Døde sild

Lidt efter befandt vi os i Mulles jolle. Sue havde taget plads ude i stævnen som en anden galionsfgur, Mulle sad i midten og roede, og jeg befandt mig i agterenden bag en bunke hummertejner. Vi sad som sild i en tønde, og nu vi taler om sild, så havde Mulle faktisk også en spand sild ombord.

”Hummere elsker ådsler,” forklarede han, mens han med raske tag roede os ud på lagunens vand.

”Smid et par stykker i hver tejne, så vi er klar.”

Jeg gjorde, hvad han bad om, men det var ikke lige, hvad jeg forstod ved detektivarbejde. Jeg var efterhånden ved at få nok af skaldyrs ulækre spisevaner. Heldigvis ringede min mobil. Det var Dick. Han var blevet sluppet fri og ville vide, hvor hans bil var henne, og ikke mindst hvor vi var.

”Vi er ude at fske,” oplyste jeg. ”I Den Sorte Lagune.”

Jeg kunne ikke høre, hvad Dick svarede, for det skramlede og susede i mobilen. Og lidt efter røg forbindelsen. Meget kunne man sige om Den Sorte Lagune, men god dækning var der ikke.

Jeg viftede i luften med telefonen og prøvede at fange et signal. Sue gjorde det samme med sin og med lige så lidt held.

Mulle sagde, at vi skulle holde op med at sidde og sprælle, og spurgte, om vi var ude på at kæntre jollen. Og tilføjede, at vi var lige over atomhullet.

”Atomhullet?” gøs Sue og jeg i munden på hinanden.

”Ja, der, hvor bomben lå og rustede i en masse år. Og hvor jeg fangede hummeren for nogle dage siden.”