Atomhummer

Kort efter var Sue og jeg sluppet fri. Det samme kunne vi desværre ikke sige om Dick, som var blevet ført væk for at få undersøgt sit hoved. Så nu var vores trekløver forvandlet til et tokløver. Ikke skidesmart, når der stadig var en morder løs i byen.

”Bønne!” fnøs jeg fornærmet. ”Var det det bedste, du kunne komme i tanke om?”

”Årh, lad være at hænge dig i småting. Det vigtigste er, at vi slap ud.”

Vi begyndte i rask tempo at bevæge os ad Doom

Towns natmørke gader, og Sue bad mig forklare hende, hvad alt det hummervrøvl handlede om.

”Det er faktisk lidt, som Dick sagde,” forklarede jeg. ”Wok er muteret til en mutant. Det er derfor, han går rundt og klipper folk i stykker. Giver det mening?”

Det gjorde det ikke, kunne jeg fornemme. Sue foreslog, at vi måske også fk mit hoved undersøgt.

”Men det passer,” sagde jeg. ”Den hummer, som Dick fk af sin onkel, og som du tvang os til at sætte ud i havet, var åbenbart ikke helt frisk. Og det er gået ud over Wok.”

Sue ville gerne vide, hvor kokken fra Den glade reje kom ind i billedet, og her blev det en smule besværligt. For jeg ville helst ikke fortælle hende, hvor Wok kom ind i billedet.

Uheldigvis kunne Sue godt lægge to og to sammen. Og det resultat, hun nåede frem til, talte ikke til min fordel.

”Skal jeg forstå det sådan, at I to halvhjerner slet ikke tog hummeren ud til havet som aftalt, men kørte den ned til Den glade reje, hvor I solgte det arme dyr til Wok, så han kunne servere den for sine gæster i restauranten?”

”Ikke helt sådan,” sagde jeg og begyndte at få det varmt.

”Hvordan i alverden så?”

”Mere så han kunne servere den for os,” fk jeg fremmumlet og skyndte mig at tilføje, at det var Dick, som fandt på det.

”Det er jo vanvid,” kom det hovedrystende fra Sue. ”Ved I ikke, at der er totalt fskeforbud i Den Sorte Lagune? Det har der været i årevis. Og hvorfor mon?”

Inden jeg fk sagt noget, svarede Sue selv på spørgsmålet:

”Fordi et militærfy engang tabte en atombombe ud af lastrummet ved en fejl. Til alt held sprang den ikke i luften, men den lå og rustede i lagunen i årevis, inden man fandt den. Alle fsk og skaldyr derfra er no go i de næste to millioner år.”

”Mon Dicks onkel Mulle ved det?” spurgte jeg.

”Nok ikke, siden han sender Dick en hummer.

Og hvis Wok har ædt det kræ, så forklarer det en del.”

”Gør det det?” spurgte jeg, for jeg var ikke helt med.

”Den bombe har nok lækket atomer ud i vandet,” nikkede Sue. ”Og så har Mulles hummer ædt radioaktivt seafood, muslinger og søpindsvin og den slags. Og alle ved, hvad der så sker.”

”Den bliver til en atomhummer!” gøs jeg. ”Så var det derfor, den var så stor.”

”Præcis, Jack. Og spiser man en atomhummer, bliver man til en mutant. Det ved enhver, som har set science fction-flm. Det er noget med sidste led i fødekæden.”

Jeg var lettet over, at det ikke var mig og Dick, som havde spist hummeren, men det ændrede ikke på, at det var min skyld, for det var mig, som fandt på det med Den glade reje. Selvfølgelig var det også lidt Woks egen skyld, for ingen tvang den hummer ned i halsen på ham. Men nu var skaden sket, og Wok var blevet en mutant, som hærgede byen. Dick havde vi ingen gavn af nu, hvor han var anbragt i en celle med bløde vægge.

”Hvad gør vi?” spurgte jeg.

”Vi må fange Wok selv,” afgjorde Sue. ”Kun sådan kan vi få Dick fri. Og når vi får ham fri, har jeg en høne at plukke med ham.”

”Jeg troede, du var vegetar?”

”I overført betydning, din hat.”

”Skal vi ikke hellere lade politiet fange Wok? Jeg har set ham, Sue. Forestil dig en hummer på 100 kilo med kokketøj. Hans klosakse kunne sidde på en kran. Han er for stor en mundfuld for os. Til gengæld kan vi let blive en snack for ham.”

”Han er lige præcis en tilpas mundfuld for et par økodetektiver,” afgjorde Sue. ”Vi må sætte os ind i, hvordan en hummer tænker.”

Det var lettere sagt end gjort. Efter denne aften kunne jeg knap nok tænke en tanke selv, og endnu mindre tænke som et skaldyr.

Én ting måtte man sige om Sue: Når hun kastede sig over en sag, gik hun grundigt til værks. Dick ville begynde med at rense sin skyder, men Sue greb tingene anderledes an.

Mens jeg hvilede ud på sofaen efter nattens strabadser, sad hun med lyttebøfer på og lyttede til politiradioen, samtidig med at hun googlede alt om hummere. Fra tid til anden gjorde hun et notat på et kort over Doom Town og omegn, mens hun mumlede aha! og ser man det?

Efter en time klappede hun computeren sammen og skubbede bøferne ned om nakken.

”Okay, Jack, sagen er klar. Vores hummer spilder ikke tiden, hvis man skal tro oplysningerne på politiradioen. Der er sket fere mord. Samme metode.” Hun lavede saksebevægelser med fngrene. ”De seneste mord er sket længere væk fra Doom Town. Og medmindre der er fere gale mordere løs, ser det ud til, at Mutant-Wok bevæger sig afsted langs kysten. Det passer jo fnt med, at I så ham hoppe i havnen.”

”Så du siger, at han har forladt byen?”

Sue nikkede. ”Jeg har læst, at hummere vandrer. De kan bevæge sig fere hundrede kilometer. Altså under vandet. Jeg tror, Wok er på vej et sted hen.”

Sue kigger på kortet. ”Men hvad leder han mon efter?”

”Flere at dræbe, hvis man skal tro på nyhederne,” sagde jeg. ”Wok er ikke Wok mere, men en dræbermaskine med panserskelet.”

”Han dræber kun dem, som kommer i vejen for ham,” indvendte Sue.

”Hvilket indtil nu har været alle,” sagde jeg.

Vi kiggede på kortet. Sue havde lavet nogle krydser, og nu satte hun fngeren på et punkt. Jeg lænede mig frem over kortet. ”Den Sorte Lagune!” læste jeg.

”Tænk som en hummer, Jack,” sagde hun. ”Den vil hjem. Hjem til, hvor den blev fanget.”

”Siger du, at Wok … øh, at mutanten har kurs mod Den Sorte Lagune?”

Sue nikkede. ”Sandsynligvis vil den hævne sig på ham, som fangede den. Godt, man ikke er i onkel

Mulles sko lige nu, eller rettere hans gummistøvler.”

”Vi må advare ham,” sagde jeg, og Sue var helt enig. Og helst måtte vi sætte en stopper for Woks hærgen. Fange ham, hvis ikke levende så i hvert fald død.

Heldigvis lå der et sæt ekstra bilnøgler i en skuffe på kontoret, og Sue kunne køre, så der var ikke noget at betænke sig på.

I en fart fk vi pakket noget udstyr og gjort klar til en picnic i Den Sorte Lagune. Vi havde ingen idé om, hvordan onkel Mulle så ud, men måske mødte vi nogen, vi kunne spørge.

Bilen holdt stadig nede i nærheden af Den røde reje, hvor Dick havde stillet den forleden aften. Forruden var allerede plastret til med p-bøder, men det var ikke vores problem. Vi havde andre problemer nu. Af den slags, som lettest blev løst, hvis man havde en bazooka.