CORONAGENERALEN
I mere end et år har corona spændt ben for den hverdag, vi ellers kendte så godt. Også hos Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.
Søren Brostrøm:
” Selvfølgelig er jeg også ensom” Sundhedsstyrelsens direktør fortæller om afsavn, om at være på usikker grund og bekymret, men aldrig bange. Og om pandemien, som han ikke havde troet skulle ramme på hans vagt
Af Mette Fugl
”
Foto Per Morten Abrahamsen
Sover du godt?” Sådan spurgte jeg. Og med det samme strejfede det mig, at det nok er et af de mærkeligste og mere private spørgsmål, jeg nogensinde har stillet som det første til et menneske, jeg ikke kender. Men jo tak, Søren Brostrøm har et fint sovehjerte. Så ved vi det og kan glæde os over, at fuldmåner, anden overtro og en helvedes virus ikke nødvendigvis forstyrrer døgnrytmen. Der findes folk, der evner at hvile i sig selv. Også når ansvaret for det, der i begyndelsen var ukendt, må veje tungt. Virkeligheden ramte med overrumplende styrke. Jeg vil vide, om den brutalitet, der det seneste år og de sidste lange må-
24
neder har rørt de fleste på livsvilkårene, også kan mærkes af manden, der næsten er direktøren for det hele. Altså frygt, ustyrlig længsel og ubærlig ensomhed. ”Ja da. Jeg er da fuldstændig påvirket af nøjagtig de samme ting. Alligevel har det nok været en lille smule anderledes for mig. Jeg har i modsætning til de mange, der har følt sig sat på pause, stort set knoklet røven ud af bukserne. Dog svært ensom og alene hjemme i min lejlighed. Men nok mere på arbejde her i Sundhedsstyrelsen på Islands Brygge. Fysiske møder, videomøder, fornemmelsen af møder uafbrudt. Heldigvis går jeg nogle lange ture. Det kan jeg. Mens jeg går, kan jeg så tænke på de af-
