Gilgamesh på pensum og ny- oversættelse af poetikken - Interview med Christian Dahl af Mick With Berland

Gilgamesh på pensum og ny oversættelse af Poetikken

– Interview med Christian Dahl

Af Mick With Berland

Christian Dahl er lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, hvor han blandt andet underviser i kurset Ældre Litteraturhistorie I på første semester. Jeg møder ham på hans kontor for at snakke om indføringen af Gilgamesh på kursets pensum, hans nyoversættelse af Poetikken, og hvorfor fornyelse er nødvendigt.

Det første, som jeg ville spørge om, forholder sig til den nye introforelæsning på litteraturvidenskabs bachelor. Hvor de fagorienterede forelæsninger før startede hos Homer og Iliaden, har du i år forelæst om Gilgamesh for de nyudklækkede bachelorstuderende – et værk, der har været relativt overset i litteraturhistorien. Kan du fortælle lidt om, hvad værket handler om?

Jeg har længe villet inddrage Gilgamesh i undervisningen. Jeg synes, at hele kileskriftskulturen bidrager med et vigtigt og enormt spændende perspektiv. Jeg ved ikke, om man kan sige, at det er et overset værk. Det er det i hvert fald ikke herhjemme siden Sophus Helle og Morten Søndergaards oversættelse, som blev en bestseller. Når man underviser i et oversigtsfag som Ældre Litteraturhistorie I, så er det en altid en udfordring, at vi kun har 14 ugers undervisning og et begrænset antal forelæsninger. Det er svært at tage noget ud af pensum for at skabe plads til at lægge noget andet ind. Det er selvfølgelig ikke kun min beslutning, når pensum fornyes. Det er drøftet med kollegaer, men jeg har længe haft et ønske om at hive Gilgamesh ind. Det viste sig, at det kunne lade sig gøre, uden at fjerne alt for meget andet litteratur.

Gilgamesh er et stort, oldbabylonisk epos. Det regnes almindeligvis for at være verdens ældste litterære hovedværk. Det omhandler en utroligt rørende og gribende fortælling om den overmenneskelige helt Gilgamesh, kongen af den ældgamle by Uruk, og hans vanskeligheder med at fnde sig til rette i en verden, som slet ikke kan rumme ham. Han erhverver sig vennen Enkidu, drager ud på eventyr og udretter mangt og meget. Da han mister sin elskede ven, bliver han fuldstændigt kunst og drager til verdens ende for at opnå evigt liv. Til sidst opdager han dog, at det hele har været forgæves, og at han bare burde nyde det korte og dødelige liv, som er blevet ham givet. En fantastisk fortælling om menneskeligt begær, heroisme, dødelighed og kærlighed – simpelthen alle de største temaer fortalt i et levende sprog. Fortællingen er nem at relatere til, selvom den er meget, meget gammel. Forskere mener, at Gilgamesh var en historisk konge af Uruk, der ligger i det nutidige

Irak i Mesopotamien – altså mellem foderne Eufrat og Tigris. Det var i dette område, at fere meget tidlige by- og storbykulturer opstod, og forskellige sange om Gilgamesh, gående helt tilbage til det tredje årtusind før Kristus, er blevet fremgravet der. De er oprindeligt skrevet på det kileskriftssprog, som hedder sumerisk. Efterfølgende er de så blevet gendigtet på et senere kileskriftssprog, der hedder akkadisk, og som det lykkedes at tyde i den sidste del af attenhundredetallet. Det værk, vi i dag kan læse som Gilgamesh, har altså en meget lang tilblivelseshistorie med fere kilder og fere konkurrerende versioner, før det blev samlet i en standardversion. På fere måder minder Gilgameshs tilblivelseshistorie og udbredelseshistorie om de store homeriske eposser, der også var længe om at udvilke sig fra kortere fortællende digte til de store standardudgaver, som vi kender i dag.

Jeg har kun læst Sophus Helle og Morten Søndergaards oversættelse, men på den baggrund må jeg give dig ret: Gilgamesh er et meget smukt og fordøjeligt værk selv for den moderne læser.

Ja, selvom jeg ikke kan læse kileskrift, tør jeg godt at sige, at det er en imponerende oversættelse. Det er jo også enormt vigtigt, at litterære værker oversættes godt, når de oversættes. Der fndes en tidligere dansk oversættelse af Gilgamesh, som ikke er særligt gammel, og som egentligt også er god nok, men der er bare nogle andre poetiske kvaliteter i den nye. Men der er også en materiel grund til den nye oversættelse, da tekstgrundlaget løbende forbedres. Gilgamesh har cirkuleret i et kæmpestort område, hvor man skrev på lertavler. Der er steder, hvor tavlerne er gået i stykker eller dele mangler, og løbende bliver der stadig fremgravet eller dechifreret nye tavler. Hvert årti er der nogle manglende puslespilsbrikker, der bliver fundet. Faktisk har man fundet kolossalt mange, forskellige skriftlige vidnesbyrd på akkadisk, hittitisk og sumerisk, men der er meget få i dag, som kan tyde disse sprog. Derfor bliver de kun tilgængelige for offentligheden i det tempo, som assyriologerne kan nå at oversætte dem.

Det lyder jo som et levende og fornøjeligt forskningsområde. Jeg tænker dog alligevel, at det må være udfordrende at sætte sig ind i et nyt felt. Jeg ved, at dit eget forskningsområde almindeligvis er græsk, antik litteratur. Hvordan kommer du overhovedet i kontakt med Gilgamesh, og hvornår beslutter du, at det er noget, som du vil sætte dig ind i og inddrage i pensum?

Som sagt er Gilgamesh jo ikke noget nyt værk. Det var et værk vi kendte til, da jeg selv studerede på litteraturvidenskab i 1990’erne. Der, hvor jeg for alvor fk interesse for det, var en sommerskole på Harvard i 2014. Vi blev introduceret til værket af litteraturhistorikeren Stephen Owen, der har sit speciale i både oldkinesisk og oldgræsk litteratur. Jeg fk pludselig en ny litteraturhistorisk fornemmelse af værket. Også fordi jeg i mellemtiden havde lært græsk og fået en forståelse for flologisk arbejde. Lige fra genopdagelsen af Gilgamesh har man haft en fornemmelse af, at værket var vigtigt for forståelsen af de berømteste græske værker. Der er en smuk historie fra det store gennembrud i tydningen af kileskrift, hvor amatørflologen George Smith havde held

til at tyde den såkaldte Syndfodstavle fra Gilgamesh. Den handler om, hvordan guderne sender en syndfod over menneskene – Uta-napishti og hans familie overlever dog. Da Smith læste denne historie, kunne han med det samme genkende, at det var en forløber til historien om Noahs ark. Hvilket også giver god mening, da det jødiske folk havde meget kontakt med assyrerne og babylonierne. Smith tyder tavlen, hvilket skaber stor interesse, og han holder nogle forelæsninger, hvor selv den engelske premierminister William Gladstone dukker op. Gladstone taler efterfølgende varmt for, at det er fuldstændig afgørende forskning, som også må kunne belyse hans egen store passion, nemlig Homer.

Perfekt at vi slutter tilbage hos grækerne. Jeg ville nemlig gerne spørge dig om noget andet, som du arbejder på. Det er, i modsætning til Gilgamesh, iblandt de mest kanoniserede værker i litteraturhistorien, men samtidigt vil jeg påstå, at dit arbejde også dér handler om fornyelse. Det er din nyoversættelse af Aristoteles’ Poetikken, som jeg tænker på. Jeg håbede, at du, ganske kort, ville fortælle hvilken slags værk Poetikken er, samt hvad din motivation har været for at udgive en nyoversættelse, selvom der allerede foreligger fere forskellige danske oversættelser af værket.

Aristoteles’ Poetik er en af grundteksterne på litteraturvidenskab, og derfor er Poetikken også blevet oversat fere gange. Den blev oversat to gange i slutningen af 1700-tallet, fre gange i 1900-tallet og udkom så også i Niels Henningsens udgave i 2004. Så man kan godt undre sig over, hvorfor der er behov for endnu en oversættelse. Men vi blev enige om, at der faktisk er et behov. Jeg siger vi, fordi jeg ikke oversætter teksten alene. Jeg oversætter den i samarbejde med flologen Marcel Lysgaard Lech. Der er fere grunde til, at vi har påtaget os opgaven. For det første er der for nyligt udkommet en norsk oversættelse, som vi synes er klarere end Niels Henningsens udgave. Teksten er bedre sat op. Den er så til gengæld utroligt dyr. Vi vil gerne lave en udgave af Poetikken, som ikke er for dyr, som er studieegnet, og som åbner for nye læsninger. En yderligere motivation for vores oversættelse er, at der for nyligt udkom en ny, græsk udgave af Aristoteles’ tekst. Det er jo sådan, at teksten er bevaret i ret dårlig stand fra antikken og efter alt at dømme, så mangler der jo en bog. Nemlig bogen om komediegenren, som Aristoteles nævner ved Poetikkens begyndelse. Oversættelser af Poetikken støtter sig til to byzantinske manuskripter og en latinsk middelalderoversættelse. Derudover har man også i slutningen af 1800-tallet fundet en meget gammel arabisk oversættelse af Poetikken. Og det er en rigtig god oversættelse, selvom det arabiske faktisk er oversat fra syrisk. Den er faktisk så god, at den har kunne hjælpe med at få en bedre fornemmelse for, hvad der overhovedet står i nogle af Poetikkens mange uklare passager. Teksten er nemlig enormt rodet. Nogle af Aristoteles’ værker er gennemarbejdede værker, tilsyneladende skrevet med henblik på offentliggørelse, men andre er derimod mere uklare i deres formuleringer og lader til at bestå af forelæsningsnoter. Poetikken er desvær-

re iblandt de sidstnævnte. Denne uklarhed er også grunden til, at der har været så mange forskellige oversættelser og fortolkninger af teksten. For oversætteren er det fristende at forsøge at forbedre Aristoteles’ tekst ved at præcisere, men vi forsøger at bevare tekstens åbenhed med de uklarheder, der så følger med. Sådan set er det en god ting, at der fndes fere forskellige oversættelser, og de skal hellere supplere end konkurrere med hinanden. På samme måde er det med Gilgamesh. Hvis man virkelig interesserer sig for teksten, så skal man læse begge de oversættelser, der fndes på dansk. På engelsk foreligger endnu fere oversættelser af værket. Det er altid nyttigt at sammenligne oversættelser, hvis man har en interesse for hvad, der i virkeligheden står i originalteksten.

Det forekommer mig, at begge de fornyelsesarbejder, som vi har snakket om, udspringer fra internationale samarbejder. Stephen Owen fra Harvard satte dig på sporet af Gilgamesh, og den norske oversættelse af Poetikken inspirerede jeres egen nyoversættelse. Kan du måske sætte ord på, hvordan internationale udgivelser og international forskning har indfydelse på en dansk forskningspraksis.

Dansk, humanistisk forskning er blevet internationaliseret enormt meget de seneste år. Mere og mere af det, som vi skriver, skriver vi på engelsk. De dominerede akademiske forlag er udenlandske. Vi har meget få akademiske forlag i Danmark. Jeg synes stadig, at det er enormt vigtigt at udgive humanistisk forskning på dansk, da det bidrager til vores sprogfællesskab og vores kultur. Det er vigtigt, at begreber oversættes til dansk, så halvdelen af vores ordforråd ikke bliver engelsk, og sproget ikke bliver fuldkommen amputeret.

© Acqualuna Hvidberg-Carriere

Afslutningsvis ville jeg spørge, om der nogle andre værker eller temaer, som hidtil har stået ude i kulden, og som du overvejer at fnde plads til på Ældre Litteraturhistories pensum.

Der er selvfølgelig mange ting, som vi gerne vil have med på pensum. Og det er naturligvis svært at dække perioden fra Gilgamesh, fra 3000 år før Kristus til 1600-tallet. For nogle år siden fokuserede vi på at få fere kvindelige forfattere og forskere på pensum. Der var en generel kritik af pensum på litteraturvidenskab, som gav anledning til at gå pensum på kurset igennem. Hvis jeg skulle forestille mig et kommende perspektivskifte på Ældre Litteraturhistorie, så ville det nok være et fornyet blik på natur samt forholdet mellem land og by. Klimakampen er vores tids største udfordring, og der ligger en stor civilisationsopgave i at skulle genfortolke vores kultur i lyset af denne krise. I litteraturhistorie har vi i de sidste årtier haft meget fokus på køn, race og magt. Fokus har ikke været på naturen, menneskets forhold til naturen eller på forholdet mellem land og by. Og der fndes jo faktisk nogle virkelig spændende tekster og perspektiver, som kunne tages frem her. For eksempel i romersk litteratur fylder disse emner enormt meget, hvilket jo er interessant, fordi romerne var et ingeniørfolk, der fittigt byggede og ændrede på verden. Samtidigt havde de dog også nogle meget sejlivede drømme om det simple liv på landet. Det har jeg spekuleret på, og det perspektiv kunne jeg godt tænke mig at fnde plads til.