Sådan så akvarier ud for 150 år siden De første offentlige akvarier i verden var meget anderledes end nutidens. Akvarierne var mindre, og dyrene levede ikke længe. Tag med på en rejse tilbage i tiden, der begynder med skæggede damer, gæster bevæbnet med paraplyer og en spektakulær hvidhval.
Går man 150 år tilbage i tiden, så verden – ikke overraskende – anderledes ud end i dag. For at forstå, hvorfor de første akvarier så ud som de gjorde, må man forstå datidens tidsånd. 1800-tallet var en tid, hvor skæggede damer og siamesiske tvillinger turnerede verden rundt i freakshows, og hvor man på Coney Island kunne se for tidligt fødte børn i kuvøse. Der var mere fokus på underholdning end på at beskytte de sårbare skæbner, som blev udstillet. Samme tilgang gjorde sig gældende i zoologiske anlæg og akvarier – man vidste desværre ikke bedre. Det havde sin pris. Dyrene i de første akvarier levede på begrænset plads med dårlig ilttilførsel.
Og de blev ikke gamle Underholdnings- og ikke mindst akvariebranchen er anderledes i dag. Akvarier verden over har ikke længere kun fokus på ren underholdning, men derimod på naturbevarelse, forskning og formidling. Akvarier inspirerer og fascinerer ved at introducere gæsterne til vandets forunderlige liv i håb om at skabe en lyst hos gæsterne til at bevare og beskytte livet under overfladen og dermed gøre hver gæst til en aktiv naturambassadør. 32
Et hus til fisk
Danmarks første akvarium
Verdens første offentlige akvarium åbnede i London den 21. maj 1853 som en del af Londons zoologiske have. Akvariet blev kaldt ”The Fish House” og udstillede søanemoner, søpindsvin, søstjerner, krebsdyr og forskellige fisk. Akvariet var en stor publikumssucces og var åbent i 20 år på trods af manglende vandcirkulation. Kort efter åbningen i London kom amerikanerne på banen, da de i 1859 åbnede et, for sin tid, imponerende stort akvarium i Boston. Gæsterne kunne se hele 40 akvarier med ca. 4.000 liter vand, mens et orkester spillede fra en dertil indrettet balkon. Til sammenligning har Den Blå Planet 53 akvarier og 7.000.000 liter vand. Efter 18 måneder flyttede Boston-akvariet i større rammer, og den største seværdighed var en fire meter lang hvidhval. Hvalen blev holdt i et 7,5 meter stort akvarium og overlevede et år på den trange plads. Stakkel. Det samme akvarium husede også en rokke, en bars, en stør, tre torskefisk, ål og en havskildpadde. Caribiske tropefisk blev sejlet ind, men de døde af kulde, da vinteren kom. I februar 1863 måtte akvariet i Boston lukke og slukke efter fire kaotiske år.
Akvarier kom og gik over hele verden op gennem 1800-tallet. I Frankrig blev et af de hidtil største akvarier bygget i 1867 i forbindelse med verdensudstillingen i Paris. 600.000 liter vand var fordelt på 22 akvarier indrettet som en grotte. Det største akvarium var 15 meter langt og 3 meter højt. Imponerende i størrelsen, men dog så utæt, at gæsterne måtte bruge paraplyer. Danmark fik sit første akvarium den 6. juli 1872 under navnet ”Kjøpenhavns Aquarium og Terrarium”. Det lå på Vesterbrogade 33, tæt på Hovedbanegården. I dag huser bygningen en restaurant, men tidligere boede der dyr i stueplan, og på 1. sal blev der drevet et konditori. Akvariet var kun små fire meter bredt fra væg til væg, og når der var trængsel, steg temperaturen til skade for både publikum og fisk. Efter fire år var det slut. Sandsynligvis på grund af for mange fisk på for lidt plads og for dårlig filtrering af vandet. 63 år senere, i 1939, åbnede Danmarks Akvarium i Charlottenlund. Kilde: Wolff, Torben: ”De offentlige akvarier i historisk perspektiv” i ”Naturens Verden” nr. 11/12 årgang 90, 2007.