Issuu

INDLEDNING: 1200-TALLETS DANSKE BYER

Per

Andersen, Bjørn Poulsen og Helle Vogt

Vores emne er købstadslove, stadslove, bylove, stadsretter eller byretter fra tiden før 1300. Det er mindre væsentligt, hvad vi kalder disse tekster, for vi mener det samme med ordene. Ordet købstad betegner oprindeligt et sted, hvor der købes, mens by eller stad angiver den bymæssige bebyggelse i modsætning til landet. Vi taler her om love, der gælder for byer, og man kan kalde dem, hvad man vil.

I middelalderen var forholdet mellem ret og magt og brydningen mellem disse som regel meget synlig, når man nedskrev, hvad der skulle være ret. Man ønskede på én gang at klargøre, hvad der var ret, og markere, hvem der havde magten til at bestemme den. Det så man i mange steder i Europa i løbet af 1100- og ind i 1200-tallet. Lovene spillede altså på dobbeltheden i at fastsætte regler til gavn for samfundets funktionsdygtighed og i at markere rådende magtforhold. Magtfremvisningen ser ud til at have kendetegnet den bølge af nedskreven ret, som kom i Europa i 1100-tallet. I løbet af 1200-tallet blev det i højere grad samfundshensyn, der kom frem i lovteksterne – nedskreven ret blev brugt som et aktivt redskab i at sikre og forbedre samfundets funktion.1

Vi finder de danske stadsretter midt i denne udvikling. På den ene side synes de at have fungeret på et rent formelt plan, hvor tildelingen af en skriftlig stadsret markerede byens og dens indbyggeres særlige status i forhold til det øvrige samfund og opland, og på den anden side har lovene – i hvert fald delvist – haft som formål at præcisere retlige forhold, der var anderledes eller skulle håndteres anderledes end i landområderne. Det er netop denne for byerne transformative fase i 1200-tallet, det er målet at undersøge i denne bog. Fokus er på 1200-tallet, men naturligvis er al nedskreven ret ikke nødvendigvis ny, så der vil også blive trukket tråde tilbage til 1100-tallet, især i forhold til de ældste stadsretter: Slesvig Stadsret og Lund Stadsret. Vi er nysgerrige efter viden om, hvad de tidligste danske stadsretters tekster

1 Armin Wolf, Gesetzgebung in Europa 1100-1500. Zur Entstehung der Territorialstaaten, 2. überarb. und erw. Aufl. (München: C.H. Beck, 1996).

kan fortælle os om deres tilkomst og indre sammenhæng og om den retlige regulering og de retlige institutioner, der enten blev fastholdt eller udviklet igennem et århundrede. For hvad siger det om samfundet? Vi ønsker at studere de første danske stadsretter på deres egne præmisser uden at skele til, hvad der senere kom til. Omdrejningspunktet er de retlige forhold i byerne på baggrund af den sociale, økonomiske, religiøse og topografiske kontekst. Dette er en anden tilgangsvinkel end den, der kendetegner de tre standardværker om middelalderens danske byer, nemlig Carl Mouritz Clod Mackeprangs grundlæggende disputats om dansk købstadsstyrelse fra kong Valdemar 2. Sejr (r. 1201-1241) til kong Christian 4. (r. 1588-1648) fra år 1900, det korte, men oplysende rids af stadsretterne i Poul Johs. Jørgensens fremstilling af den danske retshistorie fra 1940 (og 2. udgave fra 1947) samt Hans Krongaard Kristensen og Bjørn Poulsens samlende oversigt over middelalderens danske byer, især de topografiske og socioøkonomiske forhold, fra 2016.2 De tre værker arbejder alle med en lang tidsperiode fra de tidligste kilder til 1500-1600-tallet. For Mackeprang og Jørgensen var formålet ikke at forstå, hvordan ret og magt fungerede i købstæderne, men at give et overblik over og en forståelse for den overordnede udvikling og den institutionalisering, der fandt sted over århundreder. Dette suppleres i Krongaard Kristensen og Poulsen med bl.a. sociale og økonomiske forhold. Tilgangen i de tre standardværker har store fordele, fordi den ved at harmonisere de mange kilder over tid og rum etablerer en udviklingslinje, der forklarer, hvorfor byerne som socialt og organisatorisk fænomen endte med at være, som de var. I Krongaard Kristensen og Poulsens fremstilling er billedet af en naturligt løbende formalisering dog søgt nuanceret ved en inddeling i kronologiske hovedafsnit, således at udviklingen fremstår mere diskontinuerlig end i de to ældre fremstillinger.3

2 Mouritz Mackeprang, Dansk Købstadstyrelse fra Valdemar Sejr til Kristian IV (København: Det Nordiske Forlag, 1900); Poul Johs. Jørgensen, Dansk Retshistorie. Retskildernes og Forfatningsrettens Historie indtil sidste Halvdel af det 17. Aarhundrede, 2. udg. (København: G.E.C. Gads Forlag, 1947); Hans Krongaard Kristensen og Bjørn Poulsen, Danmarks byer i middelalderen (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2016), især 143-155. Se også Poul Johs. Jørgensen, ”De danske Købstæders Forfatning”, i Nordisk Kultur XVIII. Byer og Bebyggelse, red. E. Bull og S. Steen (Stockholm/Oslo/København, 1933), 63-74.

3 Hovedafsnittene hos Krongaard Kristensen og Poulsen svarer nogenlunde til afsnittene i Anders Andrén, Den urbana scenen: städer och samhälle i det medeltida Danmark. Acta Archaeologica Lundensia B:13. (Malmø: CWK Gleerup, 1985). Andréns tese er netop, at de danske byer udviklede sig diskontinuerligt fra periode til periode.

Ingen af de tre værker nærstuderer imidlertid den formative fase, som udgøres af de første købstadslove i 1200-tallet. Der er derfor risiko for, at man læser de tidlige skridt ind i en udvikling, som ikke var givet. Ud fra tanken om åbenhed i tilgangen fokuserer vi i denne bog således på den række købstadslove, der ved deres affattelse lagde de første trædesten i en afgørende urbaniseringsfase. Målet er ikke at give et udtømmende billede af udviklingen af de danske byer, som i stor udstrækning var i gang fra i al fald midten af 1100-tallet, men at se, hvad vi kan læse om de rådende retsforhold i middelalderens danske købstæder, især i 1200-tallet, ud fra deres love.

På den måde undgår vi anakronismer. I forhold til kirkens jurisdiktion og klostrenes plads i den urbane regulering betyder det tynde kildemateriale fra højmiddelalderen dog, at lidt yngre materiale må inddrages for at give et dækkende billede.

Landskabslovene kontra købstadslovene

Byerne var beliggende i retlige provinser – ”lande” eller på moderne dansk ”landskaber”, nemlig Skånelandene, Sjælland med øer og Jylland med Fyn.

Fra landskaberne har vi bevaret en række love. Den eneste, der kan dateres nøjagtigt, er Jyske Lov, som blev givet af kong Valdemar 2. Sejr i 1241. Fra øerne har vi Valdemars Sjællandske Lov, der formentlig stammer fra 1220’erne, og Eriks Sjællandske Lov fra 1240’erne, mens Skånske Lov, der antagelig blev nedskrevet mellem 1202 og 1215, ud over Skåne var gældende for Halland, Blekinge og Bornholm.4

Landskabslovene har ganske få bestemmelser, der specifikt tager byernes problemer op, når det gælder fred, køb og proces i byen. Den ældste af landskabslovene, Skånske Lov, har en bestemmelse om ”ret torvekøb”, altså hvordan en handel skal foregå på torvet.5 Købstaden omtales også, idet det fastlægges, at man ikke må spærre veje til købstaden eller ”købinger”.6 I en

4 Om lovenes datering og indhold se Per Andersen, Lærd ret og verdslig lovgivning. Retlig kommunikation og udvikling i middelalderens Danmark (København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2006), 3-6, 75-87, 93-115, 129-135, 143-147, 149-182 og 191-298, og Helle Vogt, Slægtens funktion i nordisk højmiddelalderret – kanonisk retsideologi og fredsskabende lovgivning (København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2005), 67-72, 91-98. Der har ikke siden for alvor været diskussion om dateringen, men derimod om hvorvidt Jyske Lov var tiltænkt at være en rigsomfattende lov eller ej.

5 Skånske Lov, kap. 29, 30, 143, jf. 144, 150, 152, samt Anders Sunesens Parafrase, kap. 89.

6 Skånske Lov, kap. 69, jf. Anders Sunesens Parafrase, kap. 29.

yngre redaktion af loven reguleres forholdet mellem landsbyernes og byen Lunds folk: ”Hvis mænd i [kirken eller landsbyen] slås eller puffer hinanden, skal det være således, som før er sagt; således også mellem mænd i Lund. Sårer en mand fra Lund en mand fra landet eller en mand fra landet en mand fra Lund i Lund, da er det også en fyrretyve marks sag”.7 I Valdemars Sjællandske Lov gentages de strenge straffe for den, som ”bryder freden ved voldsudøvelse på torvet”, 8 og det samme sker i den lidt yngre Eriks Sjællandske Lov.9

I Jyske Lov fra 1241 er der nogle flere byrelaterede bestemmelser. Der er således fastsat bøder for at spærre veje til købstad, strand eller ting.10 Der er også bestemmelser for, hvad der skal ske, hvis en person dræbes, ”hvad enten det er i købstad eller på landet”.11 Der er forhøjet straf for at dræbe nogen i leding, på tinge, i eget hus, dér, hvor kongen opholder sig, i kirken, ved ploven – eller i købstad.12 Det er ligeledes fastsat, hvordan man bevidner, at noget er lovligt torvekøb.13 Også gilderne i byerne er nævnt, for mister en købstadsmand ved et uheld noget, han har i forvaring fra en anden, skal han forsvare sig ved et nævn udtaget af gildet, der skal sværge på, om der var tale om et uheld eller ej.14

Herefter skal man helt frem til de såkaldte Thords artikler, der i 1304 supplerede Jyske Lov, for at finde købstadsrelaterede paragraffer i tilknytning til landskabslovene. Heller ikke her er der imidlertid meget.15

Ser man på den kronologiske fordeling af købstadslovene i forhold til landskabslovenes datering, kan den bølge af stadsretter, som vi ser for de danske byer i 1200-tallets anden halvdel, vel forklares på to måder: For det første kan den ses som en reaktion på landskabslovenes mangel på regule -

7 Erik Kroman og Stig Iuul, Danmarks gamle Love paa Nutidsdansk (København: G.E.C. Gads Forlag, 1945), bd. 1, 92, der dog udelader originalens omtale af kirken, jf. Danmarks gamle Landskabslove med Kirkelovene, bd. 1.2, tillæg I, kap. 3: ”Bæriæs mæn kirkiu ællær tuttæs. Wære svasum før ær mælt. Swa oc lundæ mæn i mællin. Sære lunde man lnaz man. Æller lanzman lunde man. I lund. Tha ær oc firitughu marca sac”.

8 Valdemars Sjællandske Lov, 2. bog, kap 16: ”Qui violat pacem in foro”.

9 Eriks Sjællandske Lov, kap. 22 og 23, jf. kap. 25 og 51.

10 Jyske Lov, 1. bog, kap. 56.

11 Jyske Lov, 2. bog, kap 11: ”hwat hældær i køping æth a land”.

12 Jyske Lov, 2. bog, kap. 11, samt 3. bog, kap. 22.

13 Jyske Lov, 2. bog, kap 92.

14 Jyske Lov, 2. bog, kap. 113.

15 Se nærmere i Grethe Jacobsens artikel i denne bog.

ring af byerne, som efterlod et udtalt behov for præciserende og skriftlige love for byerne. Dette kan forklare, hvorfor der i bylovene fra efter 1241 til tider findes referencer til, at en konflikt skal løses efter ”landets lov”.16 For det andet kan den næsten samtidige fremkomst af landskabslove og bylove måske ses som to parallelle bevægelser, dvs. som udtryk for den samme bestræbelse for at ville fastsætte eller regulere samfundsforholdene på skrift. Dette kan i så fald forklare, at Lund Stadsret formentlig er ældre end Skånske Lov, og at Slesvig Stadsret blev samlet og skriftsat, før Jyske Lov blev udstedt, måske ligeså med Aabenraa Stadsret,17 mens de øvrige stadsretter er yngre end landskabslovene.

De to ældste danske stadsretter er Lunds og Slesvigs, der i de overleverede versioner ikke kan dateres nærmere end til en nedfældning i 1200-tallets første halvdel. Flere dele af disse lovtekster er dog med sikkerhed af ældre dato.18 Tønder Stadsret er fra 1243.19 Aabenraa Stadsret daterer ganske vist sig selv til 1335, men der er overbevisende blevet argumenteret for, at store dele af lovteksten går tilbage til et privilegium, der blev givet til byen af Valdemar 2. Sejr imellem 1234 og 1241.20 Resten af stadsretterne kom til senere: Københavns i 1254, Roskildes i 1268, Ribes i 1269, Flensborgs i 1284 (der i tilgift kom i en dansk oversættelse omkring 1300) samt Københavns anden stadsret i 1294. Haderslev fik en stadsret i 1292, men den er desværre kun kendt i en 1600-talsversion, der sprogligt ligger langt fra middelalderens latin eller dansk samt sandsynligvis er præget af flere yngre ændringer.

16 Se f.eks. Roskilde Stadsret, §§ 3, 4, 23 og 26, samt Flensborg Stadsret, § 21.

17 Jørgen Witte, ”Aabenraa købstads skrå – dens tilblivelse og alder”, i Sønderjyske Årbøger 126, nr. 1 (2014): 169-208; Jørgen Witte, Aabenraa i højmiddelalderen: livet i købstaden ca. 1230-1375 (Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland og Aabenraa Byhistoriske Forening, 2019).

18 For dateringen af Slesvig Stadsret se Bjørn Poulsens artikel i denne bog. For Lund Stadsret i form af den såkaldte birkeret se Kirsten Berth Paulsen, ”Den skånske birkeret”, Scandia 44 (1978), 25-57.

19 DgK, bd. 1, Tønder, nr. 1, 215.

20 Witte, ”Aabenraa købstads skrå”.

Tabel 1. Dateringer på landskabslove og bylove

Bylove

ca. 1200: Slesvig og Lund

ca. 1230: Aabenraa

Landskabslove

ca. 1202-1215 Skånske Lov 1220’erne: Valdemars Sjællandske Lov

1241: Jyske Lov

Efter 1241: Eriks Sjællandske Lov

1243: Tønder

1254: København

1268: Roskilde

1269: Ribe

1284: Flensborg

1292: Haderslev

1294: København (2. stadsret)

Det er værd at bemærke, at Tønder Stadsret, som hertug Abel af Sønderjylland – senere kong Abel (r. 1250-1252) – stadfæstede for byen i 1243, er temmelig speciel i dansk sammenhæng, da der ikke er tale om en dansk forfattet lov, men en nøje kopi af den lov, der gjaldt i den ledende nordtyske by, Lübeck. Det samme gjaldt Tallinns (Reval) lybske bylov fra 1257, som byen fik af den danske kong Christoffer 1. (r. 1252-1259), i øvrigt under et møde i Ribe.21 Skønt Ribe og Roskilde Stadsretter også er påvirkede af lybsk lov, må man sige, at Tønders og Tallinns love med deres fuldstændige kopiering af den store nordtyske bys love er udtryk for en anden tradition end de øvrige danske købstadslove. De viser, at Danmark lå lige på kanten af den store lybske retsfamilie, og det kan ikke udelukkes, at man fra Tønder har kunnet

21 DD, 2. rk., bd. 1, nr. 236.

appellere domme til Lübeck, selvom der ikke findes spor af det i kildematerialet.22 Over 100 byer i Nordtyskland og Østersøområdet fik lybsk ret.23

Byen som juridisk rum

Inden vi går nærmere ind på lovene og de retlige aktører og institutioner, er det på sin plads at se på de krydsende jurisdiktioner i den danske middelalderby.24 Det er vigtigt at forstå, at stadsretterne kun var en lille del af den myriade af overlappende retlige reguleringer, der fandtes i en middelalderlig by, og at de derfor kun dækkede en del af dens retlige spørgsmål og fora. Det betyder også, at hvis man alene fokuserer på stadsretterne som udtryk for den retlige regulering, risikerer man at reducere kompleksiteten i byernes virkelighed. Derfor er fokus for bogen her også bredere end blot stadsretterne i snæver forstand.

Rettens og lovens former var mange. Der var love for særlige befolkningsgrupper, og der var love for områder. I Danmarks kommercielle centrum, Skånemarkederne på Falsterbohalvøen, hvor byerne Skanør og Falsterbo voksede frem i 1200-tallet, opererede man gennemgående efter en særlig dansk lov, der var skrevet ned i en såkaldt motbog (mødebog), men uden for disse markeder havde tyske byer deres særområde, ”fed”, med deres egen jurisdiktion.25 Inde i byerne interagerede forskellige former for jurisdiktion. Det kan man f.eks. se i domkirkebyen Ribe omkring år 1300. Ribe var en af de største danske byer med en befolkning på måske et par tusind personer, hvilket gjorde den til en metropol i en dansk kontekst.26 Ud over domkirken

22 Appel fra de slesvig-holstenske byer med lybsk ret til Lübeck blev først standset i 1400-tallets slutning. Philipp Höhn, ”Pluralismus statt Homogenität. Hanse, Konflikträume und Rechtspluralismus im vormodernen Nordeuropa (1400-1600)”, i Städtebünde und städtische Außenpolitik – Träger, Instrumentarien und Konflikte während des hohen und späten Mittelalters. 55. Arbeitstagung in Reutlingen, 18.-20. November 2016, red. Roland Deigendesch og Christian Jörg (Ostfildern: Jan Thorbecke Verlag, 2019), 251-290, her 286.

23 Albrecht Cordes, ”Lübisches Recht” i Handwörterbuch zur deutschen Rechtsgeschichte. Band III, red. Albrecht Cordes (Berlin: Erich Schmidt Verlag, 2004), 1072-1079.

24 Om byen som juridisk rum se f.eks. Miriam Jensen Tveit og Helle Vogt, ”Defining jurisdictional boundaries in thirteenth-century Danish and Norwegian town law”, Journal of Legal History (2025), 1-20.

25 Carsten Jahnke, Das Silber des Meeres. Fang und Vertrieb von Ostseehering zwischen Norwegen und Italien (12.-16. Jahrhundert), Quellen und Darstellungen zur Hansischen Geschichte, bd. 49 (Köln: Böhlau, 2000).

26 Søren Bitsch Christensen, red. Ribe Bys Historie, bind 1. 710-1520 (Esbjerg: Esbjerg Kommune, 2010).

havde byen en række klostre, sognekirker og en kongelig borg. Byen lå i ”landskabet” Jylland, men Jyske Lov fra 1241 gav som tidligere omtalt ikke mange retningslinjer for bylivet.

Derfor havde Ribe som en af de vigtigste byer i riget med omfattende handel og mange håndværkere også brug for særlig lovgivning, der regulerede handel og alle andre forhold, der var specielle for en by. Dette er nok grunden til, at byen med dens omkringliggende marker, der blev dyrket af byboerne og hørte til byens jurisdiktion, fik sin egen, meget omfattende lov fra sin herre, kongen, i 1269. Modsat det, vi kender fra norsk og svensk købstadslovgivning, dækkede de danske stadsretter kun forhold, som man bedømte som værende af speciel interesse for byboerne. Det gjaldt f.eks. handel, håndværk og organiseringen af bystyret. Dertil kom strafferetten, som gerne havde hårdere sanktioner i byerne end på landet.27

Ribe er Danmarks ældste købstad, og de arkæologiske spor bevidner dens eksistens helt tilbage til 700-tallet.28 Men selvfølgelig har byen ikke været uden særregulering før 1269. Både før og efter stadsrettens komme har byens handel på torvet og indtægter været reguleret af kongelige privileger eller regler, i nogle tilfælde måske opstået gennem sædvaner, dvs. hvad man ”plejede” at gøre. Fra 1200-tallet og frem er en del af disse privilegier eller tillægslovgivning nemlig bevaret, både for Ribe og andre danske byer. Privilegierne var ofte knyttet til told og afgifter, som ikke gik direkte på reguleringen af byen, 29 men til tider indeholdt de også pålæg til byens borgere, som f.eks. i 1252, hvor det indskærpedes, at byrådets beslutninger skulle stå fast, eller i 1265, hvor det understregedes, at alle bymænd skulle betale skat.30

Vi må altså forestille os, at sammen med privilegierne har byen frem til 1269 været retligt reguleret af mundtlige sædvaner eller nu ukendte love,

27 Der er ikke skrevet meget om strafferetten i de danske byer i middelalderen, men se f.eks. Stig Iuul, ”Den gamle danske strafferet og dens udvikling indtil slutningen af det 18. århundrede”, i Kampen mod forbrydelsen, bd. 1, red. Leif Beckman et al. (København: Emil Wienes Forlag, 1951), 237-294, her 257-258.

28 Morten Søvsø, Ribe 700-1050. From Emporium to Civitas in Southern Scandinavia (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2020).

29 Et sted mellem 1202 og 1214 fik Ribes handelsmænd toldfrihed overalt i riget af kongen; et privilegium, der blev bekræftet af kong Valdemar Sejrs efterfølgere Erik Plovpenning (r. 1241-1250) den 4. maj 1242 og Abel den 20. februar 1250, jf. DD, 1. rk., bd. 7, nr. 97, og 2. rk., bd. 1, nr. 1.

30 DgK, bd. 2, 4-6.

der har taget hensyn til de særlige forhold i en købstad.31 Med sædvaner menes i denne sammenhæng en række primært mundtlige retningslinjer, som der var konsensus om i byen. Den mundtlige form gjorde, at reglerne var mere fleksible end nedskreven ret og derfor kunne tilpasses til nye og skiftende forhold.

I Ribe såvel som andre byer fungerede det sådan, at de verdslige søgsmål blev behandlet ved bytinget: en åben domstol, hvor en kongeligt udpeget embedsmand, fogeden, ledede processen og forestod afgørelsen af sager i samråd med byens rådmænd.32 Rent fysisk lå tingstedet i Ribe da også lige øst for domkirken, tæt på byens ældste rådhus.

Inden for byens mure lå der dog også fra et stykke op i 1200-tallet fire klostre: et helligåndshus, der fungerede som hospital, to tiggerklostre for henholdsvis franciskanere og dominikanere samt et benediktinsk nonnekloster. Mens byklostrenes eller konventernes retlige forhold vil blive behandlet i Johnny G.G. Jacobsens artikel i denne bog, er det her vigtigt at forstå, at livet for dem, der havde aflagt klosterløfte, blev reguleret af de forskellige ordensregler for den enkelte orden og den kirkelige kanoniske ret generelt.33 Biskoppen, kannikkerne – dvs. præsterne ved domkirken – og byens sognepræster var alle således underlagt kanonisk ret, hvad angik deres egne forhold og eventuelle retsbrud, mens eksterne forhold som jordbesiddelse, donationer og leje af dette eller hint var underlagt bytingets jurisdiktion. Denne adskillelse kommer f.eks. til udtryk, når Ribe Stadsret forbyder, at fast ejendom i byen kan overdrages til kirken gennem en testamentarisk gave.34 Biskoppens domstol, der havde til sæde ved siden af katedralen, behandlede både sager om gejstliges forhold og sager, der vedrørte den del af kanonisk ret, som alle uanset stand var underlagt.

Fra slutningen af 1100-tallet var der i Ribe, som i andre byer, sammenslutninger i form af gilder og efterhånden også de såkaldte lav. Som et be-

31 Det er foreslået, at Slesvig Stadsret kan have været gældende i Ribe før 1269, jf. Michael H. Gelting, ”Kong Svend, Slesvig Stadsret og arvekøbet i de jyske købstæder: Spor af Danmarks ældste købstadsprivilegier”, i Sven Estridsen, red. Lasse C.A. Sonne og Sarah Croix (Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2016), 195-216.

32 Ingrid Nielsen, Middelalderbyen Ribe (Århus: Centrum, 1985), 99, i forhold til Ribe Stadsret, §§ 8 og 32.

33 Kanonisk ret var den ret og det retssystem, som den katolske kirke anvendte, og som ikke kun gjaldt for kirkens egne folk, men generelt for den katolske kristenhed på en række områder som f.eks. sædelighed og familieret.

34 Ribe Stadsret, § 7.

varet seglbillede vidner om, var der i Ribe i 1200-tallet et Knudsgilde.35

Gilderne var sammenslutninger af folk, der ved ed svor at hjælpe hinanden i nød, men som også var forenede i fælles gildedrik, som var en ritualiseret del af deres møder. Handel stod givetvis centralt for medlemmerne. Knudsgildernes nedskrevne vedtægter, skråer eller loghe, fra 1200-tallet tillod dem udstrakt selvjurisdiktion og hævnpligt. Sager blev altså afgjort internt i gildet, og blev man stævnet for kongens eller byens ret, stod alle gildebrødre hinanden bi.36 Af Flensborgs dansksprogede gildeskrå og logh fra ca. 1200 kan man læse, at gildebrødrene havde pligt til at sørge for at retsforfølge drabsmanden, hvis et gildemedlem blev dræbt, og hjælpe et andet medlem med at flygte, hvis vedkommende havde begået en forbrydelse, som han eller hun ikke kunne betale sig fra. Ligeledes lader skråerne os forstå, at mange sager er blevet ordnet inden for gildet, f.eks. hvis gildemedlemmer kom op at slås, sårede eller på anden måde skadede andre medlemmer.

Dermed kom gilderne til at stå som et alternativ til byens øvrige domstole.37

Gilderne var i høj grad for købmænd, mens håndværkerne i løbet af 1200-tallet og i stigende grad i 1300-1400-tallet organiserede sig i særlige organisationer, håndværkerlav. De havde særlige regler for deres medlemmer, hvis overtrædelse betød bøder til lavet, i alvorlige tilfælde ligefrem ophævelse af ens medlemskab af lavet. Både for gilder og lav gjaldt det, at de besad eget segl, og at de dermed havde egen jurisdiktion over deres medlemmer.

Ved første øjekast kan alle de forskellige jurisdiktioner i en dansk 1200-talsby virke forvirrende, for hvordan kunne folk klare at interagere juridisk i dette kaos af krydsende jurisdiktioner, love og retsregler? I praksis var det dog måske ikke så svært, for ofte støttede de forskellige middelalderlige retssystemer hinanden.38 F.eks. sad Knudsgildernes medlemmer ofte i byrådet, hvad der jo nok tit kunne eliminere problemer mellem gildelov

35 C. Nyrop, Danske middelalderlige Gildesegl, særtryk af Tidsskrift for Kunstindustri (København, 1899), 2, 13.

36 For et overblik over de danske gilder og lav og deres regulering og aktiviteter se f.eks. Lars Bisgaard og Leif Søndergaard, red. Gilder, lav og broderskaber i middelalderens Danmark (Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2002). Gildebrødrenes funktion i retsplejen er kendt fra deres egne vedtægter, skråerne, og fra Flensborg Stadsret, hvor en person f.eks. anklaget for vold, jf. § 5, tyveri, jf. § 18, eller for at have ydet hjælp til en tyv, jf. § 28, kunne fri sig for anklagen, hvis hans gildebrødre ville sværge på hans uskyld.

37 Samling af Danmarks Lavsskraaer fra Middelalderen med nogle tilhørende beslægtede Breve, bd. 1-2, udg. C. Nyrop (København: G.E.C. Gad, 1896), her bd. 1, 6-17.

38 Troels Dahlerup, De fire stænder. 1400-1500, Politiken og Gyldendals Danmarkshistorie, bd. 6 (København: Politiken og Gyldendal, 1989), 263-269.

og bylov, og som involveret part i en sag har man derfor antagelig ofte manøvreret strategisk, i forhold til hvor man havde bedst chance for at vinde sin sag. Med et begreb lånt fra kolonialismeforskningen kunne man tale om, at der herskede retspluralisme. Som senere i kolonierne var den retlige fragmentering i al fald næppe kun negativ, men gav handlingsmuligheder for den enkelte – eller i hvert fald dem, der enten selv var magtfulde eller tilhørte et ressourcestærkt netværk – der kunne manøvrere i de forskellige lovsystemer.39 Anlægger man et retspluralistisk syn på de krydsende jurisdiktioner i byen, kommer byrummet til at fremstå som et langt mere fleksibelt retligt rum, end et snævert fokus på en enkelt lov eller jurisdiktion lader ane.40 Dermed også sagt, at meget blev ordnet uden for bylovenes sfære, ganske som private fejder og udenretlige forlig uden tvivl også var udbredte.41

1200-tallets stadsretter og øvrige regulering

Stadsretterne kom sammen med byseglene og tillod, at byerne blev selvstændige retsaktører, der kunne styre og repræsentere sig selv. Stadsret og bysegl blev symboler på, at byerne var retlige enheder, retskredse, i samfundet, og samtidig fungerede de også som redskaber til at håndhæve dette.42 Sammen med breve, dokumenter og dombøger kunne lovmanuskripter og segl indgå i de byarkiver, der nu dannedes, og de kunne eventuelt afskrives i ”byens bog”.43 Kongelige anerkendelser af byens særrettigheder fra 1100-tallet træder frem i paragraffer i Slesvig Stadsret fra 1200-tallets første halvdel, og en hel del byer i Danmark fik kongelige privilegier i form af pergamentsbreve allerede under kong Valdemar Sejr.44 Nye byer, som voksede frem i løbet af 1200-tallet, modtog friske privilegier af konger og andre byherrer, f.eks. Køge, hvis grundlæggelsesprivilegier er fra 1288 og samtidig med byens til-

39 Philipp Höhn, Kaufleute in Konflikt. Rechtspluralismus, Kredit and Gewalt in spätmittelalterlichen Lübeck (Frankfurt am Main: Campus, 2021).

40 Tveit og Vogt, ”Defining jurisdictional boundaries in thirteenth-century Danish and Norwegian town law”, 1-20.

41 Ole Fenger, Fejde og mandebod. Studier i slægtsansvaret i germansk og gammeldansk ret (København: Juristforbundets Forlag, 1971), 485-497.

42 Kristensen og Poulsen, Danmarks byer i middelalderen, 150.

43 Jf. Kasper H. Andersen, Jeppe Büchert Netterstrøm, Bjørn Poulsen, Lisbeth Imer og Rikke Stenholt Olesen, red. Urban Literacy in the Nordic Middle Ages (Turnhout: Brepols, 2021).

44 Se Bjørn Poulsens artikel i denne bog.

ladelse til at bruge Roskilde Stadsret. De ældre byer fik gerne ved skiftende regenter genbekræftet de ældre privilegier.45 I 1292 bekræftede kong Erik 6.Menved (r. 1286-1319) således Nyborgs privilegier, som de havde været ”i kong Valdemars tid”. Hermed mentes Valdemar Sejrs tid.46 Privilegierne kunne ifølge de bevarede dokumenter bestå i torverettigheder, toldfrihed eller adgang til jord, græsgang og skove omkring byen, men de kunne også indeholde lovbestemmelser om drab og vold.47 I 1275 fik københavnerne af deres herre, Roskildebiskoppen, lov til at forbyde overdrevne udgifter til bryllupper, på samme måde som det praktiseredes i Ribe og Lund.48 På den måde dækker privilegier på nogle punkter de egentlige love, som også i sig selv udgør en legitimering af byens særstatus på linje med de formelle privilegier. For de fleste byer ser det ud til, at initiativet til lovene kom ved, at byen henvendte sig til byherren og bad om en lov, hvorefter byen ofte fik en tekst udarbejdet til den, sådan som det f.eks. var tilfældet med Ribe i 1269 eller Flensborg i 1284. Ribes lov har ganske vist betydelige lån fra Lübecks, og Flensborgs fra Slesvigs, og andre byer fik overdraget en ret nøje kopi af en anden bys stadsret.49 Sidstnævnte forekom f.eks., når Slesvig Stadsret blev overdraget til en del af de nørrejyske byer i 1200-1300-tallet,50 eller når Roskilde Stadsret fra 1268 blev prototypen for de efterfølgende sjællandske stadsretter.51 Ved modtagelsen af en lov henviste man ofte til den by, som umiddelbart dannede forbillede. Da kong Erik 5. Klipping (r. 1259-1286) i 1274 var i Nakskov og gav byen en stadsret, var det eksempelvis med ordene, at byen fik ”de samme love og rettigheder som Næstved og de andre købstæder på Sjælland”.52 Der var de facto her tale om Roskilde Stadsret.

45 DD, 2. rk., bd. 3, nr. 307.

46 DD, 2 rk., bd. 4, nr. 83.

47 DD, 2. rk., bd. 9, nr. 424.

48 DD, 2. rk., bd. 2, nr. 252.

49 Hans-Friedrich Schütt, ”Zum Flensburger Stadtrecht”, i Flensburg 700 Jahre Stadt – eine Festschrift, bd. 1 (Flensburg: Stadt Flensburg, 1984), 17. Schütt formoder, at Flensborg Stadsret fra 1284 er udarbejdet på grundlag af et nu tabt håndskrift med Slesvig Stadsret.

50 Om overdragelsen af Slesvig Stadsret se Bjørn Poulsens artikel i denne bog.

51 Kristensen og Poulsen, Danmarks byer i middelalderen, 153-155, og Grethe Jacobsens bidrag til denne bog.

52 DD, 2. rk., bd. 2, nr. 235: ”Noueritis, quod nos dilectis ciuibus nostris in Nacskouff, omnes leges et iura, quæ et quas uilla Nestued”.

Ret og regulering i 1200-tallets danske byer

PER ANDERSEN, BJØRN POULSEN

OG HELLE VOGT

RET OG REGULERING

I 1200-TALLETS DANSKE BYER

INDHOLD

INDLEDNING: 1200-TALLETS DANSKE BYER