Sct. CatharinĂŚ Kirke og Kloster anno 1228
Indhold
05 Sct. Catharinæ Kirke
Historien om Ribes klosterkirke
10
Sct. Catharinæ Kloster
17
Saint Catharine’s
19
Sct. Catharinae
21
Inventar, bygninger og omgivelser
Sortebrødrenes kloster
Church and Monastery
Kirche und Kloster
Fotos: Jens Karsten Jørgensen, Torsten Troelsen, Helga Lauridsen og Jens Kristian Schmidt Layout: Simon Talbo Linneberg Stubkjær
Sct. CatharinĂŚ Kirkes bortkomne middelalderkrucifiks
Sct. Catharinæ
Kirke
Sortebrødrenes kirke i Danmarks ældste by Kommer man til Ribe fra nord, vest eller syd, er det svært ikke at bemærke Ribe Domkirke med dens karakteristiske firkantede Borgertårn, der rager 50 meter op i luften i det flade marskland. Men bevæger man sig blot 200 meter mod øst væk fra Domkirken og den imponerende plads, støder man på byens ”lille” kirke, som har ligget der i næsten 800 år: Sct. Catharinæ Kirke. Dens historie er anderledes end Domkirkens, men ikke mindre spændende. Sct. Catharinæ Kirke blev bygget af sortebrødrene, som har tilbragt utallige timer med gudstjeneste og tidebønner i dette hus. Om dagen er de kommet fra deres arbejde og om natten fra deres sovesal/ Dormitoriet, ad trappen i den sydlige del af kirken, som stadig kan ses. 4
Og små, trætte skoledrenge har siddet i korets kannikestole i tidlige morgentimer og sene eftermiddagstimer til tvungen kirkegang og korsang, fordi de som disciple på latinskolen blev bespist i klosteret. Tvang har aldrig fremmet det bedste i hverken voksne eller børn, og det er forståeligt, at drengene har benyttet kirketiden til at snitte navnetræk og andet i de gamle korstole, hvilket stadig kan ses den dag i dag. Siden reformationens indførelse i Danmark i 1536, har Sct. Catharinæ Kirke været sognekirke, og skiftende generationer har, ligesom grundlæggerne, kæmpet for at bevare både kirke- og klosterbygningerne på dette sted. Først i sidste århundrede blev bygningerne forankrede på et solidt fundament, ef-
ter at de gamle mure blev ”vippet” på plads - et kæmpemæssigt restaureringsarbejde, som krævede mod, dygtighed og en del penge. Det tog fjorten år, før kirken 1. s. i advent 1932 kunne genindvies og tages i brug af menigheden. Sortebrødrene i Ribe Med et nutidsord kan man måske kalde sortebrødrene for ”nyreligiøse”, da de i 1228 kom fra søsterklostret i Lund til Ribe og startede grundlæggelsen af en kirke og et kloster. Det var kun tolv år, efter at brødrenes orden var stiftet af spanieren den hellige Dominicus/Domingo. Den gik i hovedtræk på en opofrende missionsvirksomhed og på prædiken. Som noget ret ukendt den gang, prædikede brødrene på modersmålet i det land, hvor de slog sig ned, sådan at de kunne regne med størst mulig lokal tilslutning. Derfor er det også forkert, når det fortælles, at prædiken på modersmålet først blev
indført ved reformationen. At de valgte Ribe som den første danske by at bygge kirke og kloster i, er naturligt. Byen var på det tidspunkt en meget vigtig søfartsby med kongeborg og havde i flere hundrede år også været konge- og bispesæde. De fik stillet et engstykke til rådighed og har vel bygget nogle midlertidige boliger, mens de planlagde og udførte det kommende store byggeri. Man kan kun være fuld af beundring over den opgave de påtog sig. Alene at få skaffet byggematerialer, brændt teglsten og gravet ud, synes at være helt uoverskuelige opgaver. På engbund Men de sled, og de byggede i den bløde engbund. Derfor skulle det sidenhen vise sig, at kun sydmuren var så stabiliseret i en rende, at den holdt. Selvom kirken blev stivet af med stræbepiller, var bunden for blød.
I det fjortende århundrede måtte bygningen brydes ned, og en ny - noget kortere - blev bygget på samme sted. Denne kirke var meget smallere, og den har nået til omtrent, hvor kirkestolene mod syd nu går. Men også kirke nummer to led en krank skæbne, fordi hvælvingernes pres trykkede murene ud, og i det femtende århundrede måtte kirken rives ned. Den blev erstattet af en treskibet kirke, som vi kender den i dag. Bygherrerne så mod nabokirken og fandt, at det nok var den rigtige byggemåde med flere kirkeskibe til at støtte hinanden, når man byggede på blød bund. Denne gang blev der lavet et fundament bestående af et slyngværk af træstammer, som de store arkadepiller kunne hvile på, og man havde derfor grund til at tro, at den tredie kirke skulle være den blivende kirke. Men kirke og kloster har været hjemsøgt 6
af alskens fortrædeligheder og har bestandig været i fare for at styrte, fordi fundamentet var for løst. Sidenhen kom reformationen og sortebrødrene måtte forlade deres kloster og kirke, som blev sognekirke. I 1537 fik byen af kong Christian den 3. brev på, at kirken nu var deres sognekirke. Kamp for bevaring Kampen for at bevare kirken var dog ikke forbi. Ved en stor brand, som i 1580 lagde hele gader øde i Ribe, blev også kirken brandhærget, og hvælvingerne styrtede ned. Kirken fik derefter et fladt træloft, hvilket kan være svært at forestille sig i dag, når man står i kirken og betragter hvælvingerne, der hæver sig 15 meter. Senere søgte man at stive de vaklende mure af ved at opføre et tårn mod vest. Men også det hældede i den bløde bund, og den øverste del af det blev hurtigt revet ned igen. Tårnet har så-
gar en overgang haft stråtag. I 1800-tallet var man nået til den økonomisk uoverskuelige situation, at både Ribe Domkirke og Sct. Catharinæ Kirke trængte til gennemgående istandsættelser. Nogle kommunalbestyrelsesmedlemmer fik da den idé, at midlerne skulle bruges alene på en restaurering af Domkirken, hvorimod Sct. Catharinæ Kirke burde rives ned. Som ventet førte det til en intern strid i byen, og andre meddelte, at hvis Sct. Catharinæ Kirke blev revet ned, ville landboerne have en anden kirke. Så galt gik det nu ikke, men man koncentrerede sig først om domkirkens restaurering, og Sct. Catharinæ Kirke fik lov at bestå med støtte fra en del af menigheden, som skrev til kongen, at ”man anbefaler Kirken til Guds Varetægt og Deres Majestæts allernådigste Beskyttelse”. Det hjalp. Der blev lavet lidt forbedringer i
kirken, og spændingerne i murværket kunne også afhjælpes lidt år for år. Domkirken blev lukket for restaurering i 1882, og da dette arbejde var godt i gang, begyndte dets arkitekt, professor H. C. Amberg en opmåling af Sct. Catharinæ Kirke og Kloster. Projektet fandt dog ikke nåde for Det Særlige Kirkesyn. Der gik igen år med diskussioner, og i 1914 frasagde professoren sig arbejdet. Det blev arkitekt Harald Lønborg Jensen, som fra 1918 kom til at forestå det enestående arbejde med at redde kirkens bygninger fra undergang. Kirken blev vippet Lønborg Jensen fik den geniale idé, at de tunge mure skulle vippes tilbage til lodret stilling ved hjælp af egen vægt. Ideen var noget af et vovestykke. Den blev udført ved hjælp af trækiler og donkrafte. Donkraftene bar væggene mod syd, og store trækiler blev presset under de
synkende mure mod nord. I løbet af otte dage var hele kirken vippet på plads tomme for tomme, ved at én mand gik fra donkraft til donkraft og slækkede på dem, mens der på modsat side blev drevet trækiler ind under bygningen. Da hele kirken var på plads, blev der støbt dybt ned under murene. Til minde om denne så vigtige del af kirkens historie, er der endnu neden for kældertrappen i kirkens sydøstlige side bevaret en donkraft. Kirken fik igen hvælv. Tårnet blev rettet op med en skalmur udenom. Der kom nye stolestader. Hele træværket blev malet op, og en hel del blev fornyet. Sct. Catharinæ Plads blev ryddet, og nyanlagt med en brønd til ære for Den Hellige Catharina, som sortebrødrene opkaldte deres kirke og kloster efter. Hun var en egyptisk prinsesse, som led martyrdøden i år 307 efter at have besejret et halvt hundrede 8
hedenske vismænd med sin veltalenhed og visdom. Efter fjorten år og syv måneder kunne Sct. Catharinæ Kirkes menighed atter vende hjem til egen kirke den første søndag i advent 1932. Kirken har siden stået smuk og stilren - og solidt forankret som aldrig før.
Katarina af Alexandria Katarina var en af de mest populære helge-
straf. Katarina
ner. Det blev fortalt, at hun var datter af kongen på Cypern. Katarina var både smuk, klog og rig. Derfor var der mange mænd, der friede til hende, men Katarina afviste dem alle. En eneboer sagde til hende, at Jesus ville være den rigtige brudgom for hende. Hun blev kristen og lod sig døbe. I et syn oplevede hun, at Jesusbarnet satte en forlovelsesring på hendes finger. Katarina rejste til Alexandria i Egypten, hvor hun opsøgte den romerske kejser Maxentius og spurgte ham, hvorfor han ikke ville være kristen. Kejseren ville giftes med hende, og han forlangte, at hun skulle ofre til de romerske guder. Det nægtede Katarina. Hun havde gode grunde til at tro på Kristus, og hun ville bevise det i en diskussion.
med en pisk, der var besat med blykugler, og kastet i fængsel. Mens hun sad der, kom en due og bragte hende mad, og en engel kom og trøstede hende. Fangevogterne talte hun med og fik dem omvendt, så også de lod sig døbe. Nu blev Katarina ikke kun udsat for tortur. Hun blev henrettet. Hun skulle flænses af et hjul besat med knive, men hjulet gik itu og dræbte hendes bødler. Da hun derefter blev halshugget, kom der mælk og ikke blod ud af såret. Engle hentede hendes lig og bragte det til et kloster på bjerget Sinai. Her er stadig et Katarinakloster, hvor man kan se en marmorkiste, der rummer resterne af Den Hellige Katarina. Man siger, at Katarina levede i tiden 287-305. Måske er hendes historie opdigtet. Hun er ikke
Kejseren indkaldte nu 50 filosoffer, der skulle diskutere med Katarina. De blev alle sammen overbevist om, at hun havde ret; og de lod sig døbe. Kejseren blev rasende og fik dem brændt som
med i de ældste lister over helgener. I Danmark bliver hun først kendt i 1200-tallet. Katarina kunne hjælpe videnskabsmænd og ”stakkels syndere”.
blev
straffet
Sct. Catharinæ Kloster Danmarks bedst bevarede klosteranlæg Klostergården er en af de kønneste i Danmark. Sammen med kirkens storslåede tagflade og den ro, der hviler over det samlede bygningsværk, er kloster og kirke et enestående mindesmærke for Dominikanernes bygningskunst. Sortebrødrene, som de kaldtes her, byggede på kirke og kloster i over 200 år. Kun få år blev det færdige klosteranlæg rammen om brødrenes liv og gerning. Ved reformationen i 1536 blev klostret kongens ejendom med dets jorder og fæstegods. Kongen gjorde det herefter til hospital. Gennem sine mere end 750 år har bygningerne dannet ramme om så forskellige ting som munkenes bønner og processioner, de fattiges ophold og de syges pleje, de sindsyges daglige 10
gårdture, kongens magasinhø, spanske dragoners sygeleje, latinskoleelevers måltider, deres sang i den lille hospitalskirke og meget andet. Fra ca. 1865, da byen f ik sit sygehus, begyndte man at bygge hospitalet om, så det nu rummer 9 mindre boliger for enlige mennesker - fortrinsvis f ra Ribe Stift - samt bolig for klosterforstanderen. Det begyndte i 1228 Klostrets ældste historie fortaber sig desværre i det uvisse. Man ved at Dominikanerne kom til Ribe f ra Lund i 1228. Den ældste del af klostret var østfløjen, som havde direkte indgang til kirken. Her havde munkene deres sovesal og læsesal. Østfløjen er nu borte, men dens ene ydermur ses endnu i den østlige buegang. Man forsøgte
Sortebrødrene Prædikebrødrenes
Or-
lige formål var arbejdet
den, Sortebrødrene eller Dominikanerordenen, er en romersk-katolsk munkeorden, hvis indflydelse har været stor i teologiens historie. Den blev grundlagt som en religiøs tiggermunkeorden af spanieren Domingo/Dominicus i år 1215 og stadfæstet af paven nogle år senere. Indfyldelse på det religiøse liv i den kristne del af verden, fik den bl.a. fra en af romerkirkens største kirkelærde, Thomas Aquinas. Hans filosofi blev dominerende for resten af middelalderen. Et af ordenens oprinde-
for at bekæmpe kættere, og i middelalderen fik dominikanerordenen ansvar for trosgranskningen ved inkvisitionen. Ordenen blev heraf kaldt “Herrens hunde” (lat: Domini canes), og et af ordenens symboler er en hund med en fakkel i gabet. Faklen symbolisere sandhedens lys. Ordensdragten er en tunika med munkekappe og hætte, begge af hvid uld. Ved udendørs brug består overtøjet af den sorte kappe, hvilken har givet dem tilnavnet sortebrødre.
at få den genopført ved den store restaurering 1918-1932, men det lykkedes ikke. Selvom det ikke er så meget, man ved om munkenes liv i klostret, må man formode, at deres dagligdag - som andre steder - er gået med messer, bønner, processioner, pasning af syge, boglige sysler, jorddyrkning, klostrets økonomi, gæstebud og meget andet. Men f rem for alt byggede de hele tiden på det anlæg, som var en del større end det, der kendes i dag. Det må i sin tid have domineret hele Ribes sydøstlige kvarter. Munkene f ik gaver Sortebrødrene var tiggermunke og grundlaget for deres gerning var gaver. De f ik penge, brød, øl, heste og af og til også jord og ejendomme. Når det drejede sig om større gaver, var der ofte knyttet betingelser til gaverne. Man ved, at søhelten 12
Peder Skrams bedstefar ridder Peter Skram, gav klostret en gård, mod at der blev holdt to årlige messer for ham og hans familie. En anden giver forærede på et herredsting prioren f ra klostret fuldt skøde på sit gods. En anden indtægtskilde for klostret var det måske at kunne tilbyde gode sikre begravelsespladser. I 1983 var det nødvendigt at grave i en del af selve klostergården. Man fandt da på et lille areal langs den østlige buegang mere end 80 begravelser f ra 1400-årene. Men som sagt f ik munkene ikke lov til at virke ret længe i det klosteranlæg, der var færdigbygget omkring 1450. Ved reformationen i 1536 blev klostret kongens, og munkene blev fordrevet f ra Ribe. Men den sociale opgave, som munkene også havde løst, forsvandt ikke med dem. Kongen gav derfor klostret tilbage til byen
som almindeligt hospital, hvor gamle og syge f ra land og by kunne få ophold. De fleste af jorderne, der havde hørt til klostret, f ik hospitalet lov til at beholde. Andre gaver kom til, for f ra både kongens og byens side blev der gjort noget for at bedre økonomien. For eksempel bestemte kongen, at de der f iskede f ra en række steder på vestkysten i Ribe Stift, skulle give en mands lod i f isk årligt til hospitalet. Senere bestemte Ribes magistrat, at alle løsgående svin skulle tilfalde hospitalet. Omkring år 1700 ejede hospitalet 708 tdr. hartkorn bøndergods, men det lå spredt. Noget lå ved Lemvig og andet på Koldingkanten. Det var derfor ofte vanskeligt at inddrive lejeafgifterne. I løbet af det 18. århundrede blev det meste af jorden og fæstegodset solgt f ra, så der nu kun få tdr. land i Ribe-marsken tilbage.
Hospitalsfunktioner Selvom bygningerne var store, må der have været trangt. Man ved, at der i 1652 boede 80 hospitalslemmer, som de syge og fattige blev kaldt. De boede i store fællesrum. Desuden skulle et antal lærere og peblinge f ra latinskolen bespises der. Hertil kom et stort personale, hvoraf en hel del skulle bo i hospitalet. I 1709 f ik hospitalet pålagt at oprette en afdeling for sindsyge. De kom til at bo i fængselsagtige celler, hvoraf én er bevaret på Medicinsk Historisk Museum i København. Den del af hospitalets historie sluttede først i 1862. Omkring 1808 var der midlertidigt militærlazaret for to spanske regimenter, der havde garnison i Ribe, og 1864 var østrigske jægersoldater indkvarteret. I sydfløjen var der til hospitalets beboere indrettet en kirkesal.
Sct. Catharinæ Kirke og Kloster set fra nordvest m/kloster Mod vest ses Klostergade, mod nord Sct. Catharinæ Plads gade sig mod stationen og krydser på sin vej Ribe Å.
rhaven i baggrunden. s m/springvand og brønd og mod øst strækker Dagmars-
Her var der både sengesteder til de syge og bænke til de raske. I 1828 blev den nedlagt og altertavlen og prædikestolen derf ra blev solgt til Mandø Kirke, hvor de stadig f indes. Nu er hospitalsfunktionen ophørt, og institutionen hedder Ribe Kloster. Den rummer boliger, som næsten svarer til beskyttede boliger. De bygninger, vi ser i dag, bærer præg af alt det, der er sket
siden 1228. Ser man godt efter, er der tydelige spor i facaderne af de forskellige byggeperioder. Hvis man en lun sommerdag sætter sig i klostergården og indsuger den ro og harmoni, som de omkransende bygninger udstråler, må tankerne gå til de dygtige og flittige sortebrødremunke. De ville sikkert glæde sig over, at deres bygninger stadig er til og rummer levende mennesker.
Orlogsf regatten ”Rotta”, bygget 1930 af kapt. B. Cl. Jensen, Ribe. Skibet blev ophængt på sin nuværende plads if m. kirkens genindvielse i 1932. Det er et af kirkens tre skibe.
Sct. Catharine’s Church and Monastery This church and monastery are unique buildings. They were founded in 1228 by the Blackfriars, who came from Spain, and had chosen Denmark as one of the first countries outside Spain in which to build a church and monastery. One may well wonder today why they chose such a small town as Ribe for their work. But at the time it had an important harbour, the king resided in Ribe, and it had been the episcopal residence for hundreds of years. The Blackfriars built the church and one wing of the monastery first, but they made the mistake of building in soft ground. Subsidence was a recurrent source of trouble, and it wasn’t until the 15. century that the third and last church was built. Shortly after that
they had to leave both church and monastery because at the reformation in 1536, the king handed the church over to the parish, and the monastery became a hospital for the poor, the old and the sick people. The monastery has - until this century played a varied role. As well as a hospital for the old and the sick it was used as a field-hospital for foreign troops, when they were stationed in Ribe. The courtyard was used as a barn for the kings hay, and from 1709 lunatics were housed in the buildings as well as the poor and sick. Furthermore 12 pupils and their teachers from the grammarschool in Ribe (the oldest grammarschool in Denmark) had their meals in the hospital every day. They literally had to �sing
for their supper� by going to church twice a day for services. But the boys spent a good deal of churchtime carving inscriptions in the choirbenches. Amongst them there is even to be found the name of a later bishop of Ribe. Today there are nine small flats for single persons from the dioscese in the monastery. The church has until an extensive restoration in this century continually suffered from the unsatisfactory making of the foundations. Moreover it was seriously damaged by fire in 1580, and the arches collapsed. The condition of buildings was so poor, and the economic burdens of a restoration so vast, that at one time serious consideration was given to pulling it down, but fortunately this plan was not followed. It was a Danish architect, Harald Lønborg Jensen, who proposed a daring 18
project for the rescue of the churchs. He suggested using jack- screws under the sinking walls to tilt them back in place. This was succes- fully achieved and the foundations heavily underpinned with concrete. As a reminder of the work one can still see a jackscrew in the entrance to the crypt. The big restoration lasted from 1918 till 1932, when the church was reopened and re-consecrated. Since then it has remained secure in its pure and beautifull style as we see it today.
Sct. Catharinae Kirche und Kloster Diese Kirche, mit dazu gehörendem Kloster, ist ein einzigartiger, seltener Bau. Sie wurde im Jahre 1228 von den Dominikanern - den ”Schwarzen Brüdern” - die aus Spanien kamen, gegründet. Dänemark war eines der ersten Länder, wo die Brüder sich niederliessen und den Bau von sowohl Kirche als Kloster einleiteten. Man kann sich vielleicht wundern, dass eine so kleine Stadt wie Ribe von dem spanischen Orden gewählt wurde, aber zu der Zeit war Ribe eine bedeutende Seefahrtstadt. In der Stadt befanden sich die Burg des König und der Bischofssitz. Die Dominikaner bauten zuerst die Kirche und einen Flügel des Klosters, aber die Bauarbeiten dehnten sich über etwa 200 Jahre hinaus, weil die Kirche auf einer sumpfigen Wiese gebaut wurde. Die
beiden ersten Kirchen mussten abgerissen werden, und erst die dritte Kirche aus dem 16. Jahrhundert wurde die bestehende Kirche. Kurz danach mussten die Dominikaner ihre Kirche und ihr Kloster wegen der Reformation im Jahre 1536 verlassen. Die Kirche wurde Pfarrkirche und das Kloster wurde Spital für Kranke und Alte. Das Kloster hat seitdem ein etwas umwechselndes Leben geführt. Ausser Spital ist es mehrmals Lazarett gewesen, wenn fremde Truppen Regimente in der Stadt einquartiert hatten. Es ist auch Lagergebäude für den König gewesen, der hier Heu aufbe wahrt hat, und im Jahre 1709 wurde hier eine Abteilung für Geisteskranke eingerichtet. Darüber hinaus wurden 12 Schüler von
der Lateinschule - der ältesten Schule Dänemarks - sowie ihre Lehrerjahrelang hier im Kloster gespeist. Zum Dank mussten die Schüler an zwei täglichen Gottesdiensten teilnehmen und im Kirchenchor singen. Dass nicht alle für den gezwungenen Kirchgang begeistert waren, bezeugen die Inschriften in dem Chorgestühl. Einer von denen, der seinen Namenzug geschnitzt hat, wurde später Bischof. Jetzt sind im Kloster neun kleine Wohnungen eingerichtet, um diese können sich Alleinstehende aus der Diözese bewerben. Die Kirche hat - bis zu einer umfassenden Restaurierung in diesem Jahrhundert - darunter gelitten, dass sie auf sumpfigem Boden gebaut wurde. Ausserdem wurde sie von einem Brand im Jahre 1580 heimgesucht, wobei das Gewölbe einstürzte. Zu einem Zeitpunkt war der Erhaltungszustand des Gebäudes so gering und die geldliche Last 20
bei einer Restaurierung so schwer, dass es ernsthaft empfohlen wurde, die Kirche einzu- reissen. Glücklicherweise kam es nicht so weit. Aber erst im Jahre 1918, als der Architekt Harald Lønborg Jensen mit der Restaurierung beauftragt wurde, gelang es, das Gebäude zu sichern. Durch Hebewinden hob er die sich neigenden Mauern, und tief unter der Grund mauer wurde ein neues Fundament gegossen. Zur Erinnerung an diese Arbeit sieht man heute eine Hebewinde an der Kellertreppe. Seit dem Ende der Arbeit im Jahre 1932, wo die Kirche wiedereingeweiht wurde, steht die Kirche so schön und stilgerecht, wie man sie heute sieht.
Inventar, bygninger og omgivelser
Hovedskibet set mod øst med altertavle og gavlvinduer.
Hovedskibet set mod vest med pulpitur og orgel.
Prædikestolen med lydhimmel fra 1591. Syv skårne og bemalede relieffer (bebudelsen, hyrdernes tilbedelse, omskærelsen, kongernes tilbedelse, fremstillingen i templet, flugten til Egypten og barnemordet) samt otte dydefigurer (styrke, tålmod, klogskab, retfærdighed, kærlighed, håb, tro og fromhed).
Lysekrone fra 1705 skænket af Ingeborg Christensdatter, enke efter priviligeret farver Chr. Christiansen.
Orglet i Sct. Catharinæ Kirke er et meget smukt klingende orgel, som er en blanding af 3 orgler fra hhv: 1885 (Frederik Nielsen), 1932 (Marcussen) og 1978 (Bruno Christensen) Hovedværk: Gedaktpommer 16’’, Principal 8’’, Spidsfløjte 8’’, Oktav 4’’, Traversfløjte 4’’, Spidsquint 2 2/3’’, Oktav 2’’, Sesquialter 2 kor, Mixtur 6-8 kor, Cymbel 3 kor, Trompet 8’’ Rygpositiv: Hulfløjte 8’’, Quintatøn 8’’, Principal 4’’, Rørfløjte 4’’, Gemshorn 2’’, Sivfløjte 1’’, Scharf 3 kor, Krumhorn 8’’ Brystværk: Gedakt 8’’, Rørfløjte 4’’, Principal 2’’, Klokkecymbel 2 kor, Regal 16’’ Svelleværk: Bordun 16’’, Bassethorn 8’’, Rørfløjte 8’’, Gamba 8’’, Voce cel 8’’, Oktav 4’’, Gedaktfløjte 4’’, Quint 2 2/3’’, Oktav 2’’, Terz 1 3/5’’, Sivfløjte 1 1/3’’, Mixtur 6-8 kor, Trompet 8’’, Obo 8’’, Clairon 4’’ Pedal: Principal 16’’, Subbas 16’’, Quint 10 2/3’’, Oktav 8’’, Gedakt 8’’, Oktav 4’’, Blokfløjte 2’’, Rauschquint 6 kor, Basun 16’’, Trompet 8’’
Alterkalk fra ca. 1550. Ca. 20 cm høj med sekstunget fod med mellemfaldende spidser. På en af tungerne er en fastloddet krucifiksgruppe, hvor Maria og Johannes knæler ved siden af den korsfæstede.
Oblatæske fra ca. 1650 skænket af Helvig Arenfelt til gengæld for kirkens gamle altertavle. Oval æske, 12 cm lang med graveret bladkrans og krucifiks med versalerne INRI.
Inventar, bygninger og omgivelser
Hovedskibet set mod øst med altertavle og gavlvinduer. Døbefonten er af romansk granit og er først kommet i kirkens besiddelse efter reformationen, da klosterkirken indtil da kke var sognekirke og derfor heller ikke forettede dåb. Fonten er 99 cm høj med indhugget relief af en løve. På den øverste kant er de fire evangelisters navne indhugget med majuskler: Iohannes, Matheus, Lucas og Marcus. På indersiden er der et 26 cm højt latinsk kors i relief.
Hovedskibet set mod vest med pulpitur og orgel. Pengekiste fra 1718, opstillet til fordel for hospitalerne i Helsingør, Fredericia og Ribe.
Lysarm fra 1684 skænket af Iacob Adriansen van Mølengraf og hustru Maren Mikkelsdatter. På den modsatte mur sidder en lysarm magen til, som er skænket af van Mølengrafs datter og svigersøn.
Dåbsfad fra o. 1550 med relief af bebudelsen i midten og frise med hunde og hjorte.
I korets nordre og søndre side er der opstillet to stolestader/kannikestole fra o. 1500 hver med syv sæder. Oprindeligt har der været flere rækker. Efter reformationen har stolene gået under navnet ”Discipelstole”, fordi de blev benyttet af latinskoledrengenes kor. Det er højst sandsynligt også korets drenge, der har stået for ”udsmykningen” af stolene, og man kan endnu i dag se talrige billeder, brætspil, navne og årstal indskåret. Ældst er vistnok årstallet 1555, og blandt navnene er også den senere biskop Hans Poulsen Resen (1561-1638) og Ribes navnkundige historiker Peder Terpager.
Sct. Catharinæ Kirke og Kloster set fra hhv. syd med klostret i forgrunden, nordvest med klostrets vest- og sydfløj og sydøst med del af klostrets østfløj og kirkens sydøstlige del.