Med Tiden af Kevin Andersen

Med Tiden

Af Kevin Andersen

"Hvorfor bliver du ved med at gøre det her imod dig selv?”

Jeg løfter mit dunkende hoved og kigger op fra spanden, der står på gulvet imellem mine ben. Blandingen af irritation og bekymring i hans stemme minder mig om, da vi var børn. Et minde om at gøre noget dumt — måske endda farligt — og om Stefen, der skælder mig ud. Jeg åbner munden for at svare, men i stedet formår jeg kun at hoste og spytte ned i spanden. Hver krampetrækning sender et trykluftbor gennem mit kranie. Da jeg løfter hovedet igen, er øllen på vej op gennem halsen, hvor den truer med endnu engang at vælte ud af mig. Jeg tager en dyb indånding og tørrer min mund af i mit ærme. ”Jeg hørte dig ikke komme ind”. Han står i døråbningen og ligner fuldstændigt sig selv, bare ikke helt så bleg. ”Nej, det gjorde du vel ikke”, siger han med et nik henimod faskerne og dåserne, der fylder det meste af sofabordet. ”Skål for lort, der ikke ændrer sig”, mumler jeg og rækker ud efter mit foretrukne hjælpemiddel. Tom. Jeg knuser øldåsen og smider den mod papirkurven. Dåsen rammer i stedet kanten med en høj, metallisk lyd, før den ender på gulvet. Intet går, som det skal lige nu. ”Du burde virkelig komme og se mit nye sted en dag”, siger Stefen, ”så kunne du også komme lidt ud herfra”. Han sender et skævt smil fra sin vante siddeplads i lænestolen.

”Du ved udmærket godt, hvorfor jeg har holdt mig væk”, vrisser jeg. ”Der er gået over et år nu, lillebror”, svarer han, ”jeg ved godt, det er hårdt. Jeg har heller ikke lyst til at se dig have det sådan her. Men du vil jo ikke lade dig selv komme videre”. ”Nu lyder du som de gamle”. ”Og hvornår har du i øvrigt snakket med dem sidst?”, giver han igen, “de vil dig bare det bedste, men du er nødt til at snakke med dem”.

over. ”Jeg kan ikke se dem i øjnene”. Jeg hører, min stemme knække

Hvinende dæk nede fra gaden får mine nakkehår til at rejse sig.

Hans store hånd omkring min overarm, et hårdt ryk, og så slipper han. En dump lyd runger bag trommehinden. Glas der splintres, dækkene.

Han presser på: “du kommer heller ikke hos den der psykolog længere, gør du?”. ”Jeg sagde allerede fra start, at den psykolog var uduelig”. Jeg kan høre, at min tone lyder hårdere, end meningen var. ”Du har ret”, Stefen smiler bedrøvet, “jeg ved, det ikke er nemt for dig lige nu”.

For dig. De ellers udtømte tårekanaler begynder at fyde over.

Den følgende morgen beslutter jeg mig for endelig at besøge ham. Det var jo efterhånden også på høje tid. Jeg stiller min cykel op ad muren og går hen mod porten. Usikkerheden kommer snigende i samme øjeblik, jeg skubber den op: Vil mit besøg egentlig hjælpe noget, eller vil det gøre det hele værre? Stedet er ikke svært at fnde. Stefen havde ret, det ser rigtig fnt og ryddeligt ud: Tulipaner omringer stenen, og der er små, dekorative blomster og lysholdere. Vores forældre må have været forbi for nylig. Stenen er af skinnende, sort marmor. En knude strammer i min brystkasse, da jeg læser inskriptionen under hans navn.

Hvil i fred Højtelskede søn & bror

Jeg stirrer på de gyldne bogstaver, og knuden bliver strammere, indtil den er som en knyttet næve, der endnu engang presser tårerne ud af mig. Mine ben ryster, og jeg sætter mig udmattet på knæ foran graven.

”Undskyld” hvisker jeg, “jeg er så ked af det”. ”Det skal du ikke være”, lyder hans stemme til venstre for mig. Af en eller anden grund forsøger han stadig at trøste mig. ”Det er på tide at komme videre, lillebror. For os begge. Du skal ikke være ked af det, du skal bare få det okay igen”. Vinden rusker i træerne. Da jeg vender mig om mod stemmen, er han væk. Han har været væk i et stykke tid nu. Det ved jeg selvfølgelig godt. Men det afholder ham ikke fra at have ret. Det kommer med tiden.

Jeg kaster et blik på stenen endnu engang og mærker noget, der i over et år har været uvant: Jeg smiler.

© Milo Weiler