Kom i sving

Lidt efter havde Sue løsnet jollen og roede med sikre tag ind mod stranden, så nogens robåd ikke blev brændt af, når det gik løs.

”Stå ikke der og glo,” råbte hun ind til os. ”Kom i hug, Dick. Lok den hummer herhen. Syng og dans, og lign en forelsket hummer, der vil parre sig.”

”Hun er jo syg!” mumlede Dick til mig, og så fk jeg besked på at humme mig lidt, hvorpå han gav sig til at trampe frem og tilbage på broen, mens han råbte fornærmelser ud over lagunen. Fornærmelser, der kunne gøre enhver hummer rød af raseri. Især når man tænker på, at de kom fra en anden hummer.

”Kom frem, mutantiske Mulle-morder!” råbte han og truede med sin skumklo. ”Kom frem og slås. Du er ikke mere skaldyr end et blødkogt æg, elendige, mølædte molboøsters.” Dick holdt pause for at fnde på noget mere grimt at sige.

”Måske skulle du prøve med noget mere venligt,” foreslog jeg. ”Det gælder om at lokke den frem, ikke svine den til.”

Dick så på mig og rullede øjne. Men gav det alligevel et skud.

”Lille snuske-musling,” råbte han med overdrevent sukkersød stemme. ”Kom og få famberet din hummerhale.”

”Glem ikke tunen,” hviskede jeg.

”Den kan få en tun i trynen,” råbte Dick og bankede sine klosakse mod hinanden som en ivrig bokser. ”Kom og æd, dit mugne møgdyr.”

Vi stod lidt og stirrede ud over vandet. Fyrtårnets søgespot tog en runde ud i mørket. Men der var intet andet at se. Ikke en krusning på vandet. Ingen mystiske bølger eller noget. Frem for alt ingen hummer.

”Måske sover den,” foreslog jeg. ”Eller måske er den i gang med at fordøje din onkel.”

”Jeg skal fordøje dens grimme fjæs,” mumlede Dick. ”Jeg ved, at den er her. Den venter bare på at slå til. Jeg kan mærke det.”

I det samme hørte vi et overrasket udbrud ude fra jollen. Sue var endnu ikke nået ind til strandbredden; faktisk så det ud, som om hun var på vej i den modsatte retning. Og ikke med sin gode vilje.

Kollaps

Sue kæmpede med årerne, men hvor meget hun end roede den ene vej, gled jollen baglæns for fuld smæk. Et eller andet havde fat i fortøjningstovet og trak af med hende. Under vandet.

Mutanten!

For selvfølgelig var det ingen anden end hummeren, anomalien fra atomhullet. Dens panserkrop skinnede i månelyset som skroget på en ubåd, da den med jollen på slæb satte kurs mod dybere vand. Dens gribeklo havde fat i jollens fortøjning, så selvom Sue roede som en gal, var det nytteløst. Jollen gled bort fra stranden, lige indtil den pludselig og brat ændrede retning og kom på kollisionskurs med broen, hvor Dick og jeg stod.

”Hvad er den ude på?” spurgte Dick og fk svaret to sekunder senere, da jollen med Sue ombord torpederede broen som en løbsk speedbåd og forvandlede hele baduljen til et mikadospil. Tunen faldt ned fra taljen, mens Dick og jeg kolbøttede ud i luften og landede nede i jollen på hver sin side af

Sue. Jeg kan godt hilse og sige, at det gjorde nas. Ikke mindst i hovedet. Dicks dragt lød heller ikke videre stødsikker.

I nogle sekunder lå vi i en rodet bunke, arme og ben og ’klosakse’ i alle retninger. Det var et mirakel, at jollen ikke kæntrede, men til alt held forblev den fydende. Det hjalp også, at mutanten havde sluppet rebet, fordi den havde fået øje på tunen, som vuggede på det sorte vand.

Vi fk bragt os i orden i tide til at opleve kæmpehummeren stige op mellem plankerne fra den kollapsede bro. Den greb fat i udstopningen og holdt den op som et trofæ. Et trofæ, den havde tænkt sig at spise.

”Ja, køn er du ikke,” sagde Dick. ”Til gengæld er du grim!”

”Han er muteret, kan du vel se,” sagde Sue og overlod årerne og sin plads til Dick. Selv satte hun sig på knæ i stævnen af jollen og fk skubbet et nødblus på plads i signalpistolen.

”Æd bly, æh, blus!” sagde hun og fyrede nødblusset i mutantens retning.

Og her var det så, at alt efter planen skulle være eksploderet i et inferno af ild ligesom i en actionflm.

Men det blev kun et vådt puf, da blusset borede sig ind i den udstoppede tun. I nogle nervepirrende sekunder skete der absolut ingenting. Så fulgte en hvæsende lyd, da en to meter lang stikfamme skød ud af tunens gat og sendte udstopningen til vejrs som en nytårsraket på 80 kilo. Tunen forsvandt ud i natten med en hale af gnister efter sig for et øjeblik senere at eksplodere højt over lagunen.

”Wow!” udbrød Sue. ”Var der fyverbenzin i de dunke?”

Mutanten fattede heller ikke, hvad der var sket. For et øjeblik siden havde den holdt en saftig tun mellem sine klosakse. Nu var der ingenting. Ikke noget at sige til, at den så skufet ud. Den rettede de sorte kugleøjne mod os og udsendte en vred skumsky af bobler, mens den klippede i luften med hummerkløerne. Nu var det os, der var på menukortet.

Og så var vi dem, der var skredet.