ikke altid være så gråt? & Godmorgen af Caroline A. Kongslev FARCE af Magnus Hansen Det er tiden, der har gjort det af Kristine Nielsen Degn

.....................

..................... ..................... .....................

36

42 46 48

Call your mom af Marie Bachmann Pedersen

.....................

54

minder om jorden af Gustav Honoré

.....................

58

Maskulin krig og homeriske lignelser af Laura Overgaard .....................

60

Mine år med hår af Johan Brixen

.....................

64

Symposium af Celeste Borchorst Faurschou

.....................

67

Krigsarkiver og flygtige kunstformer - Interview med Solveig Gade af Marie Bachmann Pedersen .....................

72

Naturligtid Stalakmit & Træringe af Cecilie Ristorp

.....................

78

Imens livet forsætter af Emma Bernadette

.....................

80

Fremtid af Kristian Paris

.....................

84

Naturligtid Sort hul af Cecilie Ristorp

.....................

86

looking past the future af Acqualuna Hvidberg-Carriere

.....................

88


tid 4


leder “But what after all is one night? A short space, especially when the darkness dims so soon, and so soon a bird sings, a cock crows, or a faint green quickens, like a turning leaf, in the hollow of the wave. Night, however, succeeds to night. The winter holds a pack of them in store and deals them equally, evenly, with indefatigable fingers. They lengthen; they darken. Some of them hold aloft clear planets, plates of brightness.” - Virginia Woolf, To the Lighthouse Hvad er én nat? Seks til otte forsvundne timer for de fleste. En tørmundet evighed for de søvnløse. For de heldige er den hjemsted for et lynnedslag, et særligt øjeblik, der trækker spor i eftertiden, og som man genfortolker resten af livet. Én nat kan vare hele livet, eller den kan forsvinde sporløst. Vi kan flå og strække tiden, indtil den lystrer vores behov, eller vi kan være tidens desperate gidsler, bagbundet og slæbt bag dens utrættelige fremmarch. Som Virginia Woolf gør os opmærksomme på, er det ikke kun vores perspektiv og følelser, der kan omforme tiden. Verdens objekter kan selv påkalde sig forskellige tidsforståelser. Vi må aldrig forstå en vinter som en akkumulation af kolde nætter. I stedet kan vi indfange vinteren i en historie om forvandling og forfald, som forbliver usynlig, hvis man betragter den enkelte nat. Ligeledes skal vi begribe en hanes levetid med kroppen, mens vi tilnærmer os stjernernes levetid gennem metaforer og regnestykker.

I dette nummer af mosaikk arbejder vores dygtige og kreative bidragsydere med temaet tid bl.a. som abstrakt evighed, fortrængt fortid, urets tikken eller som et fælles øjeblik. Bidragene genforhandler fortiden for at indrette nutiden og fremtiden på en ny og bedre måde. Endvidere diskuterer studerende og forskere på IKK de skiftende tider, og hvordan IKK og pensum konstant må forbedres. Efter tre semestre med nedlukninger har mosaikk endelig fået mulighed for at genfinde sig selv. Det sidste halve år har budt på nye ansigter på alle vores tre underredaktioner og bidrag fra nær og fjern. Vi skylder en stor tak til vores nyeste redaktionsmedlemmer for at gå til opgaven med gå-på-mod og kaste sig ud i det spændende arbejde, processen kræver. Til vores trofaste redaktionsmedlemmer; Tak, for at bidrage med jeres store viden, for at tage godt imod de nye kræfter og for at binde bladet sammen. Sidst men ikke mindst vil vi takke alle bidragsydere for at dele jeres tanker, erfaringer og kreativitet med os. På vegne af mosaikk Mick With Berland og Marie Bachmann Pedersen Ansvarshavende redaktører på mosaikk #14

5


En tåget morgen ved Østre Anlæg, oktober 2020. © Acqualuna Hvidberg-Carriere

6


En tåget morgen ved dybbølsbro på vej til KUA, oktober 2021. © Anna Margrethe Clausen Swann

7


Gilgamesh på pensum og ny oversættelse af Poetikken – Interview med Christian Dahl

Af Mick With Berland Christian Dahl er lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, hvor han blandt andet underviser i kurset Ældre Litteraturhistorie I på første semester. Jeg møder ham på hans kontor for at snakke om indføringen af Gilgamesh på kursets pensum, hans nyoversættelse af Poetikken, og hvorfor fornyelse er nødvendigt. Det første, som jeg ville spørge om, forholder sig til den nye introforelæsning på litteraturvidenskabs bachelor. Hvor de fagorienterede forelæsninger før startede hos Homer og Iliaden, har du i år forelæst om Gilgamesh for de nyudklækkede bachelorstuderende – et værk, der har været relativt overset i litteraturhistorien. Kan du fortælle lidt om, hvad værket handler om? Jeg har længe villet inddrage Gilgamesh i undervisningen. Jeg synes, at hele kileskriftskulturen bidrager med et vigtigt og enormt spændende perspektiv. Jeg ved ikke, om man kan sige, at det er et overset værk. Det er det i hvert fald ikke herhjemme siden Sophus Helle og Morten Søndergaards oversættelse, som blev en bestseller. Når man underviser i et oversigtsfag som Ældre Litteraturhistorie I, så er det en altid en udfordring, at vi kun har 14 ugers undervisning og et begrænset antal

8

forelæsninger. Det er svært at tage noget ud af pensum for at skabe plads til at lægge noget andet ind. Det er selvfølgelig ikke kun min beslutning, når pensum fornyes. Det er drøftet med kollegaer, men jeg har længe haft et ønske om at hive Gilgamesh ind. Det viste sig, at det kunne lade sig gøre, uden at fjerne alt for meget andet litteratur. Gilgamesh er et stort, oldbabylonisk epos. Det regnes almindeligvis for at være verdens ældste litterære hovedværk. Det omhandler en utroligt rørende og gribende fortælling om den overmenneskelige helt Gilgamesh, kongen af den ældgamle by Uruk, og hans vanskeligheder med at finde sig til rette i en verden, som slet ikke kan rumme ham. Han erhverver sig vennen Enkidu, drager ud på eventyr og udretter mangt og meget. Da han mister sin elskede ven, bliver han fuldstændigt kunst og drager til verdens ende for at opnå evigt liv. Til sidst opdager han dog, at det hele har været forgæves, og at han bare burde nyde det korte og dødelige liv, som er blevet ham givet. En fantastisk fortælling om menneskeligt begær, heroisme, dødelighed og kærlighed – simpelthen alle de største temaer fortalt i et levende sprog. Fortællingen er nem at relatere til, selvom den er meget, meget gammel. Forskere mener, at Gilgamesh var en historisk konge af Uruk, der ligger i det nutidige


Irak i Mesopotamien – altså mellem floderne Eufrat og Tigris. Det var i dette område, at flere meget tidlige by- og storbykulturer opstod, og forskellige sange om Gilgamesh, gående helt tilbage til det tredje årtusind før Kristus, er blevet fremgravet der. De er oprindeligt skrevet på det kileskriftssprog, som hedder sumerisk. Efterfølgende er de så blevet gendigtet på et senere kileskriftssprog, der hedder akkadisk, og som det lykkedes at tyde i den sidste del af attenhundredetallet. Det værk, vi i dag kan læse som Gilgamesh, har altså en meget lang tilblivelseshistorie med flere kilder og flere konkurrerende versioner, før det blev samlet i en standardversion. På flere måder minder Gilgameshs tilblivelseshistorie og udbredelseshistorie om de store homeriske eposser, der også var længe om at udvilke sig fra kortere fortællende digte til de store standardudgaver, som vi kender i dag.

steder, hvor tavlerne er gået i stykker eller dele mangler, og løbende bliver der stadig fremgravet eller dechifreret nye tavler. Hvert årti er der nogle manglende puslespilsbrikker, der bliver fundet. Faktisk har man fundet kolossalt mange, forskellige skriftlige vidnesbyrd på akkadisk, hittitisk og sumerisk, men der er meget få i dag, som kan tyde disse sprog. Derfor bliver de kun tilgængelige for offentligheden i det tempo, som assyriologerne kan nå at oversætte dem.

Jeg har kun læst Sophus Helle og Morten Søndergaards oversættelse, men på den baggrund må jeg give dig ret: Gilgamesh er et meget smukt og fordøjeligt værk selv for den moderne læser.

Som sagt er Gilgamesh jo ikke noget nyt værk. Det var et værk vi kendte til, da jeg selv studerede på litteraturvidenskab i 1990’erne. Der, hvor jeg for alvor fik interesse for det, var en sommerskole på Harvard i 2014. Vi blev introduceret til værket af litteraturhistorikeren Stephen Owen, der har sit speciale i både oldkinesisk og oldgræsk litteratur. Jeg fik pludselig en ny litteraturhistorisk fornemmelse af værket. Også fordi jeg i mellemtiden havde lært græsk og fået en forståelse for filologisk arbejde. Lige fra genopdagelsen af Gilgamesh har man haft en fornemmelse af, at værket var vigtigt for forståelsen af de berømteste græske værker. Der er en smuk historie fra det store gennembrud i tydningen af kileskrift, hvor amatørfilologen George Smith havde held

Ja, selvom jeg ikke kan læse kileskrift, tør jeg godt at sige, at det er en imponerende oversættelse. Det er jo også enormt vigtigt, at litterære værker oversættes godt, når de oversættes. Der findes en tidligere dansk oversættelse af Gilgamesh, som ikke er særligt gammel, og som egentligt også er god nok, men der er bare nogle andre poetiske kvaliteter i den nye. Men der er også en materiel grund til den nye oversættelse, da tekstgrundlaget løbende forbedres. Gilgamesh har cirkuleret i et kæmpestort område, hvor man skrev på lertavler. Der er

Det lyder jo som et levende og fornøjeligt forskningsområde. Jeg tænker dog alligevel, at det må være udfordrende at sætte sig ind i et nyt felt. Jeg ved, at dit eget forskningsområde almindeligvis er græsk, antik litteratur. Hvordan kommer du overhovedet i kontakt med Gilgamesh, og hvornår beslutter du, at det er noget, som du vil sætte dig ind i og inddrage i pensum?

9


til at tyde den såkaldte Syndflodstavle fra Gilgamesh. Den handler om, hvordan guderne sender en syndflod over menneskene – Uta-napishti og hans familie overlever dog. Da Smith læste denne historie, kunne han med det samme genkende, at det var en forløber til historien om Noahs ark. Hvilket også giver god mening, da det jødiske folk havde meget kontakt med assyrerne og babylonierne. Smith tyder tavlen, hvilket skaber stor interesse, og han holder nogle forelæsninger, hvor selv den engelske premierminister William Gladstone dukker op. Gladstone taler efterfølgende varmt for, at det er fuldstændig afgørende forskning, som også må kunne belyse hans egen store passion, nemlig Homer. Perfekt at vi slutter tilbage hos grækerne. Jeg ville nemlig gerne spørge dig om noget andet, som du arbejder på. Det er, i modsætning til Gilgamesh, iblandt de mest kanoniserede værker i litteraturhistorien, men samtidigt vil jeg påstå, at dit arbejde også dér handler om fornyelse. Det er din nyoversættelse af Aristoteles’ Poetikken, som jeg tænker på. Jeg håbede, at du, ganske kort, ville fortælle hvilken slags værk Poetikken er, samt hvad din motivation har været for at udgive en nyoversættelse, selvom der allerede foreligger flere forskellige danske oversættelser af værket. Aristoteles’ Poetik er en af grundteksterne på litteraturvidenskab, og derfor er Poetikken også blevet oversat flere gange. Den blev oversat to gange i slutningen af 1700-tallet, fire gange i 1900-tallet og udkom så også i Niels Henningsens udgave i 2004. Så man kan

10

godt undre sig over, hvorfor der er behov for endnu en oversættelse. Men vi blev enige om, at der faktisk er et behov. Jeg siger vi, fordi jeg ikke oversætter teksten alene. Jeg oversætter den i samarbejde med filologen Marcel Lysgaard Lech. Der er flere grunde til, at vi har påtaget os opgaven. For det første er der for nyligt udkommet en norsk oversættelse, som vi synes er klarere end Niels Henningsens udgave. Teksten er bedre sat op. Den er så til gengæld utroligt dyr. Vi vil gerne lave en udgave af Poetikken, som ikke er for dyr, som er studieegnet, og som åbner for nye læsninger. En yderligere motivation for vores oversættelse er, at der for nyligt udkom en ny, græsk udgave af Aristoteles’ tekst. Det er jo sådan, at teksten er bevaret i ret dårlig stand fra antikken og efter alt at dømme, så mangler der jo en bog. Nemlig bogen om komediegenren, som Aristoteles nævner ved Poetikkens begyndelse. Oversættelser af Poetikken støtter sig til to byzantinske manuskripter og en latinsk middelalderoversættelse. Derudover har man også i slutningen af 1800-tallet fundet en meget gammel arabisk oversættelse af Poetikken. Og det er en rigtig god oversættelse, selvom det arabiske faktisk er oversat fra syrisk. Den er faktisk så god, at den har kunne hjælpe med at få en bedre fornemmelse for, hvad der overhovedet står i nogle af Poetikkens mange uklare passager. Teksten er nemlig enormt rodet. Nogle af Aristoteles’ værker er gennemarbejdede værker, tilsyneladende skrevet med henblik på offentliggørelse, men andre er derimod mere uklare i deres formuleringer og lader til at bestå af forelæsningsnoter. Poetikken er desvær-


re iblandt de sidstnævnte. Denne uklarhed er også grunden til, at der har været så mange forskellige oversættelser og fortolkninger af teksten. For oversætteren er det fristende at forsøge at forbedre Aristoteles’ tekst ved at præcisere, men vi forsøger at bevare tekstens åbenhed med de uklarheder, der så følger med. Sådan set er det en god ting, at der findes flere forskellige oversættelser, og de skal hellere supplere end konkurrere med hinanden. På samme måde er det med Gilgamesh. Hvis man virkelig interesserer sig for teksten, så skal man læse begge de oversættelser, der findes på dansk. På engelsk foreligger endnu flere oversættelser af værket. Det er altid nyttigt at sammenligne oversættelser, hvis man har en interesse for hvad, der i virkeligheden står i originalteksten. Det forekommer mig, at begge de fornyelsesarbejder, som vi har snakket om, udspringer fra internationale samarbejder. Stephen Owen fra Harvard satte dig på sporet af Gilgamesh, og den norske oversættelse af Poetikken inspirerede jeres egen nyoversættelse. Kan du måske sætte ord på, hvordan internationale udgivelser og international forskning har indflydelse på en dansk forskningspraksis. Dansk, humanistisk forskning er blevet internationaliseret enormt meget de seneste år. Mere og mere af det, som vi skriver, skriver vi på engelsk. De dominerede akademiske forlag er udenlandske. Vi har meget få akademiske forlag i Danmark. Jeg synes stadig, at det er enormt vigtigt at udgive humanistisk forskning på dansk, da det bidrager til vores sprogfællesskab og vores kultur. Det er vigtigt, at begreber oversættes til dansk, så halvdelen af vores ordforråd ikke bliver engelsk, og sproget ikke bliver fuldkommen amputeret. © Acqualuna Hvidberg-Carriere

11


Afslutningsvis ville jeg spørge, om der nogle andre værker eller temaer, som hidtil har stået ude i kulden, og som du overvejer at finde plads til på Ældre Litteraturhistories pensum. Der er selvfølgelig mange ting, som vi gerne vil have med på pensum. Og det er naturligvis svært at dække perioden fra Gilgamesh, fra 3000 år før Kristus til 1600-tallet. For nogle år siden fokuserede vi på at få flere kvindelige forfattere og forskere på pensum. Der var en generel kritik af pensum på litteraturvidenskab, som gav anledning til at gå pensum på kurset igennem. Hvis jeg skulle forestille mig et kommende perspektivskifte på Ældre Litteraturhistorie, så ville det nok være et fornyet blik på natur samt forholdet mellem land og by. Klimakampen er vores tids største udfordring, og der ligger en stor civilisationsopgave i at skulle genfortolke vores kultur i lyset af denne krise. I litteraturhistorie har vi i de sidste årtier haft meget fokus på køn, race og magt. Fokus har ikke været på naturen, menneskets forhold til naturen eller på forholdet mellem land og by. Og der findes jo faktisk nogle virkelig spændende tekster og perspektiver, som kunne tages frem her. For eksempel i romersk litteratur fylder disse emner enormt meget, hvilket jo er interessant, fordi romerne var et ingeniørfolk, der flittigt byggede og ændrede på verden. Samtidigt havde de dog også nogle meget sejlivede drømme om det simple liv på landet. Det har jeg spekuleret på, og det perspektiv kunne jeg godt tænke mig at finde plads til.

12


© Acqualuna Hvidberg-Carriere

13


Digtet Continuum er skrevet med udgangspunkt i den tilhørende illustration, som et forsøg på at portrættere tid som en person og den magt, hun råder over. Men også som noget menneskeligt. Tid, som et kontinuum, som noget uden ende, viser sig i formen af tegningen, der minder om et uendelighedstegn hvor den møder sig selv på midten og bevæger sig i væk og tilbage igen.

14


Continuum Af Zainab Nefzi

She walks in on thin velvet lace, leaves ashes on her way. Buries hope and old mistakes. She is blind. And always awake. Steady breath. Smooth as the lake. Holding hands with my fate, Burning bridges, Eating my patience, Making sure I stay for a moment. still In the deepest sense of nothingness I feel it. As I convince myself a second passes while the circle reaches its tail and again and again I pour out some more from my cup of life. As the loose wrist of my disembodied self forgets that I am limited to now. I wish she would stop for me to think as she walks in two crescent moons meeting herself in the middle over and over again. Nothing to fear, nothing to hold, just the continuum of her soul hoping for the day it sets fire and lets us go.

15


Af Karoline Krabbe

Glat hud Tykt hår Tager tid Glad hud Tykt ar Tidtagere Hud Hår Ar

16


Gæring Af Karoline Krabbe

Gærcellen kan dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele sig og dele. I løbet af en dag kan gærcellen dele sig og blive til 4.000 gærceller. I løbet af en dag kan gærcellen spise sukker, trække vejret, danne bobler. Når gærcellen spiser sukker, trækker dejen vejret gennem bobler. Når gærcellen spiser sukker og vi kvæler dejen, bliver boblerne til ethanol. Når boblerne bliver til ethanol, er stofskiftet skiftet. Når boblerne bliver til ethanol, åbner den effektive, encellede gærfabrik. Når boblerne bliver til ethanol, er der udsigt til storm.

17


Tiden og evigheden Af Søren Jensen ”Det tog en evighed” siger vi, når noget gik langt ”over tiden”. Men selvom det så tog en time eller ti år, var det ingen evighed af den grund. Det havde begyndelse og afslutning. Det som har ”alder”, er ikke evigt. Det som er evigt, er ikke skabt og har derfor ingen alder. I den fysiske verden, har alt en ”alder”. Start og slut. Indånding og udånding, som i koret på musikvidenskab. Der er kredsløb overalt. Naturen ”fødes” om foråret og ”dør” om vinteren. Selv universet ånder. De kloge kalder det ”The Big Bang”, som en dag udmunder i ”The big crush”. ”Big Bang” er længe siden, ifølge forskerne, men heller ikke det er en evighed. Og hvem ved, hvad der følger efter ”The crush”? Kan de vide, om den store udånding egentligt blot leder til næste indånding? Går det ene ”kredsløb” blot over i det næste, ligesom viseren på et ur? En cirkel har hverken start eller slut. Er ”tiden”, ligesom viseren på et ur, egentligt blot et håbløst forsøg, på at fange ”evigheden”? ”Evigheden” kan hverken vejes eller måles, men hører den så overhovedet til i universitetet? Ja! Videnskaben siger jo også, at ”energien er konstant”. Altså evig! Men hvad så med os selv? Tag nu en krop. Nogle atomer samler sig sammen inde i ”livmoderen”, danner molekyler, celler og organer og fortætter sig til små børn. Pling. ”Hvem” organiserede atomerne så skikkeligt? I dag, er jeg voksen. Barnekroppen er borte, men det er den samme jeg-fornemmelse som dengang. Altså selvom alle atomerne er rejst videre. Der er jo ikke noget tilbage af gårsdagens krop, men ”jeg” er lige levende af den grund. Er ”jeg” så hævet over kroppen? Er ”jeg” herre over tid og rum?

18

Kan man med tankens kraft overskride tidens, kroppens og dødens sfære? ”Kend dig selv”, stod der over porten til templet i Delphi. (1. Det siges at Apollon templet i Delphi var den antikke verdens åndelige centrum.) Den græske filosof Sokrates identificerede sig ikke med kroppen. Da han blev dømt til døden, for at fordærve ungdommen med sine tanker, beviste han sin pointe, ved at hælde skarntyde-giften i sig, uden at skælve (2. Sokrates’ modpart var ”sofisterne”. De var intelligente og skikkelige talere uden moralsk rygrad. For Sokrates var sandhed vigtigere end retorik, og den skulle vaskes frem ved at stille spørgsmål til det som virkede ulogisk.). Med sin pædagogiske grotte-lignelse (3. I Platons værk ”Staten”, bog VII, kan vi læse Sokrates ”grottelignelse”.), havde han peget på materiens illusion. Der var et usynligt årsagsplan, bag tid og rum. Han havde udfordret ”tiden”, og ”tiden” havde svaret med ”døden”. Det er da noget af et paradoks. Man vil tage livet af profeten, som er kommet frem til, at han ikke kan dø. Man forstår egentligt godt, at det er kontroversielt når nogen påstår, at virkeligheden ikke er, som den ser ud til. Tænk bare, på alle de mange penge man hvert år anvender, på at forsøge at tage livet af folk. De er jo helt spildt, hvis man egentligt ikke kan dø. Verdens militære udgifter steg til 2000 mia. dollars, sidste år. Man anvendte 44 gange mere, på at udvikle evnen til at dræbe, end på at bekæmpe covid-19, ifølge Svenska Fred. (Ifølge Pax nr. 2/2021 udgivet af Svenska Freds, en organisation der siden 1883 har arbejdet for at afsløre krigens vanvid.) Troen på ”døden” er vitterligt, en kostbar affære. Men hvad er alternativet?


Hvis man ikke er sin krop, hvad er man så? Vi siger jo, ”jeg tænker” eller ”min krop”, men hvem er ”jeg”, og udtrykker ”min” ikke netop et ”noget”, som altså anvender kroppen, anvender en funktion? Hvad er det ”noget”, En skabt ting kan ikke opleve. En mikrofon kan ikke opleve noget. Det ”noget” der oplever disse vibrationer, må derfor være udenfor materien, uanset om det oplever, at det befinder sig midt i den. Vi er derfor kommet til noget der eksisterer, men ikke selv er skabt i tid og rum. Det har altså ikke start eller slut, og så må det være evigt. Der er, gennem tiden, gjort mange forsøg, på at aflive evigheden. Man har forsøgt at henvise den til troens domæne, men evigheden er jo - pr. definition - ikke skabt, så den er svær at tage livet af. Den skifter blot klæder. Jeg mødte engang en mand, fra Nepal, der havde siddet en stor del af sin barndom, i et tempel. Da de unge munke ”med tiden” nåede skelsår og alder, kom deres mester til dem og gav dem et spørgsmål. Spørgsmålet var i virkeligheden til, for at afsløre, om de identificerede sig med evigheden eller med kroppen. Svaret skulle således afsløre, om ”uddannelsen” havde båret frugt. Var de blevet bevidste i deres evige ”jeg”, eller ej? Det behøver man mig bekendt, ikke rejse til Nepal for. I 1921 påstod en uuddannet mejerist, Martinus fra Vendsyssel, at han havde fået evighedsbevidsthed. Han påstod i øvrigt, at det var noget han havde med sig fra ”tidligere liv”. Også den franske filosof Descartes, ledte længe efter et absolut fast punkt. Han nåede frem til ”Cogito ergo sum”, altså: ”jeg tænker, ergo eksisterer jeg”. På tankens vinger, havde han overskredet materiens relative illusioner. Der er mange paradokser i ”tiden”, som kun kan opløses af ”evigheden”. Et af paradokserne er de højst forskellige evner, talenter og kroppe vi er født med. Tænk blot på komponisten Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791),

der allerede som ung knægt kunne nedskrive et musikstykke af dimensioner, efter kun én gennemlytning. 14 år gammel, hørte Mozart ”Allegris Misere” (5. Inden Mozart kopierede værket var det hemmeligt og forbeholdt pavens kapel, Det Sixtinske Kapel, i Vatikanet.), der består af to kor, på henholdsvis 4 og 5 stemmer, som forenes i skøn polyfoni. Disse 9 stemmer, skrev han så bare lige ned, efter hukommelsen. Ja, men hvordan kunne han det? Hvor havde han fået de evner fra? Og hvorfor skal vi andre svede på skoler og universiteter, når nogen får det hele foræret i vuggegave? Jeg kan i heldigste fald, efter et langt livs træning, måske nå Mozart til sokkerne. Sikke et spild af kræfter? Men hvad hvis det ikke var første gang, Mozart beskæftigede sig med musik? ”Evigheden” åbner for et hav af muligheder. Mens ”tiden” er voldsomt begrænsende. Giver ”tiden” overhovedet mening, uden ”evigheden”? Menneskene ville fødes og dø, med en masse uopfyldte længsler og drømme. Generation efter generation ville have knoklet sig til døde, for forbedringer de ikke selv nåede at opleve, hvorefter andre mennesker blev født ind i de mange fremskridt, uden selv at have længtes efter dem. Man ville sulte uden at blive mæt og blive mæt, uden at have været sulten. Uden evighedsperspektivet bliver alting højst tilfældigt. Man ville leve i opfyldelsen, af det andre havde ønsket sig. Høste det, som andre havde sået. Sikke et mærkeligt princip. Det er ikke særligt motiverende, for at gøre godt. Men sådan kan livet jo se ud, uden evighedsperspektivet. I øjeblikket, hersker et andet princip; ”tiden”. I ”tiden” sejrer den stærke over den svage med ord, våben eller kontokort. Magt er ret. Mellem nationer og mellem mennesker. Der er også økonomiske krige. Vi er f.eks. vidne til, at den som én gang har købt hus eller lejlighed, bliver rigere og rigere for hver dag der går, helt uden at røre en

19


finger. Man tjener i dag langt mere på værdistigning af ejendom, end på et hæderligt arbejde (Ifølge Berlingske Tidende taler vi om 1-5000 kr. pr. dag for et parcelhus blot det sidste års tid.). Andre mennesker har ikke noget sted at bo. ”Den der har skal få”. I den ”tid” vi lever i, fortoner ”evigheden” sig langt borte i horisonten. ”Tidens” begær skal helst opfyldes ”her og nu”. Men begær har konsekvenser ”over tid”. Der sås om foråret og høstes om efteråret. Sådan ser det ikke ud ”i tiden”, men i evighedsperspektivet giver det mening. Uden at have evigheden med i algoritmen, forsvinder moralen og den stærkes ret står tilbage. I Tyskland, forsøgte man engang at tage livet af ”evigheden”. Det tyske hagekors var et misbrug af et indisk symbol for evigheden. Man vendte det den anden vej. Nu skulle man dyrke materien og uddanne menneskene i drab. Krigskunsten blev et fag i skolen, og folket var begejstret. Det behagelige ”i tiden” leder dog, som bekendt, ikke altid til det behagelige ”over tid”. Mange nydelser har en bitter eftersmag. Kan det være derfor, nogle mennesker føler afsky for krig? I Tyskland var der, nogle årtier efter krigen, flere militærnægtere end i noget andet land i verden. Hvorfra kom denne modvilje mod krig, hos den generation, der selv voksede op i fred? Hvad er illusion, og hvad er virkelighed? Svaret er enkelt. Materien forandres hele tiden, så det må være illusionen, mens det andet, opleveren ”jeg”, må være det virkelige, det faste punkt. ”Jeg” oplever ”tiden”, ikke omvendt. ”Jeg”, ikke skabt og derfor evigt, overlever enhver sæd og høst. Det har svimlende konsekvenser. For det første, har vi pludselig tid nok. Nu kan vi i ro og mag bygge vores fremtid ”i tiden” op. Tænk hvad det indebærer for vores fremtid, efterhånden som ”tiden” og ”evigheden” begge bliver taget lige alvorligt? Er ”evigheden” det fodfæste videnskaben mangler, som fast punkt i sin analyse af ”tidens” årsager og virkninger?

20


© Acqualuna Hvidberg-Carriere

21


Med Tiden Af Kevin Andersen "Hvorfor bliver du ved med at gøre det her imod dig selv?” Jeg løfter mit dunkende hoved og kigger op fra spanden, der står på gulvet imellem mine ben. Blandingen af irritation og bekymring i hans stemme minder mig om, da vi var børn. Et minde om at gøre noget dumt — måske endda farligt — og om Steffen, der skælder mig ud. Jeg åbner munden for at svare, men i stedet formår jeg kun at hoste og spytte ned i spanden. Hver krampetrækning sender et trykluftbor gennem mit kranie. Da jeg løfter hovedet igen, er øllen på vej op gennem halsen, hvor den truer med endnu engang at vælte ud af mig. Jeg tager en dyb indånding og tørrer min mund af i mit ærme. ”Jeg hørte dig ikke komme ind”. Han står i døråbningen og ligner fuldstændigt sig selv, bare ikke helt så bleg. ”Nej, det gjorde du vel ikke”, siger han med et nik henimod flaskerne og dåserne, der fylder det meste af sofabordet. ”Skål for lort, der ikke ændrer sig”, mumler jeg og rækker ud efter mit foretrukne hjælpemiddel. Tom. Jeg knuser øldåsen og smider den mod papirkurven. Dåsen rammer i stedet kanten med en høj, metallisk lyd, før den ender på gulvet. Intet går, som det skal lige nu. ”Du burde virkelig komme og se mit nye sted en dag”, siger Steffen, ”så kunne du også komme lidt ud herfra”. Han sender et skævt smil fra sin vante siddeplads i lænestolen. ”Du ved udmærket godt, hvorfor jeg har holdt mig væk”, vrisser jeg. ”Der er gået over et år nu, lillebror”, svarer han, ”jeg ved godt, det er hårdt. Jeg har heller ikke lyst til at se dig have det sådan her. Men du vil jo ikke lade dig selv komme videre”. ”Nu lyder du som de gamle”. ”Og hvornår har du i øvrigt snakket med dem sidst?”, giver han igen, “de vil dig bare det bedste, men du er nødt til at snakke med dem”.

22


”Jeg kan ikke se dem i øjnene”. Jeg hører, min stemme knække over. Hvinende dæk nede fra gaden får mine nakkehår til at rejse sig. Hans store hånd omkring min overarm, et hårdt ryk, og så slipper han. En dump lyd runger bag trommehinden. Glas der splintres, dækkene. Han presser på: “du kommer heller ikke hos den der psykolog længere, gør du?”. ”Jeg sagde allerede fra start, at den psykolog var uduelig”. Jeg kan høre, at min tone lyder hårdere, end meningen var. ”Du har ret”, Steffen smiler bedrøvet, “jeg ved, det ikke er nemt for dig lige nu”. For dig. De ellers udtømte tårekanaler begynder at flyde over. # Den følgende morgen beslutter jeg mig for endelig at besøge ham. Det var jo efterhånden også på høje tid. Jeg stiller min cykel op ad muren og går hen mod porten. Usikkerheden kommer snigende i samme øjeblik, jeg skubber den op: Vil mit besøg egentlig hjælpe noget, eller vil det gøre det hele værre? Stedet er ikke svært at finde. Steffen havde ret, det ser rigtig fint og ryddeligt ud: Tulipaner omringer stenen, og der er små, dekorative blomster og lysholdere. Vores forældre må have været forbi for nylig. Stenen er af skinnende, sort marmor. En knude strammer i min brystkasse, da jeg læser inskriptionen under hans navn.

Hvil i fred Højtelskede søn & bror

23


Jeg stirrer på de gyldne bogstaver, og knuden bliver strammere, indtil den er som en knyttet næve, der endnu engang presser tårerne ud af mig. Mine ben ryster, og jeg sætter mig udmattet på knæ foran graven. ”Undskyld” hvisker jeg, “jeg er så ked af det”. ”Det skal du ikke være”, lyder hans stemme til venstre for mig. Af en eller anden grund forsøger han stadig at trøste mig. ”Det er på tide at komme videre, lillebror. For os begge. Du skal ikke være ked af det, du skal bare få det okay igen”. Vinden rusker i træerne. Da jeg vender mig om mod stemmen, er han væk. Han har været væk i et stykke tid nu. Det ved jeg selvfølgelig godt. Men det afholder ham ikke fra at have ret. Det kommer med tiden. Jeg kaster et blik på stenen endnu engang og mærker noget, der i over et år har været uvant: Jeg smiler.

24


© Milo Weiler

25


Jeg græder over to ure på en væg – Felix Gonzalez-Torres’ kunsts fordærv og passivitet

Af Inge Høeg Lauridsen

26


”Men Kan Den

hvad gør jeg med tiden? den sættes på stop? har ødelagt alt i mig”

Tiden har ødelagt alt i mig af Joyce

Når Felix Gonzalez-Torres’ værker kommer forbi min tidslinje, får jeg ofte at vide, at det gennemgående tema i hans kunst er sorg. Gonzalez-Torres mistede sin langvarige partner – og senere sig selv – til AIDS-epidemien i 1990’erne, og det er sandt, at denne sorg over meningsløst tab af liv bearbejdes i Gonzalez-Torres’ værker, såvel som hans identitet som homoseksuel og AIDS-smittet. Jeg mener dog, at et endnu større tema besmitter hans kunst: tid. Mere specifikt hvordan vi mennesker oplever tidens gang som sorg ved at stå passivt til og bevidne dens fordærv. Felix Gonzalez-Torres Félix Gonzalez-Torres (1957-1996) var en cubansk-amerikansk billedkunstner kendt for sin banebrydende installationskunst, som ofte var skabt af hverdagsgenstande som ure, slik og lyspærer. Gonzalez-Torres opfordrede aktivt sine beskuere til at skabe deres egne versioner af hans værker for sig selv, og lod alle sine værker bære titlen ”Untitled” (dog ofte med en form for kælenavn i parentes), netop for at opbygge en anonym universalitet. Dette har ført til en form for fælleseje af Gonzalez-Torres’ værker, hvor individets oplevelse og interakti-

on med værket er i fokus, fremfor kunstnerens budskab eller ambitioner med værkerne. Nedenfor vil jeg gennemgå min interaktion med Gonzalez-Torres’ værker og refleksionerne omkring tidens gang, som de har vækket i mig. Tid: Untitled (Perfect Lovers) (1987-1990, 1991)

Du hænger to ure op på en væg. De skal være samme størrelse og stil, helst identiske, og gå fuldkommen i takt. Hæng dem helt tæt, så de nærmest går i et, og træd tilbage. Betragt viserne følges ad i perfekt symbiose, som en fordobling af funktionalitet, der gør uret til mere end et instrument.

Da Felix Gonzalez-Torres hang to ure op på en væg, blev det til kunstværket Untitled (Perfect Lovers). Den gængse fortolkning er, at urene repræsenterer to elskere – perfect lovers – som lader tiden passere i tosomhed. De oplever tiden hver for sig, men har valgt at mødes og tælle sekunderne sammen. Et symbol på ægte kærlighed. Denne tankegang er, hvad opstår i Gonzalez-Torres’ brev til sin langvarige partner Ross Laycock fra 1988, året efter Laycock blev diagnosticeret med AIDS. Brevet består af en kort poetisk kærlighedserklæring, der bruger tiden som tema, ledsaget af en tegning af to synkroniserede ure side om side. Men dette er blot en tegning, et forstenet følelsesøjeblik bevaret til eftertiden, hvorimod selve værket – de to ure der hænger på væggen – er et levende, interaktivt og forgængeligt kunstværk. 27


Efter du har hængt urene op og er trådt tilbage for at betragte dem, starter kunstværket. For en dag vender du tilbage til dem, du lytter efter den velkendte harmoniske tikken, og hører et ekko. Et af urene er ude af takt. En lille mekanisk fejl har sinket urets tikken, en almindelig effekt af tidens slid. Du sukker og tænker om dit lille kunstværk nu er ødelagt, før du husker på fortolkningen. Så stopper det ene ur fuldkommen.

Det at værket er forgængeligt, er hvad der skaber kunsten. Det at den går i forfald, at den er under indflydelsen af tidens gang, er hvad der adskiller den fra Gonzalez-Torres’ brev. Urene kan falde ud af takt, gå i stykker, eller væggen, som de hænger på, kan endda brænde ned, det hele er meningsskabende for det ellers hverdagslige og banale objekt. Selve det, at værket er tidsbegrænset, henstiller opmærksomheden til tidens gang, fremkalder en sorg, men også en glæde – ligesom i Gonzalez-Torres’ brev – over den tid, man har sammen, også selvom den er begrænset. Tidens gang er skræmmende, den er sorguld, den gør ondt at se i øjnene. Den er en lurende trussel til alt, du elsker, men Untitled (Perfect Lovers) minder dig om, at der også er en skønhed i den tid, du egentlig fik. Det er nok den eneste måde, du kan trøste dig selv på, efter du har fået at vide, at den, du elsker mest, snart skal dø. Det er fuldkommen ude af din kontrol; det ligger kun i tidens hvileløse hænder.

28

Da Felix Gonzalez-Torres hang to ure op på en væg, blev det til kunstværket Untitled (Perfect Lovers), som bruges i Gonzalez-Torres’ brev til sin langvarige partner Ross Laycock, året efter Laycock blev diagnosticeret med AIDS.


Fordærv: Untitled (Portrait of Ross in L.A.) (1991)

I hjørnet af lokalet ligger en bunke slik. Den strækker sig som en pyramide op ad hjørnevæggens sider, en mangefarvet samling af atomer. Folk stopper og kigger på bunken, de tænker på, om man nu kan kalde det for kunst. Så læner du dig ned og tager et stykke slik fra bunken. Du sluger det grådigt.

Felix Gonzalez-Torres lavede flere forskellige værker, hvis udgangspunkt var en bunke individuelt indpakkede stykker slik. De havde som oftest en anbefalet vægt, farvesammensætning og placering, og bar forskellige undertitler for at antyde forskellige betydninger. Det mest opsigtsvækkende af disse værker – efter min mening – er hans værk Untitled (Portrait of Ross in L.A.) fra 1991. Værket er formentligt opkaldt efter Gonzalez-Torres’ partner Ross Laycock, som døde af komplikationer af AIDS samme år – en tolkning, der styrkes af, at bunken er instrueret til at veje præcis 175 pund (79,3 kilo), svarende til vægten af en voksen mand. Dette værk, ligesom mange af Gonzalez-Torres andre værker, er interaktivt, i den forstand at beskuere opfordres til at tage fra bunken, spise af den, måske endda smide papiret fra sig igen. På den måde ændrer bunken konstant karakter – den bliver mindre, den bliver fladere, den mister sit farveudvalg – hvilket gør tiden central for værkets virke. Bunken af slik er altså ikke som urene, hvis mekanik slides op af tidens gang; den er et potentielt evigt objekt, som nedbrydes af værkets brugere.

Hvis bunken skal forestille Laycock, hvis identitet hidkaldes i både navn og vægt, nedbrydes han langsomt af tidens gang, ikke på grund af slid, men på grund af omgivelsernes deltagelse i hans ødelæggelse. Folk spiser enten aktivt af ham, eller ser passivt til, mens andre gør det, indtil bunken til sidst ophører. Ligesom AIDS langsomt åd Laycocks krop, mens lægevidenskaben så hjælpeløst til i en mangel af effektiv behandling. Inficering: Untitled (Placebo) (1991) På gulvet ligger et tæppe af sølv. Bunken af slik er blevet strøget flad og spredt fra væg til væg. Du står i døråbningen og tør ikke gå igennem rummet af frygt for at sparke til kunsten. Hurtigt bliver du overhalet af en forbipasserende, som skaber en sti gennem det sølv hav. En mere påtrængende – eller interaktionsvenlig – udgave af Felix Gonzalez-Torres’ slikværker er Untitled (Placebo) fra 1991. I stedet for en bunke er slikket nu spredt ligeligt udover gulvet af udstillingsrummet, for at gøre det nærmest uundgåeligt at beskuerne kommer til at træde på, sparke til, eller på anden vis omrokere opstillingen. Man kan finde samme karakteristika i dette slik-værk som i Untitled (Portrait of Ross in L.A.) – ændret udseende gennem nedbrud, der observeres passivt eller aktivt deltages i – men her er endnu en central faktor at slikket spredes potentielt uendeligt. Det kan ikke være rigtigt. Der må være regler for den her slags svineri. Hele pladsen er dækket af skrald. Folk vandrer, som altid, direkte gennem det, 29


Felix Gonzalez-Torres’ værk Untitled (Portrait of Ross in L.A.) udstillet på ARoS i Aarhus. Billede: Lise Balsby. Trykt med tilladelse fra The Felix Gonzalez-Torres Foundation.

Untitled (Placebo) installeret udenfor Grand Palais i Paris i 2006. Trykt med tilladelse fra The Felix Gonzalez-Torres Foundation.

30


uden at skænke det en tanke. Vi bliver nødt til at samle det på en eller anden måde, ellers får vi aldrig styr på problemet.

Untitled (Placebo) blev i 2006 installeret på pladsen foran Grand Palais i Paris, hvor de forbipasserende parisere efterlod de omkringliggende gader drysset med de mange tusindvis af stykker slik. Så var kunstværket ophørt med at findes på pladsen, eller var det blot blevet stort nok til at inddække kvarteret? Hvornår holdt det i så fald op med at eksistere? Og lever det mon stadig videre i Paris’ rendestene? Værket ophæver kravet om et liv bevaret i et samlet legeme, og planter håbet om evigt liv. Ross Laycock og Felix Gonzalez-Torres er døde, men de lever videre gennem spredningen af fragmenterne af hvem de var; deres kunst, deres kærlighed, deres tanker og budskaber. Minder: Untitled (1991)

I morgenpendlingen ser du sjældent på reklamerne. Hverken dem på togperronen, plakaterne på byggehegnene, eller neonskiltene over byens tage. Men det her er vist ikke en reklame. Der er ingen skrift, ingen billige priser, ingen smilende mennesker og skinnende produkter. Det ligner den seng, du selv forlod i morges. Hvid, krøllet og tom.

Felix Gonzalez-Torres udstillede i 1992 et fotografi af en tom seng, som to mennesker øjensynligt havde sovet i indtil for nyligt, på 24 billboards spredt gennem New York City. Kunstværket er, ligesom Gonzalez-Torres’ øvrige, kaldt Untitled, men bærer ingen undertitel. Det kan være, fordi det vigtigste ved fotografiet ikke er motivet, men derimod hvad der ikke fremgår deri. Fotografiet forestiller nemlig ikke så meget en seng, som det forestiller en seng, som er blevet sovet i. Bulerne i hovedpuderne og den nedtrukne dyne fortæller en historie, som man selv kan digte på. Er det to elskere, som har sovet i sengen? Er det Ross Laycock og Felix Gonzalez-Torres selv? Lå de tæt? Kommer de nogensinde til at ligge der igen? Sengens tomhed er også en smertefuld påmindelse om fraværet i sig selv. At se sengen brugt og uredt, minder os om, at vi ikke ligger der længere. Tiden, hvor du lå der, er kommet og gået, og alt, du har tilbage, er bulerne i hovedpuderne og krøllerne i lagenet. Der er en sorg gemt i påmindelsen om, at hvad der er sket, nu er ovre, som en lille død i hvert minde. Man kan søge denne lille død i alt, man ser; madresterne i tallerkenen, de brune blade på potteplanten og rusten på cykelstyret. De fortæller alle om en forsvundet tid; de er monumenter for de tab, som vi knapt vidste, at vi havde lidt. Hvert minde bliver et lille sår i sjælen, hver tomme, uredte seng et begravelsesoptog.

31


Opfindelsen af tiden er menneskehedens selvforskyldte pinsel Jeg kunne bringe mange andre værker at Felix Gonzalez-Torres op, såsom stakken af blanke stykker papir, som museumsgæster kan tage fra, eller hans mange lyskædebaserede værker, hvor lyskæder med glødepærer ophænges, blot for at vi kan se pærerne dø ud én for én. De fortæller dog alle den samme historie; en historie om tiden, og sorgen, der er uløseligt forbundet dertil. Moralen er, efter min mening, følgende: Tid er et evigt tab, som mennesket ikke kan gribe fat om eller stoppe. Vi har selv valgt at tælle sekunderne, den altomsluttende fjerde dimension, og ser dens optællelighed som ejerskab. Men vi tager fejl. Tiden er hvileløs og ustoppelig, og den vil tage alt fra os i sidste ende.

32

Denne mildest talt deprimerende fortolkning af Gonzalez-Torres’ kunstneriske virke kan dog også vendes på hovedet. Fordi Gonzalez-Torres’ værker alle er skabt af hverdagslige genstande, kan værkerne let installeres mange steder verden over, og endda genopfyldes og holdes i gang i evigheden. Kunstværkerne forfalder, men de kan også leve videre, man kan sætte uret igen, fylde mere slik i bunken eller skifte lyspærerne. Værkerne åbner op for en bevarelse af det, som tiden har nedbrudt, gennem et samarbejde og en fælles kærlighed. Vi kan opleve tidens indflydelse på disse kunstværker, og derigennem reflektere over dens indflydelse på os. Tiden er en gave, som må forblive skjult, for at nydes. Men Felix Gonzalez-Torres viser den frem for at skræmme os, betrygge os og minde os om denne gave, som


"Untitled” (1991) opsat på et billboard i Bronx i 1992 i forbindelse med en udstilling på the Museum of Modern Art (MoMA) i New York City. Billede: Peter Muscato og Aleessandra Mannoni. Trykt med tilladelse fra The Felix Gonzalez-Torres Foundation.

33


VENTO RAPITO / CIELO INFINITO Af Acqualuna Hvidberg-Carriere

34


35


Rekviem Af Catharina Lærkeholm Madsen

at stå midt i barndommens have en overflod af fortid nedsunkne nætter

en eng et hjem af blødt træ fuglesang altid fuglesang

36


jeg drømmer om en jordbærmåne et stjernetegn dækket af sommerfuglelarver og en film i farven orange hvor sommeren kun lige er begyndt

regnen siler ned græsset gror på tværs af vores hænder

jeg kryber ned i den gennemblødte muld ind i din favn farer vild blandt sneglehuse og beskidt regnvand

37


en nat kommer den lange blå kulde

du sidder på havebænken som et introvert kunsværk omgivet af forårståge og frosne nedfaldsæbler

jeg betragter dig tavst fra vinduet det ligner at dit ansigt er ved at smuldre

næste morgen åbner jeg alle vinduerne næste morgen dufter møblerne af sne

38


den første time i et døgn uden dig jeg gemmer mig i månelyset lader sølvglansen holde om mig

i mine drømme kommer du tilbage til mig og jeg følger med dig ud på månemarkerne jeg vil følge dig overalt til barndommens støvede hjørner til enhver undergang og genopstandelse

jeg vågner op en junimorgen og ser dig farven af dine øjne af tanker og af at glemme af drømme og af at længes jeg mærker dit varme åndedræt og husker du var her engang i lyset fra hundrede stearinlys

39


efterladt tilbage er kun jordbær og månestøv men jeg fornemmer dig overalt i den søde duft fra æbletræerne i sneglenes tavse sprog du rækker din hånd ud du smiler og dit ansigt er solen du rækker din hånd ud du smiler og dit ansigt er solen fortæl mig om verden er hasseltræerne blevet grønnere findes havet og himlen hændernes varme humlebierne håbet du ligger hen i en stilhed i en ubeskrivelig fred udenfor dækkes barndommens have af sne

40


© Cecilie Ristorp Andersen

41


Hvorfor kan livet ikke altid være så gråt? af Caroline A. Kongslev

Din stemme buldrer blandt de små dansende dråber… ikke aggressivt, bare altomsluttende. Vinden sluger os, hvirvler rundt og rundt og rundt og rundt og glimt og stjerner flimrer med former af alle slags. Min hud vender og drejer og jeg smiler og smilerdet glimter, klirrer. Og stormen tager til… Kaminen er en parkeringsplads, der lyses på os fra lamper over den bil hytten er blevet til. Hovedet ud ad vinduet, speederen i bund og vi spæner. Min tunge køles af vejret som mennesker bliver til træer og huse til køerjeg summer. En elv løber diagonalt på mit vindue, en flod foran. Rytmen banker i mit brysthans fingre på rattet. Tæpper… De gule blomster titter frem fra højt græs, brudt af en enkelt violet. De kærtegner mine hænder mens skyerne vasker mit hår. Sommerfugle græsser, flakker, flyverrød, gul, grøn, paraplyer i alle farver blandt boder og butikker. Ikke en gummistøvle i miles omkreds. Lugten af en graffitimalers partikler og parfume flyder i luften gennem os. Gardinet strejfer strengene på en cello med den svageste harmoni. Regnen er taget til i håb om at indhente skyerne. Jeg rejser mig op og lukker vinduet, tørrer bordet af.

42


© Cecilie Ristorp Andersen

43


© Cecilie Ristorp Andersen

44


Godmorgen af Caroline A. Kongslev

Jeg ville ønske at jeg kunne høre smeden hamre på sin armbolt eller kirkeklokkerne ringe mellem fuglefløjt. Jeg ville ønske at markedet spirede ud af brostenene klokken seks om morgenen ved solopgang og at byens stemmer ville pible gennem mine vindueskarme og Jeg ville ønske at der var dug på grøntsagerne og duft af varme nybagte brød i den friske luftJeg ville ønske at børnene løb uforstyrret mellem ben og benklæder med små vindmøller og grinte til de knapt kunne løbe længere! Godmorgen…

45


FA R C E Af Magnus Hansen

Tiden går Tiden smelter Tiden flyver Mange står Mange vælter Mange lyver Bjerge falder Og faldne bjerges Fjelde åbnes og vinduer lukkes

78


© Magnur & Robert Garde Kongshaug

79


Det er tiden, der har gjort det – En analyse af Om udregning af rumfang I af Kristine Nielsen Degn

Intro I det seneste tiår er der opstået en ny strømning inden for litteraturvidenskaben, der søger at forstå litteraturen og dennes udsagn om mennesket og verden i en ny ramme, nemlig som en del af, og ikke adskilt fra, den materielle verden. Som med de fleste ting har kært barn mange navne og afskygninger; strømningen omfatter teoridannelser som nymaterialisme, økokritik, økofeminisme og posthumanisme. Disse ’ismer’ betoner forskellige områder og har forskellige forskydninger, men fælles for denne nye strømning er, at verden forstås som havende en flad og hybrid ontologi. En central teoretiker, der beskæftiger sig med dette, og som har fået stor opmærksomhed i litteraturvidenskaben, er sociolog Bruno Latour med hans aktør-netværkteori. Latour forstår mennesket som én aktør blandt mange, der er på lige fod med hinanden.1 Hos Latour indgår mennesker, planter, maskiner, dyr, olie, elektricitet, diskurser, plastik og solen altså alle i et netværk, hvor aktørerne gensidigt påvirker hinanden og ikke grundlæggende kan adskilles fra hinanden.2 Det er denne strømning, som nærværende artikel også vil lægge sig i forlængelse af. Artiklen vil, gen-

48

nem en analyse af romanen Om udregning af rumfang I (2020) af Solvej Balle, undersøge, hvordan værket i sin narratologi og tematik giver udtryk for et verdensog menneskesyn, der, lig Latours teori, gør op med et antropocentrisk verdenssyn, dvs. det verdenssyn, der har sat mennesket i centrum og øverst i verdens hierarki. Særligt vil artiklens fokus ligge på romanens komposition, genrebearbejdning og ’storyworld’, da det er på disse punkter, at romanen afviger fra hovedsporet i litteraturhistorieskrivningen og fra den virkelighed, vi kender fra den ekstratekstuelle verden. Mere specifikt vil artiklen undersøge, hvordan tiden kan siges at blive unaturlig i romanen, og hvordan denne temporale forvridning skaber et samfundskritisk potentiale i opgøret med antropocentrismen.

Unaturlig narratologi I undersøgelsen af hvordan en unaturlig temporalitet giver Om udregning af rumfang I et samfundskritisk potentiale, vil denne artikel tage sit udgangspunkt i den unaturlige narratologi. Derfor vil der gives en kort, og bestemt ikke udtømmende, redegørelse for dette metodiske og teoretiske afsæt.


Unaturlig narratologi er et paradigme indenfor narrativ teori, som står i modsætning til de mere etablerede retninger, klassisk strukturalistisk narratologi og kognitiv narrativ teori.3 Den unaturlige narratologi er på den måde et opgør med det, man kan kalde ‘mimetisk reduktionisme’ – altså antagelsen om, at alle dele af et narrativ kan forklares med henvisning til vores erfarede virkelighed.4 Den unaturlige narratologi søger altså at inddrage litteraturhistoriens mange eksempler på for eksempel unaturlige temporaliteter og eksperimentelle fiktioner, og har på den måde samme ærinde som denne artikel.5 Unaturlig narratologi understreger således, hvordan der er mange narrativer, som dekonstruerer den antropomorfe fortæller og den traditionelle menneskelige karakter og dennes bevidsthed, samt bevæger sig uden for det rum og den tid, der er vores virkelighed i den ekstratekstuelle verden.6 Et centralt begreb i den unaturlige narratologi, som den følgende analyse primært vil inddrage, er den ‘unaturlige storyworld’. Begrebet storyworld betegner den kontekst, som er rammerne for fiktionens entiteter og deres handlinger.7 På den måde hænger storyworlds tæt sammen med parametrene tid og sted, og det er, når der på disse parametre brydes med de kognitive rammer for den ekstratekstuelle verden, at det bliver en unaturlig storyworld. Således er en unaturlig storyworld altså defineret af et indhold af logisk eller fysisk umulige forhold i den ekstratekstuelle verdens tidslige eller rumlige struktur.8

Når tiden bliver unaturlig: En analyse af Om udregning af rumfang, I I Om udregning af rumfang I følger vi fortælleren Tara Selter, der i dagbogsoptegnelser dokumenterer, hvordan hun gennem 366 dage er fanget i en tidssløjfe af den 18. november, og hendes forsøg på at finde en vej ud af den temporale forvridning. Resten af verden, inklusiv hendes mand Thomas, lever i gentagelsen uden bevidsthed om, eller nogle fysiske tegn på, at dagen gentages. Det er således kun Taras færden i verden og hendes forbrug, som sætter permanente aftryk, mens eksempelvis den mad, som andre spiser, blot næste dag igen er, hvor den oprindeligt var, hel og urørt: Jeg ved, at hvis jeg henter løg til mig selv i skuret, vil de forsvinde. Jeg ved det, for jeg har set, hvem vi er: Thomas er et spøgelse, og jeg er et monster. Det er sådan, det er. Det er tiden, der har gjort det.9 Der er dermed tale om en fysisk umulig verden, hvor fortællerens temporalitet er ude af sync med resten af omverdenen, idet resten af verden regenererer den samme dag, uden erindring om eller mærker efter at det er en gentagelse, mens fortælleren har en bevidsthed om, at dagene går, og også efterlader spor i verden gennem hendes forbrug. Denne unaturlige tid kalder narratolog Brian Richardson for ‘differentiel temporalitet’.10 Romanens differentielle temporalitet skaber på den måde en unaturlig storyworld, som bryder med de rammer, læseren kender fra den ekstra-

49


tekstuelle virkelighed. Dermed skabes der det, som science fiction-eksperten Darko Suvin kalder ‘cognitive estrangement’, eller ‘kognitiv fremmedgørelse’.11 Ifølge Suvin skaber afvigelser fra vores empiriske virkelighed i en storyworld, der ellers er genkendelig, det, han kalder et ‘novum’ eller ‘strange newness’. Dette novum fungerer ifølge Suvin som et spejl, der holdes op foran læserens nutid, idet læseren må reflektere over, om fiktionens spekulation kunne blive til virkelighed.12 Det er altså gennem dette novum, at det samfundskritiske potentiale opstår i romanen, da spekulationerne over mulige fremtider eller alternative nutider skaber en refleksion hos læseren over deres egen samtid. På den måde skaber den differentielle temporalitet i Om udregning af rumfang I en refleksion over den antropocentriske tidsopfattelse, som er naturaliseret i den ekstratekstuelle virkelighed. Sagt med andre ord gør det unaturlige i romanens temporale forhold læseren opmærksom på, hvordan der i den ekstratekstuelle virkelighed ikke er nogen bevidsthed omkring menneskets afhængighed af den rytme og temporalitet, som for eksempel de afgrøder, vi spiser, eller himmellegemerne har: Himlen har sit mønster. Det gentager sig. Man kan føle sig hjemme. Man kan sidde på en trappesten i mørket og betragte den, eller man kan stå på græsset og være et ganske lille monster i et gigantisk rum. Jeg kan mærke, hvordan himlen løfter monsterkappen af mine skuldre. Jeg bliver mindre, og de små stykker af verden, jeg flytter rundt med, bliver til næsten in-

50

genting.13 Ved at beskrive en verden, hvor tiden er anderledes end i vores egen, gør romanen altså opmærksom på den tidslighed, som vi ellers overser. Litterat Søren Baggesen beskriver denne dialektik således: “Vi forstår det kendte gennem det fremmede. Derfor må vi fremmedgøre det bekendte for at gøre det bekendt”.14 En exceptionalistisk ide om ‘mennesket’ undermineres dermed i kraft af den forvrængede temporalitet, idet fortællerens relation til omverdenen afsløres som en gensidigt påvirkningsforhold, hvor mennesket ikke er den eneste aktør, men er afhængigt af den materielle verden som et livsunderstøttende system. På den måde giver romanen udtryk for et verdenssyn, som er lig det verdenssyn, vi møder i Bruno Latours aktør-netværkteori, hvor mennesket og den ikke-menneskelige verden anses som grundlæggende sammenflettede og ligestillede.15 Denne differentielle temporalitet ses ikke bare i romanens storyworld, men understreges også af romanens komposition, som er bygget op af nummererede dagbogsindlæg, hvor hvert indlæg således ikke har en ny dato, men er betegnet med, hvor mange gange fortælleren har gennemlevet d. 18. november. Kompositorisk trækker romanen på dagbogsfiktionens genretræk. Dagbogsfiktion defineres af litterat H. Porter Abbott som en fiktion, der er rammesat som et non-retrospektivt dokument, der alluderer at blive skrevet fra dag til dag af én fiktiv aktør.16 Genren har altså traditionelt i særlig grad lagt op til et mimetisk modus med betoning på det virkelighedstro og auten-


tiske17, men Om udregning af rumfang I forvrider dette modus. Romanen bearbejder nemlig dagbogsromanens genretræk ved, i Jens Kramshøj Flinkers terminologi, både at reproducere og transformere dem.18 Idet dagbogsfiktionen som genre skaber en læserforventning om en mimetisk fremstilling af et skrivende jegs bevidsthed, hvor de kognitive og temporale rammer, der er i den ekstratekstuelle verden, også gør sig gældende i fiktionens storyworld, opstår der ved bruddet med disse forventninger nemlig et novum. Dette novum opstår, fordi læseren må stoppe op i sin rekonstruktion af storyworlden og genoverveje. Gennem denne bearbejdning af dagbogsromanen skaber teksten altså en dialektik mellem det fremmede og det genkendelige, som fordrer en refleksion hos læseren over den ekstratekstuelle virkeligheds relation til det, der i romanen er unaturliggjort. På den måde bruger romanen aktivt den mimetiske læserforventning, idet at bruddet med et ellers hyper-autentisk modus virker des mere unaturligt og fremmedgørende. Både i form og indhold sker der således en fremmedgørelse gennem romanens unaturlige temporalitet, som, i Suvins ord, dermed også holder et spejl op foran læseren og deres samtid.19

Ved at skabe en storyworld, hvor menneskets afhængighed af, og indplacering i, den ikke-menneskelige verden synliggøres, skaber den unaturlige temporalitet nemlig et samfundskritisk potentiale. Dette potentiale opstår, fordi det unaturlige leder læseren til at måtte reflektere over de hierarkiseringer, der ellers er naturaliserede i vores ekstratekstuelle samtid, såsom menneske > omverden. Idet tiden bliver unaturlig, opstår der nemlig et novum i læseren, som rejser spørgsmål omkring, hvordan vi forstår vores placering i verden, både i forhold til rum og tid. Således har romanens unaturlige temporalitet ikke kun et samfundskritisk potentiale på grund af de svar, den præsenterer, men særligt på grund af de spørgsmål, den rejser hos læseren. Dermed kan spørgsmålet om, hvordan romanen får et samfundskritisk potentiale, altså besvares med et citat fra romanen selv: “Det er tiden, der har gjort det”.

Outro Om udregning af rumfang I skaber altså en dialektik mellem det kendte og det fremmede i dens temporale greb, og deraf opstår en unaturlighed, som fordrer en refleksion hos læseren over det verdenssyn, som er dominerende i den ekstratekstuelle virkelighed.

51


Litteratur - Abbott, H. Porter: Diary fiction: writing as action. Cornell University Press: 1984 - Alber, Jan, Stefan Iversen, Henrik Skov Nielsen, og Brian Richardson: “Unaturlige fortællinger, unaturlig narratologi: Hinsides mimetiske modeller”. K&K: Unaturlige fortællinger, K&K, 39 (112): 2011 - Baggesen, Søren: Natur/videnskab/fortælling: om science fiction som civilisationskritik. Odense Universitetsforlag: 1993 - Balle, Solvej: Om udregning af rumfang, I. Pelagraf: 2020 - Herman, David, Manfred Jahn, og Marie-Laure Ryan, red: Routledge encyclopedia of narrative theory. Routledge: 2005 - Kramshøj Flinker, Jens: “Spekulative klimafiktioner: økokritisk metaforanalyse af Ekspeditøren”. I Solen er ligeglad: er litteraturen?. Forlaget Spring: 2020 - Latour, Bruno: Vi har aldrig været moderne: et essay om symmetrisk antropologi. Hans Reitzel: 2006 - Suvin, Darko: Metamorphoses of Science Fiction: On the Poetics and History of a Literary Genre. Peter Lang GmbH, Internationaler Verlag der Wissenschaften: 2016

© Heather Shevlin Red. Acqualuna Hvidberg-Carriere

52


Slutnoter i.

Latour, Bruno: Vi har aldrig været moderne: et essay om symmetrisk antropologi, s. 208. Oversat af Carsten Sestoft. Hans Reitzel: 2006

ii.

Ibid., s. 208

iii.

Alber, Jan, Stefan Iversen, Henrik Skov Nielsen, og Brian Richardson: “Unaturlige fortællinger, unaturlig narratologi: Hinsides mimetiske modeller”, s. 8. K&K: Unaturlige fortællinger, K&K, 39 (112), 2011

iv.

Ibid., s. 9

v.

Ibid., s. 8-9

vi.

Ibid.: 9

vii.

Herman, David, Manfred Jahn, og Marie-Laure Ryan, red.: Routledge encyclopedia of narrative theory, s. 569-570. Routledge: 2005

viii.

Alber, Jan, Stefan Iversen, Henrik Skov Nielsen, og Brian Richardson: “Unaturlige fortællinger, unaturlig narratologi: Hinsides mimetiske modeller”, s. 10-11. K&K: Unaturlige fortællinger, K&K, 39 (112), 2011

ix.

Balle, Solvej: Om udregning af rumfang I, s. 104. Pelagraf: 2020

x.

Alber, Jan, Stefan Iversen, Henrik Skov Nielsen, og Brian Richardson: “Unaturlige fortællinger, unaturlig narratologi: Hinsides mimetiske modeller”, s. 9. K&K: Unaturlige fortællinger, K&K, 39 (112), 2011

xi.

Suvin, Darko: Metamorphoses of Science Fiction: On the Poetics and History of a Literary Genre, s. 15-17. Peter Lang GmbH, Internationaler Verlag der Wissenschaften: 2016 (1979)

xii.

Ibid., s. 15-17

xiii.

Balle, Solvej: Om udregning af rumfang I, s. 115. Pelagraf: 2020

xiv.

Baggesen, Søren: Natur/videnskab/fortælling: om science fiction som civilisationskritik, s. 16. Odense Universitetsforlag: 1993

xv.

Latour, Bruno: Vi har aldrig været moderne: et essay om symmetrisk antropologi, s. 208. Oversat af Carsten Sestoft. Hans Reitzel: 2006

xvi.

Abbott, H. Porter: Diary fiction: writing as action, s. 17. Cornell University Press: 1984

xvii.

Ibid., s. 18

xviii.

Kramshøj Flinker, Jens: “Spekulative klimafiktioner: økokritisk metaforanalyse af Ekspeditøren”, n. pag. I Solen er ligeglad: er

litteraturen?. Forlaget Spring: 2020 xix.

Suvin, Darko: Metamorphoses of Science Fiction: On the Poetics and History of a Literary Genre, s. 15-17. Peter Lang GmbH, Internationaler Verlag der Wissenschaften: 2016 (1979)

53


© Cecilie Ristorp

Andersen


Af Marie Bachmann Pedersen


Call your mom and tell her that you love her Because I’ve spent too much time raging About all the things my mom didn't understand I've been mean Pushed her away As if when she was gone The pain would be gone too But I was wrong I don't know how much time we've left Or how to spend it wisely I don’t want to realize It’s already too late When I still have time I don't know how much time we've left Or how to spend it wisely I don’t want to realize It’s already too late When I still have time To call my mom and tell her that I love her That I never want anything else in life than to hug her I owe her a bigger dept than I can ever hope to repay For all the tears she's cried for me The nights I've kept her awake full of worry For the scars I've inflicted For the times I’ve ignored her Lashed out without thinking first So I call my mom I call my mom and tell her that I love her She laughs a little and says I love you more She doesn't know why I’m calling


And I’m lost for words I hope she knows I hope that she remembers feeling like this That she once stood where I now waver And kept reaching out Making amends Trying her best To appreciate her own mom Before it was too late She can't call her mom and tell her that she loves her Not anymore And when she had the opportunity The words were too hard to express So when she had kids of her own She did everything in her power To give them the courage to try I hold on tight to my mom’s lesson Reminding myself of her intentions In my mind I make her a promise To give it my best shot And make her proud I promise to flourish and love In her heart she hopes Because in the end that's all we can do That her efforts will make a difference And her mom would be proud of her too


minder om jorden af Gustav Honoré

der er blevet bygget en maskine til dig drømmen du kan kun gå ind i den når du sover . drømmemaskinen har en indbygget faldlem så du hurtigthurtigthurtigthurtigt kan forlade den hvis søvnen skulle brænde op . du drømmer en lov som kan stå på løgets hinde så fin men søvnen brænder op . kære du jeg stod ved stranden i vandkanten og følte mig som verdens ende med fødderne borende sig ned i sandet trækkende mig ned jeg sank i sandet i sandkorn til knæene gående dybere sandet mellem mine negle jeg prøvede at grave mig op jeg sank på samme tid synkende mit snot greb tårer ned ad mit ansigt med tungen imens tænkte på en sang jeg ville være dér under dyndet efterhånden druknet i tilsandet vand tilvandet sand og jeg sank det hele først da jorden havde slugt mig helt i en langsom mundfuld og jeg lå i maven her hvorfra jeg skriver til dig nu jeg skriver digte breve til dig engang da vi skrev digte til hinanden dengang vi ikke selv vidste det dengang solen stod over mig og verden under ikke var en granat men kun en kugle fuld af ting jeg kunne røre ved der skrev jeg sange til dit hår og dine øjne i dag som måske for dig som er foroven er blevet nat af søvn og lilla drøm sidder jeg i verdens bug og skriver breve til dig skriver digte som du ikke får at se de ligger i en dynge ristet ind i skaller og støvkorn digte som kan ligge i det mindste breve jeg har mejslet ind i verden breve som du ikke får at læse og digte som du aldrig får at leve nej der var engang hvor verden var af dage nu lever jeg med minder skrevet i med sand du ser mig aldrig kærlig hilsen . i dag er du helt mat og tabt i træthed i dag er du et silkespøgelse i vind du har tabt dig selv på vej til stranden og dine fodspor hAR IKKE SAT SIG FAST I SANDET HVOR DU GIK 58


59

© Acqualuna Hvidberg-Carriere


Maskulin krig og homeriske lignelser: Derfor læser vi stadig Iliaden - Anmeldelse

Af Laura Overgaard

Homers Iliade (ca. 700. f.Kr)1 har efterhånden 2500 år på bagen, og alligevel læses den hvert år på pensum på litteraturvidenskab på Københavns Universitet – men hvordan kan det være? Hvad er det, som den maskuline krigsberetning giver os?

en smule misundelig på de nye studerende, som får et bredere perspektiv på litteraturhistoriens begyndelse, end jeg selv gjorde). Denne ændring har dog alligevel fristet mig til at spørge: Hvis Iliaden ikke længere er det første værk, er det så stadig et relevant værk?

Homers Iliade er fra i år ikke længere det første møde, som de nye litteraturvidenskabsstuderende på Københavns Universitet har, når de sætter sig ned for at beskæftige sig kronologisk med litteraturhistorien. I stedet er den velkendte Homer-forelæsning blevet rykket lidt frem i skemaet, og de første par uger af semesteret er dedikeret til blandt andet Digtet om Gilgamesh2. Det selvom udgivelsen af Enheduanas Dronning over verdens magter i 2020 på forlaget Uro3 for mange at se kunne have været det afgørende skub, så var det altså Gilgamesh, som lykkedes med at få udvidet den litterære kronologi helt tilbage til 4000 f.Kr. Modtagelsen af denne pensumændring har bredt set været god, og jeg er også selv begejstret (og

Den maskuline krig Homers Iliade fremstilles ofte som et af de første litterære værker nogensinde - om dette er fordi det er sandt, eller fordi vores akademiske verden sjældent beskæftiger sig med noget ud over Vesten, kan man jo så spørge sig selv om. Der er endda teorier om, at netop begejstringen for Iliaden var motivationen bag udviklingen af det græske skriftsprog. Selvom denne teori nok ikke holder vand i det lange løb, så siger det meget om den piedestal, som krigshistorien Iliaden altid er blevet sat på. Med sine musepåkaldelser, krig med skjold og sværd, vrede mænd, tilfangetagede slavepiger, uenige antropomorfe guder og lange, homeriske lignelser er Iliaden et bombastisk værk, som

60


på én gang formår at være komplekst og helt nede på jorden. Sproget kan for mange virke uoverskueligt med sine mærkelige metaforer og konstante skiften af omtale af personerne med epiteter4, som sørger for, at man som læser drives fremad i krig sammen med de græske soldater. Temaer som ære, mod og rå maskulinitet virkede for mig som læser umiddelbart gammeldags og svære at relatere til, og den patriarkalske fremstilling af verden fik mig til at føle, at Iliaden måske ikke kunne passe sammen med min moderne oplevelse – men de endnu større temaer som kærlighed, venskab og troen på sig selv fik mig alligevel til at overgive mig til den krigeriske verden, som Iliaden fremstiller. Kvindeforbilleder er der ikke mange at finde af, men historien føles alligevel hjertevarm og rar de steder, hvor de store følelser bliver blottet. For mig står det tydeligst, da den ellers modige og helteagtige Achilleus sørger over tabet af sin bedste ven Patroklos: ”Tabet af dig var det værste af alt hvad jeg kunne udstå.”5

For at svare på mit eget spørgsmål om Iliadens relevans, så kan jeg ikke sige andet end ja; Homers Iliade vil forblive relevant så længe vi beskæftiger os med den på en kritisk måde. Så længe vi bruger den til at tale om giftige maskulinitetsidealer, overdreven stolthed og dyrkelse af krig som en arena for hæder og ære, så kan Iliaden blive ved med at have en plads på det litteraturhistoriske pensum. Så kan vi samtidige nyde dens smukke billedsprog, dyrkelsen af de helt store og intense følelser og portrætteringen af smuk kærlighed og venskab. Alle de ting, som gjorde mit hjerte varmt, da jeg selv var førsteårsstuderende på litteraturvidenskab, og alle de ting, som sørger for, at Iliaden stadig er et stort og fuldendt værk, som påvirker vores følelser, selvom det er 2500 år gammelt.

61


Slutnoter i.

Iliaden er et meget berømt græsk digt, som er skrevet på vers. Iliaden tilskrives traditionelt digteren Homer, og den dateres til cirka år 700 f.Kr. Handlingen finder sted under Den Trojanske Krig, og læseren følger helten Achilleus, som har en konflikt med kongen Agamemnon om deres taktik i krigen.

ii.

Digtet om Gilgamesh er en fortælling om kong Gilgamesh fra Uruk i Mesopotamien. Den dateres til cirka 2100 f.Kr. Digtet er skrevet med kileskrift på lertavler og menes at være baseret på mundtligt overleverede historier. Digtet består af 12 tavler og derfor flere forskellige handlingsforløb. På pensum i efteråret 2021 arbejder de studerende med tavle 9-11, som handler om Syndfloden – et handlingsforløb som minder om Noas ark fra Det Gamle Testamente.

iii.

Enheduanas Dronning over verdens magter er et digtværk skrevet af ypperstepræstinden Enheduana fra Uruk. Digtværket er udkommet dansk for første gang ved forlaget Uro i 2020. Forlaget argumenterer selv for, at Enheduana var verdens første forfatter. Værket kan dateres tilbage mere end 4000 år, men der er uklarhed om, hvornår det præcis er fra.

iv.

Epiteter er en beskrivelse af en person, som kan stå i stedet for vedkommendes navn. I Iliaden bruges epiteter hyppigt både til at tydeliggøre slægtsforhold og personernes særegne træk. Helten Achilleus har for eksempel disse epiteter: ”Peleiden” (fordi han er søn af Peleus, og suffikset ”-ide” betyder, at man er nogens søn) og ”den rapfodede” (fordi han kan løbe meget hurtigt).) som ”den kvieøjede” og ”den ferskenkindede”, men der er alligevel noget ved heksameteret<?> (Heksameter er en fast og meget brugt måde at organisere versemål på. Et heksameter består af fem såkaldte daktyler (som er en trykstærk stavelse efterfulgt af to tryksvage stavelser) og en trokæ (som er en trykstærk stavelse efterfulgt af én tryksvag stavelse). Det vigtigste ved dette er at forstå, at Iliaden er skrevet på vers, som følger denne rytme hele vejen igennem. Det er blandt andet en af de smarte ting ved epiteterne, fordi de muliggør, at man kan erstatte et navn med et epitet med et andet antal stavelser, så man kan få heksameteret til at passe. Den vigtigste funktion af heksameteret er, at Iliaden holder en fast rytme, som gør den nem at memorere og fremføre mundtligt foran et publikum. Det var sådan grækerne stiftede bekendtskab med Iliaden i værkets samtid.

v.

62

Due, Otto Steen: ”Sang 19”. I Homers Iliade, vers 321. Gyldendal: 1999


© Acqualuna Hvidberg-Carriere

63


Krigsarkiver flygtige kunstformer Mine år medog hår - Interview med Solveig Gade om dokumentariske strategier anvendt af teater- og performancekunstnere Af Johan Brixen

De treogtyve år med hår jeg fik var mine første. Jeg frygter, at som Samson har jeg været på mit største. De ragede hans hår af, og han faldt fra magtens tinde, i lænker sled og slæbte han, indtil hans tid var inde. Fra mine høje tindinger er magtens tinde fjern. Og uden at ku’ gribe ind, som var jeg lagt i jern, kan jeg kun, hjælpeløst og trist, betragte hver follikel indskrumpne, til den måles som en sub-atom-partikel. Det strå som før stod stolt og rankt er blevet åh! så sart; det visner i min golde hovedbund og viser klart at håret ej står til at redde, at det er redt op af skæbne, gud og gener til at skilles fra min top. Nu ligger det i brusenichen, trimmet tot for tot. Jeg tænker: Fører hårløsheden mig til mit skafot? Vil spot og spe få rødmen til at farve issens bleghed? Nej, nok er nok! I denne sidste lok er al min fejhed. Ét klip, og jeg er fri. For hår er intet i sig selv – jeg genopstår når årene med hår nu går på hæld. Så næste gang du ser mig, må du hilse på en anden: Farvel til ham med håret, og goddag til skaldepanden!

64


© Acqualuna Hvidberg-Carriere

65


© Cecilie Ristorp Andersen

78


Symposium Af Celeste Borchorst Faurschou

67


Symposium. Velkommen hertil, til dette hus, hvor vi tillader os at mødes. Og styrkes. Gennem praksis af det mikroskopiske livs transformation. Gennem praksis af fermenteringens kunst. Fermentering er en forædling. Mug er en symbiose. Forrådnelse er en forvandling, Glasskåle på række, lyslilla kambucha med fine cirkler af grønt. Enlige cirkler, diffuse i kanten, og sammensmeltede cirkler i forening. Saft af din saft, mor. Der gives i denne verden intet, der er fuldkommen godt. Der gives i denne verden intet, der er fuldkommen ondt. Naturen er ikke nådig, naturen er ikke grum. Der gives i denne verden hverken liv og død, der gives kun vækst og forfald. Opblomstring og nedbrydning. Der gives bakterier. Du skal gå ud i skoven. Ud og plukke saftigt mos, jorden sidder i klumper under mossets våde, bløde rødder, det drysser af i støv og flager, dufter af grokraft. Du må bore dit ansigt ned i mosset i det svage lys fra månen, køre håndfladen hen over hullet i mostæppet, stikke fingrene langt ned i jorden. Gro dig, begro dig. Du kan gro et blødt tæppe af mos i dit bryst, af svampede, strengede, beskidte sporer. Du skal gå ud i skoven, så vil du finde frem til huset, så vil du finde frem til vores symposium. * Vi sidder i køkkenet en morgen, det regnede i nat og gennem det åbne vindue strømmer den nye luft, mættet af grøde. Vi gør klar til at begynde det daglige ritual med at rense kefirgrynene før morgenmad. Vi vækker de små ved at dreje blidt i dem med en træske. Vi skyller dem i rindende vand. Vi gør et bad klar til dem, et bad af sukker og vand og frugt skåret i stykker. De kommer fra bjergene Fra de kaukasiske tinder Det er tusinder af år siden og med den rette pleje kan de leve for evigt De små gryn i vores vask, i vores krukker, udødelige Aseksuel reproduktion, de er hvidlige men tågede, sært gennemsigtige og alligevel ugennemskinnelige De er fraværet af død De bærer og overfører tusinder af års historie fra den ene bløde krystal til den anden De kan ikke skabes, kun plejes og mens riger rejser sig og styrter i grus, mens mennesket ruller over kontinent efter kontinent, mens tusinder af års høster fortæres og tusind års sult gennemleves, mens kampe og revolutioner blusser og dør, mens frihed vindes og tabes

68


gror kefirkrystallerne i sukker og vand. Vi lader dem gære, og vi sier dem fra, når det er tid. Vi hælder væsken på flaske og lukker tæt. Efter et par dage åbner vi flasken, og drikken bruser ud over sine bredder, vi drikker de rislende bobler, vi drikker tusinde års flydende historie. Vi renser kefirgrynene før morgenmad. Så tilbereder vi os et måltid med korn og frugt, og vi lader hinanden stirre tomt ud i luften. * Små skyer af hvid mug omkring sojabønnerne, hvid plysset mug som nyfalden sne på strittende småbuske. Blød, kornet og hvid mug. Bønnerne er fuldstændigt omsluttede af det, de ligger i store bunker i åbne flade kasser og pupper sig. Hun har lyst til at stryge en håndflade hen over alt dette, nulre det luftige lag af bønnerne og gnide det mellem fingerspidserne. Kojisporerne strækker sig og griber om hinanden, vokser. Trådsvampen arbejder langsomt, men sikkert. Stivelsen i bønnerne knager mens bindingerne løsner sig som tovværk om en fortøjningspæl, og snart knækker den over i sukker. Et enkelt vindue, der splintres i tusinde funklende glukoseglasskår, men langsomt. Så langsomt. Hun står ved de åbne kasser og lytter. * Det store hus ånder. Den støt voksende indmad fylder huset med en sær dyb tone, som kun kan høres om natten. * Vi laver Chicha. Vi sidder i en rundkreds med hænderne på knæene. Vi fylder vores munde med korn fra et stort blåglaseret fad i midten af cirklen. Vi stopper vores munde så fulde, som vi kan, men ikke så fulde, at vi ikke kan tygge. Vi sidder i en rundkreds, og så tygger vi kornene. Vi bliver ved. Miriam tygger ikke, hun fortæller. Hun fortæller, så vi kan glemme tiden, så vi kan glemme, at vi tygger, og glemme vores knagende kæbeled. Hun fortæller om sin fødeby. Hendes by er så stor, at selv når hun gik op i det højeste tårn i byen, kunne hun hverken se dens begyndelse eller dens slutning. Det er lang tid siden, at Miriam har været hjemme. Byen er nok kun vokset siden da. Byen har lavet nye ringårer og nye udposninger. Men Miriams barndomshjem var småt, hun delte seng og dyne med sin bror. Forældrene sov i stuen, i en seng som de klappede sammen og pakkede væk hver morgen. Miriam så

69


aldrig en skov i sin barndom, men et par gader væk lå en lille park og gispede. Der var plads til i alt fem træer og et par tornede buske. Miriam gik ofte forbi parken på vej hjem fra skole, hun tog skoletasken på maven og kravlede ind under busken. Tornene rev i hendes hår og jakke. Vi kan alle se Miriam for os nu. Hun sidder på hug under busken med skoletasken på maven. Hun graver en sten op af jorden. Stenen er på størrelse med en voksens tommelfinger og mudderbrun. Da hun kommer hjem, klipper Miriams mor hendes negle så korte, at det bløder. Mens vi lytter og tygger, går enzymerne i vores spyt i forbindelse med stivelsen fra kornene. Enzymerne omdanner stivelsen til sukker. Vi spytter det tyggede korn ud i en stor lerskål, og så tygger vi videre på nyt korn. Vi samler og samler og spytter korngrød, vores kæbers juicede arbejde. Vi stiller lerskålen til side. Den skal gære alene i mørket i mange timer. Snart vil bakterierne komme. De vil pible op og arbejde med vores sukker. Små cirkler dukker op i væsken, den bobler og ånder. En sur lugt, som tidlige æbler og græs. Den modner. Og så, efter mange timer, vil vi få en drik, der skal gøre os vilde og frie om natten omkring bålet. Vi skal drikke chicha og danse med tågede hoveder, med hinandens sukker rullende gennem blodet. Det vil gøre så ondt i vores hoveder i morgen. Men det er glemt i dette nu. * Symposium. Når vi forlader dette hus, er vi ikke mere de samme. Vi har opdyrket nyt landskab i vores maver og tarme. Vi finder ud af skoven igen.

70


© Marie Bachmann Pedersen

71


Krigsarkiver og flygtige kunstformer - Interview med Solveig Gade om dokumentariske strategier anvendt af teater- og performancekunstnere

Hvad handler din forskning og (W)archives om?

inkluderes i det, og hvad der skal ekskluderes fra det? Udformningen af arkivet beslutter langt hen ad vejen, hvordan fremtidige generationer udlægger historien. I mit projekt bruger jeg arkivbegrebet ret bredt. Blandt andet til at betegne, hvordan medierne, politikerne og forskellige krigsførende fraktioner hver især arkiverer krige. Hvordan de skaber nogle bestemte fortællinger eller narrativer. Og hvordan disse former for ”krigsarkiveringer” bliver ganske udslagsgivende for, hvordan forskellige befolkningsgrupper anskuer en given krig. Jeg fokuserer videre på, hvordan en række kunstnere inden for teater, performance og billedkunst – blandt andet Rabih Mroué, Hito Steyerl, Laura Poitras, Trevor Paglen, Rimini Protokoll og Arkadi Zaides – på forskellige måder forsøger at intervenere i og udfordre forskellige krigsarkiver og krigsarkiveringspraksisser.

Ligesom mit forskningsprojekt, så fokuserer (W)archives på relationen mellem krig og arkiver på forskellige kunstneriske bearbejdelser af krigsdokumenter og -arkiver. Arkivbegrebet er ret centralt i forhold til krig. Der findes et berømt ordsprog, der siger, at historien ikke skrives af taberne - den skrives af vinderne. Arkivet er knyttet til magt og til det at bemægtige sig historien. Hvem skaber arkivet, hvem beslutter, hvad der skal

Ideen til projektet opstod, fordi jeg stødte på en række virkelig interessante teaterforestillinger, der arbejdede med krigsarkiver. Blandt andet forestillingen Hate Radio af den schweiziske instruktør Milo Rau. Forestillingen handlede om folkedrabet i Rwanda og kombinerede reenactment med vidnesbyrd. Under folkemordet i Rwanda i 1994 spillede den Kigala-baserede radio-kanal RTLMC en afgørende rolle i forhold til at udbrede

Af Marie Bachmann Pedersen Solveig Gade er dramaturg, teater- og performanceforsker og lektor ved IKK. I 2020 udgav hun i samarbejde med Daniela Agostinho, Nanna Bonde Thylstrup og Kristin Veel bogen (W)archives: Archival Imaginaries, War and Contemporary Art. Bogen samt Gades forskning undersøger, hvordan kunstnere på forskellige måder adresserer aktuelle konflikter og krige ved at intervenere i og kreativt bearbejde et bredt spænd af krigsarkiver. De kunstneriske krigsarkiver fungerer som en slags tidslommer, hvor fortid og nutid flyder sammen og potentielt forandrer vores syn ikke bare på fortiden men også fremtiden.

72


hate speech og mobilisere hutuer imod tutsi-befolkningen. I forestillingen blev et sammenklip af radioudsendelser – temmelig rystende udsagn i skøn kombination med den tids soundtrack, blandt andet Nirvanas ”Rape me” – reenactet i live-skuespil og sammenstillet med videofilmede vidnesbyrd fra mennesker, der havde overlevet folkemordet. Jeg blev dybt fascineret af den forhandling mellem skuespil og vidnesbyrd, som det iscenesatte, ”det virkelige” og af den nedbrydning af skellet mellem fortid og nutid, der fandt sted i forestillingen. Det kunne jeg mærke, at det blev jeg simpelthen nødt til at undersøge nærmere. Hvorfor er (W)archives aktuel og vigtig forskning lige nu? Antologien (W)archives har særligt fokus på krigsarkivets ændrede rolle i den digitale æra. En lang række af bidragene i bogen handler om, hvordan krig ikke længere er en undtagelsestilstand, men en permanent tilstand. Tidligere daterede man i langt højere grad krige – krigen begyndte den og den dato, og den sluttede den og den dato. Det gør man sjældent længere. I stedet taler man om ”uendelige krige”. Samtidig kan man også sige, at krigens logik er rykket langt ind i civilsfæren, for eksempel i forbindelse med overvågning. Det tog ikke mindst fart i kølvandet på terrorangrebene den 11. september 2001. Den her fornemmelse af, at fjenden kan være overalt – han eller hun er ikke blot en ydre fjende – og derfor er det nødvendigt at overvåge massivt for at foregribe endnu et terrorangreb. Overvågning

er selvfølgelig også helt centralt i forbindelse med dronekrigsførelse. Flere af skribenterne i (W)archives sammenligner drone-kameraet med et kolossalt arkiv, der optager alt. Optagelserne kan bruges til at kortlægge forskellige gruppers livsmønstre, og hvis noget afviger fra normalen, så kan man slå til også selvom den mistænkte endnu ikke har foretaget sig noget! Der sker en virkelig syret kortslutning af årsags-/virkningsforholdet i forbindelse med den form for foregribende logik. Altså, man agerer på noget, som endnu ikke har fundet sted, for at forhindre, at det finder sted! At kaste lys over de her processer og logikker er vigtigt, fordi mange af os slet ikke er bevidste om, hverken graden eller konsekvenserne af den massive overvågning, vi efterhånden allesammen er udsat for. Det er også vigtigt at undersøge de strategier og æstetikker, ved hjælp af hvilke samtidskunsten forhandler de her problemstillinger, både fordi de kaster lys over dem, men nok så vigtigt også fordi de peger ud over og inviterer os til at tænke på andre måder end dem, som de herskende logikker tilbyder. Hvordan hænger arkiver og krig sammen med teater og performance? Vi siger ofte, at dokumentet peger tilbage på virkeligheden. Det er et tegn på noget, der har fundet sted. Forestillingen om at et dokument skulle pege tilbage på en entydig sandhed er selvfølgelig super problematisk, fordi der er så mange dokumenter, der konkurrerer mod

73


hinanden ikke mindst i forhold til krig og konflikt. Det kan for eksempel være ISIS, der optager halshugninger og lægger dem på nettet for at bekræfte deres udlægning af krigen og et budskab om, at “hvis I er imod os, så går det jer sådan her”. På en eller anden måde bliver det sat på spidsen netop i forbindelse med krig og konflikt, hvordan historien er til konstant forhandling. Hvordan en given krig eller konflikt har udspillet sig. Hvad der er sandhed. At der ikke findes én entydig sandhed. Også hvordan billeder kan mobiliseres og nærmest bruges som våben i forbindelse med krig og konflikt. Hvordan billeder i høj grad er noget der bliver anvendt til at påvirke vores kollektive forestillingsevne og idé om en given konflikt. I forhold til spørgsmålet om arkiver og performance, så er arkivet typisk blevet associeret med dokumenter, med noget blivende, hvorimod teater og performance er en flygtig kunstart. Det er noget der forsvinder. Der er noget interessant på færde, når en kunstart, som per definition er flygtig, går ind og roder i arkivet. Når den flygtige kunstart tager dokumenter frem og genopfører dem med henblik på at forhandle historien og skabe sammenstød mellem nutid og fortid. Når man går ind og reenacter nogle af de her fortidige arkiver, så sker der en sammensmeltning mellem nutiden og fortiden og for så vidt også fremtiden, og håbet for mange af de kunstnere, der arbejder med dette, er selvfølgelig, at det kan få os til at se på fortiden med andre øjne – men også at det kan få os til at forestille os fremtiden på måder, der så at sige bryder med de udstukne måder.

74

Hvilke eksempler har du fra din forskning på kunstneres brug af arkiver? En af de kunstnere, jeg arbejder med, er den hviderussisk-israelske koreograf Arkadi Zaides. Han har blandt andet lavet en forestilling, der hedder Archive fra 2013. I forestillingen ønskede han med afsæt i de menneskerettighedskrænkelser, der kontinuerligt sker af palæstinenserne i de besatte områder, at undersøge hvordan vold sætter sig i og kan aflæses i kroppen. I projektet entrerede han med den israelske NGO B’tselem, der igennem en årrække har udstyret palæstinensere med kameraer, så de kunne optage og dokumentere, når de blev udsat for menneskerettighedskrænkende adfærd af israelerne. Det er der kommet mange timers optagelse ud af, som er opbevaret i B’tselems arkiv. Zaides opsøgte arkivet og så filmene igennem. Han stykkede dem sammen til en koreografi, hvor han reenactede en lang række af de voldelige episoder, som optagelserne dokumenterede. Under forestillingen har han projiceret videoerne op på en skærm. Han er selv i rummet, og vi ser ham gentage det, han og tilskuerne ser på skærmen. I løbet af forestillingen begynder han at gøre noget andet. Han stiller sig op og kigger på optagelserne sammen med publikum eller stiller sig på en anden måde. Langsomt går det op for tilskueren, hvordan strukturel vold indskriver sig i kroppen som gestus og som bevægelser, men også hvordan man kan skubbe til dem, kan ændre perspektiv på dem, kan gøre dem anderledes og kan møde dem med nogle andre gestusser. Det viser til dels, hvordan teater


Arkadi Zaides: Archive (2014). Photo: Gadi Dagon

75


og performancekunst i mødet med arkiverne kan åbne for en sprække til noget andet eller andre perspektiver på den vold, som vi ofte er blevet nærmest immune overfor. Der er mange, der taler om spectatorship og det her med at se på, at vi er blevet så hårdføre nærmest kyniske i forhold til vold og konflikt og døende immigranter og flygtninge, som vi møder i medierne hele tiden. Det, mange kunstnere håber på, er, at de kan få en til at se på verden med andre øjne og forholde sig til det at være beskuer til grusomhederne på en anden måde. Hvordan har du selv brugt arkiver i dit arbejde med kunst? Jeg har været med til at lave en række forestillinger blandt andet en teaterforestilling, der hed “I Føling”, der gik på Det Kongelige Teater i 2014. Forestillingen var instrueret af den danske teaterinstruktør Christian Lollike, der i dag er leder af teater Sort/Hvid, og koreograferet af Tim Matiakis og Esther Lee Wilson, der var ledere af Corpus – et eksperimenterende ensemble under Den Kongelige Ballet. “I Føling” var en ballet, hvor der medvirkede tre veteraner som havde været med i blandt andet krigen i Afghanistan. Det var veteraner, der havde nogle livsvarige mén efter krigen i form af Post Traumatisk Stress Syndrom [PTSD] eller havde mistet arme eller ben. På scenen sammenstillede vi veteranerne med Den Kongelige Ballets dansere.

76

Noget, vi snakkede meget med veteranerne om, var, hvordan kan man sætte ord på krigen. De tre veteraner fortalte samstemmende, at de oplevede, at det havde været enormt svært at komme tilbage til Danmark. De havde på en eller anden måde ikke måtte tale om deres oplevelser, de var traumatiserede, og de oplevede, at de havde svært ved at passe ind. De kunne ikke tale om deres erfaringer. Det betød meget for dem at få nationalscenen og stille sig op og fortælle om, hvad de var blevet udsat for og de mén, de tog med hjem. Det har igen noget at gøre med arkivering. Hvad er den officielle historie om krigen? Hvilke modfortællinger eller ”mod-arkiver” hører også med til fortællingen? I starten af forestillingen fortalte veteranerne i frekvenser om deres erfaringer med krig, og hvor danserne responderede på beretningerne med bevægelse. Til sidst i forestillingen lod vi veteraner og balletdansere danse sammen i en sekvens, hvor veteranerne havde taget deres proteser af, mens danserne havde taget mannequin-proteser på. Det lyder måske lidt grotekst, men der opstod en helt særlig form for dalisk skønhed i den koreografi. Et billede der brød med gængse forestillinger om skønhed og normer for kroppe og hvad det vil sige at være ”kapabel”. Det er noget af det, kunst kan, når den er bedst, synes jeg – transcendere de forestillinger og normer, der normalt i så høj grad dikterer vores måde at se verden og hinanden på.


© Jan Kopriva Red. Acqualuna Hvidberg-Carriere

77


Naturligtid Stalakmit & Træringe

Af Cecilie Ristorp Andersen

78


79


Imens livet forsætter Af Emma Bernadette Rummet Er efterladt med den energi Du forlod det med Nu efterladt til os Dit hjem blev vores ansvar, fordi Livet havde givet op på dig Blodpletterne på stuegulvet Slår resterne af mening ud af os Da vi, dine tre døtre Trådte ind i dit hjertestop Vi indså, at det var jordbærgrød Men det kunne da være det samme Hvem efterlader jordbærgrød Sådan, hvis ikke der havde været kamp Hvem efterlader det hele så tidligt Hvis ikke der havde været kamp Pilleglas og papirer Alle de papirer Breve Kærlighed Vrede Ex-kærester og venner Familie og Bandet På bånd og på billeder Dine tre døtre Skiftes til at sige til hinanden at det er okay, hvis du har brug for en pause Man kan kun tage en ting af gangen Så længe man kan Ingenting er vigtige ting Vi skændes ikke Vi passer på hinanden

80


I mangel på din stemme Siger vi godt gået til hinanden Når alt føles tungt Når dine ting føles så tunge I flyttekasser på loftet Vi skiftes til at give slip Finde det frem, du havde givet videre For at dele det med hinanden Give slip på din form I små ryk For du var for lang til din kiste Og det vidste vi alle Også før det blev sagt højt Søsters børn leger i gården De kan mærke noget Hun græder først senere Når ingen kigger Med store forandringer mærker man kun alt eller intet Tomt stirrende ved et busstoppested Energiforladte og tavse Var vi på vej hjem Vi kørte i den forkerte retning Ingen af os opdagede det Fordi det var for svært at være her Imens livet fortsætter Ved de ikke, at intet er det samme mere For os Der var stadig lang vej hjem Et hjem Blev et dødsbo Et mavepust Blev et savn Intet blev det samme Efter jeg skrev under Efter jeg lærte ordet skifteret 81


Din tid Af Emma Bernadette

Jeg lever af håb Du går i kirke om søndagen Måske fordi der er en stor sandsynlighed for, at din chef er psykopat Det siger statistikkerne Nogle bestemmer over andre Det er et system Du foretrækker et system Det er derfor, du ikke mærker efter Mænd forstår sig sjældent på konceptet tid Måske er det derfor, jeg basker sådan med mine sommerfuglevinger I frygt for at du vil se det som en trussel Slår jeg ikke i bordet med mine gorillaarme Min cyklus er ikke lineær Du fungerer ikke cirkulært Vi taler med forskellige tunger Du har allieret dig med dit tunnelsyn At være en levende død Ser så grimt ud Stop med at overleve Så vi kan være dødeligt i live sammen

82


© Hulki Okan Tabak

83


Fremtid Af Kristian Paris

Ganske roligt vender jeg blikket jeg møder dine øjne du ser nøgent på mig måske ligefrem igennem mig ind til mine afklædte tanker og mit demaskerede sind det føles som første gang at jeg er en gadehund jeg reagerer spejler mig i dine øjne med det resultat at du nøjsomt dekonstruerer hudens øverste lag i en brutal magtdemonstration hvor jeg langsomt forvandles til et barn Der nu blot kan vente på at virkeligheden kicker ind og indhenter min fremtid skiller min tabte tid ad i tusinde små stykker så den er lettere at gabe over og sætte sammen på ny til endnu et levnet liv uden dig og nogen andre vil jeg konsumere det hele igen ganske roligt vender jeg blikket 84


78

© Acqualuna Hvidberg-Carriere


Naturligtid Sort hul Af Cecilie Ristorp

86


87


88


l o o k i n g p a s t t h e f u t u r e Af Acqualuna Hvidberg-Carriere

89


90


AND IN THAT MOMENT THEY REALIZED

91


THE FUTURE

92


HAD ARRIVED

93