Tabu

Et liv uden børn

Ifølge Danmarks Statistisk har cirka 21 procent af alle danske mænd og knap 14 procent af kvinderne ikke fået børn, når de fylder 50 år. Tallet har ligget stabilt siden midten af nullerne. En del af disse er ufrivilligt barnløse, mens andre har taget et aktivt valg om ikke at få børn. Ældre Sagen har mødt tre ældre, der af vidt forskellige årsager lever et liv uden egne børn.

”Det kom bag på mig, at det er livslangt”

Et liv uden børn har for Lone Bøgelund været et godt liv. Men da veninderne begyndte af få børnebørn, gik det op for hende, at det at være barnløs fylder livet igennem

Af Eva Frydensberg Holm Foto Ulrik Jantzen

Nu er jeg ikke en rigtig kvinde. Det var den første tanke, der for gennem hovedet på Lone Bøgelund, da det gik op for hende, at hun nok ikke blev mor.

Hun og hendes eks-mand havde gennem flere år forsøgt at blive forældre. Nu var sidste mulighed kunstig befrugtning. Og den vej ville Lone Bøgelund ikke. ”Jeg tænkte, nu stopper det. Det vil jeg ikke udsætte mig selv for. Vi havde allerede været i gang i flere år, og på det tidspunkt var kunstig befrugtning i sin vorden. Kun 20 procent af dem, der forsøgte, lykkedes med det,” for-

Vi er en stor gruppe af mennesker, der lever et andet liv, fordi vi ikke har børn. Det er hverken bedre eller dårligere, men det er anderledes

LONE BØGELUND

tæller Lone Bøgelund. Dengang var hun i begyndelsen af 30’erne. I dag er hun 63 år og har med egne ord levet et godt liv – uden børn. ”Jeg besluttede ret hurtigt, at jeg ikke ville defineres ud fra ikke at kunne få børn. Jeg ville være noget uden. Jeg har den tilgang til livet, at der er noget, vi får, der er noget, vi ikke får, og så er der noget, vi ikke har kontrol over. Men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg bare har været stærk.”

Det slog mig midt i 50’erne

Særligt de første år efter beslutningen var svære. Naboerne fik børn, og som barnløse gled hun og eks-manden ud i periferien af fællesskabet. Og også ved frokostbordet på den folkeskole, hvor hun som lærer var stærkt engageret fagligt og kollegialt, fik snakken om de nye små hende til at føle sig udenfor. ”Det var ikke nemt, men på et tidspunkt gled det i baggrunden, og alt muligt andet begyndte at fylde,” siger Lone Larsen.

Hun fortæller om et liv med venner, musik og litteratur. Om tre år som rejseleder. Og om den nye kæreste, hun mødte for ti år siden – efter skilsmissen.

At hun blev ramt igen mange år senere, havde hun ikke set komme. ”Da jeg var midt i 50’erne begyndte mine veninder og kolleger at få børnebørn. Og pludselig havde jeg igen følelsen af at være udenfor. Det kom bag på mig, for jeg havde kun tænkt, at det var, mens de andre havde små børn, at det ville fylde. At det er livslangt, kom bag på mig,” fortæller Lone Bøgelund.

Erkendelsen fik hende til at gå på nettet og søge efter grupper for mennesker uden børn. Den amerikanske hjemmeside 'Aging Well Without Children' og den danske 'Et andet liv' var noget af det, der dukkede op. Her fandt hun ældre, der kunne genkende de følelser, hun havde. ”Ligesom da jeg var yngre, ønsker jeg ikke at definere mig ud fra ikke at have børn, men det var rart at finde ud af, at der var andre, der havde det som mig,” siger Lone Bøgelund og tilføjer: ”Vi er en stor gruppe mennesker, der lever et andet liv, fordi vi ikke har børn. Det er hverken bedre eller dårligere, men det er anderledes.”

Stort netværk

Selv om Lone Bøgelund gik på efterløn sidste år, er kalenderen stadig godt fyldt op. Hver dag begynder med en gåtur ved Odense Å. Et par gange om ugen underviser hun indvandrere i dansk på en sprogcafé, og så er hun i gang med at genopfriske det spanske sprog. Planen er at tilbringe nogle af de kolde vintermåneder i Spanien.

Den nære omgangskreds tæller i dag, ud over kæresten, niecen Anne Sofie og en stor flok veninder. For nylig læste Lone Bøgelund, at det at have et godt socialt netværk, er det, der – snarere end børn – skaber en god alderdom. ”Jeg synes, jeg har et godt liv. Jeg kan godt frygte at blive rigtig gammel uden at have nogen til at tage sig af mig, men så prøver jeg at sige til mig selv, at det ikke er sikkert, at det er sådan, det bliver.”

”Jeg måtte sluge kamelen og vælge kærligheden”

Der har været børn i Mogens Svane Petersens liv, men hans egne blev det ikke til. Da han var 43 vandt kærligheden over trangen til at få børn

Af Eva Frydensberg Holm Foto Ulrik Jantzen

Det var en ny verden, der åbnede sig for Mogens Svane Petersen, da han i 1974 trådte ind ad døren til Københavns Universitet. Egentlig var han snedker, men en stærk interesse for film, der havde fulgt ham fra barnsben, havde fået ham til at søge ind på filmvidenskab. ”Jeg gjorde det af ren og skær interesse og tænkte, at jeg bare ville tage et enkelt fag. Men jeg oplevede en fantastisk frihed efter de mange år som snedker med faste arbejdstider og fik lyst til at fordybe mig yderligere, så jeg blev hængende,” fortæller Mogens Svane Petersen.

Ud over film og frihed, bød universitetet også på mødet med Majbritt, som han endte med at danne par med gennem syv år. Hun havde allerede en datter og ville gerne have flere børn.

Jeg har været så glad for alt det andet, livet har givet mig

MOGENS SVANE PETERSEN

”Jeg holdt meget af hendes datter og ville egentlig gerne have børn, men jeg var også draget af friheden og af, at nu skulle jeg ud og opleve noget. Og jeg vidste jo godt, at fik jeg et barn, bandt jeg mig endnu mere,” fortæller Mogens Svane Petersen.

Det blev aldrig til et barn med Majbritt. Og da studierne ebbede ud, gjorde forholdet også.

I årene, der fulgte, begyndte Mogens Svane Petersens lyst til at få børn for alvor at vokse. Og da han på det tidspunkt ikke havde en kæreste, meldte sig nogle alternative muligheder. Et par, han havde læst med, kunne ikke selv få børn og spurgte, om han ville være donor.

Det var et dilemma. På den ene side følte han, at det var en stor tillidserklæring, på den anden side, at det var mærkeligt, at hans barn skulle vokse op i en anden familie. Han endte med at takke nej. Til gengæld takkede han ja til en blind date, som en veninde arrangerede. ”Vi nåede at mødes en enkelt gang, men et par dage senere mødte jeg Lise, og så var jeg solgt. Hun havde en voksen søn, og vi var begge 43. Jeg kunne godt se, at det ikke kom til at passe i forhold til børn, så jeg måtte sluge kamelen og vælge kærligheden.”

Mit eftermæle må gerne stå

I dag er Mogens Svane Petersen 73 år og bor sammen med Lise i et rækkehus i Helsinge. Da han for et par år siden blev pensioneret, begyndte han at skrive sine erindringer fra et liv, hvor han kom til at leve af sin store interesse, nemlig at lave film og tv. Og et liv, hvor kærligheden har holdt ved gennem mange år. Men også et liv, hvor han ikke har fået børn. ”Det kunne da have været rart at kunne give videre i slægtsledet, men jeg har ikke fortrudt. Det ved jeg godt, at der er mange, der siger. Men jeg har været så glad for alt det andet, livet har givet mig. Og heldigvis har der været mange børn i mit liv. Mine venners børn, mine niecer og deres børn – og vores skønne barnebarn, Bothilde,” siger Mogens Svane Petersen og fortæller, at han har fulgt Bothilde, siden hun blev født, op igennem barndommen til i dag, hvor hun netop er blevet færdig på universitetet. ”Jeg føler, at hun mit barnebarn,” siger han.

Interessen for film forsøger han lige nu at give videre til niecernes børn. ”Jeg vil gerne lære dem, hvordan filmen blev til, og hvordan man laver tegnefilm. I det hele taget forsøger jeg at give den begejstring, jeg har haft, videre i familien. Og det bliver også dem, der får de erindringer, jeg er ved at nedfælde. Mit eftermæle må gerne stå.”

”Jeg har levet mine drømme”

Tidligt vidste Pia Poulsen, at hun ikke ville have børn. Hun har aldrig fortrudt, men har levet det liv, hun dømte om, selv om det til tider har været hårdt at skulle forsvare sit valg

Af Eva Frydensberg Holm Foto Ulrik Jantzen

Pia var bare fem år, da den to år ældre Tina tog hende med ud at trille med kvarterets små børn i barnevognene. Men mens Tina syntes, det var helt vidunderligt at passe de små, syntes Pia det var langt sjovere at lege med kattekillingerne på bedsteforældrenes gård. ”Jeg gik med, fordi jeg gerne ville være sammen med hende, men det sagde mig intet. Jeg har tit tænkt tilbage på, at jeg allerede dengang kunne mærke, at det med børn ikke var noget for mig.”

Sådan fortæller Pia Poulsen, der i dag er 57 år og bor i en villa i Hillerød. Det er 14 år siden, hun blev skilt fra sin mand gennem 18 år, og i dag tæller husets beboere hende og en langhåret Maine Coon-kat. Lysten til at få børn meldte sig aldrig. ”Særligt da jeg var ung og nygift, var der et enormt pres. Og da vennerne begyndte at få børn, tænkte jeg: Skal jeg gøre det? Skal jeg få nogle børn bare for stadig at være inkluderet? Jeg måtte virkelig mærke efter, men jeg kunne mærke, at jeg ikke havde lyst til det,” siger Pia Poulsen og tilføjer: ”Jeg sagde til min eks-mand, at hvis det var det, han ville, skulle han gøre det – uden mig. Men han valgte at blive.”

For mig har det været det rette at leve uden børn

PIA POULSEN

Der er sat kaffe og hjemmelavede dadelkugler på bordet i den lyse stue. Egentlig var det meningen, at Pia Poulsen lige nu skulle befinde sig langt fra huset på villavejen i Hillerød. For et par måneder siden stoppede hun som leder af et plejecenter for at rejse til Sydafrika. Men indtil videre har corona sat en stopper for den plan. ”Jeg håber at komme af sted, så snart verden åbner. Min plan er at rejse derned og arbejde med truede dyr. Jeg har jo muligheden for at gøre den slags, uden at jeg skal forlade nogen. Jeg har et stort netværk, men det er noget andet end at have børn og børnebørn, som man skal tage af afsted fra.”

Man skal være stærk

For Pia Poulsen ligger det lige for at leve et udadvendt liv. Omgangskredsen er stor, og hun er god til lige at smutte en tur i teateret eller pakke kufferten og tage ud i verden. Men man skal, som hun siger, også kunne nyde sit eget selskab, når man har valgt det liv, hun har. ”Jeg har mange mennesker i mit liv. Også børn. Så sent som i går kiggede genboens søn forbi for at se håndbold sammen med mig. Og jeg har venner i alle aldre. På den måde har jeg aldrig været bange for at blive ensom. Heller ikke når jeg bliver ældre. For mig er det at være alene ikke det samme som at være ensom. Jeg kan godt lide mit eget selskab.”

Fravalget af børn har for Pia Poulsen betydet, at hun har været tro mod sig selv. Og at hun har kunnet leve sine drømme. Men det har ikke bare været nemt. Ofte har hun skullet forsvare og forklare, at hun har valgt børn fra. I starten sagde hun, at hun troede, at hun ville blive en dårlig mor, hvis hun ikke var hundrede procent engageret. Senere er hun blevet mere direkte og stiller ofte et spørgsmål tilbage: Hvorfor har du fået børn? ”Jeg synes, vi skal være mere nysgerrige på de valg, vi hver især træffer,” siger Pia Poulsen og tilføjer: ”Jeg er heldigvis god til at mærke mig selv og være tro mod det, jeg mærker, for der skal meget til at stå imod omgivelsernes forventninger til, at man skal sigte efter kernefamilien. Jeg ved godt, at mange siger, at jeg ikke ved, hvad jeg er gået glip af. Det er rigtigt, men for mig har det været det rette at leve uden børn.”