Reddet

Takket være Sues nødblus befandt vi os en halv time senere ombord på en patruljebåd med kurs mod Doom Town. Vi havde lagt Den Sorte Lagune bag os, men det samme kunne man ikke sige om vores problemer, for kystbevogtningen var ret interesseret i at vide, hvorfor vi havde saboteret fyrtårnet.

”Vi har ikke saboteret noget fyr. Lanternen gik ud af sig selv, fordi en kæmpehummer klippede kablet over,” sagde Dick. Han lå på en båre, fordi han havde forstuvet et eller andet, da han faldt ned ude ved fyret.

”En kæmpehummer, hva’?” sagde kystbetjentene og så mistroiske på Dick, hvilket nok skyldtes, at han stadig var iført sit kostume.

Sue og jeg holdt lav profl. Mest fordi betjentene allerede havde slået os op i deres kriminalregister, hvor det fremgik, at vi var tre dyreaktivister, som lavede ballade alle vegne. Vi havde allerede været anholdt et par dage før. Så selvfølgelig gik de ud fra, at vi befandt os i Den Sorte Lagune for at slippe fere hummere løs eller måske skrive slagord på fyret. De var godt trætte af den slags, sagde de.

”Hører I ikke radio?” råbte Dick helt hummerrød i hovedet. ”Eller læser nyheder? En gal hummer har været løs, utallige døde, men takket være de grønne detektiver er der igen ro i byen.”

”Så vidt vi kan se, er der kun én, som er grøn her,” sagde strisserne og så på mig. ”Hvorimod du ligner en mislykket hummersalat, der meget snart havner i fedtefadet.”

”Sue, Jack, fortæl dem sandheden,” råbte Dick, mens han fægtede med sine klosakse. Så fk han håndjern på og besked på at klappe gællerne i. Sue og jeg besluttede at holde lav profl. Foran os ventede endnu en lang dag på Doom Towns politistation. Og for Dicks vedkommende måske et besøg på skadestuen.

Men som Sue havde sagt tidligere: Det kunne have været meget værre. Dick og jeg kunne have rendt rundt på havbunden og været mutanter, og hvem gad det? Så jeg var ikke den, der klagede. Det gjorde Dick til gengæld. Han var mørbanket, og der var ikke det sted, hvor han ikke havde ondt. Han svor, at han var helt færdig med skaldyr. Lidt svært at tro på, når det kom fra en, som var udklædt som hummer.

Lev grønt!

Efter den oplevelse besluttede vi at blive veganere. Okay, Dick og jeg gjorde. Sue var det jo i forvejen.

Den glade reje var også blevet lukket. Eller lukket og lukket. Den var genopstået under et nyt navn. Nu hed den Grønharkeren eller Grønthøsteren eller noget i den stil og var blevet en vegetarrestaurant. Akvariet var blevet repareret, men der var ikke længere hummere i det. Nu indeholdt det farvestrålende tropefsk, og de var kun til pynt. Ikke noget med at æde dem med citronbåde til.

Et par uger senere sad Sue, Dick og jeg i restauranten og nød en bøf med pomfritter. En bønnebøf altså. Pomfritterne var heldigvis den ægte vare. Der var faldet ro på sagen, som man sagde.

Sue nippede til sin tomatjuice, som der stak en ordentlig dusk bladselleri op af. ”Og hvad kan man så lære af den her historie?” sagde hun og så på os.

”At man aldrig skal spise en hummer fra Den Sorte Lagune?” foreslog jeg.

”Nej, Jack, det skal man ikke,” lød det fra Sue. ”For som du ved, bliver man, hvad man spiser. Wok åd en hummer, og se, hvordan det gik ham. Det er det, jeg siger: Lev grønt!”

”Det gør jeg allerede,” sagde jeg, og for at vise det proppede jeg en pomfrit i gabet efter at have tværet den rundt i ketchuppen. ”Du fnder ingen, der er grønnere end mig.”

”Vi er i hvert fald alle tre nogle heldige kartofer,” afgjorde Dick. Og derpå hævede vi vores glas med kåljuice og skålede på en afsluttet sag.

Desværre varede freden ikke ved, for da vi kom hjem, stod der en kasse foran vores dør. Den var til Sue.

Den var fra hendes tante Lydia, som drev et hjem for radioaktive kæle-kakerlakker. Noget puslede inde i den.

Men det orker du ikke at høre om …