80 ÅRS JUBILÆUM
Lærer Lomholt og de 75.000 elever Skoletjenestens indtog på Danmarks Akvarium var et nybrud set med datidens øjne. Undervisningen kunne med succes foregå på andre måder og andre steder end i skolernes egne klasselokaler. Opskriften var blandt andet et chok, en rødspættefilet og en bambuspind. Et nej tak til at aftjene værnepligt blev et ja tak fra Steen Lomholt til en lang karriere på Danmarks Akvarium. Det lå ellers ikke i kortene, at han skulle spendere næsten fem årtier i fiskenes verden. Som ung, nyuddannet lærer i 1971 nåede Steen kun at være få uger på en folkeskole i Nordsjælland, før han måtte erkende, at han var havnet på den forkerte hylde. Det var dog et gedigent held for Danmarks Akvarium, ikke mindst fordi Steens interesse for at formidle til børn var uforandret. Steen Lomholt så tilfældigt et opslag, hvor akvariet søgte arbejdskraft med henblik på at ”gøre noget for skolerne.” Lige så løst opgaven var formuleret, lige så højt var ambitionsniveauet. Og siden da har Steen været uløseligt forbundet med Danmarks Akvarium og senere Den Blå Planet. Børn, skoleelever og lærere i tusindvis har de seneste 47 år haft glæde af undervisningsforløb i Skoletjenesten.
En modig direktør ”Akvariet skal i særlig grad være til gavn for undervisning:” Allerede da fundatsen for Danmarks Akvarium
blev formuleret i 1937, var man opmærksom på institutionens gode muligheder for formidling. Men dengang indebar undervisningen i zoologiske haver og akvarier, at eleverne stod passivt og observerede anlæggene, og museerne påtog sig selv opgaven uden nødvendigvis de store pædagogiske evner. Derfor også med svingende held. I datiden fremstod akvarier og zoologiske haver som en kuriositet, der fremviste en ”gysende” (undervands) verden. Senere hen blev selvsamme institutioner løftestang for gæsternes – og dermed også skoleelevernes – naturforståelse. Der måtte dog først røres kraftigt i den kreative gryde for at finde den rette metode. Det blev dyrene selv, de levende, som blev den store løsning på udfordringen. Og så også en helt anden organisation, da den tidligere Skoleinformation blev til Den Centrale Skoletjeneste i 1975, og Danmarks Akvarium var et af de syv pionermuseer. Forandringen var skudt i gang. ”Det var et nybrud i tilgangen til undervisningen uden for skolernes egne lokaler,” siger nu 71-årige Steen Lomholt, tidligere undervisningsansvarlig, med sikkerhed i stemmen, når han sætter ord på Skoletjenestens betydning og metodik.
“Det, der glæder mig mest, er, at grundprincipperne lever videre, og det anser jeg som det vigtigste resultat af min indsats i Skoletjenesten.” Steen Lomholt, tidligere undervisningsansvarlig i Skoletjenesten, Den Blå Planet
37