Mod fyret

Dick sled med årerne, og selvom det voldte ham lidt besvær at ro iført klosakse af skumplast, fk han snart bragt os på afstand af mutanten.

”Ro!” skreg Sue, som var i færd med at proppe et nyt signalblus i pistolen.

”Hvad ligner det, jeg gør?” lød svaret inde fra hummerdragten. ”Skyd nu bare det skide skaldyr.”

Igen fyrede Sue signalpistolen af, og blusset forsvandt i en bue hen over vandet, hen over mutanten og lige ned i resterne af broen med lidt spredt ild til følge, men slet ikke som i nogen James Bond-flm. Lagunen var overstrøet med sydende og osende blus, som et efter et brændte ud og efterlod os i mørke.

Dick rullede øjne over hendes manglende skydefærdigheder, men heldigvis havde Sue ryggen til.

Hummeren spildte ikke tiden, men satte efter os. Hummere kan faktisk svømme, men mutanten valgte at krybe hen over bunden. I lysglimtene fra fyrtårnet kunne vi se dens følehorn stikke op som et par svajende periskoper, hvilket motiverede Dick til at sætte yderligere turbo på roningen.

”Bare klø på, Dick,” sagde jeg for at opmuntre ham.

Vi var på vej over lagunens sorte vand, nok det sidste sted, jeg ønskede at være. Heldigvis var fyrtårnet et fnt pejlemærke, og Dick styrede jollen mod dets lys som en møl mod en lampe.

”Der må fndes noget udstyr i fyret,” sagde han, mens han roede os hen imod det. ”Nødgeneratorer og batterier, eller hvad ved jeg. Der er i hvert fald strøm på fyret.”

”Problemet er bare, at vi skal krydse hummerfyldt farvand,” mumlede Sue, mens hun sendte et nervøst blik ud over lagunen. Mutanten var sakket bagud, men den forfulgte os stadig.

Efter en nervepirrende sejlads nåede vi frem til fyrtårnet. Det rejste sig højt over en kratbevokset strand, og i det svage daggry kunne man akkurat se en cementtrappe føre op til indgangen. I gamle dage havde der været en fyrpasser, men nu blev fyret styret automatisk. Alligevel kunne der godt være en slags nødtelefon derinde, så vi kunne tilkalde hjælp.

Lige neden for fyret lå vraget af et mindre skib. Der var ikke andet tilbage end en knækket mast og et smadret skrog. Ikke den bedste reklame for et fyrtårn, syntes jeg, men hvis vi kom i sikkerhed i det, var jeg ikke den, som klagede.

Dick lod jollen glide op på stranden, og vi hoppede i land og løb det sidste stykke hen mod trappen op til fyrtårnet. Et rødt skær på himlen fortalte os, at det var ved at blive dag. Forhåbentlig en dag, hvor vi kunne sætte punktum for den muterede monsterhummers morderiske manerer.