Fladt batteri

Vi vendte tilbage til bilen i dystert humør. Og humøret blev ikke bedre, da vi opdagede, at vores bil var løbet tør for strøm. Heavyrocken havde åbenbart suget den sidste power ud af batteriet, og da Sue ville starte, var motoren dødere end en musling på dåse.

”Helt ærligt!” råbte hun og slog hidsigt i rattet. ”Sig, det er løgn!”

Men det var ikke løgn, og nu kunne vi se frem til en nat i Den Sorte Lagune. Med en morderisk mutanthummer i nabolaget.

Og for at det ikke skulle være løgn, begyndte mørke skyer at tårne sig op ude bag landtangen, hvor fyret stod. Af og til blev de oplyst af lyn. Et uvejr var på vej mod land. Vejrmeldingen havde ikke taget fejl.

”I det mindste har vi tag over hovedet,” sagde Sue. ”Og myggene er udenfor. Vi kommer nok til at tilbringe natten i den her kiksedåse.”

Og hvis hummeren fk lyst til dåsemad, sad vi her, og så behøvede den bare at bruge sine ’dåseåbnere’, tænkte jeg, men sagde ikke noget.

Vi sad og stirrede dystert på de sidste rester af solen, som forsvandt bag skyerne, som så alt andet end venlige ud. I tusmørket lignede de kæmpestore hjerner fyldt med gnistrende onde tanker. Det buldrede ude over havet. Fyrtårnet stod og blinkede om kap med lynene.

Sue listede en peberspray frem fra jakkelommen og lagde den i skødet. ”Jeg overgiver mig ikke uden kamp,” sagde hun. ”Hvis den hummer dukker op, skal den få et skvæt lige i synet.”

”Bare vi også havde noget myggespray,” sagde jeg og slog ud efter et af de små bæster, som havde set sit snit til at smutte med ind i bilen og nu betragtede mig som en blodbufet.

De lød som arrige motorcykler, når de svirrede tæt forbi mine ører. Eller …? Var det en rigtig motorcykel, jeg kunne høre? Jeg rettede mig op i sædet og så ind i bakspejlet. Et skarpt lys nærmede sig bagfra. Og myggene blev overdøvet af den ægte lyd fra en motorcykel.

”Der kommer nogen,” udbrød jeg.

Motorcyklens forlygte fejede gennem mørket, ramte et øjeblik banneret med Hummerfestival 2000, som hang mellem træerne og fagrede i vinden. Så rullede den ind bag os. Wroam! Wrap! Wrap! Føreren kørte en runde omkring bilen og lavede lidt larm og skred ud, så sandet stod op. Han kunne åbenbart lide at vise sig. Så gjorde han holdt, afbrød motoren og steg af. Sue og jeg måbede. Det var Dick.

Ud over sit sædvanlige tøj var han iført motorbriller og hjelm.

Han fk hjelmen af og sendte os et skævt smil.

”Nå, sidder I her og gemmer jer? Jeg troede, I var ude og fske hummere. Og tak, fordi I bare lod mig i stikken.”

Det sidste blev sagt med nogen bitterhed i stemmen. Bedst at skifte emne.

”Er du stukket af fra kolbøttefabrikken?” spurgte jeg.

”Vel er jeg ej stukket af,” sagde Dick. ”Politiet indså, at jeg ikke var skør, fordi det væltede ind med anmeldelser om en hærgende hummer størrelse holy moly, så som et plaster på såret lånte de mig en motorcykel. Har I set Mulle?”

”Dick,” sagde Sue og rømmede sig. ”Vi har en god og en dårlig nyhed. Eller vi har et par dårlige nyheder – og en god!”

”Okay, giv mig den gode først,” sagde Dick.

”Vi ved, hvor Wok gemmer sig.” Sue pegede ud over vandet.

”Tænkte det nok. Hvor skulle han næsten også ellers være?” sagde Dick og bad hende om de dårlige.

”Du siger det, Jack,” sagde Sue og pufede til mig med albuen.