ter at de gamle mure blev ”vippet” på plads - et kæmpemæssigt restaureringsarbejde, som krævede mod, dygtighed og en del penge. Det tog fjorten år, før kirken 1. s. i advent 1932 kunne genindvies og tages i brug af menigheden. Sortebrødrene i Ribe Med et nutidsord kan man måske kalde sortebrødrene for ”nyreligiøse”, da de i 1228 kom fra søsterklostret i Lund til Ribe og startede grundlæggelsen af en kirke og et kloster. Det var kun tolv år, efter at brødrenes orden var stiftet af spanieren den hellige Dominicus/Domingo. Den gik i hovedtræk på en opofrende missionsvirksomhed og på prædiken. Som noget ret ukendt den gang, prædikede brødrene på modersmålet i det land, hvor de slog sig ned, sådan at de kunne regne med størst mulig lokal tilslutning. Derfor er det også forkert, når det fortælles, at prædiken på modersmålet først blev
indført ved reformationen. At de valgte Ribe som den første danske by at bygge kirke og kloster i, er naturligt. Byen var på det tidspunkt en meget vigtig søfartsby med kongeborg og havde i flere hundrede år også været konge- og bispesæde. De fik stillet et engstykke til rådighed og har vel bygget nogle midlertidige boliger, mens de planlagde og udførte det kommende store byggeri. Man kan kun være fuld af beundring over den opgave de påtog sig. Alene at få skaffet byggematerialer, brændt teglsten og gravet ud, synes at være helt uoverskuelige opgaver. På engbund Men de sled, og de byggede i den bløde engbund. Derfor skulle det sidenhen vise sig, at kun sydmuren var så stabiliseret i en rende, at den holdt. Selvom kirken blev stivet af med stræbepiller, var bunden for blød.
