Sct. Catharinæ Kloster

Danmarks bedst bevarede klosteranlæg

Klostergården er en af de kønneste i Danmark. Sammen med kirkens storslåede tagflade og den ro, der hviler over det samlede bygningsværk, er kloster og kirke et enestående mindesmærke for Dominikanernes bygningskunst. Sortebrødrene, som de kaldtes her, byggede på kirke og kloster i over 200 år. Kun få år blev det færdige klosteranlæg rammen om brødrenes liv og gerning. Ved reformationen i 1536 blev klostret kongens ejendom med dets jorder og fæstegods. Kongen gjorde det herefter til hospital. Gennem sine mere end 750 år har bygningerne dannet ramme om så forskellige ting som munkenes bønner og processioner, de fattiges ophold og de syges pleje, de sindsyges daglige gårdture, kongens magasinhø, spanske dragoners sygeleje, latinskoleelevers måltider, deres sang i den lille hospitalskirke og meget andet. Fra ca. 1865, da byen fik sit sygehus, begyndte man at bygge hospitalet om, så det nu rummer 9 mindre boliger for enlige mennesker - fortrinsvis fra Ribe Stift - samt bolig for klosterforstanderen. Det begyndte i 1228 Klostrets ældste historie fortaber sig desværre i det uvisse. Man ved at Dominikanerne kom til Ribe fra Lund i 1228. Den ældste del af klostret var østfløjen, som havde direkte indgang til kirken. Her havde munkene deres sovesal og læsesal. Østfløjen er nu borte, men dens ene ydermur ses endnu i den østlige buegang. Man forsøgte

Sortebrødrene

Prædikebrødrenes Orden, Sortebrødrene eller Dominikanerordenen, er en romersk-katolsk munkeorden, hvis indflydelse har været stor i teologiens historie. Den blev grundlagt som en religiøs tiggermunkeorden af spanieren Domingo/Dominicus i år 1215 og stadfæstet af paven nogle år senere. Indfyldelse på det religiøse liv i den kristne del af verden, fik den bl.a. fra en af romerkirkens største kirkelærde, Thomas Aquinas. Hans filosofi blev dominerende for resten af middelalderen. Et af ordenens oprinde

lige formål var arbejdet for at bekæmpe kættere, og i middelalderen fik dominikanerordenen ansvar for trosgranskningen ved inkvisitionen. Ordenen blev heraf kaldt “Herrens hunde” (lat: Domini canes), og et af ordenens symboler er en hund med en fakkel i gabet. Faklen symbolisere sandhedens lys. Ordensdragten er en tunika med munkekappe og hætte, begge af hvid uld. Ved udendørs brug består overtøjet af den sorte kappe, hvilken har givet dem tilnavnet sortebrødre.

at få den genopført ved den store restaurering 1918-1932, men det lykkedes ikke. Selvom det ikke er så meget, man ved om munkenes liv i klostret, må man formode, at deres dagligdag - som andre steder - er gået med messer, bønner, processioner, pasning af syge, boglige sysler, jorddyrkning, klostrets økonomi, gæstebud og meget andet. Men frem for alt byggede de hele tiden på det anlæg, som var en del større end det, der kendes i dag. Det må i sin tid have domineret hele Ribes sydøstlige kvarter.

Munkene fik gaver Sortebrødrene var tiggermunke og grundlaget for deres gerning var gaver. De fik penge, brød, øl, heste og af og til også jord og ejendomme. Når det drejede sig om større gaver, var der ofte knyttet betingelser til gaverne. Man ved, at søhelten Peder Skrams bedstefar ridder Peter Skram, gav klostret en gård, mod at der blev holdt to årlige messer for ham og hans familie. En anden giver forærede på et herredsting prioren fra klostret fuldt skøde på sit gods. En anden indtægtskilde for klostret var det måske at kunne tilbyde gode sikre begravelsespladser. I 1983 var det nødvendigt at grave i en del af selve klostergården. Man fandt da på et lille areal langs den østlige buegang mere end 80 begravelser fra 1400-årene. Men som sagt fik munkene ikke lov til at virke ret længe i det klosteranlæg, der var færdigbygget omkring 1450. Ved reformationen i 1536 blev klostret kongens, og munkene blev fordrevet fra Ribe. Men den sociale opgave, som munkene også havde løst, forsvandt ikke med dem. Kongen gav derfor klostret tilbage til byen

som almindeligt hospital, hvor gamle og syge fra land og by kunne få ophold. De fleste af jorderne, der havde hørt til klostret, fik hospitalet lov til at beholde. Andre gaver kom til, for fra både kongens og byens side blev der gjort noget for at bedre økonomien. For eksempel bestemte kongen, at de der fiskede fra en række steder på vestkysten i Ribe Stift, skulle give en mands lod i fisk årligt til hospitalet. Senere bestemte Ribes magistrat, at alle løsgående svin skulle tilfalde hospitalet. Omkring år 1700 ejede hospitalet 708 tdr. hartkorn bøndergods, men det lå spredt. Noget lå ved Lemvig og andet på Koldingkanten. Det var derfor ofte vanskeligt at inddrive lejeafgifterne. I løbet af det 18. århundrede blev det meste af jorden og fæstegodset solgt fra, så der nu kun få tdr. land i Ribe-marsken tilbage. Hospitalsfunktioner Selvom bygningerne var store, må der have været trangt. Man ved, at der i 1652 boede 80 hospitalslemmer, som de syge og fattige blev kaldt. De boede i store fællesrum. Desuden skulle et antal lærere og peblinge fra latinskolen bespises der. Hertil kom et stort personale, hvoraf en hel del skulle bo i hospitalet. I 1709 fik hospitalet pålagt at oprette en afdeling for sindsyge. De kom til at bo i fængselsagtige celler, hvoraf én er bevaret på Medicinsk Historisk Museum i København. Den del af hospitalets historie sluttede først i 1862. Omkring 1808 var der midlertidigt militærlazaret for to spanske regimenter, der havde garnison i Ribe, og 1864 var østrigske jægersoldater indkvarteret. I sydfløjen var der til hospitalets beboere indrettet en kirkesal.

Sct. Catharinæ Kirke og Kloster set fra nordvest m/klosterhaven i baggrunden. Mod vest ses Klostergade, mod nord Sct. Catharinæ Plads m/springvand og brønd og mod øst strækker Dagmars gade sig mod stationen og krydser på sin vej Ribe Å.

Sct. Catharinæ Kirke og Kloster set fra nordvest m/klosterhaven i baggrunden. Mod vest ses Klostergade, mod nord Sct. Catharinæ Plads m/springvand og brønd og mod øst strækker Dagmars

Her var der både sengesteder til de syge og bænke til de raske. I 1828 blev den nedlagt og altertavlen og prædikestolen derfra blev solgt til Mandø Kirke, hvor de stadig findes. Nu er hospitalsfunktionen ophørt, og institutionen hedder Ribe Kloster. Den rummer boliger, som næsten svarer til beskyttede boliger. De bygninger, vi ser i dag, bærer præg af alt det, der er sket siden 1228. Ser man godt efter, er der tydelige spor i facaderne af de forskellige byggeperioder. Hvis man en lun sommerdag sætter sig i klostergården og indsuger den ro og harmoni, som de omkransende bygninger udstråler, må tankerne gå til de dygtige og flittige sortebrødremunke. De ville sikkert glæde sig over, at deres bygninger stadig er til og rummer levende mennesker.

Orlogsfregatten ”Rotta”, bygget 1930 af kapt. B. Cl. Jensen, Ribe. Skibet blev ophængt på sin nuværende plads ifm. kirkens genindvielse i 1932. Det er et af kirkens tre skibe.