Dåsemad

Det næste kvarters tid sad vi og lyttede til regnens trommen mod bilen. Vi kunne ikke engang tænde for vinduesviskerne eller for varmen. Bare fordi

Sue skulle høre dødsmetal og have varmen på fuld blæs lige før.

Vi var strandet in the middle of nowhere. Uvejret kom fejende ind over lagunen med bulder og blitzlys. Al den strøm, der blev spildt på at lave tordenskrald, kunne vi godt have brugt til vores døde motor.

”Tror du snart, Dick kommer?” råbte jeg gennem larmen. Jeg sad en halv meter fra Sue, og alligevel måtte jeg råbe for at overdøve tordenskraldene, der lød som kanonsalver.

”Det har han bare at gøre,” råbte Sue tilbage.

Uden for bilen kom blade og grene fyvende gennem luften sammen med skum nede fra vandet.

Og så dukkede en sløret silhuet ud af styrtregnen og nærmede sig bilen forfra. Med klosakse og følehorn og øjne på stilke. Den blev oplyst af lynglimt, idet den lænede sig ind over køleren og vinkede til os med sin ene kæmpe klosaks. Mutanthummeren var vendt tilbage for at få sig en gang dåsemad. For anden gang den aften føj vi ud af bilen. Og de skrig, der hørtes, kom fra os. Det var lige før, de overdøvede uvejret.

Chok

Vi nåede kun et par skridt, så hørte vi Dicks stemme bag os.

”Se lige, hvad jeg fandt,” råbte han ivrigt. ”En hummerdragt.”

Vi fk bragt os til standsning og så på ham. Det var ikke løgn. Dick havde iført sig en knaldrød dragt, som fk ham til at ligne en monsterhummer, og dem havde vi ærlig talt ikke brug for fere af.

”Hvad fanden laver du, Dick?” gispede Sue. ”Er du ude på at skræmme livet af os?”

”Den er vandtæt,” oplyste Dick fornøjet. ”Klosaksene er lavet af skumplast. Skjoldet af plastic eller noget.” Han drejede rundt om sig selv i regnen og sagde ta-da!

Derpå pegede han op på banneret, som fagrede i blæsten.

”Dragten må stamme fra den der hummerfestival, man engang afholdt her. Sikkert en slags reklamestunt. En eller anden stakkels idiot har fået lov at rende rundt i det outft for at lave reklame for festivalen.”

”Og hvad er din undskyldning for at iføre dig den?” spurgte Sue.

”Fatter I ikke, at den er perfekt til at lokke en dræberhummer frem fra sit skjul.” Dick så ivrigt på os.

”Lokke den frem?” Sue måbede.

”Du vil lokke en giga hummermutant til dig, mens du er iført et fastelavnskostume? Jamen god fornøjelse. Du bliver lavet til kattemad på to sekunder.”

For at understrege mine ord slog lynet ned i et træ et stykke borte og forvandlede det til høvlspåner.

”Det er kun halvdelen af planen,” sagde Dick, mens vi trak i ly under et halvtag.

”Hvad er den anden halvdel så?” spurgte vi.

”Jeg lokker den frem, og så dræber jeg den.”

”Med hvad?” spurgte Sue. ”Vil du kilde den ihjel med dine skumklosakse?”

Dick så sur ud og spurgte, om vi selv havde bedre idéer.

Sue sukkede og spurgte til bilbatteriet. Dick blev hende svar skyldig. Det eneste, han havde fundet (ud over hummerdragten), var nogle nødblus af den slags, man sendte i vejret, hvis man kom i havsnød.

Så fk jeg en idé. Jeg kom nemlig i tanke om, da vi jagtede en gigantisk mordermyg gennem

Alligatorsumpen i den bog, der hedder Vild med blod. Dengang brugte Sue en signalpistol til at fyre nødblus af, så uhyret endte med at fyve ind i nogle elledninger og blive lynstegt. Måske kunne vi gøre det samme her. For når her var nødblus, måtte her også være noget til at skyde dem af med. Altså en signalpistol. Den slags var almindeligt udstyr for fskere. I mangel af elledninger måtte vi fnde på noget andet, som kunne få hummeren til at eksplodere. Og her var det, at de der benzindunke, jeg havde set ved skuret nede på stranden, kunne hjælpe os.

Jeg satte Sue og Dick ind i planen. De stirrede på mig.

”Benzin?” sagde de. ”Benzin og nødblus?”

”Ka-boom!” sagde jeg og lavede en vifteformet bevægelse med hænderne. ”Anden halvdel af planen.”

”Og hvor kommer mutanthummeren ind i billedet?” ville Dick vide.

”Sagde du ikke, at du ville lokke den frem med din smarte dragt?” spurgte jeg.

”Jack, du er genial!” Dick klappede mig på skulderen med sine klosakse.

”Det er i hvert fald bedre end at kilde den ihjel,” sagde Sue.