Tegningerne på Thorvaldsens Museum

rolle, når det plastiske værk var udført. Det får vi et interessant indblik i, når vi læser i C.F. Wilckens erindringer om hans daglige omgang med Thorvaldsen i perioden 1838-1844 i København. Wilckens var Thorvaldsens kammertjener i den periode og boede med sin hustru i en lejlighed ved siden af Thorvaldsens på Kunstakademiet i København. Han var Thorvaldsen behjælpelig med påklædning, aftaler og praktisk hjælp, mens hans hustru, Karen, tog sig af rengøring og lavede mad, når Thorvaldsen spiste hjemme. Med besvær var det også lykkedes Wilckens at overtale Thorvaldsen til, at han måtte hjælpe ham med at få bragt orden i talrige ”papirer”, der befandt sig i et skab i lejligheden. Under oprydningen smed Thorvaldsen en del væk, herunder en tidlig skitsebog, som han bestemte, at Wilckens hustru Karen skulle have til at tænde op med i komfuret. Det lykkedes dog Wilckens at redde den, og heri fandtes formodentlig nogle af de landsskabsskitser, Thorvaldsen udførte på en vandretur i omegnen af Rom i december 1797 (se nr. 22-23).

Tegningerne på Thorvaldsens Museum

I Just Mathias Thieles håndskrevne fortegnelse udført mellem 1844 og 1849 over de tegninger, der indgik i Thorvaldsens Museum ved museets åbning, bestræbte han sig på at ordne tegningerne motivisk i forhold til det relief eller den skulptur, som de er skitser til. Ved den lejlighed fik tegningerne også numre, der svarer til de inventarnumre, museet bruger for de samme tegninger i dag.

Derimod indgik tegningerne ikke enkeltvis i det omfattende katalog i fem bind over museets samlinger, som museets første inspektør, Ludvig Müller, forfattede og publicerede fra 1847-1850. I modsætning til de andre samlinger, hvor kunstværker, antikke genstande og bøger blev beskrevet enkeltvis, blev Thorvaldsens egne tegninger med få undtagelser blot beskrevet generelt indenfor seks kategorier. Müller opdelte tegningerne på følgende måde:

”Tegninger fra Thorvaldsens Ungdom”. Her lagde Müller altså en tidsmæssig ramme omkring gruppen af tegninger. Til den næste kategori ”Studier efter Naturen og efter Kunstværker” regnede han ikke alene Thorvaldsens tegninger af den italienske almue, af andre kunstnere i det fri, studier efter antikke værker og efter loftsmalerierne i Villa Farnesina i Rom, men også blot grupper af gående og siddende personer ”tagne af Livet” (dvs. tegnede efter naturen), som det udtrykkes. Kun i kategorien ”Udförte Copier efter Compositioner af A.J. Carstens”, der blot omfatter fem tegninger, som Thorvaldsen havde udført som kopier efter sit store forbillede i de tidlige år i Rom, den slesviske kunstner Asmus Jacob

Carstens, omtales tegningerne enkeltvis hos Müller. Kategorien ”Originale Compositioner, malerisk behandlede” indeholder de tegninger af Thorvaldsen, hvor detaljeringsgraden er stor (de såkaldt maleriske tegninger), og som tydeligvis har været forbillede for andres – især brødrene Riepenhausens og Bartolomeo Pinellis – udgivelser i kobberstik af Thorvaldsens værker. Hertil hører også Thorvaldsens kompositioner til Dantes Den Guddommelige Kommedie. I en femte kategori ”Udkast til udförte Sculpturer”, der sammen med den sidste kategori omfatter langt de fleste af de overleverede tegninger, opregner Müller alene hvor mange skitser, han havde fundet til en række af Thorvaldsens mest kendte skulpturelle arbejder. Således ”Til Venus med Æblet 10, til Gratiernes Gruppe 18, til Pius VII’s Monument over 30 …” etc. etc. Ligesom i den forrige kategori opregnes i den sidste kategori ”Udkast til Sculpturer, som ikke ere udförte” en række motiver alene med vægt på antallet af skitser til motiver, der ikke kom videre end til skitsetegningerne.

Müller forsøgte altså ikke som Thiele at opstille en tidsfølge i tegningerne endsige at datere dem. Det er først Mario Krohn, den første leder af museet med titel af museumsdirektør, der fortsatte dette arbejde i forbindelse med udstillingen af tegningerne på museet i 1918, som han arrangerede. Det er forbløffende, hvad Krohn nåede på de få år, hvor han var museets leder. Hans væsentligste opgave var at genrejse museet efter mange år, hvor det havde været temmelig forsømt og dertil udsat for massiv offentlig kritik, der kulminerede i 1913. Selv om kritikken var berettiget på flere punkter, var der også mange misforståelser. F.eks. blev museet kritiseret for, at tegningerne slet ikke var monteret, så man kunne undgå at berøre selve tegningerne, når man skulle se dem. Men de var faktisk ”kartonnerede” allerede af Thiele. Det, som bestyrelsen for museet selv ønskede, var, at de også blev monteret med en forklap, så tegningerne blev beskyttet også mod slid i de mapper, hvori de lå. Men det blev i offentligheden til, at tegningerne var misrøgtede.

Efter udstillingen i 1918 var det først i 1970, at der ved renoveringen og nyindretningen af Thorvaldsens Museums underetage blev skabt mulighed for, at enkelte tegninger kunne indgå som en del af museets faste udstillinger. Udenfor Danmark fik offentligheden for første gang i større målestok kendskab til Thorvaldsens tegnekunst med udstillingen ”Thorvaldsen. Drawings and Bozzetti” på Heim Gallery i London i 1973 kurateret af museumsdirektør Dyveke Helsted.29 Fra 1970’erne til 1990’erne pågik et stort arbejde med at restaurere, konservere og nymontere Thorvaldsens tegninger, og i stigende grad blev tegninger i museets samlinger udlånt til udstillinger både i Danmark og ikke mindst i udlandet, herunder til