Fantombryg Kærlighed på flaske
Faktisk var det Søren Uhd Pedersens store passion for fodboldspillet, der førte til firmaet ”Fantombryg”, som med stor succes sælger økologiske specialøl med unikke og personlige etiketter. For som han siger: ”Ingen hyldevare har nogensinde været et hit”. Af Sanne Damm-Jakobsen Søren Uhd Pedersen er iværksætter helt ind i knoglerne. Tilbage i 2006 startede han LigaBold.dk, som er en fodboldportal for breddefodbolden. Senere var han medstifter af spilleselskaberne Bet25.dk og Rød25.dk, hvor fokus igen var på breddeidrætten, da en del af overskuddet gik til de idrætsforeninger, brugerne ønskede tilgodeset. Efter et halvt års tid fangede de to betting-firmaer TDC’s opmærksomhed, og virksomheden købte 51 procent. I 2019 kom ATG, som er det svenske svar på Danske Spil, på banen og købte både Søren Uhd Pedersen, de øvrige ejere og TDC ud.
22
Efter det eventyr besluttede Søren Uhd Pedersen sig for, at nu skulle det handle om klubberne. Ikke om kampe og resultater, men om klubberne, og hvordan de kunne styrkes. Han startede derfor organisationen Fodboldstudier, som var et netværk, hvor klubberne kunne dele erfaringer og finde løsninger på udfordringer, som andre klubber måske også havde haft. ”Det var spændende at arbejde med breddefodbolden, og jeg er dybt fascineret af de folk, der dag efter dag dukker op i klubberne drevet af passion og kærlighed til spillet. I stedet for at fokusere på nyheder inden for breddefodbolden, så ville jeg med Fodboldstudier prøve at inspirere inde i ’motorrummet’. Inspirere klubberne til, hvordan de kunne få flere frivillige, flere sponsorer og i det hele taget gøre tingene bedre, anderledes og give klubberne et sted, hvor de kunne dele viden og erfaring.” Klubbens egen IPA Fodboldstudier var et filantropisk projekt. Søren Uhd Pedersen skød selv penge i det og håbede på, at det blev bæredygtigt.
”Projektet kørte fint i forhold til at få klubberne til at bidrage. Vi nåede 1,5 millioner i organisk reach på få måneder og fik sat en masse andre spændende projekter i søen såsom DM i Online Fodbold og Amatørfodboldens Hall of Fame. Men det kørte ikke rundt økonomisk – og så kom corona… I samme periode blev jeg så tilbudt posten som formand for den lokale fodboldklub i Hvidovre.” Søren Uhd Pedersen takkede ja til formandskabet på én betingelse. Der skulle ske noget. Nye initiativer betød, at medlemstallet steg lynhurtigt, men Søren Uhd Pedersen tænkte også kreativt i helt andre baner. Klubben skulle ikke være som andre. Her