Besøg fra havet

Vi sprang ud af bilen og nåede stranden på et øjeblik, men da var det allerede for sent.

Hajburet var væltet om på siden, lemmen klappet i, og nogle lange slæbespor førte ned mod vandet, som var i oprør og fyldt med urolige skvulp og en stor, mørkerød pøl, som bredte sig på overfaden.

Vi fandt en gummistøvle i vandkanten, og et stykke ude på lagunen fød Mulles gule regnhat på vandet. Selve Mulle var der ingen spor af – eller det var der jo, for stranden var fyldt med dem. Alt tydede på, at Mulle var blevet slæbt skrigende ud i lagunen. Det krævede ikke større hovedbrud at regne ud af hvem. Hummeren måtte have sneget sig ind på ham i ly af højvandet. Måske var Mulle faldet i søvn på sin vagt. Den slags skete. Og det gik altid galt.

”Fordømt,” gispede Sue. ”Bæstet slog til igen.”

”Den spilder ikke tiden,” sagde jeg. ”Den har ikke engang rørt lokkemaden i buret.”

”Den havde udset sig en større godbid,” sagde Sue. ”Stakkels Mulle.”

Hun truede ud over lagunes vand. ”Bare vent, dit kryb! Jeg skal nok få dig ud af dit hul, om jeg så skal bruge en ny atombombe,” skreg hun. ”En, som virker!”

Det var måske ikke dyrevenligt sagt, men jeg forstod hende. Vi havde også at gøre med et rent udyr.

Solen var begyndt at blive rød og synke. Jeg havde ikke lyst til at opholde mig på dette sted, slet ikke efter mørkets frembrud, og dagen var ved at gå på hæld, som man siger.

”Sue, der er ikke mere at gøre her,” råbte jeg. ”Vi må tilbage til Doom Town og hente forstærkninger, tilkalde politi og militær. Du får ikke Mulle tilbage ved at stå der og råbe.”

Sue indså, at jeg havde ret. Alene kunne vi ikke stille noget op. Vi risikerede at lide samme skæbne som Mulle. At indgå i den treretters menu, som monsterhummeren havde taget hul på med Dicks onkel. Der var ikke andet for end hurtigst muligt at komme tilbage til Doom Town.