Lokkemad

Det kan godt være, at himmel og jord stod i ét, men der var ingen tid at spilde. Vi skyndte os hen til skuret, hvor onkel Mulle havde haft hajburet stående. Derinde var der heldigvis både læ for vinden og ly for regnen. Benzindunkene stod, hvor de hele tiden havde stået. Der var brændstof nok til at futte hele lagunen af, men vi behøvede kun lige nok til at fambere en nævenyttig hummer.

”Nu skal vi bare fnde et tilpas stort bytte, som hummeren vil gå efter,” sagde jeg og så mig om.

”Kan den der bruges?” spurgte Sue og pegede op mod loftet.

Vi rettede blikke opefter. Deroppe hang en ordentlig krabat af en tun i nogle wirer. Mindst tre meter lang og med træuld og tør tang stikkende frem af hver en sammensyning. Onkel Mulle havde udstoppet den med nogenlunde samme omhu, som doktor Frankenstein fikkede sit monster sammen. Store syninger med sejlgarn holdt tunfsken sam- men, og fere steder truede indmaden med at presse sig ud. Men det var, lige hvad vi skulle bruge.

”Sådan en basse her kan ingen hummer modstå,” sagde jeg. ”Lad os få den ned, så vi kan ’marinere’ den.”

Dick og Sue var med på idéen.

Ved fælles hjælp fk vi pillet tunen ned fra sit ophæng, og et øjeblik efter lå udstopningen stiv og hård på gulvet. Den havde nok vejet i omegnen af 2-300 kilo, da den var nyfanget, men nu, hvor den var udstoppet, var den meget lettere. Vi kunne nemt bakse den rundt.

Dick gav sig til at lede skuret igennem, og lidt efter hørte vi ham udstøde en føjtelyd, som fortalte os, at han havde fundet, hvad han søgte. Hvilket var en signalpistol. Alt var nu parat.

Lokkedue: Dick i hummeroutft.

Lokkemad: ’Marineret tun’ a la Jack Stump.

Marinade: Benzin i rigelige mængder.

Masterchef: Sue med signalpistol og nødblus.

Hvad kunne overhovedet gå galt?

Kran

Uvejret var forbi, lige så hurtigt som det begyndte, og dette tog vi som et godt tegn. Da tordenskyerne var drevet bort, dukkede vi frem fra skuret med en udstoppet tun badet i benzin.

Et stykke henne ad stranden ragede en træbro ud i vandet. En jolle vuggede for enden af den.

Yderst på broen var der også placeret en taljekran beregnet til at hejse større fsk op fra bådene med. Man kunne også hænge særlig fotte fangster op i den, hvis man for eksempel var en heldig lystfsker, som havde fanget en sværdfsk eller fået en haj på krogen.

Måske havde Dicks onkel haft sin kæmpetun hængende i kranen engang. Det var ikke til at vide, men nu kom den i hvert fald op at hænge igen.

Vi fk bugseret den udstoppede tun hen til broen og ud for enden. En hørm af benzin stod omkring os, for vi havde gavmildt marineret den med to dunke benzin. Dens tørre fyld havde suget brændstofet til sig som en tørstig svamp, og selvom ud- stopningen var blevet en del tungere, lykkedes det os at få viklet et stykke tov om dens hale og hejse den op i taljen.

”Tun i olie kender man,” sagde Dick, ”men tun i benzin er det nye hotte.”

”Det kan det i hvert fald hurtigt blive,” sagde jeg og betragtede den døde kæmpefsk. Benzin dryppede ned i en pøl under den, og hvis min plan gik efter … øh, planen, ville det blive enden for mutanthummeren. Det var måske ikke særlig økologisk, men når først mutanten var famberet, ville alle i Doom Town takke os.

Dick, stadig iført hummerkostume, halede nu signalpistolen og et par nødblus frem fra en lomme under sit hummerskjold. Han rakte tingene til Sue.

”Rut ikke med ammunitionen,” sagde han. ”Når hummeren tager lokkemaden, slår du til straks og forvandler den til en ildkugle.”

”Den og alt andet i fem meters omkreds,” tilføjede Sue. ”Så hvad med at vi lige får bugseret jollen lidt væk. Det er faktisk nogens, og der er ingen grund til at brænde den af også. Der ligger et par årer i den. Og nogle tejner.”

Jeg meddelte Sue, at jeg ikke skulle ned i nogen jolle, slet ikke på det her tidspunkt og da slet ikke på Den Sorte Lagunes sorte vand. Dick var heller ikke vild med idéen. Han kunne heller ikke ro med sine hummerklosakshænder, hævdede han. Men det lød mere som en dårlig undskyldning, og i stedet for at begynde at skændes med os sagde Sue, at så gjorde hun det selv.