Klaus Rothstein
Et essay
Klaus Rothstein
Når et menneske dør
Et essay
Når et menneske dør
© Klaus Rothstein og Gads Forlag A/S, 2025
Forlagsredaktion: Bolette Rud. Pallesen
Omslag og sats: Sara Itkin
Forsidebillede: Henrik Spang-Hanssen
Forfatterfoto: Emma Fager
Tryk og indbinding: Scandbook AB
ISBN 978-87-12-80295-2 1. udgave, 1. oplag
Printed in Sweden
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.
Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om forlagets klimakompensation på:
Fodaftrykket redegør for alle råvarers forarbejdning (papir, farve, lim osv.) samt trykkeriets, bogbinderiets og underleverandørers energiforbrug. Desuden viser det alle andre direkte og indirekte emissioner i virksomhederne, herunder transport af råvarer til og mellem producenter samt transport af bøger frem til Gads lager. Emissionsretten til denne bog er købt hos www.southpole.com (Isangi forest conservation). www.climatecalc.eu – Cert.no. CC-000097/SE *beregnet ved bestilt oplag
G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K reception@gad.dk www.gad.dk
Af samme forfatter
Det ukrænkelige (1996)
Kvinde på Dronning Louises Bro (2000)
Frisk fisk til inkaen (2002)
Tid til forundring (2005)
Bomben i turbanen (2006)
Den nøgne maskine (2010)
Ord og handling (2013)
Soldatens år (2014)
Flugten til Europa (2015)
Det der var (2015)
Den druknede dreng (2020)
Den sorte mand (2023)
Ild må der til (2025)
Tak til
Statens Kunstfond Autorkontoen
Forfatterlejligheden i Kulturhotellet Højhuset, Herning San Cataldo
Til mine forældre
”Når
et menneske dør bliver dets omgivelser tilbage…”
Henrik Nordbrandt | Omgivelser
”Når et menneske dør, føler man altid at man mangler noget, og det man mangler, er den døde.”
Dea Trier Mørch | Aftenstjernen
Sidst på aftenen bliver hans vejrtrækning uregelmæssig.
De blege ansigtsfolder begynder at synke sammen under overvågningslampens svage lys. Fint og langsomt, som svævende silketørklæder, synker kinderne ind mod kraniet.
Dybt inde i mørket bag hans gulblege bryst pumper det udmattede hjerte en sidste portion blod ud i den resignerede krop, langsomt gennem blodkarrene, men ikke tilbage til lungerne, til iltningen.
Siden han blev født, har hjertet banket blod rundt i kroppen 65 gange i minuttet, 34 millioner slag i løbet af et år, omtrent tre milliarder slag i løbet af livet.
Nu er det nået til vejs ende.
Blodet lægger sig stille til ro i årer og organer, hvorefter det ganske forsigtigt giver sig til at koagulere, og i tykke, mørke klumper søger det mod kroppens laveste punkt. Varmen forlader hans gullige pande. En tyndt kuldeslør lægger sig over de gustne arme og de blårynkede hænder. I kroppens dyb kryber stivheden langsomt ind i musklerne.
Så er han død.
Men jeg var der ikke.
Et par nytårsraketter sprutter hen over Tuborgvej i et formålsløst hysteri og styrter ned bag gule gadelygter et ligegyldigt sted i Københavns vintermørke.
Det er tidligt på årets sidste aften, gaderne er tomme, Grundtvigskirken knejser med sin klippetop oppe på bjerget. G. og jeg er på vej mod Bispebjerg Hospital. Vi skutter os i kulden. Jeg har det som i Benny Andersens vise, hvor digteren går aftentur med sin Rosalina:
”Vi er blevet ældre/ går det pludselig op for mig/ nu føles her lidt køligt på Hjortekærsvej, åh ja, åh ja, åh ja, åh ja.”
Bladene begynder lige så langsomt at dale, når man selv er godt og vel midt i livet, når ens børn bliver voksne, og når ens forældre bliver
gamle. Mens mine børn har taget deres liv til sig, har min far givet sit fra sig. Eller: Det er ganske langsomt gledet ham af hænde.
Gennem flere år er hans fysiske helbred blevet dårligere. I sensommeren flyttede han på plejehjem, og min mor var flyttet med. Nu boede de i en fin ægtefællebolig, to værelser, køkken, badeværelse, altan.
Min far er blevet indlagt med urinvejsinfektion. En ganske almindelig sygdom og en simpel diagnose. Men penicillinen har ikke kunnet få bugt med infektionen, som hele tiden vender tilbage, og hos gamle mennesker kan det betyde, at hjernen bliver bragt i ubalance.
Sygdommen har hevet tæppet væk under min fars psykologiske stabilitet. Den verden, han kender, ændrer pludselig form og indhold for hans øjne, og det han ser, er ikke længere det samme, som vi andre ser. Han ser vand pible op af gulvet. Han ser røgsøjler svæve rundt i stuen. Han ser skuffer komme ud af væggen. Han ser en usynlig hånd skrive hieroglyffer på døren.
Min far ligger på enestue, fordi han har brug for mest mulig ro i sit opkogte, forvirrede hoved, hvor fatamorganaer knalder rundt som fluer i en flaske.
Jeg kikker ind. Han bliver glad for at se mig. Jeg siger, at G. venter ude på gangen. Om han vil have besøg. Det vil han meget gerne. Han har altid sat pris på sine svigerdøtres selskab. Hun sætter sig hos ham, mens jeg går hen til det store vindue.
København gør klar til nytår. Overalt eksploderer kulørte lysfakler på himlen, inden de smelter bort i kulden. Jeg følger byens panorama fra venstre mod højre, fra Svanemøllen og Nordhavnen ind over Østerbro, Rigshospitalet med juletræ og helipad, over den gamle middelalderbys smukke tårne og kirkespir med Ørestads højhuse i baggrunden til Frederiksberg, Carlsbergbyen, det gamle grønttorv i Valby og kraftværkerne i Sydhavnen og Avedøre, overalt er der oplyste byggekraner, og ude til højre rejser Vestegnens højhuse og hospitaler sig.
”Hvad er det for noget med dig?” siger G. Hendes tone er på én gang let og alvorlig.
”Ja, det er ikke så godt,” svarer min far.
De småsludrer lidt. Hans ord kravler kun langsomt over læberne. Hun fornemmer, at hans ro er en tynd fernis over en dybere angst. Senere siger G. til mig, at der var noget grønligt over hans øjne.
Min fars blik flakser rastløst rundt i lokalet. Det søger noget, vi andre ikke kan se, og han ser appellerende på G.
”De har kameraer over det hele …” hvisker han.
”Er du nu sikker på det?” svarer hun.
Jeg har forberedt hende på, at han har udviklet en konspirationsteori om at være tilbageholdt af en slags hemmelig organisation, måske terrorister.
”Dér!” siger han og peger på væggen.
”Hvad skal jeg se?”
”Skærmen!”
”Jeg kan ikke se nogen skærm.”
”De forsvinder, når man ser derhen,” hvisker han. ”Det er sådan nogle skærme, der bliver usynlige.”
”Men …”
I vinduets spejlbillede kan jeg se G. og min far bag konturen af min egen skulder. Jeg ved, hvad hun tænker, men jeg ved ikke, hvad han føler. Først senere forstår jeg, at han måske selv fornemmede det, som vi andre ikke indså, at den fysiske og mentale svækkelse var irreversibel. Han vidste, at løvfaldet blev kort.
Jeg beroliger min far. Jeg siger til ham, at han hallucinerer på grund af infektionen. ”De er her for at hjælpe dig,” siger jeg. ”Jeg stoler på dem, og når jeg siger god for dem, kan du være helt rolig.”
Han ligger og gnider tommelfingeren mod pegefingeren, stirrer på sin hånd.
”Kan du ikke fjerne det?”
”Fjerne hvad?” spørger jeg.
”Papiret,” siger han irriteret.
Jeg skal lige til at sige, at der ikke er noget papir. I stedet griber jeg om hans hånd og lader min hulede håndflade glide hen over hans fingre.
I et mindestrejf husker jeg, hvordan han i gamle dage tryllede femkroner ud af mit øre, eller stjal min næse med et hurtigt håndgreb.
”Så er det væk,” siger jeg.
Vi siger godt nytår, og så går vi.
Nede på gaden lyser lamperne gult og gustent.
”Han er blevet gammel,” siger G. og griber fat under min arm.
Det er stadig tidligt på aftenen, men himlen er begyndt at hyle.
Jeg kan ikke fordrage nytårsaften, men jeg elsker 1. januar. Jeg tænker på gamle dage, hvor min far satte en nytårsraket i en snedrive og tændte den med en cigar, hvordan han sømmede en sol op på et plankeværk og futtede den af i et hav af roterende hvide gnister.
Vi går tidligt i seng. Jeg ligger og lytter til nytåret, der bruser over tagene. Da klokken slår tolv, lyder det som artilleriild i gaderne, og fra Tivoli buldrer fyrværkeriet som et bombardement over en belejret by.
Der er løvfald i livets kalender.
Natten mellem den 3. og 4. marts 2023 dør min far i en seng på Bispebjerg Hospital i København.
Han blev næsten 83 år. Det er ikke specielt gammelt, men trods alt flere år over middellevetiden på 79,6 år for mænd i Danmark. Han var ved vejs ende, fysisk og mentalt, og havde intet tilgodehavende i tilværelsen.
Han var en rolig mand. Besindig, beskeden, fordomsfri, upolemisk og rationel. Selvudslettende, på mange måder upåfaldende. Ambitiøs på egne vegne var han aldrig, men når det gik os andre godt, blev han grebet af en diskret stolthed og en rørstrømsk, ordløs glæde. Stille, klukkende humor havde han masser af, men temperament viste han sjældent. Hans forestilling om det gode liv handlede om fred, ro og magelighed. Han sprang gerne over, hvor gærdet var lavest, han fandt det modsatte ulogisk, men han var ikke i stand til at sætte tempoet op, og jeg har det som den østrigske forfatter Stefan Zweig, der i Verden af i går husker, at han aldrig så sin far skynde sig ned ad en trappe.
Den belarusiske forfatter Svetlana Aleksijevitj skriver et sted, at vi alle har noget af historien i os. Nogle fylder en halv side, siger hun, andre fylder flere sider, og sammen skriver vi historiens bog.
Min far bidrog ikke med mange linjer, for han mente, at den, der lever skjult, lever godt, og han sagde hellere ti ord for lidt, end et ord for meget. For ham var det undseelige og det upåfaldende en dyd, og hvis han havde kunnet, ville han have forladt denne verden ad en diskret bagdør uden at give en lyd fra sig.
Sådan blev det ikke. En infektion i den gamle, livstrætte krop skabte en kemisk reaktion i hjernen, som vendte vrangen ud på virkeligheden. De sidste to måneder tilbragte han altovervejende på hospitalet i en bizar tilstand af vrangforestillinger og hallucinerende paranoia, og han døde i en mental undtagelsestilstand, slidt op af formålsløse udflugter i sit eget sinds forvitrede landskab.
Mine forældre blev begge født i København i årene op til den nazistiske besættelse af Danmark.
Familierne var jødiske, og flugt, udvandring og indvandring var et livsvilkår for mennesker som dem. Men livet i Danmark var trygt nok. Min fars familie slog sig ned i kvarteret omkring Borgergade, hvor mange jødiske kludehandlere drev deres forretning. Min oldefar, min fars farfar, hed Lejbus Czerwonykamien, Leibe i daglig tale, på officielle dokumenter Leon.
Af den indfødsretslov, der blev vedtaget den 18. april 1925, fremgår det, at han var født 1881 i Kock, eller Kotzk, som byen hed på jiddisch, i Polen, og indvandret til København i 1906. Med dette lovforslag indstilles han til dansk indfødsret med anbefaling fra Københavns Magistrat, og i bemærkningerne til lovforslaget anføres det, at kasketmager ”Lejbus Czerwonykamien, kaldet Rothstein” har
boet i København siden sin ankomst, på nær et sommerophold i Polen i 1923. Der står endvidere: ”Andrageren er det danske Sprog mægtig, er gift med en i Polen født Kvinde, med hvem han har 2 Børn, der nyder eller har nydt dansk Skoleundervisning.”
Den 22. november 1926 modtog familien desuden et dokument, som jeg i dag har liggende i mit arkiv. Her gør ”Vi Christian den Tiende, af Guds Naade Konge til Danmark og Island, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, vitterligt”, at den indvandrede kasketmager Czerwonykamien fremover officielt hedder Rothstein.
Vores familienavn er altså lige knap hundrede år gammelt. Det er blevet til ved en simpel germanisering af det oprindelige russiske Czerwonykamien. Czerwony betyder ’rød’, og kamien betyder ’sten’.
I Dansk Biografisk Lexikon for tidsrummet 1537-1814 har jeg læst, at der tidligere fandtes en slægt i Danmark, Rodsteen, hvis efterkommere antog ”Tilnavnet “genannt v. Rothstein” til Minde om den gamle danske Slægt, der var uddød med C. R.”
Slægten Rodsteen træder ind i Danmarkshistorien med admiral, Marqvard Rodsteen (1625-81). Han stammede fra en gammel adelig slægt, skriver leksikonet, ”fra det schwabiske og rhinlandske Ridderskab (Rodenstein, Rothenstein)”. Slægtens mænd var højt på strå i den danske flåde, og Marqvards bror sloges side om side med søhelten Niels Juel i Slaget ved Køge Bugt i 1677.
Slægten uddøde med officer Christian Rodsteens død i 1728, men navnet levede videre for en stund. Christian havde giftet sig med en kvinde med det prægtige navn Charlotte Elisabeth de Suzannet de la Forest, og deres datter var igen gift med oberstlieutenant, senere hessisk overhofmarskal, W. J. v. Lindau, og det var nogle af deres efterkommere, som tog tilnavnet ”genannt v. Rothstein”.
Hvornår navnet atter træder ud af historien, ved jeg ikke. Men med ankomsten af familien Czerwonykamien vender det tilbage, ikke i skikkelse af flådeofficerer, men som en ydmyg jødisk kasketmager, som 266 år efter Slaget ved Køge Bugt selv skal komme til at vugge på de natsorte bølger som flygtning i en fiskekutter.
Man kan dø i utide. Man kan dø i rette tid. Og man kan dø på høje tid. At dø i utide er det, vi alle frygter. At dø i rette tid er det, vi alle håber.
At dø på høje tid ønsker ingen. Min far døde i skellet mellem rette tid og høje tid.
≠
For mange år siden skulle jeg besøge en norsk ven, der boede i en lille bungalow i en af Oslos forstæder.
Da jeg ringede på, blev jeg mødt med tavshed.
Jeg opdagede, at døren stod på klem, og jeg skubbede den langsomt op
”Hallo, er du her?”
Intet svar.
Jeg gik gennem det lille vindfang og ind i stuen.
Ved endevæggen stod han med ryggen til mig og et tæppe trukket op om hovedet. Han så på mig over skulderen med et angstfyldt blik, så vendte han sig bort.
Jeg sagde hans navn forsigtigt.
Han svarede ikke, men rykkede sig uroligt op mod væggen. Med den ene hånd knugede han tæppet sammen ved brystet, med den anden vinkede han afværgende.
Jeg gik tøvende et skridt frem.
Han trak sig væk, bukkede sig ind mod sig selv som en bænkebider, der søger skjul i sit eget panser.
”Skal jeg gå igen?” spurgte jeg.
Han svarede ikke.
Jeg gik, forundret og foruroliget.
Da jeg var hjemme i København, modtog jeg et brev.
”Undskyld,” skrev han. ”Jeg troede, at du var Dødsenglen. Stemmerne i mit hoved fortalte, at Dødsenglen var på vej for at hente mig.”