Sct. Catharinæ Kirke

ter at de gamle mure blev ”vippet” på plads - et kæmpemæssigt restaureringsarbejde, som krævede mod, dygtighed og en del penge. Det tog fjorten år, før kirken 1. s. i advent 1932 kunne genindvies og tages i brug af menigheden.

Sortebrødrene i Ribe Med et nutidsord kan man måske kalde sortebrødrene for ”nyreligiøse”, da de i 1228 kom fra søsterklostret i Lund til Ribe og startede grundlæggelsen af en kirke og et kloster. Det var kun tolv år, efter at brødrenes orden var stiftet af spanieren den hellige Dominicus/Domingo. Den gik i hovedtræk på en opofrende missionsvirksomhed og på prædiken. Som noget ret ukendt den gang, prædikede brødrene på modersmålet i det land, hvor de slog sig ned, sådan at de kunne regne med størst mulig lokal tilslutning. Derfor er det også forkert, når det fortælles, at prædiken på modersmålet først blev indført ved reformationen. At de valgte Ribe som den første danske by at bygge kirke og kloster i, er naturligt. Byen var på det tidspunkt en meget vigtig søfartsby med kongeborg og havde i flere hundrede år også været konge- og bispesæde. De fik stillet et engstykke til rådighed og har vel bygget nogle midlertidige boliger, mens de planlagde og udførte det kommende store byggeri. Man kan kun være fuld af beundring over den opgave de påtog sig. Alene at få skaffet byggematerialer, brændt teglsten og gravet ud, synes at være helt uoverskuelige opgaver.

På engbund Men de sled, og de byggede i den bløde engbund. Derfor skulle det sidenhen vise sig, at kun sydmuren var så stabiliseret i en rende, at den holdt. Selvom kirken blev stivet af med stræbepiller, var bunden for blød.

I det fjortende århundrede måtte bygningen brydes ned, og en ny - noget kortere - blev bygget på samme sted. Denne kirke var meget smallere, og den har nået til omtrent, hvor kirkestolene mod syd nu går. Men også kirke nummer to led en krank skæbne, fordi hvælvingernes pres trykkede murene ud, og i det femtende århundrede måtte kirken rives ned. Den blev erstattet af en treskibet kirke, som vi kender den i dag. Bygherrerne så mod nabokirken og fandt, at det nok var den rigtige byggemåde med flere kirkeskibe til at støtte hinanden, når man byggede på blød bund. Denne gang blev der lavet et fundament bestående af et slyngværk af træstammer, som de store arkadepiller kunne hvile på, og man havde derfor grund til at tro, at den tredie kirke skulle være den blivende kirke. Men kirke og kloster har været hjemsøgt af alskens fortrædeligheder og har bestandig været i fare for at styrte, fordi fundamentet var for løst. Sidenhen kom reformationen og sortebrødrene måtte forlade deres kloster og kirke, som blev sognekirke. I 1537 fik byen af kong Christian den 3. brev på, at kirken nu var deres sognekirke.

Kamp for bevaring Kampen for at bevare kirken var dog ikke forbi. Ved en stor brand, som i 1580 lagde hele gader øde i Ribe, blev også kirken brandhærget, og hvælvingerne styrtede ned. Kirken fik derefter et fladt træloft, hvilket kan være svært at forestille sig i dag, når man står i kirken og betragter hvælvingerne, der hæver sig 15 meter. Senere søgte man at stive de vaklende mure af ved at opføre et tårn mod vest. Men også det hældede i den bløde bund, og den øverste del af det blev hurtigt revet ned igen. Tårnet har så

gar en overgang haft stråtag. I 1800-tallet var man nået til den økonomisk uoverskuelige situation, at både Ribe Domkirke og Sct. Catharinæ Kirke trængte til gennemgående istandsættelser. Nogle kommunalbestyrelsesmedlemmer fik da den idé, at midlerne skulle bruges alene på en restaurering af Domkirken, hvorimod Sct. Catharinæ Kirke burde rives ned. Som ventet førte det til en intern strid i byen, og andre meddelte, at hvis Sct. Catharinæ Kirke blev revet ned, ville landboerne have en anden kirke. Så galt gik det nu ikke, men man koncentrerede sig først om domkirkens restaurering, og Sct. Catharinæ Kirke fik lov at bestå med støtte fra en del af menigheden, som skrev til kongen, at ”man anbefaler Kirken til Guds Varetægt og Deres Majestæts allernådigste Beskyttelse”. Det hjalp. Der blev lavet lidt forbedringer i kirken, og spændingerne i murværket kunne også afhjælpes lidt år for år. Domkirken blev lukket for restaurering i 1882, og da dette arbejde var godt i gang, begyndte dets arkitekt, professor H. C. Amberg en opmåling af Sct. Catharinæ Kirke og Kloster. Projektet fandt dog ikke nåde for Det Særlige Kirkesyn. Der gik igen år med diskussioner, og i 1914 frasagde professoren sig arbejdet. Det blev arkitekt Harald Lønborg Jensen, som fra 1918 kom til at forestå det enestående arbejde med at redde kirkens bygninger fra undergang.

Kirken blev vippet Lønborg Jensen fik den geniale idé, at de tunge mure skulle vippes tilbage til lodret stilling ved hjælp af egen vægt. Ideen var noget af et vovestykke. Den blev udført ved hjælp af trækiler og donkrafte. Donkraftene bar væggene mod syd, og store trækiler blev presset under de

synkende mure mod nord. I løbet af otte dage var hele kirken vippet på plads tomme for tomme, ved at én mand gik fra donkraft til donkraft og slækkede på dem, mens der på modsat side blev drevet trækiler ind under bygningen. Da hele kirken var på plads, blev der støbt dybt ned under murene. Til minde om denne så vigtige del af kirkens historie, er der endnu neden for kældertrappen i kirkens sydøstlige side bevaret en donkraft. Kirken fik igen hvælv. Tårnet blev rettet op med en skalmur udenom. Der kom nye stolestader. Hele træværket blev malet op, og en hel del blev fornyet. Sct. Catharinæ Plads blev ryddet, og nyanlagt med en brønd til ære for Den Hellige Catharina, som sortebrødrene opkaldte deres kirke og kloster efter. Hun var en egyptisk prinsesse, som led martyrdøden i år 307 efter at have besejret et halvt hundrede hedenske vismænd med sin veltalenhed og visdom. Efter fjorten år og syv måneder kunne Sct. Catharinæ Kirkes menighed atter vende hjem til egen kirke den første søndag i advent 1932. Kirken har siden stået smuk og stilren - og solidt forankret som aldrig før.

Katarina af Alexandria

Katarina var en af de mest populære helgener. Det blev fortalt, at hun var datter af kongen på Cypern. Katarina var både smuk, klog og rig. Derfor var der mange mænd, der friede til hende, men Katarina afviste dem alle. En eneboer sagde til hende, at Jesus ville være den rigtige brudgom for hende. Hun blev kristen og lod sig døbe. I et syn oplevede hun, at Jesusbarnet satte en forlovelsesring på hendes finger. Katarina rejste til Alexandria i Egypten, hvor hun opsøgte den romerske kejser Maxentius og spurgte ham, hvorfor han ikke ville være kristen. Kejseren ville giftes med hende, og han forlangte, at hun skulle ofre til de romerske guder. Det nægtede Katarina. Hun havde gode grunde til at tro på Kristus, og hun ville bevise det i en diskussion. Kejseren indkaldte nu 50 filosoffer, der skulle diskutere med Katarina. De blev alle sammen overbevist om, at hun havde ret; og de lod sig døbe. Kejseren blev rasende og fik dem brændt som straf. Katarina blev straffet med en pisk, der var besat med blykugler, og kastet i fængsel. Mens hun sad der, kom en due og bragte hende mad, og en engel kom og trøstede hende. Fangevogterne talte hun med og fik dem omvendt, så også de lod sig døbe. Nu blev Katarina ikke kun udsat for tortur. Hun blev henrettet. Hun skulle flænses af et hjul besat med knive, men hjulet gik itu og dræbte hendes bødler. Da hun derefter blev halshugget, kom der mælk og ikke blod ud af såret. Engle hentede hendes lig og bragte det til et kloster på bjerget Sinai. Her er stadig et Katarinakloster, hvor man kan se en marmorkiste, der rummer resterne af Den Hellige Katarina. Man siger, at Katarina levede i tiden 287-305. Måske er hendes historie opdigtet. Hun er ikke med i de ældste lister over helgener. I Danmark bliver hun først kendt i 1200-tallet. Katarina kunne hjælpe videnskabsmænd og ”stakkels syndere”.