SÅ FÅ JER DOG ET SÆRPRÆG! Rigtig mange nye fremadstormende bands dør, før nogen overhovedet når at høre om dem. Det kan gøres bedre, mener journalist og anmelder, Svend Lokjær, og giver her anmelderens guide til, hvordan du i det mindste kan slå hul til et sæt kritiske ører eller to.
J
eres demo er klar. Produktionen sidder i skabet, lyden er præcis som I vil have den, I har fået en eller anden grafiker, jeres bassist kender, til at lave et cover, der er lige præcis så grumt og gennemtrængende, som I kun turde drømme om, der er blevet tænkt grundigt over takkelisten, I har husket at nævne både jeres mødre og ham fra Baest, som I tyllede bajere med engang på Escobar. Og sangskrivningen, mand. Det her er det vildeste pis. I ved det. I kan høre det. Det bliver vanvittigt. Verden ligger for jeres fødder, og det er nærmest kun at sende jeres mesterværk til medierne, vente på de femstjernede anmeldelser, de mange fede livejobs og berømmelsen. Så I sender den fire numre lange musikalske juvel, I har knoklet med, afsted til alle de relevante redaktioner. Og intet sker. I bliver ignoreret fuldstændig. Pga. typer som mig. Anmelderen. Det fede svin. Det er desværre virkeligheden for mange nystartede bands, der forsøger at slå hul igennem til et publikum, der i forvejen bombarderes og overfodres af en syndflod af ny musik via Bandcamp, Soundcloud, Spotify og de massevis af andre streamingtjenester, der har gjort det nemmere end nogensinde at få sit band ud til masserne, men sværere end nogensinde faktisk at få nogle lyttere. Man vil jo bare gerne ses Det kan være en smule stressende. Det ved vi også ude på musikredaktionerne rundt om i landet, hvor vi ligeledes overfodres med nyt input i en grad, hvor det er umuligt for den enkelte anmelder bare nogenlunde at følge med. Hos os på Devilution får vi tilsendt 150-200 demoer om ugen. Fra hele verden. Fra alt lige
12
fra veletablerede sværvægter-selskaber på metalscenen som Nuclear Blast og Century Media til små, håbefulde bands fra jyske landsbyer, der endelig har fået gjort deres halvandet år i garagen til fire nogenlunde velkomponerede mp3-filer. Og vi er vel at mærke et nichemedie, der kun behandler hård rock og metal. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan eksempelvis Soundvenues indbakke ser ud. Personligt får jeg måske hørt en tiendedel af det materiale, vi får tilsendt. Det kan lyde ubarmhjertigt, det kan lyde dovent, men bortset fra enkelte typer på de allerstørste dagblade er danske musikanmeldere, ligesom musikerne, mennesker der gør det, de gør, for lystens skyld. Med arbejde, familie og et til tider velfungerende socialt liv er det umuligt at holde sig up-to-date med alt, og derfor forsøger en anmelder så vidt muligt at udvælge det materiale, der ud fra ganske få, til tider overfladiske kriterier lyder mest interessant, udfordrende eller besidder det største kunstneriske potentiale. Her er det naturligvis nemt for de nye, selvfinansierede kunstnere og udgivelser at blive overset. Også selv om et medie som vores naturligvis har en øget bevågenhed på danske udgivelser. Men hvordan undgår man at blive overset? At blive en del af den grå masse, der aldrig får chancen og den gennemspilning, der virkelig kan få ham anmelderspiren til at forstå, at det her altså er the shit? Det er denne artikels fokus gennem fem nedslagspunkter at give jer et bud på, hvor det giver mening at lægge sit fokus, når først musikken er indspillet og man er klar til at lægge energien i alt det uden om. Som man altså ikke kommer uden om at skulle lægge seriøse kræfter i som et nystartet band.
Foto: Persekutor, presse
Af Svend Lokjær
1. Musikken Før vi får det hele til at lyde, som om det er en konkurrence i at have det mest outrerede image, har musikken naturligvis forrang for alt. Ingen halvsløj demo kan reddes ved at prøve at gøgle sig igennem med udklædninger, fjollede navne og vanvittig sceneopførsel. Jo, hvis du er GG Allin eller Gwar. Er du GG Allin eller Gwar? Nej. Så.
