Thorvaldsens kunst.48 Det vigtigste for Jorn var ”at grave PERSONLIGHEDEN Thorvaldsen ud af det klassicistiske princip og vise, hvad han var som menneske og individ og som skandinav, og dette tror jeg [Jorn] afsløres stærkest om man når frem til om man så må sige det grafologiske udtryk, til selve det udtryk som håndens bevægelser afgiver i stoffet”. 49 Jorn fokuserede på individet Thorvaldsen og hans prægning af kunsten snarere end på stilen klassicisme. Og Schultz, der selv var dybt optaget af moderne, især abstrakt, konkret kunst, var enig med Jorn i, at man skulle behandle Thorvaldsen på en ”antiklassisk måde” og se på hans værker, herunder tegningerne, for hvad de er nu og her og ikke, hvorledes de var set på i Thorvaldsens samtid, eller hvordan de indgik i kunsthistorien.50 For Jorn – og for Schultz – var det en svaghed i dansk kunsthistorie at ”man ikke tør se på en kunstners arbejde undtagen ud fra den mening som hans samtid gav det han frembragte”. Jorn pointerede endvidere, at ”en stor kunstner er efter min [Jorns] mening dog at de har noget specielt at sige til enhver tid” og at ”den kendsgerning, at Thorvaldsen var anerkendt som sin tids største billedhugger har været en hemsko for oplevelsen af hans almene menneskelighed, og frem for alt for hans danskhed og specifik skandinaviske karakter”. 51 Det var netop i tegningerne, at det umiddelbare, det
stil-uafhængige og den enkeltpersonlige prægning af kunsten skulle findes, mente Jorn. Den afvejning, sammenstilling og stillingtagen for og imod det plastiske værk overfor tegningerne, som tidligere forfattere havde haft problemer med, var slet ikke relevant for Jorn: ”Når jeg overhovedet gider beskæftige mig med Thorvaldsens tegninger er det fordi de er typisk nordiske … De er musik for øjet. I den forstand er de ikke hverken i fransk eller romersk forstand klassiske”. 52 Det var altså især ”vejen til Thorvaldsen”, som Jorn og Schultz ville prøve at anvise på ny. Dvs. uden den historiske kontekst og uden en minutiøs granskning af mulige antikke forbilleder for Thorvaldsens værker. Som Schultz udtrykte det: ”Man kan godt ærgre sig over, at folk har saa travlt med person-galleriet omkring hans [Thorvaldsens] liv og med arkæologisk paavisning af laante motiver fra klassiske kunstværker – de naar ikke ind til Thorvaldsen ad den vej, ja, jeg mener endog, at de naar ikke til at forklare, hvorfor Thorvaldsen betog sin samtid saa stærkt. Jeg tror, at det, der mest betog samtiden, uden at den forstod det, i sidste instans var den virkelige Thorvaldsen, mere end klassicisme”. 53 Tegningerne og skulpturerne Men kan vi så nå frem til ”den virkelige Thorvaldsen” – og findes der kun én? For enhver tid – ja faktisk for hver enkelt betragter, der tør stå ved sin egen mening – er Thorvaldsen vel ”virkelig” i betydningen
30
114923_thorvaldsens tegninger_.indd 30
26/10/2021 15.36
