Hummer-attack

Og det havde jeg ret i. Et krigsskib ville måske være mere på sin plads. For i næste nu begyndte jollen at vippe helt vildt. Vandet rundt om os blev fyldt med skum og bobler. Under os krøb noget stort og mørkt frem fra atomhullet.

”Mutanten!” skreg jeg. ”Få os væk, Mulle!”

Heldigvis indså Mulle, at det var på tide at komme væk, medmindre vi skulle ende som hummersnacks. Han stak årerne i vandet og gav sig til at ro væk fra stedet. Det gik godt i cirka 10 sekunder, så hørtes en knasende lyd til styrbord, og så sad Mulle med en åre, hvor halvdelen manglede.

”Hvad helv…” nåede han lige at udbryde, inden der også lød et knas på bagbordsside, hvor en enorm hummerklo halverede den anden åre, og så er det svært at ro en båd.

”Ved Tritons trefork! Jeg har aldrig set en hummer gøre sådan,” udbrød Mulle og så bekymret ud.

Men det var ikke slut endnu. For et øjeblik efter hævede begge de velvoksne klosakse sig op af vandet på begge sider af stævnen, hvor Sue sad.

Hun undgik akkurat at få hovedet klippet af ved at kaste sig fremad. Hun fk fat i ankerkæden og gav sig til at svinge ankeret, som om det var en lasso.

Mulle og jeg dukkede os og holdt på hat og briller, da ankeret suste hen over hovedet på os.

Jeg nåede akkurat at se hummerens forparti komme op af vandet. Dens lange følehorn famlede hende op og ned ad ryggen, og de kulsorte kugleøjne havde blikket stift rettet mod hende, i hvert fald lige indtil hun smadrede det tunge anker ned midt i fjæset på den.

En knasende lyd fulgt af et pibende skrig. Ja, hummeren skreg! Og den lyd måtte være de sidste rester af Woks muterede menneskekrop. Derpå var alt sprøjt og skum i nogle sekunder.

Jollen huggede op og ned, mens ankerkæden raslede ud, og et øjeblik frygtede jeg, at vi ville blive trukket med ned i dybet. Ned i det mørke atomhul.

Men så blev kæden slap, og mutanten fk ankeret trukket ud af sit fjæs og dykkede. Jollen rettede sig op, og et øjeblik lå vi midt i en jacuzzi af bobler, hvorefter vandet atter faldt til ro.

”Så kan det latterlige skaldyr lære det,” sagde Sue bistert. ”Og nu må du godt sejle os i land.”

Mulle protesterede ikke, og med to halve årer lykkedes det ham faktisk at få os roet ind til land uden afbrydelser. Jeg tror motivationen var i top nu, hvor han havde set, hvad uhyret var i stand til, og måske også indset, at hans hummertejner var til ingen nytte. Her var der mere brug for harpuner og torpedoer.

Ikke så sært, at han så en anelse søsyg ud.

Hajbur

”Hvad gør vi nu?” spurgte jeg, da vi var kommet i land og havde sundet os lidt efter sejlturen, for mutanthummeren var nok ikke blevet i bedre humør af at få tyret et anker i fjæset. Det var anden gang, Wok fk smasket noget tungt i hovedet, og første gang tog han det ikke særlig pænt. Jeg kunne godt forestille mig, at han nu havde mere end et følehorn i siden på os.

Sue foreslog, at vi skafede nogle dybvandsbomber, eventuelt noget dynamit, og jeg måtte minde hende om, at hverken dybvandsbomber eller dynamit var særlig økologisk.

Men lige nu var hun ret græskkatolsk med økologi, oplyste hun. Den hummer skulle bare laves til hummersalat. Hun spurgte Mulle, om han ikke havde erfaring med dynamitfskeri.

”Jeg har en bedre plan,” sagde Mulle og marcherede hen til et bådeskur og trak dørene op. Derinde stod noget, som fk os til at måbe.

”Et hajbur,” oplyste han, som om vi var blinde. ”Solidt kram. Selv den mest glubske kæmpehaj kan ikke gnave sig gennem de her tremmer.” Mulle bankede på buret for at vise os, hvor solidt det var.

”Men nu er det ikke Dødens gab, vi er ude efter,” sagde Sue og tilføjede, at hun ikke havde tænkt sig at stå mere til søs i dag.

Mulle skubbede nogle benzindunke til side og trak buret ud i lyset. Det havde en tremmelem i toppen, så man kunne kravle ned i det fra en båd, hvis man var på hajsafari. Men det kunne man ikke lige kalde det, vi var i gang med.

”Hvis vi fylder det med lokkemad og sænker det ned i atomhullet,” sagde Mulle og så snedig ud, ”så har vi en tejne til bæstet.”

”Jeg skal ikke ud til noget atomhul med et hajbur fyldt med rådne sild,” skyndte jeg mig at fastslå.

”Desuden har hummeren ædt vores årer,” tilføjede Sue.

”Så fnd selv på noget,” sagde Mulle og så fornærmet ud.

Vi grublede over sagen, mens solen gik sin gang. Pludselig så Sue på Mulle. ”Er der tidevand her?” spurgte hun.

”Selvfølgelig er der det. Det var lavvande for nogle timer siden, men snart er der højvande til i morgen. Sådan går det op og ned, som tidevand jo gør.”

”Hvorfor så ikke lade vandet komme til os? Vi lægger buret på stranden, fylder det med lokkemad, og når højvandet kommer ind og dækker noget af buret, vil duften brede sig og lokke hummeren til.”

Mulle så skeptisk ud og spurgte, hvorfor den skulle fnde på at kravle op på land.

”Fordi det er en mutanthummer,” sagde Sue. ”Mutanthummere gør den slags idiotiske ting.”

Mulle sagde, at det svar var godt nok til ham.

Lidt efter havde vi fået bakset buret ned til strandkanten og lagt det på siden. Vi trak lemmen op og satte en lang pind i spænd, som holdt den åben. Pinden bandt vi til et tov. Når eller hvis mutanthummeren krøb på land og fandt ind i buret, klappede fælden. Så var bæstet bag tremmer. Dette krævede selvfølgelig, at vi sad klar. Altså måtte vi skiftes til at sidde med tovet og holde vagt, så vi kunne slå til i det rette øjeblik.

”Hvem tager første vagt?” spurgte Sue.

Det gjorde Mulle heldigvis. Han kunne ikke vente med at fange den hummer, som havde ødelagt hans årer. Efter at have fundet et stort stykke fsk i kølerummet, som kunne ligge og stinke i buret, tog han plads bag nogle fskekasser med rebet mellem hænderne og et bistert udtryk. Sådan som man ser ud, når man skal fange en hummer, man allerede har fanget en gang.

Skrig og skrål

Dagen var ved at gå på hæld, som man sagde, og hverken Sue eller jeg var særlig ivrige efter at tilbringe natten på dette øde sted, hvor en muteret hummer luskede omkring. Vi prøvede igen at få fat på Dick, hvilket var håbløst. Han svarede ikke på vores opkald.

Vores bil holdt stadig, hvor vi havde parkeret den. Vi satte os ind og tændte for bilradioen. Der var ingen meldinger om nye mord, hvilket gav god mening, når nu hummeren befandt sig i lagunen igen.

Vi sad en tid og gennemtænkte situationen. Hvis uhyret gik i fælden, stod vi med et nyt problem. Hvad stillede man op med en mutant, hvis man fangede den? Jeg spurgte Sue.

”Stik mig en fammekaster, så skal jeg vise dig, hvad man stiller op,” svarede hun og skruede op for varmen.

”Vi bør da i det mindste køre den til en dyrelæge. Wok er jo et eller andet sted derinde.”

”Wok er færdig,” afgjorde Sue. ”Han kommer ikke til at lave mere seafood. Han er muteret, og alt, han kommer til at lave, er ulykker.”

Jeg var bange for, at hun havde ret.

”Hvorfor skulle Mulle også sende den hummer?” sukkede jeg.

”Vær hellere glad for, at du og Dick ikke nåede at spise den. Var jeg kommet hjem 10 minutter senere den anden dag, havde det været jer to, som nu rendte rundt på havbunden og så dumme ud.”

Sue havde ret. Man skulle huske at fokusere på de gode ting, men jeg ville ikke få et roligt øjeblik, før den hummer var bag tremmer i hajburet. Indtil da var der ikke andet for end at vente.

Sue skiftede kanal på bilradioen og lænede sig tilbage i sædet. Hård rock fyldte kabinen. Guitarer hylede, bas og trommer buldrede afsted med 300 kilometer i timen, og oven i det hele skreg forsangeren, som om han havde fået noget i klemme.

”Lige lovlig larmende?” sagde jeg.

”Det er dødsmetal,” råbte Sue gennem musikken. ”Det skal lyde sådan. Slap nu lidt af, indtil det bliver vores tur til at holde vagt.”

”Slappe af til det der?” sagde jeg. ”Sangeren lyder, som om han gurgler hals med tegnestifter.”

Sue rullede øjne ad mig, men lænede sig frem og skruede ned.

Musikken blev lavere. Men skrigene fortsatte med uformindsket styrke. Og det gjorde de, fordi de kom fra et helt andet sted. Et sted uden for bilen. Nærmere bestemt nede fra stranden.