Thorvaldsens tegninger

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 2

26/10/2021 15.35

Stig Miss

Thorvaldsens tegninger

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 3

26/10/2021 15.35

Tegning på bogens forside:

Tegning på bogens bagside:

Amor klager til Venus over et bistik

Kunstner, der tegner

1809. 273 × 195 mm. Pen og blyant.

omkr. 1800. 135 × 206 mm. Blyant.

Thorvaldsens tegning er et sammensat udsagn, der både rummer en kladde til et brev, der har voldt ham vanskeligheder at skrive, navnene på hans kæreste, Anna Maria, og parrets 3-årige søn, Carlo Bartolomeo, et motiv fra den antikke mytologi, der næsten bliver til en privat fortælling, og en liste over noget af Thorvaldsens tøj, der måske er sendt til vask. Tanker, ord og billeder, der er gjort for Thorvaldsen alene. Vi vil dog nødig undvære tegningen, når vi skal prøve at sammenstykke et bredt billede af Thorvaldsens kunst, liv og samtid. Se nr. 78 for yderligere oplysninger.

Thorvaldsen kom til Rom første gang den 8. marts 1797, da han var 26 år, og han gik straks i gang med at tilegne sig byens liv, dens rum og arkitektur og ikke mindst den kunst – moderne og antik – som han kunne se her i Europas kulturelle hotspot. Den erkendelse kom især istand via tegningerne, og her har han formodentlig tegnet sig selv tegnende. Ovenover ham er papiret tomt og parat til – som hans eget sind – at blive fyldt med alle de nye indtryk.

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 4

26/10/2021 15.35

Indhold 7 Forord 8 Indledning 8 Thorvaldsen og tegningerne 14 Overleveringen af tegningerne 19 Interessen for tegningerne i Thorvaldsens samtid 21 Tegningerne på Thorvaldsens Museum 23 Thorvaldsens tegninger i tiden efter Thorvaldsen 30 Tegningerne og skulpturerne 35

Tegninger af Thorvaldsen

382 Katalog 393 Noter 400 Litteratur 408 Tak 410 Fotografer 412 Personregister

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 5

26/10/2021 15.35

Den danske kunsthistoriker Julius Lange skrev i 1886 om Thorvaldsens skitsetegninger: ”Uagtet det Alt sammen er blevet næsten uvilkaarlig til og ikke er gjort for Andre, er det helt igjennem Kunst, ægte Kunst, Frembringelser af en skabende Aand.” Julius Lange var den første forfatter, der inddrog Thorvaldsens tegninger i analyserne af billedhuggerens skulpturer og relieffer. – Julius Lange: Sergel og Thorvaldsen. Studier i den nordiske Klassicismes Fremstilling af Mennesket, ­København 1886, s. 214.

6

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 6

26/10/2021 15.35

Forord Det er med glæde, at Thorvaldsens Museum i sam­ arbejde med Gads Forlag hermed kan præsentere en bog om Thorvaldsens tegnekunst. Arbejdet, der er gået forud for bogen, har været særdeles omfattende og skal tælles ikke bare i de lykkelige og produktive timer, Thorvaldsen selv har lagt i sine tegninger, men også i mange menneskers efterfølgende arbejde med dem i museumsregi. Kunsthistoriker og tidligere direktør for Thorvaldsens Museum, Stig Miss, er således den tredje direktør i rækken, der, efter endt ansættelse, har forsøgt at nå i mål med den nødvendige, grundige registrering af den omfattende samling af billedhuggerens efterladte tegninger på museet. Men den slags studier tager lang tid – tid, der normalt ikke er til stede for museums­ direktører. Ønsket om en bogudgivelse om denne helt særlige samling er af samme årsag forblevet en drøm i årtier – men en drøm, der bl.a. blev næret og støttet af den danske billedkunstner Asger Jorn i 1960’erne, der ikke havde særlig interesse i Thorvaldsens tre­ dimensionelle værker, men holdt meget af hans teg­ ninger. Det er nu lykkedes Stig Miss at samle trådene og foreløbigt afslutte de mange års arbejde, selv om vi naturligvis aldrig – og heldigvis – bliver færdige med at udlede nye tydninger af tegningerne set i lyset af den forskning, der hele tiden finder sted. Vi kender i dag til i knap 1.700 tegninger af Thor­ valdsen fordelt på ca. 1.200 stykker papir – heraf fin­ des godt 1.430 tegninger på Thorvaldsens Museum; resten, inklusive en hel skitsebog, findes i samlinger og privateje udenfor museet. Motivmæssigt spænder materialet bl.a. fra aftegningerne af kunsthistoriske motiver, rids af landskaber, karikaturer og portræt­ ter, til forberedende skitser til skulpturelle værker og kunstfærdigt forarbejdede tegninger møntet på ga­ ver. 159 af tegningerne bliver fyldigt beskrevet i nær­ værende bog.

I bogen gør Stig Miss status over tegningernes fund, brug og reception og giver derefter et både præcist og nuanceret livs- og motivoverblik gennem et yderst velvalgt værkudvalg. Forfatteren formår dermed ikke blot at formidle et billede af Thorvaldsen som tegner og give os indsigt i alsidigheden i hans tegnekunst og motivkredse, men han udvælger og bruger også sine eksempler aktivt til at tegne et portræt af Thorvaldsen som kunstner og som menneske. Med udgangspunkt i tegningerne rejser vi næsten ved siden af Thorvaldsen fra først til sidst med de venner og kolleger, idealer, begivenheder, motiver og værker, der optog ham. Det er et smukt træk, der ophøjer beskrivelserne af teg­ ningerne til noget nær en novellesamling, der hver for sig og samlet skaber et billede af en idealistisk og dybt menneskelig billedhugger og tegner. Stort set alle museets egne Thorvaldsen-tegninger er i dag tilgængelige på sitet Kataloget.thorvaldsensmu­ seum.dk, der med tiden også vil rumme oplysninger om tegningerne udenfor museets mure. Det er vores håb og tro, at denne bog og den øgede digitale til­ gængeliggørelse af samlingen generelt vil medvirke til at sætte fornyet fokus på det enestående og sarte ma­ teriale, der pga. skrøbelighed kun sjældent kan udstil­ les, men af den grund alligevel ikke skal være glemt. Bogen er udgivet med støtte fra en række fonde: Arne V. Schleschs Fond, C.L. Davids Fond og Samling, Landsdommer V. Gieses Legat, Ny Carlsbergfondet, Toyota-Fonden og Velux Fonden. De skal alle takkes på det varmeste herfor. Uden dem ingen bog.

Kira Kofoed Museumsinspektør

Annette Johansen Museumsdirektør

7

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 7

26/10/2021 15.35

Indledning

Thorvaldsen og tegningerne Den sidste dag Bertel Thorvaldsen levede, den 24. marts 1844, havde han og baronesse Christine Stampe været på visitter i København og var nu kommet hen til familien Stampes lejlighed i Kronprinsessegade 36, hvor Thorvaldsen skulle spise til middag sammen med nære bekendte i familiens kreds, heriblandt forfatterne H.C. Andersen og Adam Oehlenschläger. Baronessen beretter i sine erindringer om Thorvaldsen detaljeret om, hvordan dagen forløb. Straks efter, at de var kommet op i lejligheden, forlangte Thorvaldsen at få en blyant, så han kunne tegne.1 Hun mente dog, det var bedre, han tog sig en lur, da han ville i teatret sammen med Oehlenschlæger efter middagen, og sådan blev det. Senere samme aften døde Thorvaldsen under ouverturen til en forestilling i Det Kongelige Teater. Hvad han ville have tegnet på sin sidste dag, ved vi ikke. Men tegne gjorde han hele livet. De tidligste værker skabt af Thorvaldsen, som vi kender til, er da også netop tegninger. Det er otte skitser til dels efter gengivelser af antikke figurer. Et par af skitserne kan identificeres som motiver, han har set i den lærde, franske benediktinermunk Bernhard de Montfaucons bog Antiquitates Graecae et Romanae, der var udgivet i Nürnberg 1757. Det var et bogværk, som Thorvaldsen kunne studere i Kunstakademiets bogsamling, og tegningerne kan være udført så tidligt

som i 1780’erne. Tegningerne er udprægede øvelsestegninger, hvor Thorvaldsen har tilegnet sig figurstillinger, klædedragt og f.eks. skobeklædning i antikkens kunst, som han har kopieret direkte fra Montfaucons systematiske opstillinger (se side 9). Et motiv med en siddende mand, der spiller på lyre (Apollo), er tegnet på samme ark papir, og det motiv er Thorvaldsen måske blevet inspireret til fra en tegning af Nicolai Abildgaard.2 Da Thorvaldsen fik til opgave at udforme en titelside til den lille almanak Nytaarsgave for Damer, der blev udgivet i København i 1795, valgte han at genbruge netop denne tegning til formålet (se side 10).3 Der har selvfølgelig eksisteret andre lige så tidlige eller endnu tidligere tegninger. Ifølge Just Mathias Thiele, der skrev de første store bogværker om Thorvaldsens kunst og liv, ville Thorvaldsens far selv lære sønnen at tegne, men andre i familiens kreds kunne se et større potentiale hos drengen og sørgede for, at han blev optaget i Kunstakademiets skoler i 1781 for at lære håndværket ordentligt. Da var Thorvaldsen 11 år.4 Vi har vidnesbyrd om, at den helt unge Thorvaldsen i 1780’erne og 1790’erne undertiden bidrog med tegnede forlæg for de billedskærerarbejder i træ, som hans far udførte på Lars Larsens skibsværft i Københavns havn. Faderen, Gotskalk Thorvaldsen, ernærede sig ved at skære figurer til udsmykningen af datidens skibe, og selv ­efter at Bertel var rejst til Rom i efteråret 1796, bad han

8

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 8

26/10/2021 15.35

sønnen om at sende nogle tegninger til København, som han kunne bruge som forlæg for sit arbejde.5 Livet igennem må Thorvaldsen have tegnet stort set uafbrudt. Under hele uddannelsesforløbet på akademiet var tegning en hoveddisciplin: I Første Frihåndsskole og Anden Frihåndsskole tegnede eleverne efter tegnede eller grafiske forlæg. I Gipsskolen tegnede man efter afstøbninger af antikke skulpturer. Og tegning spillede en hovedrolle i uddannelsesforløbet også derefter. Efter fem års undervisning blev Thorvaldsen rykket op i Modelskolen, hvor eleverne tegnede og modellerede efter levende mandlig model. Og ved den højeste ”eksamen”, som akademiets elever kunne bestå – at vinde akademiets Store Guldmedalje – lå en tegning over et opgivet emne til grund for, om de overhovedet fik lov til at deltage i konkurrencen. En af Thorvaldsens skitser til det relief, hvormed han vandt Guldmedaljen, findes nu på Thorvaldsens Museum (se tegning nr. 3). Ikke bare i praksis, men også i tidens kunstteori har tegning spillet en central rolle. I billedhuggeren Johannes Wiedewelts lille skrift Tanker om Smagen udi Konsterne i Almindelighed udgivet i 1762, tales der om, at ”Malerie, Billedhuggerie og Bygnings Konst ere tree Søstre der udspiire af én Stamme, som er Tegning, og forplantes i tvende Hensigter, som ere at gavne

Thorvaldsens tegning af antikke sandaler samt planche LXXXVIII i Montfaucons Antiquitates Graecae et Romanae.

9

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 9

26/10/2021 15.35

Bertel Thorvaldsen: Apollo spiller på lyre og titelside til Nytaarsgave for Damer 1795.

og behage.” 6 Tegningen er altså grundlaget for den kunstneriske proces. Det er her, at kunstværket fødes. Wiedewelt var professor på Kunstakademiet i alle de år, Thorvaldsen var tilknyttet akademiet, og også hans lærer i nogle år. Wiedewelt havde i Rom i 1750’erne haft tæt forbindelse til klassicismens væsentligste teoretiker, Johann Joachim Winckelmann, og han formidlede med sit lille skrift Winckelmanns tanker på dansk få år efter dennes programskrift fra 1755, Gedanken über die Nachahmung der Griechiescen Werke in der Malerey und Bildhauerkunst (Tanker om efterligningen af de græske værker indenfor maleriet og billedhuggerkunsten), der fik enorm indflydelse på opfattelsen af antikkens kunst og på samtidens kunstudøvelse. Bertel Thorvaldsen blev internationalt berømt for de skulpturer, han udførte, mens han opholdt sig i Rom fra marts 1797 til august 1838. Men i det samlede overblik over Thorvaldsens kunst spiller de værker – et lille antal friskulpturer, relieffer og portrætmedaljoner samt en lang række tegninger, som han udførte inden afrejsen fra København – en stor rolle. 1790’erne i Danmarks lille, men sprudlende hovedstad var for Thorvaldsen en frodig tid. Han havde let ved at gennemføre uddannelsen på Kunstakademiet, der var et af de mest betydningsfulde i Europa. Han vandt akademiets medaljer i snorlige rækkefølge og var omgivet af venner og veninder, der ifølge de kilder, vi har,

elskede ham ubetinget. Desuden deltog han flittigt i byens rige kulturliv i denne tid, kaldet den florissante pga. den rigdom, der tilgik mange i landet ved handel med den store verden.7 Undervejs til Italien i efteråret 1796 ombord på fregatten Thetis fortsatte Thorvaldsen med at tegne. Et portræt af en af skibets søofficerer er f.eks. benævnt ”Tegnet i Spanske Søe”, dvs. Biscayabugten (se nr. 16), og fra den tid, hvor skibet lå i karantæne i havnen i Valletta på Malta findes der tegninger. I den eneste dagbog, vi ved Thorvaldsen har ført, tegnede han i en slags kladde til dagbogen bl.a. en lynhurtig skitse af Michelangelo Caravaggios berømte monumentale maleri Johannes Døberen halshugges malet 1607-08, som han så det i St. John’s Co-­Cathedral i Valletta (se side 11).8 Thorvaldsen gav sig straks til at tegne, da han var kommet til Rom. Både udsigter (se nr. 19), kirker, huse og endda sig selv tegnende (se nr. 20 og bagsiden). Endvidere tegnede han landskaber og mennesker, da han i december 1797 var på en ugelang vandretur i omegnen af Rom sammen med en gruppe af tyske kunstnere og lærde (se nr. 21-23). I en af de beretninger, han som akademiets stipendiat var forpligtet til at sende hjem til Kunstakademiet i København, fortæller Thorvaldsen om, hvad han har brugt tiden på: ”De mange merkverdigheder som her er [,] har giort at ieg ikke

10

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 10

26/10/2021 15.36

Caravaggio: Johannes Døberen halshugges, 1600, olie på lærred og Thorvaldsens gengivelse af motivet i et dagbogsudkast.

strax kunde likke [lægge] Haand paa Arbeydet forrend [før end] ieg havde giort mig bekent med de vigtigste Ting i Rom og de omliggende Byer. ieg har anvent endel af min Tiid med at coppere [kopiere] efter adskillige af de fornemmeste Antiker”. 9 Og når Thorvaldsen har gjort sig bekendt med noget, må man tro, at han har tegnet det ligesom de antikke skulpturer, han nævner, han har kopieret (se nr. 26-27). Nogle af Thorvaldsens tegninger vidner om fortsatte modelstudier i Rom som forberedelse til udarbejdelsen af skulpturer. Der kendes desværre ikke så meget til disse modelstudier, men det lader til, at han har deltaget i modeltegning i et privatakademi ledet af den tyske maler Johann Christian Reinhart i vinteren 1797-1798.10 Senere, som lærer på kunstakademiet i Rom, Accademia di San Luca, må Thorvaldsen ofte have overværet sessioner med studier efter levende model (se nr. 55). I alle årene i Rom tegnede Thorvaldsen på alt papir, der var indenfor rækkevidde – ikke kun på rent tegnepapir, men i høj grad også på bagsiden af andre tegninger, på breve, invitationer, regninger m.v. Langt den største del af de bevarede skitser findes i form af løse blade, hvoraf mange netop er genbrug af papir. Og Thorvaldsen tegnede videre, da han efter 40 års ophold i Rom var undervejs hjem til Danmark på

skibet Rota i sensommeren 1838 – heriblandt nogle af skitserne til udsmykningen i Palazzo Torlonia (se nr. 130-136). Rotas kaptajn, Hans Birch Dahlerup, beretter om livet ombord på den lange sørejse: ”Kl. 10 samledes vi ved Frokostbordet … Efter dette Maaltid drog han [Thorvaldsen] sig tilbage til Kahytten, hvor han enten samtalede med sine Reisefæller eller satte sig til at læse i den eeneste Bog, han førte med sig eller tog i Haanden. Det var en gammel tydsk Græsk-­ romersk-­Mythologie med meget slette Afbildninger i Kobberstik eller Træsnit. Han havde da altid et meget simpelt, grovt Blyant og løse Blade af ligesaa slet Papir ved Haanden, hvormed han udkastede raa Skitzer af Figurer, eftersom Læsningen fremkaldte nye Ideer hos ham”. 11 Thorvaldsen skulle åbenbart lige have genopfrisket dele af den antikke mytologi, inden han tegnede videre på reliefferne til Palazzo Torlonia. Thorvaldsens tegninger tjente forskellige formål og havde forskellig karakter: Langt de fleste er naturligvis skitser og ideer til hans egne plastiske værker – fri­ skulpturer eller relieffer. I skitsetegningen blev helheden i et givet værk afprøvet. Hvordan skulle figurerne stå eller sidde, hvordan skulle forbindelsen imellem dem være, hvem skulle være tæt på hinanden, hvem skulle skille sig ud, hvordan skulle figurerne interagere med hinanden, hvordan skulle proportionerne være og hvordan skulle forholdet og afstanden til rammen

11

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 11

26/10/2021 15.36

omkring værket være, hvis det var et relief? Selv om mange af Thorvaldsens figurer i de plastiske værker har en attribut eller et kendetegn for at identificere dem, er det oftest kun angivet som en form og næsten aldrig gennemtegnet. Detaljerne måtte komme senere i modelleringen. Men at Thorvaldsen, hvis han ville det, havde helt styr på detaljerne, viser en række yderst gennemtegnede kompositioner (se nr. 46 og 47), som han brugte som gaver til personer, der havde hjulpet ham, eller som han gerne ville hjælpes af. Det er denne gruppe af tegninger, der af en eftertid er blevet kaldt for ”maleriske” tegninger, altså tegninger, der skulle fremstå som afsluttede værker ligesom et maleri. Da der ikke er en meget markant stilistisk udvikling i Thorvaldsens tegnestil efter at han er kommet til Rom i marts 1797 og frem til midten af 1830’erne, kan man tillade sig at lade tegningerne fra ungdomsårene i København ca. 1790-1796 udgøre en gruppe for sig. I disse tegninger udtrykker Thorvaldsen sig vitter­ ligt anderledes end senere, og man er aldrig i tvivl om dateringen. Tegningerne kan være gjort under stærk påvirkning af hans mentor på Kunstakademiet, maleren Nicolai Abildgaard (se nr. 4), men de kan også være galante hilsner til en god veninde (se nr. 7 og 9) eller være blandt de mere end 50 små, ovale tegnede portrætter, han udførte som venskabsportrætter af personer i sin omgangskreds eller på bestilling for at tjene til dagen og vejen (se nr. 8 og 11-13). I tiden efter

ankomsten til Rom finder vi både som løse blade, men også i de overleverede skitsebøger naturligt nok modeltegninger og studier af anden kunst, især antikke relieffer. Men det kan også være studier efter helt moderne malerier, som Thorvaldsen tilegnede sig gennem tegningerne (se nr. 24 og 25). I de tidligste tegninger fra Rom ses undertiden også skildringer af det levede liv og af almindelige hverdagssituationer (se nr. 21 og 33). I denne registrering af omverdenen kan vi også regne de forholdsvis få landskabsskildringer, igen fra de tidlige år i Rom (se nr. 22 og 23). I den ældre Thorvaldsens tegninger synes hans tegnestil at skifte til mere enkle, men også hurtigt gjorte skitser, der ofte rummer mere genreprægede fortællinger (se nr. 144 og 150) eller tegninger med skildringer af situationer og begivenheder i den helt nære virkelighed, der har gjort et stærkt indtryk på ham (se nr. 146, 153 og 155), uden at det nødvendigvis skulle føre til et plastisk værk. Denne helt overordnede opdeling skal især tjene til at bevare et vist overblik over Thorvaldsens tegninger. Men den er langtfra dækkende for de mange underopdelinger, som man sikkert også ville kunne foretage, eller for en karakteristik af de tegninger, der med lethed placerer sig i flere kategorier. I løbet af de mange år i Rom spillede tegningen en ­hovedrolle i arbejdsprocessen. Her startede Thor-

12

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 12

26/10/2021 15.36

valdsen med en række skitsetegninger, hvad enten det færdige værk skulle være et relief eller en friskulptur. Kun ved udførelsen af portrætbuster spillede tegningen ikke nogen rolle, medmindre det var for at angive proportionerne mellem sokkel og portrætbuste eller lignende forhold af mere teknisk karakter. Tegningerne blev – må vi formode – som hovedregel altid udført i Thorvaldsens bolig. Efter 1804, hvor han flyttede ind i den store lejlighed i via Sistina nr. 46, 1. sal 12, fungerede flere af lejlighedens rum som egentlige atelierer. Skulle værket være en friskulptur, udførte Thorvaldsen også her en lille tredimensional skitsemodel i ler, en bozzetto, og var det et relief, modellerede han værket op i fuld størrelse i ler på en skiferplade. Begge typer af værker blev af en gipser støbt i gips og bragt til Thorvaldsens atelierer, enten til et af de små beliggende ved vicolo delle Colonette foran Palazzo Barberini eller til det store atelier (en tidligere staldbygning til Palazzo Barberini), som Thorvaldsen lejede af fyrst Barberini i 1820, hvor den videre proces fandt sted. For friskulpturernes vedkommende først med en opskalering af skitsen til fuld størrelse i ler, derefter afformning i gips og derfra udhugning i marmor eller støbning i bronze. For reliefferne og portrætbusterne skete omsætningen til marmor oftest direkte fra det format, Thorvaldsen havde arbejdet i. Processen i værkstederne involverede i høj grad og under alle årene i Rom flere medarbejdere. Var Thorvaldsen end aktivt deltagende i alle

processer i værkernes tilblivelse, var det kun i lejlighedens rum, at han var helt alene om værket – dets idé, omsætningen fra tanke til billede og afprøvning af motivets muligheder – og her var skitsetegningerne hans vigtigste redskab. Vi har mange eksempler på, at Thorvaldsen også tegnede i sine sidste leveår, men der er noget, der tyder på, at han efterhånden begyndte at se lidt dårligere. I et par af de over hundrede portrætter af Thorvaldsen, som vi kender til, bærer han briller (se side 15), og flere par briller er bevaret på museet.13 I Christine Stampes erindringer citeres et svar af Thorvaldsen i anledning af, at han var blevet opfordret til at tegne ”et Stykke” til et album, der skulle gives til Christian 8. i anledning af hans kroning i 1840. Men Thorvaldsen ville ikke bidrage, og baronesse Stampe refererer hans svar som: ”… da han jo ikke tegnede mere, saa var det flaut at komme med en lille Contour, som var det Eneste, han endnu kunne giøre, blandt alle de Konstsager, hvor Mestrene giorde deres Mesterstykke”. 14 Et andet eksempel er, da Thorvaldsen i januar 1842 i Rom havde fået den idé, at han selv ville udføre et relief med Jesus’ gravlæggelse, (if. baronesse Stampe fordi han ikke kunne erhverve Friedrich Overbecks karton [dvs. en fortegning i fuld størrelse] til et maleri med samme motiv), og udtalte sig om opgaven: ”… og skiønt jeg ikke

13

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 13

26/10/2021 15.36

seer godt nok for at tegne i Almindelighed, saa er dette saa stort, at det kan jeg nok see til, og jeg længes ordentlig efter at tage fat derpaa”. 15 Men spørgsmålet er, om det ikke alene var de gennemarbejdede, ”færdige” tegninger, som Thorvaldsen ikke mente, han så godt nok til at kunne udføre. ”En lille Contour” – og langt de fleste af de overleverede tegninger af Thorvaldsen er jo stregtegninger oftest gjort med få eller med mange konturer – mente han selv, at han godt kunne tegne, og det har vi jo mildest talt belæg for. Overleveringen af tegningerne I dag (efteråret 2021) omfatter samlingen af Thorvaldsens tegninger på Thorvaldsens Museum i alt 943 inventarnumre, dvs. 943 stykker papir, der er tegnet på. Men et stort antal inventarnumre rummer flere tegninger og tit ret forskellige motiver på samme stykke papir. Hvis der er plads på bagsiden, er det mere reglen end undtagelsen, at Thorvaldsen har tegnet på begge sider af papiret. I samlingen findes desuden tre intakte skitsebøger, som Thorvaldsen har brugt især i de tidlige år i Rom. Dertil kender vi knap 150 tegninger og 1 skitsebog af Thorvaldsen i andre museers og bibliotekers eje i og udenfor Danmark og ca. 110 af Thorvaldsens tegninger i privateje. Thorvaldsens tegninger er blevet overleveret til eftertiden ad flere veje. De tegninger, han selv var i

besiddelse af ved sin død, indgik i Thorvaldsens Museum sammen med alle hans øvrige samlinger som gave til byen København, jf. hans sidste testamente af 5. december 1838: ”Til min Fødeby Kiøbenhavn skienker jeg alle mig tilhørende Kunstgienstande, saavel de, der allerede ere her i Hovedstaden, som den langt større Deel deraf, der endnu er i Rom, tilligemed den Tilvæxt, de endvidere indtil min Død maatte erholde, det Hele bestaaende af Statuer og Basrelieffer i Marmor og i Gips, antike Vaser, udskaarne Stene, Paster [= aftryk], Bronzer, Terracotter, Medailler, Malerier, Pragtværker, stukne Kobberplader, løse Kobbere og Lithographier, Haandtegninger, Bøger og hvilkesomhelst andre antike og moderne Gienstande, der henhøre til Videnskaberne og de skiønne Kunster”. 16 Thorvaldsens skitsetegninger har altså ikke en fremtrædende plads i testamentet – om nogen overhovedet. Man vil se, at ”Haandtegninger” kommer langt nede i rækken, lige før bogsamlingen og øvrige antikke og moderne genstande, der ikke kan indeholdes i de øvrige samlinger. Desuden er det spørgsmålet, om der ikke med ”Haandtegninger” i testamentet menes den store samling af tegninger af andre kunstnere, som Thorvaldsen samlede gennem hele sit liv. Denne samling udgør over 1500 værker, og bortset fra tegningerne i nogle skitsebøger af andre kunstnere har så godt som alle værker i denne samling en

14

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 14

26/10/2021 15.36

Hans Christian Andersen: Thorvaldsens hus i via Sistina, 1833, blyant og pen, 74 × 130 mm, Odense Bys Museer, inv.nr. XXIII-­A-1/161.

helt anden karakter end flertallet af Thorvaldsens egne tegnede skitser. Langt de fleste af tegningerne af andre kunstnere end ham selv er bestemt ikke skitsetegninger, men snarere afsluttede tegninger, der fremstår som selvstændige kunstværker. Det var den slags tegninger, Thorvaldsen interesserede sig for og samlede på. Som man vil se af det følgende, regnede Thorvaldsen og vel heller ikke mange i samtiden hans tegnede skitser for fuldgyldige ”værker”. Men de var der ved hans død – både i Thorvaldsens atelier i København og i lejligheden i via Sistina i Rom – og de indgik derfor i samlingerne på museet for sidenhen og især fra slutningen af 1800-tallet at blive vurderet højt, jf. nedenfor. Bo-­opgørelsen over alt det, der stadig ved Thorvaldsens død i København den 24. marts 1844 befandt sig i Rom, blev foretaget over flere dage mellem den 24. maj og 4. juni 1844 17 og består dels af en gennemgang af Thorvaldsens store lejlighed på 1. sal i via Sistina 46 (se ovenfor), dels af hans største atelier ved siden af Palazzo Barberini og af mindre lokaler i gaden vicolo delle Colonette, hhv. nr. 28 og nr. 38, foran palæet. Derudover gør bo-­opgørelsen også rede for, hvad der befandt sig i et lagerlokale i stueetagen i via Sistina 46. Det var dog kun i lejligheden, at man også fandt tegninger, f.eks. i det første rum i lejligheden: ”En Mappe med Tegninger udførte

Ernst Meyer: Portræt af Thorvaldsen, 1844. Blyant på papir, 163 × 76 mm, Thorvaldsens Museum, inv.nr. D1604.

af afdøde Thorvaldsen i alt 112 Stykker,” og i samme rum ”En Mappe med tre gamle Tegninger” og ”4 originale Haandtegninger af den Afdøde.” I det andet rum ”paa venstre Haand” fandt man ”en stor Mappe med Tegninger”. Det er altså ikke til at sige, hvor mange tegninger af Thorvaldsen, der i alt findes ved denne bo-­opgørelse, og en del af de fundne tegninger, når det ikke udtrykkeligt nævnes, at de er af Thorvaldsen, må formodes at være tegninger udført af andre kunstnere. Straks efter, at bo-­opgørelsen havde fundet sted, begyndte indpakningen af værker og samlinger, der skulle transporteres til København samtidig med, at der blev arbejdet på at få en udførselstilladelse fra Pavestaten, så alt kunne fragtes afsted uden hindringer.

15

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 15

26/10/2021 15.36

Wilhelm Marstrand: Portræt af Just Mathias Thiele, olie på lærred, 87,3 × 70,5 cm, Thorvaldsens Museum, inv.nr. B421.

Mens indpakningen af de mange, mange genstande og kunstværker var i gang i Rom i sommeren 1844, var Just Mathias Thiele sendt derned af den danske konge, Christian 8., for at medvirke til at sikre, at alle Thorvaldsens efterladenskaber og samlinger blev sikret for Danmark og det museum, som var under opførelse i København. Thiele (se ovenfor) spillede en central rolle for kulturlivet i København som sekretær og bibliotekar ved Kunstakademiet, privatsekretær for kongen og dertil kendte han Thorvaldsen indgående både fra ophold i Rom fra 18231825 og fra hyppig omgang med ham i hans sidste seks år i København fra 1838-1844. Thiele boede – som Thorvaldsen – også på Kunstakademiet og fulgte billedhuggeren på nærmeste hold. Og desuden var Thieles første store firebindsbiografi og gennemgang af Thorvaldsens værker under udgivelse i perioden 1831-1850.18

Så Thiele var om nogen dybt fortrolig med Thorvaldsens person og kunst, og opholdet denne sommer i Rom skulle give ham anledning til at påbegynde endnu et monumentalt bogværk om Thorvaldsen. I Rom fandt Thiele nemlig et stort antal skriftlige arkivalier, der udvidede kendskabet til Thorvaldsens liv og værk ganske betydeligt og var af et sådant omfang, at de hverken kunne rummes i eller være appendiks til det første store firebindsværk. Thieles egen beretning om fundet, der er fortalt i indledningen til hans nye store bogværk om Thorvaldsen, er en ret dramatisk fortælling.19 Nedpakningen af Thorvaldsens værker og samlinger var nu så langt på dette tidspunkt i juli 1844, at den store lejligheds mange rum var tømte, og Thiele gik lidt vemodigt rundt og mindedes tiden, da lejligheden var beboet, og Thorvaldsen var dens berømte beboer. Kun stumper af brædder, helt kassable møbler og rester af pakkematerialer var tilbage. Men der dukkede også papirstumper op, som viste sig at være fragmenter af breve og tegninger, og i et gammelt chatol fandt Thiele fint indpakkede breve fra Thorvaldsens forældre, der stammede helt tilbage fra Thorvaldsens tidligste år i Rom. Thiele erindrede sig, at Thorvaldsen havde den særhed, at han nødigt smed papir ud, og Thiele undrede sig over, hvor alt det papir i form af breve, kontrakter el.lign., som Thorvaldsen havde modtaget igennem årene eller selv

16

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 16

26/10/2021 15.36

havde tegnet på, var blevet af. Og lige med ét huskede han en meget dyb kælder under lejligheden, som han havde været nede i, da han opholdt sig i Rom 20 år tidligere. Den komité, der forestod bo-­behandlingen, kendte åbenbart ikke kælderens eksistens. Men her ” … i den raa mørke Kielder, som syntes at dølge Slanger og Skorpioner …”, fandt Thiele i to store tønder en mængde arkivalsk materiale – breve, skitsetegninger, udnævnelser, kontrakter, indbydelser m.m. – tynget ned i tønderne af lerklumper og murbrokker. Papirernes tilstand i den fugtige kælder var ringe, men Thiele fik dem tørret, glattet og bundtet, så det hele kunne sendes til København og afgive stof til den nye, monumentale biografi om Thorvaldsen, hvis første bind udkom i 1851 og blev afsluttet med bind 4 i 1856.20 Der er ingen grund til at betvivle, at Thiele faktisk fandt meget arkivalsk materiale i kælderens tønder, heriblandt mange skitsetegninger af Thorvaldsen. I et brev fra Rom hjem til en af de højst placerede embedsmænd i Danmark, formand for komitéen, der forestod bygningen af Thorvaldsens Museum, direktør for Det Kongelige Teater m.m., Jonas Collin, berettede Thiele ikke alene om fundet i tønderne, men også om, at Thorvaldsen tilsyneladende havde stoppet papir ind i hulrum rundtomkring i kælderen.21 Og overfor Collin ville Thiele næppe være upræcis i sin redegørelse. Men Thieles tekst giver dog også anledning til spørgsmål,

fordi mange af tegningerne i den oprindelige bestand på godt 500 af Thorvaldsens tegninger i museet og langt den største del af brevmaterialet ikke synes at have været i så dårlig bevaringstilstand. Så sandheden er nok, at det arkivalske brevmateriale og tegningerne, vi har bevaret fra hjemsendelsen i 1844, både stammer fra ”skorpion-­kælderen” og fra lejlighedens gemmer, hvor bo-­opgørelsen fortæller om skuffer fyldte med papirer. Et andet spørgsmål er også, hvorfor Thorvaldsen havde stuvet de mange papirer af vejen. Et svar på det kunne være, at ”kælder-­arkiveringen” især skete under Thorvaldsens sidste ophold i Rom fra 1841-1842, hvor vi ved, at han ordnede og sorterede papirer både alene og sammen med baronesse Stampe. Heri indgik også afbrænding af nogle papirer, desværre. Hun ville gerne have brændt mere, men ifølge hendes erindringer skulle Thorvaldsen have stoppet destrueringen og ønsket, at alt blev sendt til København for først dér at vælge det materiale ud, som kunne brændes.22 Vi kan ikke i dag blandt Thorvaldsens Museums samling af Thorvaldsens skitsetegninger nøje opdele, hvor mange og hvilke af tegningerne, Thiele fandt i materialet i Rom i kælderen, hvor mange og hvilke, han fandt i lejligheden i Rom, og hvilke tegninger, der allerede ved hans død befandt sig i København eller på herregården Nysø, hvor Thorvaldsen tilbragte meget tid i sine sidste fem leveår fra 1839-1844.

17

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 17

26/10/2021 15.36

Selv siger Thiele blot, at han bortset fra brevene også gjorde et interessant fund i ”den Masse af Tegninger og henkastede Første-­Ideer, som fandtes imellem, eller paa de omtalte Breve og Papirer”. De tegninger gav Thiele sig til at ordne og kunne med glæde erklære: ”Jeg har derfor ordnet dette Antal af henved 500 større og mindre Tegninger og cartonneret [klæbet op på pap] dem for Thorvaldsens Museum … ” 23 Det svarer til det antal tegninger, der optræder i Thieles håndskrevne registrant på museet, og udgør altså den oprindelige bestand af Thorvaldsens tegninger i museet. Blot skal vi huske på, at bestanden stammer fra flere kilder, både over og under gadeniveau i Rom og i København. En del af samlingen af Thorvaldsens skitsetegninger på Thorvaldsens Museum har tidligere tilhørt baronesse Christine Stampe (se modsatte side), og hun havde uden tvivl fået dem af Thorvaldsen selv, både i København, på Nysø og ikke mindst i Rom, hvortil hun, hendes mand baron Henrik Stampe, tre af parrets børn samt en lærerinde og en kammerpige rejste med Thorvaldsen i familiens store engelske karet i maj 1841 (se nr. 144). Thorvaldsen gav uden videre tegningerne fra sig, når hun spurgte. For ham var de uden særlig værdi, men for fru Stampe, der samlede alt til sig med forbindelse til Thorvaldsen, herunder hans afklippede hår, havde de stor værdi. Samlingen

omfattede til sidst over 200 tegninger, og i 1926 indgik 181 af dem i Thorvaldsens Museum i forbindelse med Lensafløsningsloven fra 1919. Ingen af de tegninger, der indgik i museet fra Stampe-­samlingen, samt de af baronessens tegninger af Thorvaldsen, der stadig befinder sig i Thorvaldsen Samlingen på Nysø, bærer spor af at have været en tur i tønderne i kælderen. Det kan betyde, at kælderarkivet i Rom først blev etableret, efter at familien var rejst tilbage til Danmark den 6. juni 1842 uden Thorvaldsen, men inden han selv rejste fra Rom i starten af oktober samme år. Det kan også betyde, at baronesse Stampe fik lov til at udtage de tegninger, hun gerne ville have med tilbage til Danmark, inden resten blev stuvet af vejen i kælderen. Selv om vi kender til tegninger fra alle afsnit af Thorvaldsens liv og karriere, er antallet af tegninger, der knytter sig til det enkelte skulpturelle værk, overleveret i meget varierende omfang. Med undtagelse af skitsetegningerne til pave Pius 7.s gravmonument i Peterskirken (se nr. 109-110) er der slet ikke proportionalitet mellem mængden af skitsetegninger og berømmelsen af Thorvaldsens enkelte værker. Til en af hans mest ikoniske enkeltskulpturer, Jason med det gyldne Skind, findes således kun en enkelt tegning, og den er formodentlig tegnet meget senere end den oprindelige skulptur (se nr. 29).

18

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 18

26/10/2021 15.36

af en historie, som Thiele fortæller, der lyder således: ”Jeg mindedes, – og Enhver, der stadigt er kommen til Thorvaldsen i Palazzo Tomati [Thorvaldsens bolig i via Sistina] – vil mindes, – et lille Kammer ud imod Gaarden, hvor man altid fandt Overflødighed af Papirer i en henstillet Fyrrekasse, hvor man ikke alene tillod sig stundom at læse i de lidet bevogtede Breve, men hvor man ogsaa kunde finde Haandtegninger af Thorvaldsen, som den lykkelige Finder uden Samvittigheds Skrupler kunde tilegne sig for sin Portefeuille”. 24 Bertel Thorvaldsen: Portræt af baronesse Christine Stampe, 1817. Gips. H: 57,2 cm. Thorvaldsens Museum, inv.nr. A217.

En hel del tegninger – over 400 – er tilgået Thorvaldsens Museum efter museets åbning i 1848, enten som gaver fra private eller køb direkte fra private ejere eller på auktioner og enten med museets egne midler eller ofte med tilskud fra fonde. Museet bestræber sig til stadighed på at udvide samlingen af Thorvaldsens tegninger, fordi de næsten altid vil have værdi i dokumentationen af de plastiske værkers tilblivelse, selv om de ikke alle kan være af lige stor kunstnerisk værdi. Interessen for tegningerne i Thorvaldsens samtid Det er allerede nævnt, at Thorvaldsen ikke regnede sine skitsetegninger særligt højt. Det illustreres også

Thorvaldsen var åbenbart ligeglad med, om hans gæster tog en tegning med fra kassen. Men historien vidner jo også om, at der faktisk var en interesse for at være den lykkelige ejer af en Thorvaldsen-­tegning, om det så var for tegningens egen skyld, eller fordi en tegning gjort ved mesterens egen hånd alene af den grund havde værdi, som en slags fetich, for den nye ejer. I et tilfælde kan vi spore tegninger, som er erhvervet direkte i lejligheden. Nordmanden Jørgen Knudtzon skrev samvittighedsfuldt på første side af den skitsebog, som han tog med sig: ”Ungdoms Arbeider af Albreckt Thorvaldsen – da han først kom til Rom i 1796 – fundet iblandt hans gamle Papirer og bor[t]taget med hans Tilladelse den 27. Februar 1831 af Jørgen Knudtzon”. 25 Der er også enkelte eksempler på, at Thorvaldsen blev bedt om en tegning, uden at det havde forbindelse til

19

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 19

26/10/2021 15.36

bestillingen af en skulptur. F.eks. skriver den russiske fyrstinde Sofia Trubetskaia til Thorvaldsen i 1823, at hun umuligt kan forlade Rom uden at medbringe et minde om Thorvaldsens kunst, og fortsætter ”De vil berede mig en stor glæde, Hr. von Torwaldson, hvis de vil udsmykke min stambog med en lille tegning, selv om det blot er et par streger med blyanten …” Fyrst­ inden fik sin tegning, hvilket et svarbrev fra hendes mand til Thorvaldsen i juni samme år vidner om.26

vil sige afsluttede, færdige tegninger, der fremstod som selvstændige kunstværker. Det var især Thor­ valdsens tidlige velgører i Rom, ”General Intendant for de Danske Handelsanliggender i Italien”, baron Herman Schubart (se til venstre), der til sin fødsels­ dag den 14. januar i en årrække modtog en sådan ma­ lerisk tegning. Da baronen skulle til Danmark i 1815 medtog han sin samling på i alt ni tegninger fra denne del af Thorvaldsens tegnede værk og foranstaltede, at de blev udstillet på kunstakademiets ekstraordi­ nære udstilling – ”salon’en” – dette år, der åbnedes i anledning af kong Frederik 6. og dronning Marie Sophie Frederikkes kroning. Her kunne et brede­ re publikum i Danmark for første gang få et overblik over dansk kunsts aktuelle stade. Det var også første gang, at offentligheden i Danmark fik kendskab til Thorvaldsens kunst.27 Og Schubart kunne senere på året berette til Thorvaldsen, at udstillingen af de ni tegninger havde fået en begejstret modtagelse af det danske publikum.28 Det var naturligvis kun den­ ne del af Thorvaldsens tegneværk, der kunne udstil­ les offent­ligt. Det ville have været helt utænkeligt at udstille de skitsetegninger, som i dag udgør største­ delen af Thorvaldsens overleverede tegninger.

Vi har set ovenfor, at Thorvaldsen bevidst – og stra­ tegisk – forærede en bestemt del af sine tegninger væk. Det er de såkaldte ”maleriske” tegninger, hvilket

For Thorvaldsen selv havde skitsetegningerne et helt andet formål, og det vedrørte kun ham selv og den skabende proces. Tegningerne havde udspillet deres

Bertel Thorvaldsen: Portræt af baron Herman Schubart, 1804. Marmor, h: 70,4 cm. Thorvaldsens Museum, inv.nr. A219.

20

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 20

26/10/2021 15.36

rolle, når det plastiske værk var udført. Det får vi et interessant indblik i, når vi læser i C.F. Wilckens erindringer om hans daglige omgang med Thorvaldsen i perioden 1838-1844 i København. Wilckens var Thorvaldsens kammertjener i den periode og boede med sin hustru i en lejlighed ved siden af Thorvaldsens på Kunstakademiet i København. Han var Thorvaldsen behjælpelig med påklædning, aftaler og praktisk hjælp, mens hans hustru, Karen, tog sig af rengøring og lavede mad, når Thorvaldsen spiste hjemme. Med besvær var det også lykkedes Wilckens at overtale Thorvaldsen til, at han måtte hjælpe ham med at få bragt orden i talrige ”papirer”, der befandt sig i et skab i lejligheden. Under oprydningen smed Thorvaldsen en del væk, herunder en tidlig skitsebog, som han bestemte, at Wilckens hustru Karen skulle have til at tænde op med i komfuret. Det lykkedes dog Wilckens at redde den, og heri fandtes formodentlig nogle af de landsskabsskitser, Thorvaldsen udførte på en vandretur i omegnen af Rom i december 1797 (se nr. 22-23). Tegningerne på Thorvaldsens Museum I Just Mathias Thieles håndskrevne fortegnelse udført mellem 1844 og 1849 over de tegninger, der indgik i Thorvaldsens Museum ved museets åbning, bestræbte han sig på at ordne tegningerne motivisk i forhold til det relief eller den skulptur, som de er skitser til.

Ved den lejlighed fik tegningerne også numre, der svarer til de inventarnumre, museet bruger for de samme tegninger i dag. Derimod indgik tegningerne ikke enkeltvis i det omfattende katalog i fem bind over museets samlinger, som museets første inspektør, Ludvig Müller, forfattede og publicerede fra 1847-1850. I modsætning til de andre samlinger, hvor kunstværker, antikke genstande og bøger blev beskrevet enkeltvis, blev Thorvaldsens egne tegninger med få undtagelser blot beskrevet generelt indenfor seks kategorier. Müller opdelte tegningerne på følgende måde: ”Tegninger fra Thorvaldsens Ungdom”. Her lagde Müller altså en tidsmæssig ramme omkring gruppen af tegninger. Til den næste kategori ”Studier efter Naturen og efter Kunstværker” regnede han ikke alene Thorvaldsens tegninger af den italienske almue, af andre kunstnere i det fri, studier efter antikke værker og efter loftsmalerierne i Villa Farnesina i Rom, men også blot grupper af gående og siddende personer ”tagne af Livet” (dvs. tegnede efter naturen), som det udtrykkes. Kun i kategorien ”Udförte Copier efter Compositioner af A.J. Carstens”, der blot omfatter fem tegninger, som Thorvaldsen havde udført som kopier efter sit store forbillede i de tidlige år i Rom, den slesviske kunstner Asmus Jacob

21

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 21

26/10/2021 15.36

Carstens, omtales tegningerne enkeltvis hos Müller. Kategorien ”Originale Compositioner, malerisk behandlede” indeholder de tegninger af Thorvaldsen, hvor detaljeringsgraden er stor (de såkaldt maleriske tegninger), og som tydeligvis har været forbillede for andres – især brødrene Riepenhausens og Bartolomeo Pinellis – udgivelser i kobberstik af Thorvaldsens værker. Hertil hører også Thorvaldsens kompositioner til Dantes Den Guddommelige Kommedie. I en femte kategori ”Udkast til udförte Sculpturer”, der sammen med den sidste kategori omfatter langt de fleste af de overleverede tegninger, opregner Müller alene hvor mange skitser, han havde fundet til en række af Thorvaldsens mest kendte skulpturelle arbejder. Således ”Til Venus med Æblet 10, til Gratiernes Gruppe 18, til Pius VII’s Monument over 30 …” etc. etc. Ligesom i den forrige kategori opregnes i den sidste kategori ”Udkast til Sculpturer, som ikke ere udförte” en række motiver alene med vægt på antallet af skitser til motiver, der ikke kom videre end til skitsetegningerne. Müller forsøgte altså ikke som Thiele at opstille en tidsfølge i tegningerne endsige at datere dem. Det er først Mario Krohn, den første leder af museet med titel af museumsdirektør, der fortsatte dette arbejde i forbindelse med udstillingen af tegningerne på museet i 1918, som han arrangerede. Det er forbløffende, hvad Krohn nåede på de få år, hvor han var museets

leder. Hans væsentligste opgave var at genrejse museet efter mange år, hvor det havde været temmelig forsømt og dertil udsat for massiv offentlig kritik, der kulminerede i 1913. Selv om kritikken var berettiget på flere punkter, var der også mange misforståelser. F.eks. blev museet kritiseret for, at tegningerne slet ikke var monteret, så man kunne undgå at berøre selve tegningerne, når man skulle se dem. Men de var faktisk ”kartonnerede” allerede af Thiele. Det, som bestyrelsen for museet selv ønskede, var, at de også blev monteret med en forklap, så tegningerne blev beskyttet også mod slid i de mapper, hvori de lå. Men det blev i offentligheden til, at tegningerne var misrøgtede. Efter udstillingen i 1918 var det først i 1970, at der ved renoveringen og nyindretningen af Thorvaldsens Museums underetage blev skabt mulighed for, at enkelte tegninger kunne indgå som en del af museets faste udstillinger. Udenfor Danmark fik offentligheden for første gang i større målestok kendskab til Thorvaldsens tegnekunst med udstillingen ”Thorvaldsen. Drawings and Bozzetti” på Heim Gallery i London i 1973 kurateret af museumsdirektør Dyveke Helsted.29 Fra 1970’erne til 1990’erne pågik et stort arbejde med at restaurere, konservere og nymontere Thorvaldsens tegninger, og i stigende grad blev tegninger i museets samlinger udlånt til udstillinger både i Danmark og ikke mindst i udlandet, herunder til

22

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 22

26/10/2021 15.36

de store udstillinger med Thorvaldsen i fokus i Köln (1977), i Reykjavik (1982), i Rom (1989), i Nürnberg og Schleswig (1991-1992), i Warszawa og Krakow (1994), i Moskva (2011), i Stendal (2011) og i Milano (2019). Til alle udstillinger blev udgivet omfattende kataloger, hvori tegningerne også fik fyldig omtale. I 2015 blev muligheden for præsentation af Thorvaldsens tegninger på museet stærkt forbedret ved indretningen af en særlig montre, hvor der løbende kan vises et udvalg af dem. Endvidere er alle tegninger på museet i dag frit tilgængelige i høj opløsning på museets website via et onlinekatalog (www.kataloget. thorvaldsensmuseum.dk), der publicerer alle tegningerne med en mængde oplysninger og søgemulig­ heder. Museet bestræber sig på derudover i videst muligt omfang at være orienteret om de tegninger, der befinder sig i offentligt eller privat eje udenfor museet. Thorvaldsens tegninger i tiden efter Thorvaldsen Thorvaldsen opnåede ikke mindst i perioden ca. 1820 til ca. 1840 status som en af Europas største billedhuggere. Og især i hjemlandet Danmark fortsatte lovprisningen af hans kunst og af hans personlige egenskaber efter hans død den 24. marts 1844, hvor den i anden halvdel af 1800-tallet kunne nå helt usandsynlige højder. I Frankrig blev Thorvaldsens status som kunstner dog anfægtet allerede kort efter hans død.

Det begyndte med den franske billedhugger David d’Angers’ både præcise, men også kritiske udsagn om Thorvaldsen, der havde netop dødsfaldet som anledning.30 David d’Angers mente, at Thorvaldsen ”… underordnede den udtryksfulde Bevægelse under Linjernes Harmoni, at Anordningen af Linjerne laa ham meget mere på Hjærte end selve Udtrykket”. 31 D’Angers kritiserede altså Thorvaldsen for præcis det, som Thorvaldsen i en bevidst strategi havde tilstræbt: det ideale, almene og abstraherende udtryk, der sammenfatter og sublimerer det individuelle og det øjeblikkelige. Og gradvist begyndte den generelle kritik af Thorvaldsens værkers søgen efter det ideale udtryk at tage til over hele Europa, først og fremmest fra kritikere og kunstnere funderet i et mere naturalistisk kunstsyn.32 Den danske kritiker og skribent Georg Brandes, der om nogen havde et bredt og indsigtsfuldt europæisk udsyn, formulerede det således: ”Thorvaldsens Verdensry … naaede sin Højde ved hans Død i Begyndelsen af Fyrrene [1840’erne] og gik derefter i Evropa ned ad bakke med Jernbanefart. Allerede i slutningen af Halvfjerdserne betragtedes Thorvaldsen Evropa over snarere som en Hindring for, at Danmark kunde udvikle en original Billedhuggerkunst, end som en frugtbargørende Kunstner”. 33 Den overordnede kritik af Thorvaldsens skulpturer og relieffer

23

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 23

26/10/2021 15.36

gik på, at de ikke i tilstrækkelig grad var skildringer af naturen. Det var selvfølgelig en helt usaglig kritik al den stund, at Thorvaldsens færdige, plastiske værker aldrig havde forsøgt at give udtryk for netop det, selv om studierne til værkerne faktisk ofte kunne være gjort ”efter naturen”. Kritikken var ganske tidsbunden og måtte hævde netop dette synspunkt, når kunstkritik og kunst efterhånden blev mere og mere hildet i naturalismen i anden halvdel af 1800-tallet. Efterhånden stemte den tyske kunstkritik i, og til sidst måtte man selv i Danmark medgive, at Thorvaldsens kunstneriske udtryk i det plastiske værk ikke oplevedes som tidsnært. Det var bestemt sværest at komme til den erkendelse netop i Danmark. Men det måtte være en proces, man skulle igennem for at komme videre. Vurderingen af Thorvaldsen og hans kunst havde i alt for lang tid igennem flere årtier efter hans død i 1844 hvilet først og fremmest på en beundring, ja undertiden ligefrem tilbedelse, af danskeren Thorvaldsen, af personen Thorvaldsen og af myten Thorvaldsen og ikke på en mere nøgtern betragtning og analyse af hans billedhuggerkunst. Set retrospektivt var det helt oplagt, at det netop var Georg Brandes, der kom til at få en igangsættende og vigtig rolle i bestræbelserne på at få etableret et mere nøgternt syn på Thorvaldsens kunst. Dels kritiserede han kunstens klassicister for at tro, at de med deres

antikinspirerede kunst var nået frem til et evigtgyldigt og alment kunstnerisk udtryk, der kunne stå på lige fod med forestillingerne om den antikke kunst. Brandes vidste og viste, at både kunstnere og kritikere måtte være dybt forankret i deres egen kultur og materielle vilkår, og at deres forestillinger og fremstillinger af antikken i høj grad kom til at være farvet af lokale forhold og derfor måtte være forskellige fra land til land. Brandes sammenfattede det således: ” … ligesom Tydskernes Reproduction af Antiken er tydsk, saaledes er den danske Gjenfødelse af Antiken dansk, og ikke græsk … man føler det aldrig stærkere, end naar man seer et Arbeide af Thorvaldsen hænge ved Siden af et antikt Basrelief …” 34 Brandes havde selv Thorvaldsens relief Natten (se nr. 85) i tankerne for at illustrere denne pointe. Han så på relieffet og opdagede, at ”Thorvaldsens ”Nat” er kun Natten, hvori der soves; den burde hedde Søvnen, ikke Natten, Nattestilheden, ikke Natten. Thi Natten, som en Græker vilde tænke sig den, Natten, hvori der elskes, og Natten, hvori der myrdes, Natten, som skjuler alle Vellyster og alle Forbrydelser under sin Kaabe, denne Nat er det ikke. Det er Natten, den milde Sommernat, paa Landet”. 35 Brandes mente altså, at Thorvaldsens kunst afveg fra antikkens bl.a. ved ikke at skildre de liden­skaber, der fandtes der. Det kunne ikke falde Brandes ind at kritisere Thorvaldsens kunst som sådan, men han

24

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 24

26/10/2021 15.36

kritiserede dem, der fastholdt et blik på Thorvaldsens værker, der var uforandret fra Thorvaldsens egen tid eller værre: Var baseret på forhold, der var kunstværkerne uvedkommende – nationalismen, genidyrkelsen og alle myterne om Thorvaldsens person. Med en flot formulering beskrev Brandes nogle år senere i en kronik fra 1914 36, hvordan han havde savnet, at der var nogen, der – mens Thorvaldsens ry nåede et lavpunkt i 1870’erne og 1880’erne – havde ”hævdet Thorvaldsens Kunst ved at drage dens Grænser”, altså set nøgternt på værkerne selv og fremhævet de kvaliteter i værkerne, der var vigtige og vedkommende i Brandes’ nutid. Men det var der nu én, der forsøgte at gøre, og endda en nær ven til Brandes: Kunsthistorikeren Julius Lange, der i Ude og Hjemme i 1881 skrev en række artikler, der udkom samlet som bog i 1886.37 Og som noget afgørende nyt inddrog Lange Thorvaldsens skitsetegninger i sine analyser: ”Jeg tillader mig ogsaa at henlede Opmærksomheden paa, at jeg er den første Forfatter om Thorvaldsen, som alvorlig har benyttet de Midler til Forstaaelsen af hans Kunst, som den store Masse af hans efterladte tegnede Udkast frembyde. Kun gjennem dem forstaar man hans Ideers Væxt og Udvikling i Fostertilstanden”. 38 Også andre kritikere og kunsthistorikere lod på samme tid her i 1800-tallets slutning kunstnernes skitser og forarbejder få større plads i analyserne af en given kunstners værk. Den umiddelbare

iagttagelse, øjeblikket og processen i værkfremstillingen var blevet vigtig i vurderingen af tidens egne kunstnere og blev det nu også i betragtningen af en ældre tids kunstnere, heriblandt Thorvaldsen. Ved læsningen af Julius Langes bog om Thorvaldsen, der absolut rummer nogle af de mest skarpsindige og langtidsholdbare analyser af hans skulpturelle værker, sidder man alligevel tilbage med en fornemmelse af, at Lange dybest set er mere fascineret af Thorvaldsens skitsetegninger end af skulpturerne. Til sidst i bogen hedder det: ”Naar man nu følger en af Thorvaldsens Ideer paa dens Udvikling fra den flygtige Tegning til Lerskitsen og fra denne atter til den giennemførte Model og derefter til det færdige Marmorværk, vil man i det Hele taget finde rigest Tilfredsstillelse ved de Udviklingstrin, som ligge nærmest ved Kilden, ved hans egen Subjektivitet. Der er de Kunstnere, som først ret kunne vurderes, hvor deres Værker fremtræde i den yderste Gjennemførelse; med Thorvaldsen er det snarere omvendt; ham vurderer man maaske allerbedst i hans Udkast”. 39 Den sammenstilling og afvejning mod hinanden af Thorvaldsens plastiske værker overfor hans skitsetegninger og endda med tegningerne som de tungeste på vægten, fortsætter mange år efter – ja, helt op til vores egen tid. Kunsthistorikeren Victor P. Christensen gik

25

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 25

26/10/2021 15.36

endnu videre i det andet nummer af det, der skulle blive til tidsskriftet Meddelelser fra Thorvaldsens Museum, i en artikel fra 1918, hvori han skrev: ”Der er vel ikke Tvivl om, at Thorvaldsen til tider har følt sin skulpturelle Stil som et Baand, der hindrede ham i at sige alt det, der laa ham paa Hjærte. Hans Sind har været saa fyldt af det levende Liv, at ikke alene det malerisk behandlede Relief, som man kender det i 18de Aarhundrede, men ogsaa en Naturalisme lig dette Aarhundredes har fristet ham momentvis”. 40 Det er godt nok en dristig påstand, at Thorvaldsen skulle have følt sig begrænset og endda selv have lagt låg på sit udtryksbehov i de skulpturelle værker, han udførte. Men det måtte åbenbart blive sådan selv for kendere, der ville skrive positivt om Thorvaldsens kunst, når tegning og skulptur absolut skulle vægtes overfor hinanden, og når fascinationen af den tegning, der oplevedes som levende og naturlig, ikke kunne opretholdes overfor den form og den stil, som skulpturen var udtrykt i. Det var if. Christensen ligefrem et offer, altså en begrænsning, Thorvaldsen skulle have pålagt sig selv og sin egen skulpturelle stil, når han ikke ville udtrykke det i skulpturen, som han kunne i tegningen. Helt i forlængelse af den øgede interesse for Thorvaldsens skitsetegninger var det da også som nævnt i 1918, at den første udstilling med et større udvalg af billedhuggerens tegninger – både dem i Thorvaldsens

Museums eje og tegninger ejet af private og af andre museer – fandt sted på museet. Udstillingen var resultatet af en systematisk gennemgang og opsporing af Thorvaldsens tegninger i og udenfor museet, og i forbindelse med udstillingen blev der genereret megen ny viden om tegningerne og af deres relationer til de plastiske værker samt om deres datering. Udstillingens kurator, museumsdirektør Mario Krohn, nåede ikke selv at følge op med et større skriftligt arbejde om tegningerne, da han døde alt for tidligt få år senere. Det blev i stedet maleren og kunstskribenten Albert Repholtz, der i 1920 skrev den første selvstændige publikation om tegningerne. Museet ville nu gerne selv eksponere denne del af samlingerne, og derfor var det bestyrelsen for Thorvaldsens Museum, der karakteristisk nok var udgiver.41 Det hang både sammen med den øgede interesse for tegningerne, men formodentlig også med, at bestyrelsen måtte forsvare sig overfor tidens kraftige kritik af museet, som er omtalt ovenfor. Med Repholtz’ bog kunne et bredere publikum nu endelig i forlængelse af udstillingen i 1918 få adgang til denne del af Thorvaldsens kunst. Repholtz konstaterer nøgternt i sin bog, at ”De af Thorvaldsens Tegninger, som er blevne værdsatte højest af Eftertid og Nutid, er derimod [dvs. i modsætning til Thorvaldsens portrætter i ungdomstiden og de mere gennemarbejdede, såkaldt ”maleriske”, tegninger] de friske, løse Skitser og Udkast …” 42 Men så giver han sig

26

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 26

26/10/2021 15.36

også ind på afvejningens vej: ”I Sammenligning med Thorvaldsens gennemførte Tegninger, ligesom ogsaa i Sammenligning med mangt et færdigt Skulpturværk fra hans Haand, ejer disse Udkast … en umiddelbar Friskhed, som de færdige Arbejder i al deres Velovervejethed og med alle deres skulpturmæssige Fortrin ofte savner …” Vi skal igen tage stilling til, hvad der er bedst: skitser eller skulpturer? Vi så ovenfor, at Georg Brandes påviste, at sensualiteten i Thorvaldsens relief Natten lå meget langt fra de stærke lidenskaber, der kunne udfoldes i den antikke nat, grækernes nat. Brandes gik senere videre med at udforske baggrund og kontekst for de påståede manglende lidenskaber, dog ikke med en analyse af kunstværkerne, men – paradoksalt nok – af Thorvaldsen selv. ”Thorvaldsen og nogle Kvinder” er den karakteristiske titel på et essay fra 1920. Heri beskrev Brandes Thorvaldsens personlighed og især hans forhold til kvinderne på baggrund blandt andet af en læsning af kærestebreve til og fra Thorvaldsen, som hidtil havde været utilgængelige i museets arkiv, men som Brandes med stort besvær fik lov til at læse. Essayet slutter med følgende salut: ”Hvad der var af naturlig Sanselighed i hans Væsen overfor disse Kvinder, fik aldrig Raaderum i hans usanselige, undertiden næsten, kønsløse, Værker. Han var dybest inde lidenskabløs overfor Kvinderne som han var det

i sin Kunst”. 43 Sådan måtte det åbenbart være, når Brandes, der var en overordentlig kyndig kender af fransk kultur, havde Auguste Rodins skulpturer, der udtrykte voldsomme lidenskabelige følelser, tæt på sig. Brandes havde åbenlyst ikke set meget på Thorvaldsens tegninger. Men det havde Julius Lange som nævnt, og Lange havde indsigt nok til at forstå, at de lidenskaber, som Brandes savnede hos Thorvaldsen, i høj grad fandtes i tegningerne og som en kunstnerisk strategi var sublimeret i det plastiske værk. Men Lange kunne også konstatere, at selv om Amor er den hyppigst tilbagevendende figur i Thorvaldsens kunst, og at kærligheden for Thorvaldsen er det egentlige i livet, så ”… er hans Kunst i en anden Betydning af Ordet netop paafaldende lidt erotisk. Thi Elskoven i subjektiv Betydning, Elskoven inde i Skikkelsen, det stærkt, dybt, lidenskabelig grebne Hjærte i Forholdet mellem Mand og Kvinde har han i sin store Produktion egentlig aldrig givet plastisk Udtryk”. 44 Man fornemmer måske en vis lettelse hos Lange over, at den åbenlyse lidenskabelighed ikke findes i skulpturerne. Her er han næsten på linje med andre i samtiden, der gik langt for at undgå, at det erotiske og lidenskabelige skulle få en alt for eksplicit rolle at spille – selv i tegningerne. Imidlertid har der efter alt at dømme fundet en aktiv censur sted for at fjerne eksplicitte erotiske tegninger af Thorvaldsen. Vi kender til de sessioner, hvor baronesse

27

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 27

26/10/2021 15.36

Stampe og Thorvaldsen i fællesskab destruerede visse papirer, og selv om det ikke skrives, at der var erotica iblandt papirerne, kan det formodes. Til gengæld vides fra en pålidelig kilde, at bestyrelsen for Thorvaldsens Museum helt frem til 1920’erne har destrueret tegninger med erotiske motiver udført af Thorvaldsen.45 Den interessekonflikt, der kunne opstå for Lange og for andre forfattere, i og med at de egentlig bedst kunne lide Thorvaldsens skitsetegninger, selv om det var Thorvaldsens skulpturer og relieffer, de først og fremmest skulle forholde sig til, kom den danske billedkunstner Asger Jorn helt ud over ved simpelthen at feje både antikken, klassicismen og Thorvaldsens færdige skulpturer til side og kun interessere sig for Thorvaldsens skitsemateriale. I februar 1962 modtog Thorvaldsens Museums daværende direktør, Sigurd Schultz, et brev fra Asger Jorn, der foreslog, at der blev udgivet to nye bøger i ”luxusudstyr og med en kort tekst og mange billeder” dels om Thorvaldsens lerstatuetter på Nysø og dels om Thorvaldsens tegninger. Og hvis det hele gik godt, skulle der også udgives en bog om Thorvaldsens portrætbuster. Og Jorn ville selv betale halvdelen af udgifterne til udgivelserne og havde desuden i Paris mødt en dansk grosserer, der ville betale den anden halvdel. Jorns idé med udgivelserne var ”at belyse Thorvaldsen fra nye sider der viser hans personlighed som kunstner mere end

hans klassicistiske stil”. 46 Det lyder måske ikke så revolutionerende i dag, men Jorns hensigt var faktisk at vise, hvordan og hvorfor Thorvaldsens tegninger var vigtige i nutiden snarere end kun at vurdere hans indsats kunsthistorisk, og sådan havde man stort set ikke set på Thorvaldsen siden Julius Langes vigtige bog fra 1886, selv om Lange som nævnt var udmærket klar over, at Thorvaldsens kunst måtte blive oplevet som samtiden uvedkommende i 1880’erne. Heroverfor mente Jorn, at hans egen samtid absolut ville få interesse for Thorvaldsens kunst, når blot den blev tilgængeliggjort i det rigtige ”Luxusudstyr”, dvs. i stort format, med en stærk billedside og med korte tekster. Men det gjaldt i første omgang kun for tegningerne og lerskitserne – altså værker knyttet til arbejdsprocessen, til kunstnerens spontane, første ideer eller – for portrætternes vedkommende – til et kunstnerisk udtryk tæt forbundet med den portrætteredes identitet præsenteret uden ”for meget Sokkelværk”, som Jorn formulerede det. Nu er der ikke ret mange lerskitser bevaret efter Thorvaldsen. Nogle enkelte findes i Thorvaldsen Samlingen på Nysø, men slet ikke nok til en bog. Det havde Jorn misforstået. Og i starten af 1960’erne stod professor Else Kai Sass’ enorme værk om Thorvaldsens portrætbuster umiddelbart foran sin udgivelse 47, så det var heller ikke oplagt at gå videre med

28

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 28

26/10/2021 15.36

endnu en udgivelse med portrætterne i fokus. Men at publicere et udvalg af Thorvaldsens tegninger var Schultz til gengæld meget optaget af. Som han skrev til Jorn: ”Deres ord om at udgive Thorvaldsens tegninger lyder i mine ører som stærefløjt paa en solskinsdag. Her rører De ved en drøm, jeg har haft, lige siden jeg ansattes ved museet for 30 aar siden.” Jorn forestillede sig, at bogen skulle rumme ca. 300 tegninger, der skulle afbildes hver på en side, og forsynes med en indledning på ca. 50 sider. Men allerede her – fremgår det af Schultz’ notater – var museumsdirektøren betænkelig. For Thorvaldsens tegninger var næsten uudforskede, og det ville kræve en arbejdsindsats på mindst 5-6 år at behandle et så stort antal tegninger. Schultz forestillede sig en langt mindre publikation med et meget kræsent udvalg på ca. 100 tegninger. Der var også en betydelig forskel i tempoet mellem museumsmanden og kunstneren. I september 1962 var Jorn på besøg på Thorvaldsens Museum og if. Schultz’ notat gennemså han på to timer samtlige langt over 800 tegninger, der dengang fandtes på museet, og valgte 220 ud til publicering. Desværre kan vi ikke i dag rekonstruere, hvilke tegninger, Jorn udvalgte, da han brugte numrene påført de kartoner, som tegningerne tidligere var monteret på, altså ikke inventarnumrene, til at identificere tegningerne. Og de gamle monteringskartoner er for længst

kasseret i forbindelse med konservering af tegningerne og nykartonnering. Udover tempoforskelle mellem kunstner og forsker, var der heller ikke sammenfaldende synspunkter mht. hvilken reproduktionsteknik der skulle anvendes ved gengivelsen af tegningerne. Den involverede forretningsmand havde også sine synspunkter om publikationen. Mellem ham og Schultz synes der ikke at have været den bedste kemi. Schultz noterer for sig selv, at grossereren direkte skulle have sagt, at Thorvaldsen var ”svag i sine tegninger” i forhold til skulpturerne. Og det kan jo næppe have været det bedste udgangspunkt for et samarbejde om en bog netop om Thorvaldsens tegninger. Men alt dette kunne man nok have diskuteret sig til enighed om. At bogen ikke blev realiseret, skyldtes især, at Schultz gik på pension ved udgangen af august 1963 og ikke havde mulighed for at påtage sig opgaven. Dette meddelte han Jorn den 19. august 1963. Jorn havde, som det fremgår, ingen betænkeligheder ved alene at se på tegningerne uden også at inddrage de skulpturer, som tegningerne knyttede sig til. Dog er det ikke udelukket, at han sidenhen kunne have foreslået en ny publikation om skulpturerne, for Jorns håb med tegningbogen var også, ”at vi i dag kan se lidt mere frisk på hele problemet omkring kunsten i begyndelsen af forrige årh.”, og det friske blik kunne han sikkert godt forestille sig udstrakt til andre dele af

29

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 29

26/10/2021 15.36

Thorvaldsens kunst.48 Det vigtigste for Jorn var ”at grave PERSONLIGHEDEN Thorvaldsen ud af det klassicistiske princip og vise, hvad han var som menneske og individ og som skandinav, og dette tror jeg [Jorn] afsløres stærkest om man når frem til om man så må sige det grafologiske udtryk, til selve det udtryk som håndens bevægelser afgiver i stoffet”. 49 Jorn fokuserede på individet Thorvaldsen og hans prægning af kunsten snarere end på stilen klassicisme. Og Schultz, der selv var dybt optaget af moderne, især abstrakt, konkret kunst, var enig med Jorn i, at man skulle behandle Thorvaldsen på en ”antiklassisk måde” og se på hans værker, herunder tegningerne, for hvad de er nu og her og ikke, hvorledes de var set på i Thorvaldsens samtid, eller hvordan de indgik i kunsthistorien.50 For Jorn – og for Schultz – var det en svaghed i dansk kunsthistorie at ”man ikke tør se på en kunstners arbejde undtagen ud fra den mening som hans samtid gav det han frembragte”. Jorn pointerede endvidere, at ”en stor kunstner er efter min [Jorns] mening dog at de har noget specielt at sige til enhver tid” og at ”den kendsgerning, at Thorvaldsen var anerkendt som sin tids største billedhugger har været en hemsko for oplevelsen af hans almene menneskelighed, og frem for alt for hans danskhed og specifik skandinaviske karakter”. 51 Det var netop i tegningerne, at det umiddelbare, det

stil-­uafhængige og den enkeltpersonlige prægning af kunsten skulle findes, mente Jorn. Den afvejning, sammenstilling og stillingtagen for og imod det plastiske værk overfor tegningerne, som tidligere forfattere havde haft problemer med, var slet ikke relevant for Jorn: ”Når jeg overhovedet gider beskæftige mig med Thorvaldsens tegninger er det fordi de er typisk nordiske … De er musik for øjet. I den forstand er de ikke hverken i fransk eller romersk forstand klassiske”. 52 Det var altså især ”vejen til Thorvaldsen”, som Jorn og Schultz ville prøve at anvise på ny. Dvs. uden den historiske kontekst og uden en minutiøs granskning af mulige antikke forbilleder for Thorvaldsens værker. Som Schultz udtrykte det: ”Man kan godt ærgre sig over, at folk har saa travlt med person-­galleriet omkring hans [Thorvaldsens] liv og med arkæologisk paavisning af laante motiver fra klassiske kunstværker – de naar ikke ind til Thorvaldsen ad den vej, ja, jeg mener endog, at de naar ikke til at forklare, hvorfor Thorvaldsen betog sin samtid saa stærkt. Jeg tror, at det, der mest betog samtiden, uden at den forstod det, i sidste instans var den virkelige Thorvaldsen, mere end klassicisme”. 53 Tegningerne og skulpturerne Men kan vi så nå frem til ”den virkelige Thorvaldsen” – og findes der kun én? For enhver tid – ja faktisk for hver enkelt betragter, der tør stå ved sin egen mening – er Thorvaldsen vel ”virkelig” i betydningen

30

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 30

26/10/2021 15.36

”rigtigt opfattet”, om end den fremherskende kunst­ betragtning i nogle tidsperioder har set hans kunst som mindre relevant eller direkte betydningsløs. For Thorvaldsen selv var der ingen tvivl om, at de færdi­ ge skulpturer eller relieffer var det vigtigste. Det var i dem alle hans bestræbelser havde deres endemål. Bortset fra de såkaldt ”maleriske” tegninger, som han brugte som gaver, og ungdommens tegnede portræt­ ter, var skitsetegningerne generelt set uden betydning for ham, når skulpturerne var udførte, og kunne for så vidt forsvinde. Og den skæbne er formodentlig over­ gået et stort antal tegninger. For antallet af tegninger tilknyttet de enkelte skulpturelle værker er som nævnt bevaret meget uegalt. Men samtidig har vi fået over­ leveret tegninger fra hele Thorvaldsens lange karriere som kunstner og vel at mærke tegninger stammende fra hans egen donation. Så nogle tegninger har han bevidst villet gemme og bevare i sit private billedla­ ger formodentlig for at kunne finde dem frem, når han skulle bruge et bestemt stillingsmotiv, en bestemt komposition e.l.

udgrænsning af skulpturerne, kan det opleves som om, at de tidligere forfattere nærmest følte trang til at komme med undskyldninger på Thorvaldsens og det plastiske værks vegne. Det virker helt forkert, når Christensen (se ovenfor) mente, at Thorvaldsen lag­ de bånd på sig selv, når han ikke kunne/ville/turde udtrykke det i skulpturerne, som han tillod sig at ud­ trykke i tegningerne. Og selv Lange synes at gå alt for langt, når han i en sammenligning af Thorvaldsens tegning til relieffet Priamus bønfalder Achilleus om Hektors lig (se nr. 42) med relieffet påstod, at Thorvaldsen ville skærme sig mod kritik, når han i relieffet fore­ trak ”… det ”Klassiske”, abstrakt Plastiske for det gribende, talende Udtryk for en indre Sjælsbevæ­ gelse”, som Lange så i tegningen.54 Det er dog be­ stemt ikke vores indtryk, at Thorvaldsen tog hensyn til evt. kritik, når han lagde sig fast på relieffets udtryk. Han var fuldstændig kompromisløs i forhold til sine kunstneriske ambitioner, og enkelte værkers fær­ diggørelse blev udstrakt i det uendelige netop pga. dem.

Det kan i dag være mærkeligt at konstatere de af­ vejninger af skitsetegningerne op imod skulpturer­ ne, som flere forfattere har syntes, at de har været nødt til at foretage. Da de nævnte kunsthistorikere (Lange, Christensen, Repholtz) ikke vovede bil­ ledkunstnerens (Jorns) radikale og helt subjektive

Man kan måske gå så vidt som til at påstå, at når skri­ benterne – med det naturalistiske kunstsyn de havde – fastholdt en afvejning og værdisætning af skitseteg­ ningerne overfor de plastiske værker, måtte de uund­ gåeligt komme til at overse de sidstes egentlige styr­ ker. Skulpturerne skal jo netop ikke opleves, ses og

31

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 31

26/10/2021 15.36

forstås på tegningernes præmisser. De egentlige skitsetegninger – altså ikke de tidlige tegnede portrætter og de ”maleriske” tegninger – var ikke bestemt til at blive set i det offentlige rum. De var Thorvaldsens private idebank, motivlager, mulighedsforråd, eller hvilke ord vi vil knytte til dem. Rent fysisk har de ikke været beregnet til at skulle forlade lejligheden i via Sistina nr. 46. Og derfor er så mange af dem vel også endt i tønderne i kælderen eller i skuffer i lejligheden – eller som aske i kakkelovnen. Selv om skitsetegningerne i sagens natur er en forudsætning for skulpturernes og relieffernes udformning, er det plastiske og det tegnede to væsensforskellige udtryk, der skal vurderes hver for sig. I tegningernes to dimensioner og i det materialemæssigt let forgængelige papir tillader Thorvaldsen sig at koncentrere sig om helheden, den overordnede form og at se bort fra detaljerne. Han viser bevægelsen, det grænseløse og uafsluttede med de mange konturer, det udadvendte og det ekspressive, det lidenskabelige og det kropslige. Vi er i nu’et og midt i kampen. Det er også i tegningerne, at Thorvaldsen udvikler historien eller fortællingen i det kommende skulpturelle værk. Nogle enkelte eksempler: Skal Achilleus være afvisende eller forsonende i sin positur? Skal gratierne have et kropsligt eller et intellektuelt fællesskab? Hvordan kan den nære virkelighed beskrives, så den bliver bærer af et

alment udsagn? Kan en person fremstilles ydmyg og alligevel være magtfuld? Rækken af muligheder – og valg, der skal træffes – er uendelig, og i den proces var tegningerne Thorvaldsens vigtigste redskab. Skitsetegningerne er vitterligt ikke gjort for andre. I skulpturerne og reliefferne ved Thorvaldsen, at de færdige skulpturer og relieffer i et ”evigt” materiale skal have en plads i det offentlige rum i en ubegrænset tid. De skal bogstaveligt talt udfylde et fysisk rum og med tre dimensioner virke fra flere sider med en fastlagt afgrænsning mellem form og omgivelser. Konturen er uendeligt skiftende, idet den følger betragtningen af formen fra de skiftende synspunkter ved betragterens egne bevægelser. Derved bliver oplevelsen af især skulpturerne mangetydig. Detaljerne i klædedragt og attributter må med for at understøtte fortællingen og forståelsen af allegorierne. Principielt tilstræbes skulpturerne at udtrykke det ideale, abstraktionen, hvor det enkeltpersonlige ophøjes til den skønne, i sig selv hvilende almengyldige form. Skulpturer og relieffer skal ikke være udadvendte og ekspressive, men i sit mådehold alligevel rumme et væld af fortolkningsmuligheder og give plads til beskuerens refleksioner indenfor et følelsesregister, der ikke bliver mindre stærkt og udtryksfuldt, men mindre éntydigt. Dramaet er forbi. Nu er der plads til eftertanken. Er skitsetegningerne skabt i en

32

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 32

26/10/2021 15.36

”bevidsthedsstrøm”, er den skulpturelle praksis en fokuseret og viljestærk stræben. Vi skal altså gøre os klart, at omformningen, ned­ toningen og udelukkelsen i de færdige skulpturelle arbejder af nogle af de kvaliteter og de udtryk, der knyttes til skitsetegningerne, er ganske bevidst gjort fra Thorvaldsens side – han ville simpelthen med skulpturerne og reliefferne opnå noget helt andet end i tegningerne. I det følgende præsenteres et udvalg af Thorvaldsens tegninger, der er udvalgt fra hans tegnede værk især på Thorvaldsens Museum. Udvalget er naturligvis subjektivt og forfatterens, men det viser forhåbentlig en række af Thorvaldsens mest fascinerende tegnin­ ger samtidig med, at udvalget samlet set belyser hans tegnekunst gennem hele hans liv og karriere. Må teg­ ningerne hermed blive tilgængelige for alle!

33

114923_thorvaldsens tegninger_.indd 33

26/10/2021 15.36