af Kristine Nielsen Degn

Det er tiden, der har gjort det

– En analyse af Om udregning af rumfang I

af Kristine Nielsen Degn

Intro

I det seneste tiår er der opstået en ny strømning inden for litteraturvidenskaben, der søger at forstå litteraturen og dennes udsagn om mennesket og verden i en ny ramme, nemlig som en del af, og ikke adskilt fra, den materielle verden. Som med de feste ting har kært barn mange navne og afskygninger; strømningen omfatter teoridannelser som nymaterialisme, økokritik, økofeminisme og posthumanisme. Disse ’ismer’ betoner forskellige områder og har forskellige forskydninger, men fælles for denne nye strømning er, at verden forstås som havende en fad og hybrid ontologi. En central teoretiker, der beskæftiger sig med dette, og som har fået stor opmærksomhed i litteraturvidenskaben, er sociolog Bruno Latour med hans aktør-netværkteori. Latour forstår mennesket som én aktør blandt mange, der er på lige fod med hinanden.1 Hos Latour indgår mennesker, planter, maskiner, dyr, olie, elektricitet, diskurser, plastik og solen altså alle i et netværk, hvor aktørerne gensidigt påvirker hinanden og ikke grundlæggende kan adskilles fra hinanden.2

Det er denne strømning, som nærværende artikel også vil lægge sig i forlængelse af. Artiklen vil, gennem en analyse af romanen Om udregning af rumfang I (2020) af Solvej Balle, undersøge, hvordan værket i sin narratologi og tematik giver udtryk for et verdens- og menneskesyn, der, lig Latours teori, gør op med et antropocentrisk verdenssyn, dvs. det verdenssyn, der har sat mennesket i centrum og øverst i verdens hierarki. Særligt vil artiklens fokus ligge på romanens komposition, genrebearbejdning og ’storyworld’, da det er på disse punkter, at romanen afviger fra hovedsporet i litteraturhistorieskrivningen og fra den virkelighed, vi kender fra den ekstratekstuelle verden. Mere specifkt vil artiklen undersøge, hvordan tiden kan siges at blive unaturlig i romanen, og hvordan denne temporale forvridning skaber et samfundskritisk potentiale i opgøret med antropocentrismen.

Unaturlig narratologi

I undersøgelsen af hvordan en unaturlig temporalitet giver Om udregning af rumfang I et samfundskritisk potentiale, vil denne artikel tage sit udgangspunkt i den unaturlige narratologi. Derfor vil der gives en kort, og bestemt ikke udtømmende, redegørelse for dette metodiske og teoretiske afsæt.

Unaturlig narratologi er et paradigme indenfor narrativ teori, som står i modsætning til de mere etablerede retninger, klassisk strukturalistisk narratologi og kognitiv narrativ teori.3 Den unaturlige narratologi er på den måde et opgør med det, man kan kalde ‘mimetisk reduktionisme’ – altså antagelsen om, at alle dele af et narrativ kan forklares med henvisning til vores erfarede virkelighed.4 Den unaturlige narratologi søger altså at inddrage litteraturhistoriens mange eksempler på for eksempel unaturlige temporaliteter og eksperimentelle fktioner, og har på den måde samme ærinde som denne artikel.5 Unaturlig narratologi understreger således, hvordan der er mange narrativer, som dekonstruerer den antropomorfe fortæller og den traditionelle menneskelige karakter og dennes bevidsthed, samt bevæger sig uden for det rum og den tid, der er vores virkelighed i den ekstratekstuelle verden.6 Et centralt begreb i den unaturlige narratologi, som den følgende analyse primært vil inddrage, er den ‘unaturlige storyworld’. Begrebet storyworld betegner den kontekst, som er rammerne for fktionens entiteter og deres handlinger.7 På den måde hænger storyworlds tæt sammen med parametrene tid og sted, og det er, når der på disse parametre brydes med de kognitive rammer for den ekstratekstuelle verden, at det bliver en unaturlig storyworld. Således er en unaturlig storyworld altså defneret af et indhold af logisk eller fysisk umulige forhold i den ekstratekstuelle verdens tidslige eller rumlige struktur.8

Når tiden bliver unaturlig: En analyse af Om udregning af rumfang, I

I Om udregning af rumfang I følger vi fortælleren Tara Selter, der i dagbogsoptegnelser dokumenterer, hvordan hun gennem 366 dage er fanget i en tidssløjfe af den 18. november, og hendes forsøg på at fnde en vej ud af den temporale forvridning. Resten af verden, inklusiv hendes mand Thomas, lever i gentagelsen uden bevidsthed om, eller nogle fysiske tegn på, at dagen gentages. Det er således kun Taras færden i verden og hendes forbrug, som sætter permanente aftryk, mens eksempelvis den mad, som andre spiser, blot næste dag igen er, hvor den oprindeligt var, hel og urørt:

Jeg ved, at hvis jeg henter løg til mig selv i skuret, vil de forsvinde. Jeg ved det, for jeg har set, hvem vi er: Thomas er et spøgelse, og jeg er et monster. Det er sådan, det er. Det er tiden, der har gjort det.9

Der er dermed tale om en fysisk umulig verden, hvor fortællerens temporalitet er ude af sync med resten af omverdenen, idet resten af verden regenererer den samme dag, uden erindring om eller mærker efter at det er en gentagelse, mens fortælleren har en bevidsthed om, at dagene går, og også efterlader spor i verden gennem hendes forbrug. Denne unaturlige tid kalder narratolog Brian Richardson for ‘differentiel temporalitet’.10 Romanens differentielle temporalitet skaber på den måde en unaturlig storyworld, som bryder med de rammer, læseren kender fra den ekstra-

tekstuelle virkelighed. Dermed skabes der det, som science fction-eksperten Darko Suvin kalder ‘cognitive estrangement’, eller ‘kognitiv fremmedgørelse’.11 Ifølge Suvin skaber afvigelser fra vores empiriske virkelighed i en storyworld, der ellers er genkendelig, det, han kalder et ‘novum’ eller ‘strange newness’. Dette novum fungerer ifølge Suvin som et spejl, der holdes op foran læserens nutid, idet læseren må refektere over, om fktionens spekulation kunne blive til virkelighed.12 Det er altså gennem dette novum, at det samfundskritiske potentiale opstår i romanen, da spekulationerne over mulige fremtider eller alternative nutider skaber en refeksion hos læseren over deres egen samtid.

På den måde skaber den differentielle temporalitet i Om udregning af rumfang I en refeksion over den antropocentriske tidsopfattelse, som er naturaliseret i den ekstratekstuelle virkelighed. Sagt med andre ord gør det unaturlige i romanens temporale forhold læseren opmærksom på, hvordan der i den ekstratekstuelle virkelighed ikke er nogen bevidsthed omkring menneskets afhængighed af den rytme og temporalitet, som for eksempel de afgrøder, vi spiser, eller himmellegemerne har:

Himlen har sit mønster. Det gentager sig. Man kan føle sig hjemme. Man kan sidde på en trappesten i mørket og betragte den, eller man kan stå på græsset og være et ganske lille monster i et gigantisk rum. Jeg kan mærke, hvordan himlen løfter monsterkappen af mine skuldre. Jeg bliver mindre, og de små stykker af verden, jeg fytter rundt med, bliver til næsten ingenting.13

Ved at beskrive en verden, hvor tiden er anderledes end i vores egen, gør romanen altså opmærksom på den tidslighed, som vi ellers overser. Litterat Søren Baggesen beskriver denne dialektik således: “Vi forstår det kendte gennem det fremmede. Derfor må vi fremmedgøre det bekendte for at gøre det bekendt”.14 En exceptionalistisk ide om ‘mennesket’ undermineres dermed i kraft af den forvrængede temporalitet, idet fortællerens relation til omverdenen afsløres som en gensidigt påvirkningsforhold, hvor mennesket ikke er den eneste aktør, men er afhængigt af den materielle verden som et livsunderstøttende system. På den måde giver romanen udtryk for et verdenssyn, som er lig det verdenssyn, vi møder i Bruno Latours aktør-netværkteori, hvor mennesket og den ikke-menneskelige verden anses som grundlæggende sammenfettede og ligestillede.15

Denne differentielle temporalitet ses ikke bare i romanens storyworld, men understreges også af romanens komposition, som er bygget op af nummererede dagbogsindlæg, hvor hvert indlæg således ikke har en ny dato, men er betegnet med, hvor mange gange fortælleren har gennemlevet d. 18. november. Kompositorisk trækker romanen på dagbogsfktionens genretræk. Dagbogsfktion defneres af litterat H. Porter Abbott som en fktion, der er rammesat som et non-retrospektivt dokument, der alluderer at blive skrevet fra dag til dag af én fktiv aktør.16 Genren har altså traditionelt i særlig grad lagt op til et mimetisk modus med betoning på det virkelighedstro og auten-

tiske17, men Om udregning af rumfang I forvrider dette modus. Romanen bearbejder nemlig dagbogsromanens genretræk ved, i Jens Kramshøj Flinkers terminologi, både at reproducere og transformere dem.18 Idet dagbogsfktionen som genre skaber en læserforventning om en mimetisk fremstilling af et skrivende jegs bevidsthed, hvor de kognitive og temporale rammer, der er i den ekstratekstuelle verden, også gør sig gældende i fktionens storyworld, opstår der ved bruddet med disse forventninger nemlig et novum. Dette novum opstår, fordi læseren må stoppe op i sin rekonstruktion af storyworlden og genoverveje. Gennem denne bearbejdning af dagbogsromanen skaber teksten altså en dialektik mellem det fremmede og det genkendelige, som fordrer en refeksion hos læseren over den ekstratekstuelle virkeligheds relation til det, der i romanen er unaturliggjort. På den måde bruger romanen aktivt den mimetiske læserforventning, idet at bruddet med et ellers hyper-autentisk modus virker des mere unaturligt og fremmedgørende. Både i form og indhold sker der således en fremmedgørelse gennem romanens unaturlige temporalitet, som, i Suvins ord, dermed også holder et spejl op foran læseren og deres samtid.19

Outro

Om udregning af rumfang I skaber altså en dialektik mellem det kendte og det fremmede i dens temporale greb, og deraf opstår en unaturlighed, som fordrer en refeksion hos læseren over det verdenssyn, som er dominerende i den ekstratekstuelle virkelighed. Ved at skabe en storyworld, hvor menneskets afhængighed af, og indplacering i, den ikke-menneskelige verden synliggøres, skaber den unaturlige temporalitet nemlig et samfundskritisk potentiale. Dette potentiale opstår, fordi det unaturlige leder læseren til at måtte refektere over de hierarkiseringer, der ellers er naturaliserede i vores ekstratekstuelle samtid, såsom menneske > omverden. Idet tiden bliver unaturlig, opstår der nemlig et novum i læseren, som rejser spørgsmål omkring, hvordan vi forstår vores placering i verden, både i forhold til rum og tid. Således har romanens unaturlige temporalitet ikke kun et samfundskritisk potentiale på grund af de svar, den præsenterer, men særligt på grund af de spørgsmål, den rejser hos læseren. Dermed kan spørgsmålet om, hvordan romanen får et samfundskritisk potentiale, altså besvares med et citat fra romanen selv: “Det er tiden, der har gjort det”.

Litteratur

- Abbott, H. Porter: Diary fction: writing as action. Cornell University Press: 1984 - Alber, Jan, Stefan Iversen, Henrik Skov Nielsen, og Brian Richardson: “Unaturlige fortællinger, unaturlig narratologi: Hinsides mimetiske modeller”. K&K: Unaturlige fortællinger, K&K, 39 (112): 2011 - Baggesen, Søren: Natur/videnskab/fortælling: om science fction som civilisationskritik. Odense Universitetsforlag: 1993 - Balle, Solvej: Om udregning af rumfang, I. Pelagraf: 2020 - Herman, David, Manfred Jahn, og Marie-Laure Ryan, red: Routledge encyclopedia of narrative theory. Routledge: 2005 - Kramshøj Flinker, Jens: “Spekulative klimafktioner: økokritisk metaforanalyse af Ekspeditøren”. I Solen er ligeglad: er litteraturen?. Forlaget Spring: 2020 - Latour, Bruno: Vi har aldrig været moderne: et essay om symmetrisk antropologi. Hans Reitzel: 2006 - Suvin, Darko: Metamorphoses of Science Fiction: On the Poetics and History of a Literary Genre. Peter Lang GmbH, Internationaler Verlag der Wissenschaften: 2016

© Heather Shevlin Red. Acqualuna Hvidberg-Carriere

Slutnoter

i. Latour, Bruno: Vi har aldrig været moderne: et essay om symmetrisk antropologi, s. 208. Oversat af Carsten Sestoft. Hans Reitzel: 2006 ii. Ibid., s. 208 iii. Alber, Jan, Stefan Iversen, Henrik Skov Nielsen, og Brian Richardson: “Unaturlige fortællinger, unaturlig narratologi: Hinsides mimetiske modeller”, s. 8. K&K: Unaturlige fortællinger, K&K, 39 (112), 2011 iv. Ibid., s. 9 v. Ibid., s. 8-9 vi. Ibid.: 9 vii. Herman, David, Manfred Jahn, og Marie-Laure Ryan, red.: Routledge encyclopedia of narrative theory, s. 569-570. Routledge: 2005 viii.Alber, Jan, Stefan Iversen, Henrik Skov Nielsen, og Brian Richardson: “Unaturlige fortællinger, unaturlig narratologi: Hinsides mimetiske modeller”, s. 10-11. K&K: Unaturlige fortællinger, K&K, 39 (112), 2011 ix. Balle, Solvej: Om udregning af rumfang I, s. 104. Pelagraf: 2020 x. Alber, Jan, Stefan Iversen, Henrik Skov Nielsen, og Brian Richardson: “Unaturlige fortællinger, unaturlig narratologi: Hinsides mimetiske modeller”, s. 9. K&K: Unaturlige fortællinger, K&K, 39 (112), 2011 xi. Suvin, Darko: Metamorphoses of Science Fiction: On the Poetics and History of a Literary Genre, s. 15-17. Peter Lang GmbH, Internationaler Verlag der Wissenschaften: 2016 (1979) xii. Ibid., s. 15-17 xiii.Balle, Solvej: Om udregning af rumfang I, s. 115. Pelagraf: 2020 xiv. Baggesen, Søren: Natur/videnskab/fortælling: om science fction som civilisationskritik, s. 16. Odense Universitetsforlag: 1993 xv. Latour, Bruno: Vi har aldrig været moderne: et essay om symmetrisk antropologi, s. 208. Oversat af Carsten Sestoft. Hans Reitzel: 2006 xvi. Abbott, H. Porter: Diary fction: writing as action, s. 17. Cornell University Press: 1984

xvii.

Ibid., s. 18 xviii. Kramshøj Flinker, Jens: “Spekulative klimafktioner: økokritisk metaforanalyse af Ekspeditøren”, n. pag. I Solen er ligeglad: er litteraturen?. Forlaget Spring: 2020 xix. Suvin, Darko: Metamorphoses of Science Fiction: On the Poetics and History of a Literary Genre, s. 15-17. Peter Lang GmbH, Internationaler Verlag der Wissenschaften: 2016 (1979)