mosaikk #15 ROD by mosaikk

#15

tidsskrift

mosaik

institut for kunst- og kulturvidenskab

#15

ROD

mosaikk Tidskrift for Kunst- og Kulturvidenskab Københavns Universitet #15 maj 2022 Omslagsillustration Emil Torp-Rasmussen

Redaktion Alma Marie Rechnagel Johansen Anna Anora Larsen (indholds ansv.) Anna Roberts Anna Rosa Damsholt Anne Provstgaard Mohr Astrid Skov Andersen Benedikte Rask Caroline A. Kongslev(ansvarshavende redaktør) Clara Christiansen Emilia Steen Emma Andersen Ester Marie Rasmussen Feline Falck Christens (ansvarshavende redaktør) Freya Sinius Kofod (layout ansv.) Helena Lyng Blak (ass. ansvarshavende redaktør) Helene Torvund Johanne Schou Vinther Jonas Frederiksen Klara Amalie Thambour (korrektur ansv.) Maja Vase Kvist Maren Lemp (korrektur ansv.) Marie Bachmann Pedersen Rikke Anja Pedersen Sarah Holmbo Sofie Sass Vedersø Larsen (indholds ansv.)

Udgivet af Foreningen mosaikk Tryk Christensen Grafisk

Redaktionsadresse mosaikk c/o Institut for Kunst- og Kulturvidenskab Karen Blixens Vej 1 2300 København S www.mosaikk.dk Kontakt redaktionen på mail redaktion@mosaikk. dk Udgivet med støtte fra HUMrådspuljen ISSN 2246-8439

indhold Leder af Feline Falck Christens & Caroline A. Kongslev

..................... 6

Rod/Rød af Elvin Misimovic

..................... 7

RODET ALFABET af Danni Storm

..................... 9

Foråret - Vokseværk - Slå rod - Et barn kan ønske sig alt Af Zainab Nefzi ..................... 11 Jeg passerer af Coco Rosa Kocyigit

..................... 18

mellem mennesker af Caroline A. Kongslev

.................... 19

mellem rester fra det skønne fjerne af Isak Munk ..................... 21 Rod af Frida Rindal

..................... 23

Brunsvigere af Klara Amalie Thambour ..................... 25

ILDRØD af Jonas Frederiksen

Generation seneskedehindebetændelse ..................... 75 ..................... 31 af Anne Mohr

Rod af Espen Niemeijler

Voksen ..................... 33 af Marie Brachmann Pedersen

....................80

The Roots of Research with Stefanie Heine

Roden til alt godt ..................... 37 med Jacob Vedelsby

.................... 83

..................... 43 Redaktionelt rod af redaktionen mosaikk

.....................90

..................... 45 -L Med Feline Falck Christens

.....................95

Radioaktivitet af Lasse Pedersen Д RoΔer af Kim Stig Andersen af Maren Lemb

..................... 49

Associationens kunst af Therese Stougård

..................... 51

Haiku digt af Mette Baden

..................... 57

Vedbend af Helena Lyng Blak

..................... 59

_grusglasur_ af Emil Torp-Rasmussen

..................... 71

Ude af kontakt med virkeligheden af Alex Sandfeldt ..................... 73

ROD 5

leder

Det roder alle vegne. Alt har rod et sted. Men hvad er ROD? Er det en kropsligt forankret sansning af det vildtvoksende og det utæmmede? Er det den abstrakte og associative erfaring af alt det, der er uden for vores rækkevidde: En tolereret identitet, et fortabt forhold, forsømte muligheder? Måske er ROD et blik mod det fremmede og fjerne, en formløs frihed. Eller måske vokser ROD inden i os som udskårne roser. Måske opstår ROD i vores relationer til hinanden: I sprogets syntaktiske plan, i grønlandske myter og gammel litteratur. I venskaber, kærlighedsrelationer og i den måde, vi behandler fremmede. Måske er ROD meget mere konkret: En ballon der eksploderer, eller blod der fosser ud i klumper, mørkerøde og klistrede? Frustration, fortvivlelse og forundring spinder sig som en rød tråd igennem bidragene i denne udgave af tidsskriftet mosaikk. Alle er de inspireret af temaet ROD. Dette tema har også sneget sig ind på redaktionen af mosaikk selv. På ﬂere måder end én. Tidsskriftet mosaikk har i denne udgivelsesproces eksperimenteret med mulighederne for, hvad et universitetstidsskrift kan være, og for hvad og hvordan vi kan skabe. Redaktionen er blevet udvidet både i medlemstal og i antallet af redaktioner. Sideløbende med arbejdet på dette tidsskrift har mosaikk endvidere haft et samarbejde med et menneske, der udøver humanitært arbejde i Ukraine. Personen har løbende skrevet digtet fra det krigsramte land, som mosaikk har udgivet online. Men denne rodede, spændende og udfordrende udvikling af mosaikk har kun kunnet lade sig gøre på grund af tidsskriftets egne rødder: Det er på grund af tidligere redaktioner og udgivelser, at mosaikk har så solidt et fundament, at det kan vokse sig større og mere omfattende. Med stærke rødder har man ikke blot muligheden men pligten til at udforske og udfordre sig selv. Til at rode. Tidsskriftet mosaikk er en frivillig studenterorganisation, der kun eksisterer for og på grund af studerende, der brænder og har kæmpet for dette tidsskrift. Vi vil gerne takke jer. Redaktionen har dette semester bestået af studerende fra samtlige fag på Københavns Universitets Institut for Kunst og Kulturvidenskab: Litteraturvidenskab, Teater- og performancestudier, Kunsthistorie og Musikvidenskab. På vegne af Tidsskriftet mosaikk Feline Falck Christens og Caroline Albinus Kongslev Ansvarshavende redaktører på mosaikk#15 6

ROD/RØD Af Elvin Misimovic

Rod på mit værelse Roden der løber rundt i gården fra mit vindue i stueetagen Roden til den betændte tand og den efterfølgende regning Rodebutikken nede i skuffen Rodfrugter der smager af farmors hænder Roden af min mors hår der visner i kulør Rodløsheden når jeg kigger ud over havet Rododendronbuske ved bygningen, hvor ﬂygtningelejren lå ‘Rod’ i min mors mund, når hun prøver at sige Dansk ‘Rød’ Kors Rodekassen fyldt med doneret tøj Rod i kronologien i turen gennem Østeuropa til Danmark Rode rundt på gulvet i søgen på en udspyttet sut Rode igennem vores tasker efter vores nu rødbedefarvede pas Rod som et uforklarligt ental på vores glemte rødder Roden som vi alle sammen er blevet revet op med Roden til alt ondt Ro på

ROD/RØD Og som de unge mennesker vi nu engang er løber vi natten tynd Jeg inhalerer kold luft konstant indtil mine knogler klaprer i kraniet mens jeg brænder efter en rød Canada Goose jakke med alt hvad der brændes kan Du klapper dine hænder foran mit ansigt håndfladerne åbner fyldt med grønt glimmer En knust guldsmed Du tør ikke at slikke den og inden jeg kan nå at svare har du dine fingre under vand igen Den her aften er ikke forgæves men jeg forstår hvad far mente da han sagde, at for hver dag der gik, kom han længere og længere væk fra Gud Vi bytter jakker med hinanden min har hul i inderlommen nusset, og en farve der er forsvundet i solen Din er super flot Canada Goose med en milliard døde gæs i ærmerne Din tur til at fryse Hver eneste cigaret giver dig månen i tænderne Du rasler i min jakke Wow, er det en tyver? spørger du Det er godt nok lang tid siden, jeg har set en tyver Haha, siger jeg Haha Hvad skal jeg ellers sige?

Af Elvin Misimovic

endelig,

RODET ALFABET Af Danni Storm Skrevet på en Brother Deluxe skrivemaskine @danni_storm

Zainab Nefzi | Foråret - Vokseværk - Slå rod - Et barn kan ønske sig alt

Temaet ‘rod’ fremkalder for mig et billede af dannelse og af selvrealisering, men også af liv og død. Digtene beskriver det at være i en proces af vokseværk, og de tanker der følger med. At slå rod er det fundament, der skal til for at kunne realisere sig selv. Derfra arbejdede jeg videre på ideen omkring det at udvikle sig, hvilket spejler sig i det sidste digt ‘Et barn kan ønske sig alt’, for på en måde at slå ned i et punkt i livet, som har en masse konsekvenser for den dannelse og udvikling man senere oplever. - Zainab Nefzi

Foråret Du mangler endnu at rumme dig selv, kalder kragen. Af alt det du kommer af holder du stivsindigt fast i, giver ikke slip Du mangler at rumme alt det du kan blive slår en rod fast i muldet graver lænkerne langt ned i jorden mens kragen ser på. Den skal også med i graven. Det ved den godt. Den skaber sig, så det hviner omkring mig. Den skal også med i graven. Nu venter den, alligevel. habilt og trofast på min skulder, fatter mod med sine klør i min venstre skulder. Pinagtigt blik der vender sig i stilhed. mens jeg udhuler jorden binder mig og bilder mig ind i alt det, som der vil vokse op alt sammen er under mine negle nu. Jeg ønskede at foråret skulle bringe: frem, tage med, fremvokse, forvilde og gro mig tilmed en sandhed, der kunne frembringe i mig - noget. Mere. Andet.

Vokseværk Alt hvad der er værd at sige - er værd at glemme. Et tarveligt, rustent og gammelt minde, der graver sig hen i din hukommelse - tænk bare hvis de var gået i opløsning allerede smeltet inderst inde i jordens centrum. Omdannet til noget med liv i sig nyt brændstof nye sten gas, mineral strukturer Ikke fordi de er stærkere, men fordi de vil give mere end de tager, det kan vi ikke selv gøre. Fra nu af, grav dybt, tag det med du skal bruge, lad alt andet stå, hvorfor skulle jeg tage mere end jeg trænger alligevel? alt hvad der er noget værd, er værd at glemme igen. Det er rigtig nok Jeg står op med en følelse af vokseværk, ikke metaforisk men et legemligt og opvækkende vokseværk i mit højre ben. Det er rart, befriende en følelse, for en tanke, for en hændelse, for en reel ting. At slå rødder, at være fortabt, at give sig hen til noget andet end man troede. Endelig en følelse, en legemlig oplevelse af noget inde i vores tankemylder. Manifesteret vokseværk. Måske gør det ikke så meget, for det minder en om, at man er vokset på mere end en måde. At man kan være mere end en person, mere end ens tanker, mere end alt man engang troede.

Jeg afviser historien om at leve med skrammerne.

Slå Rod

Jeg vil genfødes på ny leve ud af min fantasi bære drømme til havet og lade dem svømme frit. Der er sorte stier af kul der smudser mine hæle til med ærgrelse, så angerfuld er du da ikke? Om jeg husker dig som en anden, du er langt fra mig - det tvivler jeg ikke længere på. Jeg har været mor til mange døtre, alle ved samme navn som den første. ved overgangen fra den forgående til den næste gennem død gennem uro gennem jorden. Med hendes lange ﬁngre der ﬂetter sig om min datters hals, indtil hun er støv der binder os i hendes tåge. Så træder hun frem igen på ny hun er genfødt i mit øje er hullet stadig ikke fyldt op? jeg undrer mig. Men der står hun betænksom bestemt nådesløs. sådan er jeg blevet mor til mig selv igen og igen, gennem havet, gennem jorden slår jeg rod på ny.

Et barn kan ønske sig alt. For hvem står det frit at et barn lægger sig på hænder og knæ for dig, mor for dig, far så uskyldigt så jordnært er barnet. Barn, du har rødder af magi af nysgerrighed, der på en rejse gennem jordens dybeste lag kan ønske sig alt. Endda om ikke de kan lyse op for træernes rødder som tonerne der ﬂyder mellem os. Barnets sang kaldes det, der kalder dig ind til at rumme, det hjem det søger. Barn, du vil få revet dit hjerte ud, mere end du tør vide gennem mange år af dit liv vil der vokse et nyt. Kun du bestemmer hvor mange du får. Det er dit lod.

Jeg passerer af Coco Rosa Kocyigit

De har stukket deres identitet ind med nåle. Sorte markeringer, der indrammer deres sjæl. På fingrene ser jeg Havets Moder. Jeg går rundt på isen. De har fundet deres mig. Selv. Jeg ser mig selv i det hvide landskab. Oppefra. En mørk prik. Det er svært at finde vej. Hjem. Født i Danmark. Hvidovre Hospital, 18.38. Men hvor kommer du fra? Hvor kommer du sådan der rigtigt fra? Jeg passerer gennem menneskemængden med de danske idealer som et mundbind i en svær tid. Jeg fandt det i Grønland. Et stykke af mig selv, der lå klistret til den hvide is. Nordlyset ser på mig. Lægger sit lys på min hudflage. Helt ned til roden. Af mig selv. Jeg får mine mangler ind med den D-vitamin, der ligger i skuffen. Mørkt barn i Norden. Siger de.

Men jeg er ikke ligesom de andre. Det skal forstås som et kompliment, men føles som en afvisning. De dér andre. De og jeg er ikke ens. Men jeg er heller ikke ligesom jer. En svagelig linje er trukket op. Jeg ved ikke, hvor grænsen går. Men den joke var ikke sjov. Nej, vi har ikke bongotrommer i Sydafrika. Jeg er ikke helt klar over, hvor jeg er på vej hen. Quijano giver mening for mig. En vejviser i en snestorm. Tænk, at man skal tage så langt mod nord for at ﬁnde sig selv i syd. Jeg vil gerne afkoloniseres. Men jeg er bange for, hvad der er tilbage, når jeg har skrællet min lyse hud af.

mellem mennesker Af Caroline A. Kongslev

“Hjælp!” “Hold da helt op!” “Er du okay?!” “Okay, ro på.” “Jeg snublede…” “Over hvad?” “Vejen.” “Vejen.” “Du snublede over vejen?” “Jeg snublede over vejen.” “Man kan ikke snuble over en vej.” “Det kan man da sagtens.” “Den buler.” “Hvordan buler en vej?” “Ja, det kan du jo se.” “Det er ikke særlig smart at snuble på vejen.” “Nej, man kan jo blive kørt ned.” “Vi bliver ikke kørt ned.” “Hvordan ved du det?! Der kunne komme en bil ud af det blå – en Tesla i fuld fart og vi ville ikke høre en skid.” “Du lyder ligesom Bedste.” “Og hvad skulle der være galt med det?” “Det spørger du mig seriøst ikke om.” “Hun er familiens matriark.” “Og hun er 97.” “Hun –“ “Hun kan huske tyverne.” “Hun har ét minde fra tyverne.” 19

“Du har ikke lyst til at lyde som en kvinde der hørte Hindenburg springe i luften over radioen.” “Det ved du da ikke om jeg har lyst til!” “Okay ﬁnt, så fortsæt du bare.” “Du er ikke særlig sød.” “Det er I heller ikke.” “Hvem?” “Jer to.” “Hvorfor i al verden kom du mig i samme kasse som –” “Du må meget gerne holde dig udenom.” “Med glæde!” “I to er ulidelige at høre på.” “Ja, i lige måde da.” “Mange tak.” “Det var da så lidt.” “Ja, det var det da.” “Ja, det var det da.” “Ja…” “Sikke nogle originaler I er –” “Fuck dig!” “Wooah, hvor kom det fra?” “Ja, nu lyder jeg ikke ligesom Bedste, gør jeg?! Fuck dig!” “Jeg synes, du overreagerer…” “Det synes jeg egentlig også, skru den lige lidt ned og –“ “Fuck jer! Jeg går– ah!” “Snublede du lige over vejen igen?” “Tal ikke til mig!” “Har du brug for hjælp?” “Nej!… jo… jeg skrabede mine hænder.” “Ad! Puha for fanden, det har du virkelig!” “Tag den med ro– ej, okay ja, to sekunder…” “Hvad laver du?” “Jeg har håndsprit i tasken.” “Aldrig i livet!”

om værket “mellem rester fra det skønne fjerne” Isak Munk arbejder konceptuelt med rod og rødder. Han har med udgangspunkt i Herman Melvilles Encantadas – De fortryllede øer (1854) skabt en digtmaskine, der er lige dele organiseret rod og en undersøgelse af spørgsmålet om inspiration og poetiske rødder. Hvad slår rødder i en fra andre forfatterskaber, og hvordan kan man arbejde videre med det selv? Digtmaskinen er født således: Munk blev under læsningen af Encantadas – De fortryllede øer så betaget af prosaværkets lyriske kvaliteter, at han mødte sætninger, som han ikke kunne lægge fra sig igen. Han blev nødt til at skrive disse sætninger ned, aflejre dem, som de havde aflejret sig i ham. Et uforudset fænomen opstod: Alle de løse sætninger dannede tilsammen en ny helhed. Ved at sætte sætningerne sammen – nogle gange med tilføjelser for at sikre en vis kohærens – opstod nye indsigter, nye lyriske passager. Med Munks konceptuelle tilgang til Melvilles tekst udvider han det oprindelige værks lyriske rum. Samtidig stiller konceptet også en række kritiske spørgsmål. Hvad udgør et stykke poesi – kan et tilfældigt sammensat tekstkorpus få genrebetegnelsen? Hvordan arbejder man med sine lyriske forbilleder og sin inspiration? Hvor placerer Isak Munks’ sampling af Melvilles værk sig i forhold til plagiat? Er værket en ode til Melvilles værk, en kopi, en undergravning? Med sit koncept undersøger Isak Munk altså, hvordan man som skrivende er forankret og har rødder i en tradition – og han undersøger, hvordan man kan forholde sig til denne tradition. Munks digtmaskine har ingen naturlige grænser. Vi bringer derfor et uddrag.

mellem rester fra det skønne fjerne Af Isak Munk

jeg så tre tunge fremmede krybe frem fra fundamentet ikke særligt langt fra land, hvilket minder mig om alle mine ar efter mange pludselige fald: at gå lige frem i en rodet verden er sommetider et håbløst slid, bundløst nedsunket mellem splintrede bjerge og alt slags sørgeligt snavs, begravet i egen blindhed, men uangribelig grundet ens uvante vægt brændt i glødende bogstaver på ryggen. mit solsvedne indre midt i muntert selskab på en ganske yderligtliggende ø i en mystisk indadgående strøm, hvori jeg søgte at fremskynde mit sejlads til denne anden og mørkere verden mellem rester fra det skønne fjerne og med den dystre larm fra dønningerne hængende over hovedet, i usikker slalom om farlige beboere, disse skrigende sværme af spøgelsesagtige fugle, omkring hvilke et hvileløst hav vælter, afgivende livets mest ulidelige lyd, enhver elendigs ly. når man lader sit vedholdende alarmskrig lyde i centrum af et irsk regiment med en storm af svaler susende under tagskægget, risikerer man let at falde som en regnbyges skrå kaskader. 22

Rod

Af Frida Rindal @fridarindal

Brunsvigere Af Klara Amalie Thambour Der er næsten mennesketomt i Netto. Jonathan langer ud efter en pakke spegepølse. Han skal også huske at købe en liter mælk, og han skal huske at svare på Viggos beskeder, der er væltet ind på hans telefon det meste af formiddagen. Han tager nogle boller ned i en papirspose og overvejer helt at aflyse aftalen med Viggo. Han opdager først, at han også har lagt en brunsviger ned i posen, da han ser den ligge og fedte nede i indkøbskurven. Han tænker på, hvordan nogle bevægelser kan blive så mekaniske, at man knap nok registrerer dem. Så tænker han på Emil. Ved kassen mærker han en hånd på sin skulder. Jeg kunne næsten ikke genkende dig, siger kvinden med hånden. Jonathan ser på hende og genkender Emils mor. Han tænker, at hun er blevet tykkere, end hun var, sidst han så hende. Han husker, hvordan hun havde haft en stram, sort kjole på, og at nogen foran ham i kirken havde hvisket, at det var et mirakel, at hun kunne se så godt ud til sin egen søns begravelse. Hun spørger, hvordan han har det, og han trækker på skuldrene. Så fortæller hun, at hende og Emils far blev skilt kort efter begravelsen, og at hun nu bor i sin egen lejlighed. Jonathan svarer hende ikke. Han er i gang med at finde en 100-kroneseddel frem fra sin lomme. Emils mor hiver en lille lap papir frem fra sin taske og grifler noget ned. Hun lægger sedlen i hans hånd og giver ham noget, der minder om et kram. Jonathan ser ned i hendes indkøbskurv, idet hun forlader køen. Der ligger en brunsviger. Jonathan låser sig ind i sin lejlighed og møder den velkendte stank. Han skal huske at vaske de beskidte tallerkener i vasken op, og han skal huske at tømme skraldespanden. Han burde nok også lufte lidt ud på et tidspunkt. Han sætter sig i sengen, der også er en sofa, og tænder en cigaret for at overdøve lugten. Der ligger beskidt tøj overalt på gulvet. Han opdager, at han stadig knuger papirlappen i sin hånd. 25

Han tænker først, at han vil lade være med at tænke på Emil, og så tænker han på det paradoksale i at tænke på ikke at tænke. Han forestiller sig sin hjerne ligge i en form for kasse, hvor der hverken kommer lys eller luft ind. Måske han alligevel vil tænke en lille smule på Emil. Bare et øjeblik. Det var sådan, han havde gjort i starten. Han plejede at afsætte fem, ti eller tyve minutter ad gangen til at tænke på ham. Mere kunne han ikke holde ud. Jonathan tænker på, hvordan han og Emil plejede at gå en stor omvej, når de skulle mødes med de andre drenge henne ved stationen. Det var ikke noget, de nogensinde havde aftalt - sådan gjorde de bare. De gik og talte sammen og lo, og han havde altid på fornemmelsen, at Emil egentlig hellere ville blive hjemme på værelset og bare være de to sammen. I virkeligheden brød Jonathan sig heller ikke meget om de andre, men de skulle alligevel altid afsted. De skulle altid sidde der og drikke øl og vente på, at de kunne gå igen. Han vidste godt, at de andre drenge bedst kunne lide Emil, men det var ikke dét, der gjorde ham noget. Alle vidste ligesom, at Emil var noget særligt. Det var hans måde at tale på. Hans evne til at fastholde en hel flok fulde teenagedrenges opmærksomhed bare ved at fortælle en eller anden tilfældig historie. Jonathan satte lige så meget pris på denne evne, som de andre. Men det bedste var, når Emil stoppede midtvejs i fortællingen og så hen på ham for at udbryde: Nu kunne jeg godt trænge til en brunsviger! Jonathan havde allerede rejst sig, inden Emil nåede at foreslå, at de lige gik i Netto. Det var altid det samme, og han vidste godt, at de andre misundte ham, når de gik sammen ned ad vejen. Når de gik der og var de bedste fucking venner, man kunne forestille sig. Han vidste det godt. 26

Jonathan skodder cigaretten i sit lagen, så asken lægger sig som en mørk plet. Med røgen ude af lungerne vender stanken tilbage. Han har helt sindssygt meget lyst til at slå nogen. Han tænker, at det vil hjælpe med et bad. Lyden af vandet, der falder ned på fliserne, minder ham om et eller andet. Han putter shampoo i håret og forsøger at ignorere lyden. Igen tænker han på det med bevægelserne, der bliver mekaniske. Han forsøger at lade være med at tænke på det. Det er jo lige til at blive skør af. Han mødes med Viggo på en bar inde i byen. Det er et lille, tætpakket sted, hvor folks stemmer runger lang tid efter, de er holdt op med at tale. De bestiller øl, og Viggo siger skål. Jonathan har svært ved at sige noget som helst. Han har hverken set Viggo eller nogen af de andre drenge siden begravelsen. Viggo slikker ølskum af sin overlæbe og spørger, hvordan det går. Jonathan har lyst til at fortælle ham om Emils mor, men han lader være. Han trækker på skuldrene i stedet. Han ser ned i sit ølglas, mens Viggo taler, og han tænker på, at øl lidt har den samme farve, som pis har. Så begynder Viggo at spørge ind til Emils familie. Han stiller en masse spørgsmål, som Jonathan ikke er i stand til at svare på. Noget om Emils barndom og noget om forældrenes skilsmisse. Han kan mærke, at det begynder at snurre i ham. Viggo fortsætter. Han spørger, om Emil tog stoffer, om han var ensom? Jonathan har det, som om han skal kaste op. Han griber fat i bordkanten, men Viggo bliver ved. Det ene spørgsmål forfølger det andet. Jonathan ryster bare på hovedet. Skyldte Emil penge? Var han bøsse? Jonathan er sikker på, at hvis han giver slip på bordet, så vil han falde. Bare falde uden nogensinde at ramme noget. Viggo læner sig tilbage og smider armene om bag hovedet.

Hans T-shirt kryber op over maven, og Jonathan kan se de små sorte hår, der vokser rundt om hans navle. Viggo slikker sig om munden. Hvorfor slog han så sig selv ihjel? Han tager endnu en tår af sin øl og læner sig frem, som om han afventer et fornuftigt svar. Jonathan siger ikke noget. Han ser på de små kondensdråber, der løber ned langs indersiden af ølglasset. Der er stille i noget tid, og til sidst lægger Viggo hænderne på bordet og sukker. Undskyld Jonathan, det var måske lidt for direkte. Jonathan ser på Viggos fingre, der er små og tykke. Han svarer ikke. Jonathan, siger Viggo så blidt, at det næsten lyder kærligt, jeg savner ham jo også. Jonathan ser på ham, før han rejser sig og går ud af baren. Det er begyndt at regne, så han hiver sin hætte over hovedet. Han tænker på noget, Emil engang sagde. Han kan huske, at de sad på hans værelse, og det tordnede udenfor. Emil var blevet helt bleg, og cigaretten havde rystet mellem hans fingre. Han havde hvisket hans navn. Der var noget i hans blågrønne øjne, der havde set helt forkert ud. Et blik Jonathan stadig ikke kan få ud af hovedet. Jonathan, havde han sagt, og resten af ordene var faldet som tung regn ned over dem. Han tager sedlen op af lommen. Den er gennemblødt, men han kan stadig tyde vejnavnet og nummeret, der står skrevet med en sjusket håndskrift. Han ser ned på sedlen for at sikre sig, at de to numre stemmer overens. Han ringer på dørtelefonen. Efter lidt tid kan han mærke døren give efter. Han havde håbet, at hun ville sige et eller andet før, hun lukkede ham ind, men der lyder ikke andet end en brummen. Hans sko sjasker og efterlader våde spor på trappen.

Døren ind til hendes lejlighed står på klem, og der kommer en lysstribe ud. Da han træder ind, ser han hende stå i gangen med en tynd silkemorgenkåbe på. Der er koldt i entréen, og han tænker, at hun må fryse med så lidt tøj på. Jeg tænkte nok, at der var dig, siger hun og rører ved kanten af kåben, så han kan se silhuetten af hendes nøgne bryst. Han tænker, at hendes lejlighed lugter mærkeligt. Lugten minder slet ikke om den, der var i Emils hjem. Han bøjer sig ned for at tage sine sko af, og da han ser op, er hun forsvundet ud i køkkenet. Det er et lille rum uden vinduer. Der står stablet uvaskede tallerkener og glas på alle vandrette overflader, undtagen det lille spisebord, som hun har beklædt med fyrfadslys. Han forsøger at få øje på den brunsviger, hun købte tidligere. Han vil gerne vide, om hun har spist den, eller om hun har ladet den ligge på køkkenbordet ligesom han selv. Han overvejer at spørge, men kan ikke finde ordene. Han kan høre hende fumle rundt i nogle skuffer, og lidt efter kommer hun hen med en pakke tændstikker. Mens hun tænder lysene, nynner hun en børnesang. Så får de øjenkontakt, og hun bliver stille. Han ser på hende og tænker, at der er noget uretfærdigt i dét, at han har så meget tøj på, når hun har så lidt. Så hiver han sin hættetrøje og T-shirt over hovedet. Hun ser stadig på ham uden at røre sig, og der er noget ved hendes blik, der skræmmer ham. Noget ved det blågrønne og det håbløst hvide, der ser helt forkert ud. Hun kommer tættere på, og han rykker sig ikke. Hun lægger sig på knæ foran ham og hjælper ham af med bukserne og dernæst underbukserne. Han ser ned i hendes hovedbund. Han håber, at brunsvigeren stadig ligger der et sted i hendes lejlighed.

Henri Matisse - La Danse (1908) © Henriette R. Moth

ILDRØD Af Jonas Frederiksen Jeg roder m ig ud i t an ker om kærlig hed Fo r t i t Fo r j e g d r ø m m e r m e s t a f a l t , l i g e s o m a l l e a n d r e , o m a t b l i v e elsket. A l t i m e n s m i n k r o p b l i v e r t i l s o d , s å i l d e n s l å r r ø d d e r, o g j e g la der m it hjer te blive f la m mesli k ket af den f i neste sol. Ild rød. Konf us danser jeg løs Fo r s a m m e n m e d p r o c e n t e r n e , k r y s t a l l i s e r e s f o r s t y r r e l s e r, s å jeg i et r a mask r ig roder v idere. Jeg la der neon lyset for ulempe m i n brændende k rop, jeg lader m it sterli ngsølv 925 radiere r e g n b u e n s f a r v e r. Fo r j e g b r æ n d e r. J e g b r æ n d e r m e d 10 0 0 g r a d e r s c e l s i u s , n e d g e n n e m g u l v e t o g omfav ner rodet. Jeg br ænder med pla sma-g reb på øld å se, jeg br ænder solopga ng i nd i ret i na, jeg brænder væk m i ne ideer om kærlig hed. Fo r j e g b r æ n d e r m i t r o d Fo r k u l l e t l a d e r j e g f l a m m e r n e s l i k k e m i n h u d , t i l m i n l i l l e sold a n s at ter er slut I mit ind re. Ild rødt.

Rod af Espen Niemejler

1 Ej her kommer Amsterdam igen Hjemløshederne en kirke på grænsen Mellem de vinkelrette kanaler i vandet Broerne bedøver og hjælper til galleriet Ej nu falder Amsterdam igen De hvide gejsere sprøjter blodrødt En marmor-ø i blæk der stirrer tilbage På reﬂeksionsløse spejlbilleder i blåt Ej så ﬂygt dog Amsterdam! Ud ad plasticbyens kunstudstillinger Hjem til poplernes hvislende blade Hvor kobberet danser i briser af hjemve Og træerne kaster skygger uden pas Imens de strækker sig efter grundvandet I en dybde hvor kødet skrælles af rødderne Og Amsterdam er under bark igen

3 Løgplanterne pukler under overﬂaden I Lollands ler grener rødder sig ud I søgen efter mindre frosne skorper For koldblodede løg med forårsskud Krystallerne valser søvngængeragtigt Tør sne på bund gulner under månen Grantræerne knirker i det fjerne De sagde der ikke måtte være nogen

2 Vil du være den eneste Lyserøde nål i min tunge Når ﬂokken rynker pande Ad hieroglyfferne i min gang

Det fyger under de mørkegrønne kroner Løg og ler sulter efter solskinsvejr Sunde æbler falder stammelangt men Jeg var løgrødder i en skov af nåletræer

Du elsker at glæde ved at give Men lange kram stilner smilet Og jeg holder fast i ærmekanten Når tanken der åbner mine øjne Vågner og planlægger fødselsdag Hvor projektionerne bliver nøgne Den blåhvide hat dækkes af konfetti Jeg græder mens jeg fejer gulvet

4 Fotoalbummet skriger så sødt Dine tænders venlige sammensætning Som betaler min lunges regninger Når jeg bladrer i billederne Jeg ville ønske jeg søgte hjem I dårlige minder men de gode De gode minder er de værste En onsdag nat at gennemrode

5 Røgen er ved at blive fjendtlig Så vil du ikke snakke med mig Selvom du har haft en lang dag For jeg har brug for lidt hjælp Alle togene bløder ind i de næste Så jeg kan ikke komme hjem Selvom jeg savner dig lige nu For jeg har lidt brug for en ven igen Men jeg forstår hvis du ﬁk nok Jeg er ikke rar når jeg er ked af det Jeg burde gøre rent det ved jeg godt Undskyld jeg ikke tager mig sammen Men forstå mine kanter er uhøﬂige Jeg sliber mig selv til for at blive frelst Jeg vil være et stykke af mosaikken En normal del af hvilket som helst

6 At tage opvasken i minusgrader Daggammel ketchup hænger fast På skårene af de porcelænstallerkner Jeg ﬁnder i dine fodspor væk herfra Giv mig én grund til at blive her Uden at smile når du lover gæld At genoverveje din gynges aksler Og hvordan du roder med dig selv

The Roots of Research Interview with Stefanie Heine by Feline Falck Christens

Stefanie Heine is an Assistant Pro-

I investigated how breath is repre-

fessor in Comparative Literature at

sented in literature, but also, and

the Department of Arts and Cultural

this is very important, how it esca-

Studies. In May 2021 she publis-

pes representation. It was always

hed the book Poetics of Breathing

about the back and forth between

and she is currently working on a

what can be told about breath and

new research project exploring a new

what can’t be told about breath.

concept of “Post-organicism”. She agreed to give mosaikk#15 insight

You are now at the beginning of a

into her new project and the roots

new project titled “Post-organi-

of her new research.

cism”. Is that a continuation of the research done in connection to Poe-

You recently published your book Po-

tics of Breathing?

etics of Breathing. Could you summarize it for us?

Yes, it is absolutely a continuation. One project led to the other.

In Poetics of Breathing, I looked

at breath and breathing in modern

at literary texts dealing with bre-

and contemporary literature. I was

ath as human/non-human assemblages,

speciﬁcally focusing on the writers

that was a basic premise. I was in-

Jack Kerouac and Allan Ginsberg, Ro-

terested in breath’s relation to the

bert Musil and Virginia Woolf, Sa-

inorganic: physiological breathing

muel Beckett and Sylvia Plath, and

is always enmeshed with the inorga-

Paul Celan and Herta Müller. I loo-

nic. When we are breathing, our body

ked at breath as a motif or theme,

takes in and processes inorganic

Sure. It is not self-explanatory and it’s not an existing term. “Post-organicism” is a term I want to create, promote, work on, work with, and experiment with. So “organicism” is one part of it, and “post” is the other. There are two strands encapsulated in “Post-organicism”: The ﬁrst refers to the aesthetic notion of “organicism”. My intention is to rethink this old aesthetic term. Organicism is, simply speaking, substances, and then we exhale them

the conception of artworks as entiti-

again; the inorganic is a premise for

es which are analogous to, or struc-

the functioning of our organic body.

turally similar to living organisms.

We are in constant exchange with a

This is an idea which is very old:

nonliving environment.

it goes back all the way to Antiqui-

When it comes

to a poetics of breathing, or writ-

ty, became very strong in Romanti-

ten breath, other inorganic clusters

cism, and then again, very strong in

enter the scene, because the basic

the context of New Criticism. Histo-

materials of writing, for example,

rically, it focused on formal analo-

printed letters, paper, or recording

gies: artworks are structured like

devices are also inorganic materi-

self-sustaining organisms. I want to

al. So I was constantly dealing with

look critically at the emphasis on

entanglements of the organic and the

form as that which connects artworks

inorganic.

and biological organisms. Of course, form is what traditionally gives

Would you elaborate on the meaning of

life or animates matter. So, you have

the term “Post-organicism”?

dead matter which is animated, elevated spiritualized by form. Here the

“post” comes in, because I want to

rialist theories strongly privile-

reach beyond the idea of aesthetic

ge life. There is a certain noti-

organicism, which, for very good

on of vitacentrism at work. Many

reasons, is quite problematic.

New Materialist thinkers aim at a

Post-organism focuses on the ma-

de-hierarchization. You want to

terial, corporeal entanglements

attribute equal value to organic

of art and living beings, orga-

and inorganic matter. How do you

nisms. I want to shift the focus

do that? You argue that qualiti-

from form alone and move away from

es which deﬁne life, like agency,

the idea that there’s a mirroring

movement, or vitality, also apply

or analogy between art and living

to inorganic matters. So, you show

beings, to a perspective that sees

that inorganic matters also have a

art as an assemblage of the works

kind of agency and other qualities

and the living and non-living

of life. But then, life is still

beings involved in. The relation

at the center.

of art and organisms is not only

ledge and embrace the inorganic

formal analogy but also constant

materialities as such, as being

mutual exchange.

passive, as being inert, as being

The second strand of Post-or-

I want to acknow-

what life isn’t. I want to explore

ganicism is a strong focus on the

the value of this, and the criti-

inorganic. The material of art

cal potential.

is primarily inorganic. I draw on many New Materialist theori-

What do you mean by “non-human

es, which have become prominent

beings?”

in recent years. Many New Materi-

alist writers counteract the idea

That’s rhetoric. I have to think

of a clean cut between the organic

about how I address inorganic,

and the inorganic and I align my-

non-human entities. I said non-li-

self with that. But what I want to

ving beings. Timothy Morton, for

scrutinize is that many New Mate-

example, talks about non-human pe-

ople. And then Bruno Latour and so

the beginning, a book project, the

on, they talk of non-human agents.

“Post-organicism” project, if I’m

There are many rhetorical strate-

lucky, if I get the money, if I

gies of addressing the inorganic

keep being interested, will be a

or that part of the environment or

larger project. So ideally, it will

nature or culture that is not life

be something like a research clu-

and not human. One strategy is to

ster or research group. A larger

anthropomorphize non-living beings.

scale project, which has individual

Or you can try to avoid anthropo-

sub-projects, and then maybe tho-

morphization and talk about non-hu-

se sub-projects could be individual

man entities. I still have to deci-

book projects. It would involve me

de what I want to do and for what

and maybe a postdoc, and a doctoral

reasons.

student.

I think I want to avo-

id anthropomorphization, and also

Then I might do something on

categorizations ex negativo: so

literary Post-organicism and ano-

I self-correct the term “non-li-

ther researcher could write about

ving being”. This is also how re-

Post-organicism and the Anthropo-

search works, you can say something

cene. Another project could be hi-

without thinking. And then you

storical: how does aesthetic orga-

start thinking, why did I just say

nicism interweave with the natural

it like that, is this even a good

sciences and how could we develop

idea?

this into a cross-disciplinary prospect of the new concept Post-orga-

Speaking of the research process, how and what do you imagine this

nicism. - That is the rough plan.

project will end up becoming? And how far in the process are you In contrast to Poetics of Bre-

at the moment?

athing, which was clearly, from

There are a number of kickoff pro-

an outsider’s perspective, and in

jects, some of them are in the pro-

the light of the recent government

cess of happening and some of them

decision to do a 6% reduction in

already completed. I have written a

student admission, I would like to

couple of articles on the topic, I

ask: why is it important to continue

just edited a special journal issue

this research?

on mineral aesthetics (Figurationen 1/22: Mineralische Ästhetic/Mineral

My research is in dialogue with

Aesthetics.), and then I am I have a

Anthropocene criticism and I look at

small book project, which I hope to

the ways in which art responds to

complete within this year.

living in a damaged world. I look

Part of the research for the pro-

at nature in crisis and I look at

ject is happening right now, in a

a world in which species continu-

course I am teaching this semester

ally go extinct, where life is en-

on New Materialism. We look at how

dangered. With “Post-organicism” I

we can make these theories fruit-

try to offer a new perspective going

ful with regard to both contemporary

hand in hand with critics who aim

and older art. It is actually really

to think beyond notions of ﬁnality

interesting to develop your research

like “the world is going to end”. To

in dialogue with your students. Of

be more precise, I will not only be

course, I generally know more about

looking beyond notions of ﬁnality,

the topic, but it’s also an open

but also beyond the question of life

ﬁeld and I can learn a lot from the

and living. It is of course impor-

ways in which my students read, use,

tant to talk about the extinction of

or don’t use theory.

species, but it is also important to look at that which has never lived

Speaking as a student of the depart-

and will never live, and to appreci-

ment of arts and humanities your re-

ate its value. Inorganic nature is

search seems important, however from

also endangered, but it has nothing

to do with life. I am interested in how attention to the inorganic, to that which is passive and not living might help us to think differently about the environmental crisis. I think it’s important because the whole human mindset focused on productivity, procreation, life, progress and so on, all those qualities of life, are what got us into this mess in the ﬁrst place, so to speak. So I want to ﬁnd out what we can learn from the inorganic. We tend to be more concerned about cute polar bears than we are about rocks. I want to take a careful look at precisely that which doesn’t care about us and might not need much—or any—of our help. Inorganic nature is indifferent to human beings and also more resistant to the damage we do. And maybe we can learn something from this resilience of inorganic nature.

Radioaktivitet Af Lasse Pedersen

!"#$%&'$()*+,"$-".$/0$*/%"$."1$2(,-$3(-$4"#$'&##",$5 6(,-"17$&-"''"-$*%&3$%8##"7$"'"90,&39"$3&#1/'",$9/30"3$2,"-$(#$0&':/#"; <1.2/1#"0; =>,0&#","$(#$*>,0&#","$:"%8#",$."$3&#$2(,$*%",$#/1#$."$,&9(?*"00",",$ 308,9","$(#$308,9","$@$A%",$." 'A3","$(#$'A3","$39&11",$."; -"13$."$:"2830"."$@$/.",$'/1#3(-0$,A99",$3&#$0800"," &1.0&'$,/--"1$"1."'&#0$3),81#"3$(#$"1",#&"1$+4":'&99"'&#0$2,&#+,"3; 5$"1$"93)'(3&(1$/2$>"1."'&#$2(,-'+3$2,&*". /00",$30&#"1."$%&'$."1$:"%8#"$3&#$>.$5$*&-'"1"; B(,"0$%&'$3A1#"$-"13$."1$30&#",$0&'$%"4,3$3(-$'/1#"$3)'&10,"1."$3)(, ()*+4"0$9>11" !"# C" D3 E& "1 F'&%"$0&'$0/19",$5$'>G$"1 H%8%"$(#$()'A3"$328,",1"; I"#1"$>0A."'&#"$2(32(,"3?","1."$'&14",$-"''"-$304",1",1"3$9'/,"$1(.", 2,"9%"13'+3"$3&#1/':+'#",$&$."1$.A::'J$1/0; E89$2,/$."$3+1.",,"%1"$9('." 9(130,>","."$&1.318%,"."$9,())" 6&1."3$%&$1> 44

Om værket Д RoΔer er en visuel udforskning af sprogets form. Med inspiration fra den russiske formalisme og dadaismen søger teksten på legende vis sprogets grænser og muligheder. 48

!"#$%&'(%)*#"#+,(&-"&"."+"#+(/$0'%#)#12+3"1+1)-+45+%*)0"%%"%6+$"07*,+8(#+$-'00"+ -9&"+*,+/",+,)#'%%"&2+!)#+,(7"+8(7."+7:&"%+'.$4)0"%+)+;+"&"+.(1"6+/*&.)+<"1+8(7."+ '.$-'.%+4=4)00"4('$"#+/*&+0:#1"2+>*&"$+$).$%"+%).+$(,,"#+$-'00"+)--"+7:&"+4&:1"%+ (/++?0*.6+,"#+."#+.(1+%&*.$"."+,)#+-&*4+8*&,*#"&#"6+<"1+7)00)1%+/@0.%"+."#+,".6+*1+ ?0*."%+/*$$"."+'.+(/+,)1+)+-0',4"&6+,9&-"&9."+*1+-0)$%&"."2 +A"."#'#."&+-(0.%"+."+45+,)12+3"1+/*0."."+%*)0"%4(4)&"%+;+"&"+1(#1"+*1+/*&$91%"+(%+ %9&&"+."%+7:&$%"+7:-2+B"&+-*,+?0*.+45+,)%+:&,"6+'#."&+%*,,"0C+#1"&#"10"#6+,"#+ <"1+?0"7+7".+,".+(%+%9&&"6+/(#.%+"#+&*+)+1"#%(1"0$"#2+3"1+0(1."+%*)0"%4(4)&+)+%&'$$"#6+ %9&&"."+?0*.+7:-+/&(+%*)0"%?&:%%"%+*1+%&(-+'.2 B"%+7(&+#'2 >*&"$+?0)-+,9.%"$6+),"#$+<"1+1)-+0(#1$*,%+#".+(.+%&(44"#+)+"%+/*&$91+45+(%+'.7)."+ %)."#2+D(#$+9<#"+7(&+/'1%)1"+*1+10(%%"2+B"%+/90%"$6+$*,+7(&+."&+"#+?(00*#+)+,)#+,(7"6+ ."&+%&@--"."+."#+'.(.2 E>)+-9&"&+#'6E+$(1."+8(#6+*1+<"1+0(1."+,)#"+8:#."&+*,+8(#$+(#$)1%6+."&+40'.$"0)1+$5 $-&9?"0)1%+'.+$*,+%@#.%+10($6+*1+-@$$"."+8(#$+0:?"&2 ED7*&/*&+1&:."&+.'F+B"%+8(&+<"1+(0.&)1+$"%+.)1+19&"+/9&2E+!)#"+"1#"+%5&"&+;+9.6+),"#$+ "%+<(1+(/+$,"&%"+$4&".%"+$)1+/&(+,)%+'#."&0)7+*1+'.+)+&"$%"#+(/+-&*44"#2 EG*&.)+<"1+"0$-"&+.)12+G*&.)+<"1+-*,,"&+%)0+(%+$(7#"+.)12E+D(#+$0*1+$)#"+(&,"+*,+,)1+ *1+-#'1"."+,)1+%:%+)#.+%)0+$)12+3"1+$#'$%"+)#.+*1+0*.+8(#$+4(&/',"+*,/(7#"+,)%+(#= $)1%6+$5+<"1+"%+9<"?0)-+10",%"+$,"&%"#2

EB"%+"&+-'#+/",+,5#"."&2+>)+$-(0+#*-+-0(&"+."#2E+H:%#)#1"&#"+/*&,"."+$)1+(/+$)1+$"076+ <"1+87)$-"."+.",+)#.+)+8(#$+%&9<"2 E3"1+0*7"&6+(%+7)+-0(&"&+."#2E+D(#+%&(-+,)1+'.+/*&(#+$)1+*1+$5+,)1+)+9<#"#"6+"%+$-:&+(/+ ?05%+?0"7+&";+"-%"&"%+)+0@$"%2 3"1+9#$-"."6+(%+<"1+-'##"+$'1"+8(#$+09I+"+%)0+,)1+*1+(?$*&?"&"+."%6+,"#+<"1+%'&."+)--"+ 19&"+(#."%+"#.+(%+?"."2 J"."+8(,+*,+)--"+(%+/*&0(."+,)12 J"."+8(,+*,+(%+4($$"+45+,)12 J"."+8(,+*,+(%+7:&#"+*,+,)%+8<"&%"6+$*,+8(#+8*0."&+)+$)#"+8:#."&2 !"#+."%+7)0+8(#+(0.&)1+-'##"+0*7"+,)12 !"#$%&'(#)'*+

!""#$%&'%#()("*+,("' !"#$"%&'()*(+*,(#-./&"&'0*'*1"#)()*2""/*345"*6-7+')7&'8"*9#&*(,*&5"* :")7'//7)$";*<=>?@A

!"#$%&'&(&#)*+,-.'/ 0!1/#233&/24*&56#*%&'&#4'+(&#21#36#321/7#86#*%&# (2/&#+"#*%2(#'&45#-'4((#41/#'&45#8,//21-#+"#*'&&(7#*%&# '&3&38'419&#+"#9&'*421#&4'56#:&142((419&#;29*,'&(<# *%&#',(*67#-'&&17#(*&19255&/#-'4((#41/#=#+>&'(#+"#?+**2@ 9&5527#*%&#"4/&/#*4;&(*'6#>+'A#+"#!1-&529+B#34A21-7#4(# 2*#>&'&7#*%&#-'&&11&((#-'&&1&'7#*%&#"'&(%1&((#"'&(%&'7# +"#*%4*#'&45#-'4((#41/#*%+(&#'&45#*'&&(CD!

E&'1+1#F&&

G&'#%4'#/&#(&1&'&#.'#HI'&*#&1#(*2-&1/&#21*&'&((&# "+'#/&1#8'2*2(A&#"+'"4**&'#E2+5&*#J4-&*(#KLMNO@LPQNR# 4'8&S/&#3&/#I(*&*2A#+-#"+'3452(*2(A#A,1(*A'2*2A7#(+3# %,1#2#.'*2&'1&#+3A'21-#.'%,1/'&/&(A2T#&*#,/-4H# ,1/&'#/&*#41/'+-61&#;(&,/+163#E&'1+1#F&&C#F&&# 8&*'4-*&(#+T#&#(+3#&1#(54-(#&T#&'"U5-&'#&55&'#&5&H#4"# /&1#*+1&41-2H&1/&#H29*+'241(A&#"+'"4**&'#+-#A,1(*@ A'2*2A&'#V45*&'#J4*&'#KLMPQ@LMPWR7#+-#%&1/&(#4'8&S/&# 3&/#I(*&*2(A&#(;U'-(3.5#&'#*6/&52-*#21(;2'&'&*#4"# %41(#'&=#&A(2+1&'#2#"+'+'/&*#*25#)*,/2&(#21#$%&#X2(*+@ '6#+"#$%&#:&142((419&#KLMYQRC#X&'#+;"+'/'&'#J4*&'#

A,1(*A'2*2A&'&1#*25#4*#-U'&#+;#3&/#/&1#A54((2(A&7#A41@ *241(A&#I(*&*2A(#U1(A&#+3#4*#(&#-&1(*41/&1&#(+3#/&# "'&3(*.'#02#(2-#(&5HD#"+'#2#(*&/&*#A+1(&AH&1*#4*#(;U'-&<# DV%4*#2(#*%2(#(+1-#+'#;29*,'&7#*%2(#&1-4-21-#;&'(+14@ 52*6#;'&(&1*&/#21#52"&#+'#21#4#8++A7#*+#3&Z#V%4*#&[#&9*# /+&(#2*#'&4556#;'+/,9&#+1#3&Z#G+&(#2*#-2H&#3&#;5&4@ (,'&Z#!1/#2"#(+7#>%4*#(+'*#+'#/&-'&&#+"#;5&4(,'&Z#X+># 2(#36#14*,'&#3+/2\#&/#86#2*(#;'&(&19&7#41/#,1/&'# 2*(#21=#,&19&ZD#" )&5H+3#F&&(#4'8&S/&#8&HI-&/&#(2-#2# 41/'&#'&*121-&'#&1/#5I'&3&(*&'&1(7#H4'#%,17#52-&(+3# J4*&'7#-',1/5I--&1/&#(&*#21*&'&((&'&*#2#/&1#(,8S&A@ *2H&#+-#;&'(+152-&#I(*&*2(A&#&'"4'21-7#2#A,1(*HI'A&'(# &H1&#*25#4*#"'&3A45/&#16/&5(&#+-#8&%4-#2#8&*'4-*&'&17# +-#/&#3./&'7#%H+';.#A,1(*&1#A41#;.H2'A&#8&*'4-*&@ '&1(#*25(*&/&HI'&5(&C ]1*&'&((&1#"+'#F&&(#4'8&S/&#%4'#(I'52-*#HI'&*# '&**&*#3+/#/&#&A(;&'23&1*&55&#,1/&'(U-&5(&'#%,1#2# LMP^_&'1&#"+'&*+-#3&/#(21#34AA&'#`5&3&1*214#0a2*D# !1(*',*%&'@$%+3(+1#KLMNY@LPbLR7#%H+'#/&#2#321,@ *2U(&#/&*45S&'#1&/"I5/&/&#/&'&(#A'+;(52-&#+-#3&1*45&# '&4A*2+1&'#;.#/2H&'(&#I(*&*2(A&#+8S&A*&'#2#&1#3&-&*# +'2-21457#"+'3452(*2(A#A,1(*A'2*2A#$##c&-#H25#2#/&11&#4'@

*2A&5#/+-#H2(&7#%H+'/41#F&&(#21*&'&((&#"+'#/&1#(,8S&A@ *2H&7#;(6A+5+-2(A&#'&(;+1(#;.#A,1(*&1(#"+'3&5&3&1*&'# +-(.#A41#(;+'&(#2#&*#4"#%&1/&(#52/*#*2/52-&'&#&((46(#0$%&# ]34-214*2H&#!'*#+"#*%&#:&142((419&D#"'4#:&142((419&# d4192&(#!1/#)*,/2&(<#?&21-#4#)&e,&5#$+#f,;%+'2+1#g# F&&(#41/&*#+-#(2/(*&#(*U''&#HI'A#+3#'&1I((419&1#"'4# LMPNC#f((46&*#%4'#HI'&*#541-*#3&'&#+H&'(&*#2#F&&@"+'(A@ 121-&1#%2/*257#3&1#3.#2#321&#US1&#*4-&(#2#8&*'4-*121-7# %H2(#&*#"65/&(*-U'&1/&#+H&'852A#+H&'#F&&(#I(*&*2(A&# *I1A121-#(A45#+;1.(C#d+'3.5&*#3&/#4'*2A5&1#&'#4*# ,/"+5/&#9&1*'45&#&5&3&1*&'#2#&((46&*(#'&=#&A(2+1&'#+H&'# /&1#(,8S&A*2H&7#;(6A+5+-2(A&#;&'9&;*2+1#4"#"+'3#(43*# H2(&7#%H+'/41#/2((&#'&=#&A(2+1&'#%&'#H2(&'#(2-#4*#%4H&# '+/#2#&1#8&(*&3*#*6;&#A,1(*7#F&&#A45/&'#'&1I((419&1(# D(A+5&#"+'#21*&55&A*,&5#/&A+'4*2+1DC% #c&-#U1(A&'#(I'52-*# 4*#"'&3%IH&#F&&(#4'8&S/&#3&/#/&1#4((+924*2H&#+-#825@ 5&//411&1/&#&H1&(#",1A*2+1#+-#%&1/&(#8&(A'2H&5(&'#4"7# %H+'/41#;&'9&;*2+1&1#2#H2((&#*25"I5/&#A41#%4H&#'U//&'# 2#(,8S&A*&*(#&-1&#&'21/'21-&'#+-#054-'&/&D#(41(&21/@ *'6AC D$Xf#)`XhhF#hd#]i$fFFf`$j!F#Gf`h:!k $]hi)D 0$%&#]34-214*2H&#!'*#+"#*%&#:&142((419&D#A41# 8&/(*#A4'4A*&'2(&'&(#(+3#&*#+'2-2145*#+-#2/2+(61A'4@ *2(A#(*,/2&#4"#/&*7#F&&#(&5H#8&*&-1&'#(+3#0A,1(*1&'2(A# "41*4(2",5/%&/D#2#'&1I((419&1(#345&'2&C##F&&#8&%41/5&'# %&'#(I'52-*#*+#*6;&'#0"41*4(2",5/%&/DC#G&1#"U'(*&#/IA@ 52

A&'#A+'*#(4-*#+H&'#H2((&#345&'&(#&H1&#*25#4*#-&1-2H&# "+'*I5521-&'#3&/#&1#(I'52-#/'434*2(A#HI'/2C#G&1# 41/&17#(+3#&'#/&1#S&-#%&'#H25#"+A,(&'&#;.7#8&*&-@ 1&'#&1#A,1(*7#(+3#8&(2//&'#&1#(I'52-#9%4'3&'&1/&# &55&'#*255+AA&1/&#&-&1(A487#/&'#4A*2H&'&'#+-#;.H2'A&'# 8&*'4-*&'&1(#"41*4(2#+-#8255&//411&1/&#&H1&C'#d+'#4*# 255,(*'&'&7#%H+'/41#/&**&#2#;'4A(2(#A+33&'#*25#,/*'6A7# 21/5&/&'#F&&#&((46&*#3&/#&1#;&'(+152-#41&A/+*&C#X&'# 8&(A'2H&'#%,17#%H+'/41#%,1#2#d2'&1l&#+T#&#-.'#"+'82# &1#8&(A&/&1#86-121-#"'4#LN^^@*455&*7#%H+'#/&'#+H&'# /U'&1#%I1-&'#&*#H.8&1(AS+5/#/&A+'&'&*#3&/#*'&#-'+T## ,/(A.'1&#'+(&'C#G2((&#A41#2"U5-&#F&&#A,1#4AA,'4*# -&1A&1/&(#(+3#'+(&'7#/+-#"+'3.'#/&#2#%&1/&(#US1&# 4552-&H&5#4*#A4(*&#&*#8&%4-&52-*#(AI'#+H&'#-4/&1(<#09+@ 5+,'21-#41/#(9&1*21-#*%&#(*'&&*#>2*%#*%2(#234-214'6# 9+5+,'#41/#;&'",3&CD)##G&*#&'#2"U5-&#F&&#2AA&#/&#*'&# '+(&'(#6/'&#(AU1%&/7#(+3#HIAA&'#&1#"U5&5(&#4"#8&%4-# 2#8&*'4-*&'&17#3&1#/&'&(#&H1&#*25#4*#".#/&#"+'82;4(@ (&'&1/&#*25#4*#"+'&(*255&#(2-#I-*&#85+3(*&'7#-&1A45/&# (2-#/&'&(#/,T##+-#&'21/'&#(41-&#+-#%2(*+'2&'7#%H+'2# 85+3(*&'#+;*'I/&'*C##?&%4-("U5&5(&1#+;(*.'#45*(.#%&'#2# (43(;25#3&55&3#(,8S&A*#+-#+8S&A*#+-#%4'#(21&#'U//&'# 2#8&*'4-*&'&1(#&-1&#&'21/'21-&'#+-#54-'&/&#(41(&@#+-# (AU1%&/(&'"4'21-&'7#/&'#HIAA&(#*25#52H&#-&11&3#&H@ 1&1#*25#4*#4((+92&'&C#G&11&#(*I'A&#(,8S&A*2H&7#;(6@ A+5+-2(A&#'&(;+1(#,/-U'#&*#(.#/&\#1&'&1/&#&5&3&1*# 2#/&1#*6;&#0"41*4(2",5/#A,1(*D#(+3#'+(&'1&#&A(&3@

;52\#9&'&'7#4*#F&&#HI5-&'#4*#8&*&-1&#/&1#(+3#0*%&# (9%++57#>&#32-%*#9455#2*7#+"#21*&55&9*,45#/&9+'4*2+17# +"#4'48&(e,&(#"+'3&/#1+*#+"#521&(#41/#9+5+,'(7#8,*# +"#4((+924*2+1(#41/#(,--&(*2+1(CD!+##dI55&(#"+'#/&11&# 0(A+5&D#"+'#21*&55&A*,&5#/&A+'4*2+17#/&'#21A5,/&'&'#&1# (.#8'+-&*#(A4'&#4"#A,1(*1&'&#(+3#m&1*25&#d48'241+# KLQY^@LWbYR7#)41/'+#?+**29&552#KLWWN@LNL^R7#/&#H&1&@ *241(A&#LN^^@*45(#345&'&#+-#d'4192(9+#m+64#KLYWO@ LMbMR7#&'#3&/#41/'&#+'/7#4*#/&'&(#HI'A&'#2AA&#84'&# 8&(*.'#4"#521S&'#+-#"4'H&'#(+3#&*%H&'*#41/&*#345&'27# 3&1#52-&5&/&(#&'#HIH&*#3&/#(./411&#%&1*6/121-&'# +-#4((+924*2+1&'C G&11&#04((+924*2+1&1(#A,1(*D7#(+3#341#"'2(*&(#*25# 4*#A45/&#/&17#"+'821/&'#F&&#/+-#(I'52-*#3&/#/&*#*2/@ 52-&#2*452&1(A&#'&1I((419&345&'2#+-#41/'&#"+'3&'#"+'# (.A45/*#0;'232*2HD#+-#,,/H2A5&*#A,1(*C!!##f1#A,1(*7# /&'#2"U5-&#F&&#&1/1,#2AA&#"+'3.'#4*#8'255&'&#3&/#&*# A,1(*1&'2(A#",5/&1/*#+-#H&5,/"U'*#,/*'6A7#3&1#(+3# A+3;&1(&'&'#%&'"+'#H&/#4*#"65/&#HI'A&'1&#3&/#(.# 341-&#(AU11&7#/&A+'4*2H&#&5&3&1*&'#(+3#3,52-*C!"## f5&3&1*&'7#/&'#%4'#*25#"+'3.5#4*#"4(*%+5/&#+-#*'655&@ 821/&#8&*'4-*&'&1#-&11&3#(21&#0%&1*6/121-&'D#+-# 5&-&#3&/#"41*4(2&1B#1US4-*2-#(+3#H.8&1(AS+5/&*(#*'&# '+(&'C!# F&&#"'&3%IH&'#%&'#/&1#=#+'&1*21(A&#345&'#?+**2@ 9&552#(+3#/&11&#A,1(*1&'2(A&#(A+5&(#;'I32&&A(&3@ ;&5C!%#G&*#D,,/H2A5&/&D#2#?+**29&552(#A,1(*#(&(#2"U5-&#

F&&#2#A,1(*1&'&1(#341-5&1/&#&H1&#*25#4*#345&#414*+@ 32(A#A+''&A*&#\#-,'&'#+-#8&(A'2H&'#\#-,'&'1&#2#%41(# 345&'2#d+'.'&*#KLWYY@MbR#(+3#0/+>1'2-%*#/&"+'3&/# 41/#+,*#+"#/'4>21-DC!&#$25#*'+/(#"+'#/2((&#/&92/&'&/&# ,(AU1%&/&'#%4'#HI'A&*#2"U5-&#%&1/&#(*4/2-#&1#(I'52-# &5&-419&#+-#D&A(+*2(AD#(AU1%&/7#/&'#H2'A&'#(I'/&5&(# 8&%4-&52-#+-#16/&5(&(",5/#"+'#8&*'4-*&'&1<#E&1/&'# 341#852AA&*#HIA#"'4#\#-,'&'1&(#&1A&5*&#A'+;(/&5&# +-#2#(*&/&*#(&'#;.#345&'2&*#(+3#n*#(435&*#3U1(*&'7# +;/4-&'#341#2"U5-&#F&&#/&*(#,/(U-*&#H4'24*2+1&'#4"# 8',/*&#+-#%4'3+12(A&#521S&'C!'#G&*#&'#3&/#41/'&#+'/# 1&*+;#;.#-',1/#4"#/&#;'232*2H&#+-#,",5/&1/*&#*'IA7# 4*#HI'A&*(#(AU1%&/#"'&3(*.'#(.#A54'*#"+'#8&*'4-*&'&17# &T#&'(+3#0-'49&#41/#/2(*219*2+17#>%29%#4'&#e,452*2@ &(#+"#3+H&3&1*#'4*%&'#*%41#+"#"+'37#/+#1+*#(*'2A&# ,(#H&'6#3,9%#21#4#\#-,'&#>%29%#2(#+'2-214556#>&55# 34/&CD!(##o1/&7#(+3#2"U5-&#F&&#%4'#3&/#8&HI-&5(&# "'&3"+'#(*4*2(A#"+'3#4*#-U'&7#(&(#541-*#*6/&52-&'&#2#/&*# '.#+-#,"I'/2-&#&1/#2#/&*#"+'3",5/&1/*&C#G&#/&"+'3&# A'+;;&#852H&'#2#A'4T##4"#/&'&(#,/(U-*&#A+1*,'521S&'7# /&'#;5,/(&52-#(61&(#4*#8&HI-&#(2-#2#&*#48(*'4A*#3U1@ (*&'#+H&'#8255&/=#4/&17#6/&'(*#8&%4-&52-&#4*#A2--&#;.7# +-#4"(5U'&'7#2"U5-&#F&&7#?+**29&552(#2%I'/2-&#(U-&1#&T#&'# (AU1%&/#2#8255&/A,1(*&1C!)#]#F&&(#US1&#&'#/&*#(+3#+37# 4*#455&#&-&1(A48&'1&#H&/#455&#/&#'4p ##1&'&/&#+-#(AU1@ 1&#/&*45S&'7#(+3#?+**29&552#%4'#;541*&*#2#84--',1/&1#4"# (21&#HI'A&'#@#85+3(*&'1&#2#-'I((&*7#;.",-5&17#%S+'*&1#

+-#(.#H2/&'&#@#852H&'#-S+'*#48(*'4A*&#+-#+H&'"U'*#*25# HI'A&'1&(#\#-,'&'C!*##G2((&#341-&#/&A+'4*2H&#&5&3&1@ *&'#(+3#?+**29&552#+T#&#8&'2-&'#(21&#HI'A&'#3&/7#&'# 2"U5-&#F&&#&*#*6/&52-*#,/*'6A#"+'#/&11&#A,1(*1&'2(A&# (A+5&(#-',1/5I--&1/&#U1(A&#+3#4*#(A48&#(AU1%&/# 2#8255&/A,1(*&1#+-7#-&11&3#%&1*6/121-&'#*25#45H&'@ /&1(#(AU11&#-&1(*41/&7#4*#',(A&#+;#2#(,8S&A*&*(#&-1&# 54-'&/&#21/*'6A#4"#(AU1%&/C"+#G&11&#&H1&#85&H#3&-&*# *6/&52-#"+'#F&&#&1#/4-7#%H+'#%,1#;.#&1#(;4/(&'&*,'# 2#d2'&1l&#A+3#"+'82#&*#5255&#(*6AA&#-'I(;5I1&#+H&'@ (*'U-&*#3&/#85+3(*'&1/&#*,(21/"'6/C#G&**&#(61#(4**&# -41-#2#&1#%&5#AI/&#4"#4((+924*2+1&'7#+-#%,1#-&1A45/*&# (2-#3&/#/&*#(433&#/&#85+3(*'&1/&#-'I(*I;;&'#"'4# ?+**29&552#+-#&1#41/&1#*2/52-#'&1I((419&345&'#d'4# !1-&529+(#KLQPN@LWNNR#HI'A&'C#X,1#8&(A'2H&'7#%H+'@ /41#/&11&#4((+924*2+1#"+'3.&/&#4*#"+'(*I'A&#%&1/&(# (41(&&'"4'21-#+-#-S+'/&#/&*#H2'A&52-&#-'I(#8./&#-'U1@ 1&'&#+-#"'2(A&'&#2#%&1/&(#US1&C"! )&5H+3#?+**29&552(#HI'A&'#&'#D(A+5&1(D#*6/&52-(*&# &A(&3;&57#A41#/&11&#*6;&#A,1(*1&'2(A&#"41*4(2@ ",5/%&/#24-**4-&(#2#8255&/A,1(*&1#=#&'&#.'%,1/'&/&# "'&3#2"U5-&#F&&7#+-#1.'#(2*#48(+5,**&#%US/&;,1A*# 3&/#/&*#H&1&*241(A&#345&'2#"'4#8&-61/&5(&1#4"#/&*# LOC#.'%,1/'&/&C""#)I'52-*#2#HI'A&'7#/&'7#(+3#$2l241(# X&552-#+-#J'+"41#aI'52-%&/#KLNLWR#+-#m2+'-2+1&(# )*+'3&1#KLN^N@MR7#%4'#&*#0H4-,&#+'#&12-34*29#(,8S&@

9*7#+'#1+#(,8S&9*#4*#455CD"##EI'A&'#3&/#-./&",5/&#+-# ,"+'A54'52-&#3+*2H&'#(+3#/2((&#&'#(I'52-*#21*&'&((41*&# 2#A+1*&A(*&1#4"#*&+'2&1#+3#021*&55&A*,&5#/&A+'4*2+1D7# &T#&'(+3#HI'A&'1&(#(H4-&#3+*2H&'#2#F&&(#US1&#-2H&'# 8&*'4-*&'&1(#"41*4(2#+-#4((+924*2+1&'#"'2*#5U8C"%#F&&# (A'2H&'#&1/H2/&'&#+3#/2((&#,"+'A54'52-&#8255&/&'<#0h"# (,9%#;29*,'&(#2*#2(#8&(*7#;&'%4;(7#1+*#*+#(;&4A#qCCCCr# *%&6#*&55#,(7#52A&#3,(297#/&&;#(&9'&*(7#>%29%#>&#"&&57# 8,*#9411+*#*'41(54*&#21*+#>+'/(CD"&#EI'A&'1&(#9%4'@ 3&#52--&'#3&/#41/'&#+'/#27#4*#/&#52-&(+3#/&#*2/52-&# '&1I((419&A,1(*HI'A&'#&S#%&55&'#&'#%&5*#&A(;5292**&C"'## G&11&#,",5/A+33&1%&/#(&(#/+-#%&'#2AA&#2#HI'A&1&(# "+'3,/*'6A7#3&1#2#/&'&(#3+*2H2(A&#21/%+5/C )&5H+3#%+H&/I'21/&*#"+'#D$%&#]34-214*2H&#!'*# +"#$%&#:&142((419&D#&'#A,1(*%2(*+'2(A#(14'&'&#&1/# I(*&*2(A#*&+'&*2(A7#%4'#S&-#%&'#"+'(U-*#4*#H2(&7#%H+'@ /41#F&&#54/&'#(;U'-(3.5#+3#(41(121-#+-#(,8S&A*2H# I(*&*2(A#'&(;+1(#"65/&#&1#8&*'4-*&52-#'+55&#2#&((46&*C# F&&(#(*,/2&#4"#D'&1I((419&1(#(A+5&#"+'#21*&55&A*,&5# /&A+'4*2+1D#(61&(#(I'52-*#21(;2'&'&*#4"#&*#U1(A&#+3#4*# "+'(*.#-',1/5I--&1/&#3&A412(3&'#2#/&1#(,8S&A*2H&7# ;(6A+5+-2(A&#;&'9&;*2+1#4"#8255&/A,1(*#+-#(43(;255&*# 3&55&3#(,8S&A*#+-#HI'AC#F&&#H2(&'#3&/#41/'&#+'/7# %H+'/41#;&'9&;*2+1&1#4"#'&1I((419&1(#8255&/A,1(*# &A(2(*&'&'#2#&*#&H2-*#(43(;25#3&55&3#8&*'4-*&'&1(#825@ 5&//411&1/&#&H1&#+-#4((+924*2+1(AI/&'#+-#'&9&;*2+@

1&1#4"#345&'2&*(#"+'3#+-#3+*2HC )&5H+3#S&-#%&'#A,1#%4'#%4T##"+A,(#;.#&1#5255&#/&5#4"# &((46&*(#I(*&*2(A&#+H&'H&S&5(&'7#%.8&'#S&-#3&/#4'*2A@ 5&1#4*#%4H&#*6/&52--S+'*7#%H+'/41#F&&(#&((46#"'&3+H&'# 8U'#21//'4-&(#2#/&1#(435&/&#"+'(*.&5(&#4"#F&&(#4'8&S@ /&#3&/#;(6A+5+-2(A#I(*&*2A#+-#"+'3452(*2(A#A,1(*A'2@ *2AC

$&A(*&1#&'#5U(*#84(&'&*#;.#&1#*2/52-&'&#&A(43&1(@ +;-4H&C

!"#$"%&'( )&'$"$*+&&,*-./&*01234$2%45&*6'%*"7*%/&*8&$24992$:&;,*4*8&$24992$:&*!2$:4&9*6$#*<%=#4&9* >&4$3*6*<&?=&@*."*A=B/"'4"$,*CDEFG*AH"3*7'2*I'"J&:%*K=%&$H&'3*L=#345&%*MNNEO,*000G # P2@%&'*I2%&',*;I'&72:&;,*4*<%=#4&9*4$*%/&*Q49%"'R*"7*%/&*8&$24992$:&,*ST7"'#*P"'@#U9*V@2994:9,* ST7"'#*W$45&'94%R*I'&99,*MNCN,*XG $<&*&Y9&1B&@549*)&'$"$*+&&*"3*Z4%*6$9%'=%/&'[./"19"$,*->&2=%R*2$#*W3@4$&99;,*4*>&2=%R*\* W3@4$&99(*6$#*S%/&'*<%=#4&9*4$*I9R:/"@"34:2@*6&9%/&%4:9,*CECM*LSB'4$#&@43%*7'2*V"$%&1B"'2'R* 8&54&],*CDE^OG **%"+&&,*;./&*01234$2%45&*6'%*"7*%/&*8&$24992$:&;,*000G **& 0H4#G,*0G '*_`5$7a'*&Y9&1B&@549*4H4#G,*0G (0H4#G,*0G )*!+ 0H4#G !!0H4#G,*000G !#*#'0H4#G !"

+4%%&'2%='@49%&( +&&,*)&'$"$G*-./&*01234$2%45&*6'%*"7*%/&*8&$24992$:&;,*8&$24992$:&*!2$:4&9*6$#*<%=#4&9* >&4$3*6*<&?=&@*."*A=B/"'4"$,*CDEFG*I'"J&:%*K=%&$H&'3*&[H"3*L=#345&%*MNNEOG* +&&,*)&'$"$*"3*Z4%*6$9%'=%/&'[./"19"$G*->&2=%R*2$#*W3@4$&99;,*>&2=%R*\*W3@4$&99(*6$#* S%/&'*<%=#4&9*4$*I9R:/"@"34:2@*6&9%/&%4:9,*CECMG*LSB'4$#&@43%*7'2*V"$%&1B"'2'R*8&54&],*CDE^OG I2%&',*P2@%&'G*;I'&72:&;,*<%=#4&9*4$*%/&*Q49%"'R*"7*%/&*8&$24992$:&,*'&#G*b2%%/&]*>&2=1"$%,* ST7"'#*P"'@#U9*V@2994:9,*ST7"'#*W$45&'94%R*I'&99,*MNCN,*XG

!"#$%$&%'$()*+'* ,'$-.//"'$*012/"#*+*+ 3%'#145$%$1%'#*6 7/.&.5*+$8'#*+ 9$-:'0*+$.;$+"# 3"&$&:/#<.+2*10:# =>16*+'*$0"&&*+ ?2<.10$(.+$5+@''*$2/*66*+ A*5$6.5*+$#*'$1'.+6

B>55*+$16+.6*5% ?2+4#'%'5$%$1'*5$/*$;.+6 7/.#1$6%/$10@'6$'>+<>+ $ $ $ $ $ $ $ 57

67*b&%%&*>2#&$

Vedbend

af Helena Lyng Blak

“Hvad er dét?” spurgte jeg. “Hvad er hvad?” spurgte min partner og spyttede tandpasta ud i vasken. “Dét.” Jeg pegede. Hans blik fulgte min finger til det punkt, hvor væg og liste mødtes. En plet, sort, måske formet som et lille hjerte. “Det ved jeg ikke,” sagde han og kiggede på sig selv i spejlet. “Skidt? Støv?” Jeg satte mig på knæ foran pletten og rørte den forsigtigt med fingeren. Det føltes ikke anderledes end resten af væggen. Jeg gnubbede nu pletten med min tommelfinger, men intet skete. “Hvad er det?” Min partner skævede nonchalant i min retning. “Det ved jeg ikke,” svarede jeg, et ekko. “Hvad er klokken?” spurgte han. Jeg fiskede min mobil op af lommen. “8:47,” svarede jeg. Han slog hårdt sin tandbørste mod kanten af vasken. Jeg kunne se væggen ryste ved hvert slag. En dag slår han for hårdt, og så falder vasken af væggen, tænkte jeg. “Vi ses i aften, smukke,” sagde min partner og kyssede mig på toppen af hovedet. Efter han var gået, gik jeg ind i sengen igen. Jeg går i gang om en time, tænkte jeg. Jeg havde en masse læsning til studiet, og jeg manglede stadig at blive færdig med oversættelsen af et manuskript. Men jeg følte mig bare så træt.

Min far ringede omkring middag og spurgte mig, hvordan det gik. Jeg løj og sagde, at jeg var lige midt i læsningen, selvom jeg stadig stirrede på forsiden af bogen og ikke dens indhold. Vi snakkede lidt endnu. “Nå, du må hellere tilbage til arbejdet, undskyld jeg forstyrrede,” sagde han. “Nej, det er ikke noget, der haster,” svarede jeg hurtigt. Endnu en løgn. 59

“Nå, det var da dejligt,” han lo. “Men jeg har faktisk arbejde, der haster lidt, så jeg må hellere vende tilbage til det. Det var hyggeligt at snakke, kom forbi til aftensmad snart, ikke?” “Jo, det skal jeg nok,” sagde jeg og holdt vejret. Jeg ventede på, at baggrundsstøjen fra telefonen forsvandt, og jeg vidste, at han havde lagt på, før jeg fjernede min telefon fra øret. Så lagde jeg mig ind i sengen igen. Et par timer senere gik jeg ud i køkkenet. Fra skabet længst til højre tog jeg en plastikkurv fyldt med forskellige rengøringsmidler og en anden, mindre i sart lyserød, med små, sammenrullede, hjemmehæklede klude og genanvendelige skuresvampe. Jeg greb ﬂasken med universalrengøring, en spray købt i supermarkedet “specielt egnet til badeværelset”, en klar eddike og en skurecreme og hele den lyserøde kurv og satte mig ud på badeværelsesgulvet. Min intention havde bare været at se, om jeg lige hurtigt kunne få pletten af, så jeg kunne gå tilbage i seng med god samvittighed, men efter femogfyrre minutter var jeg frustreret og svedig, og pletten var lige så sort og tydelig som den hele tiden havde været. Med et grynt kastede jeg den efterhånden deforme svamp i gulvet og samlede mine arme om mine ben. Jeg hvilede hovedet mod mine overarme og hulkede ukontrolleret og højlydt. Jeg sad på gulvet og hulkede indtil mit haleben blev ømt. Så rejste jeg mig, samlede ﬂasker sammen og satte dem ud på køkkenbordet, lagde de brugte klude på kanten af vasketøjskurven, skyllede skuresvampen i køkkenvasken.

Jeg vågnede med et gisp den næste dag, som om mit hjerte havde sprunget et slag over, mistet fodfæstet og vækket mig. Jeg stirrede op i loftet og forsøgte at manifestere enten uroen eller pletten ude på badeværelset væk. Efter tredive, eller måske to, minutter var uroen ikke gået væk, så jeg håbede, at det betød, at pletten var. Jeg rullede ud af sengen og gik med stive ben ud på toilettet. Bagefter sad jeg på kanten af vores seng og overvejede, om jeg kunne tillade mig at vække min part60

ner. Jeg lagde hånden på hans lår og rystede det let. Han vågnede ikke. Jeg prøvede igen og sagde hans navn. Han blinkede langsomt. “Pletten er ikke gået væk.” “Hvad?” “Pletten er ikke gået væk. Jeg tror, den er blevet større.” “Hvad er klokken?” Han skubbede sig op på sin albue. “Halv seks,” svarede jeg og hævede stemmen. “Lytter du til mig? Pletten er blevet større.” Han kløede sig aggressivt i sine øjne. Jeg hadede, når han gjorde det. Kørte hånden rundt og rundt indtil huden omkring hans øjne blev røde og lettere hævet. Han sukkede mit navn. “Halv seks?” Gentog han så. “Hvorfor er du allerede oppe? Er du okay?” “Nej. Pletten er blevet større.” Han så på mig med et på en og samme tid vågent og umådeligt træt blik. “Hvorfor kommer du ikke herned og putter med mig, og så sover vi lidt videre?” Han bredte armene ud til en omfavnelse. “Men…” “Og så kigger vi sammen på det om et par timer.” Jeg lagde mig forsigtigt ind til ham. Han faldt hurtigt i søvn igen.

Pletten havde vokset sig større. Den lignede en lille arm med knyster og en knyttet næve. Ved midnat samme dag var den næsten ti centimeter høj og tre centimeter bred. Jeg sad op ad væggen i brusekabinen, hvor jeg havde det bedste udsyn til pletten. “Er du ok?” spurgte min partner. “Nej, jeg vil have, at pletten går væk.” Han udstødte et grynt, jeg ikke vidste om var en latter eller et fnys. 61

“Det vil jeg også.” Jeg kiggede op på ham med sammenknebne øjne. Nej, du vil ej, tænkte jeg. Du er ligeglad. Du tænker, at det nok skal gå væk af sig selv. Hele dagen havde jeg prøvet alt. Jeg havde ringet til min far, min partners mor og far, min farmor og min bedste veninde; jeg havde googlet, spurgt samtlige Reddit-fora, jeg kunne finde, lavet en Instagram-story og tilmed ringet til to af de tre skaderenoveringsvirksomheder, som jeg havde fået anbefalet. Jeg havde ikke kunnet arbejde, ikke studere. Jeg havde aflyst en aftale. Jeg ville have, at pletten gik væk. Min partner ville bare foretrække det. “Kommer du med i seng?” spurgte han. “Nej,” svarede jeg. “Pletten er vokset hele dagen, og jeg vil se, hvordan den spreder sig, så jeg kan fortælle det til skaderenoveringen i morgen.” Min partner satte sig på hug foran mig og lagde sin hånd på min overarm. “De skal nok finde ud af, hvad der er galt med eller uden din hjælp. Kom nu ind og få lidt søvn.” Jeg trak vredt min arm til mig og så tilbage på pletten. Jeg svarede ham ikke. Jeg havde ikke tænkt mig at slippe pletten af syne.

Da jeg vågnede, var min nakke stiv og øm af at hvile sig op ad brusekabinens kalkplettede rude. Jeg blinkede et par gange med øjnene, først sikker på at billeder fra drømmenes verden havde sneget sig ind i mit vågne synsfelt. Pletten var både bredere og højere end før. Tynde linjer strakte sig ud fra kernen som vilde, stive hårstrå i modvind. Jeg lod ﬁngrene glide henover en med en forventning om at møde væggens ru tekstur. Jeg rejste mig forskrækket og for ud af badeværelset, smækkede døren bag mig. Den mørke masse havde givet sig lidt og føltes varm og glat, som en ﬁsk under vand. Jeg stoppede op i gangen og lagde min frie hånd på mit bryst. Med min anden hånd åbnede jeg hurtigt Google Chrome på min mobil.

badeværelse fugt sygdom “Fugt er guf for skimmelsvamp,” sagde det første resultat. skimmelsvamp Jeg havde allerede lavet netop denne søgning et dusin gange i løbet af dagen, men jeg kunne ikke lade være. Jeg skimmede hurtigt igennem resultaterne og deres symptomer, ingen af hvilket passede på pletten på vores badeværelse. Så gik jeg over i fanen med billeder. Jeg satte mig på gulvet og scrollede. Billede efter billede. Ikke ét af dem lignede, hvad end der havde fået sit greb om vores toilet. Jeg scrollede, indtil jeg kunne trække vejret normalt igen. Så gik jeg ind på soveværelset. Jeg lagde armene om min partner, selvom hans ryg var svedig og mine kinder brændende varme. Så begyndte jeg at græde. Min partner vågnede og vendte sig mod mig. Han lagde begge arme om mig og sin pande mod min. “Hvad så?” spurgte han stille, næsten nynnende. Hans ånde var forfærdelig, men jeg lagde hele min krop tættere mod hans. “Jeg ved ikke, hvad pletten er, og jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre for, at den går væk.” Han aede mit hår. “Nej, men det ved de professionelle helt sikkert,” svarede han blidt. “Hvornår er det, de kommer?” “I morgen,” svarede jeg og hikkede. “Men hvad nu hvis det er noget virkeligt slemt?” “Det er det ikke.” “Men hvad nu hvis det er en eller anden form for svamp? Eller hvad nu hvis, hvad end der er galt, har ødelagt vores lejlighed, og det ikke kan ordnes, eller vi ikke har råd til at ordne…” Jeg kunne ikke sige mere. Min stemme var knækket over i hysterisk hulken. Vi mister lejligheden, tænkte jeg. Vores dejlige

lejlighed. Min lejlighed. “Så tager vi den derfra.” “Så du tror, at der er en chance for, at vi mister lejligheden?” Min partner fnøs. “Der er også en chance for, at jeg bliver kørt ned af en bus i morgen.” Han smilede og troede tydeligvis, at han var vældig morsom, men jeg vendte mig straks mod mit natbord og slog på det. “7, 9, 13,” sagde jeg. “Tror du virkelig, at vi mister lejligheden?” “Jeg tror, at det ikke giver nogen mening at bekymre sig om noget, der ikke er sket endnu. Hvis vi står i en position, hvor vi ikke kan betale en skade, må vi tage den derfra.” Jeg fremtvang et smil og nikkede. Vi satte en komedieserie på, som vi begge kunne lide, og jeg lod som om, at jeg nød hans massage af min nakke. I virkeligheden ventede jeg bare på, at han faldt i søvn, så jeg kunne sætte mig op og scrolle igennem alle søgeresultaterne for skimmelsvamp pris lejlighed.

Manden fra skadebekæmpelsesﬁrmaet kom kl. 11 næste dag. Jeg viste ham ud på badeværelset, og han gik i gang med at måle og tage billeder og måle og notere tal i sin notesbog. Efter femogfyrre minutter kom han ud igen. “Jeg ved simpelthen ikke lige, hvad det er,” sagde han. “Hvad?” “Der er enorm høj luftfugtighed omkring skaden, men den ligner ikke nogen svamp, jeg er bekendt

med, og skaden lader ikke til at have spredt sig uden for det synlige område. Allerede en meter væk fra skaden ude på jeres toilet er luftfugtigheden lavere, og herude,” han gestikulerede mod det køkkenalrum, vi stod i, “er luftfugtigheden helt normal. Jeg har heller ikke umiddelbart kunnet måle andet, der kunne være skadeligt.” Jeg nikkede, selvom jeg ikke forstod, hvad det betød. “Jeg får en kollega, der er mere specialiseret i sjældne fugtskader ud i løbet af de næste syv dage,” fortalte han. “Syv dage?” “Ja, ikke mere end fem arbejdsdage.” “Men hvad så i mellemtiden?” spurgte jeg. En kuldegysning løb som en jordrystelse ned over mine arme, som jeg foldede over kors. “Kan det være sundhedsskadeligt?” “Nej, det tror jeg ikke, der er nogen grund til at tro.” Han kløede sig selv i det rødbrune fuldskæg. “Det tror du ikke? Men du ved det ikke?” “Som sagt, har skaden ikke bredt sig. Og generelt opholder man sig ikke meget på sit badeværelse. Måske hvis det var jeres soveværelse, ville det være et problem…” “Så det kan være sundhedsskadeligt?” “Igen, jeg har ikke målt noget, der kunne være skadeligt ved kort ophold, men hvis I er meget bekymrede, kan jeg altid sætte en affugter herud, og så kan I bare lukke af og låne en god nabos toilet og bad i mellemtiden.” Han trak på skuldrene. “Og det anbefaler du?” pressede jeg på. “Det er lidt hip som hap.” Endnu et skuldertræk. “Det kommer lidt an på, hvad I selv føler for.” “Hvad vi selv føler for? Men hvad anbefaler du? Det er vel dig, der har styr på det?” Min partner lagde sin hånd på min skulder. “Lad os bare være på den sikre side,” sagde han lavt, næsten hviskende. 65

“Godt,” svarede manden og nikkede taknemmeligt til min partner. “Så sætter jeg en affugter til herude, og så skal I bare holde døren lukket og lade være med at benytte toilettet indtil min kollega har været forbi.”

Den første dag prøvede jeg at vende tilbage til arbejdet. Jeg havde allerede besluttet mig for at skippe denne uges forelæsninger, men oversættelsen lå endnu og ventede på mig. Om eftermiddagen ringede min far. Vi havde en kort samtale, der mest bestod af, at han spurgte mig, hvad der var galt, og jeg mumlede noget med at have sovet dårligt. “Okay, jeg bliver nødt til at smutte,” sagde han. “Du skal være velkommen til at komme forbi til aftensmad i løbet af ugen, hvis du har lyst?” En pause fra pletten, fra fugten, fra min partners medlidende blikke. Jeg trak vejret dybt. Jeg kunne ikke engang forestille mig at stige på en bus. Jeg kunne umuligt nå hele vejen ud til min far uden at falde fra hinanden. “Jeg ville gerne,” sagde jeg. “Men jeg kan ikke nå det denne uge. Måske næste?” Jeg holdt vejret. “Er du sikker på, at du er OK?” Jeg ville gerne sige nej, men det var som om, at plettens blækspruttearme havde slynget sig ud af badeværelset og fundet vej ind til min hals, og jeg kunne ikke få et ord frem. “Ja. Ja, jeg har bare ikke sovet ordentligt,” gentog jeg til sidst. “Jeg ringer senere.” Jeg lagde hurtigt på.

Den næste dag sendte jeg en mail til redaktøren om, at jeg havde fået madforgiftning, og jeg ville få brug for en ekstra uge til oversættelsen. Jeg ignorerede min fars telefonopkald og min Messenger-app. Den tredje dag stod jeg ikke op. Jeg besluttede mig for ikke at drikke noget, så jeg ikke behøvede 66

at låne min nabos toilet. Jeg kunne alligevel intet spise, fordi mit galopperende hjerte ville få mig til at kaste det hele op med det samme, og jeg var opsat på at holde døren til badeværelset lukket. Om aftenen da min partner kom hjem fra arbejde, sagde han, at min far havde ringet til ham på vejen hjem og sagt, at han ikke kunne få fat i mig. “Åh, min mobil har været på lydløs,” sagde jeg. Jeg ringede tilbage og sagde, at jeg igen ikke havde sovet godt og følte mig lidt distræt, før jeg lagde på. Den fjerde dag var jeg nødt til at drikke noget vand. Mit hoved hamrede, mit hjerte hamrede, selv mine fingerspidser, der greb om glasset med vand, hamrede. Da jeg nødtvunget tog rejsen fra soveværelset til køkkenet, kunne jeg ikke lade være med at stoppe op og betragte den lukkede dør ud til badeværelset. Langs hele dørkarmen formede der sig små dråber, som på buske og træer en dugfrisk morgen. Indersiden af mine hænder og min hårgrænse føltes også fugtig. Jeg greb mig selv om halsen. Var jeg blevet syg? Havde hvad end, der fandtes omme bag den hvide dør spredt sig ud i luften, i lejligheden, ind på soveværelset. Hvis jeg var syg, kunne jeg så smitte andre? Min partner? Min far? Handlende i Rema? Om aftenen på fjerdedagen foreslog min partner, at vi så en film. Hvad med den komedie fra 80’erne jeg altid siger er fantastisk? Jeg rystede på hovedet. Jeg ville ikke se nogen film, jeg elskede, ikke nogen comfort-serie. Jeg ville ikke høre god musik eller læse gode bøger. Jeg var sikker på, at hvad end jeg rørte, ville blive inficeret med lange, sorte lianer af af mystisk materie. Da han lagde armen om mig, skælvede jeg. Jeg havde været i lejligheden næsten uafbrudt siden plettens fremkomst. Ligesom vores badeværelse var jeg inficeret. Jeg sprang op fra sengen. “Lad være med at røre mig,” sagde jeg. Han så undrende på mig. “Jeg vil ikke have, du bliver syg.” “Er du syg?” “Ja, jeg er syg!” Jeg slog ud med armene. “Jeg er syg, vores lejlighed er syg.” Jeg hev efter vejret og tilføjede: “Det er godt, at du har været på arbejde hele ugen. Så er du ikke syg. Det er bare mig.” Perife-

rien af mit syn sortnede, og det ﬂimrede for mine øjne. Pludseligt føltes soveværelset og min partner meget langt væk. Som om jeg slet ikke stod i rummet, men blot betragtede hele scenen på et lille fjernsyn i et mørkt rum. Jeg lukkede øjnene og fortsatte: “Faktisk, burde du nok tage hjem og sove hos dine forældre i aften. Der er ingen grund til, at vi begge bliver syge.” “Du er ikke syg.” “Det ved du ikke,” bed jeg tilbage. Han trak vejret dybt og smilte så trist. “Nej, det ved jeg ikke.” Jeg ville ønske, at han havde gentaget, at jeg ikke var syg. Jeg ville ønske, at han havde sagt, at det nok skulle gå. “Men jeg tager ikke hjem til mine forældre, og jeg arbejder hjemmefra i morgen, så jeg er her med dig, når eksperten kommer.” “Jeg har bare brug for plads,” insisterede jeg. “Jeg har brug for, at du ikke er her.” Han himlede let med øjnene og fnøs, men hans øjne var blevet blanke. “Jeg mente det ikke,” sagde jeg. Jeg satte mig i sengen igen og følte mig klaustrofobisk ved siden af ham. For så længe han var der, kunne jeg ikke skrige og kaste mig på gulvet og kradse hul i min egen hud. Men jeg kunne heller ikke bære det, hvis han ikke var der. For så ville jeg skrige, kaste mig på gulvet og kradse hul i min egen hud. “Nej, det ved jeg,” svarede han. “I love you,” sagde jeg prøvende. Han så på mig og smilte. Et opmuntrende og håbløst smil. “Jeg elsker også dig.”

Hele natten kunne jeg høre pletten vokse, slå rod under gulvbrædderne og strække sig op gennem væggen og hen over loftet. Jo mere træt jeg blev, jo mere sikker var jeg på, at de sorte plamager, der formerede sig hen over soveværelsets loft, var virkelige. De tog langsomt form af blomster; roser, liljer, stedmoderblomster, og de talte lydløst til mig. Jeg kunne ikke forstå, hvad de sagde, men jeg 68

vidste, at de var bange. Da jeg vågnede et par timer senere, var der ingen plamager i loftet, men jeg satte alligevel alle planter i lejligheden ud på altanen.

Om eftermiddagen kom eksperten i fugtskader. Hun havde en kæmpe taske af forskellige apparater og tog sine sko af ude i opgangen. “Hvorhenne er skaden?” spurgte eksperten. Vi gik hen til badeværelset, og jeg åbnede døren.

Eksperten trådte chokeret et skridt tilbage, og min partner gispede. Luften var tyk og fugtig og hed som i en regnskov. I luften svævede tynde ﬂager af sort materie. Som store snefnug. Eller som blade. Langs væggen strakte pletten sig i en bred stamme, der mod loftet sprang ud i en pragtfuld krone af tykke, sorte grene. Det smukke, grå stengulv var sprængt itu og fra sprækkerne snoede rødder i samme, sorte, mos-agtige materiale, som grenene fra loftet. Jeg rørte ved en gren. En væske, der mest af alt mindede om blæk eller blod smittede af på mine ﬁngre. “Nej,” hviskede jeg. Min partner kaldte mit navn. Eksperten havde ringet nogen op og talte nu febrilsk over telefonen. “Nej, nej, nej.” Min partner kaldte mit navn igen, men han kunne lige så godt have råbt fra den anden side af havet. Jeg trådte ud på det, der engang havde været mit badeværelsesgulv. Jeg kiggede på sprækken af blå himmel, som jeg kunne se fra badeværelsets vindue. “Nej, nej, nej,” sagde jeg højere og lagde mine hænder på hver sin side af mit hoved. Jeg trådte længere frem. Hvor var min partner? Jeg tænkte på en mild forårsbrise. “Nej, nej, nej, ikke igen.” Jeg tænkte på solbriller og på at vende ansigtet mod solen, lukke øjnene lidt. Mild forårsbrise, vådt græs. Nej, ikke græs. Jeg så ned. Hvornår havde jeg sat mig på knæ? “Nej!” Hvem skreg? Var det mig? Jeg lukkede øjnene og smed mig mod jorden. “Nej, nej, nej!” 69

_grusglasur_ af Emil Torp-Rasmussen @fuji_funk

!"#$%&$'()*%'*$+#"$,-.'#/-01#"#) !"#!5&s#)41/"&5/t

Hvordan kan man have alt, men stadig føle at noget mangler? Hus, familie, venner, arbejde, bil, hobbyer. Alt i dit liv er alt, hvad du nogensinde har kunnet drømme om. Alt hvad man kunne ønske sig. Det gode liv; en drøm der blev til virkelighed. ”Er jeg lykkelig?” Siddende søvnløs om natten, uinspireret, med kun tankemylder til at fylde tomrummet. Du er træt som aldrig før, sengen er blød, men søvn er ikke længere eksisterende. Væggene kommer tættere og pulsen hamrer afsted. Noget mangler, men du kan ikke præcisere hvad. Vred og fortvivlet; irrationelle følelser som alle overvælder dig. Du kan smage det fraværende glimt, men ensomheden overskygger alt. Ikke en lyd er omkring dig, mens mørket langsomt falder på. Tanken om en ny dag i paradis er mere frastødende end nogensinde før. Alt du hører og ser er meningsløst. Tomt. Depressiv; besat af melankoli. Dit hjerte sidder i halsen, smerten er umådelig. Ramt af nostalgi, et kaos uden ende, står alt klart. Endnu engang er du ude af kontakt med hvad, der er virkeligt. ”Jeg burde sige mere, gøre mere; være mere.” En tilbagevendende frygt med alle efterfølgende pinsler. Intet giver længere mening. Verdenen er anderledes, når viseren har passeret midnat. Græsset er ikke grønnere, men himlen mørkere. Liggende i sengen kigger du op i loftet, ”hvad er meningen?” Et spørgsmål som hjemsøger selv den bedste af os alle. Alle de missede chancer, forsømte muligheder, kortene, som ikke blev spillet korrekt. Et 73

spild, der er fortabt i fortiden, men tortur i fremtiden. Alt det man burde have gjort anderledes, men er for sent at ændre på. Hvad efterlader du den dag, du ikke længere er her? Alt man kunne være blevet, som verdenen ikke så; som verdenen ikke ønskede at se. Tankerne er umulige at bremse, sorgen gennemborende. Konsekvenserne mærkes senere, men er end ikke ænset i øjeblikket. Hvad fortryder du mest? Alt det, der blev brændt ned, eller det, som aldrig nåede at blive antændt? Adskilt fra krop og sjæl med manglende stabilitet, flyver du igen længere ud i universet. Intet trækker dig tilbage og ingen holder dig på jorden. Hvem er jeg, hvor er jeg? Askebægret er fyldt og vinglasset på sengebordet tomt. Hovedpinen dunker, larmen er overdøvende. Manglen har sit greb i dig med savnet til et simplere liv. Et liv, hvor du ikke blot var en brik i spillet, men alt var mere farverigt, hvor alt var muligt. Dengang hvor kun fantasien satte grænserne og det ikke var et spørgsmål, om maskinen kørte eller den stod stille. En glemt tid, som nu kun er levet igennem slørede minder. Med lukkede øjne holder du alt verdenens smerte ude. Nattens dæmoner forsvinder, når solens klare lys skinner igennem vinduerne. Varmen omringer dig, mens en ny dag begynder. Trygheden holder dig endnu fast. Du ønsker mere, brænder efter mere, men tør ikke tag det afgørende spring. Følelsen kan ikke ignoreres, en kerne, der inde i dig skriger. Sjælen, der higer efter det fortabte, det bedre; et nyt liv med en ny virkelighed. ”Alt ser anderledes ud i morgen.” En løgn, du bliver ved med at fortælle dig selv. Dit åndedræt bliver tungere, mens du prøver at overbevise sindet. Freden er kort og kaosset er altid tilbagevendende. Uforklarlig, uopnåelig. Solopgangen er nær: paradis venter. Men hvad mangler? Endnu engang er jeg ude af kontakt med virkeligheden. Dansen får ingen ende, mens musikken stadig spiller. 74

Generation seneskedehindebetændelse af Anne Mohr

Mit eneste spørgsmål til dig er: Hvad fanden har du så travlt med? Er vores generation på speed helt ind til hjertebåndene? Er det pisken der svier os så hårdt fremad; indtil ungdommen angster sig hurtigt videre? Er vi da snart ikke klar over, at det er os selv, det går ud over i sidste ende? At vi efterlades som rod. Jeg ved jo godt, at du skubber som Sisyfos - højst sandsynligt alene med kafferender under øjnene. Du skubber et bjerg af forpligtigelser i en sådan fart, at man skulle tro, du havde skattefar lige i hælene. Overbevist om, at du kan klare det. Du har knap 6000 kroner at leve for - til havregrød og duften fra en vegansk kantine. Du har en arbejdsuge (i form af et studie) på 50 timer. Du er nødt til at få et job som tjener, fordi du har en husleje på 5500 kroner - og det giver dig seneskedehindebetændelse helt op i hjernen. Du har FOMO - der jagter dig ud i byen, indtil

tømmermænd, tomhed og Treo bliver din hellige treenighed, hver gang du skubber en opgave frem til Guds hviledag. Alt det lort smides sammen foran dig til en stor angstbunke af forpligtelser - som monsteret under sengen bare for voksne. - Og alligevel møver du denne bunke fremad, hurtigere end Mette sletter sine sms’er. Hvorfor fanden har du så travlt? Jeg er ligeglad med de præcise kryds på din to-do liste; dine drivkræfter, fetisher, eller hvilken præstationskultur du modtager postkort fra. Det eneste, jeg har behov for at vide, er, om du kender konsekvenserne af din ambitiøse adfærd? Ved du godt, at du ikke behøver bære på Danmarks, generationsskiftets, succeskulturens umenneskelige præstationskultur? Ved du godt, at bunken kun har dit navn, dagen den skulle trille ned? - at den kun bliver tungere? Ved du godt, at din bunke allerede tager del i dig?

Den tager del i den tand, du ikke ﬁk kigget på i tide, og nu sidder fornærmet i en betændelsessø midt i din mund - mens den surmuler over “er du medlem af Danmark?” reklamer. Den tager del i din mentale sundhed, der får en fuckﬁnger under nattesprinten frem mod en opgave. Den angster sig ind på dig. Den tager del i dine knæ, i din hjerne, i din lever, i dine øjne. Den tager del i alle de skavanker, dit sindssyge forsøg på at få alle dine drømme med på en gang.

egentlig din tid på her? Hvad med Messenger? Du har lige gloet på mig, der rabler mere om Sisyfos end valid information. Jeg fremmer ikke din fremtidige BigBrain-power, jeg bruger bare plads i din hjerne som en dårlig kattevideo, du så i folkeskolen. Jeg er praktisk talt ventemusikken hos lægevagten. Og hvem fuck har tid til det? Livet lever jo ikke sig selv ud. Vi kan lige så godt slide det op, mens det stadig er sjovt.

Har din bunke gjort dig noget endnu?Kan du mærke, den tynger dig ned mod begyndelsen? Har den meldt sig i kroppen eller i sindet? Din smidige plastiske hud dækker alle kampmarker, mens vores samfund vrider tvivlen ud af dig - for det er jo cool og tjekket at nå et helt liv inden 25. Vi skal jo ikke bryde vores kønne hoveder med, at det der skal skubbes op ad den lorte bakke der, jo i sidste ende er os selv. At vi er noget værre fucking rod uden bunker at bære på. Men ungdommen er jo udødelig eller noget. Hvad fanden ved jeg? Har jeg måske ikke bare spildt din tid på en dårlig intertekstuel reference? Har du ikke også en opgave, der skal skrives, et pensum på 500 sider der skal kværnes. Hvad fanden spilder du

VOKSEN Af Marie Brachmann Pedersen

JEG. JEG ER. JEG ER VOKSEN. JEG ER VOKSEN, OG. JEG ER VOKSEN, OG JEG. JEG ER VOKSEN, OG JEG ER. JEG ER VOKSEN, OG JEG ER BANGE. JEG ER VOKSEN, OG JEG ER BANGE FOR. JEG ER VOKSEN, OG JEG ER BANGE FOR AT VÆRE. JEG ER VOKSEN, OG JEG ER BANGE FOR AT VÆRE ALENE. JEG ER VOKSEN, OG JEG ER BANGE FOR AT VÆRE ALENE, SÅ. JEG ER VOKSEN, OG JEG ER BANGE FOR AT VÆRE ALENE, SÅ JEG. JEG ER VOKSEN, OG JEG ER BANGE FOR AT VÆRE ALENE, SÅ JEG DRUKNER. JEG ER VOKSEN, OG JEG ER BANGE FOR AT VÆRE ALENE, SÅ JEG DRUKNER STILHEDEN. JEG ER VOKSEN, OG JEG ER BANGE FOR AT VÆRE ALENE, SÅ JEG DRUKNER STILHEDEN MED. JEG ER VOKSEN, OG JEG ER BANGE FOR AT VÆRE ALENE, SÅ JEG DRUKNER STILHEDEN MED MIN. JEG ER VOKSEN, OG JEG ER BANGE FOR AT VÆRE ALENE, SÅ JEG DRUKNER STILHEDEN MED MIN RADIO. JEG ER VOKSEN, OG JEG ER BANGE FOR AT VÆRE ALENE, SÅ JEG DRUKNER STILHEDEN MED MIN. JEG ER VOKSEN, OG JEG ER BANGE FOR AT VÆRE ALENE, SÅ JEG DRUKNER STILHEDEN MED. JEG ER VOKSEN, OG JEG ER BANGE FOR AT VÆRE ALENE, SÅ JEG DRUKNER STILHEDEN. JEG ER VOKSEN, OG JEG ER BANGE FOR AT VÆRE ALENE, SÅ JEG DRUKNER. JEG ER VOKSEN, OG JEG ER BANGE FOR AT VÆRE ALENE, SÅ JEG. JEG ER VOKSEN, OG JEG ER BANGE FOR AT VÆRE ALENE, SÅ. JEG ER VOKSEN, OG JEG ER BANGE FOR AT VÆRE ALENE. JEG ER VOKSEN, OG JEG ER BANGE FOR AT VÆRE 81

alene

Roden til alt godt Interview af Johanne Schou Vinter

Jakob Vedelsby (f. 1965) er dansk forfatter og tidligerer formand for Dansk Forfatterforening. Vedelsby har skrevet en række romaner samt ﬂere fagbøger. I anledning af udgivelsen af Vedelsbys seneste roman Universets centrum har Mosaikk interviewet ham om romanen og arbejdet med den, om livsrod og om kreative processer. Temaet for dette nummer af Mosaikk er Rod – og alle de betydninger, som man kan tillægge rod. Rod for eksempel som hvor kommer vi fra, en forankring i verden, men også rod som i at noget roder og er uoverskueligt. Jeg vil gerne tale om dit seneste romanprojekt Universets centrum på begge måder. Du har tidligere fortalt, at processen op til udgivelsen af romanen har været tumultarisk og også anderledes end arbejdet med dine tidligere bøger. Vil du sætte nogle ord på arbejdet med Universets centrum? Det begyndte et helt andet sted end der, hvor jeg normalt lægger ud – altså med en idé, en hovedperson, måske en titel og nogle få handlingsnedslag, hvorefter jeg går i gang og skriver ud i det blå. I den lange optakt til Universets centrum indgik bl.a. et bogprojekt, som antropologen, Rane Willerslev, og jeg satte i værk. En

aften med bål og øl besluttede vi at skrive en roman i stedet for den dokumentarbog, vi først havde i støbeskeen, fordi dét selvfølgelig ville være meget sjovere. Et forlag var med på ideen, stillede budget til rådighed, og vi rejste ud i verden ad ﬂere omgange og båndede vores samtaler om romanens indhold og struktur. Senere blev samtalerne skrevet ud, og en skønne dag fandt jeg mig selv med 500 siders båndudskrift foran mig. Jeg registrerede en heftig hjertebanken, da det dér gik op for mig, at det var mig, der sad med langt hovedparten af det videre arbejde. Willerslev er verdensmester i forskning, fagbøger og meget andet, men romanforfatter er han ikke. Det var skræmmende at tænke på, at jég alene skulle transformere vores mange ideer til en sammenhængende roman, hvilket jeg selvfølgelig burde have indset langt tidligere. Jeg burde også have lyttet til min krops advarselssignaler og lukket projektet ned, men det gjorde jeg ikke. Midt i et sammensurium af allehånde forfatterforeningsopgaver – jeg var på det tidspunkt arbejdende formand for Dansk Forfatterforening – og alt det andet, jeg havde kørende, gik jeg i gang med at skrive vores fælles roman. Jeg sendte løbende kapiteludkast til min medforfatter, som vendte tilbage med faktuelle rettelser og tilføjelser, og sådan kørte vi derudad, indtil han landede direktørjobbet på Nationalmuseet

og fra dét sekund var optaget i døgndrift. Vi havde skabt en kompleks grundstruktur, som krydsklippede mellem parallelle verdener, der skulle hænge minutiøst sammen, og det knoklede jeg videre med i dialog med en redaktør fra forlaget, men det var afsindig svært at få hold på bogen. Jeg gav dog aldrig op, og langt om længe begyndte det at ligne noget. Men på et møde nogle måneder før den planlagte udgivelse sagde forlaget helt uvarslet stop. Da jeg gik fra dét forlagsmøde, var jeg på én gang lettet over at kunne slippe en bog, jeg heller ikke selv var tilstrækkelig tilfreds med – og dybt frustreret, fordi tusinder af timers arbejde gik op i røg. Frustrationerne over dét, og min livssituation i det hele taget, ﬁk jeg kanaliseret ud i et nyt romanmanuskript, som jeg producerede i lyntempo hen over det følgende halve års tid, men bagefter kunne jeg se, at det nok mest var en art selvterapi, og jeg besluttede, at ingen af de to romaner skulle udgives. Først derefter begyndte jeg at skrive Universets centrum. Hvorfor tror du, at du endte i dette ”livsrod”? Min forrige roman Skyggespor udkom i 2015, og Universets centrum har således været syv år undervejs. Forløbet frem mod, at jeg blev i stand til at skrive bogen, var, som allerede antydet, yderst turbulent, noget værre rod faktisk, af den slags nogle af os har det med at ende i, når vi for alvor har brug for at forstå noget nyt om os selv og vores mønstre. Jeg skulle åbenbart helt ud på grænsen af min fysiske og mentale formåen, før jeg forstod, at jeg måtte gøre op med den

selvdestruktivitet, der var styrende for mine handlinger. Man kan som bekendt være selvdestruktiv på mange måder og af mange årsager. Selv kastede jeg mig ud i dette vanvittige arbejdsraseri. En umiddelbar synlig forklaring på min deroute udsprang af en på det tidspunkt vaklende økonomi, en situation, jeg valgte

at tackle utrolig uhensigtsmæssigt. De usynlige årsager hidrørte fra min bevidstheds kringelkroge og var sikkert dannet af genetiske aftryk og de vilkår, jeg voksede op under. Der kan være aspekter, som man ikke ønsker at overtage fra tidligere generationer, men hvor et indre opgør forudsætter, at man indledningsvist begriber, at man faktisk har et valg. Det kræver en målrettet indsats at undgå, at de nedlejrede spor inﬂuerer på eller ligefrem sætter retning for ens egne livsstrategier. Når jeg skriver, at jeg tacklede min situation uhensigtsmæssigt, så var der tale om en lang kæde af handlinger. For det første sagde jeg ja til opfordringen om at stille op som formandskandidat i Dansk Forfatterforening. Jeg antog, at jeg kunne styre tidsforbruget, men da jeg først sad i stolen, blev jeg grebet af, hvor spændende, forpligtende og vigtig positionen var, og snart fyldte foreningsarbejdet mere end et fuldtidsjob. Formandshonoraret var imidlertid så relativt beskedent, at jeg måtte fortsætte med indtægtsgivende opgaver. Oveni kom forskellige fagbogsopgaver for forlag og ikke mindst det føromtalte romanprojekt med Rane Willerslev. Jo ﬂere arbejdsopgaver, jeg kastede mig over, jo mere skrumpede mit overblik, og jo mindre var jeg i stand til at holde igen med nye projekter. Men tilbage til de føromtalte nedlejrede spor: Jeg er ud af en familie af hårdtarbejdende mennesker, der ikke skelner mellem arbejde og andet liv. Begge mine fysiker-forældre har knoklet som heste, undervist, forsket og skrevet fagbøger. Min far døde for nogle år siden, men min mor arbejder stadig på deltid i en alder af 83. Så det

at producere som vejen til meningsfuldhed er indlejret i mig fra barnsben. Har du før oplevet samme grad af ’rod’ i din skriveproces? Nej, aldrig. Min skriveproces er under normale omstændigheder ganske harmonisk. Trods det, at mine bøger sælger okay efter danske forhold, og at ﬂere af dem er udkommet i en række andre lande, er det endnu ikke tilnærmelsesvist lykkedes mig at kunne leve af mit forfatterskab, selv ikke med tilhørende foredrag, oplæsninger og arbejdslegater. Især i begyndelsen af et nyt romanprojekt er det en nødvendighed for mig med længere, sammenhængende skriveperioder i isolation, men når den første gennemskrivning er på plads, kan jeg sagtens lave tilføjelser, udbygninger og rettelser uden at skulle gå i skrivehi på et refugium eller i et af de sommerhuse, som familie og venner stiller til rådighed. Jeg har altid arbejdet som freelancer med journalistik, tekst- og kommunikationsopgaver og haft som målsætning, at jeg ville bruge mindst halvdelen af min tid på forfatterskabet. Hvordan oplever du, at rodet i dit liv påvirkede din kreative praksis? Jeg er fundamentalt nysgerrig af natur, og jeg tænker ofte på, at alt, hvad jeg suger til mig, også har værdi som research til nye romaner. Intet af det, jeg foretager mig, er med andre ord spild af tid og liv. Heller ikke de

førnævnte turbulente begivenheder. Og selvom jeg allerallerhelst ville sidde på min flade 24/7 og skrive romaner, så er det faktisk helt okay at udforme en tekst til en hjemmeside, forfatte en artikel til et magasin, hjælpe en forsker med at formidle et kompliceret stof eller assistere en virksomhed med en strategi for, hvordan de får solgt et produkt. Mit liv er mit brændstof som forfatter. Alle de oplevelser, jeg har haft, og de erfaringer, jeg har gjort mig, alt det, jeg ikke forstår, og det, jeg tror, jeg forstår. Mine fortolkninger af alt, hvad jeg har været igennem, registreringerne, som kroppen og sindet har gjort sig undervejs af alt, hvad jeg nogensinde har hørt og set, herunder det, mine forældre har overført til mig i barndommen, som er baseret på deres livserfaringer. Når jeg befinder mig i en skriveproces, føler jeg, at jeg har adgang til en enorm pulje af viden, oplevelser, erfaringer, stemmer, som jeg trækker på. Her ligger svar, som jeg umuligt kunne have tænkt mig til, men som tilflyder mig, når jeg er rodfæstet i det skabende nu. Min kreative praksis er derfor fuldstændig afhængig og styret af, at jeg er centreret og åbner mig for at tage imod. For så er det, at ordene begynder at flyde, og bagefter sidder jeg ikke sjældent og tænker: Kæft, det er sandt og godt, men hvor kom det egentlig fra? Når jeg læser Universets centrum oplever jeg, at romanen også arbejder med dobbeltbetydningen af rod. Hvad tænker du om det udsagn? Det er rigtigt. Romanens hovedpersoner, Bill og

Barbara, er begge faldet igennem hverdagens sprækker og befinder sig i en tilstand af uro og forvirring. De har været så optaget af at være på og præstere, at de hver især stort set er forsvundet fra sig selv og er endt på eksistensens yderste kant. Derfor tager de, uafhængigt af hinanden, ud til en ø, hvor de kom som børn, langt væk fra den verden, som hiver i os hele tiden, den digitaliserede verden, som gør os tilgængelige alle døgnets timer, og hvor arbejde flyder sammen med alt andet. Øen er et tilflugtssted, hvor de kan forsvinde væk fra støj, konflikter, krig og ulykke, væk fra en samfundsmaskine styret af massefrygt for død og en selvbedøvende stræben efter bedragerisk pengelykke. Har arbejdet med Universets centrum også for dig selv været en form for terapiskrift, hvor du har skrevet dig hen på den anden side af det rodede arbejdsliv og den travlhed, som karakteriserede det før? Nej, min skriveterapi lå, som jeg har været inde på, i den uudgivne roman, jeg skrev før, jeg gik i gang med Universets centrum, der derimod afspejler, hvad jeg lærte de forudgående år. Universets centrum er mit svar til alle dem, der står i en situation præget af livsrod og stress. Og en reminder om at holde fast i nuet, nærværet og kærligheden. I verden af i dag, hvor vi oversvømmes af information, hvor sandhed og løgn flyder sammen, og hvor samfundets magthavere og såkaldte eksperter poder os med frygt og grundforvirring, er vores indre sandhed en helt nødvendig vejviser. Kun hvis du har adgang til dén, kan du navigere nogenlunde sikkert. Jeg

er overbevist om, at når man, populært sagt, lykkes med at skabe coherens mellem hjernen og hjertet, gør man det ikke alene bedre for sig selv, men også for dem, man møder på sin vej. Det kan godt være, at folk ikke altid forstår dine beslutninger og handlinger, men de spor, du afsætter, er båret af en grundlæggende kærlighed til dig selv og din omverden – og det, du gør, bliver på den måde roden til alt godt. Det er også den vished, der manifesterer sig i mine hovedpersoner undervejs i Universets centrum. Du er så småt i gang med dit næste romanprojekt. Adskiller skriveprocessen sig fra din sidste? Hvordan spiller rod ind – i begge ordets betydninger? Og går du til arbejdet på en anden måde nu end i forbindelse med Universets centrum? På ét plan er jeg tilbage i min gode gamle romangænge. Der er ro på, som der skal være, for at jeg trives og kan skabe. Men der er opstået nye erkendelser, og bevidsthedslag er kommet til syne, som supplerer det, at jeg skriver for min egen skyld, fordi jeg elsker det. Jeg er blevet grebet af, at jeg via mine romaner potentielt kan påvirke mennesker og dermed verden, hvilket ansporer mig endnu mere til at fortsætte. Min næste roman, hvis konturer begynder at tegne sig, handler om to mennesker, der har fundet en højere mening med tilværelsen, men på en tragisk baggrund, fordi det er aktive handlinger i krigssituationer, som hos dem begge bliver katalysator for visheden om, at de har en eksistensberettigelse.

Redaktionelt rod Vi roder alle. Rod er den uundgåelige tilstand alt konstant bevæger sig imod, og ligegyldigt er det, hvor meget vi end prøver at forhindre eller begrænse det. For faktum er: At det altid vil ende med at rode. - Og derfor vil vi altid ende med at rydde op. Men hvad er alternativet? Skal vi lade være med at rydde op? Skal vi acceptere, at lænestolen i soveværelset langsomt bliver fyldt op af en skrækkelig bunke af både rent og beskidt tøj. Tøj, som alligevel ikke helt passer os, i stedet for at påtrænge sig vores krop, så overtager det sted, hvor vi ville læse en bog? Bør vi lade skrivebordet stå med tallerkenen med en kvart pizzaskorpe fra den pizza, vi har skamædt til morgenmad efter en bytur, vi både har glemt og fortryder? De mange kaffe- og tekrus, der hober sig op, alle med triste kolde sjatter i bunden; skal vi også lade dem stå? Men det kan vi jo ikke, for vi får vel besøg, og hvor ville det være pinligt, hvis nogen opdagede den ekstreme svinesti, vi lever i. Vi er vel godt klar over, at rodet omkring os er en fysisk manifestation af det rod, der foregår inden i os. Så ROD gemmer vi væk, så ROD rydder vi op. Hvis vi ikke har nået at rydde op, så undskylder vi på bedste Emma-Gad-manér og lader som om, at det ikke altid er sådan hjemme hos os. Nogle gange undskylder vi også for rodet, selvom vi har ryddet op. Vores rod er personligt, intimt, privat og pinligt, men nu lufter mosaikk #15 redaktionen det beskidte vasketøj. Den følgende billedserie er en samling af fotografier alle taget af redaktionen selv, og de viser vores eget rod. Undskyld, vi roder, men vi roder alle.

Feline Falck Christens Ansvarshavende redaktør mosaikk#15

- L I samarbejde med Feline Falck Christens Ansvarshavende redaktør mosaikk#15

Sideløbende med produktionen af mosaikk #15 ”ROD” har mosaikk samarbejdet med mennesket L. L er tidligere soldat, og er rejst til Ukraine for at udøve og bistå humanitært arbejde. I Ukraine har L også skrevet digte. Digtene er et direkte vidnesbyrd fra krigen i Europa. Tidsskriftet mosaikk har publiceret digtene på vores hjemmeside: mosaikk.dk og vores Instagram: @tidsskriftetmosaikk.

mosaikk #15 ROD

Articles inside

Redaktionelt rod af redaktionen mosaikk

Roden til alt godt med Jacob Vedelsby

-L Med Feline Falck Christens

Ude af kontakt med virkeligheden af Alex Sandfeldt

Vedbend af Helena Lyng Blak

Generation seneskedehindebetændelse af Anne Mohr

The Roots of Research with Stefanie Heine

Rod/Rød af Elvin Misimovic

Rod af Espen Niemeijler

Foråret - Vokseværk - Slå rod - Et barn kan ønske sig alt Af Zainab Nefzi

mellem mennesker af Caroline A. Kongslev

Leder af Feline Falck Christens Caroline A. Kongslev

mellem rester fra det skønne fjerne af Isak Munk

Brunsvigere af Klara Amalie Thambour

Jeg passerer af Coco Rosa Kocyigit