Låst ude

Men så let skulle det ikke gå, for døren ind til fyret var låst. Dick hamrede på den med sine skumklosakse, hvilket selvfølgelig ikke hjalp et hak. Heller ikke selvom han råbte: Luk op!

”Sig ikke, at du har roet os herud for at stå foran en låst dør,” kom det opgivende fra Sue.

”Hvis du havde sigtet lidt bedre, stod vi ikke her,” gav Dick igen.

”Måske er der en nøgle et sted,” foreslog jeg og så mig om efter en måtte, den kunne ligge under, eller en krog, den kunne hænge på. Men nej. Vi stod og lignede tre fjolser, som havde smækket sig ude, endda før vi overhovedet havde været inde.

Dick så rådvild ud. Nu fortrød han nok, at han havde svinet hummeren til og kaldt den for et muggent møgdyr og alt muligt. Vi var havnet i en blindgyde. Fyret var låst, og ude i lagunen var hummeren på vej. Sue havde præcis ét nødblus tilbage. Nu var spørgsmålet, om hun skulle fyre det op i luften og håbe, at nogen fk øje på det, eller om hun skulle fyre op under mutanten og håbe på at ramme plet denne gang.

Der skulle tænkes hurtigt, for hummeren nærmede sig. I det rosafarvede daggry så vi dens følehorn bryde vandoverfaden, og lidt efter kravlede uhyret op over skibsvraget og forvandlede det til vraggods.

For lige at vise sine onde hensigter klippede den masten over med sin klosaks og kylede den efter os.

Masten føj som et spyd hen over os og borede sig ned i sandet på den anden side af trappen. Og her taler vi om et spyd på fere hundrede kilo. Sproing! så stod det der. Det var en hummer, som mente det alvorligt.

”Shit,” hviskede Sue, ”den er ikke ked af det.”

”Men hvad er det, den har hen over ryggen?” spurgte jeg. For hummeren var blevet viklet ind i noget sort og skinnende, der så ud som en slange.

I det samme afgav fyrtårnet en knasende lyd, og cementstykker føj ud af dets murværk, og så gik det op for os, hvad det sorte var, for det hang sammen med det, som sad på hummeren. Det var et kabel. Nærmere bestemt det højspændingskabel, som sørgede for, at fyrets lanterne oplyste natten.

Det havde ligget på havbunden, men nu havde hummermutanten fået viklet sig ind i det i sin iver efter at fange os.

Vi så alle tre ned på de regnvåde cementtrin, hvor pytterne spejlede morgenlyset.

”Øh,” sagde jeg og tog et par skridt baglæns. ”Hvor meget strøm er der cirka i sådan et kabel?”

”Ligner jeg en elektriker?” spurgte Dick, men tilføjede, at der sikkert var nok til at få hatten til at fyve af.

Sue fastslog, at det var på tide at komme væk. For at understrege situationens alvor afyrede hun det sidste nødblus direkte op i luften. Og lidt efter sås en rød kugle på himlen.

Hummeren lod sig ikke distrahere. Den baksede for at vikle sig fri af kablet, som lå tungt over dens krop, og det lykkedes den faktisk at få sin ene savtakkede skæreklo rundt om kablet. Og så gav den sig ellers til at fle i isoleringen rundt om kablet, mens vi andre pressede os mod fyrets dør og lignede tre grinedukker i hovedet, bortset fra at vi ikke grinede.

Svitset!

Kablet var tykt som en brandslange, hvilket fortalte mig, at der nok var lidt mere power i det end i ledningen til vores brødrister hjemme i detektivbureauet. Hvis mutanten fk held til at klippe det over, ville der ske ting og sager, og dens kæmpe klosaks var allerede ved at gnave sig gennem isoleringen, mens den nærmede sig.

Sue nikkede mod masten, som lænede sig mod fyret. Rester af reb og tovværk hang fra den og fk mig til at tænke på et klatrestativ på en legeplads. Og et klatrestativ var det bedste sted at slippe jordforbindelsen.

”Op i masten!” skreg hun og hagede sig fast i tovværket med højt løftede ben. Dick og jeg fulgte hendes eksempel, og et øjeblik efter hang vi og sprællede ved siden af hende. Lige bortset fra at Dicks skumgummikløer ikke duede til at holde med, hvilket resulterede i, at han omgående faldt tre meter ned og landede på sandet på den anden side af trappen. At dømme efter hans smertefulde udbrud var hummerdragten ikke stødsikker.

Det var den rigtige hummer heller ikke, altså stødsikker. For i næste sekund kom et kæmpe blitzglimt. Zap! Det lød som en hel eksplosion. Blå gnister sprang om ørerne på os fulgt af en sydende lyd, som når man putter en fskeflet på stegepanden.

Fyret gik ud. Det gjorde mutanthummeren ikke. Den dansede stepdans med alle seks ben, mens blå lyn slog fikfak mellem følehornene og fk dem til at stritte som antenner. Dens øjne poppede som popcorn, og klosaksene spjættede.

Sue og jeg hang i masten, mens vi blev oplyst af kortslutningens blå skær. Under os blev mutanten indhyllet i røg og gnister.

Da showet var forbi, mindede hummeren mest om det, jeg havde set resterne af på Woks tallerken i Den glade reje, bare i større målestok. Omkring det ødelagte kabel sad resterne af en nykogt hummerklo, størrelse King Kong. I luften hang en lifig duft af skaldyr. Eller skulle jeg snarere sige en lugt af skaldyr, der var brændt på.

”Jeg tror ikke, vi får mere vrøvl med den hummer,” udbrød Sue. Og det fk hun helt sikkert ret i.