Kurs mod lagunen

Mens solen stod op over en søvnløs Doom Town plaget af en gal morder og et politi, som rendte forvirret fra det ene mordsted til det andet, strøg vi afsted med kurs mod lagunen. Der var et pænt stykke vej, men nu, hvor vi havde bilen, gik det som en leg. I bilradioen kunne vi høre sidste nyt om mordene foruden en vejrudsigt, som ikke lovede godt for den kommende aften. Et uvejr var på vej.

”Uvejr er det mindste problem,” sagde Sue, men de ord skulle hun komme til at fortryde.

Da vi nærmede os Den Sorte Lagune, skulle vi dreje af og følge en grusvej ud til et lavvandet kystområde. Der lå et fyrtårn og nogle småhuse. Ellers intet. Men hvem gad også bo et sted, hvor der havde ligget en atombombe og rustet?

”Jeg håber, vi møder nogen, som kender Dicks onkel,” sagde jeg.

Sue var ikke nervøs. I sådan et hul kendte alle alle, påstod hun. Det ville blive en smal sag at fnde Mulle. Og når vi først havde fundet ham, kunne han passende hjælpe os med at fange Wok. For han måtte vel være ekspert i den slags.

Jeg håbede, hun havde ret. For jeg havde ikke meget lyst til at tage på hummersafari uden at vide, hvad man gjorde, hvis en mutanthummer dukkede op og var ude på ballade.

Efter et stykke tid rullede vi ind i en lille fække omgivet af krat og træer. Nogle træhuse klumpede sig sammen langs kysten, og man så også nogle anløbsbroer, hvor enkelte joller lå og rykkede i deres fortøjninger. Et stort skilt oplyste, at fskeri var forbudt i hele lagunen. På skiltet sad et par måger og halvsov, men det var også det eneste liv.

Sue parkerede bilen under et falmet banner, hvorpå der stod Hummerfestival 2000. Det var ved at være længe siden. Foran os lå Den Sorte Lagune og lyste i solskinnet. Vandet var blågrønt og levede ikke helt op til sit dystre navn. Men den slags skal man ikke lade sig narre af.

På den modsatte side af, hvor vi stod, kunne man se en fjern kratbevokset strand, hvor der stod et fyrtårn.

”Ikke meget hav at se,” sagde jeg en anelse skuffet.

”Det er en lagune, Jack. Laguner er afskåret fra det rigtige hav af en smal landtange. Det er den, du kan se derovre, med fyret på.” Sue pegede. ”Bag landtangen ligger det rigtige hav. Hvis du lytter efter, kan du høre det bruse, men herinde ligger man i læ for vind og bølger. Lagunen er et slarafenland for alle slags rejer og krebsdyr.”

De så hen mod husene, der lå som en forladt by i det vilde vesten. Rejekogeri, meddelte et skilt over en af bygningerne. Muslinger og krabber sælges, stod der på et andet. Friske hummere.

Lovlig friske, tænkte jeg og gøs. Men der var også en anden slags skilte. På dem stod der Lukket og Nedlagt og Til Salg og Ophørt. Stedet var forladt og forfaldent. Den atombombe havde nok ikke været den bedste reklame for fskeriet. Men helt dødt var stedet ikke, for nu fk vi øje på en gammel gut, som kom traskende med et par årer over nakken og en gul regnhat på hovedet. Han kunne godt ligne en fsker, hvis nogen spurgte mig.

”Tror du, ham der er onkel Mulle?” sagde jeg.

”Det skulle ikke undre mig,” sagde Sue. ”Og det der er i hvert fald hummertejner.” Hun nikkede i retning af de bure, som lå parat i den jolle, fyren havde kurs mod. ”Man putter lokkemad ind i dem og sænker dem ned på havbunden, og er man heldig, kravler levende hummere ind i dem – og når de først er kommet ind, kan de ikke komme ud igen.”

Smart, tænkte jeg. Men mindre smart, hvis en mutanthummer kom forbi, for så blev de bure lavet om til pindebrænde på et øjeblik.

”Vi må hellere advare ham,” sagde jeg. ”Det er ingen god dag at fske hummer.”

”Har du glemt, hvad vi er kommet for?” spurgte Sue.

Mulle

Vi satte kurs mod fskeren, som var ved at gøre klar til at stikke til søs.

”Dav,” hilste vi. ”Er du Mulle?”

Han svarede, at hvis vi var kommet for at købe skaldyr, kunne vi godt glemme det.

”Vi har heller ikke en rød reje,” smilede Sue og tilføjede, at vi var venner af Dick og kom for at sige tak for hummeren, han havde sendt.

”Hvorfor kommer Dick ikke selv?” ville Mulle have svar på.

”Fordi din hummer gav ham visse problemer,” sagde Sue. ”Og lige nu er han bag lås og slå.”

”Og hvad med hummeren?” spurgte Mulle.

”Den er på fri fod. Og den er på krigsstien. Faktisk har vi brug for din hjælp.”

Vi satte hurtigt Mulle ind i sagen. Han syntes, det lød som den værste skipperskrøne, hvilket var et andet ord for løgnehistorie. Men han havde allerede hørt om mordene i radioen.

”Og I tror, den er på vej hertil?” spurgte han og så ud over lagunen med sammenknebne øjne.

”Den er her nok allerede,” nikkede Sue.

”Halv hummer, halv kok, og ikke til at spøge med,” tilføjede jeg. ”En muteret mutant med morderiske manerer.”

Mulle svarede ikke, men man kunne godt mærke, at han ikke var helt glad ved situationen.

”Det var ellers en fot hummer,” mumlede han.

”Din hummer fejlede ikke noget,” svarede jeg.

”Men du skulle se ham, der satte den til livs. Han er ikke til pænt brug mere.”

”Du har forstand på at fange hummere, Mulle,” sagde Sue. ”Vi, øh, vi har forstand på mutanter. Ved fælles hjælp kan vi måske stoppe uhyret. Men det bliver ingen picnic.”

Mulle overvejede situationen, eller måske overvejede han bare, hvad picnic betød, men derpå gjorde han et kast med hovedet mod jollen og bad os hoppe ombord.