SÅ FÅ JER DOG ET SÆRPRÆG!

Rigtig mange nye fremadstormende bands dør, før nogen overhovedet når at høre om dem. Det kan gøres bedre, mener journalist og anmelder, Svend Lokjær, og giver her anmelderens guide til, hvordan du i det mindste kan slå hul til et sæt kritiske ører eller to.

Af Svend Lokjær

Jeres demo er klar. Produktionen sidder i skabet, lyden er præcis som I vil have den, I har fået en eller anden grafiker, jeres bassist kender, til at lave et cover, der er lige præcis så grumt og gennemtrængende, som I kun turde drømme om, der er blevet tænkt grundigt over takkelisten, I har husket at nævne både jeres mødre og ham fra Baest, som I tyllede bajere med engang på Escobar. Og sangskrivningen, mand. Det her er det vildeste pis. I ved det. I kan høre det. Det bliver vanvittigt. Verden ligger for jeres fødder, og det er nærmest kun at sende jeres mesterværk til medierne, vente på de femstjernede anmeldelser, de mange fede livejobs og berømmelsen.

Så I sender den fire numre lange musikalske juvel, I har knoklet med, afsted til alle de relevante redaktioner. Og intet sker. I bliver ignoreret fuldstændig. Pga. typer som mig. Anmelderen. Det fede svin.

Det er desværre virkeligheden for mange nystartede bands, der forsøger at slå hul igennem til et publikum, der i forvejen bombarderes og overfodres af en syndflod af ny musik via Bandcamp, Soundcloud, Spotify og de massevis af andre streamingtjenester, der har gjort det nemmere end nogensinde at få sit band ud til masserne, men sværere end nogensinde faktisk at få nogle lyttere.

Man vil jo bare gerne ses

Det kan være en smule stressende. Det ved vi også ude på musikredaktionerne rundt om i landet, hvor vi ligeledes overfodres med nyt input i en grad, hvor det er umuligt for den enkelte anmelder bare nogenlunde at følge med. Hos os på Devilution får vi tilsendt 150-200 demoer om ugen. Fra hele verden. Fra alt lige fra veletablerede sværvægter-selskaber på metalscenen som Nuclear Blast og Century Media til små, håbefulde bands fra jyske landsbyer, der endelig har fået gjort deres halvandet år i garagen til fire nogenlunde velkomponerede mp3-filer. Og vi er vel at mærke et nichemedie, der kun behandler hård rock og metal. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan eksempelvis Soundvenues indbakke ser ud.

Personligt får jeg måske hørt en tiendedel af det materiale, vi får tilsendt. Det kan lyde ubarmhjertigt, det kan lyde dovent, men bortset fra enkelte typer på de allerstørste dagblade er danske musikanmeldere, ligesom musikerne, mennesker der gør det, de gør, for lystens skyld. Med arbejde, familie og et til tider velfungerende socialt liv er det umuligt at holde sig up-to-date med alt, og derfor forsøger en anmelder så vidt muligt at udvælge det materiale, der ud fra ganske få, til tider overfladiske kriterier lyder mest interessant, udfordrende eller besidder det største kunstneriske potentiale.

Her er det naturligvis nemt for de nye, selvfinansierede kunstnere og udgivelser at blive overset. Også selv om et medie som vores naturligvis har en øget bevågenhed på danske udgivelser. Men hvordan undgår man at blive overset? At blive en del af den grå masse, der aldrig får chancen og den gennemspilning, der virkelig kan få ham anmelderspiren til at forstå, at det her altså er the shit? Det er denne artikels fokus gennem fem nedslagspunkter at give jer et bud på, hvor det giver mening at lægge sit fokus, når først musikken er indspillet og man er klar til at lægge energien i alt det uden om. Som man altså ikke kommer uden om at skulle lægge seriøse kræfter i som et nystartet band.

1. Musikken

Før vi får det hele til at lyde, som om det er en konkurrence i at have det mest outrerede image, har musikken naturligvis forrang for alt. Ingen halvsløj demo kan reddes ved at prøve at gøgle sig igennem med udklædninger, fjollede navne og vanvittig sceneopførsel. Jo, hvis du er GG Allin eller Gwar. Er du GG Allin eller Gwar? Nej. Så.

Det er værd at lægge den ekstra mængde research og penge i at fremskaffe en produktion, der komplimenterer lige præcis jeres udtryk. Lad være med at bruge penge på et stort navn bag pulten, bare fordi det er et stort navn, og lad være med at spare på udgifterne og nøjes med noget, der er ”godt nok”. Hvis du spiller grindcore, skal du ikke booke Jacob Hansen, bare så der står Jacob Hansen i bookletten, og din progressive rock bliver næppe bedre af, at din musiklærer står for at mixe demoen.

Selv om det kan virke åbenlyst er det værd at nævne, at din musik ikke nødvendigvis bliver god og interessant, bare fordi du låner virkemidlerne fra et band, der er blevet store på at gøre de samme ting. Der er kun ét Metallica. Uanset hvor godt du kopierer Metallica, virker det mere sandsynligt at du bliver til grin frem for respekteret. Med mindre du selvfølgelig kan være Metallica bedre end Metallica. Men at søge at give sin egen musik et særpræg gennem en ide eller to, hvad enten det er en riffstruktur, en vokalstil eller en virkelig skarp jazz-trommeslager, som har en ny indgangsvinkel til jeres bands tekniske dødsmetal, er klart at foretrække. Anmelderen lægger mærke til de nye ideer. Genbruget er hørt før og, uden at fornærme nogen, sikkert også bedre.

Har dit band et særpræg, så skilt med det. Udpeg det i demoens følgebrev. Skriv, hvad I gør, der er nyt. Ros jer selv for der, hvor I tager chancer frem for der, hvor I bare betræder allerede kendte stier. Så fanger selv de mest tungnemme anmeldere det også.

2. Image og bandbilleder

Igen: Tænk væk fra det traditionelle. Jo, det er da fint bare at være fire langhårede gutter i sorte t-shirts med korslagte arme. Det er brugt før med succes. Så mange, mange gange før. Men passer en form for image til jeres musik, så dyrk det. Selv når det bliver overgjort, tænk Slipknot eller Ghost, vil det stadig skabe en form for opmærksomhed. Herhjemme er Lamentari et fint eksempel på et band, der med kostumer, snak om ritualer og store armbevægelser har vundet meget bevågenhed. Det samme kan også opnås mere simpelt ved, som eksempelvis Nyredolk, blot at iklæde sig kartoffelsække over hovedet eller som Gabestok ligne et par brætspilsnørder, der nærmest ved et uheld er begyndt at spille overstyret black metal.

Mindre kan også gøre det. Nogle af Baests første bandbilleder blev taget sammen med geder. Det er ikke nødvendigvis et image, men en lille og uskyldig gimmick, som får beskueren til at studse og tænke ”hva' fanden er det?”

Kort og godt: Overrask. Dit pladecover har mistet sin altoverstigende vigtighed med de fysiske pladeforretningers død, nu er det dig og dine venners eget ansigt, der skal fange opmærksomheden. Spiller dit band doom-metal? Tag et bandbillede, hvor I alle fire storsmilende nyder Flat Whites på en kaffebar. Er I shoegazere? Posér i Tivoli Friheden. Tænk ud af boksen. Gør noget nyt. Vi ser det. Vi undres. Vi vil vide mere.

3. Bandnavn/albumtitel

I guder, hvor bliver man træt af dødsmetalbands, der hedder noget farligt, der slutter på -ed. Eller core-bands, der hedder noget langt, fjollet og neonfarvet. Eller for den sags skyld danske bands, der insisterer på at hedde noget på dansk, gerne med æ, ø og å, uanset om det så har den fjerneste relevans for musikken eller om bandet overhovedet synger på dansk. Stop med det. Det er røvsygt. Det er ligegyldigt. At kalde sig Missilskjold eller Kovælter eller Teglsten eller hvad man nu kan finde på er lige så sterilt nu, som det er at spille dødsmetal og kalde sig noget med Death.

Kom på et bandnavn, der får folk til at tænke. Hvad er en Monolith Deathcult? Et Night Flight Orchestra? En Turbonegro? Hvad betyder Anaal Nathrakh? Naturligvis skal et bandnavn lyde fedt og passe til jeres musik, men det gode bandnavn, som alt for få tænker til bunds, kan skabe en interesse hos lytteren for en musik, han ikke engang aner, hvad er endnu. Det samme gælder albumtitlen. I 2019 udgav Fordærv debutpladen ”Knep Dig Selv Ihjel”. Seriøst, hvem kan få sig selv til ikke lige at smuglytte til en plade, der hedder ”Knep Dig Selv Ihjel”? Ingen. Lad være med at tage det første, det bedste, der lyder sejt og farligt. Læg energi i jeres navn. Læg energi i titler. I kan vinde meget her, uden overhovedet at have spillet noget musik endnu.

4. Genrebetegnelse

Hvor meget vi end fornægter det, er vi alle sammen nogen genrepuritanere. Fordi mennesket nyder at putte ting i kasser. Derfor kan en ny eller utraditionel genrebetegnelse også skabe en interesse, før musikken overhovedet bliver afspillet. Amerikansk/rumænske Persekutor udgav årets plade, ”Permanent Winter”, sidste år. Det havde vi måske ikke anet, hvis ikke de havde solgt deres musik som ”Romanian ice metal”. For hvad er det? Og hvorfor skulle man ikke være interesseret i at vide det?

At Persekutor så også formåede at ramme en perfekt balance mellem image, offentlig profil, det visuelle og en forbandet solid gang metal er så en anden ting. Herhjemme har Bersærk eksempelvis vundet sig en del lytterinteresse ved konsekvent at referere til deres stonerrock som ”hedningehegn”. Det kan i princippet betyde alt muligt, men det er en ny måde at præsentere produktet på, og det vækker lytterens interesse.

5. Det gode liveband

Ligesom musikken har forrang for alt, har evnen til at levere live det også – næsten. At blive kendt som et røvkedeligt liveband kan være en hurtig død for nystartede bands, og selv om det er utaknemmeligt at snakke om liveshows af nogen art lige nu, er det nødvendigt at gennemtænke det udtryk, man vil have på scenen. Tror man på, at musikken kan gøre det alene? Det kan det sjældent. Sidder I bare og glor ned i nogen keyboards på scenen vil de fleste, der ikke kender jer i forvejen, huske jer som bandet, der bare sad og gloede ned i nogen keyboards. Omvendt kan et gennemtænkt, velplanlagt liveshow gøre ufattelig meget. Baest er skoleeksemplet på et band, der uden at udføre nogen musikalske landvindinger stadig har skabt sig et navn på en formidabel live presence. Flere bands på den danske hardcore-scene som Eyes, Demersal og We Are Among Storms sætter også standarder for, hvordan man interagerer med publikum, som få andre genrer kan følge med på. Tænk altid i, hvordan du kan engagere publikum og kommunikere med det. Vil du virkelig ikke det, så gør et nummer ud af dét. Stil dig med ryggen til, tag en pose over hovedet, hold ingen pauser overhovedet. Sørg for, at du gør noget, der huskes. Intet er værre end at være forglemmelig.

Essensen af ovenstående er: Skil dig ud. Når som helst. Hvor som helst. Og på en hvilken som helst måde. Hvis dit band blot er ligesom alle de andre; hvorfor skulle nogen så være interesseret i det? Hvis du ikke kan skille dig ud på baggrund af musikken alene, er der masser af andre muligheder, som alt, alt, alt for få bands desværre tænker over. Nu har du en tjekliste. Gå så ud og vær unik.