Havmiljøvogteren - #14 - forår 2023

Vores faste medarbejder, biolog og fotograf Casper Tybjerg, besøgte i sommeren 2022 Slædepatruljen Sirius. I Daneborg fik han en overraskelse. Patruljen har langt mere fokus på natur, forskning og havmiljø, end de fleste forestiller sig. Vi har interviewet lederen af Slædepatruljen Sirius, Premierløjtnant Andreas Sloth.

Verdens nordligste Havmiljøvogtere

De fleste danskere kender Slædepatruljen Sirius. Hvem er I egentlig, og hvad er årsagen til, at I har patruljeret Nordøstgrønland siden 1950?

Vi er en militær enhed ligesom så mange andre, men samtidig er vi en meget speciel enhed i kraft af vores placering, virkemåde og opgave i det arktiske.

Den historiske årsag til oprettelsen af Slædepatruljen Sirius var, at der efter 2. Verdenskrig og under optrapningen af ’den kolde krig’ opstod et ønske om forbedret, systematiseret overvågning af Nord- og Nordøstgrønland. I dag løser vi ud over suverænitetshævdelse og overvågning også en række supplerende opgaver. Bl.a. leverer vi støtte til forskningsekspeditioner i området og indrapporterer dyreobservationer til grønlandske myndigheder.

Nordøstgrønland er et enormt, arktisk naturområde. Cirka fire gange større end Danmark. I vinterhalvåret er I alene, men patruljerer alligevel hele området. Hvilke udfordringer er der forbundet dermed?

Områdets enorme størrelse og mangel på infrastruktur betyder, at vi skal kunne operere i lang tid uden støtte udefra og under relativt primitive forhold. Samtidig har det arktiske klima en markant betydning for vores arbejde og kræver stor respekt.

Grundet storisen, som ligger langs østkysten af Grønland, har vi temperaturer i vinterhalvåret på alt fra 0 til minus 50 grader celsius i de mest ekstreme tilfælde. Dertil kommer kraftige vindforhold, som af og til kan vanskeliggøre patruljeringen.

Hvad kræver det at blive en del af Slædepatruljen Sirius?

Ud over at man er sund og rask, så kræver det mest af alt, at man har gode sociale kompetencer. Evnen til at kunne samarbejde under vanskelige forhold er afgørende for at kunne begå sig i vores fællesskab heroppe. Dette imens man individuelt også skal være psykisk rustet til at håndtere fraværet af venner og familie, samt de lange perioder i mørket.

Hvad fascinerer dig mest i den grønlandske natur?

Det er svært at udpege en enkelt ting. Men at sejle i de store, snoede fjordsystemer omgivet af enorme klippesider og bjergtinder om sommeren er i hvert fald et syn, man aldrig bliver træt af. Om vinteren, hvor alt er dækket af sne, er der en helt utrolig stilhed og ro over landskabet, som er svær at sammenligne med noget andet. Her bliver man dagligt mindet om, at vi færdes i en af de få afkroge af verden, som endnu ikke er blevet civiliseret.

På jeres patruljer optæller I fugle og pattedyr som fx isbjørn, moskus og ulv i nationalparken. Hvem bruger disse informationer?

Det indsamlede data bliver sendt til grønlandske myndigheder, hvorfra det deles bredt blandt forskere, som er interesserede og ønsker adgang til det.

Grundet global opvarmning sker der forandringer i Arktis. Er det noget, I kan observere?

Fx i forbindelse med, at der nu er krydstogtskibe, som lægger vejen forbi Nordøstgrønland. Har det nogen betydning for jeres arbejde?

Fra år til år er det svært at vurdere noget konkret ud fra vejret, eller hvor tidligt eller sent fjordisen lægger sig. Den slags bølger frem og tilbage. Dog kan vi se, at gletsjertungerne på land trækker sig længere tilbage, hvilket af og til åbner op for nye patruljeruter gennem passager, som tidligere var umulige for os at komme igennem. Mængden af krydstogtskibe er rigtig nok vokset de sidste par år, men det er svært at sige, om det skulle være som konsekvens af

Foto: Casper Tybjerg

Foto: Casper Tybjerg

klimaforandringer. Interessen for turisme er generelt vokset omkring Grønland, og specielt efter årene med Covid-19 har vi set en naturlig stigning i antallet af skibe. Under alle omstændigheder stiller dette større krav til vores indrejsekontrol af besøgende i nationalparken.

Slædepatruljen er mere maritim, end de fleste herhjemme er klar over. For nylig modtog I fx nye, moderne patruljefartøjer. Vil du beskrive deres funktion?

Patruljefartøjerne er fladbundede motorbåde, som kan fragte en større mængde gods langs vandvejene. Vi bruger dem meget i sommerperioden til at fragte forsyninger rundt til de depoter, vi anvender under vinterens patruljeringer med hundeslæde. Konstruktionen af skroget tillader, at vi sejler dem helt ind på

land, hvilket letter vores arbejde betydeligt. Fartøjerne giver os ligeledes gode muligheder for at gennemføre den nødvendige kontrol af fremmede skibe og ekspeditioner i nationalparken.

På Daneborg står der en container med flydespærringer og poser, som kan opsamle olie. Hvad ville der ske, hvis et krydstogtskib grundstøder og begynder at lække olie?

Ved Sirius har vi midlerne til at håndtere et udslip på stationen, hvis et uheld skulle ramme os. Det er et ansvar, vi tager meget seriøst og sørger for at holde os skarpe på. Hvis der derimod skulle ske et større udslip i havet længere væk fra Daneborg, vil vi ikke selv have midlerne til at gøre den store forskel.

I sådan et tilfælde vil der skulle trækkes på nogle af Arktisk Kommandos øvrige enheder.

Foto: Casper Tybjerg

Herhjemme knokler danske Havmiljøvogtere året rundt for at holde dansk farvand og danske kyster rene. Ser I meget affald opskyllet på kysten langs Nordøstgrønland?

Af og til finder vi en gammel tønde eller lignende, som i de fleste tilfælde stammer fra tidligere ekspeditioner heroppe. Men generelt er der heldigvis sjældent plastik eller anden forurening heroppe, som kan observeres med det blotte øje. Det meste, som skyller op langs kysten, er drivtømmer, der er båret herop af havstrømme.

Har du afslutningsvis en kommentar eller et godt råd til de 30.000 Havmiljøvogtere, som i fællesskab værner om det danske havmiljø?

Indsatsen som Havmiljøvogter virker til at udspringe af et ønske om at værne om den flotte natur, der omgiver os. Man har ikke været en del af Slædepatruljen Sirius uden samtidig at være blevet dybt betaget af den storslåede og unikke grønlandske natur, så vi forstår om nogen, hvor den lidenskab stammer fra.

Foto: Casper Tybjerg

Foto: Casper Tybjerg

”

Om vinteren, hvor alt er dækket af sne, er der en helt utrolig stilhed og ro over landskabet, som er svær at sammenligne med noget andet.”

Har du set dokumentaren om Slædepatruljen Sirius på dr.dk? Den kan varmt anbefales!

Atlantisk tun er tilbage i dansk farvand

Efter snart 60 års fravær er den atlantiske tun vendt tilbage til Danmark. Helt af sig selv. Tunfisk er fascinerende af flere årsager. Ikke mindst fordi fiskearten pludselig har vippet gråsælen af pinden som dansk farvands største rovdyr. I tæt samarbejde med havbiologer fra Københavns Universitet og Øresundsakvariet brugte vores hold en ny strategi i forsøget på at komme tæt på de store fisk.

Det er en stille dag på Øresund, så vi kan høre tunfiskene, før vi kan se dem. Lyden af høje plask fylder øregangene. Den samme lyd som hvis en velvoksen mand springer ud fra ti-meter vippen i en indendørs svømmehal og uheldigvis lander på maven. Først hører vi et drøn af et plask. Så fire.

Men vi når ikke at fange noget i synsfeltet.

Fra rygte til fakta

Vi befinder os om bord på en 47 fods sejlbåd. Strategien er at drive langsomt og lydløst med Øresunds nordgående strøm. Vi er klar over, at vi dermed lader tilfældighederne råde, og at dette projekt kommer til at kræve tålmodighed.

Selvom der er kompetente besætningsmedlemmer på sejlbåden, er der ingen, som med sikkerhed ved, om vi kommer til at se tunfisk. Med om bord har vi havbiolog Michael Hansen, der til daglig bl.a. arbejder med tunsafarier på Øresundsakvariet.

”Første gang, jeg hørte rygter om, at tunen var vendt tilbage til Øresund, var kort efter, jeg blev ansat på akvariet for 13 år siden. Vores akvariechef havde på en sejltur set hornfisk, der sprang op af vandet, som om ”de blev jaget af en tun”. Dengang troede jeg ikke på det, for tunen har været forsvundet fra Øresund siden midten af 1960´erne. Helt ærligt. Hvordan skulle min chef kunne koble hornfisk til tun?” griner Michael Hansen.

År for år kom der flere og flere meldinger fra folk, der mente at have set tun, og der begyndte at dukke billeder op. De første billeder var ikke særligt gode, men efterhånden blev billederne skarpere.

”En dag så besætningen på vores eget forskningsskib tun springe. Dog på lang afstand. Jeg var stadig meget skeptisk overfor, om det kunne være sandt.

Der er nemlig mange triste eksempler på fiskebestande, der er så overfiskede, at de ikke har været i stand til at komme sig. Det hænger sammen med, at antallet af fisk er blevet så få, at bestanden ikke har været i stand til at producere nok afkom til at få bestanden til at stige igen. Med den atlantiske, blåfinnede tun var det heldigvis ikke kommet så vidt,” beretter Michael Hansen.

Allerede i 1966 grundlagde man Den Internationale Kommission for Bevarelse af Atlantisk Tun, ICCAT (International Commission for the Conservation og Atlantic Tunas). Den har formået at koordinere fiskeriet, så bestanden igen er steget. Det er uden tvivl den rettidige indsats, vi nu ser resultatet af.

”Hvor vi oftest hører negative historier om nedfiskede bestande, så bruger jeg nu den atlantiske tun som et strålende eksempel på, at hvis man virkelig vil, så er det muligt at gøre noget,” siger Michael Hansen.

Spotter tun på jagt

Det er blevet frokosttid, og solen står højt på himmelen. I perioder er der helt stille på Øresund, men af og til hører vi stadig serier af høje plask. Langt væk. De varer få minutter, hvorefter der er musestille i op til et par timer. Netop da vi sætter os for at nyde en runde rugbrødsmadder, sker miraklet.

Ikke mere end 100 meter fra sejlbåden bliver vandoverfladen pludselig sprællevende. Det ser ud, som om hundredvis af hornfisk forsøger at blive til flyvefisk. De skyder op af vandet som små missiler, og det er lige før, vi kan se panikken tegnet i deres øjne. Sekunder efter kommer de. Tunfiskene. Fra Øresunds mørke dyb skyder de med høj fart op gennem vandoverfladen. Ofte med en hornfisk i munden. Tunfiskene er enorme! Vores rugbrødsmadder må vente, for nu bliver der travlhed om bord.

”Indtil jeg havde set min første tun, lavede jeg sjov med, at det er jo bare er en fisk, når kolleger talte begejstret om atlantisk tun. Biologisk set er der ikke den store forskel på atlantisk tun og en hundestejle. Alt ændrede sig dog, da jeg så den første tun på klos hold. Størrelsen er i sig selv imponerende. Tunen kan blive fire meter lang og veje mere end 600 kilo. Derudover har den nogle tilpasninger, der gør den til et utrolig effektivt rovdyr. Det er, som om alt på tunen er tilpasset fart. Den har kraftige muskler, som gør den i stand til nå hastigheder på 70 kilometer i timen. Gennem vand, vel at mærke. Hvis man satte et fiktivt kapløb op mellem Molslinjen A/S og en atlantisk tun på distancen Aarhus-Odden, ville fisken uden tvivl vinde. Den forreste rygfinne kan foldes ned i en fordybning på ryggen, så den ligger helt plant. Også bag brystfinnerne har tunen fordybninger, så

Indberet gerne tun­observationer

DTU Aqua står for at registrere tun i Danmark til forskningsprojekter. Hvis man ser tun, kan det indberettes via en App ved navn ’Fangstjournalen’.

Øresundsakvariet modtager også gerne indberetninger om observationer af tun. Helst med fotodokumentation. Husk at videregive information om position og tidspunkt for observationen. Indberetninger sendes per mail til: oeresundsakvariet@bio.ku.dk

Alle kan dermed bidrage til et bedre overblik over størrelsen af den danske tunbestand, hvornår tunene ankommer til dansk farvand, og hvornår de drager af sted igen.

finnerne kan foldes helt væk. Begge dele er tilpasninger til at mindske vandmodstanden og gøre tunen perfekt strømlinet,” fortæller Michael Hansen.

Det lykkes ikke at producere tilfredsstillende billeder ved vores første møde med tunfiskene. For det er selvsagt kompliceret at lave billeder af en fisk, når man ikke ved, hvor den springer, og når den kun er ude af vandet i få sekunder. Oplevelsen motiverer alligevel. Heldigvis har vi flere dage til rådighed, hvilket giver lejlighed til at tale videre om betydningen af, at den atlantiske tun er vendt tilbage i dansk farvand.

”Jeg synes, der er mange vigtige elementer i, at tunen er kommet tilbage. Helt af sig selv. Først og fremmest er det glædeligt, at bestanden ikke blev totalt udryddet ved tidligere tiders overfiskeri, men er kommet sig og endda steget i antal. Det er en succeshistorie, at man har lavet en forvaltning, der har virket. Tunen er et stort og ikonisk dyr, der er god til at skabe fokus på, hvordan havmiljøet har det overordnet set. Udover i sig selv at give fantastiske naturoplevelser, kommer den også til at fungere som en ambassadør for havet i Danmark. På Øresundsakvariet bruger vi den som løftestang til at tale mere generelt om havmiljø med vores gæster, der ud over at blive fascineret over de store tunfisk, også får anden viden om havet med hjem,” siger Michael Hansen.

Tæt på tun

På tredjedagen har vi fundet en metode, der virker. Om morgenen kaster vi los i Helsingør, går for sejl på tværs af Øresund, fanger strømmen og stryger sejlene. I timevis driver vi med strømmen. Når vi er kommet for langt mod nord, sætter vi sejl igen, og

krydser sydpå gennem Øresund, hvorefter vi atter stryger sejlene og driver tilbage mod nord. Af og til må vi tænde motoren kortvarigt for at lave små kursændringer, idet vi også skal respektere erhvervstrafikken gennem og på tværs af Øresund.

Det er lidt af et tålmodighedsstudium, og imens vi venter, får vi talt om, hvad der har muliggjort tunens tilbagekomst. Der er helt sikkert flere faktorer, som har betydning for, hvorfor tunen igen befinder sig godt netop her. Levevilkårene skal være i orden. Blandt andet skal der være føde nok. Her gemmer sig endnu en succeshistorie, idet mængden af hornfisk, makrel og sild, der er byttedyr for tunen, også er steget de seneste år.

Vi belønnes de kommende dage af indtil flere møder med atlantisk tun. Det ser ud til, at de har nok at æde. Vi kommer tæt nok på til at lave anstændige billeder.

Så vidt vides har tunen været her i årtusinder, så det er ikke umiddelbart klimaforandringer, der har sendt tunen nordpå. Havmiljøets tilstand er en kombination af mange samspillende faktorer.

”De bedste forudsætninger for, at tunen klarer sig godt i dansk farvand er, at der bliver ved med at være de forhold, tunen har behov for. Der udstedes kun ganske få tilladelser til at fiske tun, og tun må kun landes i Skagen eller Gilleleje. På Øresundsakvariet synes vi, at Havmiljøvogterkampagnen er et fantastisk initiativ. Havmiljøvogterne skal endelig fortsætte med det gode arbejde, de allerede gør i fællesskab, nemlig at passe godt på det danske havmiljø,” afslutter Michael Hansen.

Skriv, hvad du ser på tegningerne, og find det hemmelige hav-ord!

Sudoku

Se, om du kan udfylde felterne, så alle figurerne kun optræder én gang på hver vandret linje og hver lodret linje.

Farvelæg

Giv de søde havdyr lidt farve. Og kan du tælle, hvor mange havdyr, der er – og hvor mange af hver slags?

Forunderligt havmiljø

Sandløber

Sandløberen er en vadefugl, som man jævnligt støder på langs danske kyster. Den kendes især på sin livlige og utrættelige løben frem og tilbage i takt med bølgerne, mens den fouragerer i brændingen. Med let åbent næb ’trawler’ den igennem sandet for at finde små krebsdyr, muslinger og andre smådyr.

Sandløberen er den lyseste af vores rylearter, og undersiden af kroppen er helt hvid, heraf det latinske navn alba, som betyder ’hvid’. Den har sort næb, sorte ben og tydelige hvide vingebånd, som gør den let genkendelig i flugt. Sandløberens næb er, sammenlignet med almindelig ryle, kortere og helt lige.

Finurlige fakta

Vægt: Kun 45-85 g

Maksimal levealder: 18 år

Kuldstørrelse: Fire æg

Navnet: Sandløberen har fået sit navn, fordi den løber lynhurtigt frem og tilbage i sin søgen efter føde gemt i sandet.

(Calidris alba)

Sandløberen yngler på tundraen langs de højarktiske kyster hele vejen rundt om Nordpolen. De fugle, som i foråret og efteråret trækker igennem Danmark, kommer fra de grønlandske og sibiriske bestande og overvintrer langs Vesteuropas og Vestafrikas kyster.

I efterårstrækket kan sandløberen opleves på strandene over det meste af Danmark, mens de i foråret primært holder sig til den jyske vestkyst. Særligt ved Vadehavet kan man møde store flokke af sandløbere. Antallet har været stigende siden 1960’erne, hvilket skyldes, at den grønlandske bestand har været i markant fremgang de seneste årtier.

Foto: Casper Tybjerg

Der er forårsfornemmelser i Kattegatcentrets pingvinanlæg

Hos Kattegatcentrets 22 æselpingviner er der forår i luften – det er nemlig blevet ynglesæson.

Kattegatcentrets nye pingvinanlæg huser 22 æselpingviner (Pygoscelis papua). Æselpingviner, der også kaldes Gentoo pingviner, lever naturligt på subantarktiske øer, hvor de yngler i foråret. Derfor er det også blevet ynglesæson hos Kattegatcentrets pingviner.

Hvis du vil score, skal du danse

I starten af hver ynglesæson bruger pingvinerne lang tid på kurmageri. Som alle andre pingvinarter er æselpingviner nemlig monogame, hvilket betyder, at de kun er sammen med én partner ad gangen.

Pingvinerne gør sig derfor stor umage for at vælge den rigtige mage, og deres kurmageri består blandt andet af en avanceret dans, hvor pingvinerne efterligner hinandens bevægelser.

”Den synkrone pardans er en vigtig del af pingvinernes kurmageri, og den giver pingvinerne mulighed for at se hinanden an og vurdere, om deres udkårne er sund og rask og en, de kan sætte deres lid til gennem en hel ynglesæson og mange år frem,” fortæller Thomas Mathias Spiele, der er ansvarlig for pingvinerne i Kattegatcentret.

Kærlighed ved første sten Når pingvinerne har dannet par, er det pingvinhannen, der står for at bygge reden af sten. Hannen bringer derfor løbende sin udkårne pingvinhun småsten i gave, og hver en ny sten forbedrer ikke kun reden –den vinder samtidigt også hunnens tillid. For kommer pingvinhannen til reden med nogle gode sten, er pingvinhunnen solgt.

I løbet af foråret vil pingvinerne i Kattegatcentrets pingvinanlæg også begynde at bygge rede.

”Når jeg kan se, at pingvinerne begynder at stå meget sammen parvis, så henter vi redekasser og småsten ind i anlægget, så de får mulighed for at bygge rede. Vi håber på, at det lykkes os at udklække 1-2 unger,” fortæller Thomas Mathias Spiele.

En pingvinhun lægger to æg i reden, og forældrene skiftes til at ruge på æggene, der klækker efter 34-36 dage. Herefter går der en måneds tid, før ungerne er store nok til at forlade reden.

”Pingvinparret vil skiftes til at fodre ungerne i reden ved at gylpe føde ned i munden på dem, så det er i den grad et teamwork, når et pingvinpar skal yngle og opfostre deres unger,” fortæller Thomas Mathias Spiele.

De dundækkede unger kan ikke svømme, men efter 80-100 dage er ungernes fjerdragt klar til en svømmetur.

”Æselpingviner er verdens hurtigste pingviner med en topfart på 36 km/t, når den svømmer under vandet, og ungerne får det hurtigt lært,” fortæller Thomas Mathias Spiele.

Om det lykkes Kattegatcentret at udklække en pingvinunge, kan man ved selvsyn opleve i det toetagers store pingvinanlæg i Grenaa. En ting er i hvert fald sikkert: Der er forårsfornemmelser i luften inde hos pingvinerne.

Husk at nye Junior Havmiljøvogtere får en fribillet til Kattegatcentret i Grenaa og Nordsøen Oceanarium i Hirtshals. Derudover er der 15% rabat til medfølgende familie med følgende rabatkoder:

• Kattegatcentret: Havmiljø2023

• Nordsøen Oceanarium: Havmiljøvogter2023

Foto: Casper Tybjerg. Slædepatruljen Sirius sommeren 2022. Young Sound, Nordøstgrønland.

Havmiljøvogteren – ISSN: 2446-1687 – Udgives af Advice A/S på vegne af Søværnets Havmiljøvogterkampagne –Ansvarshavende redaktør: Birgitte Vagnholm – Tekster: Casper Tybjerg, Mathilde Bartholin – Foto: Casper Tybjerg med flere – Layout: Helena Hilma Eriksen-Aagreen, Sigrid van Beusekom – Oplag: 35.000 – Tryk: KLS PurePrint A/S