Tegningerne og skulpturerne

Thorvaldsens kunst.48 Det vigtigste for Jorn var ”at grave PERSONLIGHEDEN Thorvaldsen ud af det klassicistiske princip og vise, hvad han var som menneske og individ og som skandinav, og dette tror jeg [Jorn] afsløres stærkest om man når frem til om man så må sige det grafologiske udtryk, til selve det udtryk som håndens bevægelser afgiver i stoffet”.49 Jorn fokuserede på individet Thorvaldsen og hans prægning af kunsten snarere end på stilen klassicisme. Og Schultz, der selv var dybt optaget af moderne, især abstrakt, konkret kunst, var enig med Jorn i, at man skulle behandle Thorvaldsen på en ”antiklassisk måde” og se på hans værker, herunder tegningerne, for hvad de er nu og her og ikke, hvorledes de var set på i Thorvaldsens samtid, eller hvordan de indgik i kunsthistorien.50 For Jorn – og for Schultz – var det en svaghed i dansk kunsthistorie at ”man ikke tør se på en kunstners arbejde undtagen ud fra den mening som hans samtid gav det han frembragte”. Jorn pointerede endvidere, at ”en stor kunstner er efter min [Jorns] mening dog at de har noget specielt at sige til enhver tid” og at ”den kendsgerning, at Thorvaldsen var anerkendt som sin tids største billedhugger har været en hemsko for oplevelsen af hans almene menneskelighed, og frem for alt for hans danskhed og specifik skandinaviske karakter”.51

Det var netop i tegningerne, at det umiddelbare, det stil-uafhængige og den enkeltpersonlige prægning af kunsten skulle findes, mente Jorn. Den afvejning, sammenstilling og stillingtagen for og imod det plastiske værk overfor tegningerne, som tidligere forfattere havde haft problemer med, var slet ikke relevant for Jorn: ”Når jeg overhovedet gider beskæftige mig med Thorvaldsens tegninger er det fordi de er typisk nordiske … De er musik for øjet. I den forstand er de ikke hverken i fransk eller romersk forstand klassiske”.52 Det var altså især ”vejen til Thorvaldsen”, som Jorn og Schultz ville prøve at anvise på ny. Dvs. uden den historiske kontekst og uden en minutiøs granskning af mulige antikke forbilleder for Thorvaldsens værker. Som Schultz udtrykte det: ”Man kan godt ærgre sig over, at folk har saa travlt med person-galleriet omkring hans [Thorvaldsens] liv og med arkæologisk paavisning af laante motiver fra klassiske kunstværker – de naar ikke ind til Thorvaldsen ad den vej, ja, jeg mener endog, at de naar ikke til at forklare, hvorfor Thorvaldsen betog sin samtid saa stærkt. Jeg tror, at det, der mest betog samtiden, uden at den forstod det, i sidste instans var den virkelige Thorvaldsen, mere end klassicisme”.53

Tegningerne og skulpturerne

Men kan vi så nå frem til ”den virkelige Thorvaldsen” – og findes der kun én? For enhver tid – ja faktisk for hver enkelt betragter, der tør stå ved sin egen mening – er Thorvaldsen vel ”virkelig” i betydningen

”rigtigt opfattet”, om end den fremherskende kunstbetragtning i nogle tidsperioder har set hans kunst som mindre relevant eller direkte betydningsløs. For Thorvaldsen selv var der ingen tvivl om, at de færdige skulpturer eller relieffer var det vigtigste. Det var i dem alle hans bestræbelser havde deres endemål. Bortset fra de såkaldt ”maleriske” tegninger, som han brugte som gaver, og ungdommens tegnede portrætter, var skitsetegningerne generelt set uden betydning for ham, når skulpturerne var udførte, og kunne for så vidt forsvinde. Og den skæbne er formodentlig overgået et stort antal tegninger. For antallet af tegninger tilknyttet de enkelte skulpturelle værker er som nævnt bevaret meget uegalt. Men samtidig har vi fået overleveret tegninger fra hele Thorvaldsens lange karriere som kunstner og vel at mærke tegninger stammende fra hans egen donation. Så nogle tegninger har han bevidst villet gemme og bevare i sit private billedlager formodentlig for at kunne finde dem frem, når han skulle bruge et bestemt stillingsmotiv, en bestemt komposition e.l.

Det kan i dag være mærkeligt at konstatere de afvejninger af skitsetegningerne op imod skulpturerne, som flere forfattere har syntes, at de har været nødt til at foretage. Da de nævnte kunsthistorikere (Lange, Christensen, Repholtz) ikke vovede billedkunstnerens (Jorns) radikale og helt subjektive udgrænsning af skulpturerne, kan det opleves som om, at de tidligere forfattere nærmest følte trang til at komme med undskyldninger på Thorvaldsens og det plastiske værks vegne. Det virker helt forkert, når Christensen (se ovenfor) mente, at Thorvaldsen lagde bånd på sig selv, når han ikke kunne/ville/turde udtrykke det i skulpturerne, som han tillod sig at udtrykke i tegningerne. Og selv Lange synes at gå alt for langt, når han i en sammenligning af Thorvaldsens tegning til relieffet Priamus bønfalder Achilleus om Hektors lig (se nr. 42) med relieffet påstod, at Thorvaldsen ville skærme sig mod kritik, når han i relieffet foretrak ”… det ”Klassiske”, abstrakt Plastiske for det gribende, talende Udtryk for en indre Sjælsbevægelse”, som Lange så i tegningen.54 Det er dog bestemt ikke vores indtryk, at Thorvaldsen tog hensyn til evt. kritik, når han lagde sig fast på relieffets udtryk. Han var fuldstændig kompromisløs i forhold til sine kunstneriske ambitioner, og enkelte værkers færdiggørelse blev udstrakt i det uendelige netop pga. dem.

Man kan måske gå så vidt som til at påstå, at når skribenterne – med det naturalistiske kunstsyn de havde – fastholdt en afvejning og værdisætning af skitsetegningerne overfor de plastiske værker, måtte de uundgåeligt komme til at overse de sidstes egentlige styrker. Skulpturerne skal jo netop ikke opleves, ses og

forstås på tegningernes præmisser. De egentlige skitsetegninger – altså ikke de tidlige tegnede portrætter og de ”maleriske” tegninger – var ikke bestemt til at blive set i det offentlige rum. De var Thorvaldsens private idebank, motivlager, mulighedsforråd, eller hvilke ord vi vil knytte til dem. Rent fysisk har de ikke været beregnet til at skulle forlade lejligheden i via Sistina nr. 46. Og derfor er så mange af dem vel også endt i tønderne i kælderen eller i skuffer i lejligheden – eller som aske i kakkelovnen.

Selv om skitsetegningerne i sagens natur er en forudsætning for skulpturernes og relieffernes udformning, er det plastiske og det tegnede to væsensforskellige udtryk, der skal vurderes hver for sig. I tegningernes to dimensioner og i det materialemæssigt let forgængelige papir tillader Thorvaldsen sig at koncentrere sig om helheden, den overordnede form og at se bort fra detaljerne. Han viser bevægelsen, det grænseløse og uafsluttede med de mange konturer, det udadvendte og det ekspressive, det lidenskabelige og det kropslige. Vi er i nu’et og midt i kampen. Det er også i tegningerne, at Thorvaldsen udvikler historien eller fortællingen i det kommende skulpturelle værk. Nogle enkelte eksempler: Skal Achilleus være afvisende eller forsonende i sin positur? Skal gratierne have et kropsligt eller et intellektuelt fællesskab? Hvordan kan den nære virkelighed beskrives, så den bliver bærer af et alment udsagn? Kan en person fremstilles ydmyg og alligevel være magtfuld? Rækken af muligheder – og valg, der skal træffes – er uendelig, og i den proces var tegningerne Thorvaldsens vigtigste redskab.

Skitsetegningerne er vitterligt ikke gjort for andre. I skulpturerne og reliefferne ved Thorvaldsen, at de færdige skulpturer og relieffer i et ”evigt” materiale skal have en plads i det offentlige rum i en ubegrænset tid. De skal bogstaveligt talt udfylde et fysisk rum og med tre dimensioner virke fra flere sider med en fastlagt afgrænsning mellem form og omgivelser. Konturen er uendeligt skiftende, idet den følger betragtningen af formen fra de skiftende synspunkter ved betragterens egne bevægelser. Derved bliver oplevelsen af især skulpturerne mangetydig. Detaljerne i klædedragt og attributter må med for at understøtte fortællingen og forståelsen af allegorierne. Principielt tilstræbes skulpturerne at udtrykke det ideale, abstraktionen, hvor det enkeltpersonlige ophøjes til den skønne, i sig selv hvilende almengyldige form. Skulpturer og relieffer skal ikke være udadvendte og ekspressive, men i sit mådehold alligevel rumme et væld af fortolkningsmuligheder og give plads til beskuerens refleksioner indenfor et følelsesregister, der ikke bliver mindre stærkt og udtryksfuldt, men mindre éntydigt. Dramaet er forbi. Nu er der plads til eftertanken. Er skitsetegningerne skabt i en

”bevidsthedsstrøm”, er den skulpturelle praksis en fokuseret og viljestærk stræben.

Vi skal altså gøre os klart, at omformningen, nedtoningen og udelukkelsen i de færdige skulpturelle arbejder af nogle af de kvaliteter og de udtryk, der knyttes til skitsetegningerne, er ganske bevidst gjort fra Thorvaldsens side – han ville simpelthen med skulpturerne og reliefferne opnå noget helt andet end i tegningerne.

I det følgende præsenteres et udvalg af Thorvaldsens tegninger, der er udvalgt fra hans tegnede værk især på Thorvaldsens Museum. Udvalget er naturligvis subjektivt og forfatterens, men det viser forhåbentlig en række af Thorvaldsens mest fascinerende tegninger samtidig med, at udvalget samlet set belyser hans tegnekunst gennem hele hans liv og karriere. Må tegningerne hermed blive tilgængelige for alle!