Teknik & Miljø - april 2014

Page 36

Tema: klima

Samarbejde mod oversvømmelser Lolland Kommune udvikler ny hydraulisk model sammen med lokale partnere Sommerhusejere, landmænd og andre interessenter har sammen udviklet en hydraulisk model af Rødby Fjord-oplandet. Modellen giver en fælles forståelse for, hvad der skal til for at undgå oversvømmelser fremover.

Af | Regitze Lassen, klimakoordinator og Dan Raahauge, projektleder, Lolland Kommune

I august 2011 blev landbrugsarealer og sommerhusområder på Sydlolland oversvømmet på grund af langvarig regn. Der var meget forskellige opfattelser af, hvorfor det skete - som utilstrækkelig vandløbsvedligeholdelse, for lille udpumpning til havet, for stor belastning fra overfladevand fra byerne eller en kombination af flere eller andre faktorer. Med et netop gennemført projekt er der nu opbygget en hydraulisk model for Rødby Fjord-oplandet og dermed skabt en fælles forståelse for, hvordan vandet bevæger sig i området. Det vil sige, hvordan vandføring, udpumpning og vedligeholdelse af vandløbet spiller sammen – også under ekstreme forhold. Resultatet er, at det nu er muligt at komme videre med at drøfte mulighederne for fremover at imødegå oversvømmelser.

Lokalkendskab vigtigt for modelopbygning I projektgruppen deltog landbruget, sommerhusejerne, Landvindingslaget Rødby Fjord og Lolland Forsyning – i alt 12 deltagere. Således har alle interessenter i området været repræsenteret. Lolland Kommune har stået for projektledelsen og gennemført projektet med konsulentbistand.

36

Teknik & Miljø / April 2014

Projektet blev indledt i august 2012 og afsluttet i februar 2014. Første skridt var aftalen med rådgiver om bistand vedrørende den hydrauliske model, og oprettelse af den projektgruppe, som fulgte hele opgaven gennem ni møder. Det var ikke givet fra projektstart, at det var muligt at nå en fælles forståelse, da der var tale om en fagligt kompleks problemstilling og forskellige lodsejerinteresser. Under processen viste det sig, at gruppens lokalkendskab gav nyttige input til modelopbygningen, og drøftelserne undervejs var givtige. En afsluttende evaluering af projektet viser, at deltagerne har været tilfredse med forløbet.

Klimatilpasningspotentiale Den hydrauliske model har givet den enkelte interessent et udgangspunkt for at vurdere, om det er hensigtsmæssigt at gennemføre indsatser mod fremtidig oversvømmelse. Modellen - og en eventuel videreudvikling af den - kan bruges til at vurdere valg og design af løsninger. Med andre ord er modellen et fortrinligt beslutningsværktøj for klimatilpasningen i Rødby Fjord-oplandet, som kan målrette undersøgelser og løsninger og sikre mod fejlagtige forudsætninger og vildspor

Finansiering Projektet blev finansieret af Lolland Kommune (46 procent) med tilskud fra Naturstyrelsens pulje til samarbejdsprojekter om klimatilpasning (48 procent) samt bidrag fra interessenterne (6 procent). Rapporter og datamateriale kan ses på www.lolland.dk/RodbyFjord


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.