En større båd

Det kunne godt være, at stedet hed Den Sorte Lagune, men vandet var klart, og fere steder kunne man endda se bunden. Der var sand og ålegræs og tang dernede. Altså lige bortset fra det sted, hvor Mulle nu havde parkeret jollen. Lige der var der en mørk fordybning i bunden.

”Det var her, den lå,” oplyste Mulle og sendte en spytklat til bagbord. Sue og jeg kunne godt regne ud, at han talte om bomben.

”Nu har militæret selvfølgelig fjernet den,” fortsatte han, ”men hullet er der endnu, og her holder de største hummere til. De befnder sig strålende nede i det mørke dyb.”

Strålende, jo tak, tænkte jeg.

Mulle pegede på mig. ”Tøm spanden, så vi kan få lagt et duftspor. Hvis der er hummere dernede, skal de nok komme frem, og så sænker vi tejnerne ned.”

”Aye aye, sir,” sagde jeg.

Han vendte sig mod Sue og gav hende besked på at kaste anker. Det lå nemlig ude foran, hvor hun sad.

Sue halede i ankerkæden, og Mulle fskede en dåse med skipperskrå frem og gav hende gode råd om, hvordan man gjorde.

”Jeg ved godt, hvordan man kaster et skide anker,” sagde Sue irriteret og gjorde klar til at smide det udenbords.

Jeg kunne ikke vente med at få de rådne sild over bord. Så jeg kylede hele baduljen langt ud i vandet.

”Ikke spanden, åhh!” himlede Mulle op. ”Kun indholdet!” Men for sent. For nu vuggede spanden på lagunens vand og bidrog til forureningen.

Heldigvis fk Mulle andet at tænke på, for Sue tabte ankeret ned over hans fødder. Og mens han bandede over, hvor klodset hun var, så jeg noget, som fk mit blod til at fryse. En skygge kom til syne lige under den vippende spand. Og i næste øjeblik skød en blåsort klosaks op af vandet. Og vi taler om en klosaks i størrelse XXL.

Splof! lød det, og et øjeblik efter var der hverken spand eller klosaks at se.

Sue og Mulle havde ikke bemærket noget, fordi de havde travlt med at mundhugges over dét med ankeret. Mulle sad og holdt sig om foden, mens han skar grimasser. Og Sue havde travlt med at komme med søforklaringer om, at ankerkæden var alget og derfor umulig at holde ordentlig fast i. Det lød også bedre, end at hun bare var en kluddermikkel.

”Øh, må jeg lige sige noget?” afbrød jeg. Mulle vendte sig mod mig med et arrigt blik.

”Sig frem, pomfrit. Er du søsyg? Du er helt grøn i bærret.”

”Det er mere, fordi …” sagde jeg, ”at du nok får brug for en større båd.”